Kapitel 33

 

Matt kunne se at Ethan var på randen af et raseriudbrud. Hans ellers så muntre væsen var helt forsvundet, og han kostede som en brøsig eksercersergent med de aspiranter der manglede at få den sidste del af udsmykningen på plads.

„Nej, Lorelai!“ tordnede han, løb tværs over salen til en pige der stod på en stol, i færd med at vikle en rosenguirlande om det store metal-V midt for loftsbuen, og slog hende over det ene ben.

Hun udstødte et forskrækket skrig og tabte guirlanden. „Ethan, hvad i alverden fejler du?“

„V'et skal ikke dækkes til med pynt,“ sagde han koldt og bøjede sig og samlede guirlanden op. „Du skal vise Vitale Logens symboler respekt. Det er et spørgsmål om ære. Når vi møder vores leder, må der ikke være den mindste tvivl om vores disciplin, loyalitet og ærbødighed.“ Han rakte rosenguirlanden tilbage. „Det gør vi ikke ved at hænge affald hen over logens hæderkronede symbol.“

Lorelai betragtede ham undrende. „Jeg undskylder mange gange. Og så troede jeg for resten at du var logens stormester, Ethan.“

Alle havde standset arbejdet for at følge med i Ethans nedsmeltning. Da han blev klar over at han var centrum for opmærksomheden, prøvede han med en synlig kraftanstrengelse at genvinde fatningen. Det lykkedes ikke helt. Han var stadig skarp i tonefaldet, på grænsen til det skingre, da han hævede stemmen og henvendte sig til dem alle sammen.

„Jeg prøver at forberede jer alle og salen her på den højtidelighed der venter. For jeres skyld!“ Hans stemme steg, trods alle hans forsøg på at beherske sig, og det gjorde ham endnu mere hidsig. „Og så finder jeg i sidste øjeblik ud af at hele banden er en flok inkompetente idioter, trods alle jeres lovende talenter. I kan ikke engang anbringe en lysestage eller mikse en urteblanding uden min hjælp. Det kniber med tiden, og hvis I ikke tager jer sammen, kan jeg lige så godt ordne det hele selv!“

Matt så rundt på de andre aspiranter og læste chok og begyndende tvivl i deres ansigter. Ligesom han selv havde de alle set op til Ethan og følte sig smigret og opmuntret af hans mange rosende ord. Nu havde deres rollemodel pludselig vendt sig imod dem, og alle lod til at være i tvivl om hvordan de skulle reagere. Chloe, som havde været i gang med at opstille lysestager ved søjlebuen, bed munden sammen. Hun så hurtigt hen på Matt og flyttede derefter blikket tilbage til Ethan.

„Bare sig til hvordan du vil have det gjort, Ethan,“ sagde Matt i et forsonligt tonefald og trådte et skridt frem. „Vi skal nok gøre vores bedste for at få det til at se ordentligt ud.“

Ethan nidstirrede ham. „Du kunne ikke engang få din ven Stefan til at slutte sig til os,“ sagde han bittert. „En ganske enkel opgave – og du svigtede!“

„Hov, hov,“ sagde Matt afvisende. „Giv ikke mig skylden for det. Jeg fik Stefan til at komme og tale med dig. Det er helt hans egen beslutning hvis han ikke er interesseret. Han er ikke forpligtet til at blive medlem af logen bare fordi han kender mig.“

„Jeg er begyndt at tvivle alvorligt på om du er værdig til optagelse i Vitale Logen,“ sagde Ethan tonløst. „Og samtalen med Stefan Salvatore er ikke forbi, hvis du tror det.“ Han gik forbi Matt med hidsige skridt og stirrede stift på dem som havde fulgt ordvekslingen. „Se at få fart på. Sagde jeg ikke at vi havde travlt?“

Det var begyndt at dunke i Matts tindinger. For første gang var han i tvivl om han virkelig ønskede at blive optaget i Vitale Logen.

 

„Jeg kan åbne den dør på et sekund,“ sagde Damon utålmodigt. „Men i stedet står vi her og venter.“

Meredith sukkede opgivende og lirkede hårnålen længere ind i låsen med stor forsigtighed. „Hvis du tvinger døren op, vil de med det samme vide at der har været indbrud hos campuspolitiet. På denne her måde kan vi skaffe os oplysninger og stadig holde lav profil, okay?“

Der lød et svagt klik, og hun førte hårnålen blødt opad i håb om at udløse låsens mekanisme. Det mislykkedes. Nålen greb fat i et eller andet og bøjede. Meredith hvislede mellem tænderne, trak hårnålen ud og fandt en anden frem fra sin taske.

„Syvogtyve våben,“ mumlede hun. „Jeg slæbte syvogtyve forskellige våben med til Dalcrest, og så glemte jeg mine dirke.“

„Du kunne ikke forberede dig på alting,“ sagde Elena. „Hvad med at forsøge med et kreditkort?“

„Det er min opgave at være forberedt på alt,“ mumlede Meredith. Hun sank tilbage på hælene og stirrede vredt på døren. Låsen så forbløffende skrøbelig ud, men hverken hun, Damon eller Elena havde været i stand til at få den op uden samtidig at efterlade tydelige spor. Men et kreditkort eller et andet stykke stift plastik i samme størrelse ville sikkert kunne klare opgaven. Hvorfor var ingen af dem kommet på det med det samme? Hun lagde hårnålen tilbage i tasken og hentede i stedet sit studiekort frem fra tegnebogen.

Det gled let og ubesværet ind i revnen mellem døren og karmen, og et øjeblik efter var hun i stand til at presse låsens pal så meget tilbage at hun kunne åbne døren. Hendes studiekort havde fået et par ridser, men der var intet at se på låsen. Meredith smilede over skulderen til Elena.

„Endelig,“ sagde hun.

Et øjeblik efter var de indenfor og havde lukket døren efter sig. Meredith kontrollerede at gardinerne var trukket tæt for alle vinduer og tændte lyset.

Kontoret var ganske enkelt indrettet med hvidmalede vægge, to skriveborde med hver sin computer. Et halvtømt bæger kaffe var efterladt oven på den ene i en lidt farlig vinkel. I vinduerne stod nogle halvvisne potteplanter og skreg på vand til deres tørre, brune blade.

„Kan vi være sikre på at ingen af campusbetjentene dukker op og overrasker os?“ spurgte Elena nervøst.

„Jeg sagde jo at jeg har kontrolleret deres vagtrutine flere gange,“ sagde Meredith. „Efter klokken otte om aftenen patruljerer hele vagtstyrken, bortset fra en enkelt mand, på campus. Undtagelsen sidder ved receptionsskranken i administrationsbygningen, holder radiokontakt med de andre og står ellers til rådighed for studerende der har tabt deres nøgler eller låst sig ude fra deres værelser og den slags.“

„Lad os få det overstået,“ sagde Damon. „Jeg har ikke lyst til at tilbringe resten af aftenen i det her triste hul.“

Han lød blasert som før i tiden, men noget var anderledes, bemærkede Meredith. Han holdt sig hele tiden tæt op ad Elena, så tæt at hans arme strejfede hendes. Idet Meredith kiggede hen på ham, løftede han den ene hånd og berørte Elenas ryg ganske let med fingerspidserne, og skyggen af et smil krusede hans mund. Han så ud til at være mere tilfreds med sig selv end ellers, hvilket set med Merediths øjne sagde ikke så lidt.

„Nå?“ spurgte han da han opdagede at Meredith betragtede ham „Hvad nu, vampyrjæger?“

Elena flyttede sig væk fra ham, knælede ned foran arkivskabet og trak den øverste skuffe ud før Meredith nåede at sige noget. „Hvad hed Samantha til efternavn?“

„Dixon,“ svarede Meredith og bed tænderne sammen mod det chok der stadig ramte hende hver gang hun hørte Samantha omtalt i datid. Hun havde endnu ikke affundet sig med at hun aldrig skulle se hende mere. „Og Christopher hed Nowicki.“

Arkivskabet havde to skuffer. Elena gennemgik dem begge og hentede to tykke foldere frem.

„Her har vi dem.“ Hun åbnede først Samanthas folder og gav et halvkvalt udbrud fra sig. „Det er ... værre end jeg troede.“ Hendes ansigt fortrak sig da hun kiggede billederne fra gerningsstedet igennem. Hun bladede nogle sider frem. „Og her obduktionsrapporten. Der står at hun døde af blodtab.“

„Lad mig se.“ Meredith tog sagsmappen og tvang sig selv til at kigge billederne igennem for at finde ud af om hun havde overset noget. Det var svært at holde synet af Samanthas maltrakterede krop ud, og hun flyttede blikket fra sengen og koncentrerede sig om gulvet og væggene. „Blodtab fordi hun blev dræbt af en vampyr? Eller fordi der er så meget blod over hele værelset?“ Hun var tilfreds med hvor rolig hendes stemme var. Den dirrede i hvert fald ikke nær så slemt som Elenas. Hun rakte Damon folderen. „Hvad mener du?“

Damon studerede billederne og læste obduktionsrapporten og gennemgik derefter Christophers folder på samme måde.

„Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed,“ sagde han da han var færdig. „Det er som med dem jeg fandt begravet i skoven. De kan være blevet dræbt af varulve eller af sjuskede vampyrer. Eller dæmoner. Selv mennesker kan begå noget som det her hvis de er tilstrækkelig motiveret.“ Elena rystede benægtende på hovedet, og han smilede skævt til hende. „Glem nu ikke at mennesker har vist sig i stand til at begå langt mere blodige voldshandlinger end almindelige sultne monstre kan finde på.“ Han bladede billederne igennem en ekstra gang. „Men én ting er jeg temmelig sikker på – at her er tale om flere gerningsmænd, overnaturlige eller ej.“

Han lod pegefingeren løbe hen over et af billederne fra Samanthas værelse, og Meredith tvang sig selv til at kigge med, og nu kunne hun se at blodet var sprøjtet mod væggene i bestemte mønstre.

„Kan I se hvordan blodet har sprøjtet her?“ spurgte han. „Nogen har holdt hendes hænder og ben mens en eller måske flere gjorde det af med hende.“ Han fandt et af billederne af Christopher frem. „Det er det samme mønster her. Det kunne tyde på at vi har med varulve at gøre fordi de altid jager i flok, men igen – det er ikke noget sikkert bevis. Der findes grupper inden for næsten alle arter, selv vampyrer.“

„Matt så kun én skikkelse i nærheden af Christopher,“ påpegede Elena. „Og han nåede frem meget hurtigt efter at han havde hørt Christopher skrige.“

Damon vinkede afværgende. „Det beviser bare at de var hurtige,“ sagde han. „En desperat vampyr kunne have tilredt ham sådan inden Matt tog sig sammen til at reagere på skriget. Det samme gælder næsten alle overnaturlige skabninger.“

„En hel flok et eller andet,“ sagde Meredith sløvt. „En enkelt ville have været slemt nok.“

„En flok er meget værre,“ nikkede Damon. „Er I klar til at gå nu?“

„Vi må hellere se efter om der skulle være noget andet af interesse, og så skal vi have slettet alle spor efter os,“ sagde Elena. „Kan du ikke holde vagt udenfor? Jeg har en modbydelig fornemmelse af at vi frister skæbnen ved at blive her så længe. Giv et signal hvis du ser nogen nærme sig, eller brug din mentale kraft til at slippe af med dem. Vil du ikke nok?“

Damon nikkede. „Godt, jeg går ud og leger vagthund, prinsesse. Men kun fordi det er dig.“

Meredith ventede til han havde lukket døren efter sig. „Nu vi taler om hunde, kan du så huske at han dræbte Bonnies frygteligt forkælede skødehund?“

Elena åbnede den øverste arkivskuffe og gav sig til at gennemgå den metodisk. „Jeg vil ikke tale om det, Meredith. Desuden var det Katherine der dræbte Yangtze.“

„Jeg tror bare ikke at du er helt klar over hvad du er i gang med,“ sagde Meredith. „Damon er den sidste jeg ville satse min fremtid på.“

Elena holdt op med at blade i sagsmapperne. „Jeg satser ikke ... det er ikke som du tror,“ sagde hun. „Den eneste jeg ønsker en fremtid sammen med er Stefan.“

Meredith så undrende på hende. „Så kunne jeg godt tænke mig at vide ...“

„Det er kompliceret,“ afbrød Elena. „Jeg ... holder meget af Damon. Som du allerede ved. Der har altid været noget mellem os som jeg aldrig rigtig har fået styr på. Og nu hvor Stefan har gjort det forbi, hvorfor så ikke ...“ Hun brød af med en hovedrysten. „Nej, lad det ligge.“

Hun tog Samanthas sagsmappe for at lægge den tilbage på plads.

Meredith var ikke indstillet på at give op. Efter hendes mening var det eneste rigtige at Elena holdt sig fra Damon, også selv om hun og Stefan aldrig fandt sammen igen. Damon var og blev en ulykkesfugl.

„Hov, hvad er det her?“ udbrød Elena. Hun var i færd med at bladre Samanthas sagsmappe løseligt igennem for at sikre sig at ingen af billederne havde forvildet sig ind mellem de andre papirer. Hun slog den op og holdt den frem mod Meredith. „Hvad tror du det her betyder?“

Meredith rynkede panden. Hun kunne ikke se hvad der havde fanget Elenas interesse. Elena pegede på folderens inderside. Der var aftegnet et stort V med sort tuschpen. Meredith åbnede Christophers folder.

„Den er mærket på samme måde,“ sagde hun.

„Hvad står V'et for?“ spurgte Elena. „Vampyrer? Eller Vitale Logen? Er der andet som begynder med V og kan have forbindelse til mordene?“

„Spørg mig ikke,“ sagde Meredith.

Hun ville sige noget mere, men blev afbrudt af lyden af en bil der svingede op foran bygningen og standsede. Et hæst krageskrig hørtes uden for vinduet.

„Det var Damon,“ sagde Elena og lagde i en fart de to foldere tilbage i arkivskabet og skubbede skufferne ind. „Nu gælder det om at komme ud i en fart.“