Kapitel 39

 

Stefan havde ingen plan da han sagde ja til at tage Matts plads. Han vidste bare at han var nødt til at redde ham, og nu håbede han at Damon ville komme ham til undsætning. Han sad bundet til en stol med reb der snærede så det dunkede smertefuldt i hans håndled. Han gjorde et nyt forsøg på at sprænge rebene, anstrengte sig til det yderste for at presse håndleddene fra hinanden og få så meget slæk i rebene at han kunne trække hænderne fri. Det var håbløst. Han kunne intet stille op.

Han så sig fortumlet omkring. Faklerne brændte stadig i holderne på væggene, og nye blomster var hentet ind og arrangeret omkring det hjemmelavede alter. Vitalevampyrerne havde givet sig god tid med at rydde op efter at de havde bundet ham til stolen og ladet ham se til mens Ethan dræbte de sidste fire aspiranter.

Rebene var krydset ned over hans bryst og snoet om hans mellemgulv bag om stolen. Hans ankler og knæ var snøret ind til stolebenene, og hans underarme og håndled til armlænene. Alle rebene snærede, men dem om håndleddene var de værste. De lå mod hans bare hud, og det føltes som om de var indlagt med glødende tråde.

„De er gennemblødt med jernurt for at forhindre dig i at sprænge dem,“ sagde Ethan venligt som om han forklarede et interessant element ved salens arkitektur for en gæst. „Det kan godt være at jeg kun har meget lidt erfaring, men jeg kender alle de nødvendige kneb.“

Stefan lænede hovedet tilbage mod stolens ryglæn og betragtede Ethan uden at lægge skjul på sin afsky. „Du er meget sikker på dig selv. Du kender næppe dem alle.“

Han var overbevist om at Ethan ikke havde været vampyr ret længe. Der var stadig så meget menneske ved ham at forvandlingen ikke kunne ligge ret langt tilbage.

Ethan sank på hug foran Stefans stol og så skråt op på ham med det samme varme, venlige smil som den dag han prøvede at overtale ham til at blive medlem af logen. Her kunne man virkelig tale om at udseendet bedrog. Han virkede som en afslappet og imødekommende person af den slags man gerne ville være ven med. Men smilet og det åbne væsen var falsk. Ethan var en blodtørstig morder med større evner til at opretholde facaden end sine medsammensvorne. Det var det hele.

„Det har du sikkert ret i,“ sagde Ethan tankefuldt. „Jeg kan forestille mig at du har samlet en hel del effektive kneb sammen i de – er det lidt over fem hundrede år du har strejfet om i verden? Kneb som jeg endnu mangler at lære at kende. Du kan blive meget nyttig, hvis du slutter dig til os. Der må være en masse du kan lære os om at leve som vampyrer.“ Han smilede sit venlige smil igen. „Jeg har altid været lærenem.“

„Hvad er det du ønsker af mig, Ethan?“ spurgte Stefan træt. Det havde været en lang nat, og de jernurtgennemblødte reb smertede og gjorde det svært for ham at samle tankerne.

Ethan vidste hvor gammel han var. Han havde også vidst hvad han skulle friste ham med da han første gang foreslog ham at blive medlem af Vitale Logen. Stefan var klar over at det ikke var noget tilfælde at han nu befandt sig i denne sal. Ethan var ikke ude efter en hvilken som helst vampyr.

„Hvad er det du vil?“ spurgte han igen.

Ethans smil voksede. „Min drøm er selvfølgelig at rejse en uovervindelig vampyrhær,“ sagde han muntert. „Jeg ved godt det lyder lidt tåbeligt, men det drejer sig om magt, og magt er aldrig tåbeligt.“ Han slikkede sig nervøst om læberne. „Forstår du – jeg var oprindelig bare en af dem der smeltede sammen med mængden. Ingen lagde særlig mærke til mig, selv om jeg fik gode karakterer og var blevet valgt til stormester i Vitale Logen. Du kan ikke forestille dig hvor bedøvende kedeligt et foretagende logen var før i tiden. Hvid magi og naturdyrkelse.“ Han skar en lille, skyldbevidst grimasse: Der kan du bare høre hvor tåbelig jeg har været engang. Jeg er ikke bange for at indrømme det, så du kan roligt stole på mig. „Men så fandt jeg ud af hvordan jeg kunne få virkelig magt.“

En af de maskerede vampyrer, en pige, nærmede sig, og Ethan holdt en pegefinger i vejret. „Lige et øjeblik, min ven.“ Han vendte sig og gik pigen i møde.

Efter at have bundet Stefan til stolen havde Ethan fortsat med at forvandle de resterende aspiranter som han uden videre lod falde til gulvet så snart han var færdig med dem. De havde alle fuldendt forvandlingen nu og var på benene igen. De virkede forvirrede og irritable og knurrede og bed efter hinanden ved den mindste anledning, men Ethan var genstand for tilbedende blikke så snart han viste sig i deres nærhed.

Typisk for nyforvandlede vampyrer. Stefan holdt et vågent øje med dem. De bevægede sig på grænsen til vanvid indtil de havde fået stillet den brændende blodhunger de var vågnet til deres nye liv med, og der skulle ikke meget til at Ethan mistede kontrollen over dem. Skete det, ville de blive endnu farligere.

„Aspiranterne trænger til næring,“ sagde Ethan til pigen. „Fem af jer tager dem med ud og viser dem hvordan man jager. Du leder gruppen og vælger selv hvem du vil have med. Resten bliver her og hjælper med at passe på vores skattede gæst.“

Pigen udpegede hurtigt sine ledsagere. Otte af Ethans vampyrer blev tilbage og tog opstilling langs væggene. Liget af den vampyr som Stefan havde dræbt inden de overmandede ham var blevet fjernet.

Stefan gav en sagte stønnen fra sig. Det blev stadig vanskeligere at tænke klart. Han var så uendelig træt, og jernurtens virkning var begyndt at brede sig til hele kroppen. Det var ikke længere kun hans håndled der smertede, men alle de steder hvor rebene kom i berøring med blottet hud. Skynd dig, Damon. Det haster, tænkte han sløvt.

„Tænker du på at slippe mange nyforvandlede vampyrer løs på campus?“ spurgte han da han blev nærværende igen. „De myrder bare løs uden at gøre forskel. Du risikerer at det går ud over dine egne venner. Og det tiltrækker opmærksomhed. Det vrimler allerede med politi på campus. Hvis du er klog, sender du dem ud i skoven. De kan godt klare sig med dyreblod.“

Han kunne selv høre han var begyndt at lyde tryglende. Ethan smilede fraværende til ham, som om han var et barn der tiggede om en tur til Disneyland.

„Vær nu fornuftig, Ethan. Det kan ikke være længe siden du selv var menneske. Vil du virkelig have ansvaret for at uskyldige studenter bliver myrdet?“ forsøgte han sig.

Ethan trak på skuldrene, klappede Stefan fortroligt på armen og gik over mod en af sine medsammensvorne. „De skal lære at være stærke,“ sagde han over skulderen. „De skal være oppe på deres fulde styrke til næste jævndøgn. Og bare rolig, Stefan. Der kan dårligt blive mere postyr. Vi har allerede dræbt masser af studerende, og politiet har ikke fundet ud af noget som helst.“

„Jævndøgn? Ethan, hør nu ...“ Stefan opgav det og så hen mod døren hvor aspiranterne og deres eskorte var gået ud. Det blev ikke så let for dem at finde ofre. For tiden holdt de fleste studerende sig inden døre efter mørkets frembrud. Nåede Damon frem inden så længe og befriede ham, kunne de nå at standse myrderierne. Det ville ende med en massakre hvis Ethan slap alle de nyforvandlede vampyrer løs på campus.

Stefan indså at Ethan ikke havde forvandlet de øvrige medlemmer af Vitale Logen på én gang. Resultatet ville have været så stort et antal drab at de ikke kunne camoufleres som nogle få forsvindinger. Dette måtte være hans første forsøg med en masseforvandling. Og hvem havde gjort Ethan til vampyr? Var der en langt ældre vampyr som dirigerede det hele fra et sted i baggrunden?

Damon hvor er du? Stefan tvivlede ikke på at Damon ville rykke ham til undsætning i samme øjeblik han fik at vide hvad der foregik.

Trods deres kamp om Elena havde forholdet mellem dem forandret sig nok til at han kunne regne med Damon. Han havde reddet ham før da alt syntes tabt, både da de måtte forsvare sig mod den hævngerrige Katherine og bagefter mod den endnu mere hævngerrige Klaus. I løbet af den sidste tid havde de fundet tilbage til noget af det de havde sammen før Katherine dukkede op og forandrede deres tilværelse totalt.

Stefan lukkede øjnene og rystede på hovedet. Det var ikke det rigtige tidspunkt at give sig til at blotlægge sandheder om sine familieforhold. Lige meget hvordan man vendte og drejede fortidens begivenheder i tankerne og hvor meget man fortrød sine handlinger, kunne man ikke ændre noget.

Ethan kom slentrende tilbage. Han trak en stol frem og satte sig over for Stefan. „Det var jævndøgn vi kom fra.“

„Ja,“ sagde Stefan afmålt og fastholdt hans blik, klar over at Ethan fik mistanke om at han ventede på hjælp hvis han kiggede for meget mod døren. Det gjaldt om at distrahere Ethan, holde ham hen med snak for at få størst mulig fordel af overraskelsesmomentet når Damon dukkede op.

„Ved jævndøgn, døgnet hvor dag og nat er lige lange, er de usynlige mure der adskiller dimensionerne svage og lette at trænge igennem. Det er tidspunktet hvor ånderne kan krydse de usynlige barrierer mellem de eksisterende riger,“ begyndte Ethan dramatisk og slog ud med hånden som en professor i færd med at belære et stort, ærbødigt lyttende publikum.

Stefan undertrykte et træt suk. Kunne Ethan virkelig ikke selv høre at han lød som om han læste op af en skolefristil om den okkulte verden? Hvordan havde han dog været i stand til at få elitestudenter til at hoppe og springe for sig?

„Alt det er ikke nyt for mig,“ sagde han. „Du kan roligt skære ned på belæringen og komme til sagen.“

Det var nødvendigt at holde Ethans opmærksomhed beskæftiget, men det skulle helst gøres uden at få løftet hans selvglæde til det uudholdelige.

Ethan lod hånden falde. Det generede ham tilsyneladende ikke at blive afbrudt. Han smilede. Hans øjne havde fået en ny glans. „Du husker vel Klaus, din store forfader? Vi er ved at genopvække ham. Med ham som vores nye stormester bliver vi uovervindelige.“

Stefan kunne ikke få et ord frem. Et øjeblik var det som om verden var gået i stå. Hans åndedræt svigtede, og det varede lidt før det gik op for ham at han sad med åben mund og stirrede som en idiot.

„Klaus?“ gispede han da han havde fået vejret igen. „Vampyren der ...“

Længere nåede han ikke. Klaus fyldte hele hans bevidsthed. Klaus, en af De Oprindelige. Den magtfulde galning der havde behersket lynets kraft som en anden Zeus og som havde pralet med at ingen havde skabt ham, men at han bare var trådt i eksistens som vampyr. Han havde påstået at han kunne huske tilbage til en tid hvor han var gået rundt med en bronzeøkse, og at han havde været med blandt de barbarer der knuste romerriget. Han havde hævdet at han var vampyrracens stamfader.

Klaus havde taget Elenas sjæl som gidsel og torteret den sagesløse Vickie Bennett til døde, udelukkende for morskabs skyld. Det var ham der havde forvandlet Katherine, først til vampyr og derefter til en marionet hvis grusomhed kunne måle sig med hans egen.

Det var lykkedes Stefan, Damon og Elena at besejre ham til sidst, men de havde aldrig klaret det uden hjælp fra de hvileløse ånder fra den bataljon faldne, både sydstats- og nordstatssoldater, som var blevet begravet i skovene omkring Fell's Church efter et af borgerkrigens store, blodige slag.

„Ja, Klaus. Vampyren der skabte den vampyr som skabte dig,“ sagde Ethan muntert. „Jeg mødte en af hans andre efterkommere på en rundrejse i Europa her i sommer. Jeg overtalte hende til at gøre mig til vampyr, og hun gik med til det og lærte mig en del, som for eksempel at jernurt svækker os og at lapis lazuli beskytter os mod solen så vi kan færdes i dagslys uden fare for at brænde op. Jeg har sørget for at der er lapis lazuli i de nåle logens medlemmer bærer, og de har fået besked om at de altid skal gå med dem. Hun var meget hjælpsom, den vampyr som forvandlede mig. Og hun fortalte mig alt om Klaus.“ Han smilede varmt igen. „Så du burde synes om mig, Stefan. Vi er praktisk talt fætre.“

Stefan sad tavs et stykke tid. „Klaus var sindssyg,“ sagde han til sidst. „Hvis du drømmer om en stor fremtid ved hans side og under hans vinger, begår du en alvorlig fejltagelse. Han tilintetgør dig når han ikke har brug for dig længere. Sådan er det gået alle andre der har vovet sig i nærheden af ham.“

Ethan sukkede. „Der er ingen grund til at være så pessimistisk,“ sagde han. „Jeg har store overtalelsesevner. Og jeg tilbyder ham lydige soldater. Jeg har hørt at han er glad for krig. Hvorfor skulle han afvise os? Vores eneste ønske er at give ham alt hvad han forlanger.“

Han tav, men nu havde hans smil ændret sig og fået en antydning af falsk uskyld som gjorde Stefan urolig. Det virkede som om Ethan allerede kendte svarene, lige meget hvad han fandt på at spørge om.

„Betyder det at du ikke er interesseret i at slutte dig til vores hær, fætter?“ spurgte Ethan.

Stefan skar tænder. Han forsøgte igen at få hænderne fri, men rebene gav sig stadig ikke. „Det kunne aldrig falde mig ind,“ sagde han. „Aldrig nogen sinde.“

Ethan kom nærmere og bøjede sig frem så hans ansigt var få centimeter fra Stefans. „Men du bliver alligevel en stor hjælp, hvad enten du vil eller ej,“ sagde han. „Det jeg mest af alt har brug for er nemlig at samle tilstrækkeligt af Klaus' blod.“ Han løb hånden gennem håret og rystede på hovedet. „Det er altid blodet det drejer sig om, ikke?“

„Blod?“ gentog Stefan usikkert. Unge vampyrer var aldrig helt normale i den første tid. Deres nyvundne styrke og udvidede sanser overvældede dem. Noget sagde ham at det havde knebet med Ethans begreb om virkeligheden allerede før forvandlingen. Hvem havde nogen sinde hørt om én der overtalte nogen til at gøre dem til vampyr?

„Ja, især blodet af hans nærmeste efterkommere,“ fortsatte Ethan med et selvtilfreds nik. „Det var grunden til at jeg blev så henrykt da jeg opdagede at du befandt dig på Dalcrest. Jeg gjorde det til min hobby at opspore Klaus' efterkommere her i denne sommer. Nogle af dem gav mig villigt noget af deres blod da de hørte hvad formålet var. Ikke alle Klaus' slægtninge er så utaknemmelige som dig. Jeg har kun brug for en lille smule mere. Så har jeg nok. Dit blod, selvfølgelig ...“ Ethan så pludselig hen mod døren med et vidende blik, som om han hele tiden havde vidst at Stefan sad og ventede på at Damon skulle komme stormende ind ad den. „Og din brors. Jeg går ud fra at vi kan vente ham hvert øjeblik?“

Hjertet sank i livet på Stefan, og hans øjne søgte uvilkårligt mod døren.

Bliv væk, Damon, tænkte han desperat. Hold dig langt herfra!