Kapitel 36

 

Der gik en smertelig trækning hen over James' ansigt da han åbnede døren og så Elena stå udenfor, og han trådte tilbage som om han overvejede at lukke døren for næsen af hende. Så syntes han at komme på bedre tanker og åbnede døren helt med sit velkendte smil, men trådte samtidig frem så han spærrede hende vejen.

„Undskyld jeg blev lidt forbavset,“ sagde han. „Jeg havde ikke ventet dit besøg på denne tid. Jeg er bange for at det ikke er så belejligt.“ Han rømmede sig. „Kan det ikke vente til kontortiden på mandag eller fredag? Jeg undskylder mange gange.“

Denne gang var han på vej til at lukke døren, og Elena strakte hurtigt hånden frem og standsede ham. „Vent,“ sagde hun. „Jeg ved at du helst er fri for at tale om nålene, men det er vigtigt. Jeg er nødt til at vide noget mere om Vitale Logen.“

Han stirrede på hende et øjeblik og rømmede sig. „Der er lige den vanskelighed at private aftenbesøg af en enkelt studerende – en hvilken som helst studerende, skal jeg måske understrege, det har ikke specielt noget med dig at gøre – er noget ledelsen ser meget strengt på. Det kan føre til ubehagelige beskyldninger. Sådan er den verden desværre vi lever i. Jeg må bede dig opsøge mig i kontortiden.“

Han ville skubbe døren i, men Elena satte begge hænder imod den.

„Det er bare en undskyldning for at få mig til at forsvinde,“ sagde Elena. „Men du slipper ikke af med mig så let, James. Folk er i fare. Jeg ved allerede at du og mine forældre var medlemmer af Vitale Logen, og nu skal du fortælle mig hvad det er du har holdt skjult om den tid. Jeg er temmelig sikker på at logen har noget at gøre med mordene og forsvindingerne fra campus, og vi er nødt til at standse det. Du er mit eneste spor indtil nu, James.“

Han tøvede. Hans øjne fik et næsten bedende udtryk, som om han forsøgte at fortælle hende at han ikke ønskede at høre mere, men Elena fortsatte ubarmhjertigt.

„Der kommer flere dødsfald hvis du ikke hjælper mig,“ sagde hun hæst. „Men du foretrækker måske at lukke øjnene?“

James syntes at falde sammen. „Jeg tvivler på at min viden kan være til nogen hjælp, og jeg kender intet til mordene. Men du må hellere komme indenfor.“

Han ledte hende gennem korridoren og ud i køkkenet. Det var skinnende rent med alt på plads, pletfri hvide overflader og plancher over forskellige frugter og grønsager på væggene. Han trak en stol ud til hende ved bordet i spisekrogen og gav sig til at lave te.

Elena ventede tålmodigt til han omsider satte sig over for hende og skænkede op til dem begge.

„Mælk?“ spurgte han uden at møde hendes øjne. „Sukker?“

„Sukker, tak.“ Elena tog mod skålen og blev siddende med den i hånden og ventede indtil han omsider løftede hovedet og mødte hendes blik. „Fortæl mig hvad du ved, James.“

„Jeg ved intet om mordene,“ gentog han. „Tro mig, jeg ville ikke have holdt på denne hemmelighed hvis jeg troede den bragte nogen i fare.“

„Det regnede jeg heller ikke med,“ sagde Elena. „Men selv hvis der ikke er nogen forbindelse, og hemmeligheden kun drejer sig om mine forældre, synes jeg at jeg har ret til at kende den.“

James sukkede. „Det kan der være noget om. Først må du forstå at det skete for mange år siden. Vi var unge og en smule naive. Vitale Logen var dengang et sted hvor man dyrkede naturens kræfter. Der var en hel del flowerpower i det. Vi var meget optaget af alt det med fred og kærlighed, og det hele gik først og fremmest ud på at stille de evner man havde, til rådighed for andre. Jeg har hørt at det er anderledes nu, at mørke kræfter har overtaget logen, men jeg ved ikke ret meget om det. Jeg har ikke haft noget med logen at gøre i mange år, ikke siden de begivenheder jeg nu vil fortælle dig om.“

Elena nippede til sin te og ventede. Et øjeblik så det ud som om James havde fået betænkeligheder igen. Han betragtede hende næsten genert og rettede derefter blikket mod bordpladen.

„En dag dukkede en mærkelig mand op til et af vores hemmelige møder.“ James gøs og lukkede øjnene. „Han var ... jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det ... jeg har aldrig hverken før eller siden set en person med en sådan udstråling. Man følte sig fuldstændig rolig og tryg bare man så på ham. Han kaldte sig selv for en 'vogter'.“

Et ufrivilligt gisp undslap Elena, og James åbnede øjnene og stirrede længe på hende.

„Kender du til dem?“ spurgte han og trak let på skuldrene da hun nikkede. „Du kan nok forestille dig hvordan denne mand virkede på os.“

„Hvad ville han?“ spurgte Elena med en sugende fornemmelse i maven. Hun huskede tydeligt vogterne der koldt og roligt havde afvist at bringe Damon tilbage til livet i Mørkets Dimension. Desuden stod vogterne bag den bilulykke som havde dræbt hendes forældre – en ulykke hvor hun skulle have været det eneste dødsoffer, så de kunne rekruttere hende til deres rækker. Hun havde kun mødt kvindelige vogtere. Det var nyt for hende at der også fandtes mænd iblandt dem. Til gengæld vidste hun at vogterne trods deres udstråling absolut ikke var engle. De kæmpede hverken for det gode eller det onde. Det eneste de troede på var orden, balance. Og hvis man forbrød sig mod deres opfattelse af orden, kunne de være ubarmhjertige.

James skævede til hende og flyttede nervøst på sin tekop. „Har du lyst til en småkage?“ spurgte han og sukkede opgivende da hun rystede på hovedet og fastholdt sit insisterende blik. „Du må forstå at dine forældre var meget unge og idealistiske, Elena.“

Det var mere end tydeligt at han helst ville holde det for sig selv, og Elena begyndte at blive bange for at der ventede noget som hun måske helst var fri for at høre om sine forældre. „Kom nu til sagen,“ sagde hun.

James tog tilløb et par gange, men det endte med at han i stedet koncentrerede sig om at lægge sin serviet sammen i præcise små firkanter der blev stadig mindre. Til sidst rømmede Elena sig kraftigt, og omsider kom James i gang.

„Vogteren fortalte os at der var brug for en ny slags vogter, en almindelig dødelig, som han kaldte det. Den pågældende skulle 'have sit virke blandt menneskene' og ville blive udstyret med særlige kræfter der satte hende i stand til at opretholde balancen mellem de gode og de onde overnaturlige kræfter på Jorden. Derefter meddelte han at Elizabeth og Thomas, som var unge, højt intelligente og dybt forelskede og havde en strålende fremtid foran sig, var udvalgt til at blive forældre til denne dødelige vogter.“

Han slap servietten så den begyndte at folde sig ud i hans hænder og så afventende på Elena. Det tog hende et øjeblik at fatte betydningen af hans ord.

„Mig? Forsøger du at være morsom? Jeg er ikke ...“ Hun tav. „Jeg har problemer nok i forvejen,“ fortsatte hun tonløst og slog derefter ned på noget af det andet han havde sagt. „Vent lidt – hvad var det med at mine forældre var naive? Hvorfor syntes du det? Hvad gjorde de?“

James tog en slurk af sin te. „Ærlig talt tror jeg at jeg trænger til noget stærkere end det her inden jeg fortsætter,“ sagde han. „Jeg har gået og gemt på denne hemmelighed i mange år, og jeg mangler stadig at fortælle dig det værste.“

Hun protesterede ikke. Han rejste sig og hentede en lille flaske fyldt med gylden whisky ud af køkkenskabet. Elena rystede på hovedet da han holdt den spørgende hen mod hende. Hun var temmelig sikker på at hun fik brug for at være helt klar i hovedet under resten af samtalen.

Han skænkede rigeligt op i sin egen tekop og nippede til det blandede indhold.

„Sådan,“ sagde han og satte sig igen.

Han virkede stadig utilpas, men Elena kunne se at han også var begyndt at se frem til at fortælle historien. Han havde flair for sladderhistorier – hans forelæsninger var underholdende fordi han fik de ikke altid lige spændende historiske kendsgerninger til at fremstå som sladder fra fortiden – og det her lå endnu bedre for ham, for det var sladder om et par de begge havde kendt.

„Thomas og Elizabeth følte sig selvfølgelig vanvittigt smigrede.“

„Og ...?“ sagde Elena opfordrende da hun så ham lægge an til en af sine kunstpauser.

James flettede fingrene over topmaven. „De gik med til at give afkald på barnet når hun blev tolv år gammel. Vogterne ville hente hende, og de ville aldrig få hende at se igen.“

Elena blev kold over hele kroppen. Havde hendes forældre opfostret hende med det formål at give hende væk? Pludselig så hun sin elskede barndom i et helt nyt lys. Hun følte det som om det hele havde været én stor løgn. Hun gispede halvkvalt, ude af stand til at få vejret.

I næste øjeblik var James ved hendes side. „Træk vejret dybt og langsomt og slip det roligt ud igen,“ sagde han blidt.

Elena lukkede øjnene og koncentrerede sig om at få åndedrættet i ro. Det var svært. Hun kunne ikke slippe tanken om at hendes forældre, hendes elskede forældre, havde påtaget sig ansvaret for hende som en form for tidsbestemt projekt. Indtil nu havde hun aldrig tvivlet på deres kærlighed.

Hun måtte have hele sandheden at vide.

„Gå videre,“ sagde hun halvkvalt.

„Der er ikke så meget mere at fortælle. Det var afslutningen på mit venskab med dine forældre og mit medlemskab af Vitale Logen,“ sagde James og tog endnu en stor slurk af sin whiskyspædede te. „Til min utrolige forbløffelse så ingen af de andre logemedlemmer noget problem i at opfostre et barn med det formål at give det fra sig på tærsklen til puberteten. Og jeg fattede mindst af alt at dine forældre – som jeg kendte som kærlige, ansvarlige og højt intelligente mennesker – ville sige ja til sådan en plan. Vi tog vores eksamen og gik hver sin vej, og jeg hørte ikke et ord fra dine forældre i over tolv år.“

„Men så opsøgte de dig?“ spurgte Elena stille.

„Din far ringede til mig. Vogterne havde kontaktet dem. De var parat til at hente dig, men Thomas og Elizabeth havde skiftet mening.“ James smilede sørgmodigt. „De elskede dig for højt, og de troede ikke på at du var gammel nok til at forlade dit hjem. Du var stadig kun et barn. De havde indset at de forhastede sig dengang de sagde ja til vogterens forslag. Desuden vidste de ikke hvilken fremtid der ventede dig, og de ville ikke give afkald på dig uden at være sikre på at det var det bedste for dig. Derfor ringede Thomas og bad mig hjælpe med at beskytte dig. De vidste at jeg havde eksperimenteret en del med trolddom lige fra mine første år på college.“ Han vinkede afværgende da Elena gjorde store øjne. „Det var kun småting, og jeg havde nærmest opgivet det på det tidspunkt. Men han og Elizabeth var desperate, så jeg genopfriskede hvad jeg havde af viden i håb om at hjælpe dem.“

Han tav og sad lidt og stirrede frem for sig med øjne der intet så.

„Desværre var det for sent. Nogle få dage efter telefonsamtalen, mens jeg endnu forberedte mig på at tage af sted til Fell's Church, kom der besked om at dine forældre var omkommet ved en trafikulykke. Jeg holdt øje med dig i de følgende år, men det lod ikke til at vogterne havde fået fat i dig. Og så dukkede du pludselig op her. Jeg tror ikke det er noget tilfælde.“

„Vogterne dræbte mine forældre,“ sagde Elena. „Indtil for nylig troede jeg at det var en ulykke, men det var det ikke. Vogterne begik en fejl. Det var kun mig der skulle være omkommet.“

Hun følte sig lidt bedre tilpas. Hendes forældre havde ikke været i stand til at give afkald på hende da det kom til stykket. Deres kærlighed havde været ægte nok.

„De plejer at få hvad de ønsker,“ sagde James.

„Hvorfor har de så ikke hentet mig for længe siden?“ spurgte hun.

„Det ved jeg ikke,“ svarede James. „Men jeg tror der er en grund til at du nu befinder dig her på Dalcrest, hvor det hele begyndte med dine forældre. Jeg tror at en opgave vil vise sig, og at den fører dig frem til din kraft.“

„En opgave?“ sagde Elena. „Så forstår jeg slet ingenting. For kort tid siden havde jeg den kraft som jeres vogter talte om, men vogternes øverste råd tog den fra mig inden jeg nåede at lære at styre den.“

De havde ubarmhjertigt taget vingekraften og alt andet fra hende. Havde det hele tiden været deres mening at give hende kraften tilbage når tiden var inde?

James trak hjælpeløst på skuldrene. „Adskilte begivenheder fører ofte frem mod noget større som ingen kan se før en bestemt hændelse indtræffer,“ sagde han. „Måske er forsvindingerne fra campus det første tegn. Men jeg ved det ikke med bestemthed. Som jeg sagde under forelæsningen, har Dalcrest altid været et brændpunkt for paranormal aktivitet. Jeg tror at du med det samme vil kunne se det når opgaven viser sig.“

„Men jeg er ikke ...“ Elena rystede forvirret på hovedet. „Jeg forstår ikke hvad alt det her betyder. Mit eneste ønske er at leve et normalt liv, og det troede jeg at jeg kunne få lov til her.“

James lænede sig frem og lagde sin hånd over hendes. „Jeg beklager, min ven,“ sagde han medfølende. „Det sidste jeg ønskede var at blive den der væltede det her over på dine skuldre. Men jeg vil hjælpe dig alt hvad jeg kan. Det ville Thomas og Elizabeth have ønsket.“

Elena havde igen svært ved at få vejret. Hun måtte væk fra dette hyggelige køkken, væk fra den dybe ængstelse i James' øjne.

„Tak fordi du fortalte mig det,“ sagde hun og rejste sig hurtigt. „Jeg må gå nu. Jeg har meget at tænke over.“

Han fulgte hende ud til hoveddøren, tydeligt i vildrede med om han burde lade hende gå, og Elena var tæt ved at skrige højt ad hans mange opfordringer om at blive lidt endnu.

„Tak,“ sagde hun for femte eller sjette gang og åbnede selv hoveddøren. „Det er pænt af dig, men jeg må hjem. Farvel, James.“

Hun skyndte sig ud og fortsatte ned ad fortovet uden at se sig tilbage. Da hun var nået så langt væk at hun ikke længere kunne ses fra huset, dukkede Damon frem fra skyggerne, og gråden kom idet han faldt i trit ved siden af hende.