Onsdag

11

Ben Walker, der var politimester før Jeffrey, havde haft sit kontor ude bagved på stationen, lige ved siden af briefinglokalet. Hans skrivebord, der var på størrelse med en kummefryser i et supermarked, stod midt i kontoret med en række ukomfortable stole foran. Hver morgen kom hans folk for at få tildelt dagens opgaver. Når det var overstået, forlod de kontoret, og Ben lukkede sin dør. Det var et mysterium, hvad Ben foretog sig fra det tidspunkt til klokken fem om eftermiddagen, hvor man kunne se ham ile ned til restauranten for at indtage sin middag.

Det første, Jeffrey gjorde, da han overtog Bens stilling, var at flytte kontor til et lokale lige over for forkontoret. Jeffrey savede et hul i døren, hvor han fik sat en rude i, så han fra sit skrivebord kunne se sine mænd, men det vigtigste var, at de kunne se ham. Der var persienner for ruden, men han lukkede dem aldrig, og for øvrigt stod hans dør altid åben.

To dage efter at Sibyl var blevet fundet, sad Jeffrey på sit kontor og var i gang med at læse en rapport, som Marla lige havde givet ham. Nick Shelton fra GBI havde været så venlig at haste analysen af teen igennem. Resultatet: Det var te.

Jeffrey kløede sig på hagen, mens han kiggede sig omkring i kontoret. Det var et lille rum, men han havde fået bygget reoler langs den ene væg for at kunne holde orden i tingene. Cirkulærer og statistiske rapporter lå i pæne stakke ved siden af de skydepræmier, han havde vundet ved konkurrencerne i Birmingham og en signeret fodbold fra dengang, han havde spillet i Auburn. Det er måske lidt overdrevet at sige, at han spillede. Han tilbragte det meste af tiden på bænken, mens han så de andre spillere bygge deres karrierer op.

I hjørnet af en hylde var der stukket et billede af hans mor ind. Hun var iført en lyserød bluse og holdt en lille buket blomster i hånden. Fotografiet var taget, da Jeffrey blev student. Det var lykkedes ham at indfange moderen i det øjeblik, hun sendte ham et af sine sjældne smil. Hendes øjne lyste af glæde, rimeligvis fordi hun forestillede sig sin søns mange fremtidsmuligheder. Men han sprang fra kun et år før sin universitetseksamen for at gå ind i Birminghams politi, og det tilgav hun aldrig sin eneste søn.

Marla bankede på hans dør. Hun stod med en kop kaffe i den ene hånd og en bolle i den anden. Hun havde sagt til Jeffrey på hans første dag, at hun aldrig havde hentet kaffe til Ben Walker, og at hun ikke havde tænkt sig at gøre det for ham. Jeffrey havde leet; tanken havde aldrig strejfet ham. Og siden da havde Marla hentet kaffe til ham.

»Bollen er til mig,« sagde hun og rakte ham papkruset. »Nick Shelton er på linje tre.«

»Tak,« svarede han og ventede, til hun var gået. Jeffrey lænede sig tilbage i stolen og tog røret. »Nick?«

»Dav, hvodden går’ed,« lød Nicks drævende sydstatsrøst.

»Ikke så godt,« svarede Jeffrey.

»Jaså da,« svarede Nick. »Fået min rapport?«

»Om teen?« Jeffrey tog rapporten og kiggede ned over analysen. Der gik en masse kemikalier til for at lave en så simpel bryg. »Det er bare en billig posete, ikke?«

»Nemlig,« sagde Nick. »Hør her, jeg forsøgte at ringe til Sara her til morgen, men jeg kunne ikke få fat i hende.«

»Gjorde du det?«

Nick lo. »Du kan åbenbart ikke tilgive mig for at have inviteret hende ud dengang, vel, kammerat?«

Jeffrey smilede. »Nej.«

»En af fyrene på laboratoriet er ret vild med det der belladonna. Der kommer ikke så mange sager ind med det, så han har tilbudt at give jer en personlig redegørelse.«

»Det ville være en stor hjælp,« sagde Jeffrey. Han fik øje på Lena gennem glasruden og vinkede hende ind.

»Talt med Sara i weekenden?« spurgte Nick, men ventede ikke på svar. »Fyren her vil godt snakke med hende om, hvordan offeret så ud.«

Jeffrey slugte en bidende bemærkning og tvang sig til at lyde venlig. »Skal vi sige klokken ti?«

Jeffrey var ved at notere aftalen på sin kalender, da Lena trådte ind. Hun begyndte at tale, så snart han kiggede op.

»Han tager ikke narkotika mere.«

»Hvad mener du?«

»Det tror jeg i hvert fald ikke.«

Jeffrey rystede på hovedet. Han fattede ikke, hvor hun ville hen. »Hvad taler du om?«

»Hank,« svarede hun med sænket blik. »Min onkel Hank.« Hun rakte demonstrativt armene ud mod ham.

»Åh ja.« Nu forstod han. Han havde ikke været sikker på, om Hank var tidligere narkoman eller arrene var gamle brandsår. »Ja, jeg lagde mærke til, at de var gamle.«

»Han var afhængig af speed,« sagde hun.

Hun lød fjendtlig. Han gik ud fra, at hun havde øvet sig på det her, lige siden hun havde forladt Nan Thomas’ hus. Der var altså to ting, hun skammede sig over: sin søsters seksualitet og sin onkels tidligere narkoproblem. Jeffrey spekulerede på, om der var andet i Lenas liv, der gav hende glæde, end hendes job.

»Hvad?«

»Ikke noget,« sagde Jeffrey og rejste sig. Han tog sin frakke fra knagen bag døren og førte Lena ud af kontoret. »Har du listen?«

Hun virkede irriteret over, at han ikke ville gå i rette med hende om hendes onkels tidligere narkoproblem.

Lena rakte ham et stykke papir, der var revet ud af en notesbog. »Det er, hvad Nan og jeg fandt ud af i aftes. Det er en liste over de mennesker, der arbejdede sammen med Sibyl, og som måske har talt med hende, før hun …« Lena afsluttede ikke sætningen.

Jeffrey kiggede på sedlen. Der var seks navne. Der var en stjerne ud for et af navnene. Lena så ud, som om hun ventede en reaktion fra ham.

»Richard Carter er studerende og fungerer som hendes undervisningsassistent,« forklarede hun. »Hun havde timer fra klokken ni. Han er rimeligvis den sidste, der har set hende i live, bortset fra Pete.«

»Jeg synes, jeg har hørt det navn før,« sagde Jeffrey, mens han tog sin frakke på. »Er han den eneste studerende på listen?«

»Ja,« svarede Lena. »Og så er han lidt underlig.«

»Hvordan mener du?«

»Jeg ved ikke rigtig.« Hun trak på skuldrene. »Jeg har aldrig brudt mig ret meget om ham.«

Jeffrey afholdt sig fra at sige noget. Der var mange mennesker, Lena ikke brød sig om. Men det var næppe grund til at anklage nogen af dem for mord.

»Lad os begynde med Carter, og bagefter taler vi med dekanen,« sagde han. Da de nåede hen til udgangen, holdt han døren for hende. »Borgmesteren får et hjerteslag, hvis vi ikke følger protokollen, når vi taler med professorerne. Til gengæld er studenterne frit bytte.«

Grant Institute of Technology bestod af fire bygninger: en til administrationen og resten med undervisningslokaler, foruden en landbrugsfaglig fløj, der var blevet doneret af en taknemmelig frøfabrikant. Der var grønne, frodige områder på den ene side af universitetet, og søen stødte op til den anden. Studenternes kollegium lå i gåafstand fra de andre bygninger, men cykler var det mest brugte transportmiddel.

Jeffrey fulgte efter Lena op til tredje sal i det naturvidenskabelige fakultet. Det var tydeligt, at hun havde mødt sin søsters assistent før, for Richard Carter så noget sur ud, da han fik øje på Lena i døråbningen. Han var en lille, tyndhåret fyr med store, sorte briller, iført en laboratoriekittel, der sad helt forkert på ham, og inden under havde han en lys gul skjorte. Der stod den sædvanlige indeklemte klæbehjernedunst omkring ham som hos de fleste andre på universitetet. Grant Technology var slet og ret et sted for nørder. Engelskundervisningen var obligatorisk, men ikke særlig krævende. Skolen var mere indrettet på at udarbejde patenter end at udklække socialt indstillede individer. Det var det største problem, Jeffrey havde med universitetet. De fleste af professorerne og alle de studerende var så ensporede og nørdede, at de ikke kunne få øje på verden omkring dem.

»Sibyl var en fantastisk videnskabsmand,« sagde Richard og kiggede i et mikroskop. Han mumlede et eller andet og løftede så hovedet igen. »Hun havde en fabelagtig hukommelse,« sagde han til Lena.

»Det var hun nødt til,« sagde Lena og tog sin notesbog frem. Jeffrey overvejede for syttende gang, om det var en god idé at lade Lena følges med ham. Han ønskede mere end noget andet at have fod på hende. Efter det, der var sket i går, vidste han ikke, om han kunne stole på, at hun gjorde, som han sagde. Det var nok bedre at være sammen med hende end at lade hende tage ud på egen hånd.

»Hendes arbejde,« begyndte Richard, »ja, jeg kan næsten ikke beskrive, hvor pertentlig og krævende hun var. Det er sjældent nu om dage at opleve en så høj standard inden for dette område. Hun var min mentor.«

»Ja, det er rigtigt,« sagde Lena.

Richard sendte hende et surt, misbilligende blik og spurgte: »Hvornår finder begravelsen sted?«

Lena så forbløffet ud over spørgsmålet. »Hun skal kremeres,« svarede hun. »Det var hendes ønske.«

Richard slog hænderne sammen. Han så stadig lige misbilligende ud, ja, næsten nedladende. Jeffrey opfangede i et glimt noget bag hans udtryk. Men så vendte Richard sig om, og Jeffrey var ikke sikker på, om det ikke bare havde været noget, han bildte sig ind.

»Hun bliver snart begravet,« sagde Lena. Hun skrev noget ned i notesbogen og rev siden ud. »Men der er mulighed for at sige et sidste farvel i Brock’s begravelsesetablissement på King Street fra klokken fem.«

Richard stirrede nærsynet på sedlen og foldede den omhyggeligt først en gang og så en gang til, hvorefter han lagde den ned i sin kittellomme. Han snøftede og tørrede næsen med håndryggen. Jeffrey kunne ikke blive klog på, om han var forkølet eller var ved at græde.

»Har du set nogen mistænkelige personer luske rundt ved laboratoriet eller Sibyls kontor?« spurgte Lena.

Richard rystede på hovedet. »Kun de sædvanlige nørder.« Han lo, men holdt så brat op. »Det var vist ikke særlig passende.«

»Nej,« sagde Lena. »Det var det ikke.«

Jeffrey rømmede sig for at få den unge mands opmærksomhed. »Hvornår så du hende sidst, Richard?«

»Efter forelæsningerne om formiddagen,« svarede han. »Hun havde det skidt. Jeg tror, hun har smittet mig med sin forkølelse.« Han tog et lommetørklæde frem for at understrege sine ord. »Hun var et dejligt menneske. Jeg har slet ikke ord for, hvor glad jeg er over, at hun tog mig under sine vinger.«

»Hvad foretog du dig, efter at hun havde forladt universitetet?« spurgte Jeffrey.

Han trak på skuldrene. »Jeg tror, jeg gik ned på biblioteket.«

»Tror?« spurgte Jeffrey. Han kunne ikke lide Richards skødesløse tonefald.

Richard så ud til at opfange Jeffreys mistænksomme tonefald. »Jeg var på biblioteket,« rettede han sig selv. »Sibyl havde bedt mig undersøge forskellige ting.«

»Var der nogen, der opførte sig anderledes over for hende?« spurgte Lena. »Nogen, der henvendte sig til hende oftere end sædvanligt?«

Richard rystede på hovedet og snerpede munden sammen. »Nej, egentlig ikke. Vi var næsten halvvejs gennem semestret. Sibyl underviste sidsteårseleverne, så de fleste af hendes elever har gået her i mindst et par år.«

»Der var ingen nye ansigter?« spurgte Jeffrey.

Richard rystede igen på hovedet. Han mindede Jeffrey om de nikkende hunde, som visse mennesker yndede at sætte på deres instrumentbræt i bilen.

»Vi er ikke så mange her, så enhver, der opfører sig mærkeligt, vil blive bemærket,« sagde Richard.

Jeffrey skulle lige til at stille et nyt spørgsmål, da dekanen Kevin Blake trådte ind i lokalet. Han så ikke glad ud.

»Politimester Tolliver,« sagde Blake. »Jeg går ud fra, at De er her på grund af den savnede student?«

Julia Matthews var treogtyve år og læste biologi. Hun havde været forsvundet i to dage ifølge hendes værelseskammerat.

Jeffrey gik rundt i den unge piges værelse. Der hang plakater på væggen, som opildnede til succes og sejr. Ved siden af hendes seng stod der et fotografi af hende og en mand og en kvinde, som utvivlsomt var hendes forældre. Julia Matthews var en indtagende, sund og naturlig pige. På fotografiet havde hun håret i rottehaler. Hun havde en skæv fortand, men ellers lignede hun en ualmindelig sød pige. Faktisk lignede hun Sibyl Adams.

»De er ikke hjemme,« oplyste Jenny Price, Julias værelseskammerat. Hun stod i døråbningen og vred sine hænder og betragtede Jeffrey og Lena, mens de undersøgte værelset.

»De har tyve års bryllupsdag,« fortsatte hun. »De er taget på krydstogt til Bahamas.«

»Hun er en meget køn pige,« sagde Lena i et forsøg på at berolige pigen. Jeffrey spekulerede på, om Lena havde bemærket ligheden mellem Julia Matthews og hendes søster. De havde begge olivenfarvet hud og mørkt hår. De så ud til at være jævnaldrende, selv om Sibyl var ti år ældre. Jeffrey følte sig ilde til mode og stillede billedet fra sig, da det gik op for ham, at begge kvinder lignede Lena.

Lena vendte sig om mod Jenny. »Hvornår fandt du ud af, at Julia var væk?«

»Da jeg kom tilbage fra forelæsning i går,« svarede Jenny. Der steg en svag rødmen op i hendes kinder. »Hun har været væk om natten før.«

»Ja, sikkert,« sagde Lena.

»Jeg troede, hun måske var sammen med Ryan. Det er hendes gamle kæreste.« Hun tav et øjeblik. »De slog op for en måneds tid siden, men for et par dage siden så jeg dem sammen på biblioteket. Det var vel ved nitiden om aftenen. Det var sidste gang, jeg så hende.«

Lena hæftede sig ved kæresten. »Det er ret hårdt at have en kæreste, når man både skal passe studierne og arbejde ved siden af.«

Jenny sendte hende et lille smil. »Ja, Ryan går på landbrugslinjen. Hans studier kræver ikke nær så meget tid som Julias.« Hun rullede med øjnene. »Han får højeste karakter, hvis bare han kan holde liv i sine planter, mens vi læser hele natten og forsøger at få en tid i laboratoriet.«

»Jeg kan godt huske, hvordan det var,« sagde Lena, selv om hun aldrig havde gået på universitetet. Jeffrey blev både bekymret og imponeret over, hvor let hun havde ved at lyve. Hun var en af hans bedste folk til at forhøre.

Jenny smilede, og hun slappede af i skuldrene. Lenas løgn havde tjent sit formål. »Så ved du, hvordan det er. Det er svært at få tid til bare at trække vejret, endsige tid til en kæreste.«

»Slog de op, fordi hun ikke havde tid til ham?« spurgte Lena.

Jenny nikkede. »Han var hendes allerførste kæreste. Julia var virkelig ked af det.« Hun så nervøst på Jeffrey. »Hun var meget forelsket i ham. Hun var syg af sorg, da de slog op. Hun ville ikke engang stå ud af sengen.«

Lena sænkede stemmen som for at holde Jeffrey udenfor. »Da du så dem i biblioteket, var det vel ikke ligefrem studierne, de var optaget af.«

Jenny kiggede over på Jeffrey. »Nej.« Hun lo nervøst.

Lena gik over til Jenny og stillede sig, så Jeffrey ikke kunne se Jenny. Jeffrey forstod vinket. Han vendte ryggen til de to kvinder og lod, som om han var optaget af det, der lå på Julias bord.

Lena begyndte at tale i en mere konverserende tone. »Hvad synes du om Ryan?«

»Mener du, om jeg kan lide ham?«

»Ja,« svarede Lena. »Jeg mener ikke, om du er forelsket i ham, men bare om du synes, han er en sød fyr?«

Pigen var tavs et øjeblik. Jeffrey tog en kemibog op og bladrede i den.

»Tja, han var ret egoistisk,« sagde Jenny endelig. »Og han blev irriteret, når hun ikke havde tid til at se ham.«

»Ville han gerne bestemme over hende?«

»Ja, det tror jeg,« svarede pigen. »Forstår du, hun er fra landet, og det benytter Ryan sig af. Julia kender ikke så meget til livet. Men det tror hun, at han gør.«

»Gør han det?«

»Du godeste nej.« Jenny lo. »Det er altså ikke, fordi han er en skidt fyr …«

»Nej, selvfølgelig ikke.«

»Han er bare …« Hun holdt inde. »Han bryder sig ikke om, at hun taler med andre. Han er bange for, at hun skal falde for en anden fyr. Det tror jeg i hvert fald. Men Julia er blevet beskyttet hele livet. Hun går ikke sådan bare ud og finder en anden fyr.« Hun tav igen. »Nej, han er ikke nogen skidt fyr, han er bare omklamrende. Han vil altid vide, hvor hun skal hen, hvem hun skal være sammen med, og hvornår hun kommer tilbage. Han vil ikke finde sig i, at hun gør noget for sig selv.«

»Har han nogen sinde slået hende?« Lena talte stadig dæmpet.

»Nej, nej, han slog hende ikke.« Pigen tav igen. »Men han råbte meget ad hende. Nogle gange, når jeg kom tilbage fra forelæsninger, lyttede jeg ved døren, forstår du?«

»Ja,« sagde Lena. »For ikke at bryde ind i noget.«

»Nemlig,« sagde Jenny nervøst fnisende. »Der var én gang, jeg hørte ham herinde, hvor han var rigtig modbydelig over for hende. Han kom med den ene grove bemærkning efter den anden.«

»Grove, hvordan?«

»At hun var ond,« sagde Jenny. »At hun kom direkte i helvede for at være så ond.«

Lena ventede et øjeblik, før hun stillede det næste spørgsmål. »Er han religiøs?«

Jenny kom med et hånligt udbrud. »Ja, når det er belejligt. Han ved, at Julia er religiøs. Hun går i kirke og sådan noget. Derhjemme, mener jeg, hun gør det ikke så meget her. Men hun taler meget om, at hun var med i kirkekoret, og om at være en god kristen og den slags.«

»Men Ryan er ikke religiøs?«

»Kun når han kan udnytte det over for hende. Og selv om han siger, han er religiøs, så er han piercet alle mulige steder og går kun i sort, og han …« Hun tav brat.

Lena sænkede stemmen. »Hvad?« spurgte hun. »Jeg siger det ikke til nogen.«

Jenny hviskede noget, Jeffrey ikke kunne høre.

»Åh,« sagde Lena, som om hun vidste alt om det. »Fyre er så dumme.«

Jenny lo. »Hun troede på ham.«

Lena lo sammen med hende. »Hvad var det, Julia gjorde, som var så slemt, tror du? Jeg mener det, der gjorde Ryan så ophidset?«

»Ingenting,« svarede Jenny heftigt. »Det spurgte jeg hende også om bagefter, men hun ville ikke fortælle mig det. Hun lå bare i sengen hele dagen og sagde ikke et ord.«

»Var det omkring det tidspunkt, hvor de slog op med hinanden?«

»Ja,« bekræftede Jenny. »I sidste måned, som jeg sagde.« Hendes stemme lød bekymret, da hun spurgte: »Tror du, han har noget at gøre med hendes forsvinden, hvad?«

»Nej,« svarede Lena. »Det ville jeg ikke bekymre mig om.«

Jeffrey vendte sig om mod dem. »Hvad hedder Ryan til efternavn?« spurgte han.

»Gordon,« svarede pigen. »Tror I, der er sket noget med Julia?«

Jeffrey overvejede hendes spørgsmål. Hvis han sagde, at der ikke var grund til uro, ville han bare give hende en falsk sikkerhed, så han sagde: »Jeg ved det ikke, Jenny, men vi vil gøre alt for at finde hende.«

En hurtig forespørgsel på sekretariatet oplyste, at Ryan Gordon på det tidspunkt var præfekt på læsesalen. Den landbrugsfaglige fløj lå i yderkanten af universitetets område. Jeffrey følte uroen vokse for hvert skridt, han nærmede sig fløjen. Han kunne fornemme samme uro hos Lena. Der var nu gået to dage, og de havde ingen vægtige spor at gå efter. De kunne så udmærket være på vej til at møde den mand, der havde myrdet Sibyl Adams.

Julia Matthews var efter alt at dømme en attraktiv ung kvinde. Det var en gåde for Jeffrey, at en fyr som Ryan Gordon kunne kapre hende. Det sagde ret meget om, hvilken type Gordon var, når han var i stand til at få magt over en, der sagtens kunne finde noget bedre.

Jeffrey havde lagt mærke til, at den venlighed, Lena havde lagt for dagen over for Jenny Price, var forsvundet, da de nåede til læsesalen. Hun gik målrettet ind i lokalet, ignorerede de nysgerrige blikke fra de andre studerende, der for det meste var af hankøn, og gik direkte op til fyren, der sad ved et af de forreste borde.

Indrømmet, Jeffrey var ikke indstillet på at være Ryan Gordons bedste ven, og han fik da også fra første øjeblik sine bange anelser opfyldt. Fyren var piercet i øjenbrynene og ørerne, og der hang en ring fra hans næse. Ringen var sort og tarvelig og lignede mere en ring, man ville sætte i næsen på en tyr. Jenny havde ikke beskrevet ham særlig venligt, men Jeffrey måtte indrømme, at hun ikke havde overdrevet, da hun havde hvisket til Lena, at han var snavset. Ryan så beskidt ud. Hans ansigt var en fedtet masse af bumser og sårskorper. Hans hår så ikke ud til at have været vasket i ugevis. Hans sorte bukser og skjorte var krøllede og nussede, og der stod en ubehagelig odør om ham.

»Ryan Gordon?« spurgte Lena fyren og lænede sig ind over bordet. Hendes jakke gled til side, og Jeffrey så, at Ryan hurtigt skævede til hendes pistol. Han pressede læberne sammen i en vranten mine, og da han svarede, havde Jeffrey en inderlig lyst til at stikke ham en.

»Hvad vil du, kælling?« spurgte Gordon.

Jeffrey greb fyren i kraven og hev ham ud af lokalet. Allerede mens han gjorde det, stod det ham klart, at der ville ligge en vred besked fra borgmesteren, når han kom tilbage til kontoret.

Da de var kommet udenfor, skubbede Jeffrey Gordon op ad væggen. Jeffrey tog sit lommetørklæde frem og tørrede snavset af hænderne. »Er der ikke brusebad på kollegiet?« spurgte han.

Gordons stemme var lige så skinger, som Jeffrey havde forventet. »Det er politivold.«

Jeffrey blev dybt forbløffet, da Lena stak fyren en lussing.

Gordon gned sin kind, og hans mundvige krængede nedad. Han målte Lena med sit blik. Jeffrey syntes, han så komisk ud. Ryan Gordon var en ren bønnestage, lige så høj Lena, men betydeligt tyndere. Lenas attitude over for ham var ikke til at tage fejl af. Jeffrey var ikke i tvivl om, at Lena ville fare lige i struben på Gordon, hvis han så meget som rørte hende.

Det så ud til, at Gordon havde fattet det. Han forholdt sig passivt, mens han med sin skingre, nasale stemme – det stammede sikkert fra ringen i næsen, der vippede, hver gang han talte – sagde: »Hvad vil du mig, strisser?«

Han holdt armene foran sig, da Lena løftede hånden mod hans bryst.

»Tag hænderne ned, din kujon.« Hun stak hånden ind under hans skjorteåbning og trak et kors frem, der hang i en kæde om hans hals.

»Nydelig halskæde,« sagde hun.

»Hvor var du mandag eftermiddag?« spurgte Jeffrey.

Gordon så fra Lena til Jeffrey. »Hva’?«

»Hvor var du mandag eftermiddag?« gentog Jeffrey.

»Det ved jeg sgu da ikke, strisser,« skingrede han. »Jeg sov vel.« Han snøftede og tørrede sig om næsen. Jeffrey bekæmpede en usigelig lyst til at rive ham i næseringen, der vippede frem og tilbage.

»Op ad væggen!« beordrede Lena og skubbede ham rundt. Gordon skulle lige til at protestere, men et blik fra Lena standsede ham. Han spredte benene og armene og stillede sig i position.

Lena klappede ned over ham. »Har du nogen sprøjter på dig? Er der noget, jeg kan stikke mig på?«

»Nej,« stønnede Gordon, da hun nåede frem til hans forlomme.

Lena smilede og trak en pose hvidt pulver op. »Det her er ikke sukker, er det?« spurgte hun Jeffrey.

Han tog posen, temmelig overrasket over, at hun havde fundet den. Det forklarede Gordons udseende. Narkomaner var ikke de mest renlige i verden. For første gang den formiddag var Jeffrey glad for at have Lena med. Han ville aldrig have tænkt på at kropsvisitere knægten.

Gordon skævede over skulderen ned på posen. »Det er ikke mine bukser.«

»Nej, vel,« snerrede Lena og snurrede Gordon rundt. »Hvornår så du sidst Julia Matthews?« spurgte hun.

Gordons ansigt afslørede hans tanker. Han vidste, hvor det her førte hen. Pulveret var det mindste af hans problemer. »Vi slog op for en måned siden.«

»Det er ikke svar på mit spørgsmål,« sagde Lena. »Hvornår så du sidst Julia Matthews?« gentog hun.

Gordon lagde armene over kors. Jeffrey blev med det samme klar over, at han ikke havde tacklet situationen rigtigt. Nerver og spænding var løbet af med ham. Jeffrey tænkte de ord, som Gordon nu sagde højt.

»Jeg vil tale med en advokat.«

*

Jeffrey lagde benene op på bordet. De sad i forhørslokalet og ventede på, at Gordon skulle blive ført ind. Gordon havde desværre lukket munden med syv segl fra det øjeblik, Lena læste hans rettigheder for ham. Heldigvis havde Gordons værelseskammerat været mere end villig til at lade dem ransage værelset. Men der var ikke fundet noget mere mistænkeligt end en pakke cigaretpapir og et spejl, hvorpå der lå et barberblad. Jeffrey var ikke sikker, men at dømme efter kammeraten så kunne narkoremedierne lige så godt tilhøre den ene som den anden. En ransagning af laboratoriet, hvor Gordon arbejdede, gav ikke yderligere spor af narko. Det bedste bud var, at Julia havde indset, at han var en skiderik, og var stukket af.

»Vi er strandet,« sagde Jeffrey og lod hånden hvile på Grant County Observer.

»Ja,« nikkede Lena.

Han trak vejret dybt og åndede langsomt ud. »Sådan en fyr ville vel under alle omstændigheder have bedt om en advokat.«

»Det ved jeg ikke,« svarede Lena. »Han ser måske bare for meget fjernsyn.«

Jeffrey burde have forudset det. Enhver idiot, der så fjernsyn, vidste, at man skulle spørge efter en advokat, når strisserne dukkede op ved hoveddøren.

»Jeg skulle måske have været lidt blidere,« overvejede Lena. »Men hvis han er vores fyr, så er det tydeligt, at han ikke vil hundses rundt med af en kvinde.« Hun lo tørt. »Især ikke mig, der ligner hende fuldstændig.«

»Måske kan vi vende det til vores fordel,« sagde han. »Hvad siger du til, at jeg lader jer være alene, mens vi venter på Buddy Conford?«

»Har han fået fat i Buddy?« Lenas stemme afslørede hendes mishag. Der var en håndfuld advokater i Grant County, der arbejdede som beskikkede forsvarere, og af alle var Buddy Conford den mest ihærdige.

»Det er hans tur i denne måned,« sagde Jeffrey. »Tror du, Gordon er dum nok til at tale?«

»Han har aldrig været anholdt før. Han virker ikke særlig kløgtig på mig.«

Jeffrey tav og ventede på, at hun fortsatte.

»Han er sikkert gal på mig, fordi jeg gav ham en lussing,« sagde hun, og han kunne se, at hun spekulerede på en taktik. »Du må hjælpe mig. Sig til mig, at jeg ikke må tale med ham.«

Jeffrey nikkede. »Det kunne måske fungere.«

»Det skader i hvert fald ikke.«

Jeffrey stirrede tavst ned i bordet. Langt om længe begyndte han at tromme med fingeren på forsiden af avisen. På den øverste halvdel af forsiden var der et stort billede af Sibyl Adams. »Jeg går ud fra, at du har set det?«

Hun nikkede uden at se på fotografiet.

Jeffrey vendte avisen om. »Der står ikke entydigt, at hun er blevet voldtaget, men de antyder det. Jeg sagde til dem, at hun var blevet slået, men det var hun ikke.«

»Det ved jeg,« mumlede hun. »Jeg har læst det.«

»Frank og de andre fyre,« begyndte han, »har ikke fået noget ud af listen over kriminelle. Der var et par stykker, som Frank ville kigge nærmere efter i sømmene, men han fandt ikke noget. De havde alibier begge to.«

Lena stirrede på sine hænder.

»Du kan gå, når det her er overstået,« sagde han. »Jeg ved, du har en del at ordne i aften.«

»Tak,« sagde hun. Det undrede ham, at hun føjede sig så hurtigt.

Det bankede på døren, og Brad stak hovedet ind. »Jeg har fyren her.«

»Før ham ind,« sagde Jeffrey og rejste sig.

Ryan Gordon så endnu mere lille og ubetydelig ud i den orange fængselsdragt, end han havde gjort i sine sorte bukser og skjorte. Han kom slubrende i et par orange fængselstøfler, og hans hår var vådt efter det bad, Jeffrey havde beordret. Gordon havde stadig hænderne i håndjern på ryggen. Brad rakte nøglen til Jeffrey, før han gik.

»Hvor er min advokat?« forlangte Gorden at få at vide.

»Han skulle være her om et kvarters tid,« svarede Jeffrey og skubbede drengen ned i en stol. Han låste håndjernene op, men før Gordon kunne nå at flytte armene, havde Jeffrey låst dem til stolens ryglæn.

»Det er for stramt,« skingrede Gordon og pustede sig op for at understrege ubehaget. Han skubbede sig fremad i stolen, men hænderne blev, hvor de var – bag hans ryg.

»Det må du leve med,« brummede Jeffrey og henvendte sig så til Lena. »Nu vil jeg lade dig være alene med ham. Du må ikke få ham til at sige noget uden for referat, er du med?«

Lena sænkede blikket. »Ja, sir.«

»Jeg mener det, kriminalbetjent.« Han sendte hende, hvad han håbede var et fast og bestemt blik, og forlod så lokalet. Han gik ind ad den næste dør til observationslokalet. Han stillede sig med armene over kors og betragtede Gordon og Lena gennem konfrontationsruden.

Forhørslokalet var forholdsvis lille med malede murstensvægge. Der var boltet et bord fast på midten af gulvet, og der stod tre stole omkring det. To på den ene side og en på den anden. Jeffrey så Lena tage avisen op. Så lagde hun benene op på bordet, lænede sig tilbage i stolen og bladrede i Grant County Observer. Det knitrede i højttaleren ved siden af Jeffrey, da hun foldede avisen på midten.

»Jeg vil have et glas vand,« sagde Gordon.

»Ti stille,« beordrede Lena så lavt, at Jeffrey måtte skrue op for højttaleren for at høre hende.

»Hvorfor? Har du problemer?«

Lena kiggede stadig i avisen.

»Det er dig, der har problemer,« sagde Gordon og lænede sig så meget frem, som han kunne. »Jeg siger til advokaten, at du har slået mig.«

Lena lo koldt. »Hvad vejer du? 60 kilo? Og du er omkring 1,70!« Hun lagde avisen fra sig og så blidt og uskyldigt på ham. »Jeg kunne aldrig finde på at slå en mistænkt i forvaring, Deres Nåde,« sagde hun med høj piget stemme. »Han er så stor og stærk. Jeg ville frygte for mit liv.«

Gordons øjne blev to smalle sprækker. »Tror du, du er morsom, hva’?«

»Ja,« svarede Lena og tog avisen op igen. »Det gør jeg.«

Gordon overvejede et øjeblik sit næste udspil. Så pegede han på avisen. »Er du søster til lebberen?«

»Ja, det er jeg.« Lenas stemme var stadig blid, selv om Jeffrey vidste, at hun kunne have sprunget hen over bordet og myrdet ham.

»Hun er myrdet,« sagde han. »Alle på universitetet vidste, at hun var lebber.«

»Jamen, det var hun sandelig også.«

Gordon fugtede læberne. »En satans lebber.«

»Jep.« Lena bladrede i avisen og så ud, som om hun kedede sig.

»Lebber,« gentog han. »En klitslikker.« Han afventede en reaktion og blev tydeligt irriteret over, at der ikke kom nogen. »Kussegnaver,« sagde han.

Lena sukkede, som om hun var ved at kede sig ihjel. »Måttegnubber, vild med at pludre i venindens lille, våde telefon, fingerknepper.« Hun tav og så på ham over kanten af avisen. »Har jeg glemt noget?«

Jeffrey var imponeret over Lenas teknik og opsendte samtidig en stille takkebøn for, at hun ikke havde valgt en kriminel løbebane.

»Nå, det er derfor, du har hevet mig herind. Tror du, jeg voldtog hende?«

Lena holdt stadig avisen op, men Jeffrey vidste, at hendes hjerte hamrede lige så stærkt som hans. Enten gættede Gordon, eller også ledte han efter en måde at tilstå på.

»Voldtog du hende?« spurgte Lena.

»Måske,« svarede Gordon. Så begyndte han at rokke stolen frem og tilbage ligesom en lille dreng, der vil have opmærksomhed. »Måske pulede jeg hende. Vil du høre om det?«

»Jada,« svarede Lena. Hun smed avisen på borden og lagde armene over kors. »Fortæl mig om det.«

Gordon lænede sig over mod hende. »Hun var ude på toilettet, ikke?«

»Det er dig, der fortæller.«

»Hun var ved at vaske sine hænder, og så kom jeg ind og pulede hende i røven. Hun var så vild med det, at hun døde på stedet.«

Lena sukkede dybt. »Kan du virkelig ikke gøre det bedre?«

Han så fornærmet ud. »Jo.«

»Hvorfor fortæller du mig ikke, hvad du gjorde ved Julia Matthews?«

Han lænede sig tilbage i stolen. »Jeg har ikke gjort hende noget.«

»Hvor er hun så?«

Han trak på skuldrene. »Sikkert død.«

»Hvad har du at sige til det?«

Han lænede sig frem med brystet presset mod bordkanten. »Hun har før prøvet at begå selvmord.«

Lena tøvede ikke et sekund. »Ja, det ved jeg. Hun skar sig i håndledene.«

»Ja, nemlig.« Gordon nikkede, men Jeffrey kunne se et glimt af overraskelse i hans ansigt. Jeffrey var også selv overrasket, selv om det, Lena sagde, lød ganske fornuftigt. Kvinder vælger som oftest at skære sig i håndledet frem for andre selvmordsmetoder. Lena var kommet med et kvalificeret gæt.

»Hun skar sig altså i håndledet i sidste måned,« resumerede Lena.

Gordon lagde hovedet på skrå og sendte hende et mærkeligt blik. »Hvordan kan du vide det?«

Lena sukkede igen og tog avisen op. Hun åbnede den med et smæld og begyndte at læse.

Gordon begyndte igen at rokke stolen frem og tilbage.

Lena kiggede ikke op fra avisen. »Hvor er hun, Ryan?«

»Jeg ved det ikke.«

»Voldtog du hende?«

»Jeg behøvede ikke voldtage hende. Hun var en forbandet dørmåtte.«

»Du lod hende altså krybe for dig, ikke?«

»Ja, det er rigtigt.«

»Var det den eneste måde, du kunne få den op at stå på, Ryan?«

»Shit.« Han holdt op med at rokke med stolen. »Du må ikke tale med mig.«

»Hvorfor ikke?«

»Fordi det er uden for referat. Jeg kan sige lige, hvad jeg vil, uden at det betyder noget.«

»Hvad vil du så sige?«

Det trak om hans mundvige. Han lænede sig så langt frem, som han kunne for håndjernene. Derfra hvor Jeffrey stod, så det næsten ud, som om han var svinebundet.

»Måske vil jeg snakke lidt mere med dig om din søster,« hviskede Gordon.

Lena ignorerede ham.

»Måske vil jeg snakke lidt om, hvordan jeg tævede hende til døde.«

»Du ligner ikke den type, der ved, hvordan man bruger en hammer.«

Han så overrasket ud. »Jamen, det gør jeg,« forsikrede han hende. »Jeg slog hende i hovedet, så voldtog jeg hende med hammeren.«

Lena bladede om til en ny side. »Hvor smed du hammeren?«

»Det kunne du lide at vide,« sagde han med en selvtilfreds mine.

»Hvad var Julia ude på, Ryan?« spurgte Lena henkastet. »Bollede hun ved siden af? Hun fandt måske en rigtig mand?«

»Åh, hold kæft, kælling,« snerrede Gordon. »Jeg er en rigtig mand.«

»Ja da.«

»Fjern håndjernene, så skal jeg vise dig det.«

»Ja, sikkert,« sagde Lena i et overbærende tonefald. »Hvorfor bollede hun udenom?«

»Det gjorde hun ikke,« sagde han. »Har den møgso til Jenny Price fortalt dig det? Hun ved ikke noget som helst om det.«

»Om at Julia ville gå fra dig? Om hvordan du konstant fulgte efter hende og aldrig ville lade hende være alene?«

»Er det det, det handler om?« spurgte Gordon. »Hvorfor fanden sidder jeg så lænket her?«

»Du har fået håndjern på, fordi du havde kokain i din lomme.«

»Det er ikke mit,« fnøs han.

»Nå nej, det var ikke dine bukser, vel?«

Gordon knaldede brystet ind i bordkanten. Hans ansigt var fordrejet af vrede. »Hør her, din lede so …«

Lena rejste sig og lænede sig ind over bordet. Hendes ansigt var lige ud for hans. »Hvor er hun?«

»Rend mig i røven,« hvæsede han, så spyttet stod ud af munden.

I en lynbevægelse havde Lena grebet fat i ringen i hans næse.

»Avvvv,« skreg Gordon og lænede sig frem, så brystet bankede ind i bordkanten, og hans arme strittede i vejret bag hans ryg. »Hjælp!« skreg han, så glasset foran Jeffrey dirrede ved lyden.

»Hvor er hun?« hviskede Lena.

»Jeg så hende for et par dage siden,« kom det ud mellem hans sammenbidte tænder. »Åh gud, slip mig.«

»Hvor er hun?«

»Jeg ved det ikke!« råbte han. »Jeg aner det ikke! Av, du river den af.«

Lena slap ringen og tørrede sin hånd af i bukserne. »Dit lille idiotiske skvat.«

Ryan vrikkede med næsen sikkert for at sikre sig, at den stadig var der. »Det gjorde ondt,« hylede han.

»Skal jeg sørge for, at det kommer til at gøre mere ondt?« tilbød Lena og lod hånden hvile på pistolen.

Gordon lod hovedet falde ned mod brystet og mumlede: »Hun forsøgte at begå selvmord, fordi jeg gik fra hende. Så meget elskede hun mig.«

»Det tror jeg ikke, hun selv var klar over,« sagde Lena. »Hun var et lille guds ord fra landet, og det udnyttede du.« Hun lænede sig ind over bordet. »Og jeg tror ikke, du har nosser nok til at slå en flue ihjel, og da slet ikke et menneske, og hvis jeg nogen sinde …« – Lena knaldede hånden i bordet. Hendes vrede slog ud i lys lue – »… hvis jeg nogen sinde hører dig sige et eneste ord om min søster, Ryan, slår jeg dig ihjel. Stol på det. Jeg ved, jeg er i stand til det. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.«

Gordons læber bevægede sig, uden at der kom et ord frem.

Jeffrey var så optaget af forhøret, at han ikke hørte, der blev banket på døren.

»Jeffrey?« sagde Marla og stak hovedet ind i observationslokalet. »Der er problemer hjemme hos Will Harris.«

»Will Harris?« spurgte Jeffrey og lød, som om det var det sidste navn, han havde forventet at høre i dag. »Hvad er der sket?«

Marla gik ind i lokalet og sagde dæmpet: »Der er en eller anden, der har smidt en sten ind igennem hans vindue.«

Frank Wallace og Matt Hogan stod på græsplænen foran Will Harris’ hus, da Jeffrey ankom. Han spekulerede på, hvor længe de havde været der, og om de mon havde fundet ud af, hvem der havde gjort det. Matt Hogan generede sig ikke for at lufte sine fordomme, hvorimod Jeffrey ikke var så sikker på Frank. Han vidste bare, at Frank havde været med under afhøringen af Pete Wayne i går. Jeffrey følte uroen stige, mens han parkerede bilen. Han brød sig ikke om at være i en situation, hvor han ikke kunne stole på sine egne folk.

»Hvad pokker er der sket?« spurgte Jeffrey, da han steg ud af bilen. »Hvem har gjort det?«

»Han kom hjem for en halv times tid siden, »sagde Frank. »Han siger, han havde været henne hos gamle miss Betty for at ordne hendes have. Så kom han hjem og så det her.«

»Var det en sten?«

»En mursten,« sagde Frank. »En ganske almindelig mursten. Der var bundet en seddel til den.«

»Hvad stod der?«

Frank kiggede ned i jorden og hævede så blikket. »Will har den.«

Jeffrey kiggede op på panoramavinduet, hvor der var et stort hul. Der var ikke sket noget med vinduerne ved siden af, men det ville koste en formue at få sat en ny panoramarude i. »Hvor er han?« spurgte Jeffrey.

Matt stod med armene over kors og nikkede hen mod hoveddøren. Han havde det samme selvtilfredse udtryk i ansigtet, som Jeffrey for et øjeblik siden havde set hos Gordon.

»Indenfor,« sagde Matt.

Jeffrey begyndte at gå hen mod døren, men standsede så. Han trak sin pung frem og tog en tyvedollarseddel frem. »Køb noget krydsfiner,« sagde han, »og kom tilbage med det så hurtigt som muligt.«

Matt åbnede munden, men Jeffrey sendte ham et barsk blik. »Var der noget, du ville sige til mig, Matt?«

»Vi bestiller en rude, når vi alligevel er der,« brød Frank ind.

»Ja,« brummede Matt og gik hen mod bilen.

Frank skulle lige til at følge efter ham, men Jeffrey standsede ham. »Har du nogen idé om, hvem der kan have gjort det her?« spurgte han.

Frank stirrede ned i jorden. »Matt har været sammen med mig hele formiddagen, hvis det var det, du tænkte på.«

»Det var det.«

Frank så op. »Jeg skal nok gøre alt for at finde ud af, hvem der gjorde det, boss.«

Han ventede ikke på Jeffreys svar, men vendte sig om og gik over mod Matts bil. Jeffrey blev stående, indtil de var kørt, og så gik han op ad indkørslen til Wills hus.

Jeffrey bankede let på netdøren og gik så ind. Will Harris sad i sin lænestol med et glas iste på sidebordet. Han rejste sig, da Jeffrey trådte ind i stuen.

»Det var ikke min mening at trække dig herud,« sagde Will. »Jeg anmeldte det bare. Min nabo gjorde mig ret forskrækket.«

»Hvem af dem?« spurgte Jeffrey.

»Mrs. Barr på den anden side af vejen.« Han pegede ud ad vinduet. »Hun er en ældre dame, og hun bliver let skræmt. Hun sagde, at hun ikke havde set noget. Dine folk har udspurgt hende.« Han gik tilbage til lænestolen og tog et stykke papir, som han rakte til Jeffrey. »Jeg blev også ret skræmt, da jeg så det her.«

Jeffrey tog papiret, og der bredte sig en metalsmag i hans mund, da han læste truslen. »Pas på ryggen, nigger«, stod der.

Jeffrey foldede papiret sammen og lagde det ned i lommen. Han satte hænderne i siden og så sig om i stuen. »Du bor pænt her.«

»Tak,« svarede Will.

Jeffrey vendte sig om mod vinduerne ud mod vejen. Han kunne ikke lide det her. Will Harris’ liv var ganske enkelt i fare, fordi han havde talt med ham i går. »Har du noget imod, hvis jeg sover på din sofa i nat?« spurgte han.

»Tror du, det er nødvendigt,« spurgte Will overrasket.

Jeffrey trak på skuldrene. »Det er bedre at være på den sikre side, ikke?«

12

Lena sad derhjemme ved spisebordet i køkkenet og stirrede på salt- og peberkværnene. Hun forsøgte at få et overblik over, hvad der var sket i dag. Hun var overbevist om, at Ryan Gordons eneste forbrydelse var, at han var et røvhul. Hvis Julia var klog, så var hun taget hjem eller holdt lav profil et stykke tid for at komme væk fra sin kæreste. Men tilbage stod grunden til, at Jeffrey og Lena var taget ud til universitetet. Der var stadig ingen mistænkte i sagen om mordet på hendes søster.

Lena blev mere og mere vred for hvert minut, der gik, uden spor af manden, der myrdede hendes søster. Sibyl havde altid advaret Lena mod at lade vreden tage overhånd. Det var farligt, og hun skulle hellere give plads for andre følelser. Lige nu kunne Lena ikke forestille sig, at hun nogen sinde ville blive lykkelig eller ked af det igen. Hun var fuldstændig lammet over tabet af søsteren, og vreden var det eneste, der fik hende til at føle sig i live. Hun holdt fast i vreden og lod den gro ligesom kræft for at forhindre, at hun brød sammen som et lille, forsvarsløst barn. Hun var nødt til at bruge vreden for at kunne komme igennem det her. Når Sibyls morder var fanget, og Julia Matthews var fundet, så ville Lena give los for sorgen.

»Sibby.« Lena sukkede og lagde hænderne over sine øjne. Selv da hun forhørte Gordon, tonede billeder af Sibyl frem i Lenas hoved. Jo mere hun forsøgte at fortrænge dem, des stærkere form tog de.

Billederne kom i glimt. I det ene øjeblik sad hun foran Gordon og lyttede til hans ynkelige fremstilling, og i det næste var hun tolv år gammel og førte Sibyl ned til stranden, så de kunne lege i vandet. Kort efter ulykken, der havde gjort Sibyl blind, var Lena blevet hendes øjne. Det var igennem Lena, Sibyl blev i stand til at »se« igen. Lena var stadig overbevist om, at det var det, der gjorde hende til en god kriminalbetjent. Hun var opmærksom på detaljerne. Hun lyttede til sit instinkt. Lige nu fortalte hendes instinkt hende, at det var spild af tid at høre mere på Gordon.

»Hej,« sagde Hank og tog en cola ud af køleskabet. Han holdt flasken frem mod Lena, men hun rystede på hovedet.

»Hvor kommer de fra?« spurgte hun.

»Jeg tog ned i supermarkedet,« sagde han. »Hvordan gik det i dag?«

Lena svarede ham ikke. »Hvorfor gik du ned i supermarkedet?«

»Du havde jo ikke noget mad i køleskabet,« sagde han. »Det forbavser mig, at du ikke er svundet ind til en kridtstreg.«

»Du skal ikke købe ind for mig,« indvendte Lena. »Hvornår tager du tilbage til Reece?«

Han så såret ud over hendes bemærkning. »Om et par dage regner jeg med. Men jeg kan bo hos Nan, hvis du ikke vil have mig her.«

»Du kan godt blive her.«

»Jamen, det gør ikke noget, Lee, Nan har allerede tilbudt mig sofaen.«

»Du behøver ikke at bo hos hende,« vrissede Lena. »Forstået? Glem det! Det er jo kun for et par dage, og det er i orden.«

»Jeg kunne tage på hotel.«

»Hank,« sagde Lena og kunne godt høre, at hendes stemme lød lidt for høj. »Hold nu op med det der. Jeg har haft en streng dag.«

Hank fingererede ved sin cola. »Øhm, vil du tale om det?«

»Ikke med dig,« var lige ved at ryge ud af munden på Lena, men hun nåede at tage sig i det. »Nej,« svarede hun.

Han tog en tår af colaen og stirrede tomt på et eller andet punkt bag hendes skulder.

»Der er ingen spor at gå efter,« sagde Lena. »Bortset fra listen.« Hank så uforstående ud, og så forklarede hun: »Vi har en liste over alle, der tidligere er dømt for seksuelle overgreb, og som er flyttet til Grant County, inden for de sidste seks år.«

»Fører man lister over den slags?«

»Ja, det gør man gud være lovet,« sagde Lena, klar til at imødegå ethvert argument om borgerrettigheder. Hank havde en tilbøjelighed til at sætte privatlivets fred over almindelig sund fornuft. Lena var ikke i humør til at diskutere, hvorvidt tidligere indsatte havde udstået deres straf.

»Nå, men den liste har du altså?« spurgte Hank.

»Vi har alle den liste,« forklarede Lena. »Vi går rundt og banker på folks døre for at finde ud af, om der er nogen, der passer ind i billedet.«

»Hvad mener du?«

Hun så tankefuldt på ham. Skulle hun fortsætte eller ej. »En, der tidligere har begået et voldeligt seksuelt overgreb. En, der er hvid og mellem otteogtyve og femogtredive år. En, der er religiøs. En, der har lagt mærke til Sibyl. Den person, der har overfaldet hende, kender hendes rutiner, så det må være en, der kender hende af udseende.«

»Det lyder, som om I meget snart har indkredset ham.«

»Der er næsten hundrede personer på den liste.«

Han fløjtede sagte. »Her i Grant County?« Han rystede uforstående på hovedet.

»Ja, og det er kun fra de sidste seks år, Hank. Hvis det ikke lykkes os at finde nogen, vil vi nok gå endnu længere tilbage. Måske ti eller femten år.«

Hank tog hænderne op til hovedet og strøg håret væk fra panden, så Lena fik fuldt udsyn til hans arme. Hun pegede på dem. »Jeg vil bede dig beholde jakken på i aften.«

Hank kiggede ned på de gamle stikmærker. »Ja, hvis du synes.«

»Der kommer betjente, mine venner og kolleger. Hvis de ser de mærker, kan de gætte sig til resten.«

Han så ned ad sine arme. »Jeg tror ikke, man behøver at være betjent for at vide, hvad det er.«

»Gør det nu ikke sværere for mig, Hank. Det var hårdt nok at skulle fortælle min chef, at du har været junkie.«

»Det er jeg ked af.«

»Nå ja,« sagde Lena. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. Hun følte sig fristet til at tirre ham, indtil han eksploderede, så hun kunne få et godt skænderi med ham.

I stedet for vendte hun sig i stolen og så den anden vej. »Jeg er ikke i humør til fortrolig snak.«

»Det er jeg ked af at høre,« sagde Hank, men han rejste sig ikke op. »Vi er nødt til at tale om, hvad vi skal gøre med din søsters aske.«

Lena slog afværgende ud med hænderne. »Det kan jeg ikke nu.«

»Jeg har talt med Nan …«

»Jeg er ligeglad med, hvad Nan siger,« afbrød hun ham.

»Hun var hendes elsker, Lee. De havde et liv sammen.«

»Det havde vi også,« snerrede Lena. »Hun var min søster, Hank. For himlens skyld, jeg vil ikke lade Nan Thomas få hende.«

»Nan ser ud til at være en rigtig sød pige.«

»Det er hun sikkert.«

Hank fumlede med flasken. »Vi kan ikke udelukke hende, bare fordi det passer dig, Lee.« Han holdt inde. »De elskede hinanden. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke kan acceptere det.«

»Acceptere det?« Lena lo. »Hvorfor skulle jeg ikke acceptere det? De boede sammen. De tog på ferie sammen.« Pludselig slog en af Gordons bemærkninger ned i hende. »Alle på det rådne universitet vidste det åbenbart,« sagde hun. »Så jeg havde jo ikke noget valg.«

Hank lænede sig tilbage med et suk. »Jeg ved det ikke, skat. Sig mig, var du jaloux på hende?«

Lena lagde hovedet på skrå. »På hvem?«

»Nan.«

Hun lo. »Det er dog det mest idiotiske, jeg nogen sinde har hørt.« Så tilføjede hun: »Og vi ved begge, at jeg ellers har hørt dig komme med en hel del idiotisk sludder.«

Hank trak på skuldrene. »Du havde Sibby for dig selv i ret lang tid. Jeg kan godt se, det har gjort det vanskeligt for hende at være der for dig, jo mere hun blev involveret med andre mennesker.«

Lena tabte underkæben af overraskelse. Det skænderi hun for et øjeblik siden havde håbet på, var nu slået ud i lys lue. »Tror du, jeg var jaloux på Nan Thomas, fordi hun bollede min søster?«

Hank krympede sig ved hendes ord. »Tror du, det var det eneste, det handlede om?«

»Jeg ved ikke, hvad det handlede om, Hank,« sagde Lena. »Vi talte ikke om den del af hendes liv.«

»Nej, det ved jeg.«

»Hvorfor bringer du det så på bane?«

Han svarede ikke på det, men sagde: »Du er ikke den eneste, der har mistet hende.«

»Har jeg sagt det?« snerrede Lena og rejste sig.

»Nej, men det lyder sådan,« sagde Hank. »Hør her, Lee, det var måske en idé, at du talte med nogen om det.«

»Lige nu taler jeg med dig om det.«

»Ja, men jeg mente ikke mig.« Hank rynkede panden. »Hvad med den fyr du ser for tiden? Holder det stadig?«

Hun lo. »Greg og jeg slog op for et år siden, og selv om vi ikke havde, tror jeg ikke, jeg ville græde ud ved hans skulder.«

»Det sagde jeg heller ikke.«

»Fint.«

»Jeg kender dig bedre end som så.«

»Du ved ikke en skid om mig,« snerrede Lena og skred ud af stuen med hænderne knyttede. Hun tog trappen i to trin ad gangen og knaldede døren til sit soveværelse i bag sig.

Hendes skab var fyldt med dragter og lange bukser, men helt inde bagest fandt hun en sort kjole. Hun tog strygebrættet frem og trådte et skridt tilbage, men ikke hurtigt nok til at undgå strygejernet, der faldt ned fra hylden og strejfede hendes tå.

»Åh, for satan,« hvæsede Lena og tog sig til foden. Hun satte sig på sengen og gned tåen. Det var også Hanks skyld, fordi han fik hidset hende op. Han skulle altid køre sin forbandede Anonyme Alkoholikere-filosofi om forståelse og fælleskab af over for Lena. Hvis han ville leve sit liv på den måde; hvis han havde behov for det, så han ikke endte med at fylde sig med narko eller drikke sig ihjel, så for hendes skyld gerne, men han skulle ikke trække det ned over hende.

Og så hans latterlige lommefilosofiske udlægning af, at hun skulle være jaloux på Nan. Lena havde hele sit liv forsøgt at hjælpe Sibyl til at blive uafhængig. Det var Lena, der havde læst rapporter højt for Sibyl, så hun ikke behøvede at vente på at få dem i brailleskrift. Det var Lena, der hørte Sibyl, før hun skulle op til mundtlig eksamen, og det var Lena, der havde hjulpet Sibyl med alle kemiforsøgene. Alt det havde hun gjort, for at Sibyl skulle kunne klare sig selv, få en stilling og leve sit eget liv.

Lena stillede strygebrættet op og lagde kjolen på det. Hun lod hånden glide ned over den og huskede den sidste gang, hun havde haft den på. Sibyl havde inviteret hende til en fakultetsfest. Lena var blevet noget overrasket, men var gået med. Der var et klart skel mellem dem på universitetet og folk i byen, og hun havde følt sig ubehageligt tilpas blandt dem, der ikke blot havde taget en universitetseksamen, men endda taget en videregående uddannelse. Lena var ikke en bondeknold, men hun huskede tydeligt, at hun følte sig som en hund i et spil kegler.

Sibyl havde derimod været i sit rette element. Lena kunne stadig se hende for sig stående midt i en gruppe af professorer, der så tydeligt viste, at de var interesseret i det, hun havde at sige. Der var ingen, der stirrede på hende, ligesom folk havde gjort, da de var unge. Der var ingen, der gjorde grin med hende eller kom med spydige kommentarer om, at hun var blind. Det var første gang, det gik op for Lena, at Sibyl ikke havde brug for hende længere.

Men Nan Thomas havde intet med den erkendelse at gøre. Dér tog Hank helt fejl. Sibyl havde været uafhængig fra den første dag. Hun kunne sagtens klare sig selv. Hun vidste, hvordan hun kunne tackle tingene. Selv om hun var blind, så havde hun en eller anden form for syn. Sibyl var langt bedre i stand til at gennemskue folk end en seende, fordi hun lyttede til det, de sagde. Hun kunne høre, når der skete en ændring i stemmerytmen, når folk løj, eller en svag dirren, når folk blev ophidsede. Hun havde forstået Lena, som ingen anden i hele hendes liv.

Hank bankede på døren. »Lee?«

Lena tørrede næsen og blev klar over, at hun havde grædt. Hun åbnede ikke døren. »Hvad er der?«

Hans stemme lød dæmpet, men hun kunne tydeligt høre, hvad han sagde. »Jeg er ked af det, jeg sagde, skat.«

Lena trak vejret dybt. »Det er i orden.«

»Jeg er bare bekymret for dig.«

»Jeg har det fint nok,« svarede Lena og tog strygejernet. »Jeg er klar om ti minutter.«

Hun kiggede hen på døren og så håndtaget langsomt gå ned og så op igen, da han slap det. Så hørte hun hans fodtrin, da han gik ned ad gangen.

Brock’s begravelsesetablissement var fyldt med Sibyls venner og kolleger. Da Lena havde brugt ti minutter på at trykke hænder og modtage kondolencer fra folk, hun aldrig før havde mødt, mærkede hun en knude stramme til i maven. Hun følte det, som om hun skulle eksplodere, hvis hun skulle stå stille meget længere. Hun havde ikke lyst til at være her og dele sin sorg med komplet fremmede mennesker. Det var, som om væggene lukkede sig om hende, og selv om airkonditioneringen var sat så lavt, at flere havde beholdt deres overtøj på, så svedte hun.

»Hej,« sagde Frank og tog hende om albuen.

Lena blev overrasket over hans gestus, men trak ikke armen til sig. Hun var lettet over at tale med en, hun kendte.

»Har du hørt, hvad der er sket?« spurgte Frank og sendte et hurtigt sideblik hen mod Hank. Hun følte sig flov, fordi hun vidste, at Frank anså hendes onkel for at være en bums. Sådan noget kunne strissere lugte på lang afstand.

»Nej,« svarede Lena og førte Frank over i den anden ende af lokalet.

»Der er nogen, der har smidt en sten ind igennem Will Harris’ rude,« sagde han dæmpet,

»Hvorfor?« spurgte Lena, men hun kunne godt gætte sig til grunden.

Frank trak på skuldrene. »Jeg ved det ikke.« Han så sig over skulderen. »Og Matt,« – han trak igen på skuldrene – »han var sammen med mig hele dagen. Åh, jeg ved ikke.«

Lena trak ham med ud i foyeren, så de ikke behøvede at hviske. »Tror du, Matt har gjort noget?«

»Matt eller Pete Wayne,« svarede han. »Det er de eneste to, jeg kan komme i tanker om.«

»Måske nogen fra logen?«

Frank fnyste hånligt, akkurat som hun havde regnet med. Hun kunne lige så godt have anklaget paven for at have pillet ved en tiårig.

»Hvad med Brad?« spurgte Lena.

Frank bare så på hende.

»Nå ja,« sagde Lena. »Jeg ved, hvad du mener.« Hun kunne ikke med sikkerhed sige, at Brad ikke brød sig om Will Harris, men hun var hundrede procent sikker på, at Brad hellere ville skære sin højre arm af end bryde loven. Brad var engang kørt fem kilometer tilbage, fordi der ved et uheld var røget noget affald ud ad hans bilvindue.

»Jeg har tænkt mig at tale med Pete senere,« sagde Frank.

Uden at tænke over det så Lena på uret. Den var lidt over halv seks. Pete var sikkert hjemme nu.

»Kan vi tage din bil?« spurgte hun. Så ville hun lade sin stå, så Hank kunne køre hjem i den.

Frank kiggede ind i begravelseslokalet. »Går du allerede?« spurgte han rystet.

Lena stirrede ned i gulvet. Hun vidste, at hun i det mindste burde føle sig skamfuld. Men hun måtte ud herfra, væk fra alle de fremmede mennesker, før hun blev helt lammet og ikke kunne foretage sig andet end at sidde i sit værelse og græde.

»Vi mødes rundt om hjørnet om ti minutter,« sagde Frank.

Lena gik ind igen og kiggede efter Hank. Han stod med armen om Nan Thomas. Det var, så hendes nakkehår rejste sig, da hun så dem stå sådan. Det generede ham åbenbart ikke at trøste en fuldstændig fremmed person, selv om hans eget kød og blod stod bare tre meter fra ham – helt alene.

Lena gik ud i foyeren for at hente sin frakke. Hun var ved at tage den på, da hun mærkede en hjælpende hånd. Til hendes store overraskelse var det Richard Carter.

»Jeg ville gerne sige til dig,« sagde han stille, »at jeg er ked af det med din søster.«

»Tak,« fik hun frem. »Det var sødt af dig.«

»Har I fundet ud af noget med den anden pige?«

»Matthews?« røg det ud af hende, før hun kunne nå at lukke munden. Lena var vokset op i en lille by, men det forbløffede hende stadig, så hurtigt sladderen gik.

»Ham Gordon,« sagde Richard med en bevidst teatralsk gysen, »han er ikke nogen rar fyr.«

»Næh,« mumlede Lena og forsøgte at blive ham kvit. »Tak, fordi du kom.«

Han smilede svagt. Han var klar over, at hun helst ville være fri for ham, men så let skulle hun ikke slippe. »Jeg var meget glad for at arbejde med din søster. Hun var utrolig sød over for mig,« sagde han.

Lena stod og trippede for at vise ham, at hun ikke var indstillet på en lang snak. Hun kendte Frank godt nok til at vide, at han ikke ville vente ret længe.

»Hun var også glad for at arbejde sammen med dig, Richard,« sagde Lena.

»Sagde hun det?« spurgte han glad. »Jeg mener, jeg ved, at hun respekterede mit arbejde, men sagde hun virkelig det?«

»Ja,« svarede Lena. »Flere gange.« Hun kiggede efter Hank og så, at han stadig stod med armen om Nan. Hun udpegede ham for Richard. »Spørg min onkel. Han talte om det så sent som forleden dag.«

»Er det rigtigt?« sagde Richard og tog hånden op til munden.

»Ja,« svarede Lena og tog bilnøglerne op af frakkelommen. »Og vil du ikke være sød at give ham dem her?«

Han stirrede på bilnøglerne uden at tage dem. En af grundene til, at Sibyl var kommet så godt ud af det med Richard, var, at hun ikke kunne se hans nedladende blikke. Sibyl havde haft en engels tålmodighed, når det gjaldt Richard Carter. Lena vidste med sikkerhed, at Sibyl flere gange havde reddet ham på stregen med hensyn til hans sjuskede skolearbejde.

»Richard?« sagde hun og raslede med nøglerne.

»Åh ja, selvfølgelig,« svarede han endelig og rakte hånden frem.

Lena lod nøglerne falde ned i hans hånd. Hun ventede, til han var gået et par skridt væk, og løb så ud ad sidedøren. Frank sad og ventede i bilen med slukkede lygter.

»Undskyld jeg blev forsinket,« sagde Lena, da hun steg ind i bilen. Hun rynkede på næsen, da hun lugtede røg. Principielt havde Frank forbud mod at ryge i hendes nærhed, når de var på arbejde, men da han gjorde hende en tjeneste ved at tage hende med, sagde hun ikke noget.

»Åh, alle de universitetsfolk,« sagde Frank. Han tog et hiv af cigaretten og knipsede den så ud ad vinduet. »Undskyld,« sagde han.

»Det er i orden,« svarede Lena. Hun følte det helt mærkeligt at sidde iført fint tøj i Franks bil. Det mindede hende af en eller anden grund om hendes første stævnemøde. Lena gik helst i cowboybukser og T-shirt, og der skulle noget ganske særligt til, før hun tog en kjole på. Det var helt forkert at sidde her i høje hæle og være usikker på, hvordan hun skulle sidde eller hvad hun skulle gøre af sine hænder. Hun savnede sit pistolhylster.

»Med hensyn til din søster …« begyndte Frank.

»Ja, du skal have tak,« skyndte Lena sig at indskyde. Hun vidste, hvor svært den slags var for ham.

Det var blevet mørkt, mens Lena var i begravelsesetablissementet, og jo længerede de kom væk fra byen med dens gadelygter og mennesker, desto mørkere blev det i bilen.

»Det, der skete i Wills hus,« begyndte Frank og brød tavsheden. »Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tro, Lena.«

»Tror du, at Pete har en finger med i det?«

»Jeg ved det ikke,« gentog Frank. »Will begyndte at arbejde for hans far omkring tyve år, før Pete kom til. Det må du ikke glemme.« Han rakte ud efter en cigaret, men trak hånden til sig. »Jeg ved virkelig ikke rigtig.«

Lena ventede, men han sagde ikke mere. Hun sad med hænderne i skødet og stirrede ud ad forruden, mens Frank kørte ud af byen. De passerede bygrænsen og var kommet et godt stykke ind i Madison, før Frank tog farten af bilen og drejede skarpt til venstre ind på en blind vej.

Pete Waynes murede etplanshus var beskedent ligesom manden selv. Hans bil holdt på skrå i indkørslen. Det var en Dodge fra 1996, og baglygterne var klistret sammen med rød tape.

Frank kørte ind til kantstenen og slukkede lygterne. Han lo lidt nervøst. »Jeg burde vist stå ud og åbne døren for dig, så fin som du er i tøjet.«

»Det kan du lige vove på,« svarede Lena og skyndte sig for en sikkerheds skyld at tage i dørhåndtaget.

»Vent lige lidt,« sagde Frank og lagde sin hånd på Lenas arm. Hun troede, han skulle til at sige noget morsomt, men der var noget i hans tonefald, der fik hende til at se op. Pete var på vej ud af huset med et baseballbat i hånden.

»Bliv her,« sagde Frank.

»Gu’ vil jeg ej,« svarede Lena og åbnede døren, før han kunne nå at standse hende. Da lyset blev tændt i bilen, kiggede Pete Wayne op.

»Godt gået, pigebarn,« sagde Frank.

Lena bed irritationen over øgenavnet i sig og fulgte efter Frank op ad indkørslen. Hun følte sig latterlig i høje hæle og lang kjole.

Pete blev stående med battet ned langs siden og så dem komme nærmere. »Frank?« spurgte han. »Hvad sker der?«

»Kan vi komme indenfor et øjeblik?« spurgte Frank og tilføjede: »Broder.«

Pete sendte et nervøst blik i retning af Lena. Hun vidste, at logebrødrene havde deres eget kodesprog. Men hun vidste ikke nøjagtigt, hvad Frank mente med at kalde Pete sin bror.

»Jeg skulle lige til at gå,« sagde Pete.

»Ja, det kan jeg se,« sagde Frank med et sigende blik på battet. »Er det ikke lidt sent at træne?«

Pete stod og famlede nervøst ved battet. »Jeg ville bare lægge det ud i bilen. Jeg er blevet lidt nervøs efter det, der skete i restauranten,« sagde han. »Jeg ville lægge det ind bag baren.«

»Lad os gå ind,« sagde Frank uden at give Pete en chance for at protestere. Han gik op ad trappen til hoveddøren og ventede på Pete. Frank kredsede om Pete, der fumlede for at få nøglen i låsen.

Lena fulgte efter dem. Da de kom ud i køkkenet, var det tydeligt, at Pete var på vagt. Han knugede om battet, så hans knoer var hvide.

»Hvad er det, du vil?« spurgte Pete henvendt til Frank.

»Will Harris havde et problem her i eftermiddags,« svarede Frank. »Der var en, der smed en sten ind igennem hans vindue.«

»Det var ikke så godt,« sagde Pete tonløst.

»Jeg er nødt til at sige det, Pete,« sagde Frank, »jeg tror, du gjorde det.«

Pete lo nervøst. »Tror du, jeg har tid til at fare ned til den fyr og smide en mursten ind gennem hans vindue? Jeg skal passe restauranten. Jeg har ikke tid til at fise rundt, for slet ikke at tale om at holde ferie.«

»Hvorfor tror du, det var en mursten?« spurgte Lena.

Pete gjorde en synkebevægelse. »Det var bare et gæt.«

Frank tog battet fra ham. »Will har arbejdet for din familie i næsten halvtreds år.«

»Ja, det ved jeg,« sagde Pete og trådte et skridt tilbage.

»I visse perioder havde din far ingen penge og måtte betale Will med mad i stedet for penge.« Frank stod og vippede med battet. »Kan du huske det, Pete? Kan du huske, da basen lukkede, og I næsten gik konkurs?«

Pete blev rød i kinderne. »Selvfølgelig kan jeg huske det.«

»Nu skal jeg fortælle dig noget,« sagde Frank og stak spidsen af battet op mod hans bryst. »Og slå nu ørerne ud. Will Harris har ikke rørt den pige.«

»Er du sikker?« spurgte Pete.

Lena skubbede battet til side, trådte ind foran Pete og så ham ind i øjnene. »Det er jeg,« sagde hun.

Det var Pete, der først sænkede blikket. Han stod og stirrede nervøst ned i gulvet, så rystede han på hovedet og sukkede dybt. Da han så op, var det Frank, han talte til. »Vi må tale sammen.«

13

Da Eddie Linton var begyndt at tjene penge på sit blikkenslagerfirma, havde han opkøbt jord ved søen. Han ejede også seks huse, der lå i nærheden af universitetet. Dem lejede han ud til studerende. Desuden ejede han et lejlighedskompleks i Madison, som han konstant truede med at sælge. Da Sara var flyttet tilbage til Heartsdale, ville hun ikke bo hos sine forældre. Det smagte på en eller anden måde af nederlag at flytte tilbage i sit gamle værelse, og Sara havde ikke brug for flere nederlag samtidig med, at hun konstant ville blive minde hende om, at hun end ikke havde sin egen lejlighed.

Det første år havde hun lejet et af sin fars huse, men så begyndte hun at arbejde i weekenderne på hospitalet i Augusta for at spare op til at købe sit eget. Hun havde forelsket sig i huset allerede den første dag, ejendomsmægleren viste hende rundt. Alle værelserne lå i forlængelse af hinanden, og hoveddøren lå lige over for bagdøren. Til højre for den lange gang lå der to soveværelser, et badeværelse og et lille værelse, til venstre var der dagligstuen, spisestuen, endnu et badeværelse og køkkenet. Men om det så bare havde været et skur, ville hun have købt det på grund af den fabelagtige udsigt over søen fra verandaen. Hun kunne også nyde udsigten fra sit soveværelse gennem det store panoramavindue, der var flankeret af tre vinduer, der kunne åbnes.

De dage, hvor sigtbarheden var som i dag, kunne hun se til den anden side af søen, næsten så langt som til universitetet. Når vejret tillod det, tog hun sin båd lige til universitetets bådebro og gik resten af vejen til klinikken.

Sara åbnede et vindue i soveværelset, så hun kunne høre, når Jebs båd lagde til ved bådebroen. Det havde regnet let aftenen før, og en kold brise havde stået ind fra søen. Hun betragtede sig selv i spejlet på indersiden af døren. Hun havde valgt en småblomstret slå om-nederdel og en tætsiddende sort lycraskjorte, der sluttede lige under navlen. Hun havde først sat håret op, men lod det så hænge løst. Nu var hun igen i gang med at sætte det op, da hun hørte en båd. Hun smuttede hurtigt i et par sandaler og greb to glas og en flaske vin og gik ud ad bagdøren.

»Ohøj,« sagde Jeb og smed rebet op til hende. Så stak han hænderne i lommen på den orange redningsvest og indtog, hvad Sara tænkte, han anså for en kæk sejlsportsmands attitude.

»Ohøj,« svarede Sara og knælede ned ved pullerten. Hun stillede vinen og glassene fra sig, mens hun fastgjorde rebet. »Har du stadig ikke lært at svømme?«

»Begge mine forældre havde vandskræk,« forklarede han. »De kom aldrig i nærheden af det, så derfor lærte jeg det aldrig.«

»Så forstår jeg det bedre,« sagde Sara. Hun var vokset op ved søen, så det var helt naturligt for hende at svømme. Hun kunne slet ikke forestille sig ikke at kunne det. »Du burde lære det,« sagde hun. »Især når du har båd.«

»Det behøver jeg ikke,« svarede Jeb og klappede bådens ræling. »Jeg kan gå på vandet med denne her lille skat.«

Hun rejste sig op og beundrede båden. »Den er flot.«

»En rigtig pigemagnet,« grinede han og knappede vesten op. Hun vidste, at han bare lavede sjov, men den metallicblå båd var slank og sexet med noget farligt over sig, hvilket der absolut ikke var over Jeb McGuire i hans store, uformelige orange redningsvest.

»Ved du hvad, Sara, hvis du nogen sinde ser på mig, sådan som du lige nu ser på båden, så er jeg nødt til at gifte mig med dig.«

Hun lo over sig selv. »Det er en meget flot båd.«

Han tog en frokostkurv frem. »Jeg ville gerne sejle dig en tur på søen, men der er ret koldt derude.«

»Så lad os sætte os der,« sagde hun og pegede hen mod et bord med stole om, der stod ude for enden af bådebroen. »Skal jeg hente bestik eller noget?«

Jeb smilede. »Jeg kender dig bedre end som så, Sara Linton.« Han åbnede kurven og tog bestik og servietter frem. Han havde også være forudseende nok til at tage tallerkener og glas med. Sara var lige ved at slikke sig om munden, da han tog stegt kylling, kartoffelmos, ærter, majs og brød frem.

»Prøver du på at forføre mig?« spurgte hun.

Jeb standsede med en lille beholder med sovs i hånden. »Virker det?«

Så begyndte hundene at gø, og Sara takkede i sit stille sind hundene for den uventede hjælp. Hun vendte sig om mod huset. »De plejer aldrig at gø, jeg må hellere lige tjekke.«

»Skal jeg gå med?«

Sara var lige ved at sige nej, men skiftede så mening. Hun havde aldrig rigtig fundet ud af hundenes reaktioner. Billy og Bob havde kun gøet én gang, siden hun havde reddet dem fra hundevæddeløbsbanen i Ebro. Den ene gang var, da Sara ved et uheld var kommet til at træde på Bobs hale, og den anden gang var, da en fugl var fløjet ned i skorstenen i dagligstuen.

Hun mærkede Jebs hånd på sin skulder, mens de gik op mod huset. Solen var lige ved at gå ned bag taget, så hun skærmede sine øjne med hånden og fik øje på Brad, der stod i indkørslen.

»Hej, Brad,« sagde Jeb.

Betjenten nikkede kort til Jeb, men stirrede på Sara.

»Hvad er der, Brad?« spurgte hun.

Brad tog kasketten af. »Chefen er blevet skudt.«

Sara havde aldrig ladet sin Z3 strække rigtigt ud. Selv da hun kørte tilbage fra Atlanta, havde speedometernålen aldrig været over 120. Nu kørte hun 150 på genvejen til Grant hospital. Turen tog kun ti minutter, men det føltes som en evighed, og da Sara drejede ind på parkeringspladsen, var hendes håndflader våde af sved.

Hun kørte ind på en handicapparkeringsbås lige ved siden af bygningen og løb hen til skadestuen.

»Hvad er der sket?« spurgte hun Lena Adams, der stod foran indskrivningsskranken. Lena åbnede munden for at svare, men Sara løb forbi hende ind på gangen. Hun tjekkede de rum, hun kom forbi, og fandt til sidst Jeffrey i det tredje undersøgelsesværelse.

Ellen Bray så ikke ud til at være overrasket over at se hende. Sygeplejersken var ved at lægge blodtryksmanchetten om Jeffreys arm, da Sara kom ind.

Sara lagde hånden på Jeffreys pande. Han åbnede øjnene en anelse, men så ikke ud til at registrere hendes tilstedeværelse.

»Hvad er der sket?« spurgte hun.

Ellen rakte journalen til Sara. »Dyrehagl i benet. Det er ikke alvorligt, ellers ville de have kørt ham til Augusta.«

Sara skimmede journalen, men hun kunne ikke fokusere. Hun kunne intet skelne.

»Sara?« Ellen lød medfølende. Hun havde arbejdet på skadestuen i det meste af sin karriere. Nu var hun egentlig gået af, men hun supplerede sin pension ved at tage nattevagter på Grant hospital. Sara havde arbejdet sammen med hende for en del år siden, og de to kvinder havde etableret et professionelt forhold til hinanden bygget på gensidig tillid.

»Han klarer sig fint,« sagde Ellen. »Petidinen virker snart. De fleste smerter stammer fra, at Hare rodede med hans ben.«

»Hare?« udbrød Sara og følte sig lettet for første gang i løbet af de sidste tyve minutter. Hendes fætter Hare, der var praktiserende læge, tog en gang imellem vagter her. »Er han her?«

Ellen nikkede og pumpede trykmanchetten op. Så stak hun en finger i vejret for at få ro.

Jeffrey rørte uroligt på sig og åbnede så langsomt øjnene. Da han fik øje på Sara, gled der et lille smil hen over hans ansigt.

Ellen slap langsomt luften ud af manchetten og sagde: »145 over 92.«

Sara rynkede panden og kiggede i Jeffreys journal. Nu begyndte hun at kunne skelne ordene.

»Jeg henter dr. Earnshaw,« sagde Ellen.

»Tak,« sagde Sara og så ned i journalen. »Hvornår begyndte du at tage blodtrykssænkende piller?‘« spurgte hun. »Hvor længe har du haft for højt blodtryk?«

Jeffrey smilede genert. »Lige siden du kom herind.«

Sara skimmede diagrammerne. »Halvtreds milligram om dagen. Du er gået væk fra captopril? Hvorfor stoppede du?« Hun fik svaret ved at kigge i journalen. »Tør hoste udløste skiftet,« læste hun højt.

Hare trådte ind i værelset. »Det er ganske normalt med visse typer blodtryksregulerende medicin.«

Sara ignorerede sin fætter, da han lagde armen om hendes skulder.

»Hvem behandler dig for det?« spurgte Sara Jeffrey.

»Lindley,« svarede Jeffrey.

»Har du fortalt ham om din far?« Sara smækkede journalen i. »Jeg fatter ikke, at han ikke har givet dig en inhalator. Hvad er dit kolesteroltal?«

»Sara!« Hare hev journalen ud af hånden på hende. »Hold nu op.«

»Tak.« Jeffrey lo.

Sara lagde armene over kors. Hun følte vreden vælde op i sig. Hun havde været ude af sig selv af bekymring, da hun kørte herover. Hun havde forventet det værste, og nu var hun her, og Jeffrey havde det fint. Hun var utrolig lettet over, at han havde det godt, men hun havde en fornemmelse af, at hendes følelser spillede hende et puds.

»Se her,« sagde Hare og satte et røntgenbillede op på lyskassen på væggen. Han gispede højlydt og sagde: »Åh gud, det er det værste, jeg nogen sinde har set.«

Sara så opgivende på ham og vendte røntgenbilledet om.

»Åh, gud være lovet.« Hare sukkede dramatisk. Men da det gik op for ham, at de andre ikke brød sig om hans lille spøg, blev han alvorlig. Sara både elskede og hadede sin fætter, fordi han sjældent tog tingene alvorligt.

»Ramte ikke pulsåren og ramte heller ikke knoglen,« sagde Hare, »den er gået lige igennem på indersiden.« Han sendte Sara et opmuntrende smil. »Der er ikke sket noget alvorligt.«

Sara ignorerede Hares vurdering. Hendes forhold til fætteren havde altid været præget af konkurrence, men bortset fra det så hun ville selv sikre sig, at intet var overset.

»Nu vender vi dig om på din venstre side,« sagde Hare til Jeffrey og ventede på, at Sara ville hjælpe ham. Sara holdt Jeffreys sårede ben stabilt, mens de vendte ham om. »Det her vil sænke blodtrykket,« sagde hun til ham. »Skal du have din medicin i aften?«

»Jeg er bagud med et par doser,« svarede Jeffrey.

»Bagud?« Sara følte, at hendes eget blodtryk steg. »Sig mig, er du idiot?«

»Jeg løb tør,« mumlede Jeffrey.

»Løb tør! Det tager dig kun et minut at gå over på apoteket.« Hun så vredt på Jeffrey. »Sig mig, hvad tænker du på?«

»Sara?« Jeffrey afbrød hende. »Er du kun kommet for at skælde mig ud?«

Det havde hun ikke noget svar på.

»Hun kan måske være med til at vurdere, om du kan tage hjem i aften,« mæglede Hare.

»Åh.« Jeffreys øjne glimtede af et smil. »Hvis De skal vurdere min situation, dr. Linton, så har jeg nogle spændinger i min lyske. Vil De kigge på det?«

Sara sendte ham et anstrengt smil. »Jeg kan foretage en rektal undersøgelse.«

»Det må snart være din tur.«

»Vorherre bevares,« stønnede Hare. »Jeg tror, det er på tide, at jeg lader jer to turtelduer være alene.«

»Tak, Hare,« sagde Jeffrey. Hare vinkede tilbage over skulderen og forlod værelset.

»Nå,« begyndte Sara og lagde armene over kors.

Jeffrey hævede et øjenbryn. »Nå, hvad?«

»Hvad skete der? Kom hendes mand hjem?«

Jeffrey lo, men der var et alvorligt glimt i hans øjne. »Luk døren.«

Sara gjorde, som han bad hende. »Hvad skete der?« gentog hun.

Jeffrey lagde hånden over øjnene. »Jeg ved det ikke. Det skete så hurtigt.«

Sara gik hen til sengen og tog hans hånd, selv om hun vidste, hun burde lade være.

»Der er blevet øvet hærværk mod Will Harris’ hus i dag.«

»Will fra restauranten?« spurgte Sara. »Men hvorfor?«

Han trak på skuldrene. »Der må være nogen, der tror, at han havde noget at gøre med Sibyl Adams’ død.«

»Jamen, han var der jo ikke engang, da hun døde,« svarede Sara uforstående. »Hvordan kan man tro det?«

»Jeg ved det ikke, Sara.« Han sukkede og fjernede hånden fra øjnene. »Jeg vidste, at der ville ske noget. Alt for mange mennesker drager forhastede slutninger, og alt for mange mennesker overreagerer på det her.«

»Hvem?«

»Det ved jeg ikke,« fik han frem. »Jeg overnattede hos Will for at sikre mig, at han var i sikkerhed. Vi sad og så en film, da jeg hørte noget udenfor.« Han rystede på hovedet, som om han stadig ikke kunne fatte, hvad der var sket. »Jeg rejste mig fra sofaen for at se, hvad der skete, og så pludselig eksploderede vinduet.« Han knipsede med fingrene. »Det næste, jeg husker, var, at jeg lå på gulvet. Gud være lovet sad Will i sin lænestol, ellers var han også blevet ramt.«

»Hvem gjorde det?«

»Jeg ved det ikke,« svarede han, men hun kunne se på hans udtryk, at han havde et kvalificeret gæt.

Hun skulle lige til at udspørge ham, da han rakte hånden ud og lagde den på hendes hofte. »Du ser pragtfuld ud.«

Det var, som gik der et elektrisk stød gennem Sara, da hun mærkede hans tommelfinger kærtegnende glide ind under hendes skjorte og så resten af hånden. Den var varm mod hendes hud.

»Jeg havde en aftale,« sagde hun og følte et stik af dårlig samvittighed over at have efterladt Jeb alene i huset. Han havde som sædvanlig været meget forstående, men hun havde det alligevel dårligt over at svigte ham.

Jeffrey betragtede hende med halvåbne øjne. Enten troede han ikke på, at hun havde en aftale, eller også ville han ikke acceptere, at det var noget alvorligt. »Jeg elsker, når du har håret løst,« sagde han. »Vidste du det?«

»Ja,« svarede hun og lagde sin hånd over hans for at standse ham og bryde fortryllelsen. »Hvorfor fortalte du mig ikke, at du havde for højt blodtryk?«

Jeffrey lod armen falde. »Jeg ville ikke føje endnu en skyldfølelse til din lange liste.« Hans smil var anstrengt og stemte ikke med hans glasagtige øjne. Han tog, ligesom Sara, sjældent noget, der var stærkere end aspirin, og Petidinen så ud til at virke hurtigt.

»Ræk mig din hånd,« sagde Jeffrey. Hun rystede på hovedet, men han insisterede ved at række sin hånd ud mod hende. »Hold mig i hånden.«

»Hvorfor skulle jeg det?«

»Fordi du i stedet for at besøge mig her på hospitalet kunne have stået ved siden af mig i lighuset.«

Sara bed sig i læben og forsøgte at holde tårerne tilbage. »Jamen, nu har du det godt,« sagde hun og rørte blidt ved hans kind. »Sov nu.«

Han lukkede øjnene, men hun kunne se, at han kæmpede for at holde sig vågen for hendes skyld.

»Jeg vil ikke sove,« sagde han og faldt i søvn.

Sara betragtede Jeffrey – så hvordan hans bryst hævede og sænkede sig for hvert åndedrag. Hun strøg en lok hår væk og holdt ham et øjeblik på panden, før hun lod hånden glide ned over hans kind. Det var længe siden, han var blevet barberet, så der var en mørk skygge helt ned ad halsen. Hun berørte flygtigt skægstubbene med fingrene og smilede ved de minder, det fremkaldte. Når han sov, mindede han hende om den Jeffrey, hun havde forelsket sig i, den mand, der havde lyttet til, hvordan hendes dag var gået, den mand der åbnede døre for hende og slog edderkopper ihjel og skiftede batterierne i røgalarmerne. Til sidst tog Sara hans hånd, kyssede den og forlod stuen.

Hun følte sig overmandet af træthed, mens hun langsomt gik ned ad gangen mod sygeplejerskernes kontor. Hun så på uret på væggen. Hun havde været der i en time, og pludselig gik det op for hende, at hun var tilbage i hospitalets verden, hvor otte timer var som otte sekunder.

»Sover han?« spurgte Ellen.

Sara støttede albuerne på indskrivningsskranken. »Ja,« svarede hun. »Han skal nok klare den.«

»Selvfølgelig skal han det.« Ellen smilede.

»Nå, dér er du,« sagde Hare og lagde armen om hendes skulder. »Hvordan føles det at være på et rigtigt hospital med rigtige læger?«

Sara og Ellen vekslede blikke. »Du må bære over med min fætter, Ellen. Det han ikke har i hår og højde, kompenserer han for ved at være et røvhul.«

»Nå, nå, nå,« indvendte Hare og pressede sin tommelfinger ind i Saras skulder. »Vil du tage over, mens jeg får en bid mad?«

»Hvad har vi?« spurgte Sara i erkendelse af, at det nok ikke var det bedste for hende at tage hjem lige nu.

Ellen sendte hende et lille smil. »Vi har en fast gæst, der er ved at få fluorescerende lysterapi i værelse to.«

Sara lo højt. I hospitalsjargonen betød det, at patienten i værelse to var hypokonder og bare var sat til at se op i lyset i loftet, indtil han fik det bedre.

»Fisomani,« fastslog Hare. Patienten havde en skrue løs.

»Hvad ellers?«

»En fyr fra universitetet, der sover den ud,« sagde Ellen.

Sara vendte sig om mod Hare. »Jeg ved virkelig ikke, om jeg er i stand til at klare disse komplicerede tilfælde.«

Han tog hende under hagen. »Ja, ja, den er god med dig.«

»Jeg tror lige, jeg flytter min bil,« sagde Sara, da hun kom i tanker om, at hun havde parkeret i handicapbåsen. Sara regnede dog ikke med at få en bøde, eftersom alle betjente i byen kendte hendes bil, men hun ville gerne ud og have lidt frisk luft og samle sine tanker, før hun gik tilbage til Jeffrey.

»Hvordan har han det?« spurgte Lena, så snart Sara trådte ind i venteværelset. Sara så til sin overraskelse, at der ikke var andre end Lena til stede.

»Vi har ikke ladet det gå ud over politiradioen,« sagde Lena. »I den slags sager …« Hendes stemme døde hen.

»Hvad mener du med ‘den slags sager’?« spurgte Sara. »Er der noget, jeg ikke ved, Lena?«

Hun kiggede nervøst væk.

»Du ved, hvem der gjorde det, ikke?« spurgte Sara.

Lena rystede på hovedet. »Jeg er ikke sikker.«

»Hvor er Frank? Ude i marken?«

Lena trak på skuldrene. »Jeg ved det ikke. Han satte mig af her.«

»Det er nemt nok ikke at vide, hvad der foregår, når du ikke engang gider spørge,« snerrede Sara. »Jeg går ud fra, at den kendsgerning, at Jeffrey kunne have været død i aften, er gået hen over hovedet på dig.«

»Nej, det ved jeg godt.«

»Gør du?« spurgte Sara. »Hvem dækkede ham, Lena?«

Lena skulle lige til at svare, men vendte sig væk uden at sige et ord.

Sara smækkede vredt med døren til skadestuen. Hun var udmærket klar over, hvad der foregik. Frank vidste, hvem der havde skudt Jeffrey, men han holdt sin mund af misforstået loyalitet, i dette tilfælde muligvis over for Matt Hogan. Sara turde ikke engang gætte på, hvad der foregik i Lenas hoved. Efter alt det, Jeffrey havde gjort for hende, fandtes der ingen undskyldning for, at hun faldt ham i ryggen.

Sara trak vejret dybt for at berolige sig selv, mens hun gik ned langs hospitalsmuren. Jeffrey kunne have været død. Glasset kunne have skåret hans lårpulsåre over, så han var forblødt. For den sags skyld kunne skuddet lige så godt have ramt ham i brystet. Sara funderede over, hvad Frank og Lena ville have gjort, hvis Jeffrey var død. Formodentlig trukket lod om, hvem der skulle overtage hans skrivebord.

»Åh gud.« Sara standsede brat ved synet af sin bil. Hen over motorhjelmen lå der en nøgen kvinde med armene spredt ud til siden. Hun lå på ryggen med anklerne over kors på en næsten skødesløs måde. Sara kiggede instinktivt op for at se, om kvinden var sprunget ud ad et vindue. Men der var ingen vinduer på denne side af den toetagers bygning, og der var ikke sket noget med bilen.

Sara løb over til bilen og tog kvindens puls. Hun mærkede tydelige pulsslag under sine fingre og mumlede en bøn, før hun løb tilbage til hospitalet.

»Lena!«

Lena sprang op med knyttede næver, som om hun forventede, at Sara ville slås.

»Hent en båre,« befalede Sara. Lena rørte sig ikke af stedet, så Sara råbte: »Nu!«

Da Sara løb tilbage til kvinden, frygtede hun halvvejs, at hun var væk. Hun følte, at alt foregik i slowmotion, selv vinden, der tog i hendes hår.

»Hallo,« råbte hun til kvinden, så det kunne høres over den halve by. Kvinden svarede ikke. »Hallo?« råbte Sara igen. Stadig intet svar.

Sara undersøgte kroppen uden at finde tegn på kvæstelser. Huden havde et naturligt lyserødt skær, og den føltes varm trods nattekulden. Som kvinden lå der med armene ud til siden og benene krydset, kunne det se ud, som om hun lå og sov. Sara kunne i lyset se størknet blod ved kvindens håndflader. Da hun tog den ene hånd op for at undersøge den nærmere, faldt armen akavet ud til siden. Skulderen var tydeligvis gået af led.

Sara studerede kvindens ansigt og så til sin forbløffelse, at der sad tape over hendes mund. Sara kunne ikke huske, om tapen havde siddet der, før hun løb tilbage til hospitalet. Men det ville hun da med garanti have bemærket. Man overså ikke sådan lige en tiltapet mund, især ikke, da tapen var to en halv centimeter bred og fem centimeter lang og sølvfarvet. Sara stod som lammet, men så bragte Lena Adams’ stemme hende tilbage til virkeligheden.

»Det er Julia Matthews.« Lenas stemme lød i Saras ører, som om den kom langt borte fra.

»Sara?« råbte Hare, der hurtigt var på vej over mod bilen. Han slog hånden for munden, da han så den nøgne kvinde.

»Så, så,« mumlede Sara og forsøgte at få hold på sig selv. Hun sendte Hare et panikslagent blik, som han gengældte. Hare var vant til lejlighedsvise tilfælde af overdosis og hjerteslag, men ikke noget som det her.

Som for at minde dem om, hvor de var, begyndte kvindens krop at gå i krampe.

»Hun skal kaste op,« sagde Sara og tog fat i kanten af tapen og rev den af i én bevægelse. Så rullede hun kvinden om på siden og holdt hendes hoved, så hun kunne kaste op. Det kom i ryk, og der bredte sig en sur lugt af gammel øl, så Sara måtte vende hovedet væk for at få vejret.

»Det er i orden,« hviskede Sara. Hun strøg kvindens mørkebrune hår om bag ørerne og kom til at tænke på, at sådan havde hun også gjort med Sibyl for et par dage siden. Opkastningerne holdt pludselig op, og Sara rullede hende blidt om på ryggen igen, mens hun holdt hendes hoved stabilt.

»Hun trækker ikke vejret,« sagde Hare ophidset.

Sara stak en finger i kvindens mund for at frigøre luftvejene, men til sin overraskelse stødte hendes finger mod noget. Hun prøvede at få fat i det, og et øjeblik efter trak hun et kørekort ud, som hun rakte til en overrasket Lena Adams.

»Nu er vejrtrækningen i orden,« lød det med et lettelsens suk fra Hare.

Sara tørrede fingeren af i sin skjorte og ønskede, at hun havde haft handsker på, da hun stak fingeren i munden på kvinden.

Ellen kom spurtende ud til bilen, mens hun med et sammenbidt udtryk skubbede en båre foran sig. Uden et ord stillede hun sig for kvindens fødder og afventede videre ordrer.

Sara talte til tre, og så løftede de i fællesskab kvinden over på båren. Sara fik det helt dårligt, da hun gjorde det, fordi hun et kort øjeblik forestillede sig selv liggende på båren. Hun blev tør i munden, og hun havde det, som om hun blev følelsesløs.

»Er I klar?« spurgte Hare, mens han spændte kvinden fast til båren.

Sara gik hen på siden af båren og tog den unge kvindes hånd. Det virkede som en evighed, før de kom indenfor. Det var, som om båren kørte gennem lim, før de nåede ind i det første rum på skadestuen. Kvinden stønnede svagt af smerte, hver gang det gav et stød i båren, og Sara fornemmede hendes angst.

Det var tolv år siden, Sara havde arbejdet på en skadestue, så hun var nødt til at koncentrere sig om opgaven. I tankerne gennemgik hun, hvad hun havde lært på skadestuen. Og som for at lægge pres på hende begyndte kvinden at ralle og gispe efter luft. Det første, der skulle gøres, var at lette luftvejene.

»Åh gud,« udbrød Sara, da hun åbnede kvindens mund. I det skarpe lys i undersøgelsesrummet kunne hun se, at kvindens fortænder var slået ud, og det var tydeligvis sket inden for de sidste par dage. Sara blev iskold over det hele, men forsøgte at ryste det af sig. Hun var nødt til at forholde sig til kvinden som en patient, ellers ville de begge komme i vanskeligheder.

Sara indførte forsigtigt en slange i kvindens hals og skånede så vidt muligt huden omkring munden. Hun bekæmpede en trang til at krumme sig sammen, da hun hørte pumpen starte. Lyden gjorde hende syg.

»Det hele lyder rigtigt,« rapporterede Hare og rakte stetoskopet til Sara.

»Sara?« udbrød Ellen. »Jeg kan ikke mærke pulsen.«

»Hun er dehydreret,« sagde Sara, mens hun forsøgte at finde en vene på kvindens arm. »Vi lægger et drop,« sagde Sara og rakte forgæves ud efter nålen.

»Jeg henter et,« sagde Ellen og gik ud.

Sara koncentrerede sig igen om kvinden på briksen. Der så ikke ud til at være andre kvæstelser eller sår end dem på hendes hænder og fødder og skulderen, der var gået af led. Hendes hud var varm, men det kunne tyde på så meget. Sara ville ikke drage forhastede slutninger, men hun kunne ikke lade være med at foretage sammenligninger mellem kvinden og Sibyl. De var begge små kvinder. De havde begge mørkt hår.

Sara tjekkede kvindens pupiller. »Udvidede,« sagde hun højt, ihukommende, at sidste gang hun undersøgte en, skulle den slags siges højt. Hun pustede langsomt ud og bemærkede først nu, at også Lena var i undersøgelsesværelset.

»Hvad hedder hun?« spurgte Sara.

»Julia Matthews,« svarede Lena. »Vi har eftersøgt hende i de sidste par dage. Hun har været forsvundet fra universitetet.«

Hare stirrede på monitoren. »Pulsen falder.«

Sara tjekkede pumpen. »Fi02 er tredive procent. Pump lidt.«

»Hvad er det, her lugter af?« afbrød Lena.

Sara lugtede til kvindens krop. »Klor?« spurgte hun.

Lena snusede. »Klor,« bekræftede hun.

Hare nikkede samstemmende.

Sara undersøgte kvindens hud nøje. Der var flere overfladiske skrammer, og hun lagde mærke til, at kvindens pubeshår var barberet af. Sara kunne af hårenes længde se, at det var sket for et par dage siden.

»Hun er blevet vasket,« sagde hun.

Hun stak næsen ned til kvindens mund, men kunne ikke lugte den ellers stærke lugt, der kom, hvis man havde indtaget klor. Sara havde bemærket en rødmen i halsen, men ikke noget, der virkede usædvanligt. Kvinden havde tydeligvis fået et narkotikum, der mindede om belladonna, hvis det ikke rent faktisk var det. Hendes hud var så varm, at Sara kunne mærke det igennem sine handsker.

Ellen trådte ind i lokalet. Sara betragtede sygeplejersken, mens hun arrangerede instrumenterne på bakken. Hun virkede ikke så sikker på hænderne, som hun plejede, og det skræmte Sara mere end noget andet.

Sara holdt vejret, mens hun stak den tykke nål ind i kvindens halsvene. Nålen havde tre membraner til injektioner. Når de fandt ud af, hvilken slags narkotika, kvinden havde fået, kunne Sara bruge en af membranerne til at give modgift.

Ellen stod bag patienten og afventede Saras ordrer.

Sara remsede hurtigt listen over prøverne op, mens hun sprøjtede heparin i membranerne, så de ikke kunne lukke til på grund af størknet blod. »Iltindhold, toksinscanning, leverfunktion, blodtal og hæmoglobin. Tjek koaguleringsevnen, mens du er i gang.« Sara holdt inde. »Tjek også urinen. Jeg vil vide, hvordan situationen er, før jeg går videre. Af en eller anden grund er hun stadig bevidstløs. Jeg tror, jeg ved hvorfor, men jeg vil være sikker, før jeg begynder behandlingen.«

»Okay,« svarede Ellen.

Sara sikrede sig, at membranerne ikke var blokerede »Saltvand!«

Ellen reagerede prompte og justerede droppet.

»Har I et transportabelt røntgenapparat? Jeg er nødt til at sikre mig, at jeg har gjort det rigtigt,« sagde Sara og pegede langs brystbenet. »Jeg skal bruge et billede af brystet, maven og skulderen.«

»Jeg henter det, når jeg har taget blodprøverne.«

»Tjek også for gamma hydroxybotyrat og andet narko,« sagde Sara, mens hun fastgjorde forbindingen over nålen. »Vi skal også undersøge hende for voldtægt.«

»Voldtægt?« udbrød Lena og trådte et skridt frem.

»Ja,« svarede Sara i et skarpt tonefald. »Hvorfor skulle nogen ellers gøre det her ved hende?«

Lena åbnede munden, men der kom ikke en lyd frem. Hun havde indtil nu ikke sat denne forbrydelse i forbindelse med overfaldet på sin søster. Lena stirrede lamslået på den unge kvinde, mens hun stod som forstenet ved fodenden af båren. Sara kom til at tænke på den aften, hvor Lena kom til lighuset for at se Sibyl Adams. Den unge kriminalbetjent havde det samme vrede drag om munden nu.

»Hun ser ud til at være stabil,« sagde Ellen mere henvendt til sig selv end de andre.

Sara betragtede sygeplejersken, mens hun tappede blod fra en vene ned i et reagensglas. Sara vidste, hvor smertefuldt det kunne være, så hun gned uvilkårligt sin arm. Hun lænede sig ind over Julia Matthews og lagde sine hænder på hendes arm i et forsøg på at bibringe hende en fornemmelse af at være i sikkerhed.

Hare bragte hende tilbage til virkeligheden med et sagte: »Sara!«

»Øh, ja.« Det gav et sæt i Sara. De kiggede alle sammen på hende. Hun vendte sig om mod Lena. »Vil du være sød at hjælpe Ellen med røntgenapparatet?« spurgte hun og forsøgte at lyde fast og bestemt.

»Ja,« svarede Lena og sendte Sara et besynderligt blik.

Ellen fyldte det sidste glas. »Det står lidt længere nede ad gangen,« sagde hun til Lena.

Sara hørte dem gå, men hun tog ikke blikket fra Julia Matthews. Saras synsfelt snævredes ind, og hun følte det, som om det var hende, der lå på båren. Hun så en læge bøje sig over hende, tage hendes puls og undersøge hendes ædlere dele.

»Sara?« Hare betragtede kvindens hænder, og det fik Sara til at tænke på de mærker, hun havde bemærket ude på parkeringspladsen.

Der var stukket hul gennem begge håndflader. Sara kiggede ned på kvindens fødder; de var gennemhullet på samme måde. Hun bøjede sig ned for at undersøge sårene nærmere. Det mørke blod var ved at størkne, men der var pletter af rust i dem.

»Der har været stukket noget igennem hænderne,« sagde Sara. Da hun undersøgte kvindens fingre, fandt hun små træsplinter under neglene. »Træ,« sagde hun og undrede sig over, at forbryderen havde givet sig tid til at vaske sit offer af i klor for at fjerne ethvert spor og så ladet træsplinterne sidde under neglene. Det gav ingen mening. Heller ikke at efterlade hende liggende i den stilling oven på kølerhjelmen.

Sara ræsonnerede sig frem til alt dette, og den indlysende konklusion fik det til at vende sig i hendes mave. Hun lukkede øjnene og forestillede sig kvinden, som hun lå på bilen, da hun havde fundet hende: anklerne over kors og armene i en vinkel på halvfems grader ud til siderne.

Kvinden havde været korsfæstet.

»Det er punktursår, ikke?« spurgte Hare.

Sara nikkede uden at tage blikket fra kvinden. Hendes krop og hud var velplejet. Der var ingen stikmærker, der kunne tyde på narkomisbrug. Sara standsede midt i sine overvejelser, da det gik op for hende, at hun vurderede kvinden, som om hun lå i lighuset og ikke på hospitalet. I samme øjeblik fladede kurven på hjertemonitoren ud til en ret linje, og den skingrende hyletone satte Sara i alarmberedskab.

»Nej,« hvæsede Sara, da hun bøjede sig ind over kvinden og begyndte at give hende hjertemassage. »Hare, ilt!«

Han rodede rundt på hylderne efter iltpumpen, og et par sekunder senere pressede han luft ned i kvindens lunger. »Hun er i livstruende ventricular tachycardia,« advarede han.

»Langsomt,« sagde Sara, og det gav et lille sæt i hende, da hun mærkede et af kvindens ribben brække. Hun blev ved med at fastholde blikket på Hare for med sin viljekraft at få ham til at samarbejde. »En, to, pres. Hurtigt og hårdt. Roligt tempo.«

»Ja, ja,« mumlede Hare og koncentrerede sig om at presse ilt ned i kvindens lunger.

Til trods for den entusiastiske omtale af hjertemassage i pressen, så er det kun en midlertidig nødhjælp. Hjertemassage er en måde at tvinge hjertet til at pumpe blod til hjernen, men det er ikke nær så effektivt, som når hjertet selv pumper blodet rundt. Hvis Sara standsede nu, ville hjertet gå i stå. Det eneste, man kunne opnå ved hjertemassage, var at vinde tid, indtil man kunne gøre noget mere effektivt.

Lena var blevet alarmeret af den skingrende hyletone, så hun kom styrtende ind i lokalet. »Hvad er der sket?«

»Hun er lige ved at smutte for os,« sagde Sara og så til sin lettelse Ellen ude på gangen. »Adrenalin,« beordrede hun.

Sara så utålmodigt til, mens Ellen åbnede en æske med adrenalin og fyldte sprøjten.

»Åh gud,« stønnede Lena, da Sara stak nålen direkte ind i kvindens hjerte.

»Hun er i ventricular fibrillation.« Hares stemme var steget et par oktaver. Ellen rakte de to håndtag til Sara og tændte for defibrillatoren.

»To hundrede,« beordrede Sara. Kvindens krop sprang i vejret, hver gang Sara sendte en elektrochokbølge igennem den. Hun kiggede bekymret op på hjertemonitoren; der var ingen reaktion. Sara gav hende endnu to stød med samme interval. »Lidokain,« beordrede hun, men Ellen var allerede ved at åbne en æske.

Sara holdt øjne med monitoren, mens hun sprøjtede medicinen ind.

»Ingen udsving,« rapporterede Hare.

»Igen.« Sara rakte ud efter håndtagene. »Tre hundrede,« beordrede hun.

Hun gav igen kvindens krop elektrisk chok, men igen var der ingen reaktion. Sara mærkede den kolde sved springe frem. »Adrenalin.«

Lyden af æsken, der blev revet op, skar som nåle i Saras nerver. Hun tog imod kanylen og sprøjtede endnu en gang væsken direkte ind i kvindens hjerte. Så ventede de alle sammen.

»Ingen udsving,« rapporterede Hare.

»360.«

De sendte for femte gang stød igennem kvinden uden resultat.

»Fandens også, fandens også,« mumlede Sara og gav en nyt elektrochok. »Tid?« råbte hun.

Hare kiggede på uret. »Tolv minutter.«

Sara havde følt det som to sekunder.

Lena måtte have forstået på Hares tonefald, hvad der var ved at ske. »Lad hende ikke dø,« hviskede hun sagte. »Åh, hun må ikke dø.«

»Hun er i en forlænget asystoli, Sara,« sagde Hare. Han fortalte hende, at det var for sent. Hendes hjertemuskulatur var svækket. Det var på tide at holde op, på tide at lade hende dø.

Sara så på ham med sammenknebne øjne. Så vendte hun sig om mod Ellen. »Jeg brækker hendes bryst op.«

Hare rystede på hovedet. »Sara, det har vi ikke kapacitet til her,« sagde Hare.

Sara overhørte ham. Hun følte ned over kvindens brystkasse, og det gav et lille sæt i hende, da hun mærkede det ribben, hun havde brækket. Da hun nåede ned til den nederste del af mellemgulvet, tog hun en skalpel og skar et snit på femten centimeter op til den øverste del af maven. Sara stak hånden ind i åbningen og ind under brystkassen.

Hun havde lukkede øjne og fortrængte alt omkring sig, mens hun masserede kvindens hjerte. Monitoren viste falske forhåbninger, da hun pressede om hjertet og pumpede blodet rundt. Det dirrede i hendes fingre, og det ringede svagt for hendes ører. Det var det eneste, der betød noget for hende, mens hun ventede på, at hjertet skulle gå i gang af sig selv. Det var som at presse en ballon fyldt med varmt vand. Men her betød ballonen liv.

Sara standsede. Hun talte fem sekunder, otte, så tolv, før hun blev belønnet med små biplyde fra hjertemonitoren.

»Er det hende eller dig?« spurgte Hare.

»Det er hende,« svarede Sara og tog hånden ud. »Læg et lidokaindrop.«

»Åh gud,« mumlede Lena og lagde hånden over sit bryst. »Jeg fatter ikke, at du virkelig har gjort det.«

Sara svarede ikke, men hev sine handsker af.

Der var stille i lokalet bortset fra bippene og pumpelydene.

»Nå,« sagde Sara, »nu foretager vi en mørkefeltundersøgelse for syfilis og en gramfarvning for gonoré.« Sara mærkede rødmen stige op i sine kinder. »Jeg er sikker på, at der er blevet anvendt kondom, men noter lige, at vi skal lave en graviditetstest om nogle dage.« Sara var klar over, at der var en svag skælven i hendes stemme, men hun håbede, at Ellen og Lena ikke hørte det. Det var noget andet med Hare. Hun behøvede end ikke at se på ham for at vide, hvad han tænkte.

Han fornemmede hendes nervøsitet og forsøgte at bagatellisere det. »Flot klaret, Sara. Det er det mest sjuskede snit, jeg nogen sinde har set.«

Sara vædede læberne og trak vejret dybt for at få hjertet til at falde til ro. »Nå ja, jeg ville jo nødig udkonkurrere dig.«

»Prima donna,« sagde Hare og tørrede sveden af panden med et stykke gaze. »Du milde skaber.« Han lo ilde til mode.

»Vi ser ikke meget af den slags her,« sagde Ellen, mens hun lagde kompresser over snittet for at standse blødningen. »Jeg kan ringe til Larry Headley i Augusta. Han bor kun et kvarters kørsel herfra.«

»Det vil jeg være glad for,« svarede Sara og trak et nyt par handsker ud fra æsken på væggen.

»Hvordan går det?« spurgte Hare henkastet, men hans øjne afslørede hans bekymring.

»Fint,« svarede Sara og tjekkede droppet. »Jeg går ud fra, at du må se at finde Frank,« sagde hun til Lena.

Lena havde anstændighed nok til at se flov ud. »Det skal jeg nok.« Hun gik ud af lokalet med bøjet hoved.

Sara ventede, til Lena var gået, før hun spurgte Hare: »Vil du ikke lige undersøge hendes hænder.«

Hare var tavs, mens han undersøgte kvindens håndflader og følte efter knoglerne. »Det her er interessant,« sagde han et øjeblik senere.

»Hvad?« spurgte Sara.

»Sømmet gik ikke gennem knoglerne,« svarede Hare og drejede kvindens håndled. Han standsede, da han ville tjekke skulderen. »Den er vredet helt af led,« sagde han.

Sara lagde armene over kors. Hun følte sig pludselig iskold over det hele. »Fordi hun har forsøgt at vride sig løs?«

Hare rynkede panden. »Ved du, hvor meget kraft der skal til for at vride en skulder af led?« Han rystede på hovedet ude af stand til at fatte det. »Man besvimer af smerte, før man …«

»Ved du, hvor forfærdeligt det er at blive voldtaget?« Sara borede sit blik ind i hans.

Der gled et smertefuldt udtryk over hans ansigt. »Undskyld, min ven. Klarer du det?«

Tårerne pressede på, og hun måtte kæmpe for at holde sin stemme i ro. »Tjek hendes hofter. Jeg vil have en total beskrivelse.«

Han gjorde, som hun sagde, og nikkede kort til hende efter undersøgelsen. »Jeg tror, der er en kvæstelse her i hoften. Jeg er desværre nødt til at undersøge det, mens hun er ved bevidsthed.«

»Har du fundet andet?« spurgte Sara.

»Knoglerne i hendes fødder er heller ikke ramt. Hendes fødder er gennemboret mellem det andet og tredje kileben og bådbenet. Punkturen er meget præcis. Den er foretaget af en, der vidste, hvad han gjorde.« Han holdt inde og kiggede ned i gulvet for at genvinde fatningen. »Jeg fatter ikke, hvorfor nogen skulle gøre sådan noget?«

»Se her!« Sara pegede på huden ved kvindens ankler. Der var mørke mærker rundt om dem begge. »Der har tydeligvis været andet, der holdt hendes fødder fast.« Sara tog kvindens hånd og bemærkede et frisk ar på håndledet. Der var et magen til på det andet håndled. Julia Matthews havde igen forsøgt at begå selvmord for en måneds tid siden. Det hvide ar gik tværs over hendes smalle håndled. Et mørkt mærke fremhævede det gamle ar.

Sara gjorde ikke Hare opmærksom på det. I stedet for sagde hun: »Det ser ud til, at der har været brugt snor, måske en lædersnor.«

»Hvad mener du?«

»Selve gennemhulningen var symbolsk.«

»For hvad?«

»Korsfæstelse, tænker jeg.« Sara lagde kvindens hånd ned langs hendes side igen.

Sara gned sine arme lidt mod kulden i lokalet. Så gik hun hen til et skab for at finde et lagen at lægge over kvinden. »Hvis jeg skal gætte, så tror jeg, at hendes hænder og fødder blev sømmet ud til siden.«

»Korsfæstelse?« sagde Hare afvisende. »Sådan blev Jesus da ikke korsfæstet. Fødderne blev sømmet sammen.«

»Der var jo ingen, der ville voldtage Jesus, vel, Hare,« snerrede Sara. »Selvfølgelig var hendes ben spredt.«

Hares adamsæble hoppede op og ned, da han sank. »Er det det, du har foretaget dig i lighuset?«

Hun nikkede kort og fandt et lagen. Hun foldede det ud og sendte Hare et sigende blik.

»Du almægtige, du har flere nosser end jeg,« udbrød Hare.

Sara lagde blidt og omsorgsfuldt lagnet over kvinden. »Det ved jeg såmænd ikke,« sagde hun.

»Hvad med hendes mund?« spurgte Hare.

»Hendes fortænder er blevet slået ud, rimeligvis så han kunne dyrke fellatio uden risiko.

»Hvad siger du?« udbrød Hare chokeret.

»Det er mere almindeligt, end du tror,« fortalte Sara ham. »Klorprodukter fjerner ethvert bevis. Jeg går ud fra, at han barberede hende for at undgå, at vi kunne finde nogen af hans pubeshår. Selv under almindelig sex falder der pubeshår af. Men selvfølgelig kan han også have barberet hende af seksuel nydelse. Mange voldtægtsforbrydere kan godt lide at forestille sig deres ofre som børn. Og det stimulerer deres fantasi at barbere dem.«

Hare rystede afmægtigt på hovedet over en så modbydelig forbrydelse. »Hvilken slags dyr tror du, han er?«

Sara strøg hånden over kvindens hår. »Et metodisk.«

»Tror du, hun kender ham?«

»Nej,« svarede Sara med overbevisning. Så gik hun over til skranken, hvor Lena havde lagt posen med bevismateriale. »Hvorfor mon han gav os hendes kørekort? Han er jo ligeglad med, om vi kender hendes identitet.«

»Hvordan kan du være så sikker på det?« spurgte Hare skeptisk.

»Han efterlod … »Sara trak vejret dybt. »Han efterlod hende lige foran hospitalet, hvor hvem som helst kunne have set ham gøre det.« Hun lagde hænderne over øjnene og ønskede bare, hun kunne gemme sig. Hun måtte ud af det her lokale. Så meget var hun sikker på.

Hare forsøgte at aflæse hendes udtryk. Han havde normalt et åbent og venligt udtryk i ansigtet, men nu så han fast og bestemt ud.

»Hun blev voldtaget på et hospital.«

»Udenfor et hospital!«

»Hendes mund var tapet til.«

»Det ved jeg.«

»Hun blev voldtaget af en eller anden med en religiøs besættelse.«

»Rigtigt.«

»Sara …«

Hun fik ham til at tie med en bydende håndbevægelse, da Lena kom ind.

»Frank er på vej,« sagde Lena.