Torsdag

14

Jeffrey blinkede adskillige gange med øjnene for at tvinge sig til at holde sig vågen. Først vidste han ikke, hvor han var, men da han så sig omkring i værelset, huskede han, hvad der var sket aftenen før. Så kiggede han over mod vinduet. Det tog lidt tid at få øjnene til at fokusere, men så fik han øje på Sara.

Han lagde hovedet tilbage på puden, lukkede øjnene og sukkede dybt. »Kan du huske, dengang jeg plejede at børste dit hår?«

»Sir?«

Jeffrey åbnede øjnene. »Lena?«

Hun følte sig lidt flov, da hun gik over til sengen. »Ja.«

»Jeg troede, du var …« Han slog afværgende ud med hånden. »Åh, glem det.«

Jeffrey tvang sig til at sætte sig op i sengen, selv om smerten skød ned gennem hans højre ben. Han følte sig stiv og omtåget, men han vidste, at hvis han ikke kom på benene, ville resten af dagen være ødelagt.

»Giv mig mine bukser,« sagde han.

»De var nødt til at smide dem væk,« huskede hun ham på. »Kan du huske, hvad der skete?«

Jeffrey brummede et eller andet og satte fødderne ud på gulvet. Da han kom op at stå, var det, som om der blev stukket brændende knive i hans ben, men han kunne lige klare smerten. »Kan du ikke finde et par bukser til mig?« spurgte han.

Lena gik ud af stuen, og Jeffrey lænede sig tungt op ad væggen; han ville ikke sætte sig ned igen. Han forsøgte at huske præcis, hvad der var sket aftenen før, men ønskede på en måde ikke at beskæftige sig med det. Han havde nok at gøre med at finde Sibyl Adams’ morder.

»Hvad med dem her?« spurgte Lena og smed et par hospitalsbukser over til ham.

»Fint,« svarede Jeffrey og ventede, indtil hun vendte sig om. Han tog dem på og undertrykte en stønnen, da han løftede sit ene ben. »Vi har en hård dag for os,« sagde han. »Nick Shelton kommer klokken ti med en af sine narkoeksperter, som skal informere os om belladonna. Og så er der ham skvadderhovedet, hvad er det nu, han hedder, Gordon?« Han strammede snoren i taljen. »Jeg vil gå tæt på ham en gang til for at se, om han nu kan huske, hvornår han sidste gang så Julia Matthews.« Han lænede sig mod bordet. »Jeg tror ikke, han ved, hvor hun er, men måske har han set noget.«

Lena vendte sig om, uden at han havde bedt hende om det. »Vi har fundet Julia Matthews.«

»Hvad?« udbrød han. »Hvornår?«

»Hun dukkede op her udenfor i aftes,« svarede Lena. Der var noget i hendes stemme, der fik det til at isne af frygt i ham.

Uden at tænke over det satte han sig et øjeblik på sengen.

Lena lukkede døren og fortalte fra ende til anden, hvad der var sket aftenen før, mens Jeffrey gik op og ned ad gulvet i en noget akavet gangart.

»Lå hun pludselig bare der på Saras bil?« spurgte han.

Lena nikkede.

»Hvor er den nu?« spurgte han. »Bilen, mener jeg.«

»Frank har beslaglagt den.« Lena lød en anelse forsvarsberedt.

»Hvor er Frank?« spurgte Jeffrey og støttede sig til hovedgærdet.

Det varede lidt, før Lena svarede. »Det ved jeg ikke.«

Han så skarpt på hende, som om han regnede med, at hun vidste det, men ikke ville sige det.

»Han satte Brad til at holde vagt ovenpå,« sagde hun.

»Gordon er stadig i fængsel, ikke?«

»Ja, det var det første, jeg tjekkede. Han har opholdt sig i fængslet hele natten. Han har ikke haft mulighed for at placere hende på Saras bil.«

Jeffrey knaldede hånden ned i sengen. Han vidste, at han ikke skulle have taget Petidin aftenen før. Han var midt i en sag, han havde ikke ferie.

»Giv mig min jakke.« Jeffrey rakte hånden ud og tog den fra Lena. Så humpede han ud af stuen med Lena i hælene. De ventede i tavshed på den langsomme elevator.

»Hun har sovet hele natten,« sagde Lena.

»Jaså.« Jeffrey blev ved med at trykke på knappen. Er par sekunder efter ringede elevatorklokken, dørene åbnedes, og de steg ind og kørte op – stadig i tavshed.

»Med hensyn til i aftes og skudaffæren …« begyndte Lena.

Jeffrey vinkede hende af og gik ud af elevatoren. »Det taler vi om senere, Lena.«

»Jamen, det er bare …«

Han holdt afværgende hånden i vejret. »Intet kan interessere mig mindre lige nu,« sagde han og støttede sig til gelænderet i gangen på vej hen til Brad.

»Hej, boss,« sagde Brad og rejste sig fra stolen.

»Har der været nogen?« spurgte Jeffrey og fik med en bydende bevægelse Brad til at sætte sig igen.

»Ikke efter at dr. Linton var der ved totiden i nat,« svarede han.

»Godt,« sagde Jeffrey og lagde en hånd på Brads skulder, mens han åbnede døren.

Julia Matthews var vågen. Hun stirrede tomt ud ad vinduet uden at bevæge sig, da de kom ind.

»Miss Matthews?« spurgte han og lod sin hånd hvile mod hovedgærdet.

Hun rørte sig ikke, og hun svarede ikke.

»Hun har ikke talt, siden Sara fjernede droppet,« sagde Lena.

Han kiggede ud ad vinduet for at se, hvad det var, der optog hende sådan. Daggryet var brudt igennem for en halv times tid siden, og ud over skyerne var der ikke noget særligt at se.

»Miss Matthews?« gentog Jeffrey.

Tårerne løb ned ad hendes kinder, men hun sagde stadig ikke noget. Han forlod stuen støttet til Lenas arm.

Så snart de var kommet udenfor, sagde Lena: »Hun har ikke sagt et ord hele natten.«

»Ikke et eneste ord?«

Hun rystede på hovedet. »Vi fik et nødtelefonnummer fra universitetet og ringede til en tante. Hun har kontaktet hendes forældre. De tager første fly til Atlanta.«

»Hvornår er det?« spurgte Jeffrey og kiggede på sit ur.

»Ved tretiden i dag.«

»Frank og jeg henter dem,« sagde han og vendte sig om mod Brad Stephens. »Har du været her hele natten, Brad?«

»Ja, sir.«

»Lena afløser dig om et par timer.« Han så udfordrende på Lena, men hun protesterede ikke. »Kør mig hjem og bagefter til stationen,« sagde han til hende. »Du kan gå derfra tilbage til hospitalet.«

*

Jeffrey stirrede eftertænksomt ud ad forruden, mens Lena kørte ham hjem. Han forsøgte igen at genkalde sig alt, hvad der var sket aftenen før. Han havde smerter i nakken, som end ikke en håndfuld aspiriner kunne få bugt med. Han kunne stadig ikke ryste sløvheden af sig efter alle de smertestillende medikamenter, og han kunne ikke spore sin hjerne ind på klare tanker, og da slet ikke, da det gik op for ham, at alt det her var sket tre huse fra, hvor han lå og sov som et lille barn. Gud være lovet havde Sara været der, ellers ville han have haft to døde ofre.

Så alvorligt som Julia Matthews var tilredt, viste, at forbryderen var ved at trappe op. Han var gået fra et hurtigt overfald og mord på et toilet til at holde en pige fanget i flere dage, så han fik tid til at gøre, hvad han ville med hende. Jeffrey havde oplevet den adfærd den ene gang efter den anden. Serievoldtægtsforbrydere lærte af deres fejltagelser. De brugte al deres tid på at finde den bedste måde til at fange deres ofre på, og denne voldtægtsforbryder, denne morder, var i fuld gang med at finpudse sine metoder, mens Jeffrey og Lena talte om, hvordan de skulle fange ham.

Han havde fået Lena til igen at fortælle historien om Julia

Matthews for at se, om der var ændringer, der kunne give ham et spor. Men det var der ikke. Lena var helt klar og objektiv i sin fremstilling, og der kom ikke noget nyt frem, da hun fortalte historien anden gang.

»Hvad skete der så bagefter?« spurgte Jeffrey.

»Efter at Sara var gået?«

Han nikkede.

»Så kom dr. Headley fra Augusta. Han lukkede hende.«

Jeffrey havde bidt mærke i, at Lena hele tiden havde brugt ordet »hende«i stedet for at omtale kvinden ved navn. Det var almindeligt, at folk i politistyrken fokuserede mere på forbryderen end på offeret, men Jeffrey havde altid ment, at det var den sikreste vej til at glemme, hvad meningen var med deres arbejde. Og det ønskede han ikke for Lena, især ikke når man tog i betragtning, hvad der var sket med hendes søster.

Lena opførte sig anderledes i dag, uden at han kunne sige, om det skyldtes, at hun var mere anspændt end normalt, eller om det var vrede. Men hun udstrålede et eller andet, så han måtte hellere se at få hende tilbage til hospitalet, hvor hun kunne falde til ro. Han vidste, at Lena ikke ville forlade sin vagt ved Julia Matthews’ seng. Det var det eneste sted, han kunne være sikker på, at hun ville blive. Så var der også den fordel, at hvis Lena var ved at bryde sammen, så var hun på rette sted. Men lige nu havde han brug for hende. Hun skulle være hans øjne og ører for det, der var sket aftenen før.

»Fortæl mig, hvordan Julia så ud,« sagde han.

Lena dyttede i hornet for at få et egern væk fra vejen. »Ja, hun så egentlig normal ud.« Lena holdt inde. »Hun så ud, som om hun havde taget en overdosis eller sådan noget. Jeg ville aldrig have troet, at hun havde været udsat for voldtægt.«

»Hvad var det så, der overbeviste dig om det?«

Lena tav et øjeblik. »Dr. Linton, tror jeg. Hun udpegede hullerne i hendes hænder og fødder. Jeg ved ikke, jeg må have været blind. Det var lugten af klor og alt det andet, der afslørede det.«

»Hvad mener du med ‘alt det andet’?«

»Åh, du ved, fysiske tegn på, at noget var helt forkert.« Lena tav igen. »Hun havde tape for munden,« – der var en undertone af forsvar i hendes stemme – »og hendes kørekort var stukket ned i hendes hals. Jeg går ud fra, at man kunne se, hun var blevet voldtaget, men jeg kunne bare ikke. Jeg ved ikke hvorfor. Selvfølgelig ville jeg have fundet ud af det, jeg er jo ikke dum. Det var bare det, at hun så normal ud. Forstår du, hvad jeg mener? Hun lignede ikke et voldtægtsoffer.«

Det sidste, hun sagde, overraskede ham. »Hvordan ser et voldtægtsoffer ud?«

Lena trak på skuldrene. »Ligesom min søster, tror jeg,« mumlede hun. »Som en, der ikke kan tage vare på sig selv.«

Jeffrey havde forventet, at hun ville give en fysisk beskrivelse og kommentere den tilstand, Julia Matthews var i. »Jeg kan ikke helt følge dig,« sagde han.

»Glem det.«

»Nej,« sagde Jeffrey. »Forklar mig det.«

Lena overvejede, hvordan hun skulle udtrykke sig. »Jeg tror næsten, jeg kan forstå det med Sibyl, fordi hun var blind.« Hun tav. »Der er jo alt det der med, at visse kvinder næsten beder om det. Jeg tror ikke, Sibyl var sådan, men jeg kender voldtægtsforbrydere. Jeg har talt med nogle af dem. Jeg har anholdt dem. Jeg kender deres tankegang. De vil aldrig vælge en, der ser ud til at ville kæmpe.«

»Er du sikker på det?«

Lena trak på skuldrene. »Du kan jo altid køre frem med alt det der feministiske ævl om, at kvinder skal have lov til at opføre sig, som de vil, og mænd bare skal vænne sig til det, men …« Lena tav igen. »Du kan sammenligne det med, hvis jeg parkerede min bil midt i Atlanta med vinduerne stående åbne og nøglen i tændingen,« sagde hun. »Hvis skyld er det så, at bilen bliver stjålet?«

Jeffrey var ikke helt med på hendes logik.

»Der går seksualforbrydere frit rundt,« fortsatte Lena. »Alle ved, at der findes mænd, der er syge i hovedet, og som jagter kvinder. Og de vælger ikke dem, der ser ud til at kunne klare sig selv. De går efter dem, der ikke tør eller ikke er i stand til at tage kampen op. De udvælger de stille og tilbageholdende som for eksempel Julia Matthews. Eller dem, der er handicappede,« tilføjede Lena. »Som min søster.«

Jeffrey så indgående på hende. Han vidste ikke helt, om han accepterede hendes ræsonnement. Nogle gange overraskede Lena ham, men det, hun lige havde sagt, overgik alt andet. Det var sådan noget, han ville have forventet at høre fra Matt Hogan, men aldrig fra en kvinde. End ikke Lena.

Han lænede hovedet tilbage mod nakkestøtten og sad tavs et øjeblik. Så sagde han: »Gennemgå sagen om Julia Matthews for mig. Giv mig alle fysiske detaljer.«

Lena gav sig god tid, inden hun svarede. »Hendes fortænder var slået ud. Hendes ankler havde været bundet. Hendes pubeshår var barberet af.« Lena holdt inde. »Og så havde han renset hende indvendigt.«

»Klor?«

Lena nikkede. »Også i munden.«

Jeffrey så nøje på hende. »Hvad ellers?«

»Hun havde ingen mærker fra slag.« Lena pegede mod sit underliv. »Ingen afværgelæsioner på hænderne, kun hullerne og mærkerne efter remmene, eller hvad han nu har brugt.«

Jeffrey overvejede hendes ord. Julia Matthews havde formodentlig hele tiden været bedøvet, men det gav heller ingen mening. Voldtægt var, som ordet sagde, vold, og de fleste voldtægtsforbrydere tændte mere på at forårsage kvinden smerte og have magten over hende, end på den seksuelle akt.

»Fortæl videre. Hvordan så Julia ud, da du så hende?« spurgte han.

»Hun lignede et helt normalt menneske,« svarede Lena. »Som jeg har fortalt dig.«

»Nøgen?«

»Ja, nøgen. Hun var helt nøgen og lå med armene ud til siden. Hendes fødder lå over kors ved anklerne. Hun var placeret midt på kølerhjelmen.«

»Tror du, der var en grund til, at hun lå sådan?«

»Jeg ved det ikke,« svarede Lena. »Alle kender dr. Linton. Alle kender hendes bil. Det er den eneste af den slags i byen.«

Det gav et sug i Jeffreys mave. Det var ikke det svar, han havde fisket efter. Han havde regnet med, at Lena ville beskrive kroppens stilling på bilen og så komme til samme slutning som han, nemlig, at kvinden lå som en korsfæstet. Han var gået ud fra, at vedkommende havde valgt Saras bil, fordi den holdt tæt ved hospitalet, hvor der var stor chance for, at nogen ville se det. Han fik kuldegysninger ved tanken om, at handlingen måske havde været rettet mod Sara.

Jeffrey lukkede af for de tanker og fortsatte med at udspørge Lena. »Hvad ved vi om voldtægtsforbryderen?«

Lena overvejede hans spørgsmål. »Jeg tror, han er hvid, for voldtægtsforbrydere vælger som oftest deres ofre inden for samme etniske gruppe. Han er kold og klarhjernet, eftersom han vaskede sit offer i klor. Han ved, at klor er det bedste til at fjerne bevismaterialer. Han er rimeligvis en ældre mand og har eget hus, fordi han tydeligvis har sømmet hende til gulvet eller væggen, og det kan ikke lade sig gøre i en leglighed. Han er sandsynligvis ikke gift, ellers ville han have et gevaldigt forklaringsproblem, hvis hans kone kom hjem og fandt en kvinde sømmet til gulvet i kælderen.«

»Hvorfor siger du kælder?«

Lena trak igen på skuldrene. »Jeg går ikke ud fra, at han har hende oppe i huset.«

»Heller ikke, hvis han bor alene?«

»Ikke medmindre han er sikker på, at der ikke er nogen, der kommer uanmeldt på besøg.«

»Det vil sige, han er en enspænder?«

»Tja, måske. Men hvordan mødte han hende?«

»Ja, det er spørgsmålet,« sagde Jeffrey. »Sendte Sara en blodprøve til toksikologisk analyse?«

»Ja,« svarede Lena. »Hun kørte over med den til Augusta. Det var i hvert fald det, hun sagde, hun ville. Hun sagde, at hun vidste, hvad hun ledte efter.«

Jeffrey pegede hen mod en sidegade. »Her.«

Lena drejede skarpt. »Bliver Gordon løsladt i dag?« spurgte hun.

»Det tror jeg ikke,« svarede Jeffrey. »Vi kan bruge narkoanklagen til at presse ham til at fortælle, hvem Julia gik ud med. Ifølge Jenny Price så holdt han hende i temmelig kort snor. Han er den nærmeste til at vide, hvem der var den nye fyr i Julias liv.«

»Ja,« samtykkede Lena.

»Til højre her,« sagde han og satte sig op i sædet. »Vil du med ind?«

Lena lænede sig tilbage i førersædet. »Nej tak, jeg bliver her.«

Jeffrey lænede sig også tilbage. »Der er noget, du ikke har fortalt mig, ikke?«

Hun trak vejret dybt ind og åndede langsomt ud. »Jeg føler, jeg har svigtet dig.«

»Tænker du på i går aftes?« spurgte han. »Fordi jeg blev skudt?«

»Der er ting, du ikke ved,« sagde hun.

Jeffrey lagde hånden på håndtaget. »Er det noget, Frank tager sig af?«

Hun nikkede.

»Kunne du have forhindret det, der skete?«

Hun trak skuldrene op til ørerne. »Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde mere kan forhindre noget.«

»Så er det godt, det ikke er dit job,« sagde han. Han ville gerne sige mere til hende, tage noget af hendes byrde fra hende, men han vidste af erfaring, at det var noget, hun måtte klare. Hun havde brugt treogtredive år på at bygge en fæstning omkring sig. Den kunne han ikke bryde ned på tre dage.

»Lena,« sagde han i stedet for, »det vigtigste for mig lige nu er at finde din søsters morder og den, der voldtog Julia Matthews. Det her,« han pegede på sit ben, »kan jeg tage mig af bagefter. Jeg tror, at vi begge to ved, hvor vi skal begynde at lede. Og det er ikke efter en, der har tænkt sig at forlade byen.«

Han åbnede bildøren og løftede sit dårlige ben ud med hænderne. »Åh gud.« Han stønnede over smerterne i knæet. Hans ben var blevet stift af at sidde så længe i bilen. Sveden sprang frem på hans overlæbe, da han endelig var kommet ud af bilen.

Smerterne jog ned gennem hans ben, mens han gik op mod huset. Hans hoveddørsnøgle sad i samme nøglering som hans bilnøgler, der var i bilen, så han gik bag om huset og ind ad køkkendøren. Jeffrey havde brugt de sidste to år på at bygge om i huset. Hans nyeste projekt var køkkenet, hvor han i en forlænget weekend havde fjernet ydermuren og regnet med at bygge den op, inden han skulle tilbage på arbejde. Men der var, om man så kan sige, blevet skudt hul i hans planlægning, så det var endt med, at han havde købt presenninger i Birmingham og sømmet dem op over de fritlagte bjælker. Presenningerne holdt regnen og blæsten ude, men der var stadig et stort hul i huset.

Jeffrey smed nøglerne på sofabordet og tog telefonen. Han tastede Saras nummer og håbede at fange hende, inden hun tog på arbejde. Men han fik hendes telefonsvarer, så han ringede hjem til hendes forældre.

Det var Eddie Linton, der tog telefonen, da den ringede tredje gang. »Linton & Døtre.«

»Hej, Eddie, det er Jeffrey.« Han prøvede at lyde venlig.

Det klirrede i telefonen, da røret ramte gulvet. Jeffrey kunne høre skramlen af potter og pander i baggrunden og dæmpet samtale. Få sekunder efter tog Sara telefonen.

»Jeffrey?«

»Ja,« svarede han. Han kunne høre, hun åbnede døren til verandaen. Familien Linton var den eneste familie, han kendte, der ikke havde en trådløs telefon. De havde telefon i soveværelset og i køkkenet. Hvis ikke de havde haft en forlængerledning til køkkentelefonen, så havde pigerne ikke haft noget privatliv, dengang de gik i gymnasiet.

Han hørte døren lukke, og så sagde Sara: »Undskyld.«

»Hvordan har du det?«

Hun undlod at svare og sagde i stedet: »Det er ikke mig, der blev skudt i aftes.«

Jeffrey tøvede på grund af hendes skarpe tone. »Jeg har hørt, hvad der er sket med Julia Matthews.«

»Jaså,« svarede Sara. »Jeg kørte en blodprøve til Augusta. Belladonna har to typiske kendetegn.«

Han afskar yderligere kemiske lektioner. »Fandt du dem begge?«

»Ja,« svarede hun.

»Det vil sige, at vi leder efter en og samme fyr til begge forbrydelser?«

»Ser sådan ud,« svarede hun studst.

Der var et øjebliks tavshed, så sagde Jeffrey: »Nick kender en fyr, der er en slags ekspert i belladonnaforgiftning. Han kommer her klokken ti. Kan du komme?«

»Jeg kan smutte over mellem to patienter, men jeg kan ikke blive ret længe,« svarede Sara, og hendes stemme lød blidere, da hun fortsatte: »Jeg er altså nødt til at løbe nu.«

»Ja, men jeg ville gerne gennemgå gårsdagens hændelser.«

»Senere, ikke?« Hun gav ham ikke tid til at svare. Han hørte et klik i røret.

Jeffrey sukkede, da han haltede hen mod badeværelset. På vejen kiggede han ud ad vinduet for lige at tjekke Lena. Hun sad stadig i bilen med begge hænder knuget om rattet. Det virkede, som om alle kvinderne i hans liv havde noget, de skjulte i dag.

Da Jeffrey havde taget et brusebad og barberet sig, følte han sig meget bedre tilpas. Hans ben var stadig stift, men jo mere han bevægede det, des mindre ondt gjorde det. Der var noget om det med at holde sig i bevægelse. Køreturen til stationen foregik i anspændt tavshed, den eneste lyd var Lena, der skar tænder. Jeffrey var glad, da han så hende køre af sted mod hospitalet.

Marla stod i indgangsdøren, med armene over kors, for at tage imod ham. »Jeg er så glad for, at det ikke gik værre,« sagde hun. Hun tog hans arm og førte ham ned til hans kontor. Men da hun åbnede døren for ham, frabad han sig hendes pylren.

»Jeg kan godt selv,« sagde han. »Hvor er Frank?«

Marla så slukøret ud. Hvis Heartsdale var en lille by, så var politistyrken endnu mindre. Rygterne fløj hurtigere end et lyn, der slog ned i en jernstang.

»Jeg tror, han er ude bagved,« svarede Marla.

»Vil du være sød at hente ham?« spurgte Jeffrey og gik ind på sit kontor.

Jeffrey satte sig stønnende ned i sin kontorstol. Han vidste, han fristede skæbnen ved at holde benet i ro, men han havde intet valg. Hans folk havde brug for at vide, at han var tilbage på jobbet – klar til at arbejde.

Frank bankede på døren, og Jeffrey betydede ham med et nik at komme ind.

»Hvordan har du det?« spurgte Frank.

Jeffrey sikrede sig, at han havde den anden mands fulde opmærksomhed. »Der er ingen, der nogen sinde mere kommer til at skyde på mig, vel?«

Frank havde anstændighed nok til at kigge ned i gulvet. »Nej, sir.«

»Hvad med Will Harris?«

Frank gned sig på hagen. »Jeg har hørt, at han vil tage til Savannah.«

»Er du sikker?«

»Ja,« svarede Frank. »Pete gav ham en bonus, og så købte Will en busbillet.« Frank trak på skuldrene. »Han sagde, at han ville bo et par uger hos sin datter.«

»Hvad så med hans hus?«

»Et par af fyrene fra logen har tilbudt at ordne vinduet.«

»Godt,« sagde Jeffrey. »Sara vil sikkert gerne have sin bil tilbage. Fandt du noget?«

Frank tog en af politiets særlige plasticposer til bevismateriale frem og lagde den på bordet.

»Hvad er det?« spurgte Jeffrey, men det var et tåbeligt spørgsmål. Der lå en Ruger .357 Magnum i posen.

»Den lå under hendes sæde,« sagde Frank.

»Saras sæde?« spurgte Jeffrey. Han var stadig ikke helt med. Den pistol var en kanon, der kunne skyde et kæmpehul i brystet på en mand. »I hendes bil? Er det hendes?«

Frank trak på skuldrene. »Hun har ingen våbentilladelse til den.«

Jeffrey stirrede på pistolen, som om den ville tale til ham. Sara var på ingen måde imod, at folk havde våben, men han vidste med sikkerhed, at hun ikke var særlig glad for våben, især ikke den slags, der kunne skyde låsen af en ladeport. Han tog pistolen op af posen og studerede den indgående.

»Serienummeret er slebet af,« sagde Frank.

»Ja,« svarede Jeffrey. Det kunne han godt se. »Var den ladt?«

»Jeps.« Frank var tydeligvis betaget af våbnet. »Ruger security seks, rustfrit stål. Det er også et specielt skæfte.«

Jeffrey lagde pistolen fra sig på bordet og kiggede op på Frank. »Er der noget nyt med listen over tidligere sexforbrydere?«

Frank virkede skuffet over, at samtalen om Saras pistol var slut. »Nej, egentlig ikke,« svarede han. »De fleste af dem har en slags alibi. Og de, der ikke har, er ikke lige dem, vi leder efter.«

»Vi har et møde klokken ti med Nick Shelton. Han har en specialist i belladonna med. Det kan måske give folkene mere at gå efter.«

Frank satte sig ned. »Jeg har sådan en plante i min have.«

»Det har jeg også,« sagde Jeffrey. »Når mødet er overstået, tager jeg over til hospitalet for at se, om Julia Matthews vil tale.« Han tænkte på den unge pige og fortsatte så: »Hendes forældre kommer her ved tretiden. Jeg tager ud og henter dem i lufthavnen. Og du mandsopdækker mig hele dagen.«

Hvis Frank syntes, at Jeffreys ordvalg var lidt besynderligt, lod han sig ikke mærke med det.

15

Sara forlod klinikken kvart i ti, så hun lige kunne nå at gå forbi apoteket, før hun skulle møde Jeffrey. Luften var kølig, og den overskyede himmel lovede mere regn. Hun stak hænderne dybt i lommerne, da hun gik hen ad fortovet og håbede, at hendes tillukkede attitude og hastige skridt ville holde folk væk. Men det havde hun ikke behøvet at bekymre sig om. Efter mordet på Sibyl var byen blevet uhyggeligt stille. Det var, som om hele byen var død med hende. Sara vidste, hvordan de følte det.

Hun havde ligget vågen hele natten og gennemgået alt det, hun havde foretaget med Julia Matthews. Men lige meget hvad hun tænkte på, blev hun ved med at se pigen ligge oven på bilen med huller gennem hænder og fødder og stirre op i den mørke himmel uden at se noget. Sara håbede, at hun aldrig mere skulle opleve noget lignende.

Dørklokken lød, da Sara trådte ind på apoteket og dermed afbrød sin ensomme vandring.

»Hej, dr. Linton,« lød det fra Marty Ringo, der sad ved kassen. Hun sad med bøjet hoved og læste i et blad. Marty var en plump kvinde med et temmelig uheldigt modermærke lige over højre øjenbryn. Der groede sorte, stride børstelignende hår ud af det. Hendes arbejde på apoteket betød, at hun kendte sladderen om alle og enhver i byen. Marty ville med garanti fortælle enhver, der kom ind på apoteket, at Sara Linton var kommet for at besøge Jeb.

Marty smilede genert. »Skal du tale med Jeb?«

»Ja,« svarede Sara.

»Jeg har hørt lidt om i aftes.« Marty fiskede tydeligt efter sladder. »Det var en pige fra universitetet, ikke?«

Sara nikkede. Det kunne enhver læse i avisen.

Marty sænkede fortroligt stemmen. »Jeg har hørt, at der var gjort noget frygteligt ved hende.«

»Hm, hmmm,« svarede Sara og kiggede sig omkring. »Er han her?« spurgte hun.

»De lignede hinanden.«

»Hvad mener du?« spurgte Sara pludseligt opmærksom.

»De to piger,« sagde Marty. »Tror du, der er nogen forbindelse?«

»Jeg skal tale med Jeb.« Sara afskar yderligere diskussion.

»Han er ude bagved.« Marty pegede med et såret blik hen mod baglokalet.

Sara sendte Marty et anstrengt smil og takkede hende, idet hun gik i retning af baglokalet. Hun havde altid nydt at komme på apoteket. Hun havde købt sin første mascara her. I weekenden plejede hendes far at køre hende og Sibyl derhen for at købe slik. Der var ikke sket mange ændringer, siden Jeb havde overtaget forretningen. Skranken, hvor der serveredes læskedrikke, var mere for et syns skyld, men den skinnede stadig rent. Præventionsmidlerne lå stadig bag disken. Og skiltene på hylderne i de smalle gange var stadig skrevet med speedmarker.

Sara kiggede ind over disken, men hun kunne ikke få øje på Jeb. Hun lagde mærke til, at bagdøren stod åben. Hun kastede et hurtigt blik over skulderen og gik om bag disken.

»Jeb?« kaldte hun. Der kom intet svar, så hun gik hen til den åbne dør. Derude stod Jeb med ryggen til. Det gav et sæt i ham, da hun prikkede ham på skulderen.

»Åh gud,« råbte han og snurrede omkring. Frygten i hans ansigt ændrede sig til glæde, da han fik øje på Sara. Han lo. »Du var lige ved at skræmme livet af mig.«

»Det er jeg ked af,« undskyldte Sara, men sandheden var, at hun var glad for, at han overhovedet kunne skræmmes. »Hvad laver du?«

Han pegede ud mod en hæk langs parkeringspladsen bag bygningen. »Kan du se dér i den busk?«

Sara rystede på hovedet. Hun kunne kun se hækken, men udbrød så: »Åh ja,« da hun så den lille fuglerede.

»Finker,« sagde Jeb. »Jeg satte et foderbræt ud til dem sidste år, men der var nogle knægte, der tog det.«

Sara vendte sig om mod ham. »Med hensyn til i aftes,« begyndte hun.

Han vinkede hende af. »Tro mig, Sara, jeg forstår. Du har været sammen med Jeffrey i lang tid.«

»Tak,« sagde hun med overbevisning.

Jeb kastede et blik ud i apoteket og sænkede stemmen. »Jeg er også ked af det, der skete. Du ved, det med hende pigen.« Han rystede langsomt på hovedet. »Jeg har svært ved at forstå, at den slags kan ske i ens egen by.«

»Ja,« svarede Sara uden at ville gå nærmere ind på det.

»Jeg kan godt forstå, at du måtte droppe vores aftale for at redde hendes liv.« Han lagde hånden over højre side af brystet. »Tog du virkelig fat om hendes hjerte?«

Sara flyttede hans hånd til venstre side af hans bryst. »Ja.«

»Du godeste,« henåndede Jeb. »Hvordan føltes det?«

Sara fortalte ham sandheden. »Skræmmende,« sagde hun. »Meget skræmmende.«

»Du er en bemærkelsesværdig kvinde, Sara,« sagde han med beundring i stemmen. »Ved du det?«

Sara brød sig ikke om at blive skamrost. »Du skal få en ny chance, hvis du vil have det,« tilbød hun for at komme bort fra Julia Matthews. »Jeg mener, vi kan lave en ny aftale.«

»Det vil være dejligt,« sagde han med ægte glæde i stemmen.

Der kom et køligt vindpust, og Sara gned sine arme. »Det er ved at blive koldt.«

»Kom her,« sagde han og førte hende indenfor og lukkede døren efter dem. »Skal du noget særligt i weekenden?«

»Det ved jeg ikke,« svarede Sara og tilføjede: »Jeg kom faktisk for at se, om Jeffrey havde hentet sin medicin.«

»Jaså.« Jeb slog hænderne sammen. »Det lyder, som om du er optaget i weekenden.«

»Nej, det gør ikke,« svarede Sara. »Det er bare lidt kompliceret,« tilføjede hun.

»Ja.« Han fremtvang et smil. »Tænk ikke på det. Jeg henter hans recept.«

Sara kunne ikke holde ud at se hans skuffelse. Hun stod og studerede de udstillede varer bare for at foretage sig noget. Der hang bogmærker med religiøse lignelser side om side med diabetikerarmbånd.

Jeb trak en skuffe ud under disken og tog et orange pilleglas ud. Han dobbelttjekkede etiketten og sagde: »Han ringede om det, men han har ikke hentet pillerne endnu.«

»Tak,« lykkedes det Sara at få frem. Hun holdt glasset i hånden og stirrede på Jeb. Og så røg det ud af munden på hende, før hun kunne standse det. »Ring til mig. Så aftaler vi noget i weekenden.«

»Det er i orden.«

Hun glattede reversen på hans kittel. »Jeg mener det, Jeb. Ring til mig.«

Han stod tavs et øjeblik, men bøjede sig så og kyssede hende blidt på munden. »Jeg ringer i morgen.«

»Fint,« svarede Sara. Det gik op for hende, at hun knugede pilleglasset så hårdt, at det var ved at smutte ud af hendes svedige hånd. Hun havde kysset Jeb før. Det betød ikke så meget, men hun var alligevel bange for, at Marty skulle se det. Bange for at ethvert kys ville blive rapporteret til Jeffrey.

»Vil du ikke have en pose?« spurgte Jeb og pegede på glasset.

»Nej tak,« svarede Sara og stak glasset i jakkelommen.

Hun mumlede tak og var ude ad døren, før Marty nåede at hæve blikket fra ugebladet.

Jeffrey og Nick Shelton stod ude i hallen, da Sara ankom til stationen. Nick havde stukket hænderne i baglommen på sine cowboybukser, og hans reglementerede mørkeblå skjorte fra GBI sad stramt over brystet. Hans ureglementerede skæg var nydeligt trimmet og den forbudte guldkæde hang om hans hals. Han var ikke højere end 1,67, så Sara kunne med lethed hvile hagen på hans hoved. Men det havde ikke afholdt ham fra at invitere hende ud adskillige gange.

»Hej, tøs,« sagde Nick og lagde armen om hendes liv.

Jeffrey havde intet at frygte fra Nick Sheltons side, men han blev alligevel småjaloux over den intime måde, Nick holdt om Sara på. Og Sara mente, at netop det var grunden til, at Nick var så opmærksom over for hende.

»Skal vi ikke se at komme i gang med mødet?« brummede Jeffrey. »Sara skal tilbage til sit arbejde.«

Sara nåede op på siden af Jeffrey, da de gik ned ad gangen til mødeværelset. Hun stak i det skjulte pilleglasset ned i hans lomme.

»Hvad er det?« spurgte han og hev det op. »Åh-åh.«

»Åh-åh,« gentog Sara og åbnede døren.

Frank og en slank ung mand i kakibukser og en skjorte magen til Nicks sad i briefinglokalet, da de trådte ind. Frank rejste sig og gav Nick hånden. Han nikkede til Sara, som ikke gengældte hans hilsen. Sara havde en fornemmelse af, at Frank havde en finger med i det, der var sket med Jeffrey aftenen før, og det brød hun sig ikke om.

»Det er Mark Webster,« sagde Nick og gjorde en håndbevægelse hen mod den anden mand. Han var egentlig kun en ung fyr, næppe mere end 21. Han havde stadig noget våd-bag-ørerne over sig og det klassiske barnlige koslik i pandehåret.

»Det glæder mig at træffe dig,« sagde Sara og gav ham hånden. Det var som at holde om en fisk, men hvis Nick havde fået ham herned helt fra Macon, kunne han da ikke være helt så fjoget, som han så ud.

»Jeg synes, du skulle fortælle dem det, du har fortalt mig,« sagde Frank.

Den unge mand rømmede sig og trak ud i flippen. Han henvendte sig til Sara. »Jeg var ved at sige, at det er ganske interessant, at jeres gerningsmand valgte belladonna. Det er meget usædvanligt. Jeg har kun oplevet det i tre sager i mit arbejde, og det var simpelt hen ‘kan udelukkes’-tilfælde, nogle tåbelige knægte, der ville lave lidt sjov og ikke vidste, hvor farlig belladonna er.«

Sara nikkede. Hun vidste, at udtrykket »kan udelukkes« blev brugt om dødsfald, hvor mord kunne udelukkes. Hun var altid særlig opmærksom – både som retsmediciner og børnelæge – når der blev bragt ganske unge mennesker med ukendt dødsårsag til lighuset.

Mark lænede sig mod bordet og henvendte sig nu til resten af gruppen. »Belladonna hører til den giftige natskyggefamilie. Kvinderne i middelalderen plejede at tygge små mængder af frøene for at udvide deres pupiller. En kvinde med forstørrede pupiller blev betragtet som særligt attraktiv, deraf navnet belladonna, som betyder ‘smuk kvinde’.«

»Begge ofre havde ekstremt udvidede pupiller,« indskød Sara.

»Selv en lille dosis har den virkning,« svarede Mark. Han tog en hvid bobleplastkonvolut op og tog nogle fotografier ud, som han rakte til Jeffrey, så de kunne cirkulere.

»Blomsten belladonna er klokkeformet, som oftest violet og dufter ret særpræget. Det er ikke en plante, man skal have i sin have, hvis man har børn eller dyr. De, der dyrker den, sætter rimeligvis et hegn om, der er mindst en meter højt, for at undgå at forgifte mennesker og dyr.«

»Kræver den særlig jord eller gødning?« spurgte Jeffrey og rakte fotografierne videre til Frank.

»Det er en ukrudtsplante. Den kan stort se gro overalt. Det er derfor, den er så populær. Der er kun den hage, at den er et farligt narkotikum.« Mark holdt inde. »Virkningen er langvarig. Alt efter hvor meget man tager, varer den i tre til fire timer. Brugere har fortalt, at de får meget virkelighedstro hallucinationer. I mange tilfælde tror de, at det, de oplevede, virkelig er sket, hvis de altså kan huske det.«

»Forårsager det hukommelsestab?« spurgte Sara.

»Åh ja, selektivt hukommelstab, hvilket betyder, at de kun kan huske småbidder. For eksempel kan en kvinde huske, at der var en mand, der ‘tog’ hende, men hun kan ikke huske, hvordan han så ud, selv om hun har set ham direkte i ansigtet. Eller også fortæller hun, at han var violet med grønne øjne.« Han tav et øjeblik. »Det er et hallucinogen, men det virker ikke ligesom pcp eller lsd. Vi ved fra brugere, at der ikke er nogen skelnen mellem hallucinationerne og virkeligheden. Med for eksempel englestøv, ecstasy ved man, at det er en hallucination. Belladonna får alt til at virke virkelighedstro. Hvis du kom forbi, og jeg gav dig en kop datura, så ville du måske bagefter sværge på, at du havde talt med en garderobestang. Selv hvis jeg tilsluttede en løgnedetektor, ville du fortælle det som en sandhed. Det forvandler de virkelige, ægte ting.«

»Bliver belladonna indtaget som te?« spurgte Jeffrey og skævede til Sara.

»Ja. Der er børn, der har kogt det sammen med te og drukket det.« Han slog hænderne sammen bag ryggen. »Men jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at det er et farligt stof. Det er alt for nemt at få en overdosis.«

»Hvordan kan man ellers indtage det?« spurgte Sara.

»Hvis man har tålmodighed til det,« svarede Mark, »så kan man lægge bladene i blød i alkohol i et par dage, varme det op og så indånde dampen. Det er noget giftigt stads, fordi følgevirkningerne er helt uberegnelige selv for folk, der dyrker planten til medicinske formål.«

»Hvilke medicinske formål?« spurgte Jeffrey.

»Når man går til øjenlægen for at få sine øjne dryppet, så bruger han en belladonnablanding. En svag opløsning, ja, men det er belladonna. Men man kan dog ikke tage et par flasker med øjendråber og så myrde en eller anden. Den lave koncentration kan i værste fald give en rædsom hovedpine og en kraftig forstoppelse. Det er den rene vare, man skal være forsigtig med.«

Frank puffede til Saras arm og rakte hende fotografierne. Hun betragtede planten. Den var køn og lignede de fleste andre planter, hun havde set. Sara var læge og ikke gartner. Hun kunne ikke engang få en husfred til at gro.

Pludselig gled hendes tanker tilbage til det øjeblik, da hun fandt Julia Matthews oven på bilen. Hun forsøgte at huske, om tapen da havde været der. Og med ét stod det helt klart for hende, at det havde den. Hun kunne se tapen over kvindens mund. Hun kunne se Julia Matthews’ krop ligge som korsfæstet over bilens køler.

»Sara?« spurgte Jeffrey.

»Hm?« Sara kiggede op. De stirrede alle sammen på hende, som om de afventede et svar. »Undskyld,« sagde hun. »Hvad spurgte De om?«

»Jeg spurgte, om De havde bemærket noget mærkeligt ved ofrene. Var de ude af stand til at tale? Stirrede de tomt ud i luften?«

Sara rakte fotografiet tilbage. »Sibyl Adams var blind,« sagde hun. »Så selvfølgelig stirrede hun tomt ud i luften. Julia Matthews …« Hun tav og prøvede at fremkalde billedet af hende. »Hendes øjne virkede glasagtige. Men jeg går ud fra, at det var, fordi hun var slået helt ud af det narkotikum mere end noget andet.«

Jeffrey sendte hende et besynderligt blik. »Mark sagde noget om, at belladonna kan indvirke på synet.«

»En slags blindsyn,« sagde Mark i en tone, der understregede, at han havde sagt det én gang. »Ifølge rapporter fra brugere, så kan man se, men ens hjerne opfatter ikke, hvad det er, man ser. Ligesom hvis jeg viste Dem et æble eller en appelsin, og De ville se en rund form, men Deres hjerne ville ikke genkende, hvad det var.«

»Jeg ved, hvad blindsyn er,« nåede Sara at svare, før det gik op for hende, at hun lød nedladende. Hun forsøgte at dække over det ved at sige: »Tror De, at Sibyl Adams oplevede det? Og at det var derfor, hun ikke skreg?«

Mark så på mændene. Der var åbenbart noget andet, der var gået hen over hovedet på Sara, mens hun var væk i sine egne tanker. »Det er blevet rapporteret, at man mister stemmen under indflydelse af dette narkotikum. Der sker ikke noget fysisk med stemmebåndene. Narkotikummet forårsager ingen fysiske skader. Jeg tror, det handler om, at der sker noget med talecenteret i hjernen. Det må være noget i lighed med det, der sker med synets genkendelsesevne.«

»Det lyder rimeligt,« sagde Sara.

»Når man har indtaget stoffet, får man en ulden smag i munden, udvidede pupiller, høj legemstemperatur, forhøjet hjertefrekvens og åndedrætsbesvær.«

»Begge ofre havde disse symptomer,« indskød Sara. »Hvor stor en dosis skal der til for at forårsage det?«

»Det er et temmelig stærkt narkotikum. Hvad der svarer til én eneste tepose kan gøre en tosset, især hvis man ikke er vant til det. Det er ikke bærrene, der er farlige, det er derimod rødderne og bladene, medmindre man nøjagtigt ved, hvad man foretager sig. Og så er der alligevel ikke nogen garanti.«

»Det første offer var vegetar,« sagde Sara.

»Hun var også kemiker, ikke?« spurgte Mark. »Jeg kender adskillige andre narkotika end belladonna, man kan lege med. Men jeg tror ikke, at en, der brugte tid på at undersøge det nærmere, ville løbe den risiko. Det er som russisk roulette, især hvis man bruger roden. Det er den mest dødbringende del af planten. Tager man bare en smule for meget af roden, er det døden. Der er endnu ikke fundet nogen modgift.«

»Ud over symptomerne kunne jeg ikke finde tegn på, at Julia Matthews havde fået narkotika,« sagde Sara til Jeffrey. »Men jeg går ud fra, at du vil forhøre hende nu, hvor du har hørt det her?«

Han nikkede og spurgte så Mark: »Er der andet?«

Mark strøg hånden gennem håret. »Når narkotikummet er indtaget, opstår der forstoppelse og i visse tilfælde hallucinationer. Derfor er det ganske interessant, at det er blevet brugt i en seksualforbrydelse, ja, det er egentlig temmelig paradoksalt.«

»Hvorfor?« spurgte Jeffrey.

»I middelalderen blev narkotiske midler i visse tilfælde indført i vagina, for at de skulle virke hurtigere. Der findes endda mennesker, der tror, at myten om heksen på sit kosteskaft, stammer fra billedet af en kvinde, der indfører narkotikummet med en træapplikator.« Han smilede. »Men lad os ikke gå ind i en langtrukken diskussion om gudetilbedelse og indførelsen af kristendommen i Europa.«

Mark fornemmede, at han havde mistet sit publikums opmærksomhed. »Narkomaner, der kender til belladona er tilbøjelige til at holde sig fra den.« Han så på Sara. »Ja, De må undskylde det, jeg nu siger.«

Sara trak på skuldrene. Hun havde stort set hørt det hele, både på klinikken og fra sin far.

Mark rødmede, da han sagde: »Det kan ikke betegnes som andet end totalt hjerneknepperi.« Han smilede undskyldende til Sara. »Det brugere først og fremmest husker, er, at de flyver. De tror virkelig, at de flyver, og de kan ikke forstå, at de ikke har fløjet, selv efter at de er kommet ‘ned’.«

Jeffrey lagde armene over kors. »Det er måske forklaringen på, at hun bliver ved med at stirre ud ad vinduet?«

»Har hun sagt noget?« spurgte Sara.

Han rystede på hovedet. »Intet,« og så fortsatte han: »Vi tager hen på hospitalet bagefter, hvis du vil se hende.«

Sara så på sit armbåndsur og lod, som om hun overvejede det. Hun ville ikke for sin død se Julia Matthews igen. Hun kunne slet ikke klare at tænke på det. »Jeg har patienter,« sagde hun.

Jeffrey nikkede ind mod sit kontor. »Kan vi tale sammen et øjeblik, Sara?«

Hun undertrykte en lyst til at sige nej. »Er det om min bil?«

»Nej.« Jeffrey ventede, til de var inde på hans kontor, og lukkede så døren efter dem. Sara satte sig på kanten af skrivebordet og prøvede at se afslappet ud. »Jeg var nødt til at tage min båd i morges,« sagde hun. »Er du klar over, hvor koldt det er ude på søen?«

Han overhørte hende og gik lige til sagen. »Jeg har fundet din pistol.«

»Aha,« svarede Sara og funderede over, hvad hun skulle sige. Meget havde hun ventet at høre fra ham, men det her var dog det sidste. Rugeren havde ligget i hendes bil i så lang tid, at hun havde glemt alt om den. »Er jeg anholdt?«

»Hvor har du den fra?«

»Det var en gave.«

Jeffrey så barskt på hende. »Vil du bilde mig ind, at der var en, der gav dig en .357 med afslebet serienummer i fødselsdagsgave?«

Sara trak på skuldrene. »Jeg har haft den i årevis, Jeffrey.«

»Hvornår købte du bilen, Sara? For et par år siden?«

»Jeg tog den med fra den gamle bil, da jeg købte den her.«

Han stirrede tavst på hende. Sara vidste, han var vred, men hun anede ikke, hvad hun skulle sige. »Jeg har aldrig brugt den,« forsøgte hun.

»Det er jeg sandelig glad for,« snerrede han. »Du har haft en pistol liggende i din bil; en pistol, der kan blæse hovedet af hvem som helst, og du aner ikke, hvordan man bruger den.« Han holdt inde, mens han forsøgte at forstå. »Hvad vil du gøre, hvis der er en efter dig, hva’?«

Sara kendte svaret, men hun sagde ikke et ord.

»Hvorfor har du den overhovedet?« spurgte Jeffrey.

Sara betragtede sin eksmand samtidig med, at hun forsøgte at finde en måde at komme ud af kontoret på uden at starte et nyt skænderi. Hun var træt og bekymret. Det var ikke tidspunktet for at tage et par runder med Jeffrey. Sara havde simpelthen ikke kampgejsten i sig i øjeblikket.

»Jeg havde den bare,« svarede hun.

»Man har ikke bare sådan en pistol,« sagde han.

»Jeg er nødt til at tage tilbage til klinikken.« Hun rejste sig, men han blokerede døren.

»Hvad fanden foregår der, Sara?«

»Hvad mener du?«

Han kneb øjnene sammen, men svarede ikke. Han trådte et skridt til side og åbnede døren for hende.

Et kort øjeblik troede Sara, det var et kneb. »Er det det hele?« spurgte hun.

Han trådte endnu et skridt til side. »Jeg kan jo ikke tæske det ud af dig, vel?«

Hun lagde skyldbetynget hånden på hans bryst. »Jeffrey.«

Han kastede et blik ind i forkontoret. »Jeg er nødt til at tage over på hospitalet,« sagde han affærdigende.

16

Lena skjulte ansigtet i hænderne og prøvede at lukke øjnene for at få et øjebliks fred. Hun havde siddet i en time uden for Julia Matthews’ stue, og hun begyndte at føle virkningen af de sidste dages begivenheder. Hun var træt, og hun skulle have sin menstruation. Hendes bukser hang løst om hende, fordi hun ikke havde spist noget i flere dage. Da hun i morges tog pistolhylsteret over skulderen, slaskede det mod hendes hofte, og i løbet af dagen kunne hun føle det gnide og gnave mod hoften.

Lena var godt klar over, at hun burde spise noget, så hun igen kunne begynde at leve i stedet for bare at lade stå til, som om hun levede på lånt tid. Men lige i øjeblikket kunne hun ikke se hvordan. Hun havde ikke lyst til at løbe om morgenen, som hun havde gjort det hver morgen i de sidste femten år. Hun havde ikke lyst til at gå ned til Krispy Kreme og drikke kaffe sammen med Frank og de andre kriminalbetjente. Hun havde ikke lyst til at smøre madpakke eller gå ud og spise frokost. Hun fik kvalme ved synet af mad. Det eneste, hun kunne tænke på, var, at Sibyl aldrig mere ville spise. Lena gik omkring, mens Sibyl var død. Lena trak vejret, men det gjorde Sibyl ikke. Det gav ingen mening. Intet ville nogen sinde blive det samme igen.

Lena trak vejret dybt, mens hun så op og ned ad gangen. Julia Matthews var den eneste patient i dag, og det gjorde Lenas job nemt. Der var kun Lena og Julia på denne etage lige bortset fra en sygeplejerske, der var blevet fløjet ind fra Augusta.

Lena rejste sig og forsøgte at gå lidt fornuft ind i sin hjerne. Hun følte sig uklar, og den eneste måde, hun kunne bekæmpe det på, var ved at holde sig i konstant bevægelse. Det værkede i kroppen af mangel på søvn, og hun kunne stadig ikke fortrænge billedet af Sibyl i lighuset. På en eller anden måde var Lena glad for, at der var kommet et nyt offer. Hun havde mest lyst til at gå ind på Julia Matthews’ stue og ryste hende, tigge hende om at tale og fortælle, hvem der havde gjort det mod hende, hvem der havde myrdet Sibyl, men Lena vidste, at det ikke ville nytte noget.

De få gange Lena havde været inde på stuen for at se til pigen, havde hun været tavs; hun havde end ikke svaret på de mest uskyldige spørgsmål, Lena havde stillet. Ville hun have en ny hovedpude? Var der noget, Lena kunne hente til hende?«

Pigen var tørstig, men hun pegede bare på kanden på sengebordet i stedet for at bede om vand. Hun havde et jaget blik i øjnene, men det var, fordi narkoen stadig hærgede i hendes krop. Hendes pupiller var udvidede, og hendes blik var som en blinds – blind som Sibyl. Men Julia Matthews ville komme sig. Julia Matthews ville komme til at se igen. Hun ville få det godt. Hun ville komme tilbage til skolen og få venner, måske en dag møde sin kommende ægtemand og senere få børn. Minderne om det, der var sket, ville altid ligge i hendes baghoved, men hun ville i det mindste få et liv. Hun ville i det mindste have en fremtid. Lena følte sig på en eller anden måde krænket over, at Julia Matthews levede, og ville gerne bytte Julias liv mod, at Sibyl havde fået en ny chance.

Elevatordørene gled op, og Lena lagde uvilkårligt hånden på sin pistol. Jeffrey og Nick Shelton kom ud på gangen, fulgt af Frank og en magert udseende fyr, der så ud, som om han lige var gået ud af gymnasiet. Hun fjernede hånden fra skæftet og gik mændene i møde, mens hun tænkte, at det ville være forbandet, hvis alle de mænd stuvede sig sammen på stuen med en kvinde, der lige var blevet voldtaget.

»Hvordan har hun det?« spurgte Jeffrey.

Lena ignorerede spørgsmålet. »Har I tænkt jer at gå derind alle sammen?«

Jeffreys ansigtsudtryk fortalte hende, at det netop var det, han havde planlagt.

»Hun har stadig ikke sagt noget.« Lena forsøgte at hjælpe ham, så han ikke tabte ansigt. »Ikke et eneste ord.«

»Måske skal kun du og jeg gå derind,« besluttede han til sidst. »Undskyld, Mark.«

Den unge mand så ud til at være ligeglad. »Det er i orden, jeg er kun glad for at få en dag væk fra kontoret.«

Lena syntes, det var temmelig ufint af ham at sige sådan noget, kun et par skridt fra en kvinde, der havde været en tur i helvede og tilbage igen, men Jeffrey tog et fast greb i hendes arm, før hun nåede at sige noget. Han førte hende ned ad gangen, mens han talte til hende.

»Er hun stabil?« spurgte han. »Jeg mener rent medicinsk?«

»Ja.«

Jeffrey standsede uden for døren ind til hendes stue og lagde hånden på dørhåndtaget, men uden at åbne den. »Hvad med dig? Går det?«

»Ja.«

»Jeg har på fornemmelsen, at hendes forældre gerne vil flytte hende til Augusta. Hvad siger du til at følge hende dertil?«

Lenas umiddelbare reaktion var at sige nej, men så nikkede hun føjeligt, hvilket var helt ukarakteristisk for hende. Men hun ville måske have godt af at komme ud af byen. Hank tog sikkert tilbage til Reece om en dags tid eller så. Og måske ville hun se anderledes på det, når hun kom tilbage.

»Jeg synes, du skal begynde,« sagde Jeffrey. »Og hvis hun ser ud til at være mere tryg ved dig alene, så sniger jeg mig ud.«

»Det er i orden,« sagde Lena vel vidende, at det var standard procedure. Det sidste en voldtaget kvinde havde lyst til, var at tale med en mand. Og det job var tilfaldet Lena et par gange tidligere, fordi hun var den eneste kvindelige kriminalbetjent på holdet. Hun var endda engang taget til Macon for at forhøre en ung pige, der var blevet brutalt slået ned og voldtaget af sin nabo. Men selv om Lena havde været på hospitalet hele dagen sammen med Julia, fik tanken om at skulle tale med hende, forhøre hende, det til at vende sig i hendes mave. Det var alt for tæt på det, der var sket med hendes søster.

»Er du klar?« spurgte Jeffrey, stadig med hånden på håndtaget.

»Ja.«

Jeffrey lod Lena gå først ind. Julia Matthews sov, men hun vågnede, da døren gik op. Lena kunne ikke forestille sig, at den unge pige nogen sinde mere ville få en god nats søvn.

»Vil du have lidt vand?« spurgte Lena og gik om på den anden side af sengen og tog kanden. Hun skænkede op i pigens glas, løftede det og vendte sugerøret, så hun kunne drikke.

Jeffrey stod med ryggen op ad døren for at lægge lidt afstand til pigen. »Jeg er politimester Tolliver, Julia,« sagde han. »Kan du huske mig fra i morges?«

Pigen nikkede langsomt.

»Du har indtaget et narkotikum, der hedder belladonna. Ved du, hvad det er?«

Hun rystede langsomt på hovedet.

»Det er noget, der kan få en til at miste stemmens brug i en periode. Kan du tale?«

Pigen åbnede munden, men der kom kun nogle skrattende lyde ud. Hun bevægede læberne i et forsøg på at forme ordene.

Jeffrey sendte hende et opmuntrende smil. »Vil du fortælle mig dit navn?«

Hun åbnede igen munden, og hendes stemme lød svag og raspende: »Julia.«

»Fint,« svarede Jeffrey. »Det er Lena Adams. Hende kender du, ikke?«

Julia nikkede og søgte med øjnene efter Lena.

»Hun vil stille dig nogle spørgsmål. Er det i orden?«

Lena forsøgte at skjule sin overraskelse. Hun var ikke sikker på, om hun var i stand til at fortælle Julia Matthews, hvad klokken var, for slet ikke at tale om at stille hende spørgsmål. Men så faldt hun tilbage til det, hun havde lært, og begyndte.

»Julia?« Lena trak en stol hen til den unge kvindes seng. »Vi vil gerne vide, om du er i stand til at fortælle os noget som helst om det, der er gjort ved dig.«

Julia lukkede øjnene. Hendes læber skælvede, men hun svarede ikke.

»Kendte du ham, min ven?«

Hun rystede på hovedet.

»Var det en fra dit universitetshold? Har du set ham på universitetet?«

Julia havde stadig lukkede øjne, og et øjeblik efter kom tårerne. »Nej,« sagde hun til sidst.

Lena lagde hånden på pigens arm. Den virkede spinkel og skrøbelig, ligesom Sibyls havde gjort det i lighuset. Hun forsøgte at lade være med at tænke på sin søster, da hun sagde: »Lad os tale om hans hår. Kan du fortælle mig, hvilken farve det havde?«

Pigen rystede igen på hovedet.

»Havde han nogen tatoveringer eller andre mærker, der kan hjælpe os med at identificere ham?«

Julia var tavs et øjeblik. »Nej,« svarede hun så.

»Jeg ved godt, det er svært, min ven, men vi er nødt til at finde ud, hvad der skete. Vi skal have fat i den fyr, så han ikke kan gøre andre ondt.«

Julia havde stadig lukkede øjne. Stilheden i stuen var så uudholdelig, at Lena fik en ubetvingelig lyst til at sige noget meget højt. Af en eller anden grund gjorde stilheden hende nervøs.

Pludselig talte Julia. Hendes stemme var sløret. »Han narrede mig.«

Lena pressede læberne sammen. Hun måtte give pigen tid.

»Han narrede mig,« gentog Julia og kneb øjnene tættere sammen. »Jeg var på biblioteket.«

Lena kom til at tænke på Ryan Gordon. Hendes hjerte sprang et slag over. Havde hun taget fejl af ham? Var han i stand til at gøre sådan noget som det her? Måske var Julia undsluppet, mens han var i fængsel?

»Jeg skulle lave en opgave,« fortsatte Julia, »så jeg blev der til sent for at læse.« Mindet om det fik hende til at kæmpe for at få vejret.

»Træk vejret dybt,« sagde Lena, mens hun åndede dybt ind og ud sammen med Julia. »Det var fint. Bare tag det roligt.«

Så begyndte hun at græde. »Ryan var der,« sagde hun.

Lena kastede et hurtigt blik over på Jeffrey. Men han stirrede med rynkede bryn på Julia Matthews. Hun kunne næsten høre hans tanker.

»På biblioteket?« spurgte Lena stille for ikke at presse pigen.

Julia nikkede og rakte ud efter vandglasset.

»Her,« sagde Lena og hjalp hende op, så hun kunne drikke.

Pigen tog et par slurke og lod så sit hoved falde tilbage. Hun stirrede igen ud ad vinduet, det tog åbenbart sin tid for hjernen at komme op på fulde omdrejninger. Lena tilbageholdt en trang til at tromme med foden. Hun havde mest lyst til at tage fat i pigen og tvinge hende til at tale. Hun fattede ikke, hvordan Julia Matthews kunne forholde sig så passivt, når hun blev udspurgt. Hvis det havde været Lena, der lå i den seng, så havde hun kværnet løs om alle detaljerne. Hun ville have plaget enhver, der ville lytte til hende, om at finde den mand, der havde gjort det. Det ville klø i hendes fingre efter at kvæle fyren. Hun forstod ikke, hvordan Julia bare kunne ligge der.

Lena talte til 20 for at tvinge sig til at give kvinden tid. Hun havde også talt, mens hun forhørte Ryan Gordon. Det var et gammelt kneb, hun brugte for i det mindste at virke tålmodig. Da hun nåede til 50, spurgte hun: »Var Ryan der?«

Julia nikkede.

»I biblioteket?«

Hun nikkede igen.

Lena lagde igen sin hånd på Julias arm. Hun ville have holdt hende i hånden, hvis ikke den havde været bundet ind i bandager. Der var kun en antydning af pression i hendes rolige tonefald, da hun sagde: »Du så altså Ryan i biblioteket. Hvad skete der så?«

Julia reagerede på pressionen. »Vi talte lidt sammen, og så måtte jeg tilbage til mit værelse.«

»Var du vred på ham?«

Julias blik mødte Lenas. Der skete noget imellem dem, næsten som en telepatisk kommunikation. Lena vidste, at Ryan havde en eller anden kontrol over Julia, som hun gerne ville bryde. Men Lena vidste også, at selv om Ryan Gordon var et svin, så var han ikke i stand til at gøre det her ved sin kæreste.

»Skændtes I?« spurgte Lena.

»Ja, men på en måde blev vi gode venner igen.«

»På en måde? Blev I det, eller blev I det ikke?« Lena forsøgte at få det præciseret. Hun havde en fornemmelse af, hvad der var sket i biblioteket den aften. Hun kunne se Ryan Gordon for sig, mens han prøvede at presse Julia til at give ham en slags tilsagn. Men hun vidste også, at Julia var kommet til en erkendelse af, hvilken slags menneske hendes ekskæreste var. Julia havde endelig fået øjnene op for, hvordan han var. Men en, der var mere ond, end Ryan Gordon nogen sinde kunne håbe på at blive, havde ventet på hende.

»Du forlod altså biblioteket, og hvad så?«

»Der var en mand,« sagde hun. »På vej til mit værelse.«

»Hvilken vej gik du?«

»Bagvejen, rundt om landbrugsfløjen.«

»Ved søen?«

Hun rystede på hovedet. »Den anden side.«

Lena ventede på, at hun skulle fortsætte.

»Jeg stødte ind i ham, og så tabte han sine bøger, og jeg tabte mine.« Hendes stemme døde hen, men hendes vejrtrækning lød højt i stuen, nærmest som en gispen.

»Så du hans ansigt på det tidspunkt?«

»Det kan jeg ikke huske. Han stak mig.«

Lena rynkede panden. »Ligesom med en sprøjte?«

»Sådan følte jeg det, men jeg så det ikke.«

»Hvor mærkede du det?«

Hun lagde hånden på sin venstre hofte.

»Stod han bag dig, da du mærkede det?« spurgte Lena. Hvis det var tilfældet, så var han venstrehåndet ligesom Sibyls morder.

»Ja.«

»Så tog han fat i dig?« spurgte Lena. »Han løb ind i dig, og så mærkede du et stik, og så tog han dig med et eller andet sted hen?«

»Ja.«

»I sin bil?«

»Det kan jeg ikke huske,« svarede hun. »Det næste, jeg husker, er, at jeg er i en kælder.« Hun lagde hånden over øjnene og græd hjerteskærende. Hendes krop rystede af gråd.

»Så, så, tag det roligt,« trøstede Lena og lagde sin hånd over Julias. »Skal vi holde op nu? Det er dig, der bestemmer?«

Stilheden bredte sig igen bortset fra Julias vejrtrækning. Da hun igen talte, var hendes stemme en hæs, næsten uhørlig hvisken: »Han voldtog mig.«

Lena fik en klump i halsen. Det kom selvfølgelig ikke bag på hende, men den måde, Julia sagde det på, brød alle Lenas forsvarsværker ned. Hun følte sig blottet og udstillet. Hun ønskede, at Jeffrey ikke var på stuen. Af en eller anden grund fornemmede han det, så da hun kiggede op på ham, nikkede han hen mod døren. Lena formede ordet »Ja« med munden, og han forlod stuen uden et ord.

»Kan du huske, hvad der så skete?« spurgte Lena.

Julia drejede hovedet for at finde Jeffrey.

»Han er gået,« sagde Lena og prøvede at lyde selvsikker, selv om hun ikke følte sig det. »Der er kun os, Julia. Kun dig og mig, og vi har hele dagen, hvis du har brug for det. Hele weekenden. Hele året.« Hun holdt inde af skræk for, at pigen skulle føle sig fristet til at standse forhøret nu. »Du skal bare huske på, at jo før vi får alle detaljerne, des hurtigere kan vi fange fyren. Du vil da ikke have, at han skal gøre det samme over for en anden pige, vel?«

Spørgsmålet gjorde et dybt indtryk på pigen, akkurat som Lena havde regnet med. Lena vidste, at hun var nødt til at være lidt hård ved hende, ellers ville hun simpelt hen tie stille og holde detaljerne for sig selv.

Julia hulkede. Lyden fyldte stuen og ringede i Lenas ører.

»Jeg vil ikke have, at andre skal opleve det,« sagde Julia.

»Heller ikke jeg,« svarede Lena. »Du er nødt til at fortælle mig, hvad han gjorde ved dig.« Hun tav et øjeblik. »Så du på noget tidspunkt hans ansigt?«

»Nej,« svarede hun. »Jo, det gjorde jeg vel, men jeg kunne ikke skelne det. Jeg kunne ikke forbinde det med noget. Der var mørkt hele tiden.«

»Er du sikker på, at det var en kælder?«

»Der lugtede muggent,« sagde hun, »og jeg kunne høre vand, der dryppede.«

»Vand?« spurgte Lena. »Lød det som en dryppende vandhane eller måske fra en sø?«

»En vandhane,« svarede Julia. »Mest som en vandhane. Det lød …« Hun lukkede øjnene og lod sig for et par sekunder føre tilbage til stedet. »… som en metallisk klirren.« Hun forsøgte at efterligne lyden. »Plink, plink, plink, uden ophold.« Hun lagde hænderne over sine ører, som om hun kunne standse lyden.

»Lad os gå tilbage til universitetet,« sagde Lena. »Du mærkede et stik i din hofte. Og hvad så? Ved du, hvilken slags bil han kørte i?«

Hun rystede voldsomt på hovedet. »Jeg kan ikke huske det. Jeg var ved at tage mine bøger op, og det næste, jeg husker, er, at jeg var … jeg var …« Hendes stemme døde hen.

»I kælderen?« foreslog Lena. »Kan du huske noget som helst fra der, hvor du var?«

»Der var mørkt.«

»Kunne du slet ikke skimte noget?«

»Jeg kunne ikke åbne mine øjne. De ville ikke åbne.« Hun talte så lavmælt, at Lena måtte anstrenge sig for at høre, hvad hun sagde. »Jeg fløj.«

»Fløj?«

»Jeg flød ligesom på vandet. Jeg kunne høre bølgerne fra havet.«

Lena tog en dyb indånding. »Lå du på ryggen?«

Julia brød sammen og hulkede.

»Hør her, min ven,« tilskyndede Lena hende, »var han hvid? Sort? Kunne du se det?«

Hun rystede igen på hovedet. »Jeg kunne ikke åbne mine øjne. Han talte til mig. Hans stemme.« Det dirrede om hendes mund, og hendes ansigt var blevet faretruende rødt. Tårerne strømmede ned over hendes kinder. »Han sagde, at han elskede mig.« Hun gispede af panik. »Han blev ved med at kysse mig. Hans tunge …« Hun tav og græd.

Lena trak vejret dybt ind og forsøgte at få hold på sig. Hun pressede hende for hårdt. Hun talte langsomt til hundrede og sagde så: »Du har huller i hænderne og fødderne, og vi ved, at han har stukket noget igennem dem.«

Julia så på sine forbundne hænder, som om det var første gang, hun så dem. »Ja,« sagde hun. »Da jeg vågnede, var jeg sømmet fast. Jeg kunne se sømmene gå igennem, men det gjorde ikke ondt.«

»Lå du på gulvet?«

»Det tror jeg nok. Jeg følte …« – hun ledte efter ordene – »jeg følte, jeg svævede. Jeg fløj. Hvordan kunne han få mig til at flyve? Fløj jeg virkelig?«

Lena rømmede sig. »Nej,« svarede hun. »Kan du komme i tanker om nogen mennesker, måske en på universitetet eller i byen, som du føler du utryg ved, Julia?« spurgte Lena. »Eller nogen, der holdt øje med dig?«

»Der er stadig nogen, der holder øje med mig,« sagde hun og kiggede ud ad vinduet.

»Jeg holder øje med dig,« sagde Lena og drejede pigens ansigt mod sig. »Jeg holder øje med dig, Julia. Der er ingen, der gør dig fortræd igen. Forstår du det? Ingen.«

»Jeg føler mig ikke tryg,« sagde hun og begyndte igen at græde. »Han kan se mig. Jeg ved, han kan se mig.«

»Der er kun dig og mig her,« forsikrede Lena hende om. Hun talte på samme måde, som hun havde gjort til Sibyl, når hun forsikrede hende, at der ville blive draget omsorg for hende. »Når du skal af sted til Augusta, så tager jeg med dig. Jeg vil ikke lade dig ude af syne et øjeblik. Forstår du det?«

Julia virkede endnu mere skræmt på trods af Lenas forsikringer. Hendes stemme lød raspende, da hun spurgte: »Hvorfor skal jeg til Augusta?«

»Jeg ved det ikke med sikkerhed,« svarede Lena og rakte ud efter vandkanden. »Det skal du ikke bekymre dig om nu.«

»Hvem er det, der sender mig til Augusta?« spurgte Julia med dirrende læber.

»Her, drik lidt vand,« sagde Lena til hende og holdt glasset op til hendes mund. »Dine forældre kan snart være her. Du skal ikke tænke på andet end at passe på dig selv og blive rask.«

Pigen fik vandet i den gale hals, så det silede ned ad hendes hals og ned i sengen. Hun spærrede panisk øjnene op. »Hvorfor flytter I mig?« spurgte hun. »Hvad skal der ske?«

»Vi flytter dig ikke, hvis du ikke vil,« sagde Lena. »Jeg taler med dine forældre.«

»Mine forældre?«

»De kommer snart,« forsikrede Lena hende. »Alt er i orden.«

»Ved de det?« Julias stemme lød skinger. »Har I fortalt dem, hvad der er sket med mig?«

»Det ved jeg ikke,« svarede Lena. »Jeg er ikke sikker på, om de kender detaljerne.«

»Du må ikke sige noget til min far,« hulkede pigen. »Ingen må sige noget til min far, forstår du? Han må ikke vide, hvad der er sket.«

»Du har ikke gjort noget,« sagde Lena. »Din far vil ikke bebrejde dig noget, Julia.«

Julia tav, og et øjeblik efter drejede hun hovedet og kiggede ud ad vinduet med tårerne strømmende ned ad kinderne.

»Så, så,« trøstede Lena og trak nogle papirlommetørklæder ud fra æsken på bordet. Hun rakte ind over Julia og duppede vandet op fra hovedpuden. Det sidste, pigen havde brug for, var at bekymre sig om, hvordan hendes far ville reagere på det, hun havde været udsat for. Lena havde arbejdet med voldtægtsofre før. Hun kendte til den skyldfølelse, de tog på sig. Det var meget sjældent, at et offer lagde skylden på andre.

Pludselig følte Lena en uvant berøring. For sent opdagede hun, at Julia havde taget hendes pistol.

»Gå væk,« hviskede Julia. Hun holdt akavet på pistolen med sin indbundne hånd. Den vippede først mod Lena, så mod hende selv, da hun prøvede at få et bedre greb om skæftet. Lena så hen mod døren og overvejede at tilkalde Jeffrey, men Julia advarede hende. »Det gør du ikke.«

Lena holdt hænderne ud til siden uden at fjerne sig. Hun vidste, at pistolen var sikret, men hun var også klar over, at det kun ville tage pigen et sekund at afsikre den.

»Giv mig pistolen,« sagde Lena.

»Du forstår ikke noget,« sagde pigen. Tårerne vældede op i hendes øjne. »Du fatter ikke, hvad han gjorde ved mig, hvordan han …« Hun kvalte et hulk. Hun havde ikke noget fast greb om pistolen, men løbet var rettet mod Lena, og hendes finger lå på aftrækkeren. Lena følte den kolde sved springe frem, og hun kunne pludselig ikke huske, om den nu var afsikret eller ej. Men hun vidste, at der var en kugle i alle kamrene. Så når den blev afsikret, ville et let tryk på aftrækkeren affyre våbnet.

Lena forsøgte at lyde rolig. »Hvad er det, jeg ikke forstår, min ven?«

Julia tippede pistolen tilbage mod sit hoved. Hun fumlede med den og var lige ved at tabe den, men lod så løbet hvile mod sin hage.

»Det skal du ikke gøre,« bad Lena hende. »Vær nu sød at give mig pistolen. Den er ladt.«

»Jeg kender til pistoler.«

»Julia, vær nu sød,« bad Lena. Hun var nødt til at få pigen til at blive ved med at tale. »Hør nu her.«

Der bredte sig et lille smil på pigens ansigt. »Min far plejede at tage mig med på jagt. Jeg hjalp ham med at rense hans geværer.«

»Julia …«

»Da jeg var der …« Hun undertrykte en hulken. »Da jeg var sammen med ham.«

»Manden? Ham, der bortførte dig?«

»Du ved ikke, hvad han gjorde.« Hendes hals snørede sig sammen, så hun næsten ikke kunne få ordene frem. »De ting, han gjorde ved mig. Du har ingen anelse om det.«

»Det gør mig så ondt,« sagde Lena og ville læne sig frem, men der var noget i Julia Matthews’ øjne, der naglede hende fast. Det var ikke nogen god idé at udfordre pigen.

»Jeg vil ikke lade ham gøre dig fortræd igen, Julia. Det lover jeg,« sagde Lena.

»Du forstår det ikke,« græd pigen og lod pistolen glide op til kløften i hagen. Hun kunne næsten ikke holde på våbnet, men det betød ikke noget på så tæt hold, tænkte Lena.

»Åh, min skat, lad være med det,« sagde Lena og skævede hen til døren. Jeffrey stod lige ude på den anden side. Hun kunne måske alarmere ham, uden at Julia bemærkede det.

»Lad være,« sagde Julia, som om hun havde læst Lenas tanker.

»Du må ikke gøre det,« sagde Lena. Hun prøvede at få sin stemme til at lyde fast og bestemt, men sandheden var, at Lena kun havde sin viden om den slags situationer fra lærebøgerne. Hun havde aldrig talt nogen fra at begå selvmord.

»Den måde, han rørte ved mig på. Den måde, han kyssede mig på.« Hendes stemme knækkede over. »Du fatter det ikke.«

»Hvad?« spurgte Lena og førte langsomt sin hånd hen mod pistolen. »Hvad fatter jeg ikke?«

»Han …« Der steg en dyb klynken op fra hendes bryst. »Han elskede med mig.«

»Han …«

»Han elskede med mig,« gentog hun i en hvisken, der gav genlyd på stuen. »Ved du, hvad det betyder?« spurgte hun. »Han blev ved med at sige, at han ikke ville gøre mig fortræd. Han ville elske med mig. Og det gjorde han.«

Lena åbnede munden, men hun kunne ikke finde de rigtige ord. Hun troede ikke sine egne ører. »Hvad siger du?« spurgte hun vel vidende, at hun lød noget skarp. »Hvad mener du?«

»Han elskede med mig,« gentog Julia. »Den måde han rørte ved mig på.«

Lena rystede på hovedet som for at udslette ordene. Hun var ikke i stand til at undertrykke en vantro undertone i sin stemme, da hun sagde: »Siger du, at du nød det?«

Der lød et klik, da Julia afsikrede pistolen. Lena var alt for chokeret til at bevæge sig, men på en eller anden måde lykkedes det hende at nå hen til Julia, et sekund før hun trak på aftrækkeren. Lena kiggede ned i samme øjeblik, som Julia Matthews’ hoved eksploderede under hende.

Vandstrålerne fra brusebadet stak som nåle i Lenas hud. Vandet var brændende varmt, men ikke ubehageligt. Hendes knæ gav efter, og hun lod sig glide ned i bunden af brusekabinen. Hun trak knæene op til brystet og lukkede øjnene, mens vandet slog mod hendes bryst og ansigt. Hun bøjede sig forover. Hun følte sig som en kludedukke. Vandet trommede mod hendes hoved og ned over nakken, men hun var ligeglad. Kroppen tilhørte ikke længere hende. Hun var tom. Der var ingenting, der længere betød noget for hende, ikke hendes arbejde, ikke Jeffrey, ikke Hank Norton og slet ikke hende selv.

Julia Matthews var død, ligesom Sibyl. Lena havde svigtet dem begge.

Vandet begyndte at blive koldt, og det prikkede i hendes hud. Lena slukkede for vandet og tørrede sig rent mekanisk i et håndklæde. Hun følte sig stadig beskidt, selv om det var anden gang i løbet af fem timer, hun tog et brusebad. Hun havde også en mærkelig smag i munden. Lena var ikke sikker på, om det bare var noget, hun bildte sig ind, eller om der var kommet noget ind i hendes mund, da Julia affyrede pistolen.

Der gik en skælven gennem hende ved tanken om det.

»Lee?« Hank kaldte på hende uden for badeværelsesdøren.

»Jeg kommer nu,« svarede hun og pressede tandpasta ud på sin tandbørste. Hun kiggede på sig selv i spejlet, mens hun forsøgte at skrubbe den dårlige smag ud af munden. Ligheden med Sibyl var forsvundet. Der var ikke noget tilbage af hendes søster.

Lena tog sin badekåbe og sine morgensko på og gik ned til køkkenet. Uden for køkkendøren måtte hun støtte sig til væggen. Hun følte sig svimmel og havde kvalme, men tvang sig til at gå videre. Kroppen brændte efter at give efter, brændte efter at give op, men Lena vidste, at så snart hendes hoved ramte hovedpuden, ville hun være lysvågen, og billederne af Julia Matthews, der skød sig selv, ville flimre for hendes øjne. Pigen havde kigget på Lena, da hun trak på aftrækkeren. Deres blikke var låst fast i hinanden, og Lena behøvede ikke at se på pistolen for at vide, at den unge pige ville begå selvmord.

Hank sad ved bordet i køkkenet og drak en cola. Han rejste sig, da hun trådte ind. Lena følte en snert af skam og magtede ikke at møde hans blik. Hun havde følt sig stærk, da Frank kørte hende hjem. Hun havde ikke mælet et ord til sin makker eller nævnt noget om, at grå stænk og blod stadig klæbede sig til hende som varmt voks til trods for, at hun havde vasket sig på hospitalet. Der lå knoglesplinter i hendes brystlomme, og hun kunne fornemme blodet dryppe fra sit ansigt, selv om hun havde tørret sig. Det var først, da hoveddøren havde lukket sig bag hende, at hun brød sammen. Hank havde været der, og hun følte sig stadig flov over, at hun havde ladet ham holde om hende, mens hun hulkede. Hun kunne slet ikke kende sig selv igen. Hvem var dog denne svage person?

Lena stirrede ud ad vinduet. »Det er blevet mørkt.«

»Du har sovet længe,« sagde Hank og gik hen til komfuret. »Vil du have en kop te?«

»Ja,« svarede Lena, selv om hun overhovedet ikke havde sovet. Når hun lukkede øjnene, genoplevede hun det, der var sket. Hvis hun aldrig sov mere, ville hun have det fint.

»Din chef har ringet for at høre til dig,« sagde Hank.

»Jaså,« svarede Lena og satte sig ved bordet med det ene ben trukket op under sig. Hun spekulerede på, hvad Jeffrey mon tænkte. Han havde stået ude i gangen og ventet på, at Lena skulle kalde ham ind, da han hørte skuddet. Hun huskede hans chokerede udtryk, da han stormede ind ad døren. Lena stod stadig bøjet over Julia med hud, knoglesplinter og blod sejlende ned over sit bryst og ansigt. Jeffrey havde trukket hende væk og klappet ned over hendes krop for at sikre sig, at hun ikke var blevet ramt. Mens han gjorde det, havde Lena stået tavs og ubevægelig, ude af stand til at fjerne blikket fra det, der var tilbage af Julia Matthews’ ansigt. Den unge pige havde sat pistolen under sin hage og blæst baghovedet ud. Der var et skudhul en meter nede ad væggen, som var oversplattet. Jeffrey havde tvunget Lena til at blive på stuen, mens han trak hvert ord, Julia var kommet med, ud af hende. Han udspurgte hende om enhver detalje, mens hun fortalte. Hun kunne hverken styre sine skælvende læber eller de ord, der kom ud af hendes mund.

Lena skjulte ansigtet i hænderne. Hun lyttede, mens Hank fyldte kedlen, og hørte klikket fra den elektriske tænder, da han tændte for gasblusset.

Hank satte sig over for hende med foldede hænder. »Hvordan går det?« spurgte han.

»Jeg ved det ikke.« Hun hørte sin stemme i det fjerne. Pistolen var gået af lige ud for hendes øre. Det ringede ikke længere for ørerne, men enhver lyd var stadig som en dump smerte.

»Ved du, hvad jeg tænker på?« spurgte Hank og lænede sig tilbage i stolen. »Kan du huske dengang, du faldt ned fra verandaen?«

Lena stirrede uforstående på ham. Hvor ville han hen med det? »Ja.«

»Nå ja.« Han trak på skuldrene, og uvist af hvilken grund smilede han. »Sibyl skubbede dig.«

Lena var ikke sikker på, om hun havde hørt rigtigt. »Hvad siger du?«

»Hun skubbede dig. Jeg så det,« forsikrede han Lena.

»Skulle hun have skubbet mig ned fra verandaen?« Lena rystede på hovedet. »Hun forsøgte at forhindre mig i at falde.«

»Hun var blind, Lee, hvordan skulle hun kunne se, at du var ved at falde?«

Lena tav. Der var noget om det, han sagde. »Jeg fik seksten sting i mit ben.«

»Det ved jeg.«

»Skubbede hun mig virkelig?« spurgte Lena. Hendes stemme lød lidt for høj. »Hvorfor gjorde hun det?«

»Det ved jeg ikke. Måske ville hun bare drille.« Hank lo. »Du skreg så højt, at jeg troede, alle naboerne ville komme styrtende.«

»Jeg tvivler på, at nogen af naboerne ville komme, om de så hørte en skudsalve,« bemærkede Lena tørt. Hank Nortons naboer havde ret hurtigt opdaget, at de kunne forvente postyr fra hans hus både dag og nat.

»Kan du huske den dag ved stranden?« begyndte Hank.

Lena så indgående på ham for at finde ud af, hvorfor han bragte det på bane. »Hvornår?«

»Da du ikke kunne finde dit løbehjul?«

»Det røde?« spurgte Lena. »Nu skal du ikke fortælle mig, at hun skubbede det ud over balkonen.«

Han lo. »Nej, hun tabte det i svømmebassinet.«

»Hvordan kan man tabe et løbehjul i et svømmebassin?«

Han slog afværgende ud med hånden. »Det var nok nogle unger, der tog det. Men sagen er, at det var dit. Du havde sagt til hende, at hun ikke måtte tage det, men det gjorde hun, og hun mistede det.«

Lena følte modstræbende en byrde blive fjernet fra hendes skuldre. »Hvorfor fortæller du mig alt det?« spurgte hun.

Han trak igen på skuldrene. »Jeg ved det ikke. Jeg kom bare til at tænke på det her til morgen. Kan du huske den skjorte, hun plejede at gå med? Den med de grønne striber?«

Lena nikkede.

»Den havde hun stadig.«

»Nej,« sagde Lena overrasket. De havde sloges om den skjorte i hele gymnasietiden, indtil Hank havde afgjort sagen ved lodtrækning. »Hvorfor beholdt hun den?«

»Det var hendes,« svarede Hank.

Lena stirrede på sin onkel. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige.

Han rejste sig og tog et krus i køkkenskabet. »Vil du være lidt alene, eller vil du have, jeg bliver?«

Lena overvejede det et øjeblik. Hun havde brug for at være alene for at samle sine tanker. Det kunne hun ikke, når der var andre til stede, da slet ikke Hank. »Tager du tilbage til Reece?«

»Jeg havde regnet med at tage over til Nan i aften og hjælpe hende med at rydde lidt ud.«

Lena følte en snert af panik. »Hun smider da ikke noget ud, vel?«

»Nej, selvfølgelig ikke. Hun vil bare gennemgå tingene, samle Sibyls tøj og sådan.« Han lænede sig mod køkkenbordet med armene over kors. »Og det skal hun ikke gøre alene.«

Lena stirrede på sine hænder. Der sad noget under neglene. Hun kunne ikke se, om det var snavs eller blod. Hun stak en finger i munden og rensede neglen med en tand.

Hank betragtede hende. »Du kan jo komme over senere, hvis du har lyst,« sagde han.

Lena rystede på hovedet og bed i neglen. Om hun så skulle rive den af ved roden, skulle hun have blodet væk. »Jeg skal tidligt op på arbejde i morgen,« løj hun.

»Kom, hvis du skifter mening.«

»Måske,« mumlede hun med fingeren i munden. Pludselig smagte hun blod, og til sin overraskelse så hun, det var hendes eget. Hun havde bidt negleroden af, og der bredte sig en blodstribe langs neglen.

Hank stod et øjeblik og iagttog hende, så tog han sin frakke, der hang over stoleryggen. De havde været igennem den slags før, selv om han måtte indrømme, at det ikke havde været i denne målestok. Det var som en gammel, velkendt dans, hvor de begge kendte trinene. Hank tog et trin frem og Lena tog to tilbage. Men det var ikke lige øjeblikket til at ændre på det.

»Du ved, du kan ringe til mig, hvis du har brug for mig, ikke?« sagde han.

»Mm-hm,« mumlede Lena og pressede læberne sammen. Hun var lige ved at græde, men hun ville ikke at bryde sammen foran Hank igen.

Det var, som om han kunne mærke det, for han lagde en hånd på hendes skulder og kyssede hende på håret.

Lena blev siddende med bøjet hoved, indtil hun hørte klikket, da hoveddøren lukkedes. Hun sukkede dybt, da hun hørte Hanks bil køre ud af indkørslen.

Det dampede fra kedlen, men den var ikke begyndt at fløjte endnu. Lena var ikke særlig vild med te, men hun ledte alligevel i køkkenskabet efter teposerne. Hun fandt en æske Tummy Mint, da det i det samme bankede på døren.

Hun regnede med, at det var Hank, så hun blev noget overrasket, da hun åbnede døren.

»Åh, hej,« sagde hun og gned sig på øret ved en pludselig hyletone. Det gik op for hende, at det var fløjten på kedlen. »Vent lige lidt.«

Hun var ved at slukke for gassen, da hun fornemmede en bag sig, og så mærkede hun et stik i venstre lår.

17

Sara stod med armene over kors foran liget af Julia Matthews. Hun kiggede på pigen og forsøgte at vurdere hende rent klinisk, prøvede at adskille den pige, hvis liv hun havde reddet, fra den døde kvinde på bordet. Det snit, Sara havde lagt for at komme ind til Julias hjerte, var endnu ikke helet, og de sorte suturer var stadig stive af indtørret blod. Der var et lille hul under kvindens hage. Små brandsår rundt om såret viste, at pistolløbet var presset ind mod hagen, da pistolen blev affyret. Et gabende hul i pigens baghoved viste, hvor kuglen var gået ud. Knoglesplinter hang ned fra det åbne kranium og lignede makabert pynt på et blodigt juletræ. Der hang stadig en lugt af krudt i luften.

Julia Matthews’ krop lå på obduktionsbordet, ligesom Sibyl Adams’ havde gjort for kun et par dage siden. Ved hovedenden af bordet var der en vandhane med en gummislange tilsluttet. Ovenover hang der en vægt til organer. Den lignede dem, grønthandlerne bruger til at veje frugt og grønt. Ved siden af var der et bord med alle remedierne til obduktionen: en skalpel, en 40 centimeter lang, skarp kniv, et par lige så skarpslebne sakse, en pincet eller »opsamler«, en Stryker-sav til knogler og en langskaftet beskæringssaks af den type, man normalt finder i et udhus ved siden af græsslåmaskinen. Cathy Linton havde sådan en derhjemme, og da Sara så sin mor bruge den til at beskære azaleaer, havde det slået hende, at hun kunne bruge sådan en i lighuset til at klippe brystkassen op med.

Sara foretog rent mekanisk det, der var nødvendigt for at gøre Julia Matthews’ krop parat til obduktionen. Hendes tanker var ved aftenen før, da Julia Matthews lå på Saras bil, og senere, da de havde reddet hendes liv, og hun fik en ny chance i livet.

Det havde aldrig generet Sara at obducere, hun havde aldrig følt sig ilde berørt ved døden. Det at åbne en krop var som at åbne en bog; man kunne læse mange ting af væv og organer. I døden stod kroppen til rådighed for en dybtgående undersøgelse. Grunden til, at Sara havde taget imod stillingen som retsmediciner, var blandt andet at hun var begyndt at kede sig i sit job på klinikken. Der var store udfordringer i at være retsmediciner. Man fik mulighed for at uddybe sine færdigheder, lære noget nyt og hjælpe andre mennesker. Men det skar Sara i hjertet ved tanken om at skulle skære i Julia Matthews’ krop og dermed udsætte den for mere vold.

Sara kiggede igen på det, der var tilbage af Julia Matthews’ hoved. Det var totalt uforudsigeligt, hvad resultatet blev ved et skud i hovedet. De fleste ofre endte i koma og lå hen som en grøntsag, fordi den moderne videnskab var i stand til at holde dem i live, hvilket netop var det, de havde fravalgt. Men for Julia Matthews var det lykkedes, da hun satte pistolen under hagen og trykkede af. Projektilet var trængt ind i hendes kranium i en opadgående bane, havde smadret kilebenet, pløjet langs lateral cerebral fissur og var gået lige ud gennem nakkeknoglen. Hele baghovedet var væk, så man kunne se direkte ind i kraniet. Denne gang havde Julia Matthews for alvor villet gøre en ende på sit liv i modsætning til hendes tidligere forsøg. Der var ingen tvivl om, at pigen havde vidst, hvad hun gjorde.

Det vendte sig i Saras mave. Hun havde lyst til at ruske liv i pigen, tvinge hende til at leve, spørge hende, hvordan hun kunne gå alt det igennem, som hun havde gjort i de sidste dage, og så bare ende med at tage sit liv. Men det så ud til, at de rædsler, Julia Matthews havde overlevet, alligevel var endt med at dræbe hende.

»Er der noget galt?« spurgte Jeffrey med et bekymret blik på hende.

»Nej,« fik Sara frem. Der var måske noget galt. Hun følte sig som et åbent sår, der ikke ville hele. Hun vidste, at hvis Jeffrey lagde an på hende, så ville hun tage ham på ordet. Det eneste, hun kunne tænke på nu, var, hvordan det ville føles at ligge i hans favn, at mærke hans læber mod sine og hans tunge i sin mund. Hendes krop længtes efter ham, som hun ikke havde længtes efter ham i årevis. Det var ikke kun sex, hun ønskede, det var trygheden i hans nærvær. Hun ønskede at føle sig beskyttet. Hun ønskede at tilhøre ham. Men det var længe siden, Sara havde fundet ud af, at Jeffrey kun kunne give hende det igennem sex.

»Sara?« spurgte Jeffrey fra den anden side af bordet.

Hun åbnede munden, overvejede, om hun skulle sige, hvad hun følte, men lod alligevel være. Der var sket så meget i løbet af de sidste år. Der var så meget, der var ændret. Den mand, hun ville have, eksisterede ikke længere. Sara var ikke engang sikker på, om han nogen sinde havde gjort det.

Hun rømmede sig. »Ja?«

»Vil du helst være fri?« spurgte han.

»Nej,« svarede Sara kort for hovedet, vred på sig selv over, at hun kunne tro, hun havde brug for ham. Sandheden var, at det havde hun ikke. Hun var nået langt uden ham. Og hun kunne med garanti komme langt videre.

Hun satte foden på knappen til diktafonen og begyndte: »Dette er et ubalsameret lig af en tynd, men velbygget, velplejet, ung hvid kvinde. Hun vejer …« – Sara kiggede på tavlen bag Jeffreys skulder, hvor hun havde gjort sine notater – »… 51 kilo og er 1,62 høj.« Hun slukkede for diktafonen med foden og tog en dyb indånding for at klare tankerne. Hun havde svært ved at få vejret.

»Sara?«

Hun tændte igen for diktafonen og rystede på hovedet. Den sympati, hun så inderligt havde ønsket for et par minutter siden, var nu blevet til irritation. Hun følte sig blottet.

»Den afdødes udseende er i overensstemmelse med den opgivne alder på toogtyve,« dikterede hun. »Kroppen har været nedkølet i tre timer og er kold at røre ved.« Sara tav og rømmede sig. »Rigor mortis er indtruffet og fikseret i de øverste og nederste ekstremiteter, og der ses livor mortis på den bageste del af kroppen og ekstremiteterne, dog ikke, hvor de har været udsat for tryk.«

Og sådan fortsatte den kliniske beskrivelse af en kvinde, som for kun få timer siden havde været kvæstet, men i live, og som for et par uger siden havde været tilfreds om end ikke lykkelig. Sara beskrev Julia Matthews ydre fremtoning, mens hun forestillede sig, hvad kvinden måtte have gennemgået. Var hun ved bevidsthed, da hendes fortænder blev trukket ud, så forbryderen kunne voldtage hende i munden? Var hun ved bevidsthed, da hendes endetarmsåbning blev flået op? Overdøvede narkotikummet smerterne, da hun blev sømmet til gulvet? En obduktion kunne kun afsløre den fysiske overlast; hendes psykiske tilstand og grad af bevidsthed ville forblive et mysterium. Der var ingen, der ville få at vide, hvad der foregik i hendes hoved, da hun blev overfaldet. Ingen ville nogen sinde finde ud af, hvad denne pige havde set. Sara kunne kun gætte, men hun brød sig ikke om de billeder, et sådant gætteri manede frem. Hun så igen sig selv ligge på hospitalsbåren. Hun så igen, at hun blev undersøgt.

Sara tvang sit blik op fra den døde krop. Hun var rystet og følte sig ved siden af sig selv. Jeffrey stod med et underligt udtryk i ansigtet og kiggede på hende. »Hvad er der?« spurgte hun.

Han rystede på hovedet, men fastholdt blikket på hende.

»Vil du …« begyndte Sara, men måtte rømme sig for at blive klumpen i halsen kvit. »Vil du ikke nok lade være med at se sådan på mig?« Hun ventede forgæves, men han forstod åbenbart ikke, hvad hun mente.

»Hvordan ser jeg på dig?« spurgte han.

»Begærligt,« svarede hun, men det var ikke rigtigt. Han så på hende, sådan som hun havde ønsket, at han skulle se på hende. Hans udtryk udstrålede ansvarlighed, som om der ikke var noget, han hellere ville end tage sig af det hele og gøre alting bedre. Hun hadede sig selv, fordi hun så gerne ville have det.

»Det var ikke bevidst,« sagde han.

Hun rev sine handsker af. »Det er i orden.«

»Jeg er bekymret for dig, Sara. Hvad er det, der er galt? Jeg vil gerne tale med dig om det?«

Sara gik over til depotskabet. Hun ville ikke føre denne samtale hen over Julia Matthews’ lig. »Det kommer du aldrig mere til, og kan du huske hvorfor?«

Hun kunne lige så godt have slået ham, hans ansigtsudtryk ville have været det samme. »Jeg er aldrig holdt op med at holde af dig.«

Hun sank i et forsøg på at bevare sin selvkontrol. »Tak.«

»Nogle gange,« begyndte han, »når jeg vågner op om morgenen, glemmer jeg, at du ikke er der. Jeg glemmer, at jeg har mistet dig.«

»Ligesom da du glemte, du var gift med mig?«

Han gik hen imod hende, men hun veg tilbage, indtil hun næsten stødte ind i skabet. Han stod lige foran hende med hænderne på hendes arme. »Jeg elsker dig stadig.«

»Det er ikke nok.«

Han gik nærmere. »Hvad er så?«

»Jeffrey,« sagde hun. »Lad nu være.«

Til sidst trak han sig væk, og hans tone var skarp, da han sagde: »Hvad mener du?« Han refererede til liget. »Tror du, du kan finde noget?«

Sara lagde armene over kors for at beskytte sig. »Jeg tror, hun tog sine hemmeligheder med i døden.«

Jeffrey sendte hende et besynderligt blik, sikkert fordi Sara ellers ikke var den, der forfaldt til melodramatiske bemærkninger. Hun tog sig sammen for at være mere, som hun plejede at være, og for at opføre sig mere professionelt, men selve tanken om det trak store veksler på hendes følelser.

Hun holdt hånden rolig, da hun lagde det forskriftsmæssige Y-snit over kvindens bryst. Da hun trak huden til side, blev lyden forstærket til en hvinen i hendes hoved. Hun prøvede at tale den væk. »Hvordan klarer hendes forældre det?«

»Du kan ikke forestille dig, hvor forfærdeligt det var at skulle fortælle dem, at hun var blevet voldtaget. Og så det her,« sagde han og pegede på liget. »Det var frygteligt.«

Saras tanker gik igen på flugt. Hun så sin far stå bøjet over en hospitalsseng, mens hendes mor stod bagved med armene om ham. Hun lukkede øjnene et sekund for med en viljesanspændelse at fortrænge billedet. Hun ville ikke være i stand til at gennemføre det her, hvis hun blev ved med at sætte sig i Julias sted.

»Sara?« spurgte Jeffrey.

Sara kiggede op og opdagede til sin overraskelse, at hun var holdt op med at obducere. Hun stod med korslagte arme foran liget. Jeffrey ventede tålmodigt uden at stille det mest åbenlyse spørgsmål.

Sara gik i gang igen. Hun tog skalpellen og begyndte at diktere. »Kroppen er åbnet med det normale Y-snit, og organerne i bryst- og bughule ligger anatomisk korrekt.«

Da hun holdt inde, begyndte Jeffrey igen at tale. Heldigvis valgte han denne gang et andet emne. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med Lena,« sagde han.

»Hvordan det?« spurgte Sara. Hun var glad for at høre lyden af hans stemme.

»Hun har det skidt,« sagde han. »Jeg bad hende holde et par dage fri.«

»Tror du, hun gør det?«

»Ja, det tror jeg faktisk.«

Sara tog saksen og klippede hurtigt hjertesækken op. »Nå, men hvad er så problemet?«

»Hun er på randen af et sammenbrud. Jeg kan se det, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.« Han pegede på Julia Matthews. »Jeg vil ikke have, at hun ender på den måde.«

Sara så granskende på ham over brillekanten. Hun kunne ikke afgøre, om det var en billig lommefilosofi, der skulle skjule hans bekymring for Sara ved, at han foregav bekymring for Lena, eller om han virkelig gerne ville have et råd med hensyn til Lena.

Hun gav ham et svar, der kunne passe til begge dele. »Lena Adams?« Hun rystede på hovedet. Én ting var hun i hvert fald sikker på. »Hun vil kæmpe til det sidste. Folk som Lena begår ikke selvmord. De myrder andre mennesker, men ikke sig selv.«

»Det ved jeg godt,« svarede Jeffrey. Han sagde ikke noget, mens Sara med et fast greb fjernede mavesækken.

»Det her er ikke særlig delikat,« advarede hun og lagde mavesækken i den rustfri stålskål. Jeffrey havde overværet adskillige obduktioner, så han kendte den stinkende lugt fra mave-tarmkanalen.

»Hov,« udbrød Sara overrasket. »Se her!«

»Hvad er det?«

Hun trådte et skridt til side, så han kunne se indholdet af mavesækken. Fordøjelsesvæskerne var sorte og plumrede, så hun brugte en sigte til at udskille indholdet.

»Hvad er det?« gentog han.

»Jeg ved det ikke. Måske en slags frø,« sagde Sara til ham og brugte en ‘opsamler’ til at fjerne et. »Jeg tror, vi skal tilkalde Mark Webster.«

»Her,« sagde Jeffrey og holdt en bevispose frem.

Hun lod frøet falde ned i posen. »Tror du, han ønsker at blive taget?« spurgte hun.

»De vil vel alle fanges, ikke?« spurgte han retorisk. »Se bare, hvordan han efterlod dem. De lå begge på halvoffentlige steder, og de var begge stillet til skue. Han tænder lige så meget på risikoen som på noget andet.«

»Ja,« indrømmede hun. Hun ville ikke sige mere; hun ønskede ikke at komme ind på de modbydelige detaljer. Hun ville bare gøre sit arbejde færdigt og så komme ud herfra, væk fra Jeffrey.

Men sådan så Jeffrey åbenbart ikke på det. »Frøene virker forholdsvist stærkt, ikke?« spurgte han.

Sara nikkede.

»Tror du, hun var bedøvet, mens han voldtog hende?«

»Det tør jeg slet ikke gætte på,« svarede hun sandfærdigt.

Han tav, som om han ikke vidste, hvordan han skulle formulere det, han ville sige.

»Hvad er der?« spurgte hun.

»Lena,« svarede han. »Julia fortalte Lena, at hun havde nydt det.«

»Hvad siger du?« Sara rynkede brynene.

»Ja, måske ikke lige, at hun nød det, men at han elskede med hende.«

»Han trak hendes tænder ud og flænsede hendes endetarmsåbning. Hvad har det at gøre med at elske?«

Han trak på skuldrene, som om svaret gik hen over hovedet på ham. »Han sørgede måske for, at hun var så bedøvet, at hun ikke mærkede noget. Måske vidste hun ikke, hvad der var sket, før bagefter,« sagde han.

Sara så ud til at overveje det. »Det er jo muligt,« sagde hun, ilde til mode ved tanken.

»Nå, men det var i hvert fald det, hun sagde,« svarede han.

Der var stille i lokalet bortset fra kompressoren til fryseren. Sara gik videre med obduktionen. Hun brugte klemmer til at adskille tyktarmen og tyndtarmen. Da hun løftede dem ud, lå de slatne som spaghetti i hendes hænder. Julia Matthews havde ikke spist noget nævneværdigt i sine sidste dage. Hendes tarmsystem var stort set tomt.

»Lad os nu se,« sagde Sara og placerede tarmene i grønthandlerskålen for at veje dem. Der lød et metallisk klik, som når man smider en mønt i et tinkrus.

»Hvad var det?« spurgte Jeffrey.

Sara svarede ikke. Hun tog tarmene op og lagde dem tilbage igen. Lyden kom igen sammen med en lille metallisk vibration i vægten. »Der er noget derinde,« mumlede Sara og gik over til lyskassen, der var monteret på væggen. Hun tændte lyset med albuen, så røntgenbillederne af Julia Matthews blev oplyst. Billederne af hendes bækken hang i midten.

»Kan du se noget?« spurgte Jeffrey.

»Hvad det end er, så er det i tyktarmen,« svarede Sara og kiggede på noget, der lignede en splint i den nedre halvdel af endetarmen. Hun havde ikke bemærket det lille mærke før eller havde troet, at det var en fejl i billedet. Det transportable røntgenapparat i lighuset var gammelt og ikke helt til at stole på.

Sara studerede billedet et øjeblik til og gik så tilbage til vægten. Hun adskilte den nederste del af tyndtarmen ved dens indmunding i tyktarmen og tog sidstnævnte med hen for enden af bordet. Først skyllede hun sine hænder rene for blod under vandhanen, så klemte hun med fingrene fra den nederste del af tyktarmen og opefter for at finde den genstand, der havde forårsaget lyden. Hun mærkede noget hårdt cirka tolv centimeter oppe,

»Ræk mig skalpellen,« sagde hun og rakte hånden ud. Jeffrey parerede ordre og så til, mens hun arbejdede.

Sara lagde et lille snit, og den ramme odeur strømmede ud i lokalet. Jeffrey veg tilbage, men det kunne Sara ikke tillade sig. Hun anvendte en ‘opsamler’ til at fjerne genstanden, som var godt en centimeter lang. Da hun skyllede den ren under vandhanen, viste det sig at være en lille nøgle.

»En nøgle til håndjern?« spurgte Jeffrey, mens han lænede sig ind over for bedre at kunne se.

»Ja,« svarede Sara. Hun følte sig svimmel. »Den er blevet presset op i endetarmen gennem anus.«

»Hvorfor?«

»Jeg går ud fra, det var meningen, vi skulle finde den,« svarede Sara. »Er du sød at tage en bevispose.«

Jeffrey hentede en og holdt den åben, så hun kunne lade nøglen falde ned i den. »Tror du, vi finder noget på den?«

»Bakterier,« svarede hun. »Hvis du tænker på fingeraftryk, så tvivler jeg meget på det.« Hun kneb munden sammen, mens hun tænkte det igennem. »Sluk loftslyset, bare et øjeblik.«

»Hvad tænker du på?«

Sara gik hen til lyskassen og slukkede for den med albuen. »Jeg tror, at han stak nøglen op på et forholdsvis tidligt tidspunkt. Den har skarpe kanter, så den rev måske kondomet i stykker.«

Jeffrey gik over til lyskontakten, mens Sara krængede sine handsker af. Hun tog det ultraviolette lys, som kunne afsløre spor af sperm.

»Klar?« spurgte han.

»Ja,« svarede hun, og så slukkede han lyset i loftet.

Sara blinkede et par gange for at vænne øjnene til det unaturlige lys. Hun lod langsomt det ultraviolette lys glide langs det snit, hun havde lagt i tarmen. »Hold den,« sagde hun til Jeffrey og gav ham lampen. Hun tog hurtigt et nyt par handsker på og forlængede snittet med skalpellen. Der viste sig en lille violet lomme i åbningen.

Jeffrey udstødte et lille suk, som om han havde holdt vejret. »Er det nok til en dna-analyse?«

Sara stirrede på den lille, lysende, violette plet. »Det tror jeg.«

Sara listede igennem sin søsters lejlighed og lyttede ved soveværelsesdøren for at sikre sig, at Tessa var alene, før hun gik ind.

»Tessie?« hviskede hun og rystede hende blidt.

»Hvad er der?« knurrede Tessa og vendte sig om. »Hvad er klokken?«

Sara så over på uret på natbordet. »Omkring to.«

»Hvad er der?« gentog Tessa og gned øjnene. »Hvad er der galt?«

»Ryk dig lidt,« sagde Sara.

Tessa rykkede sig og holdt dynen op for Sara. »Hvad er der galt?«

Sara svarede ikke. Hun trak dynen op under hagen.

»Er der noget i vejen?« spurgte Tessa igen.

»Der er ikke noget i vejen.«

»Er pigen virkelig død?«

Sara lukkede øjnene. »Ja.«

Tessa satte sig op i sengen og tændte lyset. »Vi er nødt til at tale sammen, Sara.«

Sara lagde sig om på siden med ryggen til sin søster. »Jeg vil ikke tale.«

»Nå, men det vil jeg,« svarede Tessa og trak dynen af Sara. »Sæt dig op.«

»Lad være med at herse med mig,« sagde Sara irriteret. Hun var kommet her for at finde tryghed, så hun kunne sove, og ikke for at blive hundset med af sin lillesøster.

»Sara,« begyndte Tessa, »du er nødt til at fortælle Jeffrey, hvad der skete.«

Sara satte sig vredt op. Hvorfor skulle de nu begynde på det igen? »Nej,« svarede hun og kneb læberne sammen.

»Ved du, Sara,« sagde Tessa med fast stemme, »at Hare fortalte mig om pigen. Han fortalte mig, at hun havde tape over munden, og hvordan hun lå på bilen.«

»Han burde ikke fortælle dig den slags.«

»Han fortalte det ikke som sladder,« sagde Tessa vredt og steg ud af sengen.

»Hvorfor er du så skidesur på mig?« forlangte Sara at få at vide og stod også ud af sengen. De stod på hver sin side af sengen og stirrede på hinanden.

Sara satte hænderne i siden. »Det er ikke min skyld. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for den pige, men hun kunne ikke leve med det, der var sket, og det var hendes valg.«

»Fedt valg, hva’? Det er åbenbart bedre at skyde sig en kugle for panden end at holde oplysninger tilbage.«

»Hvad fanden mener du med det?«

»Du ved, hvad jeg mener,« snerrede Tessa. »Du er nødt til at fortælle det til Jeffrey.«

»Det vil jeg ikke.«

Tessa lagde armene over kors, kiggede op og ned ad hende og sagde truende: »Hvis du ikke gør det, så gør jeg.«

»Hvad siger du?« gispede Sara og tabte chokeret underkæben. Hun ville være blevet mindre rystet, hvis Tessa havde slået hende. »Det gør du ikke.«

»Jo, jeg gør,« svarede Tessa fuldstændig afklaret. »Og hvis jeg ikke gør det, så gør mor det.«

»Har du og mor udtænkt den lille luskede plan?« Sara lo glædesløst. »Jeg går ud fra, at far også er med i den?« Hun slog ud med armene og gik frem og tilbage på den lille plads mellem væggen og sengen. »Hele min familie har rottet sig sammen mod mig.«

»Vi har ikke rottet os sammen,« indvendte Tessa. »Vi forsøger at hjælpe dig.«

»Det, der skete for mig,« begyndte Sara i et kort og koncist tonefald, »har ikke noget at gøre med, hvad der skete med Sibyl Adams og Julia Matthews.« Hun lænede sig ind over sengen og sendte Tessa et advarende blik. De var begge i stand til at spille dette spil.

»Det kan du ikke afgøre,« svarede Tessa.

Sara var ved at koge over af vrede. »Vil du have, at jeg skal fortælle dig, hvad forskellen er, Tessie? Vil du vide, hvad jeg ved om de to sager?« Hun gav ikke sin søster tid til at svare. »For det første var der ingen, der skar et kors i mit bryst og efterlod mig på et toilet.« Hun holdt inde. Hun vidste, hvilken virkning hendes ord ville få. Men hvis Tessa ønskede at provokere hende, kunne hun sagtens slå tilbage.

»For det andet,« fortsatte Sara, »var der ingen, der slog mine fortænder ud for at kunne dyrke oralsex risikofrit.«

Tessas hånd fløj op til hendes mund. »Åh gud.«

»Der var ingen, der sømmede mig til gulvet, så han kunne kneppe mig.«

»Nej,« hviskede Tessa med tårer i øjnene.

Sara kunne ikke holde op, selv om hendes ord måtte gøre utrolig ondt på Tessa. »Der var ingen, der skrubbede min mund med klor. Der var ingen, der barberede mine kønshår af, så der ikke ville blive efterladt spor.« Hun tav for at få vejret. »Der var ingen, der stak hul i min mave, så han kunne …« Sara tvang sig til at tie stille. Hun vidste, hun var gået for vidt. Der undslap Tessa et hulk, da sammenhængen gik op for hende. Hun havde hele tiden stirret stift på Sara, og hendes skrækslagne udtryk sendte en bølge af skyldfølelse gennem Sara.

»Undskyld, Tessie. Jeg er ked af det,« hviskede Sara.

Tessa fjernede langsomt hånden fra munden. »Jeffrey er politimand,« sagde hun.

»Det ved jeg godt,« sagde Sara og lagde hånden på brystet.

»Du er så smuk,« sagde Tessa. »Og du er begavet og morsom og du er høj.«

Sara valgte at le i stedet for at græde.

»Og i dag for tolv år siden blev du voldtaget,« sluttede Tessa af.

»Det ved jeg.«

»Han sender et postkort til dig hvert år, Sara. Han ved, hvor du bor.«

»Det ved jeg.«

»Sara,« Tessas stemme lød bedende, »du er nødt til at fortælle Jeffrey det.«

»Jeg kan ikke.«