Kapitel 42

 

Elena, Stefan og Damon fulgtes ad mod Elenas kollegium, og spændingen i luften mellem dem var næsten til at tage og føle på.

Elena havde automatisk taget Stefan i hånden da de begyndte at gå. Han var først stivnet, men slappede derefter gradvis af så hans hånd nu lå naturligt i hendes.

Alt var endnu ikke som før, men udtrykket i Stefans øjne fortalte at det nok skulle komme. Måske var alt hvad der skulle til en ny forsikring om at lige meget hvad der havde været mellem hende og Damon, var Stefan hendes fremtid. Ingen tænkte på at lukke ham ude.

Elena åbnede døren, og de gik indenfor. Det var kun nogle få timer siden de sidst havde været her, men der var sket så meget at det virkede som en fjern fortid.

„Hvor er jeg glad for at du er i sikkerhed, Stefan,“ sagde hun og omfavnede ham. Ligesom da hun tog hans hånd, stivnede han en anelse før han gengældte omfavnelsen. Elena så hen på Damon. „Jeg er glad for at I begge er i sikkerhed.“

Hans mørke øjne var udtryksløse. Han forstod at tingene havde forandret sig. At hun havde truffet sit valg.

Hun var blevet rædselsslagen da Stefan fortalte om Ethans plan om at samle blod fra Klaus' efterkommere og den fælde han havde lagt for Damon. Hvis den var lykkedes, ville Damon ikke have stået her hos dem nu.

Hun gik spontant hen og omfavnede ham, og han gengældte omfavnelsen, men krympede sig samtidig.

„Hvad er der i vejen?“ spurgte Elena og trådte et skridt tilbage.

„Ethan ramte mig med kniven,“ svarede Damon og skar ansigt. „Jeg er bare lidt øm.“

Han trak skjorten op og fremviste en lang flænge der allerede havde lukket sig og var begyndt at miste farve.

„Det er ingenting,“ sagde han og blinkede til hende. „En enkelt mundfuld blod fra en villig donor, og jeg vil være så god som ny.“

Hun rystede bebrejdende på hovedet uden at svare.

„Godnat, Elena,“ sagde Stefan og strøg hende blidt over kinden. „Ja, egentlig skulle jeg vel sige godmorgen, men prøv alligevel at få noget søvn.“

„Går I på jagt efter vampyrerne?“ spurgte hun nervøst. „Lov mig at være forsigtige.“

Damon lo. „Jeg skal nok passe på ham,“ sagde han. „Stakkels Elena. Det normale liv vil ikke rigtig lykkes for dig, vel?“

Elena sukkede. Damon ville aldrig kunne forstå hendes drøm om at leve som et almindeligt menneske. Han så hende kun som sin mørkets prinsesse og ville have at hun skulle være som han. Måske var han parat til at gå så langt som til at gøre hende til vampyr. Det behøvede hun aldrig frygte fra Stefan. Han så hende som et menneske.

Men var hun nu også det? Hun skulle lige til at fortælle dem om vogterne og hemmeligheden om sin fødsel, men fortrød det i sidste øjeblik. Det var ikke det rigtige tidspunkt. Damon ville alligevel ikke forstå hvorfor det plagede hende, og Stefan virkede så bleg og svækket af de jernurtfugtede reb at hun ikke ville bebyrde ham med sin nye frygt for vogterne.

Stefan vaklede da han ville vende sig mod døren, og Damon rakte automatisk ud og støttede ham.

„Tak fordi I reddede mig,“ sagde Stefan.

„Du kan altid regne med mig, lillebror,“ sagde Damon, men hans blik var rettet mod Elena, og hun huskede at han havde sagt de samme ord til hende. „Selv om livet måske ville være meget lettere uden jer i nærheden.“

Stefan smilede træt. „Lad os komme af sted.“

Elena gik hen og kyssede ham let på munden. „Jeg elsker dig, Stefan.“

Damon nikkede udtryksløst. „Sov godt,“ sagde han.

Elena så hen mod sin seng da de havde lukket døren efter sig. Aldrig havde en seng set mere fristende ud. Hun lod sig falde ned på den med et suk og betragtede det svage lys som var begyndt at sive ind ad vinduet.

Vitale Logen var udslettet og Ethans planer knust. De studerende kunne være mere trygge nu, og en ny dag var på vej. Stefan havde tilgivet hende, og Damon havde valgt at blive hos dem.

Det var det bedste hun kunne håbe på lige nu. Elena lukkede øjnene og faldt hurtigt i søvn.