Mandag

1

Sara Linton lænede sig tilbage i sin stol og mumlede blidt »Ja, mor« ind i telefonrøret. Hun spekulerede et kort øjeblik på, om hun nogen sinde blev for gammel til at blive lagt over sin mors knæ.

»Ja, mor,« gentog Sara, mens hun sad og trommede med kuglepennen i bordet. Hun kunne mærke varmen stige op i kinderne og en overvældende følelse af forlegenhed.

Der lød en stille banken på døren fulgt af et forsigtigt »Dr. Linton?«

Sara undertrykte sin lettelse. »Jeg er nødt til at løbe,« sagde hun til sin mor, som lige nåede at fyre en sidste formaning af, før hun lagde på.

Nelly Morgan åbnede døren helt og så indgående på Sara. Nelly var kontorchef på Heartsdale Børneklinik, og det nærmeste Sara kom på en sekretær. Nelly havde ledet klinikken, så længe Sara kunne huske, endda helt tilbage til dengang Sara selv havde været patient her.

»Dine kinder brænder,« sagde Nelly.

»Min mor har lige råbt ad mig.«

Nelly hævede øjenbrynene. »Jeg går ud fra, at der var en grund til det.«

»Tja,« svarede Sara og håbede ikke, hun ville bore mere i det.

»Vi har lige fået svar fra laboratoriet på Jimmy Powells blodprøver,« sagde Nelly stadig med blikket fæstnet på Sara. »Og posten,« tilføjede hun og smed en stak breve i indbakken. Plasticbakken blev tynget ned under den ekstra vægt.

Sara sukkede, da hun læste faxen. På en god dag diagnosticerede hun ørepiner og halsbetændelser. Men i dag skulle hun fortælle forældrene til en tolvårig dreng, at han havde leukæmi.

»Dårlige nyheder?« gættede Nelly. Hun havde arbejdet tilstrækkeligt længe på klinikken til at være i stand til at læse en laboratorierapport.

»Ja,« svarede Sara og gned sig over øjnene. »Forfærdelige.« Hun lænede sig tilbage i stolen og spurgte: »Familien Powell er i Disney Land, ikke?«

»Jo, det er drengens fødselsdag,« svarede Nelly. »De kommer tilbage i aften.«

Sara følte sig med et dybt bedrøvet. Hun ville aldrig vænne sig til at overbringe den slags nyheder.

»Jeg kan lave en aftale med dem straks i morgen tidlig,« tilbød Nelly.

»Tak,« svarede Sara og stak laboratorierapporten ind i Jimmys journal. Så kiggede hun op på uret på væggen, og der undslap hende et lydeligt gisp. »Er den så mange?« spurgte hun og tjekkede med sit armbåndsur. »Jeg skulle have mødt Tessa til frokost for et kvarter siden.«

Nelly kiggede også på sit ur. »Så sent på dagen? Det er næsten tid til aftensmaden.«

»Det var det eneste tidspunkt, jeg kunne,« sagde Sara og samlede journalerne sammen. Hun kom til at skubbe til indbakken, så den røg på gulvet og splintredes, og papirerne fløj ud.

»Pokkers også,« vrissede Sara.

Nelly skulle til at samle papirerne op, men Sara standsede hende. Sara brød sig ikke om, at andre skulle rydde op efter hende, og hvis det overhovedet lykkedes Nelly at komme ned i knæ, så skulle der en stærk hånd til at få hende op igen.

»Nu skal jeg,« sagde Sara til hende. Hun satte sig på hug og samlede alle papirerne i en stor bunke og lagde dem op på bordet. »Var der ellers noget?«

Nelly smilede. »Politimester Tolliver venter på linje tre.«

En følelse af frygt skyllede ind over Sara. Hun fungerede både som byens børnelæge og som retsmediciner. Jeffrey Tolliver var hendes eksmand og politimester for Grant County. Der kunne kun være to grunde til, at han ringede til hende her midt på dagen, og ingen af dem var særlig behagelig.

Sara rejste sig og tog telefonen. Hun måtte lade tvivlen komme ham til gode. »Jeg håber, der er en, der er død.«

Jeffreys stemme lød helt forvrænget, så hun regnede med, at han ringede fra en mobiltelefon. »Jeg er ked af at måtte skuffe dig,« sagde han. »Nu har jeg ventet i røret i ti minutter, hvad nu hvis det havde været en nødsituation?«

Sara begyndte at proppe papirer i sin taske. Det var en uskreven lov på klinikken at lade Jeffrey gennemgå alverdens lidelser, før han blev stillet ind til Sara. Det overraskede hende faktisk, at Nelly huskede at sige til hende, at han var i telefonen.

»Sara?«

Hun kiggede over mod døren og mumlede: »Bare jeg var gået.«

»Hvad?« spurgte han. Der lød et svagt ekko af hans stemme i mobiltelefonen.

»Jeg sagde, at du jo altid plejer at sende nogen herhen, når det er en nødsituation,« løj hun. »Hvor er du?«

»På universitetet,« svarede han. »Jeg venter på vagthundene.«

Det kaldte han sikkerhedsvagterne på statsuniversitetet, Grant Institute of Technology – kaldet Grant Tech – der lå midt inde i byen.

»Hvad vil du?« spurgte hun.

»Jeg vil bare høre, hvordan du har det.«

»Fint,« svarede hun kort for hovedet og begyndte at hive papirerne op af tasken igen, mens hun undrede sig over, hvorfor hun overhovedet havde lagt dem derned. Hun bladrede i et par journaler og lagde dem ned i sidelommen.

»Jeg skal spise frokost med Tessa, og jeg er sent på den. Var der noget særligt, du ville?«

Han lød overrasket over hendes studse tonefald. »Jeg synes bare, du så lidt plaget ud i går,« sagde han. »I kirken.«

»Jeg er ikke plaget,« mumlede hun og bladrede posten igennem. Hun stivnede, da hun fik øje på et postkort, der viste et billede af Emory Universitet i Atlanta. Det var Saras Alma Mater. På bagsiden var der ved siden af hendes adresse printet med nydelige bogstaver: »Hvi har du sveget mig?«

»Sara?«

»Jeg er nødt til at løbe.« Den kolde sved sprang frem.

»Sara, jeg …«

Hun lagde på, før Jeffrey fuldendte sætningen, og smed yderligere tre journaler ned i tasken sammen med postkortet. Hun slap uset ud ad en sidedør.

Solen skinnede, da Sara kom ud på gaden. Det var blevet en anelse køligt i forhold til om morgenen, og mørke skyer trak sammen og truede med regn.

Der kørte en rød Thunderbird forbi, og en spinkel arm hang ud ad det åbne vindue.

»Hej, dr. Linton,« råbte et ungt menneske.

Sara vinkede og råbte hej, mens hun gik over gaden. Hun tog tasken over i den anden hånd, da hun skød genvej over universitetets græsplæne. Så drejede hun til højre ad fortovet ned mod Main Street og stod fem minutter efter ved restauranten.

Tessa sad ved et bord i en bås i den fjerneste ende af den tomme restaurant og var ved at spise en hamburger. Hun så sur ud.

»Undskyld, jeg kommer for sent,« sagde Sara, da hun kom hen til sin søster. Hun forsøgte sig med et smil, men Tessa besvarede det ikke.

»Du sagde klokken to, og nu er den næsten halv tre.«

»Jeg havde noget, der skulle være færdigt,« forklarede Sara og skubbede sin taske ind under bordet. Tessa var blikkenslager ligesom deres far. Tilstoppede vandrør er ganske vist ikke det mest morsomme, men det var yderst sjældent, at Linton & Døtre fik nødopkald, sådan som Sara fik det flere gange om dagen. Saras familie forstod ikke, hvordan det var for hende at have en travl dag, og de var altid irriterede over, at hun kom for sent.

»Jeg ringede til lighuset klokken to,« meddelte Tessa hende og nippede til en pomme frite. »Men du var der ikke.«

Sara satte sig med et suk og lod fingrene løbe gennem håret. »Jeg kørte tilbage til klinikken, og så ringede mor, og så løb tiden fra mig.« Sara holdt inde, men sagde så som altid: »Undskyld, jeg burde have ringet.« Tessa svarede ikke, så Sara fortsatte. »Du kan enten være sur på mig under resten af frokosten eller også droppe det, og så giver jeg et stykke lagkage.«

»Othello,« sagde Tessa.

»Aftale,« svarede Sara lettet. Det var galt nok, at hendes mor var vred på hende.

»Nu vi taler om at ringe,« begyndte Tessa, og Sara vidste, hvad hun nu skulle til at spørge om. »Har du hørt fra Jeffrey?«

Sara lænede sig tilbage, stak hånden ned i lommen og tog to femdollarsedler frem. »Han ringede, lige før jeg gik.«

Tessa grinede, så det kunne høres i hele restauranten. »Hvad sagde han?«

»Jeg bed ham af, inden han nåede at sige noget,« svarede Sara og rakte pengene til sin søster.

Tessa stak sedlerne ned i baglommen på sine cowboybukser. »Nå, så mor ringede. Hun er ret sur på dig.«

»Jeg er også ret sur på mig,« svarede Sara. Nu havde hun været skilt i to år, men hun kunne stadig ikke slippe sin eksmand. Sara svingede mellem at hade Jeffrey Tolliver og hade sig selv, fordi hun hadede ham. Hun ønskede, at han ikke var i hendes tanker bare en enkelt dag. Og hverken i går eller i dag havde været sådan en dag.

Påskedag betød meget for hendes mor. Skønt Sara ikke var udpræget religiøs, så gik der ingen skår af hende, fordi hun en enkelt dag om året skulle iføre sig strømpebukser og kjole for at glæde Cathy Linton. Sara havde ikke regnet med, at Jeffrey også var i kirke. Efter den første salme havde hun ud af øjenkrogen fanget et glimt af ham. Han sad tre rækker bag hende til højre, og det var, som om de fik øje på hinanden samtidig. Sara havde måttet tvinge sig til som den første at kigge væk.

Hun sad i kirken og stirrede på præsten uden at høre et ord af, hvad han sagde, mens hun mærkede Jeffreys blik i nakken. Det var, som om hans intense blik fik en varme til at skylle gennem hendes krop. Til trods for at hun sad med sin mor på den ene side og Tessa og deres far på den anden, følte hun, at hendes krop besvarede Jeffreys blik. Der var et eller andet ved denne tid af året, der gjorde hende til et helt andet menneske.

Hun sad uroligt på bænken, mens hun tænkte på, hvordan det føltes, når Jeffreys hånd kærtegnede hendes hud. Så mærkede hun Cathy Lintons albue i siden. Moderens ansigtsudtryk viste tydeligt, at hun udmærket var klar over, hvad der foregik i Saras hoved, og at hun bestemt ikke brød sig om det. Cathy havde vredt lagt armene over kors for at vise, at hun skam havde affundet sig med, at Sara ville ende i helvede for at tænke på sex midt under påskedagsprædikenen.

Så var der bøn, og endnu en salme. Da Sara syntes, der måtte være gået en passende tid, kiggede hun sig tilbage over skulderen for at se Jeffrey igen, men han sad med bøjet hoved, som om han sov. Og det var det, der var problemet med Jeffrey, tanken om ham var bedre end virkeligheden.

Tessa bankede med fingeren i bordet for at påkalde sig Saras opmærksomhed. »Sara?«

Sara lagde hånden over hjertet, der hamrede i brystet på hende, ligesom det havde gjort dagen før i kirken. »Hvad er der?«

Tessa sendte hende et sigende blik, men var klog nok til ikke at forfølge det. »Hvad sagde Jeb?«

»Hvad mener du?«

»Jeg så, du talte med ham efter gudstjenesten,« sagde Tessa. »Hvad sagde han?«

Sara overvejede, om hun skulle lyve eller ej. Til sidst svarede hun: »Han inviterede mig ud til frokost i dag, men jeg sagde, at vi skulle mødes.«

»Det kunne du da have aflyst.«

Sara trak på skuldrene. »Vi skal ud onsdag aften.«

Tessa klappede ikke ligefrem i hænderne.

»Åh gud,« stønnede Sara. »Hvad tænker jeg på?«

»Det skulle vel ikke til en forandring være Jeffrey,« svarede Tessa. »Hva’?«

Sara tog menukortet, der stod bag servietholderen, selv om hun egentlig ikke behøvede at kigge på det. Hun og et par andre havde spist på Grant Filling Station mindst en gang om ugen, siden Sara var tre år gammel, og i al den tid var der kun ændret i menuen en eneste gang. Det var da ejeren, Pete Wayne, havde tilføjet kage med jordnødder på dessertkortet til ære for den daværende præsident Jimmy Carter.

Tessa rakte hånden ind over bordet og vippede blidt menukortet ned. »Er der noget i vejen?«

»Det er bare denne tid af året,« svarede hun, mens hun rodede i sin taske. Så fandt hun postkortet og holdt det op.

Tessa tog ikke kortet, så Sara læste det højt. »Hvi har du sveget mig?« Hun lagde postkortet på bordet mellem dem og afventede, at Tessa skulle sige noget.

»Er det fra Bibelen?« spurgte Tessa, skønt hun udmærket vidste det.

Sara stirrede ud ad vinduet for at få lidt hold på sig selv. Pludselig rejste hun sig og sagde: »Jeg er nødt til at gå ud og vaske mine hænder.«

»Sara?«

Hun affærdigede Tessas bekymring og forsøgte at beherske sig, mens hun gik gennem restauranten ud til toiletterne. Døren til dametoilettet havde fra tidernes morgen bundet, så Sara gav den et lille puf, mens hun drejede håndtaget. Der var køligt og behageligt inde på det lille toilet med de blå og hvide fliser. Hun lænede sig tilbage mod flisevæggen, lagde hænderne for ansigtet og forsøgte at udslette de sidste timer af dagen. Resultatet af Jimmy Powells undersøgelser plagede hende. Da Sara for tolv år siden gennemførte sin kandidattid på Atlantas Grady Hospital, havde hun ofte oplevet død uden dog at blive vant til det. Grady havde den bedste skadestue i den sydøstlige del af landet, og Sara havde oplevet rigeligt af forfærdelige ulykker lige fra en lille dreng, der havde slugt en pakke barberblade, til en teenagepige, der havde fået lavet en abort med en bøjle. Det var skrækkelige tilfælde, men ikke ualmindelige i en så stor by.

Men det var lige ved at slå benene væk under hende at få et tilfælde som Jimmy Powells i Børneklinikken. Det ville blive et af de få tilfælde, hvor hendes to stillinger overlappede hinanden. Jimmy Powell, der elskede at se universitetets basketballkampe, og som havde en af de største samlinger af modelracerbiler, Sara nogen sinde havde set, ville sandsynligvis være død, inden der var gået et år.

Sara satte løseligt sit hår op i en hestehale, mens hun ventede på, at håndvasken blev fyldt med koldt vand. Hun lænede sig ind over vasken og tøvede lidt på grund af den syrlige, kvalmende lugt fra kummen. Pete havde ganske givet hældt eddike i afløbet for at tage den grimme lugt. Det var et gammelt blikkenslagertrick, men Sara kunne ikke fordrage lugten af eddike.

Hun holdt vejret, mens hun lænede sig ind over vasken og pjaskede vand i ansigtet, så hun kunne blive frisk i hovedet. Da hun så sig i spejlet, var der ingen forbedring at se, men hun havde fået sjasket lidt vand på skjorten lige under kraven.

»Pokkers!« mumlede Sara.

Hun tørrede hænderne i bukserne og gik over mod en af toiletbåsene. Da hun havde kastet et blik ind i den første, gik hun videre til den næste; det var handicaptoilettet. Hun åbnede døren.

»Åh nej!« gispede hun og veg hurtigt tilbage, så hun ramlede ind i håndvasken. Hun lagde hænderne på kanten for at støtte sig. Hun fik en metallisk smag i munden og tvang sig til at trække vejret dybt, så hun ikke besvimede. Hun bøjede sig forover, lukkede øjnene og talte fire sekunder, før hun løftede hovedet igen.

Sibyl Adams, professor på universitetet, sad på toilettet. Hendes hoved lå skråt tilbage mod flisevæggen, og hendes øjne var lukkede. Hendes trusser var trukket ned om anklerne, og knæene var vidt spredte. Hun var blevet stukket i maven. Blodet flød ned over toiletsædet mellem hendes ben og dryppede ned på flisegulvet.

Sara tvang sig til at gå ind på toilettet og bøjede sig ned foran den unge kvinde. Sibyls skjorte var trukket op, og Sara kunne se et langt lodret snit ned over maven; det skar lige igennem navlen og standsede ved skambenet. Der var et andet og meget dybere snit på tværs under hendes bryster. Det var her, det meste af blodet kom fra, og det løb stadig ned over kroppen. Sara lagde hånden mod såret for at standse blødningen, men blodet sivede ud mellem hendes fingre, som om hun klemte en svamp.

Sara tørrede fingrene af i skjorten og lod blidt Sibyls hoved falde forover. Der lød en svag stønnen, men Sara vidste ikke, om det var den sidste luft, der blev presset ud af en død kvindes krop eller en svag bøn fra en levende. »Sibyl?« hviskede Sara. Hun kunne næsten ikke få et ord frem. Frygten sad som en knude i hendes strube.

»Sibyl?« gentog hun og prøvede med tommelfingeren at åbne Sibyls øjne. Kvindens hud var varm at røre ved, som om hun havde været for længe ude i solen. Der var et kæmpestort blåt mærke på højre side af ansigtet. Sara kunne se mærkerne efter knoer under øjet. Da Sara rørte ved det, bevægede knoglerne sig som to stykker marmor, der gnider mod hinanden.

Saras hænder rystede, da hun pressede et par fingre mod Sibyls halspulsåre. Hun kunne mærke en svag sitren mod sine fingerspidser, men hun var ikke sikker på, om det var hendes egen hånd, der rystede, eller om det var tegn på liv. Sara lukkede øjnene og koncentrerede sig om at skelne de to fornemmelser fra hinanden.

Pludselig gav det et voldsomt sæt i kvinden, og hun faldt forover og væltede ned på gulvet oven på Sara. Blodet sprøjtede ud over dem begge, og Sara forsøgte instinktivt at kravle ud under kvinden, der havde voldsomme kramper. Sara ledte med hænder og fødder efter fast grund på det glatte, klistrede gulv. Endelig lykkedes det hende at komme fri. Hun vendte Sibyl om, mens hun holdt om hendes hoved og forsøgte at hjælpe hende igennem kramperne. Pludselig holdt de op. Sara lagde øret til Sibyls mund for at høre, om der var vejrtrækningslyde. Det var der ikke.

Sara satte sig på knæ og begyndte at give hjertemassage samtidig med, at hun pustede luft ind i hendes mund og holdt hende for næsen. Sibyls bryst hævede sig en enkelt gang. Sara forsøgte igen, men hun var lige ved at kaste op, da hun fik munden fuld af blod. Hun spyttede flere gange og var så klar til at fortsætte, men hun vidste, at det var for sent. Sibyls øjne rullede tilbage, og hendes bryst faldt sammen med en hvæsende lyd og en let skælven. Der løb et par dråber urin ned ad hendes ben.

Hun var død.

2

Grant County var blevet opkaldt efter en god Grant, ikke Ulysses, men Lemuel Pratt Grant. Han var jernbaneingeniør, og i midten af 1800-tallet udvidede han jernbanelinjen fra Atlanta gennem det sydlige Georgia og ud til havet. Det var på Grants jernbanelinje, togene fragtede bomuld og andre råvarer over hele Georgia. Det var denne jernbanelinje, der fik byer som Heartsdale, Madison og Avondale på landkortet, og der var mere end én af Georgias byer, der blev opkaldt efter ham. Oberst Grant udviklede også i begyndelsen af Borgerkrigen en nødplan i tilfælde af, at Atlanta skulle komme under belejring; desværre var han bedre til jernbanelinjer end til fronlinjer.

Under Depressionen besluttede borgerne i Avondale, Heartsdale og Madison at lægge deres politistyrker, brandvæsener og skoler sammen. Det gav økonomiske muligheder for en bedre og hårdt tiltrængt service samt var med til at overbevise jernbanerne om at holde linjen i Grant County åben; amtet havde større vægt som en helhed end som enkeltstående byer. I 1928 blev der anlagt en militærbase i Madison, og det førte til, at der flyttede temmelig mange familier fra hele nationen til det lille Grant County. Et par år senere blev Avondale et knudepunkt for jernbanedriften på strækningen Atlanta-Savannah. Efter yderligere et par år blev Grant Universitet bygget i Heartsdale. I næsten tres år havde byen stor fremgang, indtil militærbasen lukkede, konsolideringer og effekten af Reagans økonomiske politik klingede ud og knuste økonomien først i Madison og tre år senere i Avondale. Heartsdale ville have lidt samme skæbne som sine søsterbyer, hvis det ikke havde været for universitetet, der i 1946 skiftede navn til Grant Institute of Technology og blev et teknologisk universitet med særlig vægt på industrialiseret landbrug.

Nu var universitetet livsnerven i byen, og politimester Jeffrey Tollivers første ordre fra borgmesteren var at sørge for, at forholdet til universitetet var godt, hvis han ellers ville beholde sit job. Og det gjorde Jeffrey så. Han var lige nu til møde med sikkerhedsvagterne på universitetet, hvor de diskuterede en aktion mod den seneste tids bølge af cykeltyverier, da hans mobiltelefon ringede. Først kunne han ikke genkende Saras stemme og troede, det var en eller anden, der lavede telefonfis. I de otte år han havde kendt Sara, havde hun aldrig lydt så desperat. Hendes stemmede skælvede, da hun sagde de fem ord, han aldrig havde ventet skulle komme fra hende: Jeg har brug for dig.

Jeffrey drejede til venstre ud af universitetets port og kørte sin Lincoln op ad Main Street mod restauranten. Foråret var kommet tidligt i år, og træerne blomstrede allerede som en hvid himmel over vejen. Kvinderne fra haveklubben havde plantet tulipaner i små kummer langs fortovet, og et par unge mennesker fra gymnasiet var ude for at feje fortovet i stedet for at tilbringer tiden med at læse lektier. Ejeren af tøjforretningen havde stillet tøjstativer ud på fortovet, og isenkræmmeren havde stillet et lille lysthus og en hængesofa og andet ud. Jeffrey vidste, at alt det ville stå i skarp kontrast til det, han ville få at se i restauranten.

Han rullede vinduet ned og lod den friske luft strømme ind i den beklumrede bil. Slipset strammede, og uden at tænke over det hev han det af. Han blev ved med at høre Saras ord for sig og prøvede at få mere ud af dem end de kolde kendsgerninger. Sibyl Adams var blevet stukket ned; myrdet i restauranten.

Selv efter tyve år i politiet blev Jeffrey stadig rystet over den slags nyheder. Han havde tilbragt halvdelen af sin karriere i Birmingham i Alabama, hvor et mord ikke kom som en overraskelse. Der gik ikke en uge, hvor han ikke blev kaldt ud for at undersøge mindst tre dødsfald, og de fleste af dem skyldtes Birminghams utrolige fattigdom: Narkohandler, der var gået skævt, husspektakler, hvor pistolerne sad løst. Hvis Sara havde ringet fra Madison eller Avondale, ville Jeffrey ikke være blevet så overrasket. Narko og bandevold var et stadig stigende problem i de byer. Heartsdale var juvelen af de tre byer. I de sidste ti år havde den eneste suspekte sag med dødelig udgang i Heartsdale været en ældre dame, der fik en hjerteslag, da hun fangede sit barnebarn i at stjæle sit fjernsyn.

»Chef!«

Jeffrey tog sin radio. »Ja?«

Det var Marla Simms, telefondamen på politistationen. »Jeg har sørget for de ting, du ønskede.«

»Fint,« svarede han. »Radiotavshed indtil videre.«

Marla tav. Hun stillede ikke det mest åbenlyse spørgsmål. Heartsdale var stadig en lille by, og selv på stationen var der folk, som ikke kunne holde mund. Jeffrey ville gerne lægge låg på denne sag så længe som muligt.

»Forstået?« spurgte Jeffrey.

»Ja, sir,« svarede hun endelig.

Jeffrey stak mobiltelefonen i frakkelommen, da han steg ud af bilen. Kriminalassistent Frank Wallace stod allerede uden for restauranten.

»Er der gået nogen ind eller ud?« spurgte Jeffrey.

Frank rystede på hovedet. »Brad er omme ved bagdøren,« sagde han. »Alarmen er slået fra. Jeg går ud fra, at slynglen brugte bagdøren.«

Jeffrey kiggede op og ned ad gaden. Betty Reynolds, der ejede billigbutikken, var i gang med at feje fortovet, mens hun kastede mistænksomme blikke over mod restauranten. Der ville snart komme folk til, om ikke af nysgerrighed, så af sult.

Jeffrey vendte sig om mod Frank. »Er der ingen, der har set noget?«

»Intet,« bekræftede Frank. »Hun gik herover hjemmefra. Pete siger, hun kommer hver mandag efter frokostmylderet.«

Jeffrey fremtvang et nik og gik ind i restauranten. Grant Filling Station var midtpunktet på Main Street. Der så næsten ud, som der havde gjort den dag, Pete åbnede restauranten. Den var indrettet med store, røde båse, hvidprikkede bordplader, kromgelændere og holdere til sugerør. Selv de de hvide linoleumsfliser var fra dengang, men nu var det så slidt adskillige steder, at man kunne se det rå gulv nedenunder. Jeffrey havde spist frokost her næsten hver dag i ti år. Det var et rart, næsten hjemligt sted at komme, når man havde tilbragt dagen med at arbejde blandt byens bærme. Han så sig om i restauranten og vidste med sig selv, at det aldrig mere ville være det samme for ham.

Tessa Linton sad ved bordet med hænderne for ansigtet. Pete Wayne sad over for hende og stirrede tomt ud ad vinduet. Det var første gang bortset fra den dag, rumfærgen Challenger var eksploderet, at Jeffrey så ham inde i restauranten. Han havde stadig håret redt op over issen, så hans ansigt så længere ud, end det var.

»Tessa?« sagde Jeffrey og lagde en hånd på hendes skulder. Hun lænede sig ind mod ham og græd. Jeffrey strøg hende over håret og nikkede til Pete.

Pete Wayne var ellers altid en munter mand, men i dag så han dybt chokeret ud. Han bemærkede knap nok Jeffrey, men blev bare ved med at stirre ud ad vinduerne ud til gaden. Hans læber bevægede sig lidt, men der kom ikke en lyd fra ham.

De var alle tavse et øjeblik, og så rettede Tessa sig op. Hun fumlede for at få en serviet ud af holderen, men Jeffrey rakte hende sit lommetørklæde. Han ventede, til hun havde pudset næse, og spurgte så: »Hvor er Sara?«

Tessa lagde lommetørklædet sammen. »Hun er stadig ude på dametoilettet. Jeg ved ikke …« Tessas stemme var ved at knække over. »Der var så meget blod. Hun ville ikke lade mig komme ind.«

Han nikkede og strøg hendes hår væk fra ansigtet. Sara var meget beskyttende over for sin lillesøster, og det havde i løbet af deres ægteskab smittet af på Jeffrey. Selv efter de var blevet skilt, følte Jeffrey stadig, at Tessa og hendes forældre var hans familie.

»Kan du klare dig?« spurgte han.

Hun nikkede. »Ja, gå du bare derud. Hun har brug for dig.«

Bemærkningen ramte ham, men han forsøgte at lade som ingenting. Hvis ikke det var, fordi Sara var retsmediciner, ville han aldrig se hende. Det sagde en hel del om deres forhold, at der skulle et dødsfald til, før hun ville være i stue med ham.

Da Jeffrey gik hen mod toiletterne, var det, som om rædslen sneg sig ind på ham. Han vidste, at der var sket noget grusomt. Han vidste, at Sibyl Adams var blevet myrdet. Men ellers vidste han ikke, hvad han kunne forvente at se, når han åbnede døren til dametoilettet. Og det, han så, tog fuldstændig vejret fra ham.

Sara sad midt i rummet med Sibyl Adams’ hoved i sit skød. Der var blod over alt, blod over liget, over Sara, hvis skjorte og bukser sejlede i blod, som om der var en, der havde oversprøjtet hende. Der var blodige mærker efter sko og hænder overalt på gulvet, som om der havde været et vældigt slagsmål.

Jeffrey blev stående et øjeblik i døren og prøvede at fatte det – og prøvede at få hold på sig selv.

»Luk døren,« hviskede Sara. Hun holdt Sibyl på panden.

Han gjorde, som hun bad ham, og holdt sig i udkanten af rummet. Der var naturligvis en række indlysende spørgsmål, han burde stille, men noget i ham ønskede ikke at kende svarene. Noget i ham ønskede bare at tage Sara ud fra det her rum, sætte hende ind i bilen og køre, indtil ingen af dem længere kunne huske hverken synet eller lugten af dametoilettet. Der hang en lugt af vold i luften, som satte sig makabert og klæbrigt i hans hals. Han følte sig besudlet bare ved at stå der.

»Hun ligner Lena,« sagde han til sidst. Det var Sibyl Adams’ tvillingesøster, der var kriminalbetjent under Jeffrey. »Et kort sekund troede jeg … »Han rystede på hovedet ude af stand til at fortsætte.

»Lena har længere hår.«

»Ja,« svarede han. Han kunne ikke få blikket fra offeret. Jeffrey havde set en del grufulde ting i sin tid, men han havde aldrig selv kendt offeret for en voldsforbrydelse. Det var ikke, fordi han kendte Sibyl Adams særlig godt, men i en så lille by som Heartsdale kendte alle hinanden.

Sara rømmede sig. »Har du fortalt Lena det?«

Spørgsmålet ramte ham som et knytnæveslag. To uger efter at han var blevet udnævnt til politimester, havde han hentet Lena Adams til sin styrke lige fra politiskolen i Macon. I de første år havde hun, ligesom Jeffrey, været en udenforstående. Otte år senere havde han udnævnt hende til kriminalbetjent, så hun var som kun treogtrediveårig den yngste kriminalbetjent og den eneste kvinde på holdet. Og nu var hendes søster blevet myrdet kun et par meter fra politistationen. Han følte et personligt ansvar, der nærmest virkede kvælende.

»Jeffrey?«

Jeffrey trak vejret dybt ind og åndede langsomt ud. »Hun er kørt ud til Macon med noget bevismateriale,« svarede han endelig. »Jeg har fået fat i en patruljevogn og bedt dem køre hende herhen.«

Sara så på ham. Hendes øjne var rødrandede, men hun havde ikke grædt. Det var Jeffrey glad for, for han vidste, at hvis han nogen sinde så hende græde, ville han føle sig helt knust indvendig.

»Vidste du, at hun var blind?« spurgte hun.

Jeffrey lænede sig mod væggen. Det havde han glemt.

»Hun så ikke, hvad der ville ske,« hviskede Sara. Hun bøjede hovedet og så på Sibyl. Jeffrey vidste som sædvanlig ikke, hvad Sara tænkte. Han besluttede sig til at vente, til hun sagde noget. Men hun havde brug for lidt tid til at samle tankerne.

Han stak hænderne i lommen og så undersøgende rundt i rummet. Der var to båse med trædøre over for en håndvask, der var så gammel, at der var to vandhaner, en til koldt og en til varmt vand. Ovenover hang der et spejl med matte pletter og skårede hjørner. Rummet var vel ikke mere end seks meter på hver led, og de små sorte og hvide fliser på gulvet fik det til at virke endnu mindre. Det mørke blod på gulvet gjorde det ikke bedre. Jeffrey havde aldrig lidt af klaustrofobi, men Saras tavshed fyldte rummet. Han kiggede op i loftet, som for at skabe lidt mere rum.

Endelig talte Sara. Hendes stemme lød nu stærkere og mere sikker. »Hun sad på toilettet, da jeg fandt hende.«

Der var ikke andet, Jeffrey kunne gøre, så han tog en notesbog med spiralryg frem, greb en kuglepen fra brystlommen og begyndte at skrive, mens Sara fortalte, hvad der var sket. Hendes stemme lød monoton, og hun beskrev Sibyls død i kliniske detaljer.

»Så bad jeg Tessa om at hente min mobiltelefon.« Hun holdt inde, og Jeffrey besvarede hendes uudtalte spørgsmål.

»Hun har det godt,« forsikrede han hende. »Jeg ringede til Eddie på vej herover.«

»Fortalte du ham, hvad der var sket?«

Jeffrey prøvede at smile. Saras far var ikke en af hans største fans. »Han smed i det mindste ikke røret på.«

Sara ikke så meget som smilede, men endelig mødte hun Jeffreys blik. Der var en blidhed i hendes øjne, som han ikke havde set i årevis. »Jeg er nødt til at foretage de indledende undersøgelser, bagefter kan vi overføre hende til lighuset.«

Jeffrey stak notesbogen i lommen, mens Sara blidt lod Sibyls hoved glide ned på gulvet. Hun sad på hug og tørrede sine hænder af bag på sine bukser.

»Jeg vil have hende gjort i stand, før Lena ser hende,« sagde hun.

Jeffrey nikkede. »Hun kan først være her om to timer. Det burde være tid nok.« Han pegede på toiletdøren. Låsen var brækket op. »Var låsen sådan, da du fandt hende?«

»Sådan har låsen været, siden jeg var syv år,« sagde Sara og pegede på sin taske, der stod ved siden af døren. »Ræk mig lige et par handsker.«

Jeffrey åbnede tasken og forsøgte at undgå at få blod på håndtaget. Han tog et par latexhandsker op af en af lommerne i tasken. Da han vendte sig om, stod Sara ved ligets fødder. Hendes ansigtsudtryk havde ændret sig, og på trods af alt blodet på hendes tøj så hun ud til at genvundet sin selvkontrol.

Alligevel følte Jeffrey, at han måtte spørge hende: »Er du sikker på, at du vil gøre det? Vi kan ringe efter en fra Atlanta.«

Sara rystede på hovedet, mens hun med professionelle bevægelser tog handskerne på. »Jeg vil ikke have en fremmed til at røre hende.«

Jeffrey forstod, hvad hun mente. Dette var byens sag. Byens folk ville selv tage sig af hende.

Sara satte hænderne i siden, mens hun gik rundt om liget. Han vidste, at hun prøvede at lægge afstand til det, så hun kunne få et objektivt overblik. Jeffrey opdagede, at han stod og betragtede sin ekskone. Sara var en høj kvinde, knap 1,80, med mørkegrønne øjne og mørkerødt hår. Han faldt hen i minderne om, hvor dejligt det havde været at være sammen med hende, da han blev revet tilbage til virkeligheden ved et skarpt tonefald i hendes stemme.

»Jeffrey?« Hun sendte ham et barsk blik.

Han stirrede på hende. Han vidste, at hans tankeflugt havde bragt ham til et tryggere sted.

Hun fastholdt hans blik et øjeblik og vendte sig så om mod båsen. Jeffrey tog et par handsker fra hendes taske og trak dem på, mens hun talte.

»Som jeg sagde,« begyndte Sara, »så sad hun på toilettet, da jeg fandt hende. Hun faldt ind over mig, og vi endte på gulvet, hvor jeg vendte hende om på ryggen.«

Sara løftede Sibyls hænder og tjekkede hendes fingernegle. »Der er ikke noget her. Jeg går ud fra, at hun må være blevet overrasket og ikke vidste, hvad der foregik, før det var for sent.«

»Tror du, det gik hurtigt?«

»Ikke så hurtigt. Men hvad han end gjorde, så virker det planlagt på mig. Hele sceneriet så rent ud, indtil jeg kom. Hun ville have forblødt på toilettet, hvis jeg ikke var kommet.« Sara så væk. »Eller måske ikke, hvis jeg ikke var kommet for sent til frokosten.«

Jeffrey forsøgte at trøste hende. »Det kunne du jo ikke vide.«

Hun trak på skuldrene. »Der er nogle mærker på hendes håndled, dér, hvor de ramte handicapgelænderne. Og …« – hun spredte Sibyls ben en anelse – »… se, også her på hendes ben.«

Jeffreys blik fulgte Saras finger. Der var afskrabninger i knæhaserne. »Hvad er det?« spurgte han.

»Toiletsædet,« svarede hun. »Underkanten er temmelig skarp. Jeg går ud fra, at hun må have presset benene ind mod det, mens hun kæmpede. Man kan se lidt af huden på sædet.«

Jeffrey kiggede over på toiletsædet og så tilbage på Sara. »Tror du, han skubbede hende tilbage på toilettet og så stak hende?«

Sara svarede ikke. Hun pegede i stedet for på Sibyls krop. »Snittet er ikke særlig dybt, kun på midten af korset,« forklarede hun og pressede mod maven, så såret åbnede sig, og han kunne se, hvad hun mente. »Jeg tror, det var en tveægget kniv. Man kan se en V form på hver side af stiksåret.« Sara lod med lethed sin pegefinger glide ind i såret. Der lød en sugende lyd, da hun gjorde det, og Jeffrey måtte synke en ekstra gang og dreje hovedet væk. Da han igen vendte sig om, så han, at Sara kiggede spørgende på ham.

»Er der noget galt?« spurgte hun.

Han rystede på hovedet. Han turde ikke åbne munden.

Hun lod sin finger køre langs randen af såret i Sibyl Adams’ bryst. Blodet sivede ud. »Jeg vil mene, at knivsbladet må være mindst ti centimeter bredt,« konkluderede hun, mens hun så på ham. »Bliver du dårlig?«

Han rystede igen på hovedet, selv om lyden fik det til at vende sig i hans mave.

Sara tog fingeren ud af såret og fortsatte. »Det må have været en meget skarp kniv. Der er ingen tøven i snittet, så som jeg sagde, han vidste, hvad han ville gøre, da han begyndte.«

»Men hvad gjorde han?«

Hun lød rolig og velovervejet. »Han skar hendes mave op. Hans snit var meget sikre, et nedad og et på tværs, og så et dybt stik i brystet. Jeg vil tro, at det var dødsstødet. Dødsårsagen vil sikkert lyde på forblødning.«

»Det vil sige, hun blødte ihjel?«

Sara trak på skuldrene. »Ja, det er mit bedste bud lige nu. Hun blødte ihjel. Det tog nok omkring ti minutter. Kramperne kom af chokket.«

Jeffrey kunne ikke undertrykke en gysen. Han pegede på såret. »Det er et kors, ikke?«

Sara så nøje på snittene. »Ja, det vil jeg mene. Det kan jo faktisk ikke være andet, vel?«

»Tror du, det kan være et eller andet religiøst budskab?«

»Hvem ved, når det drejer sig om voldtægt?« sagde hun, men holdt inde da hun så hans ansigtsudtryk. »Hvad er der?«

»Blev hun voldtaget?« spurgte han og stirrede på Sibyl Adams for at finde tegn på voldtægt. Der var ingen mærker på hendes lår eller rifter på underlivet. »Fandt du tegn på det?«

Sara tav et øjeblik, men sagde så: »Nej. Jeg mener, jeg ved det ikke.«

»Hvad fandt du?«

»Ingenting.« Hun rev sine handsker af. »Kun det jeg har fortalt dig. Jeg vil gøre mine undersøgelser færdig i lighuset.«

»Jeg forstår ikke …«

»Jeg ringer til Carlos, så han kan komme og hente hende,« sagde hun. Det var hendes assistent i lighuset. »Kom over til mig, når du er færdig her, ikke?« Han svarede ikke, så hun fortsatte. »Jeg ved faktisk ikke, om hun er blevet voldtaget, Jeffrey. Jeg gættede bare.«

Jeffrey anede ikke, hvad han skulle sige. Men han vidste, at hans ekskone ikke bare gættede ud i den blå luft. »Sara?« spurgte han. »Har du det godt?«

Sara lo en glædesløs latter. »Om jeg har det godt?« gentog hun. »Du godeste, Jeffrey, sikke et spørgsmål.« Hun gik hen til døren, men åbnede den ikke. Da hun talte, kom det klart og koncist. »Du skal finde den, der har gjort det.«

»Det ved jeg.«

»Nej, Jeffrey.« Sara vendte sig om og stirrede gennemborende på ham. »Det var et rituelt overgreb, ikke et tilfældigt overfald. Se på hendes krop. Se, hvordan hun blev efterladt her.« Sara holdt inde, men fortsatte så: »Den, der myrdede Sibyl Adams, havde planlagt det med koldt blod. Han vidste, hvor han kunne finde hende. Han fulgte efter hende ud på dametoilettet. Det er et forsætligt mord udført af en, der ønsker at give et budskab.«

Han følte sig en smule svimmel, da det gik op for ham, at hun havde ret. Han vidste nøjagtigt, hvad hun talte om. Det var ikke en amatørs udtalelse. Hvem der end havde gjort det her, var vedkommende sikkert i dette øjeblik ved at forberede sig på noget endnu mere bestialsk.

Det var åbenbart ikke gået op for Sara, at han havde forstået hende. »Tror du, han stopper ved det ene overfald?«

Denne gang tøvede Jeffrey ikke med sit svar. »Nej.«

3

Lena Adams rynkede panden, mens hun blinkede med det lange lys ad den blå Honda Civic, der kørte foran hende. De anviste hastighedsbegrænsninger på denne strækning af motorvejen Interstate-20 var 100, men Lena opfattede, som de fleste indbyggere i Georgia, at skiltene mere var en henstilling til turister, der var på vej til og fra Florida. Og Hondaens nummerplade viste, at den var fra Ohio.

»Kør nu,« stønnede hun og kiggede på speedometeret. Hun var klemt inde mellem en kæmpelastbil til højre og nordstatsfyren i Hondaen foran, som åbenbart var fast besluttet på at køre kun lige over hastighedsgrænsen. Lena ønskede, at hun havde taget en af patruljevognene. Ikke alene var de hurtigere end hendes Toyota Celica, men man kunne også nyde at ryste skidtet løs hos fartsynderne.

Som ved et mirakel sænkede lastbilen farten og lod Hondaen køre ind foran. Lena vinkede muntert, da nordstatsfyren gav hende fingeren. Hun håbede, han havde lært noget. Det var ren Darwinisme at køre igennem Sydstaterne.

Celicaens speedometer kravlede op på 135, da hun satte farten op på vej ud af Macon. Lena tog et bånd ud af kassetten. Sibyl havde indspillet noget speciel musik til hende til hjemturen. Lena stak båndet i afspilleren og smilede, da hun hørte, at det første var Joan Jett’s Bad Reputation. Det havde været søstrenes yndlingsmelodi i gymnasiet, og de havde tilbragt mange nætter med at køre stærkt ud ad landevejene, mens de skrålede »I don’t give a damn about my bad reputation«. Takket være en bums af en onkel blev pigerne betragtet som udskud, uden de fordele det gav at være halvfattig eller frynsegoderne ved at have en halvspansk mor – de var bare hæderlige.

Det kunne stort set kun betragtes som kurerarbejde at aflevere bevismateriale til laboratoriet hos GBI – Georgia Bureau of Investigation – i Macon, men Lena var glad for opgaven. Jeffrey havde sagt, at hun kunne bruge en dag eller to til at køle ned; det var hans udtryk for, at hun skulle styre sit temperament. Frank Wallace og Lena havde stadig nogle sammenstød over det problem, der lige fra begyndelsen havde præget deres makkerskab. Frank var 58 år gammel, og han brød sig ikke om at få kvinder ind i politistyrken og da slet ikke som makker. Han forsøgte konstant at holde Lena uden for efterforskningerne, og hun forsøgte konstant at tiltvinge sig adgang. En af dem måtte give sig. Der var kun to år, til Frank skulle på pension, så Lena vidste, at hun ikke ville blive den, der bøjede af først.

I grunden var Frank en rar fyr. Han havde, som alle, der var kommet lidt op i årene, sine særheder, men han var stadig en effektiv kriminalassistent. På gode dage forstod hun egentlig godt, at hans arrogante attitude intet havde at gøre med selvtilfredshed. Han var den type, der åbnede døre for kvinder og tog sin hat af, når han var indendørs. Han var oven i købet frimurer i den lokale loge. Han var ikke den type, der ville lade sin kvindelige makker lede et forhør og da slet ikke stå i forreste række under en razzia. På dårlige dage ønskede hun bare at låse ham inde i hans garage med bilmotoren kørende.

Jeffrey havde ret i, at hun trængte til et par dage til at køle af i. Lena ankom i god tid til Macon. Hun havde på grund af Celicaens V-6-motor kunnet skære en halv time af køretiden. Hun kunne godt lide sin chef, som var en direkte modsætning til Frank Wallace. Frank kørte på instinktet, mens Jeffrey brugte hovedet. Jeffrey følte sig godt tilpas blandt kvindelige medarbejdere og havde intet imod, at de luftede deres meninger. Og den kendsgerning, at han fra dag et havde oplært hende til hendes job som kriminalbetjent, var ikke spildt på hende. Jeffrey havde ikke bare udnævnt hende for at opfylde en ligeberettigelseskvote hos Grant County Politi eller for at fremhæve sig selv i forhold til sin forgænger; det her var Grant County, der trods alt først for alvor var kommet på landkortet for halvtreds år siden. Jeffrey havde forfremmet Lena, fordi han respekterede hendes arbejde og gode forstand. Det havde intet at gøre med, at hun var kvinde.

»Shit!« hvæsede Lena, da hun i bakspejlet fik øje på de blå blink. Hun sænkede farten og trak ind til siden, da Hondaen overhalede hende. Nordstatsfyren satte hornet i bund og vinkede til hende. Nu var det Lenas tur til at give Ohio-fyren fingeren.

Betjenten i statspolitiets patruljevogn tog sig god tid til at stige ud af bilen. Lena vendte sig om og tog sin taske på bagsædet og rodede i den for at finde sit skilt. Da hun vendte sig om, så hun til sin overraskelse, at betjenten stod ved bagenden af hendes bil. Hans ene hånd lå på pistolen, og hun bandede over, at hun ikke havde ventet, til han kom over til bilen. Han troede sikkert, at hun ledte efter en pistol.

Lena lagde skiltet i sit skød og stak hænderne i vejret. »Undskyld,« råbte hun ud ad vinduet.

Betjenten gik tøvende et skridt frem, og hans kæbemuskler arbejdede, mens han gik hen til bilen. Han tog sine solbriller af og kiggede indgående på hende.

»Hør nu her,« sagde hun stadig med hænderne i vejret. »Jeg er på arbejde.«

Han afbrød hende. »Er De kriminalbetjent Lena Adams?«

Hun sænkede armene og så spørgende på betjenten. Han var ret lille, men hans overkrop var muskuløs efter ihærdig styrketræning, sådan som små mænd ofte kompenserede for det, de manglede i højden. Hans arme var så kraftige, at de stod ud til siden, og knapperne på hans uniform var ved at sprænges.

»Ja, jeg er Lena,« sagde hun og stirrede på hans navneskilt. »Kender vi hinanden?«

»Nej,« svarede han og tog solbrillerne på. »Vi er blevet ringet op af Deres chef. Jeg er blevet bedt om at eskortere Dem tilbage til Grant County.«

»Hvad siger De?« spurgte Lena. Hun troede ikke sine egne ører. »Min chef? Jeffrey Tolliver?«

Han nikkede kort. »Ja.« Hun nåede ikke at stille ham flere spørgsmål, før han var på vej tilbage til sin bil. Lena ventede, til han havde startet den, og kørte så ud på vejen efter ham. Han satte hurtigt farten op og nåede næsten 145 i timen på få øjeblikke. De passerede den blå Honda Civic, men Lena var ligeglad. Det eneste, hun tænkte på, var, hvad hun mon havde gjort denne gang.

4

Heartsdale Hospital, der lå for enden af Main Street, så ikke nær så imponerende ud, som navnet antydede. Det bestod af to etager og var kun udstyret til at tage sig af de hudafskrabninger og dårlige maver, som ikke kunne vente til de praktiserende lægers konsultationstid. Der lå et større hospital omkring tredive minutters kørsel væk i Augusta, hvor man behandlede de alvorlige tilfælde. Det var kun på grund af lighuset, der lå i hospitalets kælder, at man ikke for længe siden havde revet det ned og indrettet det til kollegium for studenter.

Hospitalet var blevet opført ligesom resten af byen, under byens økonomiske opsving i 1930’rne. De to etager var siden blevet moderniseret, men lighuset var åbenbart ikke af større betydning for hospitalets bestyrelse. Væggene var beklædt med lyseblå fliser, som var så gamle, at de igen var ved at blive moderne. Gulvene var dækket af skakmønstret linoleum i grønt og brunt. Loftet havde adskillige gange været udsat for vandskader, og kun en del af dem var udbedret. Det kliniske udstyr var gammeldags, men det fungerede.

Saras kontor lå i den bageste ende, kun adskilt fra resten af lighuset af en glasvæg. Hun sad bag sit skrivebord og stirrede ud ad vinduet, mens hun prøvede at samle sine tanker. Hun koncentrerede sig om den hvide støj i lighuset: den brummende lyd fra luftkompressoren på fryseren og den sjaskende lyd fra vandslangen, mens Carlos spulede gulvet. Lokalerne lå under jordhøjde, så lydene blev absorberet og ikke afledt. Sara følte sig på en mærkelig måde trøstet af de velkendte splaskende og brummende lyde. Den skarpe kimen fra telefonen flængede stilheden.

»Sara Linton,« sagde hun. Hun regnede med, det var Jeffrey, men det var hendes far.

»Hej, skat.«

Sara smilede, og en glæde gennemstrømmede hende ved at høre Eddie Lintons stemme. »Hej, far.«

»Nu skal du høre en vittighed, der lige er noget for dig.«

»Øh, ja?« Hun forsøgte at lyde glad. Hun vidste, at hendes far altid afværgede stress med humor. »Lad mig høre.«

»En børnelæge, en advokat og en præst var om bord på Titanic, da den begyndte at synke,« begyndte han. »Først siger børnelægen: ‘Red børnene.’ Så siger advokaten: ‘Skråt op med børnene!’ Hvortil præsten svarer: ‘Har vi tid til det?’«

Sara lo, men mest for sin fars skyld. Nu blev han tavs. Han ventede på, at hun skulle sige noget. »Hvordan har Tessa det?« spurgte hun.

»Hun hviler sig,« svarede han. »Men hvad med dig?«

»Åh, det går.« Sara tegnede små cirkler på sin kalender. Hun var normalt ikke den, der sad og tegnede små kruseduller, men hun kunne ikke holde sine hænder i ro. Hun var syg efter at se i tasken, om Tessa havde husket at lægge postkortet derned, men ønskede alligevel ikke at vide, hvor det var.

Eddie afbrød hendes tanker. »Mor siger, at du skal komme til morgenmad i morgen.«

»Ja?« spurgte Sara og tegnede firkanter over cirklerne.

Han forsøgte at lyde munter. »Ja, vi skal have, ristet brød, æg og bacon.«

»Hej,« lød det fra Jeffrey.

Sara kiggede op med et sæt, så hun tabte kuglepennen. »Åh, du forskrækkede mig,« sagde hun og sagde så til sin far: »Hør, far, Jeffrey er kommet …«

Eddie Linton kom med en række uforståelige lyde. I hans øjne var der ikke noget galt med Jeffrey Tolliver, som en mursten i hovedet ikke kunne ordne.

»Det er i orden,« sagde Sara i telefonen og sendte Jeffrey et afmålt smil. Han stod og kiggede på skiltet på glasdøren, hvor hendes far havde sat et stykke hvid tape over Tolliver og skrevet Linton med en sort pen. Efter at Jeffrey havde bedraget Sara med den eneste skiltemager i byen, var det tvivlsomt, om det nogen sinde ville blive lavet professionelt.

»Far,« afbrød Sara, »vi ses i morgen.« Hun lagde røret på, før han fik et ord indført.

»Må jeg gætte på, at du skulle hilse mig?« spurgte Jeffrey.

Sara ignorerede spørgsmålet. Hun ville ikke ind i en personlig snak med Jeffrey. Han syltede hende ind i tomme løfter for at få hende til at tro, at han var en normal mand, der både var ærlig og altid bakkede hende op. Men i det øjeblik, Sara tog ham til nåde, ville han glemme, at han havde lovet bod og bedring, og beklageligvis ville han sikkert snart være i gang med et nyt sidespring.

»Hvordan har Tessa det?« spurgte han.

»Fint,« svarede Sara og hev sine briller op af tasken. Hun tog dem på og spurgte: »Hvor er Lena?«

Han så på væguret. »Hun skulle være her om en times tid. Frank giver mig besked ti minutter før, hun kommer.«

Sara strammede snoren i hospitalsbukserne. Hun havde taget bad på hospitalet og lagt sit blodige tøj i en æske, hvis det skulle fremlægges i retten.

»Har du tænkt over, hvad du vil sige til hende?« spurgte hun.

Han rystede på hovedet. »Jeg håber, vi har noget mere konkret, før jeg taler med hende. Lena er kriminalbetjent, hun vil have svar.«

Sara lænede sig ind over skrivebordet og bankede på glasruden. Carlos så op. »Du kan godt gå nu,« sagde hun. Så henvendte hun sig til Jeffrey og forklarede: »Han skal op med blod- og urinprøver til laboratoriet. De vil analysere det i aften.«

»Fint.«

Sara satte sig igen. »Fandt du noget på dametoilettet?«

»Vi fandt hendes stok og briller bag toiletkummen. De var tørret af.«

»Hvad med døren ind til toilettet?«

»Ingenting,« sagde han. »Ja, selvfølgelig var der fingeraftryk på den. Hver eneste kvinde i byen er gået ind og ud derfra. Da jeg sidst spurgte Matt, var der over halvtreds forskellige fingeraftryk.« Han tog et par polaroidbilleder op af lommen og lagde dem på bordet. Det var nærbilleder af liget, der lå på gulvet, og billeder af Saras blodige sko- og håndaftryk.

Sara tog et af dem op. »Jeg går ikke ud fra, at det har hjulpet, at jeg ødelagde gerningsstedet.«

»Du havde jo ikke noget valg.«

Hun holdt sine tanker for sig selv og lagde fotografierne i en logisk rækkefølge.

Så gentog han hendes tidligere udlægning. »Hvem der end gjorde det her vidste, hvad han gjorde. Han vidste, at hun ville gå alene på restauranten. Han vidste, at hun var blind. Han vidste, at der ikke ville være et øje i restauranten på det tidspunkt.«

»Tror du, han ventede på hende?«

Jeffrey trak på skuldrene. »Det ser sådan ud. Han kom rimeligvis ind ad bagdøren og gik ud ad den bagefter. Pete havde slået alarmen fra, fordi de luftede ud.«

»Ja,« sagde hun og kom til at tænke på, at døren for det meste stod åben.

»Det vil sige, at vi leder efter en, der kendte hendes rutiner, ikke? Og en eller anden, der var bekendt med indretningen i restauranten.«

Sara havde ikke lyst til at besvare hans spørgsmål, fordi det indikerede, at morderen var en, der boede i Heartsdale, en, der kendte folk og byen på en måde, som kun en indbygger gjorde. Hun gik i stedet for om på den anden side af skrivebordet til metalskabet. Hun tog en ren laboratoriekittel frem og tog den på. »Jeg har allerede taget røntgenbilleder og tjekket hendes tøj. Nu er hun klar til resten,« sagde hun.

Jeffrey vendte sig om og stirrede på obduktionsbordet, der stod i midten af lighuset. Sara kiggede også og syntes, at Sibyl Adams så meget mindre ud i døden, end da hun var i live. Selv Sara kunne ikke vænne sig til, hvordan døden på en eller anden måde gjorde folk mindre.

»Kendte du hende godt?« spurgte Jeffrey.

Sara grublede lidt over hans spørgsmål. »Ja, det tror jeg,« svarede hun endelig. »Vi var begge inviteret til at tale om vores job for en klasse i gymnasiet. Og så løb vi ind i hinanden en gang imellem på biblioteket.«

»Biblioteket?« udbrød Jeffrey. »Jeg troede, hun var blind.«

»Jeg går ud fra, at de har lydbøger.« Hun gik hen foran ham og lagde armene over kors. »Hør her, jeg er nødt til at fortælle dig, at Lena og jeg havde en uoverensstemmelse for et par uger siden.«

Han så overrasket ud. Sara var egentlig også selv overrasket. Der var kun ganske få mennesker i byen, hun ikke kom ud af det med. Men Lena var så absolut en af dem.

»Hun ringede til Nick Shelton hos GBI og spurgte efter en toksikologisk rapport vedrørende en sag,« forklarede Sara.

Jeffrey rystede langsomt og uforstående på hovedet. »Hvorfor?«

Sara trak på skuldrene. Hun kunne stadig ikke forstå, hvorfor Lena havde omgået hende og var gået direkte til Nick Shelton, som alle vidste, at Sara havde et godt arbejdsforhold til. Han var GBI’s kontaktmand for Grant County.

»Og så?« pressede Jeffrey.

»Jeg ved ikke, hvad Lena troede, hun kunne opnå ved at kontakte Nick direkte. Vi fik talt ud om det uden blodsudgydelser, men jeg vil ikke sige, at vi skiltes som venner.«

Jeffrey trak på skuldrene som for at sige »Hvad kan jeg gøre ved det?« Lena havde aldrig været bleg for at give folk tørt på. Og da Sara og Jeffrey var gift, havde han ofte givet udtryk for sin bekymring over Lenas heftige temperament.

»Hvis hun blev … »Han holdt inde et øjeblik. »Hvis hun blev voldtaget, Sara. Nej, jeg ved ikke.«

»Lad os hellere få begyndt,« svarede Sara hurtigt og gik forbi ham ind i lighuset. Hun gik hen til skabet for at finde en operationskittel. Men så standsede hun eftertænksomt med hånden på håndtaget. Hun tænkte tilbage på deres samtale og undrede sig over, hvordan den lige så stille havde ændret sig fra at være en professionel gennemgang af mordet til, at Jeffreys vrede over, at Sibyl ikke bare var blevet myrdet, men også voldtaget.

»Hvad er der i vejen, Sara?« spurgte han.

Sara følte et stik af vrede over hans spørgsmål. »Hvad der er i vejen?« Hun fandt kitlen og smækkede døren i, så metalrammen rystede. Sara vendte sig om, mens hun åbnede den sterile pose. »Det, der er i vejen, er, at du bliver ved med at spørge, hvad der er i vejen, når enhver idiot kan se, hvad der er i vejen.« Hun rev kitlen op af posen. »Tænk dig om, Jeffrey. En kvinde døde bogstavelig talt i mine arme i dag. Det var ikke en fremmed, det var en, jeg kendte. Jeg burde være derhjemme nu og tage et bad eller gå tur med hunden, men i stedet for er jeg her og skal til at skære hende op – mere end hun allerede er – så jeg bagefter kan fortælle dig, om du skal begynde at anholde alle de perverse udskud i byen.«

Hendes hænder rystede af vrede, mens hun kæmpede for få kitlen på. Hun kunne ikke nå det ene ærme, og da hun vendte sig for at få fat i det, var Jeffrey der allerede for at hjælpe hende.

»Jeg kan selv,« snerrede hun til ham.

Han stak hænderne i vejret med håndfladen mod hende som tegn på overgivelse. »Undskyld.«

Sara fumlede med snorene i kitlen og endte med at få dem viklet ind i hinanden. »Shit,« hvæsede hun og prøvede at løse dem op.

»Jeg kan få Brad til at lufte hundene,« tilbød Jeffrey.

Sara lod opgivende hænderne falde. »Det er ikke det, det handler om, Jeffrey.«

»Det ved jeg godt,« svarede han og nærmede sig hende, som var hun en hund med hundegalskab. Han løste knuderne op, mens hun så til. Sara kiggede på hans hoved og bemærkede, at der havde indsneget sig lidt gråt i hans sorte hår. Hun ønskede, at hun med sin vilje kunne få ham til at trøste sig i stedet for bare at lave sjov med alting. Hun ønskede, at han som ved et trylleslag udviklede evnen til medfølelse. Men hun burde vide bedre efter ti år.

Han fik has på knuderne med et smil, som om han med sin enkle handling havde gjort alting bedre. »Sådan,« sagde han.

Han tog hende under hagen. »Du klarer det fint.« Det var en konstatering, ikke et spørgsmål.

»Ja,« svarede hun og trådte et skridt tilbage. »Jeg klarer mig.« Hun trak et par latexhandsker ud og vendte sig om mod sin opgave. »Lad os nu bare få det overstået, inden Lena kommer tilbage.«

Sara gik over til obduktionsbordet, der var boltet fast ude midt på gulvet. Sibyls lille krop lå indrammet af det smalle bords høje sider. Carlos havde lagt en sort gummipude ind under hendes hoved og et hvidt lagen over hende. Bortset fra det blå mærke ved hendes øje, kunne man tro, hun lå og sov.

»Åh herregud,« mumlede Sara, mens hun trak lagnet væk. Skaderne var blevet stærkt forværret, efter at liget var blevet flyttet, og enhver detalje trådte uhyggeligt tydeligt frem under det skarpe lys i lighuset. Der var to lange og skarpe snit, som formede et næsten perfekt kors. Huden rynkede på visse steder, og det tog hendes opmærksomhed væk fra det dybe sår i midten af korset. Post mortem-sår antog en mørk, næsten sort farve. Rifterne i Sibyl Adams hud gabede som små, våde, åbne munde.

»Hun havde ikke mange fedtdepoter,« forklarede Sara. Hun pegede på maven, hvor såret over navlen var mere åbent. Såret var dybere der, og huden var trukket til siderne som en for stram skjorte, hvor knapperne var sprunget. »Der er fæces i underste del af maveregionen, hvor knivsbladet har perforeret tarmene. Jeg ved ikke, om det er gjort med vilje, eller det var et uheld, at kniven gik så dybt. Det ser udspændt ud.«

Hun pegede med en finger langs sårranden. »Du kan se, at såret er større for enden af snittet. Måske har han drejet kniven. Vredet den rundt. Og …« Hun holdt inde, mens hun så vurderende på sårene. »Der er spor af afføring på hendes hånd og på gelænderne på toilettet. Jeg må gå ud fra, at da hun er blevet stukket, har hun først lagt hænderne på maven og så af en eller anden grund grebet fat i gelænderne.«

Hun kiggede på Jeffrey for at se, hvordan han klarede det. Han stod som stivnet og stirrede hypnotiseret på Sibyls krop. Sara vidste af erfaring, at ens underbevidsthed kunne spille en et puds og udviske indtrykket af vold. Det var også meget værre for Sara at se Sibyl nu end før.

Sara lagde sine hænder på Sibyls krop, og til hendes overraskelse var den varm endnu. Der var altid, også om sommeren, forholdsvis koldt i lighuset, fordi det lå under jordhøjde. Sibyl burde være meget koldere nu.

»Hvad er der, Sara?« spurgte Jeffrey.

»Ingenting,« svarede hun. Det var for tidligt at komme med gisninger. Hun pressede rundt om såret i midten af korset. »Det var en tveægget kniv,« begyndte hun. »Det må være en hjælp. De fleste knivstikkere bruger savtakkede jagtknive, er det ikke rigtigt?«

»Jo.«

Hun pegede på et mærke, der mindede om en solbrændt plet rundt om midtersåret. Efter at Sara havde vasket liget, kunne hun se meget mere, end der var blevet afsløret under den første undersøgelse på dametoilettet. »Det her stammer fra skæftet på kniven, det vil altså sige, at han stak den helt ind. Jeg regner med at finde hakker på rygraden, når jeg åbner hende. Jeg mærkede nogle uregelmæssigheder, da jeg følte på den. Der ligger rimeligvis nogle knogleflis derinde.«

Jeffrey tilkendegav med et nik, at hun kunne fortsætte.

»Hvis vi er heldige, opdager vi måske noget om knivsbladet. Men hvis ikke, kan det være, vi finder noget i mærket efter knivsskæftet. Jeg kan nå at fjerne et stykke af huden og bagefter sy det sammen, inden Lena ser hende.«

Hun pegede på stiksåret i midten af korset. »Det var et kraftigt stik, som jeg går ud fra, morderen foretog fra en stående position. Du kan se, at såret har en vinkel på femogfyrre grader.« Hun studerede såret indgående for at se, om hun kunne finde ud af noget mere. »Det ser ud til, at stikket i maven er anderledes end stikket i brystet. Det giver ingen mening.«

»Hvad mener du?«

»Stikkene har forskellige mønstre.«

»Hvordan?«

»Det kan jeg ikke sige,« svarede hun sandfærdigt. Hun lod det ligge og koncentrerede sig om såret i midten af korset. »Han har formodentlig stået lige foran hende med let bøjede ben, og så hævede han kniven …« – hun demonstrerede bevægelsen og hævede sin hånd – »… og stak den i hendes bryst.«

»Bruger han to knive?«

»Det kan jeg ikke sige,« indrømmede Sara og kiggede igen på såret i maven. Der var noget, der ikke stemte.

Jeffrey kløede sig på hagen, mens han studerede såret i brystet. »Hvorfor stak han hende ikke i hjertet?« spurgte han.

»Tja, for det første sidder hjertet ikke i midten af brystet, hvor han skulle stikke, hvis han ville ramme midten af korset. Det vil sige, der er en vis æstetik i hans valg. For det andet beskyttes hjertet af ribben og brusk. Han ville være nødt til at stikke hende adskillige gange for at komme igennem. Og det ville jo ødelægge korset, ikke?« Sara holdt inde. »Og hvis han stak hende i hjertet, ville der flyde en mængde blod. Det ville pumpe ud med utrolig hast. Det var måske det, han ville undgå.« Hun trak på skuldrene og så op på Jeffrey. »Han kunne selvfølgelig have stukket op under ribbenene, hvis han ville ramme hjertet. Men så skulle han også være heldig.«

»Mener du, at morderen havde et vist medicinsk kendskab?«

»Ved du, hvor hjertet sidder?« spurgte Sara.

Han lagde sin hånd over venstre bryst.

»Rigtigt. Og du ved også, at ribbenene ikke støder helt sammen midt for.«

Han klappede sig midt på brystet. »Hvad er det?«

»Brystbenet,« svarede hun. »Men snittet ligger lavere. Det ligger i spidsen af brystbenet. Og jeg ved ikke, om det er held eller beregning.«

»Og det betyder?«

»Det betyder, at hvis du er fast besluttet på at skære et kors i en eller andens krop og at stikke kniven lige i korsets midte, så er det det bedste sted, hvis du vil have kniven til at gå helt igennem. Brystbenet er delt i tre,« forklarede hun og brugte sit eget bryst til at illustrere det. »Manubrium, som er øverste del af brystbenet, fladen, som er hovedparten og så processus xiphodeus, spidsen af brystbenet. Af de tre er xiphodeus den blødeste. Især for en i hendes alder. Hvad er hun, i begyndelsen af trediverne?«

»Treogtredive.«

»Ligesom Tessa,« mumlede Sara og så i et glimt sin søster for sig. Hun fortrængte det hurtigt og koncentrerede sig igen om liget. »Processus xiphodeus forkalker med årene. Brusken bliver hårdere. Så hvis jeg skulle stikke en i brystet, var det der, jeg ville sætte mit kryds.«

»Måske ønskede han ikke at skære i hendes bryster.«

Sara overvejede et øjeblik. »Det virker mere personligt end det.« Hun ledte efter ordene. »Jeg ved ikke rigtigt, men jeg tror, at han ville ønske at skære hende i brysterne. Forstår du, hvad jeg mener?«

»Ja, især hvis det er seksuelt motiveret,« foreslog han. »Jeg mener, voldtægt handler mest om magt, ikke? Vrede mod kvinder, som han ønsker magt over. Hvorfor stak han hende der i stedet for et mere kvindeligt sted?«

»Voldtægt handler også om indtrængen,« sagde Sara. »Og det har han sandelig gjort. Der ligger styrke bag snittet, der næsten er rent. Jeg tror ikke …« Hun holdt inde og stirrede på såret, mens en ny idé formede sig i hendes hoved. »Åh gud,« mumlede hun.

»Hvad er der?« spurgte Jeffrey.

Hun kunne ikke få et ord frem. Det var, som om hendes strube lukkede sig.

»Sara?«

Lyden af en bipper fyldte lighuset. Jeffrey tjekkede sin personsøger. »Det kan ikke være Lena,« sagde han. »Må jeg låne telefonen?«

»Selvfølgelig.« Sara lagde armene over kors som for at beskytte sig mod sine egne tanker. Hun ventede, indtil Jeffrey sad bag hendes skrivebord, før hun forsatte sine undersøgelser.

Sara rakte hånden op og drejede lampen, så hun bedre kunne undersøge Sibyls underliv. Mens hun justerede metalspekulummet, mumlede hun en bøn til Gud, til enhver, der måtte lytte, men til ingen nytte. Da Jeffrey kom tilbage, var hun sikker i sin sag.

»Nå?« spurgte han.

Sara rystede på hænderne, da hun krængede handskerne af. »Hun er blevet seksuelt misbrugt på et tidligt tidspunkt under overfaldet.« Hun tav og smed de brugte handsker på bordet, mens hun forestillede sig Sibyl sidde på toilettet med hænderne over det åbne sår i maven, og bagefter klamre sig til gelænderne på siderne i toiletbåsen uden at kunne se, hvad der skete med hende.

Han ventede et øjeblik, før han pressede hende. »Og så?«

Sara støttede sig til kanten af obduktionsbordet. »Der var fæces i hendes vagina.«

Jeffrey var ikke helt med. »Havde hun været udsat for analt samleje først?«

»Der er ingen tegn på anal indtrængning.«

»Men du fandt da fæces?« sagde han. Han var stadig ikke med.

»Det var dybt inde i hendes vagina,« forklarede Sara uden den store lyst til at pinde det ud for ham, men hun vidste, hun var nødt til det. Der var en let skælven i hendes stemme, da hun fortsatte. »Stikket i hendes mave var med vilje dybt, Jeffrey.« Hun tav og søgte efter ord til at beskrive det grufulde, hun havde fundet ud af.

»Han voldtog hende,« konstaterede Jeffrey. Det var ikke noget spørgsmål. »Der har været indtrængen i vagina.«

»Ja,« svarede Sara. Hun vidste stadig ikke, hvordan hun skulle få det sagt. Men endelig kom det. »Der er blevet trængt ind i vagina, efter han voldtog såret.«

5

Natten faldt hurtigt på, og temperaturen sank samtidig med solen. Jeffrey gik over gaden, netop da Lena kørte ind på parkeringspladsen foran politistationen. Hun var ude af bilen, før han nåede hen til hende.

»Hvad sker der?« forlangte hun at få at vide. Han kunne se, at hun allerede vidste, der var noget galt. »Er det min onkel?« spurgte hun og gned sine arme mod kulden. Hun var kun iført en tynd T-shirt og cowboybukser og ikke sit sædvanlige arbejdstøj, men det havde turen til Macon heller ikke krævet.

Jeffrey tog sin jakke af og lagde den over hendes skuldre. Det, Sara havde fortalt ham, lå som en sten i hans bryst. Hvis det stod til Jeffrey, så ville Lena aldrig få at vide, hvad der var overgået Sibyl Adams. Hun ville aldrig få at vide, hvad det udyr havde gjort ved hendes søster.

»Kom, vi går indenfor,« sagde han og tog hende om albuen.

»Jeg har ikke lyst til at gå indenfor,« svarede hun og trak sin arm væk med et ryk. Hans jakke faldt på jorden mellem dem.

Jeffrey bøjede sig og tog jakken op. Da han kiggede op, havde Lena sat hænderne i siden. Lena Adams havde, så længe han havde kendt hende, været som en vulkan på størrelse med Mount Everest. Inderst inde havde Jeffrey forventet, at Lena ville få brug for en skulder at græde ud ved. Han havde svært ved at acceptere, at der ikke fandtes en blød side hos Lena, måske fordi hun var kvinde. Eller måske var det, fordi han for kun et øjeblik siden havde set hendes søster ligget flænset op i lighuset. Han burde have husket, at Lena Adams var hårdfør. Han burde have forudset hendes vrede.

Jeffrey tog sin jakke på igen. »Jeg vil ikke stå her udenfor og tale med dig.«

»Hvad er det, du vil sige?« forlangte hun at få at vide. »Du vil vel sige, at han kørte korrekt, ikke? At han trak ud til siden, ikke?« Hun kunne det hele på fingrene; hun genfortalte næsten ordret politihåndbogens procedure for, hvordan man skal informere familien til en myrdet. Byg det langsomt op, stod der i bogen. Bus ikke ud med det. Lad familien/de efterladte indstille sig på tanken.

Lena fortsatte, og hendes stemme blev mere og mere skinger. »Blev han ramt af en bil? Hva’? Så kørte de ham på hospitalet, ikke? Og de forsøgte at redde hans liv, men kunne ikke? De gjorde alt, ikke?«

»Lena …«

Hun gik tilbage mod sin bil, men vendte sig så om. »Hvor er min søster? Har du allerede fortalt det til hende?«

Jeffrey tog en dyb indånding og åndede langsomt ud.

»Se der,« hvæsede Lena og pegede op mod politistationen. Hun vinkede. Marla Simms så ud ad et af vinduerne. »Kom bare ud, Marla,« råbte Lena.

»Hold nu op,« sagde Jeffrey og forsøgte at standse hende.

Hun gik et skridt hen mod ham. »Hvor er min søster?«

Hans læber lystrede ham ikke, men han tvang dem til det. »Hun var i restauranten.«

Lena vendte om og gik ned mod restauranten.

»Hun gik ud på dametoilettet,« fortsatte Jeffrey.

Lena standsede.

»Der var en derinde. Han stak hende i brystet.« Jeffrey ventede, at hun ville vende sig om, men det gjorde hun ikke. Hun stod som naglet til jorden. Han fortsatte. »Dr. Linton skulle spise frokost med sin søster. Hun gik ud på dametoilettet og fandt Sibyl.«

Lena vendte sig langsomt, og hendes læber skiltes.

»Forsøgte Sara at redde hende?«

Lena så ham direkte i øjnene. Han tvang sig til ikke at kigge væk. »Hun er død.«

Ordene hang i luften som natsværmere omkring en gadelampe.

Lena slog hånden for munden, mens hun vaklede som en drukken, men så tog hun sig sammen og gik tilbage til Jeffrey. Hendes blik borede sig spørgende ind i hans. Var det en dårlig vittighed? Kunne han virkelig være så ond?

»Hun er død,« gentog han.

Hun trak vejret i korte stød. Han kunne næsten fornemme, hvordan hendes hjerne kørte på højtryk, mens hun forsøgte at lade det trænge ind. Så gik hun hen mod politistationen, men standsede. Hun vendte sig om mod Jeffrey, åbnede munden, men sagde intet. Og så vendte hun rundt på hælen og gik ned mod restauranten.

»Lena!« råbte Jeffrey og løb efter hende. Hun var hurtig af sin størrelse at være, og hans pæne sko kunne ikke stå mål med hendes sneakers. Men han spurtede af sted for at få fat i hende, inden hun nåede hen til restauranten.

Han råbte efter hende, da hun nærmede sig restauranten, men hun løb forbi den og over mod hospitalet.

»Nej,« stønnede Jeffrey og forsøgte at sætte farten op. Hun var på vej til lighuset. Han råbte igen, men Lena kiggede ikke tilbage, da hun løb ind i indkørslen til hospitalet. Hun bragede ind i skydedøren, så den var ved at splintres, og alarmen gik i gang.

Jeffrey var lige bag hende. Da han rundede hjørnet, hørte han hendes trin ned ad trapperne. Der lød et brag, der ekkoede i trappegangen, da hun smækkede døren til lighuset op.

Jeffrey standsede på det fjerdenederste trin. Han hørte Saras overraskede »Lena!« efterfulgt af en smertelig stønnen.

Han tvang sig til at gå ned ad de sidste trin og ind i lighuset.

Lena stod bøjet over sin søster, mens hun holdt hendes hånd. Sara havde åbenbart forsøgt at dække de værste kvæstelser med et lagen, men man kunne stadig se det meste af Sibyls overkrop.

Lena rystede som et espeløv og trak vejret gispende, mens hun stod ved siden af sin søster.

Sara stirrede vredt på Jeffrey, men han slog opgivende ud med armene. Han havde forsøgt at standse hende.

»Hvornår skete det?« spurgte Lena med tænderne klaprende i munden. »Hvad tid døde hun?«

»Omkring klokken halv tre,« svarede Sara. Der var blod på hendes handsker, så hun stak dem ind under armene for at skjule dem.

»Hun føles så varm.«

»Ja, det ved jeg.«

Lena sænkede stemmen. »Jeg var i Macon, Sibyl,« sagde hun til sin søster og strøg hende over håret. Det glædede Jeffrey, at Sara havde givet sig tid til at rede noget af blodet ud af håret.

Stilheden sænkede sig over lighuset. Det var uhyggeligt at se Lena stå der ved siden af den døde kvinde. Sibyl og hun var enæggede tvillinger, de lignede hinanden på alle måder. De var begge små kvinder, knap 1,60 høje og vejede omkring 55 kilo. Deres hud havde samme olivenfarve. Lenas mørkebrune hår var kortere end hendes søsters, og Sibyls var mere krøllet. Søstrenes ansigter var et studie i kontraster: Det ene var tomt og livløst, det andet tynget af sorg.

Sara gik lidt væk og tog sine handsker af. »Skal vi ikke gå ovenpå?« foreslog hun.

»Du var der,« sagde Lena dæmpet. »Hvad gjorde du for at hjælpe hende?«

Sara så ned på sine hænder. »Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.«

Lena strøg ned over sin søsters kind, mens hun i en lidt skarpere tone spurgte: »Hvad kunne du helt nøjagtigt gøre?«

Jeffrey trådte et skridt frem, men Sara standsede ham med et blik, der sagde, at hans chance for at mildne situationen var forpasset for ti minutter siden.

»Det hele gik så hurtigt,« sagde Sara en anelse tøvende til Lena. »Hun begyndte at få kramper.«

Lena lagde Sibyls hånd ned på bordet. Hun trak lagnet op og puttede det ind under sin søsters hage, mens hun sagde: »Du er børnelæge, ikke? Hvad gjorde du helt nøjagtigt for at hjælpe min søster?« Hun låste sit blik fast i Saras. »Hvorfor tilkaldte du ikke en rigtig læge?«

Sara udstødte en vantro latter. Hun trak vejret dybt, før hun svarede. »Jeg tror, du skal lade Jeffrey køre dig hjem nu, Lena.«

»Jeg vil ikke hjem,« svarede Lena i et roligt, næsten konverserende tonefald. »Ringede du efter en ambulance? Ringede du til din kæreste?« Hun gjorde et kast med hovedet i retning af Jeffrey.

Sara havde hænderne på ryggen. Hun prøvede at lægge bånd på sig selv. »Jeg tror ikke, vi skal tage den snak nu. Du er alt for chokeret.«

»Ja, jeg er chokeret,« gentog Lena og knyttede hænderne. »Jeg er chokeret,« gentog hun endnu højere. »Men ikke så satans chokeret, at jeg ikke kan tale med dig om, hvorfor fanden du ikke gjorde noget for at hjælpe min søster?«

Lige så hurtigt som Lena var styrtet ud fra parkeringspladsen, stod hun nu lige foran Sara.

»Det er dig, der er læge,« skreg Lena. »Hvordan i helvede kan hun dø, når der er en læge til stede?«

Sara svarede ikke. Hun så til siden.

»Du kan ikke engang se mig i øjnene,« sagde Lena. »Kan du?«

Sara flyttede ikke blikket.

»Du lod min søster dø, og så kan du kraftedeme ikke engang se mig i øjnene.«

»Lena,« sagde Jeffrey og gik ind imellem dem. Han tog hendes hånd og forsøgte at trække hende væk.

»Slip mig,« skreg hun og slog ud efter ham. Så begyndte hun at hamre sine knytnæver i hans bryst, men han greb fat i hendes hænder og holdt dem fast. Men hun kæmpede, skreg, spyttede og sparkede. Det var som at holde på en slange. Men han holdt fast og tog imod hendes slag og lod hende rase ud, indtil hun faldt om på gulvet, hvor hun krummede sig sammen som en bold. Jeffrey satte sig ved siden af hende og holdt om hende, mens hun græd. Da han endelig kiggede op, var Sara ikke at se nogen steder.

Jeffrey tog et lommetørklæde op af lommen med den ene hånd og holdt telefonen op mod øret med den anden. Han dubbede lommetørklædet mod sin blodige mund, mens han hørte den metalliske lyd af Saras stemme på telefonsvareren, der bad ham vente på klartonen.

»Hej,« sagde han og tog lommetørklædet væk fra munden. »Er du der?« Han ventede et kort øjeblik. »Jeg vil bare være sikker på, du har det godt, Sara.« Der gik et øjeblik til. »Hvis du ikke svarer, så kommer jeg over til dig.« Det regnede han med, hun ville reagere på, men det skete ikke. Han hørte båndet på telefonsvareren løbe ud og lagde røret på.

Frank bankede på døren til Jeffreys kontor. »Pigebarnet er på badeværelset,« sagde han og hentydede til Lena. Jeffrey vidste, at Lena hadede at blive kaldt pigebarnet, men det var den eneste måde, Frank var i stand til at vise, at han var bekymret for hende.

»Hun har fået et chok, ikke?«

»Jo.« Jeffrey prøvede at finde et rent hjørne af sit lommetørklæde. »Ved hun, jeg venter på hende?«

»Jeg skal nok sørge for, at hun ikke smutter,« tilbød Frank.

»Godt,« svarede Jeffrey og tilføjede: »Tak.«

Han fik øje på Lena, der gik igennem vagtlokalet med hagen trodsigt løftet. Da hun nåede hen til hans kontor, gav hun sig god tid til at lukke døren og lod sig så dumpe ned i en af de to stole, der stod foran hans skrivebord. Hun lignede en skoleelev, der var kaldt ind til rektor.

»Jeg er ked af, at jeg slog dig,« mumlede hun.

»Det er i orden,« svarede Jeffrey og holdt lommetørklædet i vejret. »Det gik hårdere ud over mig til Auburn-Alabama fodboldkampen.« Da hun ikke svarede, fortsatte han: »Og jeg var i angrebet på det tidspunkt.«

Lena satte albuen på armlænet og støttede hovedet i hånden. »Har du nogen spor?« spurgte hun. »Nogen mistænkte?«

»Vi er i gang med at tjekke computeren lige nu,« svarede han. »Vi burde kunne have en liste i morgen.«

Hun lagde hånden over øjnene. Han foldede sit lommetørklæde og ventede på, at hun skulle sige noget.

»Blev hun voldtaget?« hviskede hun.

»Ja.«

»Hvor slemt?«

»Det ved jeg ikke.«

»Hun blev stukket,« sagde Lena. »Er det en eller anden Jesusfreak?«

»Jeg ved det ikke,« svarede han i overensstemmelse med sandheden.

»Du ved fandeme ikke ret meget,« sagde hun til sidst.

»Det har du ret i,« indrømmede han. »Jeg er nødt til at stille dig et par spørgsmål.«

Lena kiggede ikke op, men han bemærkede et svagt nik.

»Kom hun sammen med nogen?«

Endelig kiggede hun op. »Nej.«

»Nogen tidligere kærester?«

Hendes blik flakkede let, og hendes svar kom ikke så hurtigt som før. »Nej.«

»Er du sikker?«

»Ja, jeg er sikker.«

»Hvad med for et par år siden? Sibyl flyttede hertil for, ja, hvornår var det nu? For seks år siden?«

»Ja, det er rigtigt.« Lena havde igen en fjendtlig tone i stemmen. »Hun søgte stillingen på universitetet, så hun kunne være i nærheden af mig.«

»Boede hun sammen med nogen?«

»Hvad mener du med det?«

Jeffrey smed lommetørklædet på bordet. »Nøjagtigt hvad jeg siger, Lena. Hun var blind. Jeg går ud fra, at hun havde brug for hjælp til at komme omkring. Boede hun sammen med nogen?«

Lena kneb munden sammen, som om hun ikke vidste, om hun skulle svare. »Hun delte et hus med Nan Thomas på Cooper Road.«

»Bibliotekaren?« Det var altså forklaringen på, at Sara havde set hende på biblioteket.

»Jeg må nok hellere fortælle det til Nan,« mumlede Lena.

Jeffrey gik ud fra, at Nan allerede vidste det. Intet kunne holdes hemmeligt i ret lang tid i Heartsdale. Alligevel tilbød han Lena, at han kunne fortælle hende det.

»Nej,« svarede hun og sendte ham et skarpt blik. »Jeg tror, det er bedre, at det er en, der kender hende, der fortæller det.«

Jeffrey fangede signalet, men gled af på det. Lena var tydeligvis ude på at starte et nyt skænderi. »Jeg er sikker på, at hun allerede har hørt noget. Men hun kender nok ikke detaljerne.«

»Du mener, hun ikke kender til voldtægten?« Lena rokkede nervøst med det ene ben. »Jeg går ud fra, at jeg ikke skal fortælle hende om korset?«

»Nej, det vil nok ikke være en god idé,« svarede han. »Vi er nødt til at tilbageholde en del detaljer, hvis der er en, der tilstår.«

»Jeg vil gerne tage mig af en falsk tilståelse,« mumlede Lena, der stadig sad uroligt med benet.

»Du bør ikke være alene i nat,« sagde han til hende. »Skal jeg ringe til din onkel?« Han rakte ud efter telefonen, men hun standsede ham med et klart »Nej!«

»Jeg klarer mig,« sagde hun og rejste sig. »Vi ses vel i morgen?«

Jeffrey var glad for at afslutte samtalen og rejste sig også. »Jeg ringer til dig, så snart vi ved mere.«

Hun sendte ham et besynderligt blik. »Hvornår er der briefing?«

Han vidste, hvor hun ville hen med det. »Jeg vil ikke lade dig arbejde på denne sag, Lena. Det må du forstå.«

»Forstår du ikke, at hvis jeg ikke får lov til at arbejde på denne sag, så kommer din veninde meget snart til at stå og fumle med endnu en kold sag nede i lighuset,« sagde hun.

6

Lena buldrede på sin søsters hoveddør. Hun skulle lige til at gå tilbage til sin bil for at hente ekstranøglerne til huset, da Nan Thomas åbnede døren.

Nan var mindre end Lena og omkring fem kilo tungere. Hendes korte musefarvede hår og tykke brilleglas fik hende til at ligne prototypen på en bibliotekar, hvad hun jo også var.

Nans øjne var opsvulmede og røde, og tårerne løb stadig ned over hendes kinder. Hun knugede et papirlommetørklæde i hånden.

»Jeg går ud fra, at du har hørt det,« sagde Lena.

Nan vendte sig om og gik ind i huset, men lod døren stå åben, så Lena kunne komme ind. De to kvinder var aldrig kommet godt ud af det med hinanden. Hvis ikke det var, fordi Nan var Sibyls elsker, ville Lena aldrig have talt til hende.

Huset var en bungalow bygget i 1920’rne. Der var stadig bibeholdt en del af den oprindelige arkitektur i huset, lige fra trægulvene til de enkle dørkarme. Hoveddøren åbnede lige ind til en stor dagligstue med en pejs i den ene ende og spisekrog i den anden. Desuden var der et køkken, to små soveværelser og et badeværelse.

Lena gik målbevidst ned ad gangen og åbnede den første dør på højre hånd. Det var et af soveværelserne, som Sibyl havde brugt som arbejdsværelse. Værelset så ordentligt og ryddeligt ud, men det var af nødvendighed. Sibyl var blind, så alt skulle ligge på sin plads, ellers kunne hun intet finde. Bøger i brailleskrift stod nydeligt i række på boghylden. Blade og magasiner – også i brailleskrift – lå i pæne stakke på sofabordet, der stod foran en gammel sofa. Der var et skrivebord med en computer ved den fjerneste væg. Lena tændte den i samme øjeblik, som Nan kom ind i værelset.

»Hvad foretager du dig?«

»Jeg er nødt til at gennemgå hendes ting.«

»Hvorfor?« spurgte Nan og gik over til skrivebordet. Hun lagde en hånd over tastaturet, som om hun kunne standse Lena.

»Jeg er nødt til at finde ud af, om der foregik noget mærkeligt, om der var nogen, der forfulgte hende.«

»Og tror du, du finder det her?« forlangte Nan at få at vide og tog tastaturet. »Hun brugte kun computeren til sin undervisning. Du kan ikke engang finde ud af det stemmestyrede software.«

Lena rev tastaturet til sig. »Det skal jeg nok finde ud af.«

»Nej, det skal du ikke,« sagde Nan. »Det her er også mit hus.«

Lena satte hænderne i siden og gik ind mod midten af værelset. Hun fik øje på en stak papirer ved siden af en gammel skrivemaskine med brailletyper. Lena tog stakken op og vendte sig om mod Nan. »Hvad er det her?«

Nan for over og flåede stakken ud af Lenas hænder. »Det er hendes dagbog.«

»Kan du læse det?«

»Det er hendes personlige dagbog,« gentog Nan forfærdet. »Det er hendes private tanker.«

Lena bed sig i underlæben og forsøgte sig med en anden mere forsonlig taktik. Det var jo ikke nogen hemmelighed inden for disse fire vægge, at hun og Nan Thomas ikke brød sig om hinanden. »Du kan læse braille, ikke?«

»Lidt.«

»Du er nødt til at fortælle mig, hvad der står i det her, Nan. Der er en, der har myrdet hende.« Lena bankede med en finger på papirerne. »Der var måske en, der forfulgte hende. Eller måske blev hun skræmt over et eller andet, som hun ikke ville fortælle os.«

Nan vendte sig om og bøjede hovedet over papirerne. Hun lod en finger glide hen over den øverste linje, men Lena vidste, at hun ikke læste. Lena fik af en eller anden grund det indtryk, at hun bare rørte ved prikkerne, fordi Sibyl havde gjort det, som om hun kunne opfange en fornemmelse af Sibyl i stedet for bare ord.

»Hun gik altid ned på restauranten om mandagen. Det var hendes ‘frikvarter’, hvor hun kunne foretage sig noget for sig selv,« sagde Nan.

»Ja, det ved jeg.«

»Vi skulle lave burritos i aften.« Nan stakkede papirerne mod skrivebordet. »Se, hvad du kan finde,« sagde hun. »Jeg er inde i dagligstuen.«

Lena ventede, til hun var gået ud, og fortsatte så sin søgen. Nan havde ret. Lena vidste ikke, hvordan hun skulle bruge den stemmestyrede computer, og desuden havde Sibyl kun brugt den til sit universitetsarbejde. Sibyl dikterede til computeren, og så sørgede hendes undervisningsassistent for, at der blev lavet kopier.

Det andet soveværelse var en anelse større end det første. Lena stillede sig i døråbningen og kiggede ind. Hun betragtede den nydeligt redte seng, hvor en bamse sad mellem puderne. Plys var gammel, og der var slidte pletter på den. Den havde fulgt Sibyl gennem hele hendes barndom, og det ville være kætteri at skille sig af med den. Lena lænede sig mod dørkarmen og så i et glimt for sig Sibyl som barn med Plys i favnen. Lena lukkede øjnene og gled ind i minderne. Men der var ikke ret meget, hun ønskede at huske fra sin barndom, og dog var der én dag, der trængte sig på. Det var et par måneder efter ulykken, der havde gjort Sibyl blind. De stod i baghaven. Lena skubbede sin søster i gyngen. Sibyl krammede Plys ind til sig, hun havde lagt hovedet tilbage for at mærke suset i ansigtet, og hun smilede af glæde over denne enkle fornøjelse. Sibyl var tillidsfuld, hun stolede på, at Lena ikke ville skubbe hende for hårdt i gyngen eller gynge hende alt for højt. Lena følte ansvar. Hendes bryst svulmede af den følelse, og hun blev ved med at skubbe Sibyl, indtil hun blev øm i armene.

Lena gned sine øjne og lukkede døren til værelset. Så gik hun ind på badeværelset og åbnede medicinskabet. Skabet indeholdt kun Sibyls vitaminpiller og alternativ urtemedicin. Så åbnede Lena skabet under vasken, hvor der var toiletpapir og tamponer, hårshampoo og håndklæder. Lena vidste egentlig ikke, hvad hun ledte efter. Sibyl gemte ikke ting, for hun ville selv være den sidste, der kunne finde dem igen.

»Sibyl,« hviskede Lena og vendte sig om mod spejlet på medicinskabet. Hun så Sibyl – ikke sig selv. Lena talte til spejlbilledet. »Åh, vær sød at sige noget til mig,« hviskede hun.

Hun lukkede øjnene og forsøgte at bevæge sig rundt i badeværelset, som Sibyl ville have gjort. Rummet var lille, og når Lena stillede sig midt på gulvet, kunne hun røre væggene. Så åbnede hun øjnene med et bedrøvet suk. Der var ikke noget her.

Nan Thomas sad i sofaen i dagligstuen med Sibyls dagbog på skødet. Hun så ikke op, da Lena kom ind. »Jeg har læst de sidste par dages optegnelser,« sagde hun med klangløs stemme. »Der er ikke noget usædvanligt. Hun var bekymret for en student, der er lige ved at dumpe.«

»En fyr?«

Nan rystede på hovedet. »En pige. En førsteårsstuderende.«

Lena lænede hovedet mod væggen. »Har I haft håndværkere inden for den sidste måned?«

»Nej.«

»Har I fået leveret post til døren? UPS eller Federal Express?«

»Nej, det her er Heartsdale, Lee.«

Lena rejste børster over at høre sit kælenavn. Hun forsøgte at lægge en dæmper på sin vrede. »Der står ikke noget om, at hun følte sig forfulgt eller noget?«

»Nej, overhovedet ikke. Det hele virker helt normalt.« Nan knugede papirerne ind til brystet. »Det gik fint med hendes studenter, og vi havde det fint sammen.« Der anedes et svagt smil om hendes læber. »Vi havde planlagt et tage en dagstur til Eufalla i weekenden.«

Lena tog sine bilnøgler op af lommen. »Jaså,« sagde hun med en snert af sarkasme. »Hvis du finder ud af noget, vil jeg bede dig ringe til mig.«

»Lee …«

Lena gjorde en afværgende bevægelse med hånden. »Nej, lad være.«

Nan tog advarslen til sig med en panderynken. »Jeg skal nok ringe til dig, hvis jeg finder ud af noget.«

Ved midnatstid var Lena ved at være gennem sin tredje flaske Rolling Rock, mens hun kørte over Grant Countys grænse lige uden for Madison. Hun overvejede, om hun skulle kaste den tomme flaske ud ad vinduet, men droppede det i sidste øjeblik. Hun lo ad dobbeltmoralen i sin opførsel: Hun kørte gerne påvirket, men hun ville ikke svine. En sted måtte grænsen sættes.

Lenas mor, Angela Norton, havde under hele sin opvækst været vidne til, at hendes bror Hank sank dybere og dybere ned i afhængighed af alkohol og narko. Hank havde fortalt Lena, at hendes mor var stærk modstander af alkohol. Da Angela giftede sig med Calvin Adams, havde hun gjort en eneste husregel klart: Han ikke måtte gå ud og drikke med sine politikolleger. Men alle vidste, at Calvin skejede ud fra reglen en gang imellem, men for det meste efterlevede han sin hustrus ønsker. Tre måneder efter vielsen, foretog han en rutinerazzia på en grusvej uden for Reece i Georgia, hvor føreren af en bil skød ham. Calvin Adams blev skudt to gange i hovedet og var død, før hans krop ramte jorden.

Angela var som kun treogtyveårig bestemt ikke forberedt på enkestanden. Hun besvimede ved sin mands begravelse, men familien tog det som et udtryk for hendes sorg. Da hun i løbet af de næste fire uger havde det forfærdeligt om morgenen, stillede lægen diagnosen. Hun var gravid.

Efterhånden som Angela kom længere hen i svangerskabet, blev hun mere og mere fortvivlet. Angela var i bund og grund ikke noget livsglad menneske. Tilværelsen i Reece var ikke nem, og familien Norton havde oplevet sin del af modgang. Hank Norton var kendt for sit uberegnelige temperament. Han blev voldelig og ond i sulet, når han var fuld – en af den slags man nødig vil møde en nat i en mørk gyde. Samværet med sin bror havde lært Angela at holde lav profil. To uger efter at Angela Adams havde født tvillingepiger, bukkede hun under for en infektion. Hun blev kun 24 år gammel. Hank Norton var det eneste familiemedlem, der var villig til at tage sig af de to piger.

Sibyl og Lena havde ifølge Hank vendt op og ned på hans liv. Den dag han tog dem med hjem, lagde han narkoen på hylden. Han hævdede, at pigerne var grunden til, at han fandt Gud, og selv i dag husker han i detaljer, hvordan det var at holde Lena og Sibyl i armene første gang.

Det skal i sandhedens navn siges, at Hank kun forsagede narkoen, da pigerne flyttede hjem til ham. Det var først langt senere, at han også holdt op med at drikke. Det skete, da pigerne var otte år gamle. Hank var efter en særlig hård dag på arbejde virkelig gået til flaskerne. Da han løb tør for sprut, besluttede han sig til at køre – ikke gå – hen efter mere. Bilen nåede end ikke ud på gaden. Sibyl og Lena spillede bold i forhaven. Lena vidste stadig ikke, hvad der var gået gennem Sibyls hoved, da hun løb ud i indkørslen efter bolden. Bilen ramte hende på siden. Stålkofangeren ramte hende i tindingen, da hun bøjede sig efter bolden.

Politiet kiggede på sagen, men der kom ikke noget ud af efterforskningen. Der var over en halv times kørsel til det nærmeste sygehus. Hank havde rigelig tid til at blive klar i hovedet og finde på en overbevisende bortforklaring. Lena kunne stadig huske, da hun sad ved siden af ham i bilen og så hans læber bevæge sig, mens han memorerede sin historie. Men den dengang otteårige Lena var ikke helt klar over, hvad der egentlig var sket, og da politiet forhørte hende, støttede hun Hanks historie.

Lena kunne stadig få mareridt om ulykken, og i disse drømme ramte Sibyls krop fliserne, akkurat som bolden havde gjort det. Og det betød intet for Lena, at Hank fra den dag holdt helt op med at drikke. Ulykken var sket.

Lena rakte ud efter en ny øl og tog begge hænder fra rattet for at åbne den. Hun tog en stor slurk og vrængede på næsen ad smagen. Hun havde aldrig brudt sig om alkohol. Lena hadede ikke at have kontrol over sig selv, og hun væmmedes ved den svimle fornemmelse og tomheden. Det var kun svage sjæle, der drak og brugte det som en krykke, fordi de ikke var stærke nok til at klare deres tilværelse og stå på egne ben. Drikkeri var en flugt. Lena tog en tår til af øllen og tænkte, at hvis der var noget tidspunkt til at gøre netop det, så var det nu.

Celicaen slingrede, da hun drejede alt for skarpt af til frakørslen. Lena rettede bilen op med den ene hånd på rattet og den anden om ølflasken. For enden af frakørslen drejede hun til højre mod Reece Stop n’ Save benzintank. Der var mørkt i forretningen. Som alt andet i byen lukkede benzintanken klokken ti. Men hvis ellers hun huskede ret, så ville der på den anden side af bygningen sidde en flok teenagere og drikke og ryge cigaretter. Kort sagt gøre alt det, deres forældre ikke havde lyst til at vide noget om. Lena og Sibyl havde ofte sneget sig ud af huset om natten – det var nu ikke så svært, Hank var ikke synderlig opmærksom – og var gået ned til benzintanken.

Lena samlede alle de tomme flasker og steg ud af bilen. Hun snublede, da hendes fod kom i klemme i døren. En flaske gled ud af hendes hånd, og den smadredes mod asfalten. Hun sparkede bandende skårene væk fra dækkene og gik over til affaldscontaineren. Lena stirrede på sig selv i det mørke forretningsvindue, mens hun smed de tomme flasker ud. I et splitsekund var det som at se Sibyl. Hun lod en finger glide hen over læberne og øjnene i rudens spejlbillede.

»Åh gud,« sukkede Lena. Det her var en af mange grunde til, at hun ikke brød sig om at drikke. Hun var ved at miste kontrollen over sig selv.

Musikken drønede ud fra baren på den anden side af gaden. Hank betragtede det som en test at være i stand til at eje en bar uden selv at drikke. Hytten lignede sit navn, dog med et vist sydligt tilsnit. Taget var stråtækt, men kun den forreste del; resten var dækket af rustne blikplader. Der stod træfakler med røde og orange elpærer i stedet for rigtige flammer på begge siden af indgangen, og døren var malet, så det skulle se ud, som om den var lavet af en græsmåtte. Malingen skallede af væggene, men man kunne stadig skelne bambusmønsteret.

Selv om Lena var beruset, havde hun åndsværværelse nok til at kigge til begge sider, før hun gik over vejen. Det var, som om hendes krop var ti centimeter foran hendes ben, og hun holdt armene ud til siden for at holde balancen, mens hun gik over den grusbelagte parkeringsplads. Der holdt omkring halvtreds biler, og af dem var godt fyrre pickupper. Det var de nye Sydstater, hvor man i stedet for at have geværstativer, nu gik op i forkromede biler med guldstriber på siderne. De øvrige biler var jeeps og firhjulstrækkere. Der var malet racerbilnumre på bagruderne. Hanks cremefarvede Mercedes fra 1983 var den eneste sedan på parkeringspladsen.

Hytten stank af cigaretrøg, så Lena måtte trække vejret overfladisk for ikke at blive kvalt. Det sved i øjnene, da hun gik over til baren. Der var ikke ændret ret meget i de sidste tyve år. Gulvet var stadig glat af ølsjatter, og det knasede stadig under ens fødder af skaller fra jordnødder. Til venstre var der båse med et større indhold af dna-profiler end i FBI-laboratoriet i Quantico. Til højre var der en lang bardisk lavet af store øltønder og en fyrretræsplanke. Der var en scene ved den fjerneste væg, og i den anden ende var herre- og dametoiletterne. I midten af rummet var der, hvad Hank kaldte dansegulvet. De fleste aftener var det proppet med mænd og kvinder i forskellige stadier af drukkenskab. Hytten var en halv tre bar, hvilket ville sige, at alle så godt ud klokken halv tre om morgenen.

Hank var ingen steder at se, men Lena vidste, at han ikke kunne være langt væk på en amatøraften. Hver anden mandag blev stamgæsterne inviteret til at optræde på scenen og dumme sig for gæsterne fra byen. Lena gøs ved tanken om det. Reece fik Heartsdale til at minde om en pulserende storstad. Uden kødmarkedet ville de fleste af mændene være gået hjem for længe siden. Men som det var, så det ud til, at alle var tilfredse med at drikke sig halvt ihjel og lade, som om de var glade og lykkelige.

Lena satte sig i den første ledige stol, hun fandt. Bassen dunkede fra Country-sangen i jukeboksen. Hun støttede albuerne på bardisken og lagde hænderne over ørerne, så hun kunne høre, hvad hun selv tænkte.

Der var en, der skubbede til hendes arm, og da hun vendte hovedet, fik hun øje på prototypen af en bondeknold. Han satte sig ved siden af hende. Det var tydeligt, at han arbejdede udendørs. Hans ansigt var brunet af solen til en markant linje lige under hans hårgrænse, hvor hans baseballkasket måtte have skygget. Hans skjorte var stivet, og manchetterne sad stramt om hans tykke håndled. Musikken fra jukeboksen standsede brat, og Lena gabte for at få propperne ud af ørerne, så hun ikke længere følte, hun sad i en tunnel.

Gentleman’en ved siden af hende skubbede igen til hendes arm og smilede til hende. »Da’, dame,« sagde han.

Lena vendte det hvide ud af øjnene og prøve at fange bartenderens opmærksomhed. »Jack Daniels on the rocks,« bestilte hun.

»Jeg gi’r,« sagde manden og klaskede en tidollarseddel i bardisken. Han snublede over ordene, da han talte, så det gik op for Lena, at han var langt mere fuld, end hun nogen sinde kunne blive.

Manden smilede pløret til hende. »Ved du hvad, smukke, jeg kunne godt tænke mig at blive ét kød med dig, som der står i Bibelen.«

Hun lænede sig over mod hans øre. »Hvis du så meget som overvejer det igen, så skærer jeg nosserne af dig med mine bilnøgler.«

Han åbnede munden for at svare, men blev revet ned fra barstolen, før han nåede at sige et ord. Hank havde et fast greb i mandens krave og smed ham ind i mængden på dansegulvet. Han kiggede på Lena med et lige så barsk blik, som hun sendte ham.

Lena havde aldrig kunnet lide sin onkel. Hun hørte ikke ligesom Sibyl til den tilgivende type. Selv når Lena kørte Sibyl på besøg i Reece, tilbragte Lena det meste af tiden i bilen eller sad på trappetrinet med bilnøglerne i hånden, klar til at køre, så snart Sibyl kom ud ad døren.

Til trods for at Hank havde haft benzin og fart i blodet, indtil han blev 30 år, så var han ikke nogen idiot. Når Lena dukkede op hos ham midt om natten, kunne det kun betyde én ting.

Deres blikke var stadig låst fast i hinanden, da musikken igen drønede ud i lokalet, så væggene rystede, og sendte vibrationer fra gulvet op i barstolen. Hun kunne ikke høre, hvad han sagde, så det var mere ved mundaflæsning, at hun forstod hans ord. »Hvor er Sibyl?«

*

Inde bag baren lå Hanks kontor med trævægge og bliktag, der mest af alt lignede et udhus. Der hang en pære ned fra loftet i en flosset ledning, der formodentlig var blevet hængt op som en del af et arbejdsløshedsprojekt. Tapetet bestod af plakater for øl og spiritus. Langs væggene stod der stakkevis af hvide papkasser med spiritus, så der kun var cirka tre kvadratmeter til et skrivebord med en stol på hver side. Desuden var der fyldt op med ringbind med kvitteringer og regnskaber fra alle de år, Hank havde kørt stedet. Der løb en å bag Hytten, som fik luften til at virke muggen af fugt. Lena forestillede sig, at Hank kunne lide at arbejde i dette mørke, klamme sted og henslæbe sine dage i omgivelser, der var mere egnet for en sumprotte.

»Du har nok fået lavet om,« sagde Lena og stillede sit glas oven på en stak kasser. Hun var ikke klar over, om rusen havde klinget af, eller hun stadig var alt for beruset til at vide det.

Hank kastede først et blik på hendes glas og så på Lena. »Du plejer ikke at drikke!«

Hun holdt glasset op som til en skål. »Bedre sent end aldrig.«

Hank lænede sig tilbage i sin kontorstol med hænderne foldet over maven. Han var høj, bleg og slank, men hans hud havde tendens til at sprække om vinteren. Til trods for, at hans far var spanier, lignede Hank mere sin mor, en bleg kvinde, der havde en lige så bleg fremtræden som sin teint. Lena havde altid syntes, at Hank mindede om en albinoslange.

»Hvad bringer dig på disse kanter?« spurgte han.

»Jeg kom bare forbi,« svarede hun hen over kanten af glasset. Whiskyen smagte stærkt og bittert. Hun holdt Hanks blik fast, mens hun tømte glasset og knaldede det ned på papkassen. Lena var ikke klar over, hvad det var, der standsede hende. Hun havde i årevis ønsket at få krammet på Hank. Det var nu, hun havde chancen for at gøre ham lige så meget fortræd, som han havde gjort Sibyl.

»Er du også begyndt at sniffe kokain, eller har du grædt?«

Lena tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. »Hvad mener du?«

Hank stirrede på hende, mens han konstant gned hænderne mod hinanden. Lena vidste, at det ikke kun var en dårlig vane. Hank havde fået ledbetændelse, fordi han i årevis havde sprøjtet sig i årerne på hænderne. Og de fleste af årerne i hans arme var forkalkede på grund af det tilsætningsstof, der fortyndede narkoen, så der var heller ikke meget blodcirkulation. Hans hænder var altid kolde som is og smertede konstant.

Han holdt brat op med at vride og gnide sine hænder. »Lad os nu få det overstået, Lee. Jeg har et show, der skal køre.«

Lena åbnede munden, men der kom ikke en lyd frem. På den ene side var hun vred over den grove facon, han altid havde lagt for dagen i deres forhold, og på den anden side vidste hun ikke, hvordan hun skulle få fortalt ham det. Selv om Lena hadede sin onkel, så var han dog et menneske. Hank havde altid forgudet Sibyl. Da pigerne gik i gymnasiet, var det ikke alt, Lena måtte tage Sibyl med til, så hun havde tilbragt meget tid hjemme hos Hank. Derfor var der opstået et bånd mellem dem, og selv om Lena ønskede at såre sin onkel, så var der noget, der holdt hende tilbage. Lena havde elsket Sibyl, og Sibyl havde elsket Hank.

Hank tog en kuglepen og begyndte at dreje den mellem fingrene, indtil han endelig talte. »Hvad er der galt, Lena? Har du brug for penge?«

Bare det var så enkelt, tænkte Lena.

»Er din bil brudt sammen?«

Hun rystede langsomt på hovedet.

»Det er noget med Sibyl,« sagde han, men det var, som om stemmen stak fast i halsen på ham.

Da Lena ikke svarede, nikkede han langsomt hen for sig og foldede hænderne, som om han skulle til at bede. »Er hun syg?« spurgte han og lød, som om han ventede det værste. Lena havde aldrig i den tid, hun havde kendt sin onkel, oplevet ham give udtryk for så mange følelser – og så kun med én sætning. Hans blege hud var rødsprængt, som kun blege mænds hud bliver det med alderen. Han havde haft hvidt hår, så længe hun kunne huske tilbage, og nu lå det matgult rundt om hans skinnende isse. Hans hawaiiskjorte var krøllet, hvilket ellers ikke lignede ham, og hans hænder rystede en anelse.

Lena begyndte, ligesom Jeffrey Tolliver havde gjort. »Hun gik ned til restauranten, der ligger midt i byen. Du ved, den lige over for tøjforretningen.«

Han svarede med et svagt nik.

»Hun gik derhen,« fortsatte Lena. »Det gjorde hun hver uge, fordi hun gerne ville være lidt på egen hånd.«

Hank tog hænderne op foran ansigtet og støttede hovedet mod sine pegefingre.

»Så … øh.« Lena tog sit glas bare for at foretage sig et eller andet. Hun sugede den sidste tår whisky op, der var godt fortyndet af smeltede isterninger, og fortsatte så. »Hun gik ud på dametoilettet, og så var der en, der myrdede hende.«

Der hørtes kun svage lyde i det lille kontor. Græshopperne sang udenfor. Klukkende lyde hørtes fra åen. Fjern dunken af musik fra baren.

Pludselig rejste Hank sig og gik ind mellem kasserne. »Hvad har du drukket i aften?« spurgte han.

Spørgsmålet overraskede Lena, selv om hun burde have været forberedt på noget lignende. Til trods for hjernevasken hos de Anonyme Alkoholikere var han en mester i at fortrænge ubehageligheder. Og det var netop hans trang til flugt, der havde sendt ham ud i alkohol- og narkoafhængighed. »Jeg har drukket øl i bilen,« svarede hun og gik med på hans spil. Hun var for en gangs skyld glad for, at han ikke ville have de blodige detaljer. »Og så whisky her.«

Han tav et øjeblik, mens han holdt om en flaske Jack Daniels’s. »Øl før sprut, og det er hurtigt slut,« advarede han, og hans stemme var lige ved at knække over til sidst.

Lena rystede opfordrende sit glas med isterninger. Hun betragtede Hank, mens han skænkede hende en drink. Det overraskede hende ikke, at han slikkede sig om munden.

»Hvordan går det på arbejdet?« spurgte Hank med metallisk stemme. Hans underlæbe skælvede. Hans ansigt udtrykte dyb sorg i modsætning til det, han sagde. »Går det godt?«

Lena nikkede. Hun følte det, som om hun var fanget midt i en trafikulykke. Nu forstod hun endelig ordet surrealistisk. Alt var ligesom uvirkeligt i det her lille kontor. Glasset i hendes hånd føltes underligt tungt. Hank syntes milevidt væk. Det var som at være i en drøm.

Lena forsøgte at komme ud af den stemning og hældte sin drink ned. Alkoholen brændte som ild i halsen, som om hun slugte kogende asfalt.

Hank så på glasset og ikke på Lena, da hun drak.

Det var hendes stikord. »Sibyl er død, Hank,« sagde hun.

Tårerne stod ham i øjnene, og det eneste, Lena tænkte på, var, at han så meget, meget gammel ud. Det var som at se en blomst visne. Han trak sit lommetørklæde op af lommen og pudsede næse.

Lena gentog ordene, ligesom Jeffrey Tolliver havde gjort det tidligere på dagen. »Hun er død.«

Hans stemme dirrede, da han spurgte: »Er du sikker?«

Lena nikkede hurtigt. »Jeg så hende.« Og så fortsatte hun. »En eller anden har skåret frygteligt i hende.«

Hans mund åbnedes og lukkedes som munden på en fisk. Han stirrede Lena i øjnene, som han tidligere plejede at gøre det, når han forsøgte at fange hende i en løgn. Til sidst kiggede han væk. »Det forstår jeg ikke,« sagde han.

Lena kunne have klappet ham på hans ældede hånd eller forsøgt at trøste ham, men hun gjorde ingen af delene. Hun sad som stivnet i stolen. I stedet for som det mest naturlige at tænke på Sibyl tænkte hun på Hank. Hun så på hans våde læber, hans øjne og håret, der voksede ud hans næse.

»Åh, Sibby.« Han sukkede og tørrede sin øjne. Lena så, hvordan hans adamsæble hoppede op og ned, da han sank. Han rakte ud efter flasken og lod hånden hvile på flaskehalsen. Så skænkede han uden at spørge en ny drink til Lena. Denne gang nåede den mørktfarvede spiritus næsten til kanten.

De sad tavse en tid, så pudsede han højlydt sin næse og duppede øjnene med lommetørklædet. »Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der ville myrde hende.« Hans hænder rystede nu kraftigt, mens han foldede lommetørklædet igen og igen. »Det giver ingen mening,« mumlede han. »Måske dig, det ville jeg kunne forstå.«

»Nå, tak skal du ha’.«

Det var tilstrækkeligt til at tænde Hanks temperament. »Jeg mener bare på grund af dit job. Og hids dig så lige lidt ned.«

Lena sagde ikke noget. Det var en velkendt ordre.

Han lagde håndfladerne ned mod bordet og nidstirrede Lena. »Hvor var du, da det skete?«

Lena skyllede resten af drinken ned. Denne gang brændte det ikke så meget. Hank stirrede stadig på hende, da hun stillede glasset fra sig.

»Macon,« mumlede hun.

»Lå der had bagved?«

Lena rakte ud efter flasken. »Jeg ved det ikke. Måske.« Whiskyen klukkede i flasken, da hun skænkede op. »Måske valgte han hende, fordi hun var lesbisk, eller måske fordi hun var blind.« Lena skævede ud af øjenkrogen og så et smertefuldt udtryk glide hen over hans ansigt. Så besluttede hun at forklare, hvad hun mente. »Voldtægtsforbrydere plejer at vælge kvinder, de tror, de kan styre, Hank. Og hun var et nemt offer.«

»Nå, og det falder så tilbage på mig?«

»Det sagde jeg ikke.«

Han greb flasken. »Nej,« snerrede han og stak den halvfyldte flaske tilbage i æsken. Han lød vred. Nu var de tilbage ved de gamle gniderier. Hank var – ligesom Lena – aldrig tilfreds med kun den følelsesmæssige side af en sag. Sibyl havde ofte sagt, at grunden til, at Hank og Lena ikke kunne sammen, var, fordi de lignede hinanden så meget. Og nu hvor hun så hans sorg og vrede, gik det op for Lena, at Sibyl havde haft ret. Hun så, hvordan hun ville være om tyve år, og der var intet, hun kunne gøre for at ændre det.

»Har du talt med Nan?« spurgte Hank.

»Ja.«

»Vi bliver nødt til at tale om begravelsen,« sagde han og tog en kuglepen og tegnede en kasse på sin kalender. Ovenover skrev han med store bogstaver BEGRAVELSE. »Er der nogen i Heartsdale du tror, der kunne klare opgaven?« Han afventede hendes svar, men da hun ikke sagde noget, tilføjede han: »Jeg mener, hun havde de fleste af sine venner her.«

»Hvad mener du?« Lena skulle lige til at tage en slurk whisky, men lod glasset hvile mod læberne. »Hvad taler du om?«

»Vi er nødt til at arrangere det, Lee. Vi er nødt til at tage os af Sibby.«

Lena drak ud, og da hun så over på Hank, var hans omrids noget sløret. Ja, rent faktist var hele lokalet sløret. Hun havde en fornemmelse af at opholde sig i en rutsjebane, og hendes mave reagerede derefter. Lena lagde hånden for munden og bekæmpede trangen til at kaste op.

Hank havde sikkert set det udtryk før, rimeligvis i spejlet. Han kom over til hende og holdt en papirkurv under hendes hage lige netop, da hun ikke kunne klare det længere.