Kapitel 40

 

Damon bevægede sig hurtigt, og Elena og de andre måtte løbe af alle kræfter for at følge med ham på vej mod biblioteket.

„Typisk Stefan,“ knurrede han dæmpet. „Han kunne have bedt om hjælp i det øjeblik han opdagede hvad der foregik.“ Han satte farten ned for at lade de andre nå op og så irriteret fra den ene til den anden. „Hvis han ikke kan klare en lille flok nyforvandlede vampyrer på egen hånd, skammer jeg mig over ham. Måske skulle vi bare overlade ham til sin skæbne. De bedst egnede overlever og alt det der.“

Elena strejfede hans hånd ganske let, og han bed sig i læben og hastede videre mod biblioteksbygningen. Elena troede ikke et øjeblik på at han ville gøre alvor af sine ord. Det samme gjaldt Bonnie og Meredith. De stramme linjer i Damons ansigt fortalte tydeligt hvor bekymret han var for sin bror. Alt hvad der havde været af fjendskab og rivaliseren imellem dem var glemt.

„Det er ikke kun nogle få vampyrer,“ pustede Matt. „Medregnet aspiranterne må der være mindst femogtyve. Jeg beklager meget, venner. Jeg har været en slem idiot.“

Meredith havde givet ham Samanthas stav, og han svingede den beslutsomt i hånden.

„Det er ikke din fejl,“ trøstede Bonnie. „Hvordan skulle du kunne vide at logen var overtaget af vampyrer?“

Elena så sig uroligt omkring. De måtte være et skræmmende syn som de sprang af sted med de våben Meredith havde delt ud. Alene Merediths og Matts stave ville vække opsigt. Men heldigvis var det over midnat, og stien foran dem lå mennesketom hen.

Kun Damon var ubevæbnet, men han udgjorde selvfølgelig et våben i sig selv – det meste effektive i deres arsenal.

Hans menneskelige facade var næsten helt væk. Ansigtet var som hugget i sten hvis man så bort fra de sporadiske glimt af hans hugtænder og det bundløse mørke i hans sorte øjne.

Han standsede ikke da de nåede biblioteket, men tvang fra flere skridts afstand den svære dobbeltdør op med sin telekinetiske kraft. Dens metalliske skraben fik Elena til at se sig nervøst om igen. Det sidste de havde brug for var at nogen alarmerede campuspolitiet. Men heldet var med dem igen. Hun så ikke andet end mennesketomme stier i nærheden af biblioteket.

De fulgte alle i hælene på Damon ned i kælderetagen og ind i korridoren med kontoret med den skjulte lem i gulvet.

„Jeg går ud fra at vi skal den vej ind?“ sagde Damon til Matt og sprængte låsen inden Matt nåede at nikke bekræftende. „Kun Meredith og jeg går derned. I andre bliver heroppe.“ Han smilede barsk til Meredith. „Nu kan du leve op til dine forfædres forventninger, vampyrjæger.“

Meredith hilste ham med en let bevægelse af staven. „Jeg er parat,“ sagde hun.

„Jeg vil også med. Jeg står ikke heroppe og venter når Stefan er i fare,“ erklærede Elena.

Damon trak vejret dybt som om han ville protestere, men slap det ud igen i et opgivende suk.

„Som du vil, prinsesse,“ sagde han. „Men du gør nøjagtig hvad jeg eller Meredith giver dig besked på.“

„Jeg bliver heller ikke heroppe,“ sagde Matt stædigt. „Det hele er min fejl.“

Damon vendte sig om mod ham med et sæt, og nu var ethvert spor af velvilje og tålmodighed forsvundet fra hans ansigt. „Ja, det er din fejl, og du fortalte selv at Ethan kan styre din vilje. Jeg vil ikke have en dolk i ryggen mens jeg slås med dine fjender.“

Matt hang med hovedet. „Okay,“ kapitulerede han. „I finder døren til salen to etager nede. Den er ikke til at tage fejl af.“

Damon nikkede, åbnede lugen i gulvet og gik ned ad trappen.

Meredith fulgte tæt efter ham. Matt greb Elena i armen da hun satte sig i bevægelse.

„Hør på mig,“ sagde han indtrængende. „Hvis nogle af aspiranterne virker normale, så prøv at få dem væk uden at der sker dem noget. De er måske til at redde. Min veninde Chloe ... der var stadig en smule liv i hende. Måske har Ethan ikke nået at gennemføre hendes forvandling. Hun ...“

Han tav, ude af stand til at sige mere fordi billedet af Chloes livløse skikkelse fik hans hals til at snøre sig sammen.

„Jeg skal gøre hvad jeg kan,“ lovede Elena og knugede hans hånd. Hun vekslede et kort blik med Bonnie og skyndte sig ned ad trappen efter Damon og Meredith.

På nederste etage gik Damon og Meredith frem og stemte ryggen mod den overdådigt dekorerede dobbeltdør, og for første gang så Elena en lighed imellem dem. Kampiveren fremkaldte det samme barske smil hos dem begge.

En ... to ... lød Damons tankestemme. ... Tre.

De satte fra med fødderne og skubbede til. Dobbeltdørene svingede indefter med en voldsom knagen, og de kæder der havde holdt dem lukket faldt raslende til gulvet.

Damon gik indenfor med lange, rolige skridt. Hans øjne glødede. Meredith fulgte i hælene på ham med staven parat.

Mørke skikkelser stormede frem mod dem fra begge sider af salen, men Elena bemærkede dem dårligt nok. Hun stirrede forbi dem for at finde Stefan.

Et gisp undslap hende da hun fik øje på ham. Han var såret og ude af stand til at røre sig. Det så ud som om han dårligt nok havde kræfter til at løfte hovedet og se på hende. Hans øjne var slørede, og hun så blod dryppe fra hans ene arm og samle sig i en glinsende pøl på gulvet ved siden af stolen han sad bundet til.

Elena gik en smule fra forstanden.

Hun glemte al forsigtighed og løb frem mod Stefan uden at tage sig af den mørke skikkelse der skilte sig ud fra de andre og sprang frem mod hende. Hun nåede lige at se at det var en mand inden Damon greb ham i forbifarten, knækkede halsen på ham og smed ham fra sig igen uden at miste et skridt. Næsten samtidig hørte hun det dumpe smæk af fægtestaven der ramte en krop. Meredith havde fældet en anden vampyr med et stød, og den trufne sank om i krampetrækninger da jernurtblandingen fra piggene trængte ind i hans blodbane.

Så var Elena henne hos Stefan, og i det mindste for et øjeblik var alt andet ligegyldigt. Han dirrede over hele kroppen, og hun strøg forsigtigt ned over den blødende underarm og så hvad rebene havde gjort ved hans håndled. Det så ud som om de havde slidt alt huden væk.

„De er fugtet med jernurt,“ mumlede Stefan. „De gør mig svag, men ellers er jeg okay. Bare få dem væk.“ Så skiftede hans stemme, og hun sporede glæde i den. „Elena?“

Hun håbede at hendes øjne fortalte ham alt hvad hun følte. „Jeg er her, Stefan, og jeg er frygtelig ked af det der er sket.“

Hun tog den kniv hun havde fået af Meredith og gav sig til at skære rebene over, meget forsigtigt og med knivsæggen vendt væk fra ham så hun ikke risikerede at ramme ham ved en fejltagelse. Han krympede sig på grund af den smerte hendes filen i rebene fremkaldte. Hun skyndte sig at skære dem igennem.

„Din arm bløder.“ Hun ledte i lommerne efter noget at standse blodet med, fandt intet og tog i stedet sin jakke af og lagde den mod armen.

Han tog jakken fra hende. „Du må skære resten af rebene over. Jeg kan ikke røre ved dem på grund af jernurten,“ sagde han.

Hun nikkede og gik i gang med rebene omkring hans knæ og ankler.

„Jeg elsker dig,“ sagde hun uden at se op. „Det var aldrig min mening at såre dig, Stefan. Aldrig nogen sinde. Du må tro mig.“

Endelig var hans ben fri, og hun løftede hovedet og så på ham. Tårerne løb ned over hendes kinder, og hun tørrede dem væk med bagsiden af den fri hånd.

Et bump af en krop mod gulvet og et rasende udbrud huskede dem på hvad der foregik omkring dem, men Stefan fastholdt Elenas blik lidt endnu.

„Jeg elsker dig over alt på Jorden,“ sagde han. „Det ved du allerede. Betingelsesløst.“

Hun tørrede øjnene igen og gik i gang med rebene om hans liv. Det var svært fordi hendes hænder pludselig rystede. Hun trak i rebene for at finde et sted at lirke knivsbladet ind, og Stefan krympede sig af smerte.

„Undskyld, undskyld,“ hviskede hun og skar rebene igennem så hurtigt hun turde. „Stefan – det kys mellem Damon og mig. Vi havde mødt hinanden tilfældigt den aften. Det var ikke planlagt, og kysset betød ingenting. Han havde lige reddet mig fra at blive kørt ned, og ingen af os var helt normale i det øjeblik. Vi ...“ Hun brød af. „Nej, jeg har ingen undskyldninger der er gode nok. Det skete. Det eneste jeg kan gøre er at bede dig tilgive mig. Jeg tror ikke at jeg kan leve uden dig.“

Det sidste reb gav efter, og hun fjernede det forsigtigt inden hun vovede at se op på ham.

Stefan smilede mildt. „Elena.“ Han trak hende ind til sig og kyssede hende hurtigt og blidt, og derefter skubbede han hende ind mod væggen. „Hold dig uden for det her. Lov mig det.“

Han slap hende og haltede hen mod tumulten. Han var stadig svækket af jernurten, men vampyrer kom sig hurtigt. I løbet af de få skridt havde han fået kræfter nok til at flå en af de maskerede skikkelser væk fra Meredith og bore tænderne i hans hals.

Ikke fordi hun havde større brug for hans hjælp, så Elena. Meredith var forbløffende. Hvordan var hun blevet så effektiv? Elena havde set hende kæmpe før, og hun havde altid været hurtig og beslutsom, men nu var hun yndefuld som en danser og dødbringende som en snigmorder.

Hun kæmpede med tre vampyrer der kredsede lurende om hende, og trods deres overnaturlige hurtighed var hun i stand til at holde dem i skak, takket være sit overblik og sin teknik. Den første der vovede sig frem i et angreb sendte hun hen ad gulvet med et hurtigt saksespark, og i samme bevægelse ramte hun nummer to i ansigtet med hælen så han vaklede halvt blindet baglæns.

Adskillige af de maskerede lå ubevægelige på gulvet som et resultat af Merediths effektivitet og Damons frådende raseri. Stefan slyngede den vampyr han havde revet væk fra Meredith til side og så sig om. Kun Ethan og Merediths tre modstandere var stadig på benene.

Damon trængte Ethan baglæns med en regn af korte slag. Han slog med åbne hænder. Formålet var ikke at dræbe, men at ydmyge og volde så meget smerte som muligt.

„Tåbelige hvalp,“ hørte Elena Damon mumle ind mellem slagene. „Så du ønsker magt? Jeg skal vise dig hvad virkelig magt er.“

Han fintede et nyt slag, og da Ethan løftede armen for at dække sig greb han fat i hans håndled og rykkede til. Elena hørte tydeligt det tørre smæk af en knogle der brækkede.

Stefan passerede Elena på vej hen mod Meredith og standsede et øjeblik. „Ethan havde lagt en fælde for Damon,“ sagde han tørt. „Jeg forstår ikke hvorfor jeg bekymrede mig. Den unge mand vidste tydeligt nok ikke hvad det var han prøvede at fange.“

Elena undertrykte et smil. Tanken om at en nyforvandlet vampyr skulle kunne stille noget op imod Damon var latterlig.

I næste øjeblik truede kampen med at vende.

En af Merediths angribere dukkede under et slag, kastede sig frem mod hende og ramte hende hårdt med skulderen. Sammenstødet var så kraftigt at Meredith blev løftet op og sendt baglæns gennem luften, og hun ramte det tunge alterbord midt på gulvet med hovedet først.

Bordet væltede med et tungt bump. Meredith endte halvt siddende halvt liggende med hovedet hvilende mod undersiden af bordpladen. Hun var bevidstløs, og Elena løb hen og knælede ned ved siden af hende.

Merediths tre modstandere var stærkt medtagne. Den enes ansigt var en maske af blod efter Merediths hælspark, den anden haltede kraftigt og den tredje, en kvindelig vampyr, havde krummet sig sammen som om hun havde sprængt noget inde i kroppen. Men de var stadig hurtige, og det tog dem kun et øjeblik at omringe Stefan.

Damon vendte sig for at se hvad der skete, og Ethan greb chancen og gik løs på ham. Med et pludseligt sæt var han inde på livet af Damon og huggede tænderne i hans hals. Han havde en dolk i den ene hånd og forsøgte at bore den ind i siden på Damon samtidig med at han bed.

Blodet flød ned ad Damons hals. Han bandede og forsøgte at ryste Ethan af sig. Elena tog sin egen kniv frem igen og løb hen mod dem.

To af de andre tilbageværende vampyrer kom Ethan til hjælp. Den ene fangede Damons arme mens den anden greb fat i hans hår og trak hans hoved bagover så halsen blev helt blottet for Ethans tænder. Damon var ved at miste balancen og vaklede usikkert under angribernes samlede vægt.

Så var Elena henne ved dem. Uden at tænke sig om greb hun fat i den nærmeste vampyrs kutte for at trække ham væk, og han slyngede hende hen ad gulvet uden overhovedet at se på hende. Stefan havde set hvad der foregik og var på vej hen mod Damon, men blev standset af en anden vampyr. Damon var stærkere og langt mere kampvant end nogle af sine angribere, men hvis de fik held til at udnytte deres midlertidige overtag, kunne de måske nå at gøre det af med ham inden han genvandt balancen.

Elena havde ikke sluppet kniven i faldet. Hun sprang op igen og løb frem for at komme Damon til hjælp, men allerede efter det første skridt fløj Stefan snerrende forbi hende. Han havde gjort det af med den vampyr der forsøgte at standse ham, og nu tørnede han ind i Ethan med skulderen først. Ethan tabte sin kniv og fløj tværs gennem salen. Stefan vendte sig halvt og brækkede halsen på vampyren der havde fat i Damons hår, og Damon gjorde det hurtigt af med den sidste af sine angribere.

Han og Stefan så ned på de faldne og vekslede et langt blik der sagde mere end mange ord. Damon nikkede umærkeligt og tørrede blod af munden med bagsiden af den ene hånd.

Elena var optaget af at betragte dem da en arm pludselig lagde sig bagfra om hendes hals. Kniven blev vristet fra hende, og i næste sekund mærkede hun dens spids mod halsen. Ethan var kommet sig oven på flyveturen gennem salen.

„Hun er død længe før I når herhen,“ sagde han med munden tæt ved Elenas øre.

Hun rakte bagud i et forsøg på at få fat i hans hår, og han sparkede benene væk under hende og knugede hende tættere ind mod sig.

„Jeg kan brække hendes hals med én hånd – eller skære den igennem fra øre til øre med hendes egen kniv. Det ville være morsomt.“

Stefan og Damon stivnede og vendte sig langsomt om mod Elena og Ethan. Damon fortrak ansigtet i en rovdyragtig snerren.

„Slip hende,“ hvæsede han. „Hvis du giver hende den mindste rift, flår vi dig i småstykker.“

Ethan lo og latteren lød ægte, som om han virkelig morede sig. „Det er I sikkert i stand til, men det vil ikke hjælpe meget, vel? Det gør hende ikke levende igen. Og jeg kan vel lige så godt dræbe hende med det samme, for I har ikke tænkt jer bare at lade mig spadsere ud herfra.“ Han sendte Stefan et spottende smil. „Jeg ved alt om Salvatorebrødrene. Det var ikke småting nogle af Klaus' efterkommere kunne fortælle. De sagde at I var aristokratiske og smukke og hidsige som bare helvede. Og at Stefan var en håbløs moralist og Damon en uansvarlig slyngel. Men de fortalte også at I var nogle store tåber når det gjaldt kvinder. Det var jeres helt store svaghed. Så mon ikke mine chancer for at komme levende ud herfra vokser betydeligt hvis jeg holder fast ved jeres store kærlighed lidt endnu? Hvis kæreste er hun egentlig? Det har jeg endnu ikke kunnet finde ud af.“

Elena krympede sig.

„Vent,“ sagde Stefan og holdt hænderne afværgende frem. „Hvis du opgiver at bringe Klaus tilbage og lader Elena gå, har du mit ord på at du kan forlade byen uden at der sker dig noget, og uden at vi forfølger dig på et senere tidspunkt. Hvis du ved så meget om os, ved du også at vi altid holder vores ord.“

Bag ham nikkede Damon modvilligt med øjnene rettet mod Elenas ansigt.

Ethan lo igen. „Jeg tror ikke du har noget at friste mig med, Stefan,“ sagde han. „Resten af logens medlemmer er snart tilbage sammen med de nyforvandlede, og det tipper nok magtbalancen tilbage i min favør.“ Han strammede grebet om Elenas hals. „Vi har allerede dræbt en masse studerende her på Dalcrest. En tøs fra eller til gør ingen forskel.“

Damon trådte snerrende et skridt frem. „Hvis du ...“

Pludselig stivnede han. Elena skreg og greb sig til halsen da hun mærkede en skarp, svidende smerte. Den forsvandt igen inden hendes hånd nåede op til stedet. Det havde bare været et prik med kniven.

For at understrege truslen, tænkte Elena, men i det samme løsnede Ethan grebet om hendes hals. Han udstødte en hæs gurglen, og Elena skubbede hans arm helt væk og trådte hurtigt til side.

Blodet løb i en tyk strøm ned over Ethans overkrop fra et sår ud for hjertet. Han faldt forover med åben mund og vildt opspilede, uforstående øjne mens han flåede i såret med krummede fingre.

Bag ham stod Meredith med et glødende udtryk i de ellers så kølige grå øjne. Hendes stav drev af Ethans blod.

„Jeg fik ham lige gennem hjertet,“ sagde hun indædt.

„Tak,“ mumlede Elena. „Mange tak.“

Hun følte sig meget mærkelig tilpas. Taknemmelig, selvfølgelig, men mest af alt meget træt og egentlig temmelig ligeglad med det hele. Først da benene begyndte at svigte gik det op for hende at hun var i gang med at besvime.

Alt blev mørkt et øjeblik, og hun ventede at ramme gulvet, men der skete ingenting. Noget holdt hende oppe. Hun åbnede modvilligt øjnene og så at både Stefan og Damon havde et solidt tag i hende.

„Jeg ... har det godt igen,“ sagde hun. „Et sekund var jeg lige ved ... men det er gået over nu.“

Hun mærkede et let tryk fra det ene par arme. Så slap de deres tag, og da hun så op var det kun Stefan der holdt hende. Damon stod et par skridt væk med udtryksløst ansigt.

„Jeg vidste at du ville redde mig, Damon,“ sagde Stefan stille.

Damon smilede skævt. „Hvad skulle jeg ellers have gjort, din idiot?“ sagde han. „Jeg er din bror.“

De så hinanden i øjnene i lang tid, og derefter kiggede Damon væk efter at have strejfet Elena ganske kort med blikket.

„Lad os få slukket faklerne og komme ud herfra,“ sagde han. „Vi mangler stadig at få fat i fjorten vampyrer.“