Kapitel 37

 

Ethan knugede den hjælpeløse Chloe ind til sig i en parodi på en kærlig omfavnelse.

Matt stønnede lydløst dybt nede i halsen og gjorde endnu et forsøg på at rive sig fri af lammelsen, men han kunne stadig ikke røre sig. Han var ikke engang i stand til at åbne munden og råbe. Chloe stirrede på ham med rædslen lysende ud ad øjnene. Da Ethan bøjede hovedet for at sætte tænderne i hendes hals, fastholdt Matt hendes blik og prøvede at sende hende et trøstende budskab med øjnene.

Du skal ikke være bange. Det er kun en kort smerte. Vær stærk.

Chloes læber bevægede sig som i en klynken, men der kom ikke en lyd over dem. Men hun forstod at han forsøgte at hjælpe hende, og hun stirrede ham ind i øjnene som om hans blik var det eneste der forhindrede hende i at bryde helt sammen.

Matt spekulerede som en gal på hvad han skulle stille op. Medregnet Ethan var der femten medlemmer af Vitale Logen i salen, alle sammen vampyrer. De stod bag alteret og så ganske roligt til. Ingen af dem så ud til at ville blande sig i forvandlingen af aspiranterne.

Der lå fire ubevægelige skikkelser for Ethans fødder nu. Det ville tage flere timer før de rørte på sig igen efter at have gennemgået forvandlingen til vampyrer. Medregnet Matt og Chloe var der seks aspiranter tilbage. Jo længere tid der gik før Matt fandt en udvej for at gøre modstand, jo mindre blev chancen for at det nyttede noget.

Og hvad kunne han stille op? Intet så længe han var lammet som nu. Hans eneste håb var at urtedrikkens virkning var tidsbegrænset. Han forsøgte igen at bevæge sig, og denne gang koncentrerede han hele sin styrke om at løfte højre arm. Hans muskler spændtes under anstrengelsen, men den førte ikke til noget. Efter tredive sekunder var det ikke lykkedes ham at flytte armen en millimeter, og han opgav tænderskærende at spilde flere kræfter. Det der holdt ham fast havde en utrolig styrke.

Hvis det lykkedes ham at gøre sig fri, kunne han måske få fat i en af faklerne på væggen. Desuden havde han sin store foldekniv i bukselommen under kutten. Vampyrer havde intet forsvar mod flammer. Kunne han bare holde dem i skak længe nok til at få Chloe og de fem andre aspiranter ud af salen, var der en mulighed for at hente forstærkninger og nedkæmpe Ethan og hans medsammensvorne.

Men for at gøre det måtte han først ryste lammelsen af sig.

Ethan løftede hovedet fra Chloes hals og slikkede blodet fra de to små sår hans hugtænder havde efterladt.

„Undskyld, elskede,“ mumlede han. „Jeg ved det kostede dig smerte, men nu tilhører vi hinanden for evigt.“

Chloes øjne var glasagtige, men hun var i stand til at lukke dem. Hun var stadig i live. Der var endnu håb for hende.

Ethans første offer, Anna, rørte på sig og stønnede. Det kom helt bag på Matt, og hans undren voksede da hun åbnede øjnene og så op på Ethan. Hendes blik var forvirret, men også fuld af tilbedelse.

Matt havde svært ved at tro sine egne øjne. Det kunne ikke være rigtigt! Det var alt for tidligt!

Ethan bemærkede hans forbløffede udtryk og blinkede til ham. „Urtemiksturen var et eksperiment. Den skulle fortynde jeres blod og sætte stofskiftet i vejret, så forvandlingen gik hurtigere,“ forklarede han venligt smilende som om de sad og diskuterede et fagligt problem over en kop kaffe i kantinen. „Jeg var ikke helt sikker på at det ville lykkes, men det er det åbenbart. Over al forventning, ser det ud til.“ Hans smil blev bredere. „Jeg har biokemi som hovedfag, forstår du.“

Blodet der glinsede om Ethans mund og farvede hans tænder gjorde smilet grotesk. Matt ville se væk, men Ethan fastholdt ham med sit gyldne, hypnotiske blik.

Kvalmen steg op i Matt. Det sidste han ønskede var at blive vampyr, men nu tydede alt på at han ikke havde nogen mulighed for at undgå det.

At de forvandlede aspiranter vågnede så hurtigt, gjorde de i forvejen små muligheder for at han kunne redde sig selv og de resterende væk i tide endnu mindre. Umulige, hvis sandheden skulle frem. Fra Elenas forvandling den foregående vinter huskede han at nye vampyrer vågnede vilde af blodhunger og fanatisk knyttet til den som havde skabt dem.

Ethan sænkede hovedet mod Chloes hals igen, og samtidig rejste Anna sig med en ubesværet og glidende bevægelse som et almindeligt menneske ikke kunne gøre hende efter. På den anden side af alteret begyndte Stuart at røre på sig. Hans ene fod vippede langsomt fra side til side.

Den sidste rest af håb forlod Matt. Han kunne intet stille op. Inden længe ville det være ham der mærkede Ethans hugtænder bore sig ind i halspulsåren.

I næste nu fløj døren i den anden ende af salen op, og Stefan stormede ind.

Ethan løftede forbløffet hovedet. Inden han eller nogen af de maskerede vampyrer nåede at røre sig, var Stefan fremme ved alteret og flåede Chloe ud af hans arme. Han slap hende med det samme, og hun faldt tungt til gulvet med en tynd blodstribe ned ad halsen under øret. Blodet var ikke frisk. Ethan havde tilsyneladende ikke nået at bore hugtænderne i anden gang, men Matt kunne ikke afgøre om Chloe stadig åndede og klyngede sig til livet, eller om hun var død og ville vågne igen som vampyr.

Stefan greb fat i Ethans lange kutte med begge hænder, hamrede ham ind i væggen og ruskede ham derefter som en hund rusker en rotte.

Lidt af den lammende frygt forlod Matt. Stefan vidste hvad der foregik. Stefan var nået frem. Han skulle nok redde dem alle.

De maskerede vampyrer stormede Ethan til hjælp. Stefan var uden tvivl langt stærkere end nogen af dem. Den kvindelige vampyr som havde rakt Matt bægeret med miksturen nåede først frem og angreb Stefan. Hun nåede dårligt at røre ham før hun fløj tværs gennem salen som om hun ikke vejede mere end en kludedukke. Hun brasede ind i den modsatte væg og endte i en uformelig bunke for foden af den. Med en vild snerren flåede Stefan struben op på en af sine andre angribere, også en pige, og hun faldt om og blev liggende uden at røre sig.

Men der var for mange om ham, og det nyvundne mod sivede ud af Matt da han efter nogle minutters kamp kunne se at Stefan ikke havde en chance. Stefan var meget ældre og langt stærkere end nogen anden vampyr i salen, men overmagten var for stor. Takket være deres antal var de i stand til at løbe ham over ende, vælte sig over ham og holde ham nede med deres samlede vægt.

Ethan havde gjort sig fri af flokken og stod og glattede sin kutte mens Stefan blev halet på benene. Fire af de maskerede vampyrer tvang hans arme om på ryggen og holdt dem fast. En af dem måtte stikke en fod ud for at holde Anna på afstand. Hendes øjne var vilde, og hun hvæsede som en kat og kæmpede for at komme tæt nok på til at hugge tænderne i Stefans ansigt.

Ethan havde genvundet fatningen. Han tog en fakkel ned fra væggen og betragtede Stefan tankefuldt i skæret fra den mens han slikkede blod af en skramme på sin ene håndryg. „Du fik chancen, Stefan,“ sagde han smilende.

Stefan holdt op med at kæmpe mod dem der holdt ham. „Vent,“ sagde han. „Du opfordrede mig til at blive medlem af din loge. Du nærmest tiggede mig om det. Vil du stadig tage imod mig?“

Ethan betragtede ham tankefuldt med hovedet let på skrå. „Ja,“ sagde han. „Men hvordan vil du overbevise mig om at du mener det alvorligt?“

Stefan vædede læberne med tungen. „Det er let nok. Min betingelse er at du lader Matt gå. Jeg træder ind i hans sted.“ Han tøvede et øjeblik. „Du har mit æresord.“

„Det er en aftale,“ sagde Ethan øjeblikkelig.

Uden at flytte blikket fra Stefan knipsede han i luften, og Matt var ved at falde og måtte tage et vaklende skridt for at holde balancen da lammelsen pludselig forsvandt.

Han løb frem mod alteret og Chloe. Måske kunne han stadig nå at redde hende.

„Stands!“ smældede Ethans stemme gennem salen. Matt stivnede og var igen ude af stand til at røre sig. Ethan kom frem og stillede sig foran ham. „Den anden vej,“ sagde han koldt. „Omkring og direkte ud ad døren. Nu. Det er den eneste chance du får.“

Matt så appellerende hen på Stefan. Det kunne da ikke være meningen at han bare skulle forsvinde og overlade Stefan og Chloe til Vitalevampyrerne. Stefan stirrede udtryksløst tilbage.

„Beklager, Matt,“ sagde han tonløst. „Gennem mine mange leveår har jeg lært at man somme tider bare må acceptere det uundgåelige. Det bedste du kan gøre nu er at forsvinde herfra. Jeg skal nok klare mig.“

Han tav, men i næste øjeblik hørte Matt hans tankestemme. Den ramte ham med en styrke så det føltes som et slag. Damon. Få fat i Damon og giv ham besked.

Ethan knipsede med fingrene igen, og Matt drejede langsomt om på hælen og gik mod døren. Han gjorde sit bedste for at virke modløs, samtidig med at han signalerede til Stefan at hans besked var modtaget.

Han kunne ikke få sig selv til at se på de tilbageværende aspiranter. Lige meget hvor hurtigt han fik fat i Damon, ville nogle af dem, måske dem alle, være døde inden de nåede tilbage. Det eneste håb var at det på en eller anden måde lykkedes Stefan at forhindre resten af forvandlingerne i at blive gennemført. Matt håbede inderligt at Chloe i så fald også stod til at redde.

Med hamrende hjerte styrtede han ud af salen uden at se sig tilbage.