Kapitel 35

 

De nye medlemmer af Vitale Logen var endelig nået frem til indvielsesceremonien. Vokslysenes gyldne skær og de flammende fakler i holdere på væggene oplyste den store sal. Faklernes flakken skabte skygger der fik det til at se ud som om de udskårne figurer i søjlerne bevægede sig. Matt, klædt i en sort kutte med opslået hætte ligesom de andre aspiranter, så sig stolt omkring. De havde arbejdet hårdt, og salen tog sig glimrende ud.

Forrest i salen, under den højeste søjlebue, var der anbragt et langt bord som var dækket med et rødt satinklæde der nåede helt ned til gulvet og fik det til at ligne en slags alter. Midt på bordet stod en stor og dyb stenskål med en kraftig fod der gav den en stærk lighed med en døbefond. Den var omgivet af roser og orkideer. Blomster var strøet ud over gulvet. Mange af dem var blevet knust under aspiranternes fødder og udsendte en svimlende duft. Aspiranterne stod på en lang række foran alteret med et skridts afstand mellem hver.

Chloe stod på den ene side af Matt, og hun syntes at fornemme hans stolthed. Hun listede hætten en smule tilbage og lænede sig over mod ham.

„Temmelig imponerende, hvad?“ mumlede hun ud gennem mundvigen.

Matt smilede til hende. Hvad så om hun kom sammen med en anden? Han syntes ikke mindre om hende af den grund. Han ville gerne være ven med hende, selv om han var ked af at det ikke kunne blive til mere.

Han rettede lidt på kutten. Den var tung, og han kunne ikke lide at hætten faldt så langt frem at den blokerede hans perifere synsfelt.

Nogle af logens maskerede medlemmer kom med bægre som de tavse afleverede til aspiranterne. Matt snusede til sit bægers indhold. Han genkendte duften af ingefær og kamille, men resten var fremmed for ham. Det var altså denne indvielsesdrik de mange urter var blevet indkøbt til.

Han smilede til den maskerede pige som havde rakt ham bægeret, men fik overhovedet ingen reaktion. Øjnene bag masken strejfede ham udtryksløst inden hun gik videre. Matt skævede efter hende. Han var spændt på at se ansigterne bag maskerne når indvielsesceremonien var overstået. Han nippede til bægerets indhold og skar ansigt. Drikken smagte mærkeligt og var meget bitter.

De sidste bægre blev delt ud, og de maskerede trak sig tilbage til de andre under søjlebuen på den anden side af alteret. Ethan gik frem til alteret og skubbede sin hætte tilbage fra ansigtet.

„Velkommen,“ sagde han og holdt hænderne frem mod aspiranterne. „Velkommen til kraftens centrum.“

I det flakkende skær fra faklerne og de levende lys virkede hans ansigt fremmed og næsten truende. Matt skuttede sig og tog endnu en slurk af den bitre urtemikstur.

„En skål!“ råbte Ethan og løftede sit bæger. „En skål for dem der nu drister sig ind bag forhænget for at lære sandheden at kende.“

Matt løftede sit bæger og tømte det ligesom alle de andre aspiranter. Miksturen efterlod en gruset fornemmelse på hans tunge, og han skrabede den fraværende mod tænderne i overmunden.

Ethan lod smilende blikket glide fra aspirant til aspirant, så dem i øjnene én efter én.

„I har alle arbejdet hårdt,“ sagde han anerkendende. „I har alle nået toppen af jeres potentiale nu. Sammen udgør I en kraft ingen kan se bort fra. I er blevet perfektioneret.“

Matt tog sig i at begynde at rulle med øjnene. Ros var selvfølgelig altid rart, men Ethan havde det med at svinge sig alt for højt op når det stak ham. Perfektioneret? Det var dog et underligt ord at bruge om mennesker, og desuden følte Matt sig temmelig sikker på at det ikke passede. Ingen kunne kalde sig perfekt. Man kunne altid stræbe efter at blive lidt mere af det ene og måske lidt mindre af noget andet. Og hvis han tog fejl og det virkelig kunne lade sig gøre, skulle der nok mere til end en række temmelig fjogede optagelsesprøver og nogle få rundkredssamtaler hvor kun de meget naive blottede deres inderste så meget som ordstyreren opfordrede dem til.

„Og nu er det tid til at opfylde jeres bestemmelse,“ fortsatte Ethan. „Tid til at tage det sidste og afgørende skridt på vejen fra at være almindelige studenter til at indtage jeres plads som ægte avatarer, magtens guder der vandrer på Jorden.“ Han tog et rent og skinnende sølvbæger fra alteret og fyldte det fra stenkrukken. „Ved hvert fremskridt på evolutionens vej må der gøres ofre. Jeg beklager den smerte dette vil volde jer. Men I kan være rolige i bevidstheden om at al lidelse kun er midlertidig. Anna, træd frem.“

En svag bølge af uro gik gennem aspiranterne. De brød sig ikke om Ethans snak om ofre og lidelse. Hidtil havde de aldrig hørt ham tale om andet end hæder og indflydelse. Matt rynkede panden. Der var noget forkert her.

Men Anna, som virkede forbløffende lille i den lange kutte, trådte uden tøven frem til alteret og skubbede hætten tilbage.

„Tag imod den hellige drik,“ sagde Ethan og rakte hende bægeret.

Hun mødte hans øjne, og efter en kort tøven lagde hun hovedet tilbage og tømte det. Hun slikkede sig om læberne idet hun afleverede bægeret. Matt betragtede hende opmærksomt ud gennem øjenkrogen, og det forekom ham at hendes læber så unaturligt røde og skinnende ud i det flakkende lys.

Ethan vinkede hende uden om alteret og ventede med udbredte arme. Da hun nåede om til ham, lukkede han armene om hende, og samtidig forandrede hans ansigt sig. Pupillerne videde sig ud, og han trak læberne tilbage fra tænderne i en snerren. Hans hjørnetænder skød frem fra overmunden, lange og spidse. Matt forsøgte at råbe en advarsel, men opdagede til sin rædsel at han ikke kunne bevæge læberne og var ude af stand til at frembringe den mindste lyd.

I næste sekund indså han at han havde været en tåbe.

Ethan borede hugtænderne dybt i Annas hals. Matt forsøgte med en kraftanstrengelse at løbe frem for at skille dem ad, men det var forgæves. Han kunne ikke røre sig. Der måtte have været noget i den bitre urtemikstur som havde lammet dem alle sammen. Han så hjælpeløst til da Anna sank sammen i Ethans arme. Hendes hoved rullede slapt til siden, og hun vendte det hvide ud ad øjnene.

Ethan lod hende uden videre falde ned på gulvet.

„I skal ikke være bange,“ sagde han venligt til de rædselsslagne aspiranter med en håndbevægelse der omfattede alle de tavse, maskerede skikkelser bag ham. „Vi har alle gennemgået denne indvielse for nylig. I må forberede jer på en kort, midlertidig død, og så vender I tilbage som en af os, en ægte Vitale. I bliver aldrig gamle, I får evigt liv og al den magt I kan ønske jer.“

Ethan blottede hugtænderne i et nyt smil. De gyldne øjne lyste med hypnotisk glans, og han rakte ud mod den næste aspirant i rækken. „Stuart, træd frem.“

Matt gjorde et nyt, desperat forsøg på at rive sig fri af lammelsen, men der var intet at stille op. Han måtte bare vente på det uundgåelige.

 

Elena duftede så godt, frodigt og sødt som en moden eksotisk frugt. Damons eneste ønske var at begrave ansigtet i overgangen mellem hendes skulder og hals og lade det hvile der i et par århundreder. Han lukkede armene om hende for at trække hende nærmere.

„Du kan ikke komme med,“ sagde hun for anden gang og standsede hans hænder. „Jeg vil forsøge at få James til at fortælle mig hvad det var, han og mine forældre var blandet ind i, men med en fremmed til stede får jeg ham ikke til at sige et ord. Jeg tror han er flov over det der har været mellem mine forældre og Vitale Logen. Eller måske bange for et eller andet.“

„Godt,“ sagde Damon, tydeligt utilfreds med hendes afvisning. „Så venter jeg udenfor. Jeg skal nok sørge for at han ikke ser mig. Jeg lader dig ikke gå alene hjem på denne tid. Det er for farligt.“

„Så siger vi det. Og tro ikke at jeg ikke er taknemmelig, Damon,“ sagde hun og lagde hovedet mod hans skulder et øjeblik inden hun gjorde sig fri.

Damon nikkede og trådte et skridt tilbage. Han var sikker på at hun ville blive hans, nu hvor Stefan havde været tåbelig nok til at trække sig tilbage. Hun sørgede stadig over ham, men hun var ung. Hun ville komme over det. Noget tydede på at hun var begyndt at få øjnene op for hvor meget bedre de to passede sammen. Han strøg hende over håret og smilede, men passede på ikke at lade sin voksende triumf skinne igennem.

James Campbells hus lå lige uden for campus, på den anden side af gaden over for den forgyldte hovedport. De var næsten fremme ved porten da Damon sansede en velkendt bevidsthed i sin nærhed. Han snurrede rundt og stirrede over mod skyggerne.

„Hvad nu?“ spurgte Elena forskrækket.

Kom frem med dig, tænkte Damon over mod de dybeste skygger under en klynge egetræer. Du burde vide at du ikke kan skjule dig for mig.

En mindre skygge skilte sig ud fra de andre og trådte frem på stien og standsede. Det var Stefan. Han stod helt stille og stirrede ned i jorden med hængende skuldre og hænderne dinglende slapt ned langs siden. Elena gav en lille, halvkvalt klynken fra sig.

Damons medfølelse rørte på sig. Stefan så frygtelig ud, hærget og indsunken med kindben der stak meget længere frem end sædvanlig. Det så ud som om han var holdt helt op med at tage næring til sig. Damon krympede sig. Engang ville det bare have glædet ham at se sin bror sådan, jo værre jo bedre, men det havde forandret sig.

„Nå?“ sagde han afventende.

Stefan løftede langsomt hovedet og svarede med tanketale. Jeg vil ikke slås med dig.

Det ser heller ikke ud som om du ville få meget ud af det, svarede Damon.

Stefans mund fortrak sig i skyggen af et opgivende smil. Han vidste at han var chanceløs.

„Stefan,“ sagde Elena. „Stefan, vil du ikke nok ...“

„Jeg kunne føle at du var i nærheden, og jeg mærkede din angst,“ sagde Stefan træt og uden at se på hende. „Jeg troede du var i vanskeligheder. Jeg tog fejl, og jeg undskylder. Jeg skulle have holdt mig væk.“

Elena stivnede og sænkede øjenlågene halvt, og Damon var sikker på at hun gjorde det for at skjule at hendes øjne var blevet forræderisk blanke.

„Vi brød ind i campuspolitiets kontor i går aftes,“ sagde han i et forsøg på at lette spændingen i luften.

Stefan så op med et glimt af interesse. „Gjorde I? Fandt I ud af noget?“

„De har masser af billeder fra gerningsstederne derinde, men ingen af dem gav os sikre spor,“ svarede Damon. „Både Samanthas og Christophers folder er mærket med et stort V i sort, og vi forsøger at finde ud af hvad det kan betyde. Elena vil udspørge sin lærer om Vitale Logen. Måske har den en eller anden forbindelse med mordene.“

„Vitale Logen?“ gentog Stefan langsomt.

Damon vinkede affejende. „Det har sikkert ikke noget på sig. Det var et hemmeligt studenterselskab som eksisterede dengang Elenas forældre gik her. Jeg er temmelig sikker på at det er en blindgyde. Den loge må være nedlagt for længst.“

Stefan strøg sig over ansigtet, og nu var der pludselig liv i hans øjne. „Åh, nej,“ mumlede han, og for første gang så han direkte på Elena. „Hvor er Matt?“

„Matt?“ gentog Elena forbavset. „Hvad vil du med ... Vi har ikke set meget til ham, men han skulle til et eller andet vigtigt møde her i aften. Sikkert noget med foldboldholdet ...“

„Jeg er nødt til at gå,“ sagde Stefan. Han var som forvandlet, pludselig gennemsyret af energi, og i næste øjeblik var han forsvundet i mørket.

Damon forstod ikke hvor Stefan pludselig fik kræfterne fra. Takket være sine vampyrsanser kunne han følge hans hastige fodtrin i mørket, mens det for Elena kun havde været et pludseligt sus af bevægelse og derefter stilhed.

Hun så uforstående på Damon, og nu var der tårer i hendes øjne. „Hvorfor følger han efter mig når han ikke engang vil tale med mig?“ spurgte hun hæst.

Damon skar tænder og anstrengte sig til det yderste for at lade som ingenting. Her havde han gået og bildt sig ind at hun endelig var begyndt at glemme Stefan, men ved det første glimt af ham var alt som før.

„Han forklarede det jo,“ sagde han. „Han vil være sikker på at der ikke sker dig noget, men han vil ikke være sammen med dig. Det vil jeg derimod. Jeg er her hele tiden, Elena.“ Han tog hende i armen. „Skal du have talt med den lærer eller ej?“