Tirsdag

7

Sara lænede sig ind over køkkenvasken i sine forældres hus. Hun brugte sin fars skruenøgle til at løsne vandhanen. Hun havde tilbragt det meste af aftenen i lighuset med at obducere Sibyl, så hun havde ikke haft lyst til at tage hjem til et mørkt hus og sove alene. Desuden var der Jeffreys trussel på telefonsvareren om, at han ville komme forbi, så Sara havde stort set ikke noget valg om, hvor hun ville sove om natten. Hun havde bare lige sneget sig ind i sit hus og hentet hundene; hun havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at skifte.

Hun tørrede sveden af panden og kiggede over på uret på kaffemaskinen. Klokken var halv syv, og hun havde kun sovet et par timer. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun Sibyl for sig, der sad på toilettet uden at kunne se, men til gengæld mærke alt, hvad forbryderen gjorde.

Men det positive var, at denne dag – bortset fra familiebøvlet – på ingen måde kunne blive så slem som dagen i går.

Cathy Linton kom ind i køkkenet, åbnede et skab og tog en kaffekop, før det gik op for hende, at hendes ældste datter stod ved siden af hende. »Hvad laver du?«

Sara anbragte en ny pakning. »Hanen dryppede.«

»Vi har to blikkenslagere i huset,« sukkede Cathy og skænkede sig en kop kaffe, »og så er det min datter, lægen, der ordner den dryppende vandhane.«

Sara smilede og vred skruenøglen om. Der havde altid været blikkenslagere i familien Linton, og Sara havde tilbragt de fleste somre med ud over at gøre sit skolearbejde at rense afløb og svejse rør sammen med sin far. Hun tænkte tit på, om det var for at undgå at kravle rundt mellem edderkopper og spindelvæv sammen med sin far, at hun havde læst om sommeren, så det var lykkedes hende at tage sin high school-eksamen et år før de andre. Det var ikke, fordi hun ikke holdt af sin far, men Sara kunne ikke – sådan som Tessa kunne – overvinde sin fobi over for edderkopper.

Cathy satte sig på en køkkenstol. »Har du sovet her?«

»Ja,« svarede Sara og vaskede sine hænder. Hun lukkede for vandhanen og smilede, da den ikke dryppede længere. Følelsen af at have udrettet noget lettede byrden fra hendes skuldre.

Cathy smilede bifaldende. »Hvis det nu ikke skulle gå for dig som læge, så har du jo blikkenslagerfaget at falde tilbage på.«

»Det var nøjagtig det, far sagde til mig den dag, jeg skulle begynde på universitetet, og han kørte mig derhen.«

»Det ved jeg,« svarede Cathy, »og jeg kunne have myrdet ham.« Hun nippede til kaffen og så på Sara over kanten af koppen. »Hvorfor tog du ikke hjem?«

»Jeg arbejdede til sent, og jeg havde lyst til at tage herover. Er det ikke i orden?«

»Selvfølgelig er det i orden,« svarede Cathy og smed et håndklæde over til Sara. »Lad være med at spørge så dumt.«

Sara tørrede hænderne. »Jeg håber ikke, jeg vækkede jer, da jeg kom.«

»Ikke mig,« svarede Cathy. »Hvorfor sov du ikke ovre hos Tessa?«

Sara gav sig god tid til at hænge håndklædet op på stangen. Tessa boede i en toværelses lejlighed over garagen. Sara havde adskillige gange i løbet af de sidste år ikke haft lyst til at sove alene hjemme hos sig selv. Så tog hun normalt over til Tessa i stedet for at risikere at vække sin far, som uvægerligt ville bruge lang tid på at finde ud af, hvad der bekymrede hende.

»Jeg ville ikke forstyrre hende,« svarede Sara.

»Åh, sludder og vrøvl.« Cathy lo. »Herregud, Sara, din uddannelse på universitetet har kostet en kvart million dollars, og så har de ikke lært dig at lyve bedre.«

Sara tog sit yndlingskrus og skænkede kaffe op. »Jeg skulle måske have læst jura i stedet for.«

Cathy rynkede panden og lagde benene over kors. Hun var en lille kvinde, og hun holdt sig i form ved at dyrke yoga. Det var Tessa og ikke Sara, der havde arvet Cathys lyse hår og blå øjne. Ganske vist havde Cathy og Sara samme temperament, men ellers var der ingen, der ville tro, at de var mor og datter.

»Nå?« sagde Cathy afventende.

Sara kunne ikke lade være med at smile. »Skal vi ikke bare sige, at Tessa var optaget, da jeg kom, og så lade det blive ved det?«

»Optaget – helt alene?«

»Nej.« Sara lo tydeligt utilpas, og der steg en svag rødmen op i hendes kinder. »Åh, mor.«

Cathy var tavs et øjeblik, men sagde så dæmpet: »Var det Devon Lockwood?«

»Devon?« udbrød Sara overrasket. Hun havde ikke kunnet se, hvem det var, Tessa rodede rundt med i sengen, men Devon Lockwood, den nye blikkenslagerassistent Eddie Linton havde ansat for to uger siden, var dog den sidste, hun havde forventet.

»Shhh,« sagde Cathy, »din far kan høre dig.«

»Høre hvad?« spurgte Eddie og sjokkede ind i køkkenet. Hans øjne lyste op, da han så Sara. »Hej, min skat,« sagde han og kyssede hende på kinden med et højt smask. »Var det dig, jeg hørte komme i nat?«

»Ja, det var mig,« indrømmede Sara.

»Jeg har nogle maleprøver stående i garagen,« tilbød han. »Vi kan gå derud og kigge på dem, når vi har spist, så kan du vælge en farve til dit værelse.«

Sara nippede til sin kaffe. »Jeg flytter ikke tilbage, far.«

Han prikkede til hendes kaffekop. »Du vokser ikke, hvis du drikker det der.«

»Det ville passe mig fint,« brummede Sara. Hun havde været den højeste i familien, siden hun gik i niende klasse, og var nu lige et hovedhår højere end sin far.

Sara satte sig i den stol, hendes mor lige havde rejst sig fra. Hun betragtede sine forældre, mens de gik i gang med deres morgenrutine. Hendes far nussede rundt i køkkenet og gik hele tiden i vejen for hendes mor, indtil Cathy puffede ham ned i en stol. Hendes far strøg håret tilbage, da han bøjede sig over morgenavisen. Hans grånende hår strittede i alle retninger ligesom hans øjenbryn. Han havde en gammel udtjent T-shirt på, der var så slidt og hullet, at skulderbladene var lige ved at stikke igennem. Mønsteret på hans pyjamasbukser var falmet for mindst fem år siden, og hans morgensko var ved at falde fra hinanden. Sara kunne ikke tilgive sine forældre, at hun havde arvet sin mors kynisme og sin fars måde at klæde sig.

»Jeg kan se, at Observer malker den sag til sidste dråbe,« sagde Eddie.

Sara kastede et blik på overskriften på forsiden af lokalavisen. »Universitetsprofessor myrdet i blodigt overfald,« stod der.

»Hvad står der mere?« røg det ud af munden på Sara, inden hun kunne nå at standse det.

Han førte fingeren ned over teksten, mens han læste. »‘Sibyl Adams, professor ved GIT, blev brutalt tævet til døde i Grant Filling Station. Det lokale politi står på bar bund. Politimester Jeffrey Tolliver …’« – Eddie holdt inde og mumlede »Den idiot« – »‘udtaler, at de efterforsker alle spor for at finde den unge professors morder.’«

»Hun blev ikke tævet til døde,« sagde Sara. Slagene mod Sibyl Adams’ ansigt var først tilføjet hende bagefter. Der gik en skælven igennem hende, da hun mindedes alt det, hun havde fundet under obduktionen.

Eddie bemærkede hendes reaktion. »Var der sket andet med hende?« spurgte han.

Det kom bag på Sara, at hendes far spurgte om det. Hendes familie undgik ellers altid at spørge til netop den del af hendes arbejde. Hun havde lige fra begyndelsen haft på fornemmelsen, at de alle sammen syntes, det var et lidt makabert arbejde.

»Som hvad for eksempel?« spurgte Sara, inden hendes far nåede at komme med alt for mange kommentarer. Cathy så op fra pandekagedejen. Der var frygt i hendes blik.

Tessa kom buldrende ind i køkkenet, så svingdørene var ved at falde af hængslerne. Hun havde tydeligvis forventet, at Sara var alene. Hun åbnede munden, så den lignede et perfekt O.

Cathy, der stod henne ved komfuret og var ved at lave røræg, sagde over skulderen: »Godmorgen, min søde.«

Tessa stilede med sænket hoved direkte over mod kaffemaskinen.

»Har du sovet godt?« spurgte Eddie.

»Som en sten,« svarede Tessa og kyssede ham på håret.

Cathy viftede med paletkniven i retning af Sara. »Du kunne lære noget af din søster.«

Tessa var klog nok til at overhøre sin mors bemærkning. Hun åbnede de franske døre, der førte ud til verandaen og gav et kast med hovedet for at få Sara til at gå med.

Sara rejste sig og holdt vejret, indtil døren var lukket bag dem. »Devon Lockwood?« hviskede hun spørgende.

»Jeg har stadig ikke fortalt dem noget om din aftale med Jeb,« gav Tessa igen.

Sara pressede læberne sammen i tavs indrømmelse af, at de stod lige.

Tessa satte sig på hængesofaen med det ene ben trukket op under sig. »Hvad lavede du så sent?«

»Jeg var i lighuset,« svarede Sara og satte sig ved siden af sin søster. Hun gned sine arme i den kølige morgenluft. Sara havde stadig sine hospitalsbukser på og en tynd, hvid T-shirt, der ikke skærmede spor mod morgenkulden. »Der var noget, jeg var nødt til at tjekke. Lena … »Hun holdt inde. Hun var ikke sikker på, om hun skulle fortælle Tessa, hvad der var sket med Lena Adams om natten i lighuset. Anklagerne pinte hende, selv om hun udmærket vidste, at Lena kun havde sagt det, fordi hun var ulykkelig.

»Jeg ville bare have det overstået,« sagde hun.

Glæden forsvandt fra Tessas ansigt. »Fandt du noget?«

»Jeg har faxet en rapport til Jeffrey. Jeg tror, den vil give ham et par vægtige spor at gå efter.« Hun tav for at sikre sig Tessas opmærksomhed. »Hør her, Tessa, du skal være meget forsigtig. Jeg mener, du skal altid låse din dør, og lad være med at gå ud alene.«

»Ja.« Tessa vred sine hænder. »Ja, selvfølgelig.«

»Jeg mener … »Sara holdt inde. Hun ville ikke forskrække sin søster, men hun ønskede heller ikke, at hun blev udsat for fare. »I er på samme alder, du og Sibyl. Kan du se, hvor jeg vil hen?«

»Ja,« svarede Tessa, men det var tydeligt, at hun ikke ville tale om det. Det kunne Sara ikke bebrejde hende. Men Sara vidste i mindste detalje, hvad der var overgået Sibyl, så hun havde svært ved at se dagen i øjnene.

»Jeg lagde postkortet …« begyndte Tessa, men Sara afbrød hende.

»Jeg fandt det i min taske,« sagde hun. »Tak.«

»Selv tak,« svarede Tessa stilfærdigt.

Sara stirrede ud over søen. Hun tænkte ikke på postkortet, heller ikke på Sibyl Adams eller Jeffrey eller noget andet. Der var noget fredfyldt over søen, så Sara følte sig for første gang i flere uger afslappet. Hvis hun kneb øjnene sammen, kunne hun se den lille bådebro bag sit eget hus. Der var et bådehus, et lille, flydende, ladelignende hus, som der var ved de fleste af søens små bådebroer.

Hun kunne se sig selv sidde i en dækstol og nippe til en margarita, mens hun læste en roman. Hun vidste ikke, hvorfor hun fik det billede af sig selv. Det var sjældent, hun havde tid til at slappe af, hun brød sig ikke om alkohol, og når dagen var slut, var hun helt firkantet i øjnene af at læse kurver og diagrammer over sine patienter, børnenes journaler og retsmedicinske fagtidsskrifter.

Tessa rev hende ud af hendes drømme. »Du har vist ikke fået meget søvn i nat?«

Sara rystede på hovedet og lænede så sit hoved mod sin søsters skulder.

»Hvordan gik det med at være sammen med Jeffrey i går?«

»Bare jeg kunne tage en tablet og glemme alt om ham.«

Tessa lagde armen om Saras skulder. »Er det derfor, du ikke kan sove?«

Sara sukkede og lukkede øjnene. »Jeg ved det ikke. Jeg tænkte på Sibyl. Og Jeffrey.«

»To år er længe at lide af ulykkelig kærlighed,« sagde Tessa. »Hvis du virkelig vil glemme ham, så skal du begynde at gå ud med andre mænd.« Hun afværgede Saras protester. »Jeg mener sådan for alvor, hvor du ikke bare dropper fyren, når han kommer for tæt på.«

Sara satte sig op og trak knæene op til brystet. Hun var udmærket klar over, hvad det var, hendes søster mente. »Jeg er ikke ligesom du. Jeg kan ikke bare gå i seng med hvem som helst.« Tessa blev ikke fornærmet, og det havde Sara heller ikke forventet. Stort set alle i byen bortset fra deres far vidste, at Tessa havde et aktivt sexliv.

»Jeg var kun seksten år, da jeg begyndte at komme sammen med Steve,« begyndte Sara og refererede til sin første rigtige kæreste. »Og så, ja, du ved, hvad der skete i Atlanta.« Tessa nikkede. »Men Jeffrey fik mig til at kunne lide sex. Jeg følte mig for første gang i mit liv som et helt menneske.« Hun knyttede hænderne, som om hun ville holde på den følelse. »Du aner ikke, hvor meget det betød for mig efter alle de år, hvor jeg udelukkende havde læst og arbejdet uden at se andre mennesker eller have et liv ved siden af.«

Tessa sagde ikke et ord, hun lod Sara tale.

»Jeg husker tydeligt den første gang, vi var ude sammen,« fortsatte hun. »Det regnede, da han kørte mig hjem, men lige pludselig standsede han bilen. Jeg troede, det var for sjov, for vi havde netop siddet og talt om, at vi begge syntes, det var dejligt at gå tur i regnvejr. Men han slukkede ikke lygterne, da han steg ud af bilen.« Sara lukkede øjnene og så for sig Jeffrey stå der i regnen, med kraven slået op på frakken mod kulden. »Der lå en kat på vejen. Den var blevet påkørt og var død.«

Tessa var stille et øjeblik, mens hun ventede på fortsættelsen. »Og hvad så?« spurgte hun ivrigt.

»Så tog han den op og lagde den ind i vejkanten, så der ikke var andre, der kørte over den.«

»Tog han den op?« Tessa kunne ikke skjule sin overraskelse.

»Ja.« Sara smilede blidt og varmt ved mindet. »Han ville ikke have, at der var andre, der skulle køre over den.«

»Rørte han virkelig ved en død kat?«

Sara lo ad hende. »Har jeg aldrig fortalt dig det?«

»Nej, det tror jeg, jeg ville have husket.«

Sara lænede sig tilbage i hængesofaen og satte en fod i jorden for at holde den stille. »Men under middagen havde han fortalt mig, at han hadede katte. Og så standser han midt om natten i mørke og regn for at flytte en kat ind i vejsiden, så der ikke er andre, der rammer den.«

Tessa kunne ikke skjule sin væmmelse. »Og så steg han ind i bilen med hænder, der lugtede af død kat?«

»Det var mig, der kørte videre, for han ville ikke røre ved noget.«

Tessa rynkede næsen. »Er det nu, det bliver romantisk, for jeg er ved at få kvalme?«

Sara skævede til hende. »Jeg kørte hjem til mig, og selvfølgelig gik han med ind for at vaske hænder.« Sara lo. »Hans hår var vådt af regnen, og han holdt sine hænder op, som om han var en kirurg, der ikke ville svine sin operationskittel til.« Sara demonstrerede det ved at holde hænderne i vejret med håndfladerne bagud.

»Og så?«

»Så førte jeg ham ud i køkkenet for at vaske hænder. Det er der, jeg har min desinficerende sæbe, men han kunne jo ikke åbne flasken uden at røre den, så jeg gjorde det for ham.« Hun sukkede tungt. »Så lænede han sig ind over køkkenvasken, mens jeg sæbede hans hænder ind. De føltes så stærke og varme, og han har altid været så fandens sikker på sig selv, så han kiggede på mig og kyssede mig lige på munden, som om han hele tiden havde vidst, at mens jeg rørte hans hænder, var det eneste, jeg kunne tænke på, hvordan det ville være at mærke hans hænder på min krop.«

Tessa ventede, til Sara var færdig, før hun sagde noget. »Lige bortset fra den døde kat, så er det den mest romantiske historie, jeg nogen sinde har hørt.«

»Tja.« Sara rejste sig og gik over til rækværket. »Jeg er sikker på, at han kan få alle sine veninder til at føle sig som noget særligt. Det er han i hvert fald god til.«

»Jeg tror ikke, du nogen sinde vil forstå, at nogle mennesker opfatter sex på en anden måde. Nogle gange er det ren erotik – bare et knald.« Hun tav og fortsatte så. »Nogle gange er det bare en måde at få opmærksomhed på.«

»Ja, man må sige, at han fik min opmærksomhed.«

»Han elsker dig stadig.«

Sara vendte sig om og satte sig på rækværket. »Han vil kun have mig tilbage, fordi jeg gik fra ham.«

»Hvis du virkelig for alvor vil have ham ud af dit liv,« begyndte Tessa, »så skal du droppe dit job som retsmediciner.«

Sara åbnede munden, men hun kunne ikke finde ud af, hvordan hun skulle forklare sin søster, at netop det job gjorde, at hun ikke kedede sig til døde. Der var grænser for, hvor mange halsbetændelser og ørepiner hun kunne klare, før hun blev vanvittig. Hun var meget glad for sit arbejde som retsmediciner, det ville hun ikke opgive på trods af de makabre sider af det.

Sara vidste, at Tessa aldrig ville forstå det. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« var det eneste Sara sagde.

Tessa svarede ikke, hun kiggede ind mod huset. Sara fulgte hendes blik ind ad køkkenvinduet. Jeffrey Tolliver stod ved komfuret og talte med deres mor.

Der var adskillige gange blevet bygget til og om i familien Lintons hus i løbet af dets fyrreårige levetid. Da Cathy begyndte at interessere sig for at male, blev der bygget et atelier til med et lille toilet. Da Sara for alvor begyndte at studere, blev der lavet et arbejdsværelse til hende på loftet. Da Tessa begyndte at interessere sig for drenge, blev kælderen sat i stand på en sådan måde, at Eddie kunne komme derned, uanset hvor han opholdt sig i det treetagers hus. Der var en trappe i hver ende af lokalet, og det nærmeste badeværelse var på etagen ovenover.

Der var ikke sket mange ændringer i kælderen, efter at Sara var flyttet for at gå på universitetet. Gulvtæppet var avocadogrønt, og sofaen var rustrød. Rummet blev domineret af et kombineret bordtennis/poolbord, der stod midt på gulvet. Sara havde engang brækket armen, da hun kastede sig efter en bordtennisbold og ramlede ind i fjernsynet.

Saras to hunde, Billy og Bob, lå på sofaen, da hun og Jeffrey kom ned ad trappen. Hun klappede i hænderne for at få dem til at komme, men de logrede bare, da hun gik over for at nusse dem.

Jeffrey gik lige til sagen, mens han klappede Bob på maven. »Jeg har forsøgt at ringe til dig hele natten. Hvor har du været?«

Sara syntes ikke, hun skulle stå til regnskab for ham, så hun spurgte i stedet for: »Har du fundet ud af noget vedrørende Sibyl?«

Han rystede på hovedet. »Ifølge Lena kom hun ikke sammen med nogen. Det udelukker en forsmået og vred ekskæreste.«

»Har der været nogen tidligere?«

»Nej, ingen,« svarede han. »Jeg har tænkt mig at tale med hendes bofælle i dag. Hun bor sammen med Nan Thomas, du ved, hende bibliotekaren.«

»Ja,« svarede Sara og fornemmede, at der var noget, der faldt på plads i hendes hoved. »Har du fået min rapport?«

Han rystede uforstående på hovedet. »Hvad mener du?«

»Det var det, jeg lavede i nat – obducerede hende.«

»Hvad mener du?« gentog han. »Du kan ikke obducere, uden at der er andre til stede.«

»Det ved jeg godt, Jeffrey,« snerrede Sara og lagde armene over kors. Det var rigeligt, at der var én, der i løbet af de sidste tolv timer havde sat spørgsmålstegn ved hendes kompetence. »Det var derfor, jeg ringede til Brad Stephens,« sagde hun.

»Brad Stephens?« Han vendte ryggen til hende og mumlede et eller andet hen for sig, mens han kløede Billy under hagen.

»Hvad sagde du?«

»Jeg sagde, at du har opført dig temmelig mærkeligt på det sidste.« Han vendte sig om mod hende. »Obducerede du virkelig midt om natten?«

»Jeg beklager, hvis du finder det mærkeligt, men jeg har to jobs at varetage. Jeg arbejder ikke bare for dig.« Han forsøgte at standse hende, men hun fortsatte. »Hvis du skulle have glemt det, så har jeg en klinik fuld af patienter samtidig med, at jeg arbejder i lighuset. Apropos patienter …« – hun kiggede på sit armbåndsur uden egentlig at se, hvad klokken var – »så har jeg konsultation om et øjeblik.« Hun satte hænderne i siden. »Var der en særlig grund til, at du kom?«

»Jeg ville bare se, hvordan du havde det,« sagde han. »Men du har det åbenbart godt. Det burde egentlig ikke overraske mig. Du klarer dig altid.«

»Ja, det har du ret i.«

»Sara Linton, stærk som en hest.«

Hun sendte ham, hvad hun håbede var et nedladende blik. De havde spillet denne scene et utal af gange i tiden omkring deres skilsmisse, så hun kunne både sine egne og hans argumenter udenad. Sara var alt for uafhængig. Jeffrey var for krævende.

»Jeg er nødt til at gå,« sagde hun.

»Vent lige lidt,« sagde han. »Hvad med rapporten?«

»Jeg faxede den til dig.«

Nu var det ham, der satte hænderne i siden. »Nå ja, den fik jeg. Tror du virkelig, du har fundet noget?«

»Ja,« svarede hun, men fortsatte så: »Nej.« Hun hadede, når han lod diskussionen glide over i noget, der havde med arbejdet at gøre. Det var et billigt trick, og hun blev altid taget på sengen. Men så tog hun sig sammen. »Jeg får svar på blodprøven her til morgen. Nick Shelton kontakter mig ved nitiden, og så ringer jeg til dig. Det skrev jeg på forsiden af rapporten,« tilføjede hun.

»Hvorfor hastede du blodprøven igennem?« spurgte han.

»Intuition,« svarede Sara. Det var alt, hvad hun i øjeblikket var indstillet på at fortælle ham. Sara brød sig ikke om udokumenterede oplysninger. Hun var læge og ikke spåkone. Og det vidste Jeffrey.

»Fortæl mig det,« bad han.

Sara satte hænderne i siden. Hun kunne ikke lide det. Hun kastede et blik op ad trappen for at sikre sig, at der ikke var nogen, der lyttede. »Du læste jo rapporten,« sagde hun.

»Sara, jeg vil høre det fra din mund,« fremturede han.

Sara lænede sig op ad væggen og lagde armene over kors. Hun lukkede øjnene et splitsekund, ikke for bedre at kunne huske detaljerne, men for at lægge lidt afstand til det hele.

»Hun blev overfaldet på toilettet,« begyndte Sara. »Hun blev sikkert hurtigt overmandet på grund af overraskelsesmomentet, og fordi hun var blind. Han stak hende rimeligvis hurtigt, rev hendes skjorte op og skar korset med sin kniv. Han skar først i hendes mave. Så tror jeg, at han stak sin penis ind i hende, og det var mere for at besudle hende end noget andet. Dernæst voldtog han hende i vagina, og det forklarer de fæcesrester, jeg fandt i hendes skede. Jeg er ikke sikker på, om han ejakulerede, men det tror jeg heller ikke betyder noget for ham.«

»Du mener, det for ham handler mere om at besudle hende?«

Hun trak på skuldrene. Mange voldtægtsforbrydere var perverse, så hvorfor skulle han ikke også være det, tænkte hun. Det beviste hans voldtægt i hendes tarm jo med al ønskelig tydelighed.

»Måske nød han at gøre det et halvoffentligt sted. Frokosttravlheden var ganske vist overstået, men der kunne stadig komme nogen ind og afsløre ham,« sagde hun.

Han kløede sig på hagen, mens han tænkte over hendes ord.

»Ellers noget?«

»Kan du afse et par minutter til at komme forbi?« spurgte han. »Jeg kan arrangere en briefing klokken halv ti.«

»En detaljeret briefing?«

Han rystede på hovedet. »Nej, det vi lige har talt om, vil jeg ikke have, at der er nogen, der har kendskab til,« svarede han, og for første gang i evigheder var hun fuldstændig enig med ham.

»Det er i orden,« sagde hun.

»Kan du være der ved halvtitiden?« gentog han.

Sara gennemgik i tankerne formiddagens program. Jimmy Powells forældre skulle komme klokken otte. Det kunne godt være, det ville gøre det lettere for hende at gå fra det ene forfærdelige møde til det andet. Desuden vidste hun, at jo før hun kunne give kriminalbetjentene resultatet af obduktionen, des hurtigere ville de være i stand til at finde morderen.

»Ja,« svarede hun og gik hen til trappen. »Jeg skal nok være der.«

»Vent lidt,« sagde han. »Lena kommer også.«

Sara snurrede rundt og rystede på hovedet. »Aldrig! Jeg står ikke og gennemgår Sibyls banesår stik for stik foran hendes søster.«

»Hun er nødt til at være med. Du må stole på mig denne gang, Sara.« Han måtte have læst hendes tanker ud fra det blik, hun sendte ham. »Hun vil gerne høre detaljerne. Det er sådan, hun tackler tingene. Hun er jo kriminalbetjent.«

»Det vil ikke være godt for hende.«

»Hun har taget sin beslutning,« gentog han. »Hun vil jo alligevel på en eller anden måde komme til at høre det hele, Sara. Så er det da bedre, at hun får sandheden fra os i stedet for at læse alt opspindet i aviserne.« Han tav, da han så, at han ikke havde overbevist hende. »Hvis det havde været Tessa, så ville du også vide, hvad der var sket, ikke?« fortsatte han.

»Jeffrey,« svarede Sara og lod sig formilde på trods af bedre vidende, »hun skal ikke huske sin søster på den måde.«

Han trak på skuldrene. »Måske skal hun.«

Klokken kvarter i otte om morgenen var Heartsdale ved at vågne. Et regnskyl havde vasket gaderne rene for pollen, og selv om det stadig var koldt, kørte Sara med kalechen nede på sin BMW Z3. Hun havde købt bilen under en efter-skilsmissen-depression, hvor hun følte, hun havde brug for at forkæle sig selv. Det havde også været godt nok i fjorten dage, men så begyndte folk at glo og kommentere bilen, og det fik hende til at føle sig latterlig. Sådan en bil kunne man ikke køre rundt i i så lille en by, især ikke, da Sara var læge og oven i købet børnelæge. Hvis ikke Sara havde været født og opvokset i Heartsdale, så var hun sikker på, at hun ville have været nødt til enten at sælge bilen eller miste halvdelen af sine patienter på klinikken. Men som det var, var hun nødt til at høre på sin mors evindelige kommentarer om, at det var latterligt, at en, der knap kunne sørge for en ordentlig garderobe, kørte rundt i en smart sportsvogn.

Sara vinkede til Steve Mann, ejeren af isenkramforretningen, da hun kørte hen til klinikken. Han smilede overrasket og vinkede tilbage. Steve var gift og havde tre børn, men Sara vidste, at han stadig var lun på hende, sådan som følelserne fra ens første kærlighedsforhold aldrig helt forsvandt. Steve var hendes første alvorlige kæreste, og hun holdt stadig af ham, men heller ikke mere end det. Hun mindedes alle de akavede og forlegne situationer, da hun var teenager, og Steve befamlede hende på bagsædet af sin bil. Og hvordan hun var alt for genert til at se ham i øjnene, efter at de havde haft deres første samleje.

Steve var den type, der med glæde slog rødder i Heartsdale og nød at gå fra at være stjernequarterback på Robert E. Lee High School til at arbejde sammen med sin far i isenkramforretningen. På det tidspunkt ønskede Sara bare at komme væk fra byen og tage til Atlanta og få en tilværelse, der var mere spændende og mere udfordrende end den, hendes hjemby kunne tilbyde. Hvorfor hun alligevel endte her, var et lige så stort mysterium for Sara som for alle andre.

Hun stirrede lige frem for sig, da hun kørte forbi restauranten. Hun ønskede ikke at blive mindet om gårsdagen. Hun var så opsat på at undgå den side af gaden, at hun var lige ved at køre Jeb McGuire ned uden for apoteket.

Sara satte farten ned og kørte op på siden af ham og undskyldte. »Det er jeg ked af.«

Jeb lo godmodigt og gik hen til hendes bil. »Prøvede du på at slippe for vores aftale i morgen?«

»Nej, selvfølgelig ikke,« fik Sara sagt og tvang et smil frem på læben. Hun havde fuldstændig glemt deres aftale på grund af alt det, der var sket dagen før. Da Jeb for elleve år siden var flyttet til Heartsdale og havde købt byens apotek, havde de kommet lidt sammen. Det var aldrig blevet til noget alvorligt mellem dem, og forholdet kølnede noget, da Jeffrey dukkede op. Sara vidste ikke rigtigt, hvorfor hun begyndte at gå ud med Jeb igen.

Jeb strøg håret væk fra panden. Han var en mager fyr med en løbers kropsbygning. Tessa havde engang sammenlignet hans krop med Saras greyhounds. Men han så godt ud, og han behøvede ikke at løbe ret hurtigt for at få fat i en kvinde.

Han lænede sig ind over Saras bil. »Har du tænkt over, hvad du kunne tænke dig til middag?« spurgte han.

Sara trak på skuldrene. »Næh, jeg ved ikke rigtigt,« sagde hun. »Hvad med at overraske mig?«

Jeb hævede øjenbrynene. Cathy Linton havde ret. Sara var ikke i stand til at lyve.

»Jeg har hørt om alt det, der skete i går,« begyndte han og gjorde en håndbevægelse i retning af restauranten, »så jeg forstår godt, hvis du hellere vil aflyse.«

Hans tilbud varmede Sara om hjertet. Jeb McGuire var et rart menneske. Der stod tillid og respekt om hans person som byens farmaceut. Desuden så han godt ud. Det eneste problem var, at han var alt for sød og rar. De havde aldrig skændtes, fordi han simpelt hen ikke gad. Det var grunden til, at Sara mere opfattede ham som en bror end som en potentiel elsker.

»Nej, jeg vil ikke aflyse,« sagde hun, og mærkeligt nok mente hun det. Det ville nok være godt for hende at komme lidt mere ud. Måske havde Tessa ret. Måske var det på tide.

Jeb lyste op. »Hvis det ikke er for koldt, kan jeg hente dig i min båd, og så kan vi sejle en tur på søen.«

Hun sendte ham et drillende blik. »Jeg troede ikke, du skulle have båd før til næste år.«

»Tålmodighed har aldrig været en af mine dyder,« svarede han, selv om den kendsgerning, at han stod og talte med Sara, beviste det modsatte. Han pegede med tommelfingeren mod apoteket for at antyde, at han var nødt til at gå. »Så ses vi ved sekstiden?«

»Ja, ved sekstiden,« bekræftede Sara og følte, at noget af hans glæde smittede af på hende. Hun satte bilen i gear, og han gik over til apoteket. Marty Ringo, som sad ved kassen i apoteket, stod foran døren, og han lagde sin arm om hendes skulder, mens han låste døren op.

Sara kørte ind på klinikkens parkeringsplads. Heartsdale Børneklinik var en rektangulær bygning med et ottekantet indgangsparti bygget af glasmursten. Det var patienternes venteværelse. Dr. Barney, som havde tegnet bygningen, var heldigvis en bedre læge end han var arkitekt. Glasbygningen vendte mod syd, så om sommeren blev der varmt som i en bageovn, og om vinteren var der iskoldt. Det var velkendt, at feberen var faldet hos adskillige patienter, mens de ventede på at komme ind til lægen.

Venteværelset var koldt og tomt, da Sara åbnede døren. Hun kiggede sig omkring i det halvmørke værelse og tænkte som så ofte før, at hun burde få det sat i stand og nyindrette det. Stolene til patienterne og deres forældre kunne med god vilje kaldes funktionelle. Sara og Tessa havde tilbragt mange dage i de stole sammen med Cathy, mens de ventede på at blive kaldt ind til lægen. I det ene hjørne stod tre børneborde med tilhørende stole, så de små patienter kunne tegne eller læse i ventetiden. Og der lå blade og magasiner fremme, både Highlights, People og House & Garden. Farveblyanterne stod pænt i små krus med en stak papirer ved siden af.

Sara spekulerede på, om det var i dette værelse, hun havde besluttet at blive læge. Sara var i modsætning til Tessa ikke bange for at komme ind til dr. Barney, men måske skyldtes det, at Sara sjældent var syg som barn. Hun elskede, når det blev deres tur, og de skulle ind i de lokaler, hvor kun lægerne måtte komme. Da Sara i syvende klasse havde givet udtryk for sin interesse for lægevidenskaben, havde Eddie fundet en professor i biologi, som skulle have nye vandrør. Professoren underviste Sara som betaling for Eddies arbejde. Da en kemiprofessor to år senere skulle have alle sine rør udskiftet, fik Sara undervisning på lige fod med de studerende.

Lyset blev tændt, og det skar Sara i øjnene. Nelly åbnede døren fra undersøgelsesrummene ud til venteværelset.

»Godmorgen, dr. Linton,« sagde Nelly og rakte hende en stak lyserøde sedler med beskeder og tog hendes taske. »Jeg fik din besked her til morgen om mødet på politistationen, og jeg har allerede rykket rundt på dine aftaler. Du har vel ikke noget imod at arbejde lidt over, vel?«

Sara rystede på hovedet, mens hun gennemgik beskederne.

»Familien Powell kommer om fem minutter, og der ligger en fax på dit skrivebord.«

Sara kiggede op for at takke hende, men hun var allerede væk. Hun skulle sikkert gennemgå Elliot Felteaus aftaler. Sara havde ansat ham, da han lige var blevet færdig med sin specialistuddannelse på Augusta Hospital. Han var ivrig efter at lære, og han ville måske en dag købe sig ind som partner i klinikken. Sara vidste ikke rigtig, om hun var interesseret i at have en partner, men hun vidste til gengæld, at det ville tage mindst ti år, før han ville være i stand til at komme med et tilbud.

Sara mødte sin sygeplejerske, Molly Stoddard, i gangen. »Ifølge laboratorieundersøgelserne er der femoghalvfems procent hvide blodlegemer i Jimmy Powells blod,« meddelte hun.

Sara nikkede. »De kan være her hvert øjeblik.«

Molly sendte Sara et smil og sagde, at hun ikke misundte hende den forestående samtale. Ægteparret Powell var blevet skilt for et par år siden, men havde været usædvanligt solidariske med hinanden, når det gjaldt børnene.

»Vil du være sød at finde et telefonnummer for mig? Jeg vil henvise dem til en mand, jeg kender på Emory. Han har foretaget nogle interessante forsøg med AML, akut myeloid leukæmi, på et tidligt stadium.«

Sara gav hende navnet, mens hun åbnede døren til sit kontor. Nelly havde sat hendes taske ved skrivebordsstolen og stillet en kop kaffe på bordet ved siden af den fax, hun havde omtalt. Det var rapporten fra GBI-laboratoriet om Sibyls blodanalyse. Nick havde skriblet en undskyldning øverst på siden, hvor han beklagede, at han havde møder det meste af dagen, men at han vidste, hun gerne ville have resultatet så hurtigt som muligt. Sara læste rapporten to gange, og det rislede hende koldt ned ad ryggen.

Hun lænede sig tilbage i stolen og kiggede rundt i sit kontor. Hendes første måneder her havde været hektiske, men slet ikke som på Grady Hospital. Der var gået tre måneder, før Sara havde vænnet sig til den langsomme arbejdsgang. Der var et utal af ørepiner og halsbetændelser, men der kom sjældent børn med alvorlige sygdomme. Hvis det skete, blev de henvist til hospitalet i Augusta.

Darryl Harps mor var den første, der gav Sara et fotografi af sit barn. Men mange forældre fulgte trop, og hun begyndte snart at sætte dem op på væggen i kontoret. Der var gået tolv år, siden hun havde fået det første billede, og nu var væggene plastret til med fotografier, sågar helt ud på badeværelset. Hun kunne huske navnene på dem alle og for det meste også deres sygehistorie. Men nu hvor mange af de unge mennesker var fyldt nitten år, måtte hun sige til dem, at de nok hellere måtte konsultere en praktiserende læge. Det havde fået flere af dem til at græde. Sara havde adskillige gange fået en klump i halsen. Hun kunne ikke selv få børn, så hun knyttede sig ofte til sine patienter.

Sara åbnede tasken for at finde en journal frem, men standsede brat, da hun fik øje på det postkort, hun havde modtaget om mandagen. Hun stirrede på billedet af porten ind til Emory Universitet. Sara huskede tydeligt den dag, hun havde modtaget brevet fra Emory om, at hun var blevet optaget. Hun havde fået stipendietilbud fra flere mere kendte universiteter oppe nordpå, men Emory havde altid været hendes drøm. Det var her, man fik den helt rigtige lægeuddannelse, og Sara kunne ikke forestille sig at skulle bo andre steder end i Sydstaterne.

Sara vendte kortet om og lod en finger glide hen over den nydeligt printede adresse. Sara havde hvert eneste år, siden hun havde forladt Atlanta, modtaget et lignende postkort midt i april. Sidste år havde det været fra The World of Coke, og der havde stået: »He’s got the whole world in His hands.«

Det gav et sæt i hende, da Nellys stemme pludselig lød fra samtaleanlægget.

»Dr. Linton!« sagde Nelly. »Familien Powell er kommet.«

Sara satte en finger på den røde svartast og lod postkortet glide ned i tasken, mens hun svarede: »Jeg kommer straks.«

8

Da Sibyl og Lena gik i syvende klasse, gik der også en ældre dreng, som hed Boyd Little. Han nød at knipse med fingrene lige ud for Sibyls ører. En dag fulgte Lena efter ham, da de stod af skolebussen og sprang på ham. Lena var lille og hurtig, men Boyd var et år ældre og omkring tyve kilo tungere. Han tævede hende næsten til plukfisk, inden chaufføren fik skilt dem ad.

Når Lena tænkte på den episode, kunne hun med sandhed sige, at hun aldrig havde følt sig så fysisk ødelagt, som hun gjorde morgenen efter sin søsters død. Nu forstod hun endelig, hvorfor man kaldte det tømmermænd. Hun følte sig gennembanket, og det var først efter en halv times skoldhedt brusebad, at hun var i stand til at stå oprejst. Det var, som om hendes hoved skulle sprænges. Selv ikke en hel tube tandpasta kunne fjerne den skrækkelige smag, hun havde i munden, og hun følte det, som om der var nogen, der havde rullet hendes mave sammen til en bold og bundet den sammen med tandtråd.

Hun sad bagest i briefing-lokalet på politistationen og kæmpede for ikke at kaste op igen. Ikke for det, der var såmænd ikke mere tilbage at kaste op af. Hun var fuldstændig tom, så hendes mave nærmest gik indad.

Jeffrey kom over til hende med en kop kaffe. »Drik noget,« beordrede han hende.

Hun modsagde ham ikke. Hank havde sagt det samme om morgenen ude i huset. Hun havde været alt for flov til at modtage noget som helst fra ham, da slet ikke råd, så hun havde givet ham et pikant forslag til, hvad han kunne gøre med kaffen.

»Det er ikke for sent,« sagde Jeffrey, da hun havde taget en tår.

»Jeg vil være med,« understregede hun. »Jeg må vide besked.«

Han fastholdt hendes blik i, hvad der føltes som en evighed. Til trods for at lyset skar i hendes øjne, var hun ikke den første, der kiggede væk. Det var først, da han var gået ud af lokalet, at Lena lænede sig tilbage i stolen. Hun støttede koppen på sit knæ og lukkede øjnene.

Lena kunne ikke huske, hvordan hun var kommet hjem aftenen før. Den halve times køretur fra Reece stod i et temmelig sløret skær. Hun vidste, at Hank måtte have kørt bilen, for da hun steg ind i den her til morgen, var sædet skubbet helt tilbage og bakspejlet sad i en mærkelig vinkel. Det sidste, hun huskede, var, at hun havde set sit spejlbillede i Stop n’ Save’s butiksrude. Det næste, hun huskede, var den skingre lyd af telefonen, da Jeffrey ringede for at fortælle hende om briefingen. Han havde næsten tigget hende om ikke at komme. Alt andet var sort for hende.

Det sværeste havde næsten været at klæde sig på her til morgen. Da hun havde overlevet brusebadet, ønskede hun kun at kravle i seng igen og rulle sig sammen under dynen. Hun kunne sagtens være blevet der hele dagen, men hun ville ikke give efter for sin svaghed. Aftenen før havde været en fejltagelse, men den havde været nødvendig. Hun havde haft brug for at give los for sin sorg tilstrækkeligt meget til, at hun ikke brød sammen.

Men det var noget helt andet nu. Lena havde kæmpet sig i et par lange bukser og en pæn jakke, sådan som hun plejede at gå klædt på arbejdet. Da hun spændte pistolhylsteret på og tjekkede pistolen, følte hun sig mere som en kriminalbetjent end som offerets søster. Men det værkede stadig i hendes hoved, og tankerne syntes at være limet fast til indersiden af hendes hjerne. Hun forstod med den udenforståendes sympati, hvordan alkoholikere havde det om morgenen. Men et eller andet sted kunne hun alligevel ikke lade være med at tænke på, at en stiv drink ville gøre godt.

Døren til briefinglokalet gik knirkende op, og Lena nåede lige at få et glimt af Sara Linton, der stod med ryggen til ude i gangen. Sara var ved at sige noget til Jeffrey, og det så ikke ud til at være høfligheder, hun afleverede. Lena følte et stik af dårlig samvittighed over den måde, hun havde behandlet Sara på aftenen før. Lena vidste på trods af det, hun havde sagt, at Sara var en god læge. Når alt kom til alt, så havde Sara opgivet en glimrende karriere i Atlanta for at komme tilbage til Heartsdale. Lena skyldte hende en undskyldning, men det havde hun ikke lyst til at tænke på lige nu. Hvis der blev holdt regnskab med forholdet mellem Lenas vredesudbrud og undskyldninger, ville antallet af de første langt overgå de sidste.

»Lena,« sagde Sara. »Kom herover til mig.«

Lena blinkede og undrede sig over, hvornår Sara var kommet ind i lokalet. Hun stod ovre ved døren ind til depotskabet.

Lena rettede sig med et ryk op i stolen for at rejse sig. Hun glemte alt om kaffen og spildte noget ned over bukserne, men hun var ligeglad. Hun stillede koppen på gulvet og gik over til Sara. Depotskabet var faktisk stort nok til at kunne kaldes et rum, men skiltet på døren havde for år tilbage afgjort dets skæbne, og der var ingen, der havde gjort sig den ulejlighed at udskifte det. Herinde blev der blandt andet opbevaret bevismateriale, dukkerne til førstehjælpskurserne, som politiet afholdt om efteråret, og førstehjælpskasserne.

»Her,« sagde Sara inde i rummet og hev en stol frem. »Sæt dig.«

Lena gjorde, som hun fik besked på. Hun så til, mens Sara rullede en iltflaske frem.

Sara fastgjorde en slange med en maske til flasken. »Du har hovedpine, fordi alkolholen opbruger ilten i blodet.« Hun rakte masken til Lena. »Træk nu vejret langsomt og dybt, så får du det snart bedre.«

Lena tog masken uden større tillid til Sara, men lige nu ville hun have lagt munden til røvhullet af et stinkdyr, hvis der var nogen, der havde fortalt hende, at det ville hjælpe på hendes værkende hoved.

»Går det bedre?« spurgte Sara, da Lena havde trukket vejret dybt et par gange.

Lena nikkede. Hun havde det bedre. Hun var ikke helt på toppen, men hun kunne i det mindste åbne øjnene helt.

»Lena,« sagde Sara og fjernede masken. »Jeg har fundet noget, som jeg gerne vil spørge dig om.«

»Ja?« svarede Lena og havde igen paraderne oppe. Hun regnede med, at Sara ville overtale hende til ikke at være der under briefingen, men det, Sara sagde, overraskede hende.

»Da jeg undersøgte Sibyl,« begyndte Sara og stillede iltflasken på plads, »fandt jeg fysisk bevismateriale, som jeg ikke havde ventet at finde.«

»Hvad var det?« spurgte Lena. Hendes hjerne var begyndt at fungere igen.

»Jeg er ikke sikker på, om det har nogen betydning for sagen, men jeg er nødt til at fortælle Jeffrey om det. Jeg må ikke tage stilling til den slags.«

Selv om Sara havde hjulpet Lena med hovedpinen, havde hun ikke overskud til alle hendes omsvøb. »Hvad taler du om?«

»Jeg taler om, at din søsters mødom var intakt, indtil hun blev voldtaget.«

Det vendte sig i Lena. Hun burde have tænkt på det, men der var sket så meget i løbet af det sidste døgn, at hun ikke havde haft tid til at drage nogen fornuftige konklusioner. Nu ville alverden få at vide, at hendes søster var lesbisk.

»Jeg er ligeglad,« sagde Sara. »Jeg mener det. Det betyder ikke noget for mig, hvordan hun ønskede at leve sit liv.«

»Hvad fanden mener du med det?«

»Nøjagtigt det jeg siger,« svarede Sara og mente, det måtte være svar nok. Men da Lena ikke svarede, tilføjede hun: »Jeg er klar over det med Nan Thomas, Lena, og jeg kan godt lægge to og to sammen.«

Lena lænede hovedet mod væggen og lukkede øjnene. »Du tror nok, du er smart, hva’? Og nu vil du vel udbasunere for alle, at min søster var lesbisk?«

Sara tav et øjeblik. »Jeg havde ikke planlagt at sige noget om det i min briefing,« sagde hun så.

Lena åbnede øjnene. »Jeg skal nok fortælle ham det,« sagde hun beslutsomt. »Kan du give mig et par minutter?«

»Selvfølgelig.«

Lena ventede, indtil Sara var gået ud, og så skjulte hun ansigtet i hænderne. Hun ville så gerne kunne græde, men der kom ikke en tåre. Hun var så dehydreret, at hun undrede sig over, at hun stadig havde spyt i munden. Hun tog en dyb indånding for at ruste sig mod det, der ville komme, og så rejste hun sig op.

Frank Wallace og Matt Hogan stod i briefinglokalet, da hun kom ud fra depotskabet. Frank nikkede til hende, mens Matt pludselig fik travlt med at hælde fløde i sin kaffe. Begge kriminalbetjente var i halvtredserne, altså fra en helt anden tid, end den Lena var vokset op i. De arbejdede ligesom resten af de ældre betjente efter de gamle regler i styrkens broderskab, hvor retfærdigheden skulle ske fyldest for enhver pris. Politistyrken var deres familie, og hvis der skete noget med en af deres kolleger, reagerede de, som var det deres bror. Hvis indbygerne i Grant County var som én stor familie, var kriminalbetjentene endnu mere sammenspiste. Lena vidste, at alle kriminalbetjentene, hendes kolleger, var medlem af den lokale loge. Hvis det ikke lige var, fordi hun ikke havde nogen penis, så var hun sikker på, at hun for længe siden var blevet opfordret til at blive medlem, om ikke af respekt, så fordi de følte sig forpligtet til det.

Hun spekulerede på, hvad de to aldrende mænd mon ville tænke, når det gik op for dem, at de arbejdede på en sag med en lesbisk kvinde, der var blevet voldtaget. Hun kom i tanker om, at hun for temmelig længe siden havde hørt Matt indlede en sætning med: »Ja, dengang Klanen virkelig udrettede noget godt …« Ville de mon være lige så ivrige efter at opklare sagen, hvis de vidste, at Sibyl var lesbisk, eller ville deres iver fordufte? Men det havde hun ikke lyst til at finde ud af på den hårde måde.

Jeffrey var i gang med at læse en rapport, da hun bankede på den åbne dør til hans kontor.

»Fik Sara hjulpet dig på ret køl?« spurgte han.

Lena brød sig ikke om hans ordvalg, men hun svarede bekræftende og lukkede døren.

Jeffrey så tydeligt overrasket ud, da hun lukkede døren. Han lagde rapporten til side og ventede, til hun havde sat sig, før han spurgte: »Hvad sker der?«

Lena følte, hun lige så godt kunne springe som krybe i det. »Min søster var lesbisk.«

Hendes ord hang i luften over dem som tegneseriebobler. Lena bekæmpede en trang til at komme med en nervøs latter. Hun havde aldrig sagt ordene højt før. Hun følte sig ilde til mode ved at tale om Sibyls seksualitet, og hun brød sig heller ikke om at tale med Sibyl om det. Selv da Sibyl mindre end et år efter, at hun var kommet til Heartsdale, flyttede ind hos Nan Thomas, pressede hun ikke sin søster for detaljer. Helt ærligt, så havde hun ikke lyst til at høre dem.

»Jaså,« svarede Jeffrey. Han lød lidt overrasket. »Tak, fordi du fortalte mig det.«

»Tror du, at det får konsekvenser for efterforskningen?« spurgte Lena og spekulerede på, om hun overhovedet havde behøvet at sige det.

»Det ved jeg ikke,« svarede han, og hun fornemmede, at han talte sandt. »Er der nogen, der har sendte hende trusselsbreve eller talt nedsættende om hende?«

Lena havde selv overvejet det. Nan havde sagt, at der ikke var sket noget usædvanligt i de sidste uger, men hun vidste også, at Lena ikke var åben over for noget, der hentydede til, at Nan bollede hendes søster. »Det skal du nok tale med Nan om.«

»Nan Thomas?«

»Ja,« svarede Lena. »De boede sammen på Cooper. Vi kunne måske tage derhen efter briefingen?«

»Senere på dagen,« svarede han, »hvad med ved firetiden?«

Lena nikkede bekræftende, men så kunne hun ikke styre sig længere. »Vil du fortælle det til drengene?« spurgte hun.

Han så overrasket ud over hendes spørgsmål og kiggede længe på hende. »Det tror jeg ikke er nødvendigt på nuværende tidspunkt. Lad os tale med Nan, og så tage det derfra.«

Lettelsen skyllede ind over Lena.

Jeffrey så på sit armbåndsur. »Vi må hellere se at komme ind til briefingen.«

9

Jeffrey stod uden for døren til briefinglokalet og ventede på, at Lena skulle komme ud fra toilettet. Hun havde bedt om to minutter for sig selv efter deres samtale. Han håbede, hun gav sig tid til at komme til hægterne. Lena Adams var på trods af sit temperament en klog kvinde og en god kriminalbetjent. Han syntes, det var synd, at hun skulle igennem det her alene. Men han vidste også, at hun ikke ville have det på nogen anden måde.

Sara sad på forreste række med benene over kors. Hun var iført en olivenfarvet kjole, der gik ned til anklerne. Den var slidset op i siderne til lige under knæene. Hun havde samlet håret i nakken i en hestehale, ligesom hun havde haft det i kirken om søndagen. Jeffrey huskede hendes ansigtsudtryk, da hun fik øje på ham på kirkebænken et par rækker bag hende. Han spekulerede på, om Sara nogen sinde igen ville være glad for at se ham. Under hele gudstjenesten havde han stirret ned på sine hænder og talt minutterne, til det var overstået, så han kunne komme væk uden at vække postyr.

Sara Linton var det, hans far yndede at kalde et »et varmt isbjerg«. Jeffrey havde følt sig tiltrukket af hende på grund af hendes stærke vilje og uafhængighed. Hun virkede reserveret, og det kunne han lide, og han kunne også godt lide den måde, hun jordede hans fodboldkammerater på. Han kunne også godt lide den måde, hun tænkte på, og at han kunne tale med hende om sit job og vide, at hun forstod alt, hvad han sagde. Han kunne godt lide, at hun ikke kunne lave mad, og at hun kunne sove selv i de værste stressituationer. Han kunne lide, at hun var elendig til at gøre rent, og at hendes fødder var så store, at hun kunne passe hans sko. Men det bedste var, at hun selv erkendte alle disse ting og faktisk var stolt af dem.

Selvfølgelig havde hendes uafhængighed en bagside. Selv efter seks års ægteskab var han ikke sikker på, at han kendte hende til bunds. Sara var fantastisk til at skabe en facade, så efter en rum tid spekulerede han på, om hun overhovedet havde brug for ham. Hun havde sin familie, sin klinik, sit lighus, så der var ikke meget tid tilovers til ham.

Han var udmærket klar over, at hvis han ønskede at ændre tingenes tilstand, så var det ikke nogen god idé at bedrage Sara, men han vidste, at på det tidspunkt måtte der ske noget i deres ægteskab. Han ønskede at såre hende. Han ønskede at se hende kæmpe for ham og deres forhold. Det nagede ham stadig, at det første var sket, men ikke det andet. Jeffrey kunne en gang imellem blive så vred på Sara over, at noget så meningsløst som et dumt sidespring skulle ødelægge deres ægteskab.

Jeffrey lænede sig ind over bordet på podiet med hænderne samlet foran sig. Han fortrængte tankerne om Sara og koncentrerede sig om sagen. Ved siden af ham lå der en seksten sider lang liste med navne og adresser. Alle dømte voldsforbrydere, der boede i eller flyttede til staten Georgia, skulle lade sig indregistrere med navn og adresse i Georgias forbryderkartotek. Jeffrey havde brugt hele aftenen og en del af formiddagen på at udarbejde en liste over de 67 indbyggere i Grant County, der var blevet registreret, siden loven var blevet vedtaget i 1996. Det var afskrækkende at gennemgå deres kriminelle løbebane, mest fordi han vidste, at seksualforbrydere var som kakerlakker. Så man én af dem, var der gemt tyve mere bag væggen.

Men alt det fortrængte han, mens han ventede på at åbne mødet. Briefinglokalet var ikke fyldt. Frank Wallace, Matt Hogan og fem andre af de ældre kriminalbetjente var kommet. Når han talte sig selv og Lena med blev det til ni, og ud af de ni havde kun han og Frank arbejdet i samfund, der var større end Grant County. Sibyl Adams’ morder havde bedre odds.

Brad Stephens, en yngre patruljebetjent, der på trods af sin lave rang og unge alder var i stand til at holde tand for tunge, stod ved siden af døren, hvis nogen skulle forsøge at komme ind. Brad var en slags maskot for kriminalfolkene, og han var endnu ikke sluppet af med sit hvalpefedt, så han lignede noget, der var tegnet for sjov. Hans tynde lyse hår strittede til alle sider, som om der var en, der havde gnedet en ballon mod det. Hans mor kom ofte over på stationen med hans frokost. Men han var en god knægt. Brad havde kontaktet Jeffrey om at komme ind i politistyrken, allerede da han gik i gymnasiet. Han stammede fra Heartsdale som de fleste af de yngre betjente. Det var hans hjemby, og han satte en ære i at være med til at skabe tryghed og sikkerhed i gaderne.

Jeffrey rømmede sig for at påkalde sig opmærksomheden, da Brad åbnede døren for Lena. Hvis der var nogen, der var overrasket over at se hende her, blev der ikke givet udtryk for det. Hun stillede sig bagest i lokalet og lagde armene over kors. Hendes øjne var stadig rødrandede, enten på grund af aftenens druk, eller fordi hun havde grædt, eller begge dele.

»Tak, fordi I kom med så kort varsel,« begyndte Jeffrey. Han nikkede til Brad for at fortælle ham, at han kunne begynde at omdele de fem sæt kopier, som han tidligere havde samlet.

»Lad mig indlede med at sige, at alt, hvad der bliver sagt inden for disse fire vægge, skal behandles dybt fortroligt. Det, I kommer til at høre i dag, er yderst konfidentielt, og enhver lækage kan give store vanskeligheder for efterforskningen.« Han tav, indtil Brad havde omdelt materialet.

»Jeg går ud fra, at alle er klar over, at Sibyl Adams blev myrdet i går på Filling Station.« Mændene nikkede, mens de bladrede i papirerne, men hans næste ord fik dem til at kigge op. »Hun blev voldtaget, før hun blev myrdet.«

Det var, som om temperaturen steg i lokalet, mens ordene sank ind hos tilhørerne. Mændene var af den ældre generation, hvor kvinder var lige så mystiske for dem som planeternes opståen. At Sibyl var blevet voldtaget ville vække dem til dåd.

Jeffrey holdt sin kopi af listerne i vejret. »Jeg har printet denne liste fra computeren her til morgen,« sagde Jeffrey. »Jeg har delt navnene mellem de sædvanlige hold med undtagelse af Frank og Lena.« Han så, at Lena skulle til at protestere, men han fortsatte. »Brad arbejder sammen med dig, Lena, og Frank med mig.«

Lena anlagde en udfordrende attitude. Brad var slet ikke på hendes niveau, og hendes ansigtsudtryk viste, at hun udmærket var klar over, hvad Jeffrey var ude på. Og når hun forhørte den tredje eller fjerde mand på sin liste, ville hun med sikkerhed vide, at Jeffrey holdt hende i kort snor. Voldtægtsforbrydere var tilbøjelige til udelukkende at overfalde kvinder af deres egen etniske herkomst og aldersgruppe. Lena og Brad skulle forhøre alle dem over halvtreds år, som havde begået seksuelle overgreb.

»Dr. Linton vil gennemgå enkelthederne.« Han holdt inde et øjeblik. »Mit umiddelbare gæt er, at voldsmanden er religiøs, måske endda fanatisk religiøs. Men læg ikke hovedvægten på det, når I forhører folk. I skal bare have det i baghovedet.« Han bankede let stakken af papirer ned i bordet for at samle dem. »Hvis der dukker noget op, vi skal tale om, så kontakt mig over radioen. Jeg vil ikke have, at en mistænkt kommer til skade under anholdelsen eller får hovedet skudt af.«

Jeffrey undgik omhyggeligt at møde Saras blik, da han sagde det sidste. Jeffrey var strisser, og han vidste, hvordan det gik for sig på gadeniveau. Han vidste, at alle mændene i dette lokale havde noget, de skulle bevise i forbindelse med Sibyl Adamssagen. Han vidste også, hvor nemt det var at overskride grænsen mellem den lovlige retfærdighed og den menneskeligt forståelige selvtægt, når man stod ansigt til ansigt med et lavtstående uhyre, der kunne finde på at voldtage en blind kvinde og skære et kors i hendes krop.

»Er det forstået?« spurgte han uden at forvente at få svar og fik det heller ikke. »Jeg giver nu ordet til dr. Linton.«

Han gik ned bagest i lokalet og stillede sig lidt til højre bag Lena, mens Sara indtog podiet. Hun gik over til tavlen og trak et hvidt lærred ned. De fleste af mændene i lokalet havde kendt hende, fra hun var blebarn, og at de nu sad klar med deres notesbøger, viste deres dybe respekt for hendes professionalisme.

Hun nikkede hen mod Brad, der slukkede lyset.

Lyskeglen fra fremviseren kom langsomt til live og sendte et klart lys op på lærredet. Sara lagde et dias i holderen og skubbede den ind i fremviseren.

»Jeg fandt Sibyl Adams på dametoilettet i Filling Station omkring klokken halv tre i går eftermiddags,« sagde hun og justerede skarpheden på fremviseren.

Der gik et gisp gennem lokalet, da billedet af Sibyl Adams liggende halvnøgen på toiletgulvet stod skarpt. Jeffrey stirrede på det dybe sår i brystet, mens han spekulerede på, hvordan den mand var, der kunne finde på at gøre det, han havde gjort ved den stakkels unge kvinde. Han kunne ikke bære at tænke på Sibyl Adams, der blind og forsvarsløs sad på toilettet, mens hendes overfaldsmand skar i hende for at tilfredsstille sine egne perverse lyster. Han kunne ikke bære at tænke på, hvad der var gået igennem Sibyls hoved, mens hun blev voldtaget i maven.

»Hun sad på toilettet, da jeg åbnede døren,« fortsatte Sara. »Hendes arme hang ned til siden, og benene var spredt, og det snit, I kan se her« – hun pegede mod lærredet – »blødte voldsomt.«

Jeffrey lænede sig en smule frem for at se, hvordan Lena reagerede. Hun stod ubevægelig med rank ryg. Han forstod godt, hvorfor hun var nødt til at være her, men han kunne ikke fatte, hvordan hun kunne klare det. Hvis det her var overgået nogen i hans familie, eller hvis Sara var blevet skændet på den uhyggelige måde, vidste han dybt i sit hjerte, at han ikke ville have ønsket at høre om det. Det ville han ikke kunne bære.

Sara stod forrest i lokalet med korslagte arme. »Hun begyndte at få kramper umiddelbart efter, jeg havde fastslået, at pulsen slog. Vi faldt om på gulvet. Jeg forsøgte at afhjælpe krampeanfaldene, men hun udåndede nogle sekunder senere.«

Sara satte et andet dias i. Det var en gammel fremviser, som de havde lånt fra gymnasiet, så Sara ikke behøvede at få lavet forstørrelser hos Jiffy Foto.

Det næste foto var et nærbillede af Sibyl Adams’ hoved og nakke. »Det blå mærke under hendes øje er tilføjet hende på et tidligt tidspunkt under overfaldet, for at hun ikke skulle gøre modstand. Der blev holdt en kniv mod hendes strube. Den må have været meget skarp og cirka femten centimenter lang. Jeg vil tro, det var en udbeningskniv, som der findes i ethvert køkken. Man kan se et mindre snit her.« Hun førte sin finger hen over lærredet langs Sibyls hals. »Det blødte ikke fra snittet, men huden var ridset.« Hun kiggede op og fangede Jeffreys blik. »Jeg forestiller mig, at han brugte kniven, så hun ikke skreg, mens han voldtog hende.«

Hun fortsatte. »Der er et lille bidmærke på hendes venstre skulder.« Billedet tonede frem på lærredet. »Det er almindeligt med bidmærker under voldtægt. Men det her viser kun aftrykket af tænderne i overmunden. Jeg fandt intet usædvanligt i mønsteret, men jeg har sendt … »Sara holdt inde. Hun kom sikkert til at tænke på, at Lena var til stede. »… et aftryk af tandmærkerne til FBI’s laboratorium, så de kan krydstjekke det. Hvis en registreret forbryders tandsæt passer til aftrykket, så må vi gå ud fra, at det er ham, der har begået denne forbrydelse. Men,« advarede hun, »som vi alle ved, så vil FBI ikke give denne sag høj prioritet, så jeg tror ikke, vi skal hænge vores hat på det bevismateriale. Det vil være bedre at bruge tandaftrykket som endegyldigt bevis senere. Det vil sige, find en mistænkt, og knald ham på tandaftrykket.«

Det næste billede viste indersiden af Sibyls ben. »Her kan man se afskrabningerne i knæhaserne, der opstod, da hun forsøgte at klemme benene om kanten af toiletsædet under overfaldet.« Der kom et nyt billede på lærredet. »Her ses mærker og hudafskrabninger på balderne, de stammer også fra toiletsædet.

Der på hendes håndled,« fortsatte Sara og lagde et nyt billede i holderen, »er der mærker fra handicapgelænderne på væggen. Hun har brækket to fingernegle, da hun greb om dem, rimeligvis i et forsøg på at rejse sig op og komme væk fra sin overfaldsmand.«

Sara satte et nyt billede i. »Det er et nærbillede af snittene i hendes mave,« fortalte hun. »Det første snit går fra det nederste af brystbenet og helt ned til bækkenet. Det andet snit ligger horisontalt fra højre mod venstre.« Hun holdt inde et øjeblik. »På grund af snittets ujævne dybde vil jeg antage, at det er foretaget af en venstrehåndet. Snittet bliver dybere i højre side.«

Det næste foto var et nærbillede af Sibyls bryst. Det varede lidt, før Sara sagde noget. Hun tænkte sikkert det samme som Jeffrey. Øverst oppe kunne han se det sted, hvor snitsåret var blevet udvidet. Og det var ikke første gang, det vendte sig i maven på ham ved tanken om, hvad der var overgået den stakkels kvinde. Han håbede inderligt, at hun ikke havde været ved bevidsthed.

»Det er det sidste snit,« sagde Sara. »En sternalpunktur, der går helt igennem til rygraden. Jeg antager, at det har været årsagen til den store blodmængde.« Sara vendte sig om mod Brad. »Lys!

Symbolet på hendes bryst ser ud til at skulle forestille et kors,« sagde hun, mens hun gik hen til sin taske. »Voldsforbryderen brugte kondom under voldtægten, hvilket vi jo ved er blevet almindeligt, efter at vi er begyndt at bruge dna-test. Ultraviolet lys afslørede ingen spor af sperm eller andre væsker. Og alt blodet på gerningsstedet er fra offeret.« Hun tog et ark papir op af sin taske. »Vores venner hos GBI har været så hjælpsomme at trække i et par tråde i aftes og har fået laboratoriet til at udarbejde en analyse af blodet for mig.«

Hun tog sine kobberindfattede briller på og begyndte at læse op. »Der blev fundet en høj koncentration af hyoscyamin og atropin såvel som spor af skopolamin i hendes blod og urin.« Hun kiggede op. »Disse stoffer findes alle i belladonna, så det betyder, at Sibyl Adams havde indtaget en dødelig dosis belladonna, som hører til den giftige natskyggefamilie.«

Jeffrey stirrede på Lena. Hun reagerede overhovedet ikke, men stirrede bare på Sara.

»En overdosis af belladonna kan forårsage en nedbrydning af det parasympatiske nervesystem. Sibyl Adams var blind, men hendes pupiller var udvidet af belladonnaen. Bronkiolerne i hendes lunger var hævede. Hendes kropstemperatur var stadig høj, og det var det, der gjorde mig opmærksom på hendes blod.« Hun vendte sig om mod Jeffrey og besvarede det spørgsmål, han havde stillet tidligere. »Hendes hud var stadig varm, efter at hun var død. Og der var ingen faktorer på gerningsstedet, der kunne forårsage det. Jeg vidste, det måtte være noget i hendes blod.

Man udvinder belladonna og anvender det i medicin, men kan også bruge det som et beroligende middel.«

»Tror du, at den perverse stodder gav hende det?« spurgte Jeffrey. »Eller var det noget, hun selv ville tage?«

Sara så ud til at overveje det. »Sibyl Adams var kemiker. Hun ville ikke drømme om at tage et så ustabilt stof og så gå ud til frokost. Det er et meget stærkt hallucinogen. Det påvirker hjertet, åndedrættet og blodcirkulationen.«

»Der vokser planter af natskyggefamilien overalt i byen,« påpegede Frank.

»Ja, de er ret almindelige,« indrømmede Sara og kiggede i sine notater. »Men det er ikke så nemt at udvinde belladonna. Nøgleordet her er, hvordan det bliver indtaget. Ifølge Nick er den nemmeste og mest anvendte måde at lægge frøene i blød i varmt vand og derefter brygge te af dem. Her til morgen fandt jeg hele tre opskrifter på te med belladonna.«

»Hun kunne godt lide skoldhed te,« lød det fra Lena.

»Der ser du,« sagde Sara. »Frøene er nemt opløselige. Jeg forestiller mig, at mens hun drikker sin te, vil blodtrykket stige, hun vil få hjertebanken, tør mund og vil blive ekstremt nervøs. Og jeg antager, at det var det, der fik hende til at gå ud på toilettet, hvor voldtægtsforbryderen ventede på hende.«

Frank vendte sig om mod Jeffrey. »Vi bliver nødt til at tale med Pete Wayne. Han serverede hendes frokost, og det var ham, der gav hende teen.«

»Hold nu op,« indvendte Matt. »Han har boet her i byen hele sit liv. Det kunne han ikke finde på at gøre.« Og så tilføjede han, som om det var det vigtigste forsvar for Pete. »Han er medlem af logen.«

Der lød en mumlen fra de andre mænd, og så var der en eller anden – Jeffrey vidste ikke hvem – der sagde: »Hvad med Franks farvede fyr?«

Der gled en dråbe sved ned ad Jeffreys ryg. Han fornemmede den retning, det hele var ved at tage. Han rakte hænderne i vejret for at få ro. »Frank og jeg taler med Pete. I andre har jeres opgaver. Jeg vil have rapporterne på mit bord sidst på dagen.«

Matt skulle til at sige noget, men Jeffrey standsede ham. »Det hjælper ikke Sibyl Adams at sidde her og hive den ene teori frem efter den anden.« Han tav et øjeblik, men pegede så på de lister, Brad havde delt rundt. »Om I så skal banke på hver eneste dør i byen, så vil jeg have en redegørelse om hver enkelt mand, der står på de lister.«

Da Jeffrey og Frank gik over mod restauranten, nagede ordene »Franks farvede fyr« i baghovedet på Jeffrey. Han huskede vendingen fra sin barndom, men han havde ikke hørt den blive brugt de sidste tredive år. Det kom bag på Jeffrey, at der stadig eksisterede en så utilsløret racisme. Og det skræmte ham, at han havde hørt det fra en af sine egne politifolk. Jeffrey havde arbejdet i Grant County i ti år, men han var stadig en udenforstående. Selv ikke hans rødder i Sydstaterne kunne skaffe ham ind i de gamle drenges klub. Det hjalp ikke, at han kom fra Alabama. Der fandtes en velkendt bøn blandt præster i nogle af Sydstaterne. »Tak Gud for Alabama«, og det betød, gudskelov vi ikke er så dårligt stillet som dem i Alabama. Det var en af grundene til, at han holdt Frank Wallace i kort snor. Frank var en af dem. Han var med i klubben.

Frank tog sin frakke af og lagde den over armen, mens han gik. Han var høj og tynd som en bønnestage. Han havde et pokeransigt efter at have været strisser i så mange år.

»Den her sorte fyr, Will Harris,« begyndte Frank, »blev jeg kaldt ud til for et par år siden på grund af husspektakler. Han bankede sin kone.«

»Jaså!« sagde Jeffrey og stoppede op.

Frank standsede ved siden af ham. »Ja,« sagde han. »Han tævede hende ret voldsomt. Han flækkede hendes læber. Da jeg kom, lå hun på gulvet. Hun havde en af de her løsthængende kjoler på af bomuld.« Han trak på skuldrene. »Den var flænset op.«

»Tror du, han voldtog hende?«

Frank trak igen på skuldrene. »Hun ville ikke anmelde det.«

Jeffrey begyndte at gå igen. »Er der andre, der kender til det.«

»Matt,« svarede Frank. »Han var min makker dengang.«

En følelse af rædsel skyllede ind over Jeffrey, da han åbnede døren til restauranten.

»Vi har lukket,« lød Petes stemme ude bagfra.

»Det er Jeffrey, Pete,« sagde Jeffrey.

Pete kom ud fra lagerrummet og tørrede sine hænder i forklædet. »Hej, Jeffrey,« sagde han og nikkede hen mod Frank. »Hej.«

»Jeg regner med, at vi er færdige her i eftermiddag,« sagde Jeffrey. »Så du kan åbne igen i morgen.«

»Jeg holder lukket resten af ugen,« sagde Pete og tog forklædet af. »Jeg synes ikke, det er rigtigt at holde åbent lige med det samme efter det med Sibyl.« Han gjorde en håndbevægelse hen mod stolene foran baren. »Vil I have en kop kaffe?«

»Det ville være dejligt,« svarede Jeffrey og satte sig. Frank fulgte trop og satte sig ved siden af ham.

Jeffrey betragtede Pete, mens han gik rundt om baren og tog tre store keramikkrus. Kaffen dampede, da han skænkede op.

»Har I fundet ud af noget?« spurgte Pete.

Jeffrey tog et af krusene. »Kunne du ikke lige ridse op, hvad der skete i går? Jeg mener fra det tidspunkt, Sibyl Adams kom til restauranten.«

Pete lænede sig tilbage mod grillen med armene over kors. »Jeg tror, hun kom ved halvtotiden,« sagde han. »Hun kom altid efter det store frokost rykind. Jeg går ud fra, at hun ikke brød sig om at gå rundt med sin hvide stok foran alle de mennesker. Ja, altså, vi vidste jo alle, at hun var blind, men hun kunne ikke lide at vække opmærksomhed. Det kunne man også se på hende. Hun virkede nervøs, når hun var sammen med mange mennesker.«

Jeffrey tog sin notesbog frem, selv om han egentlig ikke havde behov for at tage notater. Men det så ud til, at Pete kendte temmelige meget til Sibyl Adams. »Kom hun her tit?«

»Hun kom som et urværk hver eneste mandag i … øh …« Han kneb eftertænksomt øjnene i. »… igennem de sidste fem år eller deromkring. Det skete også, at hun kom sent om aftenen sammen med nogle af de andre lærere eller Nan fra biblioteket. Jeg tror, de bor til leje i et hus ovre på Cooper.«

Jeffrey nikkede.

»Men det var kun en gang imellem. Ellers kom hun alene hver mandag. Hun gik herhen, bestilte frokost og gik så igen ved totiden.« Han gned sig på hagen, og der gled et bedrøvet udtryk over hans ansigt. »Hun gav altid rigeligt med drikkepenge. Jeg lagde ikke noget særligt i det, da jeg så, at hendes bord stod tomt. Jeg regnede med, at hun var gået, uden jeg havde set det.«

»Hvad bestilte hun?« spurgte Jeffrey.

»Altid det samme,« svarede Pete. »Nummer tre.«

Jeffrey vidste, at det var toast med æg og bacon.

»Men,« forklarede Pete, »hun spiste ikke kød, så jeg undlod altid baconen. Og hun drak heller ikke kaffe, så jeg serverede te for hende.«

Jeffrey noterede. »Hvilken slags te?«

Han rodede inde bag baren og fandt en æske med teposer frem. »Jeg købte den for hende hos købmanden. Hun drak ikke noget med koffein i.« Han lo lidt. »Forstår I, jeg kunne godt lide at få hende til at føle sig veltilpas. Hun kom ikke ret meget ud. Hun plejede at sige til mig, at hun syntes, det var rart at komme her.« Han fingererede ved æsken med te.

»Hvilken kop drak hun af?« spurgte Jeffrey.

»Det ved jeg ikke. De er jo ens alle sammen.« Pete gik hen i den anden ende af baren og trak en stor metalskuffe ud. Jeffrey lænede sig ind over baren for at kigge. Det var faktisk en stor opvaskemaskine, og den var fyldt med kopper og tallerkener.

»Er det fra i går?« spurgte Jeffrey.

Pete nikkede. »Ja, men jeg aner ikke, hvilken en hun drak af. Jeg tændte for maskinen, før hun blev …« Han tav og kiggede ned på sine hænder. »Min far sagde altid til mig, tag dig godt af kunderne, så tager de sig også godt af dig.« Han så op med tårer i øjnene. »Hun var en sød pige. Hvorfor skulle nogen ønske at gøre hende fortræd?«

»Jeg ved det ikke, Pete,« svarede Jeffrey. »Er det i orden, hvis jeg tager den der?« Han pegede på æsken med te.

Pete trak på skuldrene. »Selvfølgelig, der er ingen andre, der drikker te.« Han lo igen. »Jeg prøvede engang selv, men det smagte bare af vand.«

Frank tog en tepose op af æsken. Hver pose var lukket og forseglet i en papirkuvert. »Arbejdede gamle Will her i går?« spurgte han.

Pete virkede overrasket over spørgsmålet. »Ja, han har arbejdet her ved frokosttid hver eneste dag i halvtreds år. Han kommer ved ellevetiden og går igen ved totiden.« Han så undersøgende på Jeffrey. »Bagefter tager han rundt og laver alle mulige slags småjob for folk i byen. Det er for det meste havearbejde og lidt lettere tømrerarbejde.«

»Det er altså ham, der rydder bordene?« spurgte Jeffrey, skønt han tit nok havde spist frokost her til at vide, hvad Will Harris lavede.

»Ja,« svarede Pete. »Han rydder af, vasker gulvene, serverer mad for gæsterne.« Han så nysgerrigt på Jeffrey. »Hvorfor det?«

»Nå, ikke for noget,« svarede Jeffrey og lænede sig ind over disken og trykkede Petes hånd. »Tak, Pete. Vi kontakter dig, hvis vi har yderligere spørgsmål.«

10

Lena fulgte vejen med fingeren på bykortet, der lå i hendes skød. »Til venstre her,« sagde hun til Brad.

Han parerede ordre og drejede patruljevognen ned ad Baker Street. Brad var god nok, men han havde en tilbøjelighed til at tage alt for gode varer. Da Lena på stationen havde sagt, at hun skulle på toilettet, og var gået i den stik modsatte retning, havde han ikke sagt en lyd. Det var en stående morsomhed på stationen at gemme Brads politikasket for ham. En jul havde de hængt den på geviret af et af rensdyrene, der stod foran rådhuset. For en måned siden havde Lena fået øje på den på toppen af statuen af Robert E. Lee, der stod foran gymnasiet.

Lena var udmærket klar over, at når Jeffrey nu havde gjort dem til makkere, var det for at holde hende i periferien af efterforskningen. Og hun gættede på, at de mænd, der stod på deres liste, enten var døde eller ikke i stand til at stå oprejst ved egen hjælp.

»Til højre næste gang,« sagde hun og foldede kortet sammen. Hun havde sneget sig ind på Marlas kontor og slået Will Harris’ adresse op i telefonbogen, da hun havde undskyldt sig med, at hun skulle på toilettet. Jeffrey ville forhøre Pete først. Men Lena ville have en sludder med Will Harris før sin chef.

»Det er her,« sagde Lena, og Brad kørte ind i inderbanen. »Du bliver her.«

Brad tog farten af bilen og tog en finger op til munden. »Hvad var nummeret?«

»431,« sagde hun og fik øje på postkassen. Hun løsnede sikkerhedsselen og åbnede døren, før bilen holdt stille. Hun var på vej op ad indkørslen, da Brad nåede op på siden af hende.

»Hvad har du gang i?« spurgte han og sjokkede ved siden af hende som en hundehvalp. »Lena?«

Hun standsede og stak hænderne i lommen. »Hør nu, Brad, gå nu bare tilbage til bilen.« Hun havde højere rang end han, så han skulle følge hendes ordrer. Det havde strejfet ham, men han rystede på hovedet.

»Det er jo her, Will Harris bor, ikke?« spurgte han.

Lena vendte ryggen til ham og fortsatte op ad indkørslen.

Det var et lille, hvidmalet klinkbygget hus formodentlig kun med et par værelser og et badeværelse. Huset var malet hvidt, og græsplænen var nyslået. Det forvirrede Lena, at der så så velordnet ud. Hun havde svært ved at forestille sig, at den, der boede i huset, kunne have gjort noget så frygteligt mod hendes søster.

Lena bankede på netdøren. Inde fra huset kunne hun høre et fjernsyn, der kørte, og nogen, der bevægede sig. Gennem trådmaskerne kunne hun se en mand, der kæmpede for at komme op af lænestolen. Han var iført en hvid undertrøje og hvide pyjamasbukser. Han havde et forvirret udtryk i ansigtet.

Lena var ikke som de fleste i byen stamgæst på restauranten. Hun havde altid på en eller anden måde betragtet den som Sibylterritorium, så hun ville ikke trænge sig på. Lena havde aldrig mødt Will Harris. Hun havde forventet, at han var en yngre, farlig person, men han var en gammel mand.

Da han endelig lukkede døren op og fik øje på Lena, tabte han underkæben af forbavselse. Ingen af dem sagde noget, men så brød Will tavsheden. »Du må være hendes søster.«

Lena stirrede på den gamle mand. Hun vidste instinktivt, at Will Harris ikke havde myrdet hendes søster, men der var jo en chance for, at han vidste, hvem der havde gjort det.

»Ja,« svarede hun. »Må jeg forstyrre et øjeblik?«

Hængslerne skreg, da han åbnede netdøren. Han trådte et skridt til side og holdt døren for Lena.

»Du må bære over med min påklædning,« sagde han og gjorde en bevægelse ned over sin pyjamas. »Jeg ventede ikke at få besøg.«

»Det er i orden,« sagde Lena og kiggede sig omkring i den lille stue. Dagligstuen og køkkenet gik ud i et, kun adskilt af en sofa. Til venstre var der en lille kvadratisk entré, hvor en dør stod åben ud til et badeværelse. Hun gik ud fra, at soveværelset måtte ligge på den anden side af væggen. Inde i huset var alt, ligesom udenfor, pænt, rent og nydeligt vedligeholdt til trods for husets alder. Fjernsynet dominerede stuen, og på begge sider af det var der reoler fyldt med videobånd.

»Jeg kan godt lide film,« sagde Will.

Lena smilede. »Ja, det kan jeg se.«

»Jeg kan bedst lide de gamle sort-hvide film,« forklarede den gamle mand, og så drejede han hovedet om mod det store panoramavindue, der vendte ud mod vejen. »Du godeste,« mumlede han. »Det ser ud til, at jeg er ret populær i dag.«

Lena undertrykte et irriteret udbrud, da hun fik øje på Jeffrey Tolliver, der var på vej op ad indkørslen. Enten havde Brad sladret, eller også havde Pete Wayne givet et praj om Will.

»Goddag, sir,« sagde Will og åbnede netdøren for Jeffrey.

Jeffrey nikkede til ham og sendte så Lena et blik, der gav hende koldsved på panden.

Will så ud til at fornemme den anspændte stemning i stuen. »Jeg kan gå ud bagved, hvis I vil have det.«

Jeffrey vendte sig om mod den gamle mand og trykkede hans hånd. »Nej, det behøver du ikke, Will,« sagde han. »Jeg vil kun stille dig et par spørgsmål.«

Will slog indbydende ud med hånden mod sofaen. »Er det i orden, hvis jeg tager mig en kop kaffe til?«

»Ja,« svarede Jeffrey og gik forbi Lena hen til sofaen. Han sendte hende igen et iskoldt blik, men Lena satte sig alligevel ved siden af ham.

Will tøffede tilbage til sin stol og stønnede, da han satte sig. Det knirkede i hans knæ, og han smilede undskyldende. »Jeg bruger meget tid på knæ i haven,« forklarede han.

Jeffrey tog sin notesbog frem. Lena kunne næsten mærke vreden stråle ud fra ham. »Jeg er nødt til at stille dig et par spørgsmål, Will.«

»Ja, sir.«

»Ved du, hvad der skete i restauranten i går?«

Will stillede sin kaffekop på et lille sidebord. »Den pige har aldrig generet nogen,« sagde han. »Det, der er sket med hende …« Han holdt inde og så på Lena. »… alle mine tanker går til dig og din familie, min søde pige. Det gør de virkelig.«

Lena rømmede sig. »Tak.«

Jeffrey havde åbenbart ventet et andet svar fra hende. Hans ansigtsudtryk ændrede sig, men hun kunne ikke greje, hvad han tænkte. Han vendte sig igen mod Will. »Hvornår forlod du restauranten i går?«

»Åh, ved halvtotiden. Jeg tror, jeg så din søster,« sagde han til Lena, »lige da jeg var ved at gå.«

Jeffrey ventede et øjeblik og sagde så: »Er du sikker på det?«

»Åh ja, sir,« svarede Will. »Jeg skulle hente min tante ved kirken. Korprøven er færdig præcis klokken kvart over to. Hun bryder sig ikke om at skulle vente på mig.«

»Hvor synger hun?« spurgte Lena.

»I den afrikanske metodistkirke i Madison,« svarede han. »Har du nogen sinde været der?«

Hun rystede på hovedet og regnede på tiderne i hovedet. Selv hvis Will Harris havde været en potientiel mistænkt, så kunne han ikke have nået at myrde Sibyl og bagefter være fremme i Madison i tide til at hente sin tante. En enkelt telefonopringning ville sikre Will Harris et vandtæt alibi.

»Will,« begyndte Jeffrey, »jeg er ked af at spørge dig om det her, men min kollega Frank fortæller, at der har været nogle problemer for en del år siden.«

Will blev lang i ansigtet. Han havde hidtil kigget på Lena, men nu stirrede han ned i gulvtæppet. »Ja, sir, det er rigtigt.« Han så hen over Jeffreys skulder, mens han talte. »Jeg plejede at være ret voldsom over for min kone, Eileen. Jeg tror, det var før din tid, at vi kom i slagsmål. Det er vel en atten, nitten år siden.« Han trak på skuldrene. »Bagefter gik hun fra mig. Det var vel sprutten, der førte mig på gale veje, men nu er jeg en god kristen. Jeg gør ikke den slags mere.« Han trak igen på skuldrene. »Jeg ser ikke meget til min søn, men til gengæld ser jeg en del til min datter. Hun bor i Savannah nu.« Han fandt smilet frem igen. »Jeg har to børnebørn.«

Jeffrey trommede med kuglepennen på notesbogen. Lena skævede hen over hans skulder og så, at han ikke havde skrevet noget. »Serverede du nogen sinde for Sibyl? På restauranten, mener jeg.« spurgte han.

Man kunne ikke se af Wills minespil, om han var overrasket over spørgsmålet. »Det gjorde jeg vel. Det er det, jeg hjælper Pete med de fleste dage. Hans far havde en servitrice til at servere, da han stod for stedet, men Pete …« sagde han klukkende, »… gamle Pete, han er god til at holde på pengene.« Will vinkede afværgende med hånden, så de ikke skulle misforstå hans bemærkning. »Det generer ikke mig at hente ketchuppen eller sørge for, at folk får deres kaffe.«

»Serverede du te for Sibyl?« spurgte Jeffrey.

Han trak på skuldrene. »Nogle gange. Betyder det noget?«

Jeffrey klappede notesbogen i. »Overhovedet ikke,« svarede han. »Bemærkede du nogen mistænkelige, der luskede rundt om restauranten i går?«

»Jamen, du almægtige,« udbrød Will, »det ville jeg da have fortalt for længe siden. Der var kun mig og Pete og så alle frokoststamgæsterne.«

»Tak, fordi du tog dig tid til at tale med mig.« Jeffrey rejste sig, og Lena fulgte trop. Will gav først hånden til Jeffrey og så til Lena.

Han holdt hendes hånd lidt længere i sin. »Gud velsigne dig, min pige. Pas nu på dig selv.«

»For fanden, Lena,« bandede Jeffrey og smækkede notesbogen ned i instrumentbrættet i bilen. Siderne flagrede ud, og Lena holdt afværgende hænderne op foran sig. »Hvad i helvede tænkte du på?«

Lena samlede notesbogen op fra gulvet. »Jeg tænkte ikke,« svarede hun.

»Det var saftsuseme ikke morsomt,« snerrede han og rev notesbogen til sig.

Hans mund var en smal streg, mens han bakkede ud af Will Harris’ indkørel. Frank var kørt tilbage til stationen med Brad, mens Lena mildest talt var blevet smidt ind i Jeffreys bil. Han knaldede bilen i gear, så den for fremad.

»Hvorfor kan jeg ikke stole på dig?« forlangte han at få at vide. »Hvorfor kan jeg ikke stole på, at du bare gør det, jeg beder dig om?« Han afventede ikke hendes svar. »Jeg sendte dig ud sammen med Brad på en bestemt opgave, Lena. Jeg tog dig med i efterforskningen af denne sag, fordi du bad mig om det, ikke fordi jeg mente, det var en god idé. Og hvad er takken? Både Frank og Brad har set dig gå bag min ryg som en anden teenager, der sniger sig ud af huset. Hvad fanden er du – strisser eller en dum unge?« Han hamrede bremserne i, og Lena følte det, som om sikkerhedsselen skar ind i hendes bryst. De var standset midt på vejen, men Jeffrey lod ikke til at have bemærket det.

»Se på mig,« sagde han og vendte sig om mod hende. Lena gjorde, som han sagde, og forsøgte at dæmpe frygten i sine øjne. Jeffrey havde tit været vred på hende, men aldrig så alvorligt som nu. Hvis hun havde haft ret med hensyn til Will Harris, så ville hun have haft en undskyldning, men nu var hun på herrens mark.

»Du bliver nødt til at holde hovedet koldt. Forstår du det?«

Hun nikkede alvorligt.

»Jeg vil ikke have, at du går bag min ryg. Hvad hvis han havde gjort dig noget?« Han holdt inde, så det kunne sive ind hos hende. »Hvad nu, hvis det var Will Harris, der myrdede din søster? Hvad hvis han var gået helt amok, da han åbnede døren og så, at det var dig?« Jeffrey knaldede knytnæven ned i rattet og bandede. »Fra nu af skal du gøre, som jeg siger, Lena. Er det forstået?« Han viftede advarende med en finger. »Hvis jeg beordrer dig til at forhøre alle de myrer, der findes på jorden, så forventer jeg, at du kommer tilbage med underskrevne vidneudsagn fra hver og en. Har du forstået?«

Lena klarede lige et lille nik. »Ja.«

Men Jeffrey var ikke tilfreds. »Er det fuldstændig klart, kriminalbetjent?«

»Ja, sir,« gentog Lena.

Jeffrey satte bilen i gear og speedede så voldsomt op, at han lavede hjulspin og brændte en god del af gummiet fra dækkene på asfalten. Han holdt med begge hænder om rattet og knugede så hårdt, at hans knoer var hvide. Lena sad helt stille og håbede bare, at hans vrede ville klinge af. Han havde al mulig grund til at være vred, men Lena vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det ville være lige så omsonst at undskylde som at behandle en tandpine med honning.

Jeffrey rullede sit vindue ned og løsnede slipset. »Jeg tror ikke, Will gjorde det,« lød det pludselig fra ham.

Lena nikkede uden at turde åbne munden.

»Selv om der har været visse episoder tidligere,« begyndte Jeffrey, og vreden steg i hans stemme, »så ‘glemte’ Frank at nævne, at de fandt sted for tyve år siden.«

Lena tav.

»Nå, men …« Jeffrey affærdigede det, »… selv om han havde det i sig, så må man tage i betragtning, at han er tres, ja måske halvfjerds år. Han kunne dårligt komme ned i sin stol og da slet ikke overfalde en sund treogtrediveårig kvinde.

Så er vi tilbage ved Pete, ikke?« fortsatte han uden at vente på svar. Det virkede, som om han tænkte højt. »Jeg ringede til Tessa på vej derover. Hun ankom lidt før klokken to. Will var gået, så Pete var alene. Hun siger, at Pete stod bag kasseapparatet, indtil hun bestilte sin mad, og så gik han i gang med at grille hendes burger.« Jeffrey rystede på hovedet. »Han kunne være smuttet ud bagved, men hvornår? Havde han tid til det? Det ville have taget, ja, hvor længe? Ti, femten minutter? Og så planlægningen. Hvordan kunne han vide, at det ville lykkes?« Alle hans spørgsmål var retoriske. »Og vi kender alle Pete. Jeg mener, for fanden, det er ikke sådan noget en førstegangsforbryder ville gøre.«

Han tav eftertænksomt. Lena lod ham være i fred. Hun stirrede ud ad vindet, mens hun tænkte over det, Jeffrey havde sagt om Pete Wayne og Will Harris. For en time siden havde hun anset de to for at være potientielle gerningsmænd, og nu var der ingen. Jeffrey havde ret til at være vred på hende. Nu kunne hun have været ude med Brad for at lede efter mændene på deres liste og måske have fundet den mand, der havde myrdet Sibyl.

Lena kiggede på husene, de kørte forbi, og tjekkede gadeskiltet, da de drejede. Det var Cooper.

»Tror du, Nan er hjemme?« spurgte Jeffrey.

Lena trak på skuldrene.

Hun kunne se af det smil, han sendte hende, at han forsøgte at genoprette stemningen. »Du må godt sige noget nu.«

Hun prøvede, men hun kunne ikke finde smilet frem. »Tak.« Så fortsatte hun. »Jeg er ked af …«

Han standsede hende med en håndbevægelse. »Du er en god kriminalbetjent, Lena. Du er en fandens god betjent.« Han kørte ind til kantstenen foran Nans og Sibyls hus. »Du skal bare begynde at høre efter.«

»Det ved jeg godt.«

»Nej, du gør ikke,« svarede han, men han lød ikke vred længere. »Der er blevet vendt op og ned på dit liv, men det er ikke gået op for dig endnu.«

Hun begyndte at sige noget, men tav så.

»Jeg forstår godt, at du er nødt til at være med i denne sag, og du er nødt til at arbejde for at kunne holde det ud, men du skal stole på mig, Lena. Hvis du nogen sinde igen overskrider grænsen for, hvad der kan tolereres, så bliver du degraderet til at hente kaffe til Brad. Er det forstået?«

Hun nikkede.

»Godt,« sagde han og åbnede bildøren. »Kom, lad os gå.«

Lena gav sig god tid til at løsne sikkerhedsselen. Så steg hun ud af bilen og rettede på pistolhylsteret, mens hun gik op mod huset. Da hun nåede op til hoveddøren, havde Nan allerede lukket Jeffrey ind.

»Hej,« hilste Lena.

»Hej,« svarede Nan. Hun knugede en kugle af papirlommetørklæder i hånden, ligesom hun havde gjort dagen før. Hendes øjne var svulne, og næsen var rød.

»Hej,« sagde Hank.

Lena standsede brat op. »Hvad laver du her?«

Hank trak på skuldrene og gned sine hænder. Han var iført en ærmeløs T-shirt, så man kunne se stikmærkerne på armene. Lena følte sig flov. Hun havde kun set Hank i Reece, hvor alle kendte hans baggrund. Hun havde set hans stikmærker så tit, at hun ikke længere lagde mærke til dem. Men nu hvor hun så dem med Jeffreys øjne, kunne hun være krøbet i et musehul.

Hank så ud, som om han ventede, at Lena ville sige noget. Hun fik stammende præsenteret dem for hinanden. »Det er min onkel Hank Norton,« sagde hun. »Og det er politimester Jeffrey Tolliver.«

Hank rakte hånden frem, og Lena krummede tæer, da hun så stikmærkerne på hans underarme. Flere af mærkerne var op til en centimeter lange. Det var der, hvor han desperat havde søgt efter en brugbar vene.

»Goddag, sir,« sagde Hank.

Jeffrey gav ham et fast håndtryk. »Jeg er ked af, at vi skal mødes under disse tragiske omstændigheder.«

»Tak for det,« sagde Hank og slog hænderne sammen.

Tavsheden bredte sig, indtil Jeffrey sagde: »Jeg går ud fra, at du ved, hvorfor vi er her?«

»Det er om Sibyl,« svarede Nan. Hendes stemme lød en anelse hæs. Hun havde sikkert grædt hele natten.

»Ja, det er rigtigt,« svarede Jeffrey og gjorde en håndbevægelse mod sofaen. Han ventede, til Nan havde sat sig, så satte han sig ved siden af. Lena så overrasket til, da han tog Nans hånd og sagde: »Det gør mig inderligt ondt for dig. Det er et stort tab for dig, Nan.«

Tårerne vældede op i Nans øjne, men hun smilede. »Tak.«

»Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde ud af, hvem der gjorde det,« fortsatte han. »Du skal vide, at hvis der er noget, du har brug for, så er det bare et ord.«

Hun hviskede igen tak, mens hun kiggede ned og pillede ved snoren i sine joggingbukser.

»Ved du, om der var nogen, der var vrede på dig eller Sibyl?« spurgte Jeffrey.

»Nej,« svarede Nan. »Det fortalte jeg også Lena i aftes. Alt var, som det plejede at være.«

»Jeg ved, at Sibyl og du valgte en slags tilbagetrukken tilværelse,« sagde Jeffrey. Lena forstod, hvad han mente. Han var langt mere taktfuld, end hun havde været dagen før.

»Ja,« indrømmede Nan. »Vi kunne lide at bo her. Vi stammer begge fra små byer.«

»Kan du slet ikke komme i tanker om nogen, der måske ved noget?«

Nan rystede på hovedet. Hun så ned, og det dirrede om hendes mund. Hun havde ikke mere at fortælle.

»Godt,« sagde han og rejste sig. Inden Nan nåede at rejse sig, lagde han afværgende hånden på hendes skulder. »Jeg finder selv ud.« Han stak hånden i lommen og tog et visitkort frem. Lena så til, mens han skrev noget på bagsiden. »Det er mit privatnummer,« sagde han. »Ring til mig, hvis du kommer i tanker om noget.«

»Tak,« svarede Nan og tog imod kortet.

Jeffrey vendte sig om mod Hank. »Vil du have noget imod at køre Lena hjem?«

Lena var målløs. Hun kunne ikke blive her.

Hank var tydeligvis lige så overrasket. »Nej,« mumlede han. »Det er i orden.«

»Fint.« Han klappede Nan på skulderen og henvendte sig så til Lena. »Du og Nan laver i aften en liste over de mennesker, som Sibyl arbejdede sammen med.« Jeffrey sendte Lena et vidende smil. »Og så møder du på stationen klokken syv i morgen. Vi skal over til universitetet, inden undervisningen begynder.«

Lena fattede intet. »Skal jeg igen være sammen med Brad?«

Han rystede på hovedet. »Nej, med mig.«