Kapitel 34

 

„Her er rart,“ sagde Elena og så sig om i Damons lejlighed.

Hun var blevet en smule overrasket da han inviterede hende til middag. En så traditionel invitation var ikke noget hun havde forbundet med Damon, og hun havde været fuld af nysgerrighed og forventning på vej herhen. Hun og Damon havde boet i samme palads i Mørkets Dimension, men hun havde aldrig set en bolig han selv havde indrettet. Der var en del af sit liv Damon holdt strengt for sig selv, noget hun aldrig havde tænkt over før. Hun havde ventet at lejligheden ville være indrettet i gotisk sort og rødt ligesom de palæer hun havde set i Mørkets Dimension, men det var den ikke. Langtfra. Den var nærmest minimalistisk, superelegant i sin enkelhed med lyse vægge, mange vinduer og moderne møbler i glas og metal og præget af bløde og afdæmpede farver.

Den passede godt til ham. Hvis det ikke havde været for de mørke øjne med den ældgamle viden, kunne han have været en ung, succesrig fotomodel eller arkitekt med fødderne solidt plantet i den moderne verden.

Dog var ikke alting moderne. Da hun standsede i dagligstuen for at nyde synet af stjernehimlen gennem det store panoramavindue, så hun noget glimte lige så klart som stjernerne på det lave glasbord under vinduet.

„Hvad er det?“ spurgte hun og tog genstanden op. Den var gylden og havde form som en kugle med et indlagt mønster af diamanter, og den var lige stor nok til at passe i hendes let hulede hånd.

„En af fortidens eftertragtede skatte,“ svarede Damon smilende. „Prøv om du kan finde låsen på siden af den.“

Elena følte forsigtigt efter med fingrene, og det tog hende lidt tid at finde den snedigt skjulte lille lås og trykke på den. Kuglens øverste halvdel vippede op og afslørede en lille, gylden figur. Den forestillede en kolibri og var indlagt med rubiner, smaragder og safirer.

„Drej nøglen,“ sagde Damon. Han var kommet hen og stod tæt bag hende.

Elena fandt den ganske lille nøgle nederst på fuglens ryg og drejede den varsomt. Kolibrien strakte hals og løftede vingerne. De bevægede sig i en langsom, støt rytme, og samtidig lød tonerne af en lille, stilfærdig melodi.

„Den er smuk,“ sagde hun.

„Skabt til en prinsesse,“ sagde Damon. „Et yndefuldt lille stykke legetøj, fremstillet i Rusland før revolutionen. Dengang havde de fremragende guldsmede derovre. Det var også et underholdende sted at være, undtagen hvis man hørte til bondestanden. Pragtfulde paladser, overdådige fester og lange kaneture gennem sneen om vinteren, pakket ind i et væld af udsøgte skind.“

„Var du i Rusland under revolutionen?“ spurgte Elena.

„Nej, nej, før revolutionen,“ svarede Damon med en lille, tør latter. „Jeg har altid sørget for at komme af vejen inden katastrofen ramte. De steder hvor jeg har set uvejrsskyer trække op, har jeg aldrig været interesseret nok til at blive og se hvad det endte med. Det er jeg først begyndt på efter at jeg mødte dig.“

Musikken standsede, og Elena vendte sig, nysgerrig efter at se udtrykket i Damons ansigt. Han rakte ud, lukkede kuglen og trykkede hendes hånd sammen om den.

„Behold den,“ sagde han.

Elena ville protestere. Den var alt for værdifuld – et samlerobjekt der sikkert kunne indbringe millioner. Damon vinkede hendes protest til side.

„Jeg ønsker at du skal have den,“ sagde han. „Desuden har jeg rigeligt med den slags skatte. Man kan ikke undgå at få samlet sig en hel del når man har strejfet verden rundt så længe som jeg.“

Han ledte hende ind i spisestuen hvor bordet stod dækket til én.

„Du er forhåbentlig sulten, prinsesse?“ sagde han. „Jeg har fået mad udefra til dig.“

Han serverede en pragtfuld suppe som hun ikke kunne sætte navn på. Den var blød og fløjlsagtig med en svag anelse af eksotiske krydderier. Næste ret var en lille, stegt fugl som Elena dissekerede meget forsigtigt med gaflen. Dens små knogler var så skrøbelige at de brækkede ved det mindste tryk. Damon, som aldrig tog fast føde til sig, sad og nippede til et glas vin mens han betragtede hende. Han smilede mens hun fortalte om studierne og nikkede alvorligt da hun til sidst kom ind på hvor hårdt det sled på Meredith at patruljere hver eneste aften.

„Det var vidunderligt,“ sagde hun da hun havde sat den sidste skefuld af den lækre chokoladedessert til livs. „Jeg tror det er det bedste måltid jeg nogen sinde har smagt.“

„Kun det bedste til prinsessen,“ sagde Damon. „Du ved nok at jeg altid er parat til at lægge verden for dine fødder.“

Noget rørte sig i Elena. Hun rejste sig, gik over til vinduet og så ud på stjernehimlen. „Du har været overalt, passer det ikke?“ spurgte hun og lagde den ene hånd mod ruden.

Damon kom hen til hende. Han trak hende ind til sig og strøg hende over håret. „Ja, jeg har været alle steder, og det gode ved verden er at den hele tiden forandrer sig og bliver ved med at være ny og spændende. Der er så mange steder jeg ønsker at vise dig, så jeg kan opleve dem gennem dine øjne. Du drømmer ikke om hvilke vidundere der findes derude.“

Han kyssede hende på halsen, og hun mærkede tydeligt at hans hugtænder var skudt halvt frem under overlæben.

„De fleste når ikke at se en tusindedel af hvad menneskenes verden har at byde på,“ mumlede han i øret på hende. „Følg med mig derud, Elena. Bliv min mørkets prinsesse.“

Elena lænede sig ind mod ham, dirrende over hele kroppen.

 

Kære dagbog,

 

Jeg ved ikke længere hvem jeg er.

Da jeg var sammen med Damon her til aften, kunne jeg levende forestille mig det liv han tilbød mig hvis jeg sagde ja til at blive hans 'mørkets prinsesse'. Jeg så os gå gennem verden sammen, hånd i hånd, stærke og frie. Jeg ville få alt hvad jeg ønskede mig uden at behøve at løfte en finger – juveler, tøj, den mest udsøgte mad. Et liv fjernt fra de bekymringer jeg kæmper med nu. Nye oplevelser hver dag, synet af steder og vidundere jeg kun har fantaseret om.

Men det ville blive et liv uden Stefan. Måske er der stadig håb for os, men følger jeg med Damon, sårer jeg Stefan så dybt at han aldrig kommer over det. Og det kan jeg ikke få mig selv til.

Det er som om jeg har to stier liggende foran mig. Den ene fører mod lyset og en tilværelse som det almindelige menneske jeg troede jeg ønskede at være. Uddannelse, et job og et hus og et normalt liv. Det er hvad Stefan er parat til at give mig.

Den anden sti fører mod det mørke Damon vil tage mig med ind i, og jeg er lige begyndt at indse hvor fristende den verden er, og hvor meget jeg længes efter de oplevelser den indeholder.

Jeg har altid troet at Stefan og jeg skulle følges ad lysets sti. Men han har forladt mig, og den sti virker så ensom. Måske er mørkets sti den fremtid jeg skal vælge. Måske har Damon ret i at jeg hører sammen med ham, med mørket.

 

„Jeg kan ikke vente med at se overraskelsen,“ fniste Bonnie da hun og Zander hånd i hånd krydsede græsplænen foran det videnskabelige institut. „Du er så romantisk. Vent til jeg fortæller de andre om det.“

Zander gav hende et strejfkys på kinden. „De ved allerede at jeg er vild med dig. Jeg sang karaoke med dig i går aftes.“

„Efter at jeg havde lokket dig med ind at se Dirty Dancing, var vi nærmest forpligtet til at synge duetten,“ lo Bonnie. „Jeg nægter at tro at du ikke har set den film før.“

„Den slags film lå langt under min maskuline værdighed,“ indrømmede Zander. „Men nu ved jeg hvad jeg er gået glip af. Den var faktisk god.“

De nåede frem til brandtrappen, og Zander hjalp hende op på stigens nederste trin og klatrede op efter hende. Oppe på taget slog han ud med den ene arm mod sceneriet. „Her skal vi så fejre seksugersdagen for vores første date. Som du ser er arrangementet en nøjagtig kopi af den aften.“

„Åh, hvor er det sødt!“ udbrød Bonnie begejstret og så sig om. Dér i hjørnet lå det gamle, temmelig flossede militærtæppe, komplet med pizzaæske og dåsesodavand. Stjernerne lyste på den klare himmel, fuldkommen som for seks uger siden. Det var en smuk tanke af Zander, selv om deres første date ikke havde været det helt store. Bonnie huskede at hun ikke engang havde været sikker på at det var en date, men det generede hende ikke nu.

Hun satte sig på tæppet, løftede pizzaæskens låg og udstødte et begejstret hvin. Oliven, cocktailpølser og champignon. Hendes favoritpizza.

„Jeg ser at der i hvert fald er én forbedring i sammenligning med sidst,“ sagde hun.

Zander satte sig ved siden af hende og lagde armen om hendes skuldre. „Dengang vidste jeg ikke hvilken slags pizza du bedst kunne lide,“ sagde han. „Det gør jeg nu. Man er vel opmærksom.“

Bonnie puttede sig tættere ind til ham, og de delte pizzaen og betragtede stjernerne mens de spiste. Da det sidste stykke pizza var sat til livs, tørrede Zander omhyggeligt fingrene i en serviet og tog hendes hånd i sin.

„Der er noget jeg må fortælle dig,“ sagde han alvorligt.

„Okay, lad mig høre,“ sagde Bonnie en anelse nervøst. Zander ville vel ikke tage hende med herop og genskabe deres første date hvis det var hans mening at droppe hende? Selvfølgelig ikke. Hvor kom den tåbelige idé fra? Men udtrykket i hans ansigt efterlod ingen tvivl om at det var noget alvorligt. „Du er vel ikke syg?“

Hans ene mundvig krøb en smule opad. „Du er så sjov, Bonnie, buser ud med lige hvad der falder dig ind. Det er en af grundene til at jeg elsker dig.“

Bonnies hjerte fløj helt op i halsen. Havde hun hørt rigtigt? Havde Zander lige sagt at han elskede hende?

Han blev alvorlig igen. „Jeg mener det,“ sagde han. „Jeg ved godt at vi ikke har kendt hinanden så længe, og du behøver ikke at sige noget, men jeg ville altså fortælle dig det. Du er skøn. Jeg har aldrig følt sådan før. Aldrig nogen sinde.“

Bonnie knugede hans hånd. Hun havde glædestårer i øjnene. „Jeg har det på samme måde,“ sagde hun stille. „De sidste uger har været de bedste i mit liv. Jeg har aldrig haft det så sjovt sammen med andre. Vi passer perfekt sammen – er du klar over det?“

De kyssede hinanden, et langt, blidt kys. Bonnie lænede sig ind mod ham og sukkede tilfreds. Hun havde aldrig haft det så dejligt. Til hendes undren trak Zander sig pludselig væk.

Hun rakte ud efter ham, men han greb hendes hænder og så hende i øjnene.

„Det er fordi jeg elsker dig at jeg må fortælle dig noget,“ sagde han. „Du har ret til at vide det.“

Han lukkede øjnene, og da han åbnede dem igen så han på hende som om han forsøgte at trænge ind i hendes bevidsthed for at finde ud af hvordan hun ville reagere på det han havde at sige.

„Bonnie, jeg er en varulv,“ sagde han tonløst.

Bonnie sad stiv som en statue i lang tid mens hun forsøgte at komme overens med det hun lige havde hørt. Så rev hun hænderne til sig og sprang op med et skrig.

„Åh, nej!“ gispede hun. „Åh, nej, nej, nej!“

Uhyggelige billeder flimrede for hendes øjne: Tyler Smallwoods grotesk forvredne ansigt under forvandlingen, næsen og munden der skød frem og blev til en snude, øjnene der trak sig sammen til skrå, gule sprækker og lyste af had og blodtørst. Det næste der dukkede op var et billede af Meredith som lå ubevægelig på sin seng, blodig og flænset på samme måde som Samantha. Meredith havde talt sandt om det glimt hun havde set af hvidblond hår hos den sortklædte skikkelse som hun jog på flugt. Og nu havde Bonnie også forklaringen på de blodunderløbne mærker i Zanders ene side. Nogen havde slået fra sig for at redde livet.

„Så havde Elena og Meredith ret!“ hviskede hun og bakkede væk fra ham.

„Nej! Nej, det er slet ikke sådan, Bonnie. Du må høre på mig!“ Zander rejste sig. Han var kridhvid i ansigtet og slog hjælpeløst ud med hænderne. „Jeg hører til de fredelige varulve. Det sværger jeg. Jeg har aldrig ... vi overfalder ikke mennesker!“

„Du lyver!“ råbte Bonnie vildt. „Jeg kender til varulve, Zander. Jeg har været ude for dem! For at blive varulv er man nødt til at dræbe!“

Hun stormede hen til brandtrappen og sprang ned ad den, tre-fire trin ad gangen, alt for panikslagen til at være bange for at miste fodfæstet og måske netop derfor sikker nok på benene til at undgå det. Væk, bare væk! Se dig ikke tilbage. Væk! var det eneste hun havde i hovedet.

„Bonnie!“ råbte Zander oppe fra taget, og i næste øjeblik hørte hun hans fødder mod brandtrappen.

Hun satte af i et spring fra stigens nederste trin, landede hårdt og snublede, men var oppe igen med det samme og løb alt hvad hun kunne. Hun måtte indenfor et sted hvor hun ikke var alene.

Gennem øjenkrogen fangede hun et glimt af bevægelse i skyggen af instituttet. Jared, Tristan og den store, muskuløse Marcus dukkede frem. Varulve! Zander havde sagt 'vi'. De hørte til flokken. Bonnie troede ikke at hun kunne løbe hurtigere, men på en eller anden måde fandt hun kræfterne til det.

„Hov, Bonnie!“ kaldte Jared, og så satte de efter hende.

Skrækken gav Bonnie endnu flere kræfter, men det var ikke nok. De halede allerede ind på hende. Deres fodtrin kom nærmere og nærmere.

„Vi vil bare tale med dig, Bonnie!“ kaldte Tristan. Han lød fuldkommen rolig og afslappet og var ikke det mindste forpustet.

„Stands nu og vent på os!“ sagde Marcus.

Han talte ganske almindeligt, som om han var lige ved siden af hende, og det var han til hendes rædsel også i næste øjeblik. Han indhentede hende og løb nogle skridt forud, og Tristan gjorde det samme fra den anden side.

Vejen var afskåret.

Bonnie gav op. Hun standsede, krummede sig sammen med hænderne hvilende på knæene og forsøgte at få vejret. Tårerne strømmede ned over hendes kinder. De havde fanget hende. De stod og trippede usikkert uden at komme nærmere, og da hun kiggede op, så hun kun undren i deres ansigter.

De tog meget fejl hvis de troede de kunne narre hende med deres forbavsede miner. Stod de måske ikke dér som rovdyr på spring? De havde ladet som om de var hendes venner, men hun troede ikke på løgnen længere.

„Monstre!“ mumlede hun indædt og rettede sig langsomt. Det kneb stadig med at få vejret, og det var håbløst at forsøge at løbe fra dem igen. De havde fanget hende, men hun var ikke slået, ikke endnu. Havde mrs. Flowers ikke forsikret hende at hun var en heks? Hun knyttede næverne og begyndte at mumle en af de beskyttende besværgelser den gamle pensionatsværtinde havde lært hende. Hun troede ikke på at hun kunne besejre tre varulve, ikke uden tid nok til at oprette en magisk cirkel omkring sig, men med lidt held kunne hun såre dem alvorligt.

„Vent. Lad hende være.“ Zander nærmede sig over græsset.

Bonnie var lige ved at glemme de næste sætninger i besværgelsen. Hun havde elsket ham så højt. Hun fandt de rigtige ord, mumlede videre og mærkede hvordan kraften begyndte at stige op i hende og samle sig, parat til at bryde fri når hun ønskede det.

Zander nåede frem og standsede. De tre andre kiggede spørgende på ham.

„Hun stak af fra os,“ sagde Tristan. Han lød forvirret og en anelse forurettet.

„Jeg ved det,“ sagde Zander træt.

Nu så Bonnie at han også havde tårer på kinderne, og han forsøgte ikke at tørre dem væk. Han så bare på hende med et hjerteskærende udtryk i øjnene.

„Giv hende plads,“ sagde han og vinkede ad de andre uden at slippe Bonnie med blikket, og derefter tilføjede han, henvendt til hende: „Du må gøre hvad du mener er bedst.“

Bonnie afbrød besværgelsen og lod den opsamlede kraft sive bort. Hun trak vejret dybt, drejede om på hælen og løb så hurtigt hun kunne.