Kapitel 32

 

Månelyset faldt ind ad vinduet og oplyste det meste af Elenas seng. Meredith havde ligget og vendt og drejet sig uroligt i lang tid, men nu fortalte lange, regelmæssige åndedrag at hun omsider var faldet i søvn.

Godt det samme, tænkte Elena. Meredith var i gang med at slide sig selv op. Ved siden af at passe forelæsningerne trænede hun som en besat, gennemgik sine våben minutiøst hver eneste dag og tilbragte en stor del af nætterne med at patruljere på campus. Men det der sled mest på hende var nok frustrationen over at de stadig ikke havde fundet det mindste spor af morderen.

Så Elena undte Meredith al den søvn hun kunne få – selv om det var ensomt selv at ligge vågen.

Elena strakte benene fra sig og vendte hovedpuden som var begyndt at føles for varm. Grenene fra træet udenfor slog let mod vinduet en gang imellem, og Elena skubbede sig bedre til rette og forsøgte at slappe helt af. Hendes største ønske lige nu var at Bonnie ville komme tilbage.

Noget ramte ruden igen, men denne gang fortsatte lyden i en bestemt rytme, og det varede lidt før det gik op for Elena at det ikke kunne være grenene. Hun satte sig op i sengen med bankende hjerte.

Ganske rigtigt. Damons silhuet aftegnede sig mod månelyset udenfor. Hun listede hen og åbnede vinduet, og han gled lydløst indenfor og sad allerede mageligt tilbagelænet på hendes seng, hvilende på albuerne, da hun vendte sig efter at have lukket vinduet. Han sendte den trygt sovende Meredith et hurtigt sideblik.

„Det kalder jeg en effektiv vampyrjæger,“ sagde han med et skævt smil, men hans tonefald var muntert, med et anstrøg af noget der lignede hengivenhed.

„Nu er du en smule uretfærdig,“ sagde Elena. „Hun er fuldstændig udmattet.“

„En dag kan hendes liv afhænge af at hun er årvågen, selv når hun er ved at falde om af træthed,“ påpegede Damon.

„Det skal nok være rigtigt, men sådan er det ikke lige nu,“ sagde Elena. „Lad Meredith sove i fred og fortæl mig hvad du har fundet ud af om Zander.“

Hun satte sig på sengen ved siden af ham og trak benene op. Han tog hendes hånd og flettede fingrene ind mellem hendes.

„Jeg er ikke faldet over noget afgørende,“ sagde han. „Men jeg har mine mistanker.“

„Hvad mener du?“ spurgte Elena fraværende. Damon strøg hendes arm med den anden hånd, fjerlette berøringer, og det var tydeligt at han ventede på at se om hun ville protestere. Men hvorfor skulle hun egentlig det? Der var ingen grund til at holde Damon på afstand nu hvor Stefan havde gjort det forbi. Hun skævede til Meredith, men hun sov stadig dybt.

Damons øjne glimtede i månelyset. Han syntes at sanse hendes tanker og trak hende tættere ind til sig.

„Jeg er nødt til at se nærmere på ham for at blive helt sikker,“ sagde han. „Men han og den flok han holder sammen med er afgjort ikke helt almindelige. For eksempel er de alt for hurtige og adrætte i deres bevægelser, og når de fjoller rundt for alvor, tager de mod slag som ville have sendt andre på skadestuen. Til gengæld tror jeg ikke at Bonnie er i umiddelbar fare.“

Elena stivnede i hans arme. „Hvilke beviser har du på det?“ spurgte hun. „Og det er ikke kun Bonnie det drejer sig om. Hvis de er farlige for andre, må vi koncentrere os om dem.“

„Bare rolig, jeg er på vagt,“ lovede Damon og lo dæmpet. „Jeg skal love for at han og Bonnie er optaget af hinanden. Hun virker fuldstændig forblindet af ham.“

Elena gjorde sig fri af ham. „Hvis du har ret i at der er noget underligt ved ham, er vi nødt til at advare hende. Vi kan ikke bare vente på at han gør et eller andet der får hende til at vågne op. Så kan det være for sent.“

Damon trak hende ind til sig igen og lukkede hænderne om hendes albuer. „Så vidt jeg ved har I allerede prøvet at advare Bonnie uden at få noget ud af det. Hvad får dig til at tro at hun er mere modtagelig nu hvor hun har knyttet sig endnu nærmere til ham og deler værelse med ham, uden at der er sket hende noget?“

„Jeg ville bare ønske at vi kunne gøre noget for at bringe hende til fornuft,“ sagde Elena mismodigt.

„Hvis jeg havde haft lejlighed til at se nærmere på ligene af de dræbte, kunne jeg måske danne mig et indtryk af hvilken slags morder vi har med at gøre. Men det er vel udelukket at bryde ind i det lokale lighus?“

Elena tænkte lidt over det. „Jeg tror de har frigivet ligene nu,“ sagde hun tvivlrådigt. „Desuden er jeg ikke engang sikker på hvor de blev bragt hen.“ Hun rettede sig pludselig. „Vent! Campuspolitiet må have noget materiale liggende på deres kontor, måske endda med detaljerede billeder af ligene. De havde spærret alting af og var i fuld gang med deres egne undersøgelser inden politiet nåede frem.“

„Vi kan undersøge det i morgen hvis du vil,“ sagde Damon henkastet. „Hvis det vil gøre dig bedre tilpas.“

Hun studsede over at han pludselig virkede nærmest uinteresseret. Det ville være kedeligt hvis han faldt tilbage til sit gamle mønster hvor man aldrig var helt sikker på hvor man havde ham. Det var noget af det hun havde nydt at være fri for mens han og Stefan anstrengte sig for at finde frem til en forståelse.

„Stakkels Elena,“ sagde han inden hun fik taget sig sammen til at skubbe hans hænder væk. Han lod den ene hånd glide op ad hendes arm og strejfede hendes kind med fingrene. „Lige meget hvad du gør, kan du ikke slippe fri af mørkets skabninger. I samme øjeblik du viser dig et nyt sted, støder du på nye monstre.“

Han fulgte hendes kæbelinje med pegefingeren, og der var ingen ironi i hans stemme nu. Hun læste medfølelse i hans øjne og pressede kinden mod hans hånd.

Damon var elegant og begavet, og noget ved ham tiltalte hendes mørke side. Hun kunne ikke nægte at hun følte sig tiltrukket af ham og altid havde gjort det – selv da han havde været ved at skræmme livet af hende ved deres første møde. Og hun havde elsket ham siden den vinternat hvor hun vågnede som vampyr og han tog sig af hende og beskyttede hende og lærte hende det hun havde brug for at vide.

Stefan havde forladt hende. Der var ingen grund til at tage hensyn til hans følelser mere.

„Det er ikke altid at jeg forsøger at slippe væk fra mørkets skabninger,“ sagde hun.

Han var tavs et øjeblik. Han strøg hende over kinden igen, denne gang med bagsiden af hånden, og kyssede hende. Elena følte det som om hun havde vandret i timevis i en solhed ørken og endelig blev tilbudt en drik koldt vand. Hun besvarede kysset og viklede fingrene ind i hans silkebløde hår.

Damon lod læberne glide fra hendes mund og ned over halsen. Han gjorde det langsomt og tøvende, ventede på hendes tilladelse. Hun lod hovedet falde tilbage og drejede det en smule til siden. Han trak vejret dybt og raspende og stirrede hende dybt i øjnene.

Så mærkede hun den korte, skarpe smerte da hans hugtænder gik ind, og derefter svævede hun gennem fløjlsblødt mørke på den bølge af fryd der fulgte med vampyrens bid. Hun mærkede tydeligt hans glæde over at have hende i sine arme uden skyldfølelse eller forbehold. Selv følte hun heller ingen skyld, kun det savn Stefan havde efterladt hos hende, og hun lod Damon se det, viste ham at Stefan trods det der skete stadig var den eneste for hende.

Det gør intet, Elena. Hun opfattede ordene som spinden fra en stor, tilfreds kat. Dette er alt hvad jeg ønsker.