Kapitel 41

 

Det forekom Matt at han og Bonnie havde ventet en evighed i det lille, triste kontor. Lige meget hvor ihærdigt de anstrengte sig, var det ikke lykkedes dem at opfange den mindste lyd nede fra salen. Det var rædselsfuldt at skulle vente uden at kunne følge bare en smule med i hvad der foregik dernede. Bonnie gik hvileløst frem og tilbage, vred hænder og bed sig ustandselig i læberne. Matt lænede sig mod væggen i nærheden af kælderlemmen. Han holdt skarpt øje med den og havde Samanthas stav parat i hånden for alle tilfældes skyld.

Han kendte efterhånden alle de andre udgange fra salen. De fleste af dem gav adgang til tunneler som han ikke vidste hvor førte hen, men han havde ikke forestillet sig at lydisoleringen var så effektiv. Han sagde til sig selv at han i det mindste måtte kunne høre hvis nogen kom op ad trappen.

Han tog fejl. Det gav et sæt i ham da lemmen pludselig blev skubbet op. Han løftede staven til slag, men sænkede den igen da Elena stak hovedet op.

Meredith, Stefan og Damon kom op efter hende. Både de og Elena var indsmurt i blod, men til Matts lettelse tydede intet i deres bevægelser på at de var kommet noget særligt til. Bonnie overvældede straks Elena med ivrige spørgsmål.

„Ethan er død,“ sagde Stefan til Matt. „Han havde holdt nogle af de maskerede vampyrer tilbage for at fange Damon i en fælde. Det fik han ikke noget ud af, men aspiranterne er væk. De blev sendt ud for at jage.“

Matt følte sig syg om hjertet og mærkelig lettet på samme tid. Han havde forestillet sig at Damon og Stefan havde dræbt alle vampyrer i salen, også Chloe og de andre nyforvandlede. Der var stadig håb om at finde Chloe levende, men sandsynligvis ikke som menneske. Ethan havde haft tid nok til at fuldende hendes forvandling.

„Og nu går I på jagt efter dem?“ sagde han og modtog bekræftende nik fra både Stefan, Damon og Meredith.

„Du ved godt at vi er nødt til at standse dem,“ sagde Stefan.

Matt kunne ikke få sig selv til at møde hans øjne. Han stirrede mismodigt ned på sine sko.

„Ja, det er jeg klar over,“ sagde han. „Men kan jeg få lov at tale med nogle af dem ... hvis det bliver muligt? Måske kan de lære at leve uden at dræbe mennesker. Hvis du viser dem hvordan, mener jeg.“ Han gned sig i nakken. „Chloe var ... er ... noget særligt. Både hun og de andre aspiranter er uskyldige ofre. Ingen af dem vidste hvad de havde rodet sig ind i. De fortjener at få en chance.“

Alle var tavse, og efter et stykke tid løftede Matt hovedet og så at Stefan betragtede ham medfølende.

„Jeg skal gøre mit bedste,“ lovede han. „Men jeg kan ikke love dig noget. Nyforvandlede vampyrer – vampyrer i det hele taget, i virkeligheden – kan være uberegnelige. Det er muligt at ingen af dem står til at redde. Vi må først og fremmest sørge for at undgå flere uskyldige ofre.“

Matt nikkede. Han var tør i halsen, og hans øjne sved. Det var lige begyndt at gå op for ham hvor udmattet han var. „Mere kan jeg ikke forlange,“ sagde han hæst. „Tak, Stefan.“

„Vil det sige at der ligger en hel dynge døde vampyrer nede i den sal?“ sagde Bonnie og rynkede på næsen.

„Ja,“ svarede Elena. „Vi har spærret døren så godt det kunne lade sig gøre, men jeg ville ønske at vi kunne mure alle salens indgange til. Før eller senere går nogen derned, og det sidste Dalcrest har brug for er en ny stor mordundersøgelse, eller endnu en bloddryppende legende.“

„Åh!“ udbrød Bonnie triumferende. „Endelig noget jeg kan gøre!“ Hun tog sin skuldertaske op fra gulvet og løftede den i vejret så alle kunne se den. „Kan I huske alle de timer mrs. Flowers brugte på at lære mig om forskellige urter? Hun lærte mig også at rejse magiske barrierer, og jeg har alle de nødvendige urter her. Da Matt sagde at vi skulle ned i en underjordisk sal, tænkte jeg at der måske kunne blive brug for dem.“

Hun virkede så tilfreds med sig selv at Matt ikke kunne lade være med at smile, trods bekymringen for Chloe og de andre som strejfede om ude i natten.

„Virkningen holder sig ikke så længe,“ tilføjede Bonnie beskedent. „Men den skal i hvert fald nok forhindre nogen i at interessere sig for den kælderlem den første uges tid.“

„Du er et vidunder, Bonnie,“ sagde Elena og omfavnede hende spontant.

Stefan nikkede. „Vi kan skille os af med ligene i morgen nat,“ sagde han. „Vi er for tæt på daggry til at begynde på det nu.“

Bonnie gik straks i gang med at finde urter frem og drysse dem ud over kælderlemmen i et bestemt mønster. „Blandingen her forsegler låse og dørhængsler og beskytter mod mørkets kræfter,“ forklarede hun da hun så Matt følge hende med øjnene. „Mrs. Flowers terpede urtenavnene og deres egenskaber igennem med mig indtil jeg kunne dem i søvne. Kedeligt at jeg ikke fik hende overtalt til at hjælpe mig med lektierne det sidste skoleår hjemme i Fell's Church. Så havde jeg måske fået lært nogle af de franske verber jeg slås sådan med nu.“

Damon tørrede blod væk fra halsen. „I morgen nat må vi også finde frem til de nye vampyrer,“ sagde Damon til Stefan. „Vampyrer er ikke flokdyr, som I allerede ved. De jager ikke i fællesskab ret længe, og når flokken går i opløsning, kan vi tage dem én ad gangen.“

„Jeg kommer også med,“ sagde Meredith og så udfordrende på Damon.

Han smilede, et forbløffende varmt smil som Matt aldrig havde set hos ham før.

„Jeg talte også til dig, vampyrjæger,“ sagde Damon. „Du har min fulde respekt. Du er blevet bedre.“

Efter et øjebliks tøven besvarede Meredith hans smil, og Matt sagde til sig selv at det så ud som om noget der lignede begyndelsen til et venskab var ved at udvikle sig mellem dem.

„Det er altså fastslået at Vitale Logen står bag både mordene og forsvindingerne?“ spurgte han, og mærkede en modbydelig sugen i mellemgulvet. Hvordan kunne han have tilbragt så meget tid sammen med Ethan uden at få den mindste mistanke om at han var en koldblodig morder?

Bonnie blegnede så hendes fregner lignede sorte prikker på et stykke hvidt papir. I næste øjeblik var farven tilbage i hendes kinder igen. Både de og hendes øreflipper blev stærkt lyserøde. Hun rejste sig usikkert.

„Jeg må finde Zander,“ sagde hun.

„Hov!“ udbrød Matt og stillede sig hurtigt hen foran døren. „Glem ikke at der løber en flok halvgale vampyrer rundt udenfor. Vent til nogen kan følge dig hen til ham.“

„For ikke at tale om at du har andet og vigtigere ting at tage dig til lige nu,“ bemærkede Damon tørt med et sigende blik mod urtemønstret på kælderlemmen.

„Elena og jeg er kede af at vi ikke troede på din dømmekraft, Bonnie,“ sagde Meredith. „Vi skulle have stolet på dit ord.“

„Godt, godt, alt er tilgivet,“ sagde Bonnie og lagde sig på knæ ved siden af kælderlemmen igen. „Jeg mangler kun at fremsige besværgelsen.“ Hun holdt hænderne hen over urterne med håndfladerne nedad. „Existo signum,“ mumlede hun. „Servo quis est intus.“

Hun fejede urterne sammen og lagde dem tilbage i tasken. Da hun ville lukke den, gik hun i stå og stod og stirrede drømmende frem for sig, og Matt måtte rømme sig diskret for at gøre hende nærværende igen. Han smilede træt til hende. Godt at der i det mindste fandtes en lykkelig slutning for nogen.

Meredith tog hans hånd, gav den et klem og smilede medfølende til ham. Elena havde lagt armen om Stefan, og de var begge optaget af at betragte Bonnie. Damon stod helt stille og studerede dem alle med noget der lignede vågnende hengivenhed.

Matt gengældte Merediths klem. Lige meget hvad der skete, havde han i det mindste sine venner. Han havde været tæt ved at svigte dem, men nu var han tilbage hos dem igen.

 

Månen stod lavt på himlen mod øst da Bonnie klatrede op ad brandtrappen. Hun trådte ind på taget og så Zander sidde med ryggen mod det ru betonrækværk i krogen hvor de havde spist pizza. Han vendte hovedet og spilede overrasket øjnene op ved synet af hende.

„Hej,“ sagde hun. På vej herover havde hun været så ude af sig selv af glæde ved tanken om at skulle se ham igen at Elena og Meredith var kommet sig over deres dårlige samvittighed og var begyndt at more sig over hende. Det havde hun bare syntes var dejligt, men nu vidste hun pludselig hverken ud eller ind og var lige ved at have mest lyst til at løbe sin vej. For hvem sagde at han overhovedet ville tale med hende? Hun havde trods alt beskyldt ham for at være morder, og den slags skulle en kæreste nok være forsigtig med.

„Hej,“ sagde han tøvende, og efter et øjebliks tavshed klappede han på betonbelægningen ved siden af sig. „Vil du sidde her? Jeg kigger stjerner som sædvanlig.“ Han tøvede igen. „Det er fuldmåne om et par dage, ved du nok.“

Det føltes som en udfordring at han nævnte fuldmånen. Bonnie satte sig ved siden af ham, meget forsigtig med ikke at komme for tæt på. Efter et øjebliks betænkning kastede hun sig lige ud i det.

„Jeg er meget ked af at jeg beskyldte dig for at være morder,“ sagde hun. „Jeg skulle have stolet på dig. Vil du ikke nok tilgive mig? Jeg savner dig noget så frygteligt.“

„Jeg har også savnet dig,“ svarede han. „Og jeg forstår godt at det var et chok.“

„Jo, men ...“ Bonnie kantede sig lidt tættere på ham. „Hvordan er du blevet varulv? Blev du bidt som barn eller sådan noget? For jeg ved at den eneste måde at blive varulv på uden at dræbe nogen er at blive smittet med virussen ved et bid. Nu ved jeg at du ikke er morder, men Meredith mente altså bestemt at det var dig hun så flygte fra den pige som var blevet overfaldet, og ... og ... så havde du de der grimme skrammer alle vegne. Så ... du kan nok forstå at det var svært ikke at mistænke dig ...“

Zander nikkede. „Ja, det kan der selvfølgelig være noget om, og du blev jo så forskrækket at du ikke ventede på en forklaring ...“

„Den kan jeg måske få nu?“ spurgte Bonnie. Hun ville helst ikke mindes for meget om hvor uretfærdigt hun havde behandlet ham.

„Jeg skal prøve,“ sagde Zander. „Som du åbenbart allerede ved, skabes de fleste varulve enten ved et bid eller ved at virussen går i arv i familien og kan aktiveres gennem et særligt drabsritual. Så der er enten tale om et overfald hvor offeret bliver hårdt medtaget og tit alvorligt vansiret, eller en bevidst ond handling for at opnå varulvens kraft.“ Han skar en grimasse. „Det er ikke underligt at varulve har så dårligt et rygte. Men der findes også en anden slags varulve.“ Han rettede sig med noget der lignede stolthed. „Jeg nedstammer fra Den Oprindelige Flok.“

Oprindelige. Klaus havde været en af De Oprindelige vampyrer. Og udødelig.

„Vil det sige at ... du er meget gammel?“ spurgte Bonnie tøvende.

Elena lod til at synes det var helt i orden at være kæreste med fyre der var flere århundreder gamle. Mægtig romantisk og alt det der. Bortset fra den lille, forbigående svaghed for Damon, havde Bonnie aldrig forestillet sig at være kæreste med andre end jævnaldrende. Selv Merediths søde og kloge Alaric virkede gammel på hende, selv om han kun var midt i tyverne.

Zander lo. „Nej,“ svarede han. „Jeg fyldte tyve i sidste måned! Varulve vandrer ikke evigt på Jorden. Vi lever og dør på samme måde som mennesker. Vi er fuldkommen som mennesker, bortset fra ...“

„At I forvandler jer til superstærke, superhurtige ulve ved fuldmåne,“ sluttede Bonnie.

„Ja, på det punkt er vi selvfølgelig ikke helt almindelige,“ indrømmede Zander. „Det vi kalder Den Oprindelige Flok er den fuldblods varulvefamilie. De fleste varulve er inficeret af en mystisk virus. Den kan gives videre fra slægtled til slægtled, men den ligger i dvale. Den Oprindelige Flok er efterkommere i direkte linje fra de allerførste varulve, dem der løb rundt som hulemennesker undtagen ved fuldmåne. Varulveegenskaberne ligger i vores gener. Vi er forskellige fra almindelige varulve. Vi kan blandt andet forhindre vores forvandling ved fuldmåne hvis det er nødvendigt. Vi kan også lære at skifte skikkelse, selv om det ikke er fuldmåne, men det er svært.“

„I kan forhindre forvandlingen ... vil det sige at nogen af jer kan holde helt op med at være varulve?“ spurgte Bonnie interesseret.

Zander trak hende tættere ind til sig. „Vi holder aldrig op med at være varulve, selvom vi aldrig skifter skikkelse.“ Han så op mod månen. „Og det er smertefuldt at forhindre forvandlingen ved fuldmånetid. Det er som om månen synger til os, og sangen bliver højere og mere klar jo tættere vi kommer på fuldmåne. Hele kroppen er som en øm byld når fuldmånen viser sig.“

„Det anede jeg ikke,“ sagde Bonnie og gjorde store øjne. „Er alle dine venner efterkommere af Den Oprindelige Flok? Er I i familie med hinanden?“

„Mere eller mindre, vil jeg tro,“ sagde Zander. „Men det fælles slægtled kan ligge meget langt tilbage i tiden. Det er ikke noget med at vi er halvsøskende eller fætre og kusiner.“

„Besynderligt,“ sagde Bonnie. „Men nu har jeg vist forstået det. Tak.“ Hun lagde hovedet mod hans skulder. „Lad mig så høre resten.“

Zander nikkede, strøg håret væk fra øjnene og lagde armen om hende. Det var begyndt at blive lidt koldt at sidde på betonbelægningen, og hun nød varmen fra ham. „Det ligger sådan at Dalcrest er et brændpunkt for paranormal aktivitet. Der er noget som hedder kraftlinjer, og ...“

„Alt det ved jeg allerede,“ afbrød Bonnie. „Fortæl det der drejer sig om dig.“

Han kiggede forbavset på hende. „Du ved det allerede? Hvordan ... nå, lige meget med det. Ulvenes øverste råd sender nogle af os til Dalcrest for at studere hvert år. Ved siden af studierne er det meningen at vi skal holde udkig efter tegn på fare. Vi er en slags vagthunde. De oprindelige vagthunde.“

Bonnie kunne ikke tilbageholde en fnisen. „Det lyder altså ... vov'et.“

Zander albuede hende i siden. „Hold mund. Det er ikke morsomt,“ sagde han og gav hende et nyt stød med albuen da hun fniste igen, men kunne ikke selv lade være med at smile. Så blev han alvorlig. „Du kan nok forstå at vi har haft rigeligt at se til med alt det uhyggelige der er sket på campus efter at semestret begyndte. Det er mange år siden man har været ude for noget lignende. En flok vampyrer står bag det, og vi har kæmpet mod dem og forsøgt at beskytte de studerende så godt vi kunne. Men vi har ikke vampyrernes styrke, undtagen ved fuldmåne. De skrammer du opdagede fik jeg i kamp med vampyrer. Og din veninde misforstod situationen. Hun så mig da jeg sad vagt ved en pige som lige var blevet overfaldet.“

„Du kan være ganske rolig,“ sagde Bonnie selvtilfreds. „Vi har gjort det af med Vitale Logen her i aften. „Eller i hvert fald med lederen og de fleste af medlemmerne. Der er stadig nogle stykker tilbage, men dem skal vi nok slippe af med.“

Zander måbede så underkæben næsten sank helt ned på brystkassen. „Nu er det vist din tur til at forklare,“ sagde han omsider i et omhyggeligt neutralt tonefald.

Bonnie var ikke verdensmester i kortfattede, logiske forklaringer, men hun gjorde sit bedste og måtte i sit stille sind indrømme at det måske ikke var alt for godt. Hun kom på afveje flere gange og sprang en hel del frem og tilbage i tid, men Zander var åbenbart god til at skille det uvæsentlige fra. I hvert fald fik han på intet tidspunkt det noget trætte udtryk i ansigtet som hun tit så hos andre når hun var i gang med en længere forklaring. Hun fik fortalt ham om Stefan og Damon og hvordan alting havde forandret sig da de det foregående år kom til Fell's Church og Elena forelskede sig i dem. Han fik også alt at vide om Meredith og hendes vampyrjægerfamilie og om hendes egne synske evner og oplæring som heks.

Hun udelod en masse – for eksempel alt om Mørkets Dimension og Elenas studehandel med vogterne. Det ville bare gøre det hele endnu mere forvirrende, og det ville også tage alt for lang tid.

„Der kan man bare se,“ sagde Zander da hun omsider tav. Han lo og rystede på hovedet. „Man skal høre meget før ørerne falder af.“

„Du tror vel ikke det er noget jeg finder på?“ udbrød Bonnie.

Han svarede med en ny hovedrysten. „Du er en besynderlig pige,“ sagde han. „Og temmelig heroisk, må jeg indrømme.“

Bonnie gemte ansigtet ved hans hals og indsnusede hans duft: skyllemiddel, slidt bomuld og dejlig ren hud.

„Du kan selv være besynderlig,“ sagde hun og tilføjede beundrende: „Og heltemodig. Du har kæmpet mod vampyrer i flere uger for at beskytte os alle.“

„Ja, vi er ikke så lidt af et par,“ sagde han.

„Nemlig,“ sagde Bonnie. Hun rettede sig op, strøg hånden langsomt gennem hans hvidblonde hår og tilføjede lige før deres læber mødtes: „Jeg har altid ment at det mennesker kalder 'normalt' har været overvurderet.“