Fredag

18

Jeffrey smuttede i et par underbukser og haltede ud i køkkenet. Hans knæ var stadig stift efter skuddet, og han havde haft småkvalme lige siden, han var gået ind på Julia Matthews’ stue. Han var bekymret for Lena. Han var bekymret for Sara. Han var bekymret for byen.

Brad Stephens havde kørt dna-prøven over til Macon for et par timer siden. Det ville tage mindst en uge, før de havde et resultat, og måske gik der endnu en uge med at krydstjekke FBI’s dnadatabase for kendte voldtægtsforbrydere. Det meste politiarbejde bestod i at vente. I mellemtiden var der ingen, der vidste, hvad forbryderens næste skridt ville være. Han kunne, tænkte Jeffrey, sagtens i dette øjeblik være i gang med at snige sig ind på sit næste offer. Han kunne for den sags skyld være i gang med at voldtage en og foretage sig ting med hende, som kun et dyr ville finde på.

Jeffrey åbnede køleskabsdøren og tog mælken ud. Da han var på vej over for at hente et glas, slog han kontakten til, men der kom ikke noget lys. Jeffrey bandede over sig selv, da han tog et glas ud af skabet. Han havde for et par uger siden afbrudt strømmen til køkkenet, da det nye lysarmatur, han havde bestilt, var kommet med posten. Lige da han havde afisoleret ledningerne, ringede de fra stationen, så armaturet lå stadig i sin æske og ventede på, at han skulle tilslutte det. Med den fart han havde på, ville han nok komme til at spise i lyset fra køleskabet det næste par år.

Jeffrey drak mælken og gik over til håndvasken for at skylle glasset af. Han følte trang til at ringe til Sara bare for at tjekke, hvordan hun havde det, men det var han for klog til. Af en eller anden grund afviste hun ham. Han havde siden deres skilsmisse ikke vidst, hvordan han skulle forholde sig. Måske var hun sammen med Jeb i aften. Han havde hørt fra Marla, der havde det fra Marty Ringo, at Sara og Jeb var begyndt at se hinanden igen. Han kunne svagt huske, at Sara havde nævnt noget om en aftale på hospitalet forleden aften, men han havde ikke forbundet det med Jeb. Eftersom han først var kommet i tanker om det, efter at Marla havde nedladt sig til at videregive sladderen til ham, kunne han ikke stole på det.

Jeffrey stønnede, da han satte sig på barstolen ved køkkenøen. Han havde bygget køkkenøen for flere måneder siden. Han havde faktisk bygget den to gange, fordi han ikke syntes, den var god nok første gang. Jeffrey var om nogen en perfektionist, og han hadede, når noget ikke var symmetrisk. Og da han boede i et gammelt hus, var der konstant noget, han måtte forbedre, eftersom der ikke var én lige væg i hele huset.

En svag brise fik presenningerne på bagvæggen til at blafre. Han vaklede mellem at indsætte franske døre og et panoramavindue eller at udvide køkkenet med cirka tre meter ud i baghaven. Det ville være dejligt med en lille morgenmads-hyggekrog, hvor man også kunne sidde og se på fuglene i haven. Men inderst inde ønskede han at bygge en veranda med et boblebad eller måske en smart udendørs grill. Uanset hvad, så ville han have et hus, hvor lyset kunne vælde ind. Han elskede, når lyset om dagen stod ind gennem de halvtransparante presenninger. Han holdt af at kunne kigge ud i haven, især som nu, hvor han så, der gik en derude.

Jeffrey rejste sig og hentede et baseballbat ude i bryggerset.

Han sneg sig ud gennem sprækken mellem muren og presenningen og listede hen over græsplænen. Græsset var vådt af dug, og Jeffrey frøs i den kølige aften. Han håbede ikke, at han blev skudt igen, især da han kun var iført underbukser. Men hvem det så end var, der luskede rundt i haven, tænkte Jeffrey, så ville vedkommende da snarere dø af grin end af frygt over at se ham kun iført grønne boxershorts og med et baseballbat løftet over hovedet.

Så hørte han en velkendt lyd. En smaskende lyd, som når en hund slikker sig. Da han kneb øjnene sammen i måneskinnet, kunne han lige akkurat skelne tre skikkelser ved siden af huset. To af dem var små nok til at være hunde. Og en af dem var så høj, at det kun kunne være Sara. Hun stod og kiggede ind ad hans soveværelsesvindue.

Jeffrey sænkede baseballbattet og listede hen bag hende. Han var ikke bange for, at Billy og Bob skulle afsløre ham. De to greyhounds var de mest dovne dyr, han nogen sinde havde set. Og ganske rigtigt – tro mod deres natur vippede de knap med et øre, da han sneg sig ind bag Sara.

»Sara?«

»Åh gud.« Sara sprang i vejret og var lige ved at falde over den nærmeste hund, men Jeffrey nåede lige at gribe hende.

Jeffrey lo og klappede Bob på hovedet. »Din vindueskigger,« sagde han.

»Røvhul,« hvæsede Sara og slog ham i brystet. »Du var lige ved at skræmme livet af mig.«

»Hvad mener du,« spurgte Jeffrey uskyldigt. »Det er da ikke mig, der lister rundt om dit hus.«

»Som om du ikke har gjort det.«

»Det var mig,« påpegede Jeffrey. »Ikke dig.« Han lænede sig mod battet. Den dumpe smerte i benet var kommet tilbage, nu da adrenalinet ikke længere pumpede rundt i kroppen. »Har du lyst til at forklare mig, hvorfor du står og glor ind ad mit vindue midt om natten?«

»Jeg ville ikke vække dig, hvis du sov.«

»Jeg var ude i køkkenet.«

»I mørke?« Sara lagde armene over kors og så inkvisitorisk på ham. »Alene?«

»Kom med ind,« sagde Jeffrey, og uden at afvente hendes svar begyndte han langsomt at gå tilbage mod køkkenet. Han blev glad, da han hørte Saras fodtrin bag sig. Hun havde et par forvaskede cowboybukser på og en lige så gammel, hvid button-down-skjorte.

»Lufter du hundene her?«

»Jeg lånte Tessas bil,« sagde Sara og kløede Bob bag øret.

»Det var fornuftigt at tage dine bidske hunde med.«

»Jeg er glad for, du ikke havde tænkt dig at slå mig ihjel.«

»Hvem siger, jeg ikke havde det?« spurgte Jeffrey og holdt presenningen til side med battet, så hun kunne gå ind.

Sara kiggede på presenningen og derefter på ham. »Jeg er ret vild med din nye indretning af huset.«

»Det trænger til en kvindes kærlige hånd,« sagde Jeffrey.

»Åh, de står sikkert i kø for at få lov.«

Han tilbageholdt en stønnen, mens han gik ind i køkkenet. »Strømmen er gået,« forklarede han og tændte et stearinlys henne ved komfuret.

»Ha, ha,« sagde Sara og trykkede på den nærmeste kontakt. Så gik hun over til den anden side og prøvede en anden kontakt, mens Jeffrey tændte endnu et stearinlys. »Hvad er der galt?«

»Åh, det er et gammelt hus.« Jeffrey trak på skuldrene. Han ville ikke indrømme sin dovenskab. »Brad kørte prøven til Macon.«

»Så tager det vel et par uger, før vi får resultatet, ikke?«

»Ja,« nikkede han. »Tror du, han er ansat i politiet?«

»Brad?«

»Nej, voldtægtsforbryderen. Tror du, han er betjent? Det var måske derfor, han placerede håndjernsnøglen i … dér.« Han holdt inde. »Som et slags spor, mener jeg.«

»Han bruger måske håndjern til sine ofre,« foreslog Sara. »Han er måske til SM. Det kan være, hans mor plejede at lænke ham til sengen med håndjern, da han var lille.«

Han undrede sig over hendes nonchalante tonefald, men skulle nok vare sig for at sige noget om det.

»Giv mig en klaphammer,« kom det pludselig fra Sara.

Jeffrey rynkede panden, men gik så over til sin værktøjskasse og rodede i den. »Kan du bruge en lægtehammer – og til hvad for resten?«

»Nej, det er en drink – vodka og rød sodavand,« svarede Sara. Hun åbnede fryserdøren og tog en flaske vodka ud.

»Jeg tror faktisk ikke, jeg har nogen rød sodavand,« sagde han, da hun åbnede køleskabet.

»Så klarer jeg mig med det her,« sagde hun og tog en karton tranebærjuice. Hun ledte i skabene efter et glas og skænkede sig så en temmelig stiv drink.

Jeffrey så bekymret til. Det var yderst sjældent, Sara drak, og når hun gjorde, var et glas vin nok til, at hun blev beruset. Han havde ikke i løbet af deres ægteskab set hende drikke noget stærkere end en margarita.

Sara krympede sig, da hun havde taget en ordentlig slurk af drinken. »Hvor meget skulle jeg have kommet i?« spurgte hun.

»Åh, sådan cirka halvdelen af det, du hældte op,« svarede han og tog glasset fra hende. Han nippede til drinken og var lige ved at kaste op. »Du almægtige,« hostede han frem. »Vil du begå selvmord?«

»Mig og Julia Matthews,« gav hun igen. »Har du noget sødt?«

Jeffrey åbnede munden for at spørge hende, hvad i helvede hun mente med det, men Sara var allerede i gang med at lede i skabene.

»Der er noget is i fryseren. Nederste hylde bagest.«

»Fedtfattig?« spurgte hun.

»Nej.«

»Fint,« sagde Sara og bøjede sig ned for at finde isen.

Jeffrey stod med korslagte arme og iagttog hende. Han havde lyst til at spørge hende, hvad hun egentlig foretog sig i hans køkken midt om natten. Og han havde lyst til at spørge hende, hvad der var sket i den senere tid, siden hun opførte sig så underligt.

»Jeffrey?« spurgte Sara, mens hun rodede i fryseren.

»Hmmm?«

»Kigger du på min røv?«

Jeffrey smilede. »Ja,« svarede han, selv om det ikke passede.

Sara rejste sig op og holdt isen i vejret som et trofæ. »Den sidste.«

»Jeps.«

Sara tog låget af plasticboksen med is og hoppede op på køkkenbordet. »Det her er ved at være slemt.«

»Synes du?«

»Tja.« Hun trak på skuldrene og slikkede is af låget. »Piger fra universitetet bliver voldtaget og begår så selvmord. Det er jo ikke det, det hele handler om, vel?«

Jeffrey forbløffedes igen over hendes overfladiske attitude. Det lignede ikke Sara, men i den senere tid var han blevet usikker på, hvordan hun egentlig var.

»Næh, det er det nok ikke,« svarede han.

»Har du fortalt hendes forældre det?«

»Frank hentede dem i lufthavnen,« sagde han og holdt inde. »Hendes far …« fortsatte han, men tav igen. Jeffrey ville sent glemme synet af hendes fars fortvivlede ansigtsudtryk.

»Faderen tog det tungt, hva’?« sagde Sara. »Fædre bryder sig ikke om, at deres små piger bliver overgramset.«

»Næh, det gætter jeg heller ikke på,« svarede Jeffrey fuld af undren over hendes ordvalg.

»Du gætter rigtigt.«

»Ja,« svarede Jeffrey. »Det tog hårdt på ham.«

Der kom et mærkeligt glimt i Saras øjne, men hun kiggede ned, før han kunne afgøre, hvad det betød. Hun tog en ordentlig slurk af sin drink og spildte ned ad sin skjorte. Og så fnisede hun.

»Hvad er der i vejen med dig, Sara,« spurgte Jeffrey, selv om han vidste, det var dumt at spørge.

Hun pegede på hans mave. »Siden hvornår er du begyndt at gå med sådan nogen?« spurgte hun.

Jeffrey kiggede ned ad sig. Eftersom han kun havde sine grønne boxershorts på, gik han ud fra, at det var dem, hun hentydede til. Han så på hende og trak på skuldrene. »Åh, for et stykke tid siden.«

»Mindre end to år,« bemærkede hun og tog en mundfuld is.

»Ja,« indrømmede han og gik over mod hende med armene ud til siden for at vise sine underbukser frem. »Kan du lide dem?«

Hun klappede.

»Hvorfor er du kommet, Sara?«

Hun stirrede et øjeblik på ham og stillede isen fra sig. Så lænede hun sig tilbage, så hendes hæle stødte let mod underskabet. »Forleden kom jeg til at tænke på den dag, jeg var på bådebroen. Kan du huske det?«

Han rystede på hovedet. De havde stort set hver sommer tilbragt al deres fritid på bådebroen.

»Jeg havde lige taget en svømmetur og sad på broen og børstede mit hår. Så kom du, og du tog børsten og begyndte at børste det for mig.«

Han nikkede og huskede, at det netop var det, han havde tænkt på, da han i morges var vågnet op på hospitalet. »Ja, det kan jeg godt huske.«

»Du børstede mit hår i mindst en time. Kan du også huske det?«

Han smilede.

»Du børstede bare mit hår, og så gjorde vi klar til middagen. Husker du det?«

Han nikkede igen.

»Hvad gjorde jeg forkert?« spurgte hun. Og da han så det blik, hun sendte ham, var han lige ved at bryde sammen. »Var det sex?«

Han rystede på hovedet. At dyrke sex med Sara havde været den smukkeste og mest tilfredsstillende oplevelse, han havde haft i sit voksne liv. »Selvfølgelig ikke,« svarede han.

»Ønskede du, at jeg skulle lave mad til dig? Eller altid være der, når du kom hjem?«

Han forsøgte at le. »Du lavede da mad til mig, kan du ikke huske det? Jeg var syg i tre dage.«

»Det er alvor, Jeffrey. Jeg vil vide, hvad det var, jeg gjorde forkert.«

»Det var ikke dig,« svarede han og vidste, at det lød så usigeligt banalt, endnu før han var færdig med at tale. »Det var mig.«

Sara sukkede tungt. Hun tog glasset og drak resten af drinken i én slurk.

»Jeg var dum,« fortsatte han, selv om han vidste, at han burde holde mund. »Jeg var bange, fordi jeg elskede dig så højt.« Han holdt inde. Han ville så gerne sige det på den rigtige måde. »Jeg troede ikke, du havde så meget behov for mig, som jeg havde for dig.«

Hun sendte ham et vurderende blik. »Ønsker du stadig, at jeg har behov for dig?«

Han blev overrasket over at mærke hendes hånd på sit bryst. Hendes fingre legede med hårene. Han lukkede øjnene, da hendes fingre gled op til hans læber.

»Lige nu trænger jeg til dig,« sagde hun.

Han åbnede øjnene, og i et splitsekund troede han, at hun gjorde nar ad ham. »Hvad sagde du?«

»Vil du ikke have det nu, hvor du kan få det?« spurgte Sara og kærtegnede stadig hans læber.

Han slikkede hendes fingerspidser.

Sara smilede og kneb øjnene sammen som for at læse hans tanker. »Vil du svare mig?«

»Ja,« sagde han uden at kunne huske spørgsmålet. »Ja. Ja, jeg vil stadig have dig.«

Hun begyndte at kysse hans nakke. Hendes tunge kærtegnede hans hud. Han lagde armene om livet på hende og trak hende tættere hen til bordkanten. Hun svingede benene rundt om ham.

»Sara.« Han sukkede og forsøgte at kysse hende, men hun trak sig væk for at lade sin tunge glide ned over hans bryst. »Sara,« gentog han. »Jeg vil elske med dig.«

Hun så med et genert smil på ham. »Jeg vil ikke elske.«

Han åbnede munden, men anede ikke, hvad han skulle sige. »Hvad mener du med det?« fik han endelig frem.

»Jeg mener …« begyndte hun og løftede hans hånd op til sin mund. Han så på hende, mens hun lod sin tunge spille om hans pegefinger. Så tog hun langsomt hans pegefinger ind i munden og suttede på den. Alt for hurtigt tog hun den ud og smilede indladende til ham. »Nå?«

Jeffrey lænede sig frem for at kysse hende, men hun sprang ned fra køkkenbordet. Han stønnede, mens hun langsomt kyssede sig vej ned ad hans bryst og bed i elastikken på hans boxershorts. Han knælede med besvær ned foran hende og forsøgte igen at kysse hende. Men igen trak hun sig væk.

»Jeg vil kysse dig,« sagde han – overrasket over sin bedende tone.

Hun rystede på hovedet og knappede sin skjorte op. »Jeg har en anden idé om, hvad du kan bruge din mund til.«

»Sara …«

Hun rystede på hovedet. »Lad være med at sige noget, Jeffrey.«

Han fandt det mærkeligt, at hun skulle sige netop det, for det bedste ved at elske med Sara var at snakke. Han lagde hænderne om hendes ansigt. »Kom her,« sagde han.

»Hvad er der?«

»Hvad er der i vejen med dig?«

»Ikke noget.«

»Det tror jeg ikke på.« Han ventede på, at hun skulle svare på hans spørgsmål, men hun stirrede bare på ham.

»Hvorfor vil du ikke lade mig kysse dig?« spurgte han.

»Jeg har ikke lyst til at blive kysset.« Denne gang var hendes smil ikke så indladende. »På munden.«

»Hvad er der i vejen?« spurgte han igen.

Hun sendte ham et advarende blik med sammenknebne øjne.

»Svar mig,« sagde han krævende.

Sara blev ved med at kigge på ham, mens hendes hånd gled ned under boxershortsenes elastik. Hun pressede hånden mod ham som for at sikre sig, at han forstod, hvad hun mente. »Jeg vil ikke tale med dig.«

Han greb fat om hendes hånd. »Se på mig.«

Hun rystede på hovedet, og da han tvang hende til at se op, lukkede hun øjnene.

»Hvad er der i vejen med dig?« spurgte han hviskende.

Sara svarede ikke. Hun kyssede ham på munden, og hendes tunge tvang sig ind mellem hans tænder. Det var ikke et glødende kys, som han ellers var vant til med Sara, men der var en understrøm af lidenskab, som ville have tvunget ham i knæ, hvis han havde stået op.

Pludselig standsede hun og lænede sit hoved mod hans bryst. Han forsøgte forgæves at vende hendes ansigt op mod sit.

»Sara?« spurgte han.

Han mærkede, hun lagde armene om ham, men på en anden måde end før. Der var noget desperat over det, som om hun var ved at drukne.

»Hold om mig,« bad hun. »Vil du ikke være sød at holde om mig.«

Jeffrey vågnede med et sæt. Han rakte hånden ud, men vidste inderst inde godt, at Sara ikke lå ved siden af ham. Han kunne svagt huske, at hun tidligere var listet ud af sengen, men han havde været alt for træt til at bevæge sig for slet ikke at tale om at standse hende. Han vendte sig om og puttede ansigtet ned i den pude, hun havde brugt. Han kunne lugte lavendelduften fra hendes shampoo og et strejf af hendes parfume. Jeffrey holdt fast om puden og rullede om på ryggen. Han lå og stirrede op i loftet, mens han forsøgte at huske, hvad der var sket om natten. Han kunne stadig ikke få det ind i hovedet. Han havde båret Sara ind i sengen. Hun havde ligget i hans arm og grædt. Han havde været så bange for, hvad der lå bag hendes tårer, at han ikke havde turdet spørge hende.

Jeffrey satte sig op og kløede sig på brystet. Han kunne jo ikke blive i sengen hele dagen. Listen over tidligere dømte seksualforbrydere lå stadig og ventede på at blive gjort færdig. Og han skulle forhøre Ray Gordon, og hvem der ellers havde været på biblioteket, den sidste dag, Julia Matthews var set før bortførelsen. Han var også nødt til at tage hen til Sara for at sikre sig, at hun havde det godt.

Han strakte sig, så hænderne rørte dørkarmen, da han gik ud på badeværelset. Han standsede brat i døren. Der lå en stak papirer i håndvasken. Der så ud til at være et par hundrede sider klipset sammen. Papirerne var gullige og havde æselører, som om nogen havde bladret dem igennem et utal af gange. Jeffrey genkendte dem som et retsudskrift.

Jeffrey kiggede sig omkring i badeværelset, som om den, der havde efterladt papirerne, stadig skulle være der. Men den eneste, der havde været i huset, var Sara, og han kunne ikke se nogen grund til, at hun skulle efterlade den slags. Han så på titelsiden og bemærkede, at datoen var tolv år gammel. Det drejede sig om sagen Staten Georgia vs. Jack Allen Wright.

Der stak en gul Post-it ud fra en af siderne. Han slog op på siden og stivnede, da han læste det, der stod øverst på siden. Det var Saras navn. Der stod også et andet navn, Ruth Jones – sikkert den offentlige anklager, der havde ført sagen – som stod for forhøret.

Jeffrey satte sig på toilettet og begyndte at læse Ruth Jones’ forhør af Sara Linton.

Sp.:  Dr. Linton, vil De venligst med Deres egne ord fortælle, hvad der skete på denne tid, den treogtyvende april sidste år.

Sv.:  Jeg arbejdede på Grady Hospital, hvor jeg var ansat som børnelæge. Jeg havde en hård dag og besluttede mig til at køre en tur i min bil mellem vagterne.

Sp.:  Bemærkede De noget usædvanligt på det tidspunkt?

Sv.:  Da jeg kom ned til min bil, så jeg ordet kusse ridset ind i lakken på døren i passagersiden. Jeg troede, det bare var en eller anden bølle, der havde gjort det, så jeg tog noget tape i bagagerummet og satte over ordet.

Sp.:  Hvad gjorde De så?

Sv.:  Jeg tog tilbage til hospitalet til min vagt.

Sp.:  Vil De have lidt vand?

Sv.:  Nej, tak. Jeg gik ned på badeværelset, og mens jeg vaskede mine hænder, kom Jack Wright ind.

Sp.:  Den anklagede?

Sv.:  Korrekt. Han kom ind. Han var iført grå overalls og havde en svaber med. Jeg vidste, at han stod for rengøringen. Han undskyldte, at han ikke havde banket på, og sagde, at han ville komme tilbage senere, hvorefter han forlod badeværelset.

Sp.:  Hvad skete der så?

Sv.:  Jeg gik ind i en af toiletbåsene, og så sprang den anklagede Jack Wright ned fra loftet. Det var et forsænket loft. Han gav mig håndjern på og lænkede mig til handicapgelænderet. Så satte han tape over min mund.

Sp.:  Er De sikker på, at det var anklagede?

Sv.:  Ja. Han havde en rød elefanthue på, men jeg genkendte hans øjne. Han har meget klare blå øjne. Jeg kan huske, at jeg tidligere havde tænkt, at han med sit lange, lyse hår og skæg og blå øjne lignede billederne af Jesus i Bibelen. Jeg er sikker på, at det var Jack Wright, der overfaldt mig.

Sp.:  Er der andre særlige kendetegn, der overbeviser Dem om, at det var anklagede, der overfaldt Dem?

Sv.:  Jeg så en tatovering af den korsfæstede Jesus på hans arm. Der stod JESUS ovenover og FRELSEREN nedenunder. Jeg genkendte den som Jack Wrights tatovering. Jeg havde mødt ham tidligere på gangene, men aldrig talt med ham.

Sp.:  Hvad skete der så, dr. Linton.

Sv.:  Jack Wright skubbede mig ned fra toilettet. Mine bukser hang nede om mine ankler. De lå på gulvet. Altså mine bukser. Rundt om mine ankler.

Sp.:  Giv Dem bare god tid, dr. Linton?

Sv.:  Så trak han mig fremover og tog mine arme om på ryggen. Sådan her. Han blev ved med at holde mig i den stilling ved at lægge armen om livet på mig. Han havde en cirka femten centimeter lang kniv. Den holdt han mod mit ansigt. Han skar mig i læberne for at true mig til at tie stille, går jeg ud fra.

Sp.:  Hvad gjorde den anklagede så?

Sv.:  Han stak sin penis op i mig og voldtog mig.

Sp.:  Kan De fortælle os, dr. Linton, om den anklagede sagde noget, mens han voldtog Dem?

Sv.:  Han blev ved med at henvise til mig med ordet »kusse«.

Sp.:  Kan De fortælle, hvad der så skete?

Sv.:  Han forsøgte adskillige gange at få udløsning, men det lykkedes ikke. Han trak sin penis ud og gav sig selv udløsning [mumlende].

Sp.:  Vil De gentage det?

Sv.:  Han gav sig selv udløsning ud over mit ansigt og bryst.

Sp.:  Kan De fortælle os, hvad der bagefter skete?

Sv.:  Han brugte ordet »kusse« igen og stak mig så med kniven. Her i den venstre side.

Sp.:  Hvad skete der så?

Sv.:  Så fik jeg en underlig smag i munden. Jeg spyttede. Det var eddike.

Sp.:  Hældte han eddike i munden på Dem?

Sv.:  Ja, han havde en lille flaske, ligesom en parfumeprøve. Han hældte indholdet i munden på mig og sagde: »Det er fuldbragt.«

Sp.:  Giver den sætning nogen mening for Dem, dr. Linton?

Sv.:  Ja, det er fra Johannes Evangeliet i Bibelen. ‘Det er fuldbragt.’ Ifølge Johannes er det de sidste ord, Jesus siger, inden han dør på korset. Han beder om noget at drikke, og de giver ham eddike. Han drikker eddiken, og så opgiver han ifølge evangeliet ånden. Han dør.

Sp.:  Og det er fra korsfæstelsen.

Sv.:  Ja.

Sp.:  Jesus siger: »Det er fuldbragt?«

Sv.:  Ja.

Sp.:  Hans arme er strakt ud til siderne og sømmet fast?

Sv.:  Ja.

Sp.:  Og der blev stukket et sværd ind i siden på ham.

Sv.:  Ja.

Sp.:  Blev der ellers sagt noget?

Sv.:  Nej. Jack Wright sagde det lige før, han forlod badeværelset.

Sp.:  Har De nogen anelse om, hvor længe De opholdt Dem på toilettet, dr. Linton?

Sv.:  Nej.

Sp.:  Var De stadig i håndjern?

Sv.:  Ja, jeg var stadig lænket. Jeg lå på knæ og stirrede ned i gulvet. Jeg kunne ikke rette ryggen eller læne mig tilbage.

Sp.:  Hvad skete der så?

Sv.:  En af sygeplejerskerne kom ind. Hun så blodet på gulvet og begyndte at skrige. Et øjeblik efter kom dr. Lange, min overordnede, ind. Jeg havde mistet en del blod og var stadig lænket med håndjernene. De gik straks i gang med at hjælpe mig, men de kunne ikke gøre meget, når jeg var lænket. Jack Wright havde manipuleret med låsen, så de ikke kunne få den op. Han havde stukket noget ind i den, en tandstik eller sådan noget. De måtte tilkalde en låsesmed for at få den åbnet. I mellemtiden var jeg besvimet. Den stilling, jeg befandt mig i, gjorde, at blodet strømmede ud fra såret. Jeg mistede temmelig meget blod i den tid – fra såret.

Sp.:  Giv Dem god tid, dr. Linton. Vil De have en pause?

Sv.:  Nej, jeg vil gerne fortsætte.

Sp.:  Kan De fortælle os, hvad følgerne af voldtægten var?

Sv.:  Jeg blev gravid, og fosteret sad uden for livmoderen, hvilket vil sige, at ægget sad fast i æggelederen. Det bristede og forårsagede blødninger i min bughule.

Sp.:  Hvilke konsekvenser fik det for Dem?

Sv.:  Jeg fik fjernet livmoderen. Jeg kan ikke længere få børn.

Sp.:  Dr. Linton?

Sv.:  Jeg vil gerne have en pause.

*

Jeffrey sad på toilettet og stirrede på retsudskriftet. Han læste det en gang til, og endnu en gang. Hans hulken gav genlyd i badeværelset. Han græd for den Sara, han aldrig havde kendt.

19

Lena løftede langsomt hovedet for at finde ud af, hvor hun var. Men der var totalt mørkt. Hun holdt hånden op foran ansigtet, men hun kunne hverken skelne fingre eller håndflade. Det sidste, hun huskede, var, at hun havde siddet i køkkenet og talt med Hank. Så blev alt sort. Det var, som om hun bare havde blinket én gang, så var hun her. Hvor så »her« var.

Hun stønnede, da hun vendte sig om på siden for at sætte sig op. Pludselig gik det op for hende, at hun var nøgen. Gulvet føltes ru mod hendes hud. Hun kunne mærke de rå brædder. Hendes hjerte begyndte at hamre, uden at hun vidste hvorfor. Lena rakte hånden frem, men hun kunne kun mærke mere råt træ, men nu var det lodret – det var en væg.

Det lykkedes hende at komme op at stå ved at presse hænderne mod væggen. Hun syntes, hun kunne høre en eller anden lyd, men hun kunne ikke finde ud af, hvad det var. Alting virkede helt forkert. Hun hørte ikke til her. Hun opdagede, at hun pressede hovedet ind mod væggen, og træet skar sig ind i hendes pande. I det fjerne hørte hun en lyd, der kom med faste intervaller: plink, stilhed, plink, stilhed, som en hammer, der blev banket ned i stål. Som en smed der formede en hestesko.

Plink, plink, plink.

Hvor havde hun hørt det før?

Lenas hjerte sprang et slag over, da det pludselig gik op for hende. Hun kunne i mørket se Julia Matthews’ læber bevæge sig og sige lyden.

Plink, plink, plink.

Lyden af dryppende vand.

20

Jeffrey stod bag konfrontationsruden og kiggede ind i forhørslokalet. Ryan Gordon sad ved bordet med sine tynde arme over kors mod sit hule bryst. Ved siden af ham sad Buddy Conford med hænderne samlet foran sig på bordet. Han havde som syttenårig mistet sit højre ben ved en bilulykke. Da han var seksogtyve mistede han sit ene øje på grund af kræft. Som niogtrediveårig var der en utilfreds klient, der havde forsøgt at betale ham med to kugler. Buddys ene lunge var klappet sammen, og han havde mistet sin ene nyre, men han var tilbage i retssalen efter kun to uger. Jeffrey håbede, at Buddys retfærdighedssans ville få sagen til at gå lidt hurtigt. Jeffrey havde samme morgen downloaded et billede af Jack Allen Wright fra statens database, og det ville gøre det lettere for ham i Atlanta, hvis han fik Wright identificeret.

Jeffrey havde aldrig anset sig selv for at være særlig følelsesladet, men han havde en knude i brystet, der ikke ville forsvinde. Han var syg efter at komme til at tale med Sara, men også skrækslagen for at komme til at sige det forkerte. Da han kørte på arbejde, havde han gang på gang gennemgået, hvad han ville sige. Han havde endda sagt det højt for at høre, hvordan det lød. Men det lød ikke rigtigt, så det endte med, at Jeffrey sad på sit kontor i ti minutter med telefonrøret i hånden, før han fik samlet mod nok til at ringe til Sara på klinikken.

Da han havde sagt til Nelly Morgan, at det ikke var en hastesag, men at han alligevel gerne ville tale med Sara, fik han kastet et kort »Hun har patienter« i hovedet, og så blev røret smækket på. Først skyllede lettelsen ind over ham, men lettelsen blev hurtigt til foragt over sin egen kujonagtige opførsel.

Jeffrey vidste, han måtte være stærk for Saras skyld, men han følte sig alt for magtesløs til at gøre andet end at græde som et barn, hver gang han tænkte på det, der var sket med hende. Han var på den ene side såret over, at hun ikke havde haft nok tillid til ham til at fortælle, hvad der var sket i Atlanta. På den anden side var han vred over, at hun havde fyldt ham med adskillige lodrette løgne. Arret på hendes højre side havde hun forklaret stammede fra en blindtarmsoperation, men når Jeffrey tænkte tilbage, så var arret ujævnt og lodret, det lignede overhovedet ikke en kirurgs rene snit.

Han havde aldrig trængt sig ind på hende med hensyn til børn, fordi det tydeligvis var et ømt punkt. Han havde det fint med at lade hende i fred med hensyn til det spørgsmål. Han gik ud fra, at der kunne være et fysisk problem, eller at det måske ikke var meningen, hun skulle have et barn, sådan som det var med så mange kvinder. Han var betjent, ja, kriminalbetjent, og han tog alt, hvad hun sagde for givet, for Sara var ikke den type, der stak noget under stolen. Det havde han i hvert fald ikke troet.

»Chef?« sagde Marla og bankede på døren. »Der er en fyr fra Atlanta, der har ringet. Han sagde, at alt var arrangeret. Han ville ikke oplyse sit navn. Siger det dig noget?«

»Ja,« svarede Jeffrey og tjekkede, at udskriftet lå i det chartek, han havde i hånden. Han kastede endnu et blik på billedet, selv om det slørede billede havde printet sig på hans nethinde. Han strøg forbi Marla og ud i gangen. »Når jeg er færdig med det her, tager jeg til Atlanta. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Frank tager over.«

Jeffrey gav hende ikke tid til at svare. Han åbnede døren til forhørslokalet og trådte ind.

»Vi har ventet i ti minutter,« sagde Buddy med retfærdig harme.

»Og vi vil kun være her i yderligere ti minutter, hvis din klient beslutter sig for at samarbejde,« svarede Jeffrey og satte sig over for Buddy ved bordet.

Jeffrey var sikker på én ting: Han ønskede at myrde Jack Allen Wright. Jeffrey havde aldrig været voldelig uden for fodboldbanen, men nu ønskede han inderligt at slå den mand ihjel, der havde voldtaget Sara.

»Kan vi begynde?« spurgte Buddy og trommede med fingrene i bordet.

Jeffrey stirrede ud ad den lille rude i døren. »Vi er nødt til at vente på Frank,« sagde han og undrede sig over, hvor han blev af. Jeffrey håbede, at han tjekkede Lena.

Så gik døren op, og Frank trådte ind. Han så ud, som om han ikke havde sovet hele natten. Hans skjorte hang ud over bukselinningen i den ene side, og der var kaffepletter på slipset. Jeffrey kiggede på ham med et blik på armbåndsuret.

»Undskyld,« sagde Frank og satte sig ved siden af Jeffrey.

»Godt,« sagde Jeffrey. »Vi har et par spørgsmål til Gordon. Hvis han viser sig imødekommende, vil vi til gengæld lade den verserende sag om narko falde.«

»Åh, rend mig,« snerrede Gordon. »Jeg har jo sagt, at det ikke var mine bukser.«

Jeffrey vekslede et blik med Buddy. »Det her har jeg ikke tid til. Vi sender ham til fængslet i Atlanta og holder vores omkostninger nede.«

»Hvad er det for nogen spørgsmål?« spurgte Buddy.

Jeffrey lod bomben springe. Buddy havde regnet med endnu en narkoanklage mod en af de andre fra universitetet. »Om mordet på Sibyl Adams og voldtægten af Julia Matthews,« sagde Jeffrey med rolig stemme.

Buddy så chokeret ud. Han blev hvid i hovedet, så hans sorte øjenklap stod i endnu skarpere kontrast til hans ligblege ansigt. »Kender du noget til det?« spurgte han Gordon.

Frank svarede for ham. »Han var den sidste, der så Julia Matthews på biblioteket. Han var hendes kæreste.«

»Jeg sagde jo, at det ikke var mine bukser,« hylede han. »Få mig så for helvede ud herfra.«

Buddy sendte ham et hvast blik. »Du gør bedst i at fortælle dem, hvad der skete, ellers kommer du til at skrive til din mor fra fængslet.«

Gordon lagde vredt armene over kors. »Og du skal forestille at være min advokat.«

»Ja, og du burde forestille at være et menneske,« svarede Buddy igen og tog sin mappe. »De to piger er blevet tævet og myrdet, min dreng. Man beder dig hjælpe med opklaringen af en særlig grov forbrydelse ved simpelt hen at gøre, hvad du burde have gjort i første omgang. Og hvis ikke du kan leve med det, så må du finde en anden advokat.«

Buddy rejste sig, men Gordon standsede ham. »Hun var på biblioteket, og hva’ så?«

Buddy satte sig igen, men beholdt mappen på skødet.

»På universitetet?« spurgte Frank.

»Ja, på universitetet,« vrissede Gordon. »Jeg løb bare ind i hende, ikke?«

»Jo,« svarede Jeffrey.

»Så begyndte jeg at snakke med hende, sådden du ved. Hun ville have mig tilbage. Det ku’ jeg helt klart mærke.«

Jeffrey nikkede, selv om han nu mere forestillede sig, at Julia Matthews var blevet noget rystet over at møde ham på biblioteket.

»Nå, men vi snakkede og kyssede og sådan, hvis I forstår, hvad jeg mener.« Han puffede til Buddy, der rykkede sig væk. »Så aftalte vi at mødes senere.«

»Og hvad så?« spurgte Jeffrey.

»Så, ja, så gik hun. Mere er der ikke. Hun gik bare. Tog sine bøger og sagde, vi ses senere, og så var hun ude ad døren.«

»Lagde du mærke til, om der var nogen, der fulgte efter hende? Noget mistænkeligt?« spurgte Frank.

»Næh,« svarede han. »Hun var alene. Jeg ville have lagt mærke til, hvis der var nogen, der holdt øje med hende. Hun var min kæreste. Jeg holdt øje med hende.«

»Kan du komme i tanker om en, som hun måske kendte, ikke bare en fremmed, som hun var utryg ved? Hun gik måske ud med en, efter at I havde slået op?« spurgte Jeffrey.

Gordon så på ham, som han ville se på en dum hund. »Hun gik ikke ud med nogen. Hun var forelsket i mig.«

»Kan du huske, om du har set nogen fremmede biler ved universitetet?« spurgte Jeffrey. »Eller kassebiler?«

Gordon rystede på hovedet. »Jeg har ikke set noget.«

»Vi går lige tilbage til mødet. I aftalte altså at mødes senere?« spurgte Frank.

»Hun skulle møde mig bag ved landsbrugsfløjen klokken ti,« svarede Gordon.

»Dukkede hun ikke op?« spurgte Frank.

»Nej,« svarede Gordon. »Jeg ventede et stykke tid, men så blev jeg sur og gik ud for at finde hende. Jeg gik op til hendes værelse for at se, hvad der var i vejen, men der var hun ikke.«

Jeffrey rømmede sig. »Var Jenny Price der?«

»Den luder!« sagde Gordon affærdigende. »Hun var sikkert ude og bolle med halvdelen af kemiholdet.«

Jeffrey kunne have stukket ham en. Han kunne ikke fordrage mænd, der anså alle kvinder for at være ludere, ikke mindst, fordi en sådan opfattelse som oftest gik hånd i hånd med et voldeligt temperament. »Nå, Jenny var der altså ikke,« resumerede Jeffrey. »Hvad gjorde du så?«

»Jeg gik tilbage til mit værelse.« Han trak på skuldrene. »Og så gik jeg i seng.«

Jeffrey lænede sig tilbage og lagde armene over kors. »Hvad er det, du skjuler for os, Ryan?« spurgte han. »For sådan som jeg ser det, er din ‘imødekommenhed’ ikke stort bevendt. Så det ser ud til, at du kommer til at gå i den orange skjorte i de næste ti år.«

Gordon stirrede på Jeffrey med, hvad Jeffrey gik ud fra, Gordon mente, var et truende blik. »Jeg har fortalt alt.«

»Nej,« sagde Jeffrey. »Det har du ikke. Du har udeladt noget, der er temmelig vigtigt, og jeg kan godt fortælle dig, at vi ikke forlader det her lokale, før du har fortalt mig alt, hvad du ved.«

Gordons blik flakkede. »Jeg ved ikke noget.«

Buddy lænede sig over til ham og hviskede noget i hans ører, som fik Gordon til at spile øjnene op. Hvad det end var, advokaten havde sagt, så virkede det.

»Jeg fulgte efter hende ud af biblioteket,« sagde han.

»Ja?« sagde Jeffrey opmuntrende.

»Hun mødte den her fyr.« Gordon vred sine hænder. Det kløede i Jeffreys fingre efter at kvæle den idiot til Gordon. »Jeg prøvede at få fat i dem, men de var for hurtige.«

»Hvad mener du med ‘hurtige’?« spurgte Jeffrey. »Gik hun sammen med ham?«

»Nej,« svarede Gordon. »Han bar hende.«

Jeffreys mave snørede sig sammen. »Syntes du ikke, det var mistænkeligt, at hun blev båret væk af en fyr?«

Gordon trak skuldrene op til ørerne og sænkede dem igen. »Jeg var sur, ikke? Jeg var sur på hende.«

»Du vidste jo godt, at hun ikke ville møde dig senere på aftenen,« begyndte Jeffrey. »Det var derfor, du fulgte efter hende, ikke?«

Han kom med en lille skuldertrækning, der både kunne betyde ja og nej.

»Du så altså den fyr bære hende væk?« fortsatte Jeffrey.

»Ja.«

»Hvordan så han ud?« spurgte Frank.

»Høj, tror jeg,« svarede Gordon. »Jeg kunne ikke se hans ansigt, hvis det var det, du mente.«

»Hvid? Sort?« spurgte Jeffrey.

»Hvid,« svarede Gordon. »Hvid og høj. Han havde mørkt tøj på, det hele var sort. Jeg kunne ikke rigtig se dem, men hun havde en hvid skjorte på. Den lyste op i mørket, så jeg kunne se hende, men ham kunne jeg ikke se.«

»Fulgte du efter dem?« spurgte Frank.

Gordon rystede på hovedet.

Frank sad tavs et øjeblik. Hans øjne lyste af vrede. »Du ved godt, hun er død nu, ikke?«

Gordon så ned i bordet. »Jo, det ved jeg godt.«

Jeffrey åbnede chartekket og viste Gordon udskriftet. Han havde streget Wrights navn ud med en sort marker, men resten af oplysningerne var fritlagt. »Er det ham?« spurgte han og viste også billedet frem.

Gordon så stadig ned. »Nej.«

»Så se dog på det forbandede billede,« nærmest råbte Jeffrey, så det gav et sæt i Frank.

Gordon gjorde, som der blev sagt, og bøjede hovedet så tæt ned over billedet, at hans næse næsten rørte det. »Jeg ved det sgu’ ikke,« sagde han. »Det var mørkt. Jeg kunne ikke se hans ansigt.« Hans blik gled ned over Wrights skikkelse. »Han var lige så høj og bygget nogenlunde på samme måde. Det kunne godt have været ham.« Han trak nonchalant på skuldrene. »For pokker, det var ikke ham, jeg holdt øje med, det var hende.«

Det var en lang og kedsommelig køretur til Atlanta. Det monotone landskab blev kun pletvis brudt af træer med de plagsomme kudzuslyngplanter. Jeffrey prøvede at ringe hjem til Sara to gange for at lægge en besked, men selv efter tyve ringninger svarede hendes telefonsvarer ikke. Lettelsen skyllede ind over ham, men den blev hurtigt fortrængt af skamfølelse. Jo nærmere han kom byen, des mere fik han overbevist sig selv om, at han gjorde det rigtige. Han kunne ringe til Sara, når han vidste noget mere. Han kunne måske endda fortælle hende, at Jack Allen Wright havde mødt sin skæbne i et opgør mellem Jeffreys pistol og Wrights bryst.

Selv om Jeffrey kørte 125 kilometer i timen, tog det fire timer, før han nåede afkørslen til byen. Da han passerede Grady Hospital umiddelbart efter afkørslen, følte han igen tårerne presse på. Bygningen tårnede sig op som et truende monster over indfartsvejen, som trafikrapportørerne i Atlanta omtalte som Gradys Kurve. Grady var et af de største hospitaler i verden. Sara havde fortalt ham, at skadestuen hvert år modtog over to hundrede tusind patienter. Hospitalet var for nylig blevet moderniseret for hundrede millioner dollar, hvilket havde fået det til at ligne en kulisse i en Batman-film. Restaureringen havde givet anledning til en gennemgribende efterforskning af returkommission og bestikkelse, som rakte langt ind i byrådet, hvilket var typisk for lokalpolitikken i Atlanta.

Jeffrey drejede af mod centrum i retning af regeringsbygningen. En af hans venner i Atlantas politistyrke var blevet beskudt under tjenesten, men i stedet for at gå af i en tidlig alder havde han taget job som sikkerhedsvagt i domhuset. Jeffrey havde ringet fra Heartsdale og aftalt et møde klokken et. Den var kvart i et, da det endelig lykkedes Jeffrey at finde en ledig parkeringsplads.

Keith Ross stod og ventede uden for domhuset, da Jeffrey kom gående. Han havde et tykt chartek under den ene arm og en hvid konvolut i den anden hånd.

»Det er evigheder siden, vi har set hinanden,« sagde Keith og gav Jeffrey et fast håndtryk.

»Ja, jeg er også glad for at se dig igen, Keith,« svarede Jeffrey med et let tonefald, der absolut ikke stemte overens med hans sindstilstand. Turen til Atlanta havde kun gjort ham mere urolig, og selv den friske spadseretur fra parkeringspladsen og op til domhuset havde ikke lagt en dæmper på hans nervøsitet.

»Jeg kan kun give dig lov til at se på det her et øjeblik,« sagde Keith, der kunne mærke, at Jeffrey var ivrig efter at komme i gang. »Jeg har skaffet det igennem en ven ovre i arkivet.«

Jeffrey tog chartekket, men han åbnede det ikke. Han vidste, hvad han ville finde i det: Billeder af Sara, vidneudsagn, detaljerede beskrivelser af, hvad der var sket på toilettet.

»Lad os gå indenfor,« sagde Keith, og Jeffrey gik efter ham ind i bygningen.

Jeffrey viste sit politiskilt, da han gik forbi sikkerhedsvagten. Keith førte ham hen til et lille kontor ved siden af hovedindgangen. Der stod et skrivebord omgivet af adskillige tv-skærme. En meget ung fyr med stærke briller og iført politiuniform kiggede overrasket op, da de trådte ind.

Keith tog en tyvedollarseddel op af lommen. »Gå ud og køb dig noget slik,« sagde han.

Fyren tog pengene og forlod kontoret uden et ord.

»Han lever og ånder for sit arbejde,« bemærkede Keith tørt. »Du ville undre dig, hvis du vidste, hvad der foregår her i styrken«

»Ja,« mumlede Jeffrey. Han var ikke interesseret i at høre en længere udredning af den mere eller mindre kvalitetsbetonede rekruttering af nye folk.

»Nå, men nu vil jeg overlade dig til dig selv,« sagde Keith. »Ti minutter, okay?«

»Fint,« svarede Jeffrey og ventede, til døren var lukket. Filerne var kodede og daterede efter et så indviklet system, at kun en offentligt ansat kunne finde ud af det. Jeffrey lod hånden glide ned over chartekket, som om han kunne absorbere informationerne uden at behøve at se dem. Men det virkede ikke, så han tog en dyb indånding og åbnede chartekket.

Det første han så, var billeder af Sara efter voldtægten. Bordet flød med nærbilleder i farve af hendes hænder og fødder, stiksåret i siden og hendes kønsdele. Han gispede ved synet af dem. Det strammede i brystet, og han mærkede en stikkende smerte i sin ene arm. Han troede et kort øjeblik, at han var ved at få et hjerteanfald, men et par dybe indåndinger klarede hans hjerne. Det gik op for ham, at han havde lukket øjnene, og da han åbnede dem, så han ikke billederne af Sara. Han havde vendt dem om.

Han løsnede slipset og prøvede at fortrænge billederne af Sara. Så bladrede han igennem de øvrige fotografier og fandt et af Saras bil. Det var en sølvgrå BMW 320 med sorte kofangere og en blå stribe langs siderne. Ordet KUSSE var – rimeligvis med en nøgle – ridset ind i døren, præcis som Sara havde sagt under sin vidneforklaring. Der var før- og efter-billeder af døren, med og uden tape. Jeffrey så i et glimt Sara knæle ned foran døren og sætte tape over ordet, mens hun sikkert tænkte på, at hun kunne få sin onkel Al til at udbedre skaden, næste gang hun kom tilbage til Heartsdale.

Jeffrey kiggede på uret. Der var gået fem minutter. Han fik øje på Keith i et af overvågningskameraerne. Han stod med hænderne i lommen og sladrede med vagterne ved døren.

Jeffrey bladrede igen i chartekket, og allerbagest fandt han anholdelsesrapporten på Jack Allen Wright. Wright havde været anholdt to gange tidligere på mistanke, men han var aldrig blevet sigtet. Første gang var for at voldtage en ung pige, der var på samme alder som Sara, da hun blev voldtaget, men pigen frafaldt tiltalen og flyttede ud af byen. I den anden sag havde den unge pige taget sit liv. Jeffrey gned sine øjne og tænkte på Julia Matthews.

Så bankede det på døren, og Keith råbte: »Så er tiden gået, Jeffrey.«

»Ja,« svarede Jeffrey og lukkede chartekket. Han kunne ikke klare at røre mere ved det og rakte det til Keith uden at se på ham.

»Fik du noget ud af det?«

Jeffrey nikkede og strammede slipset. »Lidt,« svarede han. »Har du fundet ud af, hvor fyren er?«

»Lige nede ad gaden,« svarede Keith. »Han arbejder i bankbygningen.«

»Ligger den omkring ti minutters gang fra universitetet? Og yderligere fem fra Grady?«

»Nemlig.«

»Hvad laver han?«

»Han står for rengøringen, ligesom på Grady,« svarede Keith. Han havde åbenbart gennemgået chartekket, før han gav det til Jeffrey. »Og han arbejder kun ti minutters gang fra alle pigerne på universitetet.«

»Er universitetets sikkerhedsvagter informeret?«

»Ja, de ved det.« Keith sendte Jeffrey et sigende blik. »Ikke fordi han udgør nogen større trussel længere.«

»Hvad mener du med det?« spurgte Jeffrey.

»Det indgår som en del af hans prøveløsladelse,« svarede Keith og trommede med en finger på chartekket. »Det så du måske ikke? Han får Depo.«

Det rislede koldt ned ad Jeffreys ryg. Depoprovera var det nyeste inden for behandling af seksualforbrydere. Det blev normalt anvendt til kvinder som led i en hormonbehandling, men hvis en mand fik en tilstrækkelig høj dosis, kunne man undertrykke hans seksuelle trang. Når man behandlede seksualforbrydere med det middel, blev det betegnet som kemisk kastration. Jeffrey vidste, at medicinen kun virkede så længe, den blev indtaget. Den beroligede mere end den helbredte.

Jeffrey pegede på chartekket. Han kunne ikke få sig selv til at sige Saras navn her. »Voldtog han andre efter det her?«

»Ja, han voldtog to andre,« svarede Keith. »Der var hende Linton. Han stak hende ned, ikke? Mordforsøg, seks år. Så blev han prøveløsladt for god opførsel, fik Depo, holdt op med Depo og gik ud og voldtog tre kvinder. Han blev sigtet for den første, de andre ville ikke vidne, fik en fængselsdom på tre år, nu er han igen prøveløsladt på betingelse af, at han tager Depo under overvågning.«

»Han har voldtaget syv kvinder, og så har han kun siddet inde i ti år?«

»Han blev kun sigtet for tre, og med undtagelse af hende her …« – han pegede på chartekket om Sara – »… så var de andres identifikation af ham ret usikker. Han bar maske. Du ved, hvordan pigerne reagerer, når de står i vidneskranken. De bliver nervøse, og før man ved af det, så har forsvareren gjort dem usikre på, om de overhovedet er blevet voldtaget for slet ikke at tale om, hvem der skulle have gjort det.«

Jeffrey svarede ikke, men Keith så ud til at kunne læse hans tanker.

»Hør her,« sagde Keith, »hvis jeg havde haft noget med de sager at gøre, så ville han være blevet sendt i stolen. Forstår du, hvad jeg mener?«

»Ja,« svarede Jeffrey og tænkte i sit stille sind, at alle de pralerier ikke førte til noget. »Står han til en ‘tredjegangs’?« spurgte han. Georgia havde som flere andre stater for nogen tid siden indført en lov om ‘tredjegangs’, hvilket betød, at den dømtes tredje forbrydelse, uanset hvor lille den måtte være, ville sende ham eller hende i fængsel rimeligvis på livstid.

»Det ser sådan ud,« svarede Keith.

»Hvem er hans tilsynsværge?«

»Det har jeg allerede fod på,« sagde Keith. »Wright er udstyret med et ankelbånd med en chip. Tilsynsværgen oplyser, at han har holdt sig i skindet i de sidste to år. Han siger også, at Wright hellere ville brække sin højre arm på langs end at skulle i fængsel igen.«

Jeffrey nikkede. Jack Wrights prøveløsladelse var betinget af, at han gik med et ankelbånd med en chip. Hvis han forlod de tilladte områder eller overtrådte udgangstiderne, ville det udløse en alarm på politistationen. Politiets tilsynsværger var placeret inden for byens grænser, så de med øjebliks varsel kunne fange lovovertræderne. Det var et glimrende system, og selv om Atlanta var en temmelig stor by, så var der ikke mange prøveløsladte, der slap væk.

»Jeg gik også ned til bankbygningen,« sagde Keith og trak undskyldende på skuldrene. Han var godt klar over, at han havde overskredet sin kompetence. Det her var Jeffreys sag, men Keith var dødtræt af at undersøge håndtasker for pistoler hele dagen.

»Det er i orden,« sagde Jeffrey. »Hvad fandt du ud af?«

»Jeg kastede et blik på hans stempelkort. Han tjekker ind hver morgen klokken syv og tjekker ud til frokost klokken tolv, er tilbage klokken halv et og tjekker så ud klokken fem.«

»Der kunne jo være nogen, der stempler for ham?«

Keith trak på skuldrene. »Tilsynsværgen overvåger ham ikke konstant, men hun siger, at der ville være kommet klager fra de forskellige kontorer, hvis han ikke passede sit arbejde. Og de der professionelle typer vil åbenbart gerne have, der bliver sørget for, at deres lokummer stråler og skinner.«

Jeffrey pegede på den hvide konvolut, Keith holdt i hånden. »Hvad er det?«

»Registreringsattesten,« svarede Keith og rakte ham konvolutten. »Han kører i en blå Chevy Nova.«

Jeffrey rev konvolutten op med tommelfingeren. Indeni lå registreringsattesten på Jack Allen Wrights bil. Der var anført en adresse under hans navn. »Gælder den stadig?« spurgte Jeffrey.

»Ja,« svarede Keith. »Men – jeg håber, du forstår – du har altså ikke fået den af mig.«

Jeffrey forstod. Atlantas politimester kørte sine styrker med hård hånd. Jeffrey kendte hendes omdømme og beundrede hendes arbejde, men han vidste også, at hvis hun opdagede, at en bondeknold af en betjent fra Grant County trådte ind på hendes enemærker, så ville hun straks plante en seks centimeter høj hæl på hans fod.

»Hvis du vil have flere oplysninger om Wright,« sagde Keith, »så ring til Atlantas Politi, Afdelingen for Tilsynsværger.« Han rakte et visitkort til Jeffrey, hvor der var et billede af Fugl Fønix, der rejste sig af asken. Jeffrey vendte det om og så, at der var kradset et navn og en adresse ned.

»Det er hans tilsynsførende,« forklarede Keith. »Hun er god nok, men hun vil forlange en god grund til, at du graver i Wrights sag.«

»Kender du hende?«

»Jeg kender til hende,« svarede Keith. »Hun hader mænd, så pas på. Hvis du kontakter hende for at tjekke op på hendes dreng, og hun synes, at du sender hende indladende blikke, så kan du være sikker på, at hun vil sørge for, du aldrig får ham at se mere.«

»Jeg skal nok opføre mig som en gentleman,« sagde Jeffrey.

»Ashton ligger uden for byen, så jeg forklarer dig lige vejen derhen.«

21

Nick Sheltons stemme buldrede i telefonen: »Davs, tøs.«

»Dav, Nick,« svarede Sara og lukkede chartekket, der lå foran hende på bordet. Hun var allerede begyndt på klinikken klokken otte og havde haft patienter indtil nu her klokken fire. Hun følte det, som om hun havde løbet i kviksand hele dagen. Det værkede en smule i hendes hoved, og hendes mave protesterede mod alt det, hun havde drukket aftenen før, for slet ikke at tale om ubehaget over det følelsesmæssige drama, der havde udspillet sig. Som dagen skred frem, følte Sara sig mere og mere udkørt, og Molly bemærkede ved frokosten, at hun lignede mere en patient end en læge.

»Jeg viste Mark frøene,« sagde Nick. »Han bekræfter, at det er belladonna, men det er bærrene fra planten og ikke frøene.«

»Det er udmærket,« sagde Sara. »Men er han sikker?«

»Et hundrede procent,« svarede Nick. »Han synes, det er lidt mærkeligt, at de har spist bærrene, for, som du måske husker, så er de ikke ret giftige. Men måske har din fyr dernede givet dem til pigerne for at holde dem plørede og så givet dem den endelige dosis, før ham slap dem løs.«

»Det lyder meget rimeligt,« sagde Sara. Hun havde ikke lyst til at gå nærmere ind på det. Hun havde heller ikke lyst til at være læge. Hun havde slet ikke lyst til at være retsmediciner. Hun havde kun lyst til at ligge i sin seng med en kop te og fjernsynet kørende. Og det var lige netop det, hun havde tænkt sig at gøre, når hun havde ajourført dagens sidste journal. Heldigvis havde Nelly holdt næste dag fri for aftaler, så hun kunne bruge weekenden til at stresse af i. På mandag ville hun sikkert være sit gamle jeg igen.

»Er der noget resultat af sædprøven?« spurgte Sara.

»Der har været lidt problemer med den på grund af det sted, hvor du fandt den. Men jeg tror, vi vil være i stand til at få noget ud af den.«

»Det er vel gode nyheder, går jeg ud fra.«

»Fortæller du Jeffrey om bærrene, eller skal jeg ringe til ham?« spurgte Nick.

Sara følte et sug i maven ved at høre Jeffreys navn.

»Sara?« spurgte Nick.

»Ja,« svarede Sara. »Jeg skal nok tale med ham, så snart jeg får fri i dag.«

Hun lagde røret på efter diverse høflige afskedshilsener, lænede sig tilbage i kontorstolen og gned sig over lænden. Hun skimmede den næste journal og noterede en ændring i medicineringen, og at det skulle følges op med en laboratorieprøve. Da hun var færdig med den sidste journal, var klokken blevet halv seks.

Sara stak et par chartekker ned i sin mappe. Hun vidste, at hun på et eller andet tidspunkt i weekenden ville blive overmandet af dårlig samvittighed, og så var det godt at være forberedt med lidt hjemmearbejde. Hun kunne sagtens bruge diktafonen derhjemme. Og så kunne hun sende båndene til Macon, hvor der var en skrivestue, der udskrev dem for hende i løbet af et par dage.

Hun knappede sin jakke, mens hun gik over gaden på vej ned i byen. Hun valgte fortovet på den anden side af apoteket, så hun ikke risikerede at løbe ind i Jeb. Sara bøjede hovedet, da hun gik forbi isenkræmmeren og tøjforretningen. Hun havde ikke lyst til at falde i snak med nogen. Men til sin overraskelse standsede hun foran politistationen. Hun havde bare gået uden tanke for hvorhen, og for hvert skridt hun tog, blev hun mere og mere vred på Jeffrey, fordi han ikke havde ringet. Her havde hun blottet sin sjæl for ham i håndvasken i hans badeværelse, og så havde han ikke engang anstændighed nok i livet til at ringe til hende.

Sara gik ind på politistationen, og det lykkedes hende at sende et lille smil til Marla. »Er Jeffrey der?«

Marla rynkede panden. »Nej, det tror jeg ikke,« svarede hun. »Han tjekkede ud ved tolvtiden. Men du kan tale med Frank.«

»Er han kommet tilbage?« spurgte Sara og slog et sving med tasken hen mod døren.

»Ja, det tror jeg,« svarede Marla og koncentrerede sig igen om det, hun havde været i gang med.

Sara bøjede hovedet, da hun gik forbi den ældre kvinde. Marla var i fuld gang med en krydsogtværs.

Baglokalet var tomt, de godt ti skriveborde, der normalt var befolket af de ældre kriminalbetjente, stod tomme. Sara gik ud fra, at de enten var ude for at tjekke op på Jeffreys lister eller til frokost. Selvfølgelig var han der ikke.

Sara stod i det lille kontor og hvilede hånden på sin mappe, hun havde stillet på skrivebordet. Hun havde været her så mange gange, at hun ikke havde tal på dem. Men hun følte sig altid tryg her. Selv efter skilsmissen havde hun i det her kontor følt, at Jeffrey var pålidelig. Han havde altid gjort det rigtige som politimand. Han havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at få dem, der stod under hans beskyttelse til at føle sig trygge.

Da Sara for tolv år siden var flyttet tilbage til Heartsdale, var hverken hendes far eller øvrige familie i stand til at overbevise hende om, at hun kunne føle sig sikker. Hun vidste, at i det øjeblik hun trådte ind hos en pantelåner, ville det spredes over hele byen, at hun havde erhvervet sig et våben. Ydermere skulle hun have våbentilladelse, og for at få det var hun nødt til at gå på politistationen, og Ben Walker, der var Jeffreys forgænger som politimester, spillede poker hver fredag aften med Eddie Linton. Hvordan hun end vendte og drejede det, så kunne hun ikke købe et våben, uden at de, der kendte hende, fik det at vide.

Ikke ret længe efter blev en rod fra en af byens bander indlagt på Augusta Hospital med sin ene arm næsten revet af af en kugle. Sara opererede ham og reddede hans liv. Drengen var kun fjorten år, og hans mor var knap kommet ind på stuen, før hun begyndte at slå ham i hovedet med sin håndtaske. Sara forlod stuen, men et øjeblik efter stod moderen ude hos hende. Kvinden havde givet Sara sin søns våben og bedt hende om at skaffe det af vejen. Hvis Sara havde været troende, ville hun have kaldt det et mirakel.

Sara vidste, at pistolen nu lå i Jeffreys skrivebordsskuffe. Hun kiggede sig over skulderen, før hun åbnede den og tog posen med Rugeren op. Hun stak den ned i sin mappe og var ude ad døren som et lyn.

Hun gik med højt løftet hoved over mod universitetet. Hendes båd lå foran bådehuset, og hun smed mappen ned i den med den ene hånd, mens hun med den anden løsnede fortøjningen. Hun havde fået båden af sine forældre i indflytningsgave. Det var en gammel, men robust båd. Der sad en stærk motor på, og Sara havde ofte stået på vandski efter den med sin far ved roret. Han holdt altid lidt igen på farten af angst for, at hendes arme skulle blive flået af.

Hun sikrede sig, at der ikke var nogen i nærheden, og så tog hun pistolen op af mappen og låste den inde i det vandtætte handskerum foran passagersædet – med plasticpose og det hele. Så stak hun det ene ben ud over rælingen og skubbede sig ud fra broen. Motoren hakkede, da hun drejede tændingsnøglen. Hun burde principielt have fået tjekket motoren, før hun sejlede ud i den igen efter ikke at have brugt den hele vinteren, men hun havde intet valg, eftersom mekanikerne først ville være færdige med hendes bil om mandagen. Hun ville ikke bede sin far om et lift, for hun orkede ikke at sidde og snakke, og det kunne slet ikke komme på tale at spørge Jeffrey.

Endelig kom motoren i gang efter at have spyet en ækel blåsort røgsky ud, og Sara sejlede væk fra broen med et lille smil om munden. Hun følte sig som en forbryder, der stikker af med en pistol i tasken, men den gav hende en fornemmelse af tryghed. Det var ikke hendes problem, hvad Jeffrey tænkte, når han så, pistolen var væk.

Da hun nåede midten af søen, hoppede båden på bølgerne. Den kolde vind stod ind i hendes ansigt, så hun tog sine briller på for at beskytte øjnene. Solen skinnede, men vandet var koldt efter al den regn, der var faldet. Det så ud til at trække op til storm, men den ville sikkert først komme efter solnedgang.

Sara lynede sin jakke op mod kulden. Men da hun kunne se sit hus, løb næsen, og kinderne var stive af kulde, som om hun havde stukket hovedet i en spand iskoldt vand. Hun drejede skarpt til venstre og styrede forbi en række klipper under vandet. Der havde engang været en bøje, der markerede klipperne, men den var rådnet væk for længe siden. Hun kunne godt være sejlet over dem, fordi det var højvande på grund af regnen, men hun turde ikke risikere det.

Hun sejlede ind i bådehuset, og netop da hun var ved at trække båden op af vandet med det elektriske spil, kom hendes mor til syne oppe ved huset.

»Pokkers,« mumlede Sara og trykkede på den røde knap for at standse spillet.

»Jeg ringede til klinikken,« sagde Cathy. »Nelly sagde, at du havde taget fri i morgen.«

»Ja, det er rigtigt,« svarede Sara og trak i kæderne, der lukkede porten bag båden.

»Din søster har fortalt mig om jeres skænderi i går.«

Sara fastgjorde med hidsige bevægelser kæderne, så det klirrede i dem. »Hvis du er kommet for at true mig, så er skaden sket.«

»Hvad mener du med det?«

Sara trådte ned fra broen og gik forbi sin mor. »Jeg mener, at han ved det,« sagde hun, satte hænderne i siden og ventede på, at hendes mor skulle følge efter. »Jeg har vist ham retsudskriftet.«

»Hvad sagde han?«

»Jeg kan ikke tale om det,« svarede Sara og gik op mod huset. Hendes mor fulgtes med hende over græsplænen, men hun var gud være lovet tavs.

Sara låste bagdøren op og lod den stå åben for sin mor. Så gik hun ud i køkkenet. Alt for sent gik det op for hende, at alt rodede i huset.

»Åh, Sara, du kunne nu godt gøre lidt rent.«

»Jeg har haft travlt på arbejdet.«

»Det er ingen undskyldning,« prækede Cathy. »Du skal bare sige til dig selv: ‘Jeg ordner en kurvfuld vasketøj hver anden dag. Jeg sørger for at lægge tingene på plads efter mig.’ Så varer det ikke længe, før der er orden på det hele.«

Sara ignorerede det efterhånden velkendte tema og gik ind i dagligstuen. Hun trykkede på tilbagespolingsknappen på telefonsvareren, men der havde ikke været nogen opringninger.

»Strømmen har været gået,« sagde hendes mor, mens hun indstillede uret på komfuret. »Stormene laver altid ravage i ledningerne. Din far var lige ved at få et hjerteslag, da han tændte for fjernsynet for at se Jeopardy i aftes, og der kun kom sne på skærmen.«

Sara følte en vis lettelse. Så havde Jeffrey måske alligevel ringet. Man skulle jo ikke forsværge noget. Hun gik over til køkkenvasken og fyldte kedlen med vand. »Vil du have en kop te?«

Cathy rystede på hovedet.

»Nå, det vil jeg heller ikke,« mumlede Sara og lod kedlen stå i vasken. Hun tog sin skjorte af, mens hun gik hen mod soveværelset, og på vej derind smuttede hun ud af nederdelen. Cathy fulgte efter hende og betragtede med en mors professionelle blik sin datter.

»Er du nu igen uvenner med Jeffrey?«

Sara trak en T-shirt ned over hovedet. »Det er jeg jo altid, mor. Vi skændes altid.«

»Ja, når du ikke sidder og vrider dig på kirkebænken over ham.«

Sara bed sig i læben. Hun kunne mærke rødmen stige op i kinderne.

»Hvad handler det om denne gang?« spurgte Cathy.

»Åh gud, mor, jeg vil ikke tale om det.«

»Så fortæl mig, hvad du laver med Jeb McGuire?«

»Jeg ‘laver’ ikke noget med Jeb. Helt ærligt.« Sara stak i et par joggingbukser.

Cathy satte sig på sengekanten og glattede hen over dynen. »Det er godt. Han er ikke din type.«

Sara lo. »Hvem er min type?«

»En, der er dig ligeværdig.«

»Tja, måske er jeg glad for Jeb,« sagde Sara, vel vidende, at hun lød en anelse provokerende og irritabel. »Måske kan jeg godt lide, at han er så forudsigelig og sød og rar. Guderne skal vide, at han har ventet længe på at gå ud med mig. Jeg skulle måske begynde at se lidt mere til ham.«

»Du er ikke så vred på Jeffrey, som du bilder dig ind,« sagde Cathy.

»Nå, ikke?«

»Du er bare såret, og derfor bliver du vred. Du åbner dig jo så sjældent for andre mennesker,« fortsatte Cathy. Sara bemærkede, at hendes mors stemme lød bestemt, men indsmigrende, som om hun prøvede at besnakke et farligt dyr til at komme ud af sin hule. »Jeg kan huske, da du var lille. Du var altid meget varsom med, hvem du ville have som venner.«

Sara satte sig på sengekanten for at tage sokker på. »Jeg havde masser af venner,« sagde hun.

»Åh ja, du var populær, men du lod kun ganske få komme dig nær.« Hun strøg Saras hår bag om ørerne. »Og efter det, der skete i Atlanta …«

Sara lagde hænderne over øjnene. Tårerne strømmede, og hun mumlede: »Mor, jeg kan altså ikke tale om det lige nu. Vil du ikke nok være sød at lade være.«

»Jo, selvfølgelig.« Cathy lagde en trøstende arm om Sara og trak hende ind til sit bryst. »Så, så.« Cathy dyssede hende til ro, mens hun strøg hende over håret. »Det skal nok gå.«

»Jeg ville bare …« Sara rystede på hovedet, ude af stand til at sige mere. Hun havde glemt, hvor dejligt det var at blive trøstet af sin mor. Sara havde i de sidste dage været så optaget af at skubbe Jeffrey fra sig, at hun også havde lagt afstand til sin familie.

Cathy kyssede Sara på håret og sagde: »Der har også været et sidespring i din fars og mit ægteskab.«

Sara blev så forbløffet, at hun holdt op med at græde. »Har far bedraget dig?«

»Selvfølgelig ikke.« Cathy rynkede panden. Der gik et øjeblik, før hun fortsatte: »Det var den anden vej rundt.«

»Har du bedraget far?« Sara følte, hun lød som et ekko af sig selv.

»Det blev aldrig fuldbyrdet, men i mit hjerte følte jeg, at det var.«

»Hvad mener du?« Sara rystede på hovedet. Det lød som en af Jeffreys undskyldninger: tynd og dårlig. »Åh, glem det.« Hun tørrede øjnene med hånden; hun havde ikke lyst til at høre om det. Hun havde altid sat sine forældres ægteskab på en piedestal, og det havde været hendes udgangspunkt for et godt, kærlighedsfyldt forhold.

Men Cathy var fast besluttet på at fortælle hende historien. »Jeg sagde til din far, at jeg ville forlade ham for en anden mand.«

Sara sad fuldstændig paralyseret med åben mund. Hun følte sig dum. »Hvem?« fik hun endelig fremstammet.

»Bare en mand. Han var en stabil mand, fastansat på en af fabrikkerne. Rolig og besindig. Meget alvorlig og helt anderledes end din far.«

»Hvad skete der så?«

»Jeg sagde til din far, at jeg ville skilles.«

»Og så?«

»Han græd og græd. Vi var separeret i omkring et halvt år. Men til sidst besluttede vi at blive sammen.«

»Hvem var den anden mand?«

»Det har ingen betydning nu.«

»Bor han stadig her i byen?«

Cathy rystede på hovedet. »Det betyder ikke noget. Han eksisterer ikke i mit liv mere. Jeg er sammen med din far.«

Sara koncentrerede sig et øjeblik om at få vejret. Endelig lykkedes det hende at sige: »Hvornår skete det?«

»Før du og Tessa blev født.«

Sara sank for at komme af med klumpen i halsen. »Hvad skete der?«

»Hvad mener du?«

Sara trak en sok på. Hun skulle åbenbart trække hvert ord ud af sin mor. »Hvad fik dig til at skifte mening? Hvorfor ville du hellere være sammen med far?«

»Åh, der var så mange ting,« svarede Cathy med et lille smil. »Jeg tror bare, jeg blev lidt betaget af den anden mand uden helt at være klar over, hvor meget din far betød for mig.« Hun sukkede tungt. »Jeg kan huske, at jeg vågnede op en morgen i mit gamle værelse hjemme hos min mor, og det eneste, jeg tænkte på, var, at Eddie burde være der hos mig. Jeg længtes inderligt efter ham.« Cathy rynkede panden, da hun så Saras reaktion. »Du behøver ikke rødme, der findes andre måder, man kan længes på.«

Sara krympede sig ved moderens ord og trak den anden sok på. »Ringede du så til ham?«

»Jeg gik over til vores hus og satte mig på verandaen. Jeg tiggede ham næsten om at tage mig tilbage, nej, jeg tiggede ham. Jeg sagde til ham, at hvis vi begge ville blive ulykkelige uden den anden, så kunne vi lige så godt være ulykkelige sammen, og at jeg var ked af det, og at jeg aldrig nogen sinde mere ville tage ham for givet.«

»Tage ham for givet?«

Cathy lagde sin hånd på Saras arm. »Det er det, der gør mest ondt, ikke? Når man føler, at man ikke betyder lige så meget for ham som før.«

Sara nikkede og prøvede at huske at trække vejret. Hendes mor havde ramt hovedet lige på sømmet. »Hvad gjorde far, da du sagde det?« spurgte hun.

»Han bad mig rejse mig op fra verandaen og komme ind og få noget morgenmad.« Cathy tog hånden op og klappede sig let på brystet. »Jeg ved ikke, hvordan Eddie kunne få sig selv til at tilgive mig, han er et meget stolt menneske, men jeg er taknemmelig for, at han gjorde det. Jeg elskede ham endnu højere, netop fordi han var i stand til at tilgive mig det forfærdelige, jeg havde gjort. Jeg sårede ham langt ind i sjælen, men han elskede mig stadig. Det tror jeg styrkede vores ægteskab.« Hun smilede varmt. »Men selvfølgelig havde jeg et hemmeligt våben.«

»Hvad var det?«

»Dig.«

»Mig?«

Cathy kærtegnede Saras kind. »Jeg flyttede tilbage til din far igen, men det hele var så anspændt. Intet var som før. Men så blev jeg gravid og ventede dig, og livet begyndte igen. Jeg tror, at din far kunne se det hele i et større perspektiv, fordi du var på vej. Så kom Tessa, og så begyndte I begge i skolen, og så var I pludselig voksne og læste på universitetet.« Hun smilede. »Det tager bare sin tid. Kærlighed og tid. Og det er en udmærket afledning at skulle tage sig af sådan en lille rødhåret ballademager.«

»Nå ja, men jeg bliver ikke gravid.« Sara hørte det bidende tonefald i sin stemme.

Cathy tænkte sig lidt om, før hun svarede. »Nogle gange er man nødt til at erkende, hvad man har mistet, før man kan forstå værdien af det,« sagde hun. »Lad være med at sige det til Tessa.«

Sara nikkede. Hun forstod. Så rejste hun sig og stak T-shirten ned i joggingbukserne. »Som sagt, så har jeg vist ham retsudskriftet, mor.«

»Udskriftet fra retssagen?« spurgte Cathy.

»Ja,« svarede Sara og lænede sig mod kommoden. »Jeg ved, han har læst det. Jeg lagde det i håndvasken ude på badeværelset.«

»Og så?«

»Ja, og så …« svarede Sara, »… har han ikke engang ringet. Jeg har ikke hørt en lyd fra ham hele dagen.«

»Jaså,« svarede Cathy med beslutsom mine. »Drop ham. Han er ikke det skidt værd, du træder på.«

22

Jeffrey fandt hurtigt og nemt Ashton Street 633. Huset var en forsømt firkant af gasbeton, hvor det så ud, som om vinduerne var blevet kastet ind i tilfældig orden og størrelse. Der var en muret pejs på verandaen, og der lå stakkevis af aviser og blade ved siden af, som sikkert var beregnet til optænding.

Han forsøgte at anlægge en ligegyldig attitude, mens han indgående kiggede på huset, men han havde svært ved at falde ind i omgivelserne, når han ankom iført jakkesæt og slips i en hvid Lincoln. Den del af Ashton Street, hvor Jack Wright boede, virkede sumpet og forfalden. Der var sat advarende skilte op foran de fleste af husene i nabolaget om, at de var dømt til nedrivning. Børnene legede mellem rod og murbrokker i haverne, og deres forældre var intetsteds at se. Der hang en lugt over hele området, ikke af kloak, men noget, der mindede om det. Jeffrey kom til at tænke på lugten fra lossepladsen i udkanten af Madison. Hørmen af forrådnet affald nåede ens næse selv på gode dage, når vinden bar fra. Også selv om man havde lukket vinduerne og sat airconditionen til.

Jeffrey trak vejret overfladisk og prøvede at vænne sig til lugten, mens han nærmede sig huset. Der var en kraftig netdør foran hoveddøren låst med en stor hængelås. Der var tre skudrigler på selve hoveddøren samt en lås, så det så ud til at være et større puslespil at åbne døren end ved bare at bruge en nøgle. Jack Wright havde også tilbragt en stor del af sit liv i fængsel. Han ønskede tydeligvis at værne om sit privatliv. Jeffrey kiggede sig omkring, før han gik over til et af vinduerne. Det var der også sat trådnet for med en forsvarlig lås, men karmen var gammel og mør og kunne sagtens brydes op. Jeffrey kastede et blik rundt, før han med et par velrettede stød fjernede vinduet med karm og det hele og hoppede ind gennem det.

Dagligstuen var mørk og beskidt, der lå dynger af affald og aviser rundt omkring. Midt på gulvet stod der en orangefarvet sofa overstænket med mørke pletter. Jeffrey kunne ikke se, om det var kaffe eller en eller anden form for legemsvæske. Men han kunne ikke undgå at bemærke den gennemtrængende lugt af Lysol, der hang i stuen.

Væggene var dekoreret med alle mulige former for krucifikser. De varierede i størrelse fra de små bitte, man kunne trække i en tyggegummiautomat, og til nogle, der var mindst 25 centimeter høje. De var sømmet ind i væggen, tæt ved hinanden i en uendelig række. Jesus-temaet fortsatte i en række plakater på væggene med Jesus og hans disciple. De var som taget ud af en søndagsskole. På en af dem holdt Jesus et lam i favnen. På en anden stod han med fremstrakte hænder og viste sårene i dem.

Jeffreys hjerte begyndte at hamre vildt ved synet. Han åbnede pistolhylsteret og lagde hånden på skæftet, mens han gik ud i entreen for at sikre sig, at der ikke kom nogen op ad indkørslen.

Ude i køkkenet var vasken fyldt med snavset bestik og stakkevis af tallerkener med indtørrede madrester. Gulvet var fedtet, og der var virkede fugtigt. Det kom ikke af vand, men af noget andet. Det var det samme i soveværelset, hvor en fugtig, muggen lugt ramte Jeffrey i ansigtet som en våd klud. Der hang en plakat af Jesus med glorie på væggen bag sengen med en overplettet madras. Også her rakte Jesus sine hænder frem og viste sårene. Borten med korsfæstelsesmotivet øverst oppe på væggene fortsatte herinde, men korsene var større. Da Jeffrey stillede sig op i sengen, kunne han se, at en eller anden, formodentlig Wright, med rød maling havde fremhævet Jesu sår, blodet, der dryppede ned over kroppen, og tornekronen om hans hoved. Jeffrey bemærkede også, at der var malet sorte kors over Jesu øjne på alle billederne. Det kunne se ud, som om Wright ikke ønskede, at Jesus skulle betragte ham. Og det var netop, hvad Wright foretog sig i det skjulte, Jeffrey ønskede svaret på.

Jeffrey gik ned fra sengen. Han bladrede i et par blade, men inden han rørte noget, havde han taget et par latexhandsker på. De fleste af bladene var gamle numre af People og Life. Skabet var fyldt fra gulv til loft med pornografiske blade. Busty Babes lå ved siden af Righteous Readheads. Jeffrey kom til at tænke på Sara og fik en klump i halsen.

Han skubbede madrassen op med den ene fod. Der lå en ni millimeter Sig Sauer. Våbnet så nyt og velholdt ud. Og i det her kvarter var det kun tåber, der ville lægge sig til at sove uden våben. Jeffrey smilede, da han lod madrassen falde på plads. Det her kunne han bruge senere.

Han åbnede skufferne i kommoden. Han vidste ikke, hvad han egentlig forventede at finde. Mere porno måske. Endnu et våben eller noget, der kunne bruges som våben. Men ikke sexet silkeundertøj af den slags, Jeffrey gerne ville se Sara i. Der lå bodystockinger og g-strenge og bundløse trusser. Men det var alt sammen i en temmelig stor størrelse; en størrelse, en mand kunne passe.

Jeffrey undertrykte en gysen. Han tog en kuglepen frem og pirkede rundt i resten af skuffens indhold. Han ville ikke risikere at blive stukket af en nål eller noget andet skarpt og få en kønssygdom. Han skulle lige til at lukke skuffen, da der var noget, der slog ham. Der var et eller andet, han havde overset. Han flyttede et par grønne blondetrusser, og dér fandt han det. Bunden af skuffen var dækket af en søndagsudgave af Grant County Observer. Han kunne genkende avishovedet.

Jeffrey skubbede tøjet til side og tog avisen op. Forsiden bar præg af, at det var agurketid. Et stort billede af Heartdales borgmester, der holdt en gris i favnen, sprang i øjnene på Jeffrey. Datoen viste, at avisen var mere end et år gammel. Han åbnede de andre skuffer for at se, om der var flere aviser. Han fandt et par stykker, men der var bare ligegyldige historier på forsiden. Jeffrey fandt det ganske interessant, at Jack Wright abonnerede på Grant County Observer.

Han gik tilbage til dagligstuen og gennemgik med fornyet interesse stakken af aviser, der lå på gulvet. Jeffrey kom i tanker om, at et af Wrights ofre efter Sara, Brenda Collins, kom fra Tennessee. Han fandt en udgave af studenterbladet fra Tennessee Universitet, Monthly Vols, stukket ind mellem nogle aviser fra Alexander City i Alabama. Og i den næste stak fandt han flere blade fra småbyer i andre stater. Desuden lå der adskillige postkort med motiver fra forskellige steder i Atlanta. Bagsiderne var blanke, lige til at skrive på. Jeffrey kunne ikke blive klog på, hvad en mand som Wright skulle bruge postkort til. Han anså ikke Wright for at være en type, der havde venner.

Jeffrey kiggede sig omkring for at sikre sig, at han ikke havde overset noget i den lille stue. Fjernsynet var placeret i pejsen. Det så ret nyt ud; et af den slags, man kunne købe på gaden for halvtreds dollar, hvis man ikke stillede for mange spørgsmål om, hvor det kom fra. Oven på fjernsynet stod boksen til kabel-tv’et.

Jeffrey var klar til at gå, så han gik hen mod vinduet, men standsede brat, da han fik øje på noget under sofaen. Han sparkede sofaen bagover, så kakerlakkerne pilede hen over gulvet. Der lå et lille, sort tastatur på gulvet.

Tastaturet var åbenbart tilsluttet boksen til kabel-tv’et. Jeffrey tændte for det og tastede sig ind på internettet. Han sad på kanten af den væltede sofa, mens han ventede på at få forbindelse. Brad Stephens var computereksperten på politistationen, men Jeffrey havde lært tilstrækkeligt af ham til selv at kunne navigere rundt.

Det var nemt nok at logge sig ind på Wrights e-mail. Der var et tilbud fra en forhandler af Chevy reservedele og forespørgsler fra liderlige teenagere, der ville tjene lidt ekstra lommepenge – den slags e-mails folk over hele verden modtog – men der var også et langt brev fra en kvinde, der viste sig at være Wrights mor. Så var der en e-mail med et billede af en ung pige, der poserede med vidt spredte ben. Afsenderens e-mail-adresse var en række tilfældige tal. Det var sikkert en af Wrights tidligere bekendte fra fængslet. Men Jeffrey skrev alligevel adressen ned på et stykke papir, han fandt i sin lomme.

Han kom ind i Wrights bookmarks ved hjælp af piletasterne. Ud over diverse hjemmesider med pornografi og vold, fandt han et link til Grant County Observer on-line. Han blev dybt rystet. Avisens forside med nyheden om Julia Matthews’ selvmord tonede frem på skærmen. Jeffrey tastede sig ind på artiklen og skimmede den igen. Så gik han tilbage til arkivoversigten og søgte på Sibyl Adams, og få sekunder senere dukkede en artikel frem på skærmen om den dag året før, da hun var inviteret til at tale om sit job for en gymnasieklasse. Bagefter søgte han på Julia Matthews, men kun dagens avisforside kom frem, til gengæld kom der over 60 artikler frem, da han søgte på Sara.

Jeffrey slukkede for computeren og rejste sofaen op. Da han var kommet udenfor, forsøgte han at presse vinduet på plads i det hul, han havde lavet, men det lykkedes ikke, så han var nødt til at stille en stol for til at holde det på plads. Da han kom ud til sin bil og kiggede tilbage, så det ikke ud, som om der var pillet ved vinduet, men så såre Jack Wright trådte op på verandaen, ville han være klar over, at der havde været nogen i hans hus. Og så omhyggelig som han var med sikkerhed, var det her den sikre måde til at få ham til at forløbe sig på.

Da Jeffrey satte sig ind i bilen, blev gadelygterne tændt. Selv i det her hul, var det en nydelse at se solnedgangen over Atlantas skyline. Jeffrey tænkte, at hvis det ikke var for solopgangene og solnedgangene over Atlantas skyline, så ville de, der boede her i gaden, ikke føle sig som mennesker.

Han ventede i tre en halv time, før den blå Chevy Nova kørte ind i indkørslen. Bilen var gammel og snavset, og der var flager af rust ved bagagerummet og rundt om baglygterne. Wright havde åbenbart i det små forsøgt at udbedre skaderne. Der var sat tape på kryds og tværs over bagenden, og der sad et klistermærke på den ene side af kofangeren, hvor der stod GUD ER MIN ANDENPILOT. På den anden side var der et klistermærke med ordene JEG BLI’R ET RIGTIGT VILDDYR I ATLANTA ZOO.

Jack Wright havde været længe nok i systemet til at kunne kende en civilklædt politimand. Han sendte Jeffrey et vagtsomt blik, da han steg ud af Novaen. Wright var en lille, tyk fyr med vigende hårgrænse. Hans skjorte stod åben, og Jeffrey kunne se, at han havde bryster. Han gik ud fra, at det måtte skyldes Depo. Mange voldtægtsforbrydere og pædofile forsøgte at undgå Depo netop på grund af bivirkningerne med vægtforøgelse og udvikling af kvindelige former.

Wright nikkede til Jeffrey, da denne kom gående. Uanset hvor forsømt kvarteret var, så virkede gadelygterne, og huset var oplyst, som om det var midt på dagen.

Da Wright talte til Jeffrey, var hans stemme næsten oppe i falset, det var endnu en af Depos bivirkninger. »Er det mig, du kigger efter?«

»Ja, det er det,« svarede Jeffrey og standsede lige foran den mand, der havde voldtaget og dolket Sara Linton.

»Nå for fanden,« Wrights mund blev til en smal streg. »Der er måske en eller anden lille tøs, der er blevet kidnappet? Du dukker jo op, hver gang en af de små finker forsvinder.«

»Skal vi ikke gå indenfor?« spurgte Jeffrey.

»Nej, det synes jeg ikke,« gav Wright igen og lænede sig mod sin bil. »Ser hun godt ud, hende der er forsvundet?« Han tav, som om han afventede et svar. Han lod langsomt tungen glide over sine læber. »Jeg går kun efter de smukke.«

»Det er en gammel sag.« Jeffrey ville ikke lade sig tirre.

»Amy? Er det min søde, lille Amy?«

Jeffrey stirrede på ham. Han huskede navnet fra sagsmappen. Amy Baxter havde begået selvmord, efter at hun var blevet voldtaget af Jack Wright. Hun var sygeplejerske og var flyttet fra Atlanta til Alexander City.

»Nej, ikke Amy,« sagde Wright og tog hånden op til hagen, som om han tænkte. »Var det den lille søde …« Han standsede og så over på Jeffreys bil. »Grant County, ikke? Hvorfor sagde du det ikke bare?« Han smilede og afslørede en knækket fortand. »Hvordan går det med min lille Sara?«

Jeffrey gik et skridt frem mod Wright, men han lod sig ikke skræmme.

»Kom så. Slå mig! Jeg elsker det på den hårde måde.«

Jeffrey beherskede sin lyst til at slå manden og trådte et skridt tilbage.

Pludselig tog Wright om sine bryster. »Kan du lide dem, far?« Han smilede over det udtryk af væmmelse, der gled over Jeffreys ansigt. »Jeg tager Depo, men det ved du vel allerede, ikke skat? Og du ved, hvad det gør ved min krop, ikke?« Han dæmpede stemmen. »Det får mig til at ligne en kvinde, og så kan fyrene få det bedste fra begge verdener.«

»Hold op med det der,« sagde Jeffrey og kiggede sig omkring. Wrights naboer var kommet ud og stod og betragtede optrinet.

»Mine nosser er på størrelse med marmorkugler,« sagde Wright og tog hænderne ned til lynlåsen på sine cowboybukser. »Vil du se dem?«

»Prøv bare, så behøver du ikke længere bruge ordet ‘kemisk’ om din kastration.« Jeffreys stemme var som en lav snerren.

Wright lo. »Du er vel nok en stor og stærk mand, hva’?« spurgte han. »Og det er dig, der skal beskytte min Sara?«

Jeffrey sank – andet var han ikke i stand til.

»De vil alle sammen vide, hvorfor jeg valgte dem. ‘Hvorfor mig? Hvorfor mig?’« Han lo, mens hans stemme gled mere og mere op i diskanten. »Og hende – ja, jeg ville bare se, om hun var ægte rødhåret.«

Jeffrey stod som stivnet, ude af stand til at bevæge sig.

»Nå, men det ved du vel, hun er, ikke? Jeg kan se det i dine øjne.« Wright lagde armene over kors og stirrede Jeffrey stift i øjnene. »Åh, hun har nogle lækre patter. Jeg var vild med at sutte på dem.« Han slikkede sig om læberne. »Åh, du skulle have set hendes rædselsslagne ansigt. Det var hun ikke vant til, det kan jeg godt fortælle dig. Hun havde sgu aldrig haft en rigtig mand før, hvis du forstår, hvad jeg mener.«

Jeffrey lagde hånden om mandens nakke for at tvinge ham ind i bilen. Det gik så hurtigt, at Jeffrey ikke rigtig opfattede, hvad Jack Wright gjorde, før han mærkede hans lange negle bore sig ind i hans hænder.

Jeffrey tvang ham til at fjerne hænderne. Wright spruttede og hostede, mens han forsøgte at få vejret. Jeffrey kiggede sig omkring, men ingen af naboerne havde reageret. De stod alle sammen som hypnotiserede af optrinet.

»Tror du, du kan skræmme mig?« spurgte Wright med rusten stemme. »Jeg har tævet nogen, der er meget større end dig i spjældet, og de var to mod mig.«

»Hvor var du i mandags?« spurgte Jeffrey.

»Jeg var på arbejde, kammerat. Du kan tjekke det med min tilsynsværge.«

»Tja, det vil jeg måske også.«

»Hun tog en stikprøve på mig omkring …« – Wright lod, som om han tænkte sig om – »… tja, ved totiden, måske halvtretiden. Er det det tidsrum, du er interesseret i?«

Jeffrey svarede ikke. Sibyl Adams’ dødstidspunkt var blevet offentliggjort i Observer.

»Jeg havde fejet og vasket gulvet og var på vej ud med skraldespanden på det tidspunkt,« fortsatte Wright.

Jeffrey pegede på tatoveringen. »Jeg kan se, at du er religiøs.«

Wright så på sin arm. »Det var den, der satte mig i kontakt med Sara.«

»Du kan godt lide at følge op på dine piger, hva’?« spurgte Jeffrey. »Måske igennem aviserne og måske ved at følge dem op på internettet, ikke?«

For første gang så Wright nervøs ud. »Du har været inde i huset, ikke?«

»Jeg kan godt lide det, du har lavet på væggene,« sagde Jeffrey »Alle de små Jesuser. Men deres øjne følger dig, når du bevæger dig rundt i værelset.«

Wrights ansigt fortrak sig. Han viste Jeffrey den side af sig selv, som kun de ulykkelige kvinder havde set, da han skreg: »Det er privat område. Du har ikke ret til at gå derind.«

»Jeg var der,« svarede Jeffrey. Han var langt mere rolig nu, da Wright havde hidset sig op. »Jeg har været alt igennem.«

»Dit svin,« råbte Wright og slog ud efter ham. Jeffrey trådte hurtigt et skridt til siden og vred Wrights arm om på ryggen. Wright vaklede og faldt forover ned på fliserne. I samme nu var Jeffrey over ham og pressede sit knæ ned i mandens ryg.

»Hvad ved du?« spurgte Jeffrey.

»Slip mig,« bad Wright. »Åh, slip mig nu.«

Jeffrey tog håndjernene frem og tvang dem om Wrights håndled. Den klikkende lyd fra låsen fik manden til at hyperventilere.

»Jeg har bare læst om det,« sagde Wright. »Åh, vil du ikke nok slippe mig.«

Jeffrey lænede sig frem og hviskede i hans øre. »Du kommer tilbage til fængslet.«

»Åh nej, ikke det. Du må ikke sende mig tilbage,« tiggede Wright.

Jeffrey trak i ankelbåndet. Han vidste, hvordan tingene fungerede i Atlanta, og det her virkede hurtigere end at ringe til 911. Han kunne ikke flå båndet af, så han satte hælen i og sprængte låsen.

»Det kan du ikke gøre,« råbte Wright. »Det kan du ikke. De har set dig.«

Jeffrey kom i tanker om naboerne og kiggede op. Han så tavst til, mens de alle sammen vendte sig om og gik ind i deres huse.

»Åh gud, vil du ikke nok lade være med at sende mig tilbage,« tiggede Wright. »Jeg vil gøre alt, bare du ikke sender mig tilbage.«

»De vil heller ikke bryde sig om den ni millimeter, du har liggende under madrassen, Jack.«

»Åh gud,« hulkede han og rystede over hele kroppen.

Jeffrey lænede sig mod Novaen og tog det visitkort frem, som Keith tidligere havde givet ham. Mary Ann Moon, stod der. Jeffrey kiggede på sit ur. Han tvivlede stærkt på, at hun ville blive særlig glad for at se ham klokken ti minutter i otte en fredag aften.

23

Lena lukkede øjnene for solen, der bagte ned over hendes ansigt. Vandet var varmt og indbydende, og der stod en stille brise ind over hende, for hver gang en lille bølge rullede ind under hende. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været ved havet, men hun havde fortjent denne ferie.

»Se,« sagde Sibyl og pegede op i luften.

Lena fulgte sin søsters finger med blikket og fik øje på en havmåge, men hun blev mere fascineret af skyerne. De lignede uldtotter på en lyseblå baggrund.

»Vil du have det her tilbage?« spurgte Sibyl og rakte Lena et rødt løbehjul.

Lena lo. »Hank fortalte mig, at det var blevet væk.«

»Jeg lagde det et sted, hvor han ikke kunne finde det,« svarede Sibyl med et smil.

Det gik med et op for Lena, at det var Hank og ikke Sibyl, der var blind. Hun forstod ikke, hvordan hun kunne have forvekslet de to, for nu var Hank her på stranden. Han havde mørke briller på og sad tilbagelænet støttet til armene og lod solen bage ned på sit bryst. Han var mere solbrændt, end Lena nogen sinde havde set ham. Han havde altid foretrukket at sidde inde på hotelværelset i stedet for at gå til stranden sammen med pigerne. Lena anede ikke, hvad han foretog sig der hele dagen. Når Sibyl en gang imellem trængte til lidt skygge, gik hun ind til ham, men Lena elskede at være på stranden og lege i bølgerne eller måske lade sig rive med af en gang volleyball.

Det var på den måde, Lena havde mødt Greg Mitchell, hendes sidste kæreste af mere seriøs karakter. Greg spillede volleyball sammen med nogle af sine venner. Han var vel omkring 28 år, men hans venner var en del yngre og mere interesserede i at kigge på piger end at spille bold. Lena gik over til dem og spurgte, om hun måtte spille med, vel vidende, at de unge fyre tog mål af hende som af en anden flæskeside. Greg holdt bolden foran brystet og kastede den hurtigt til hende. Hun greb den på samme måde.

Kort efter slentrede de unge fyre væk for at finde noget at drikke eller nogle piger eller begge dele. Lena og Greg spillede bold i noget, der føltes som en evighed. Hvis han havde forventet, at Lena skulle give op til ære for hans maskulinitet, så var der noget, han havde misforstået. Hun havde slået ham noget så eftertrykkeligt, så da han også tabte den tredje kamp, tilbød han at give en middag som præmie.

Han inviterede hende på en billig mexicansk restaurant, som ville have fået Lenas bedstefar til at opgive ånden, hvis han ikke allerede var død. De fik et par tilsukrede margaritas og dansede, men da aftenen var slut, sendte Lena Greg et underfundigt smil i stedet for et godnatkys. Dagen efter stillede han ved hendes hotel, denne gang med et surfbræt. Lena havde altid været vild efter at lære at surfe, så han behøvede ikke at spørge to gange, om han skulle undervise hende.

Hun kunne mærke surfbrættet under sine fødder, og hun red op og ned på bølgerne. Greg holdt hende om ryggen, så lidt længere nede og endnu længere nede, indtil hans hånd lå om hendes ende. Hun vendte sig langsomt om og lod ham se og mærke hendes nøgne krop. Solen bagte og fik hendes hud til at føles varm og levende.

Han hældte sololie i hænderne og begyndte at gnide den ind i hendes fødder. Han lagde hænderne om hendes ankler og spredte hendes ben. De flød stadig ude på havet, men vandet var roligt nu og holdt hendes krop oppe for Greg. Hans hænder gled op over hendes lår, kærtegnede sig forbi hendes intime dele, indtil hans hænder kuplede sig over hendes bryster. Han kyssede og nippede i hendes brystvorter og videre op til hendes mund. Gregs kys var krævende og voldsomme. Sådan havde Lena ikke oplevet ham før. Men hun besvarede hans kærtegn med et begær, hun ikke forestillede sig, hun havde.

Det var næsten skræmmende sensuelt at mærke hans krop oven på sin. Hans hænder var ubarmhjertige i deres krævende kærtegn, mens han gjorde, hvad han ville med hende. For første gang i sit liv havde Lena ikke kontrol over sig selv. For første gang i sit liv følte Lena sig fuldstændig hjælpeløs over for en mand. Hun følte en tomhed, som kun han kunne udfylde. Hun ville gøre alt, hvad han forlangte af hende. Hun ville opfylde ethvert af hans ønsker.

Hans mund bevægede sig ned over hendes krop; hans tunge udforskede hende mellem benene, og hans tænder føltes hårde mod hende. Hun rakte hænderne ned mod ham og forsøgte at trække ham tættere på, men hun var ude af stand til at røre sig. Pludselig lå han oven på hende, tog hendes hænder ud til siden, og holdt dem fast, mens han trængte ind i hende. Bølger af nydelse skyllede ind over hende, indtil den med et udløstes i en pinefuld orgasme. Hendes krop åbnede sig for ham, rejste sig i en bue som for at forene sig med ham.

Pludselig var det overstået. Lenas krop slappedes, og hun opfattede igen alting klart. Hun rullede hovedet fra side til side og nød eftervirkningerne. Hun vædede læberne, åbnede øjnene en smule og så ud i det mørke rum. Den klikkende lyd lød fjernt. Der var en mere påtrængende lyd nu. Det var, som om den kom alle steder fra: en uregelmæssig tik-tak som fra et ur, men det var vand. Det gik op for hende, at hun ikke længere kunne huske ordet for vandet, der strømmede ned fra skyerne.

Lena forsøgte at flytte sig, men hun kunne ikke bevæge hænderne. Hun kunne se fingerspidserne, selv om der ikke var noget lys. Der var noget rundt om hendes håndled, noget der sad fast og stramt. Hun sendte besked fra hjernen til sine fingre for at få dem til at bevæge sig, og så mærkede hun den ru overflade af træ mod håndryggen. Der var også noget, der strammede om hendes ankler og holdt hende fast til gulvet. Hun kunne hverken bevæge sine arme eller ben. Hun var bogstaveligt talt naglet til gulvet. Den erkendelse gjorde hende lysvågen, og det gik op for hende, at hun var fange.

Lena var tilbage i det mørke rum, dér, hvor hun var blevet anbragt for adskillige timer siden; eller var det dage? Eller uger? Den klikkende lyd af vand, der langsomt dryppede, var ved at gøre hende vanvittig. Der var ingen vinduer i rummet og heller ikke noget lys. Der var kun Lena og det, der holdt hende fast til gulvet.

Pludselig kom der lys, et blændende lys, der brændte sig ind i hendes øjne. Lena forsøgte igen at komme væk, men hun blev hjælpeløst holdt fast. Der var en eller anden herinde, en eller anden, som hun vidste burde hjælpe hende, men som ikke gjorde det. Hun vred og vendte sig i båndene i et forsøg på at komme fri, men det var forgæves. Hun åbnede munden, men der kom ingen ord. Hun tvang ordene frem i hjernen – hjælp mig – men hendes stemme lystrede ikke.

Hun vendte hovedet og blinkede med øjnene for at prøve at se bag om lyset, da hun i det samme mærkede noget blive presset mod sin håndflade. Det gjorde ikke ondt, men hun kunne se spidsen af et langt søm blive presset ned i hånden. Og i lyset kunne hun også se en hammer blive løftet.

Lena lukkede øjnene. Hun følte ingen smerte.

Hun var tilbage på stranden, men ikke i vandet. Denne gang fløj hun.

24

Mary Ann Moon var ikke en særlig behagelig kvinde. Der stod ‘du skal ikke tage røven på mig’ skrevet over hendes ansigt, endnu inden Jeffrey havde præsenteret sig. Hun havde kastet et blik på Wrights ødelagte chip-ankelbånd og stilede sine kommentarer til Jeffrey.

»Ved du, hvor meget sådan et koster?«

Derefter blev det kun værre og værre.

Jeffreys største problem med Moon, som hun foretrak at blive kaldt, var sprogbarrieren. Moon stammede fra et eller andet sted østpå, hvor konsonanterne levede deres eget liv. Og så talte hun højt og studst, hvilket lød meget hårdt i sydstatsører. På vej op i elevatoren til forhørslokalerne stod hun alt for tæt på ham. Hendes mund var en smal streg af misbilligelse, og hun havde lagt armene over kors. Moon var omkring fyrre år gammel, men for mange cigaretter og rigeligt med alkohol havde fået hende til at se ældre ud, og der var kommet grå striber i hendes mørkeblonde hår. Der strålede dybe rynker ud fra hendes læber.

Hun talte som et maskingevær med sin nasale stemme, så Jeffrey fik indtryk af at tale med et valdhorn. Det varede altid lidt, før Jeffrey svarede hende, fordi hans hjerne først måtte oversætte hendes ordstrøm. Han blev hurtigt klar over, at Moon opfattede hans langsomhed som dumhed, men det var der ikke noget at gøre ved.

Hun sagde et eller andet til ham, mens de gik igennem området. Han sagtnede farten, da det gik op for ham, hvad hun havde sagt. »Fortæl mig om sagen, politimester.«

Han gav hende et hurtigt sammendrag over, hvad der var sket, siden Sibyl Adams var blevet fundet, men undlod at omtale sin forbindelse med Sara. Så hurtig blev redegørelsen nu heller ikke, for Moon blev ved med at afbryde ham med spørgsmål, som han forsøgte at besvare, hvis hun ellers ville lade ham tale ud.

»Jeg forstår, at du gik ind i min drengs hus?« sagde hun. »Så du alt det Jesus-gejl?« Hun rullede med øjnene. »Den der ni millimeter kom vel ikke tilfældigvis ind sammen med dig, vel politimester?«

Jeffrey sendte hende et truende blik. Han håbede i hvert fald, det virkede sådan. Hun svarede ved at bryde ud i en høj latter, der næsten var ved at sprænge hans trommehinder. »Det navn lyder bekendt.«

»Hvilket?«

»Linton. Og også dit navn Tolliver.« Hun satte hænderne på sine smalle hofter. »Jeg er ret god til at underrette folk. Jeg har ringet til Sara mindst fem gange for at advisere hende om, hvor Jack Allen Wright opholder sig. Det er en del af mit arbejde at give den slags oplysninger til ofrene en gang om året. Hendes sag var for for ti år siden, ikke?«

»Tolv.«

»Nå, så har jeg ringet til hende seks gange.«

Han indså, at han var nødt til at gå til bekendelse. »Sara er min ekskone. Hun var et af Wrights første ofre.«

»Sig mig, lader de dig arbejde med sagen, når de kender til dit tidligere forhold til hende?«

»Det er mig, der har ansvaret for den sag, ms. Moon,« svarede han.

Hun sendte ham et skarpt blik, som sikkert gjorde sin virkning på hendes prøveløsladte, men Jeffrey blev kun irriteret. Han var godt tredive centimeter højere end Mary Ann Moon og lod sig ikke skræmme af en omgang yankeehad.

»Wright er Depo-freak. Ved du, hvad jeg mener med det?«

»Han kan vel lide at tage det.«

»Det begyndte for mange år siden, lige efter Sara. Har du set fotografier af ham?«

Jeffrey rystede på hovedet.

»Kom med,« sagde Moon.

Han gjorde, som hun sagde, og forsøgte at undgå at træde hende i hælene. Hun gik langsomt, ellers var hun hurtig til alt. Jeffrey tog dobbelt så lange skridt som hun. Hun standsede foran et lille, smalt kontor, der var fyldt med arkivskabe. Hun skrævede over en stak manualer og tog en sagsmappe fra sit bord.

»Her er ret rodet,« sagde hun, som om det intet havde med hende at gøre. »Her.«

Da Jeffrey åbnede mappen, fik han øje på et billede af en ung, slank Jack Allen Wright, der ikke havde kvindelige former. Han havde mere hår på hovedet, og hans ansigtstræk var markante. Han lignede en, der tilbragte tre timer om dagen med vægtløftning, så muskuløs var hans krop, og hans øjne var blå og klare. Jeffrey mindedes Wrights rindende øjne, da han så ham forleden dag. Han kom også i tanker om, at Sara i sit vidneudsagn havde bemærket hans klare, blå øjne. Wrights udseende var totalt ændret fra dengang, han overfaldt Sara. Det var manden på fotografiet, Jeffrey havde forventet at møde, da han undersøgte hans hus. Det var den mand, der havde voldtaget Sara, og som havde berøvet hende muligheden for at give Jeffrey et barn.

Moon bladrede igennem mappen. »Det er fra dengang, han blev løsladt,« sagde hun og trak et andet fotografi frem.

Jeffrey nikkede, da han så den mand, han kendte som Wright.

»Han havde en hård tid derinde, vidste du det?«

Jeffrey nikkede igen.

»De fleste mænd tager kampen op, mens andre bare giver op.«

»Åh, det skærer mig i hjertet,« mumlede Jeffrey. »Havde han mange besøg i fængslet?«

»Nej, kun hans mor.«

Jeffrey lukkede mappen og rakte den tilbage til hende. »Hvad så, da han kom ud af fængslet? Han holdt op med at tage Depo, ikke? Og så voldtog han igen.«

»Han siger, han fortsatte med det, men han havde ikke en kinamands chance for at få den op at stå, hvis han tog den dosis, det var meningen, han skulle tage.«

»Hvem står for doseringen?«

»Det gør han selv.« Hun forsatte, inden han kunne nå at sige noget. »Hør her, jeg ved godt, det ikke er ideelt, men en gang imellem er vi nødt til at stole på dem. Nogle gange tager vi fejl, og det gjorde vi med Wright.« Hun smed mappen hen på sit skrivebord. »Nu kommer han hen på klinikken og får sin ugentlige sprøjte Depo. Det foregår alt sammen pænt og ordentligt. Og vi havde fuld kontrol over ham via det ankelbånd, du var så venlig at ødelægge. Han var i snor.«

»Han har ikke forladt byen?«

»Nej,« svarede hun. »Jeg tog en stikprøve på ham i mandags på hans arbejde. Han var i bankbygningen.«

»Det er virkelig pænt af dig at anbringe ham så tæt ved alle pigerne på universitetet.«

»Nu går du over stregen,« advarede hun.

Han stak afværgende begge hænder i vejret.

»Skriv de spørgsmål ned, du vil have besvaret,« sagde hun, »så skal jeg tale med Wright.«

»Jeg er nødt til at kunne få uddybet hans svar.«

»Principielt er jeg overhovedet ikke forpligtet til at tage dig med herind. Vær du glad for, at jeg ikke giver dig et spark i røven, så du ryger lige tilbage til Mayberry.«

Han bed sig bogstavelig talt i tungen for ikke at komme til at give hende et skarpt svar. Hun havde ret. Han kunne ringe til nogle af sine venner i Afdelingen for Tilsynsværger i morgen. Dér ville han få en ordentlig behandling, men lige nu havde Mary Ann Moon overtaget.

»Vil du undskylde mig et øjeblik,« sagde Jeffrey og pegede hen mod skrivebordet. »Jeg skal lige tjekke med mine folk.«

»Der kan ikke ringes udenbys herfra.«

Han tog sin mobiltelefon frem. »Det var nu også mere, fordi jeg gerne vil være alene.«

Hun nikkede og vendte sig om.

»Tak,« sagde Jeffrey, men hun svarede ikke. Han ventede, til hun var et stykke nede ad gangen, så lukkede han døren. Han skrævede over et par kasser og satte sig ved hendes skrivebord. Stolen var meget lav, så det var lige før, hans knæ rørte ørerne. Jeffrey kastede et blik på sit ur, før han tastede Saras nummer. Hun gik altid tidligt i seng, men han havde brug for at tale med hende. Han mærkede en følelse af opstemthed, da han hørte telefonen ringe.

Hun tog den ved fjerde ringning. Hendes stemme var sløret af søvn. »Hallo.«

Det gik op for ham, at han havde holdt vejret. »Sara?«

Hun sagde ikke et ord, så han troede et øjeblik, at hun havde lagt på, men så hørte han den knitrende lyd af en dyne. Hun lå altså i sengen. Han kunne også høre regnen udenfor og en fjern rumlen af torden. I et glimt så han for sig en nat sammen med hende for længe, længe siden. Sara var utryg i tordenvejr, så hun havde vækket ham, for at han kunne aflede hende fra lynene og tordenen.

»Hvad vil du?« spurgte hun.

Han ledte efter ordene, og det gik op for ham, at han havde ventet alt for længe med at kontakte hende. Han kunne høre på hendes tonefald, at der var sket en forandring i deres forhold. Men han vidste ikke hvordan eller hvorfor.

»Jeg har forsøgt at ringe til dig før,« svarede han med en ubehagelig følelse af, at det lød, som om han løj, men det gjorde han ikke. »På klinikken,« fortsatte han.

»Jaså.«

»Jeg talte med Nelly,« sagde han.

»Sagde du til hende, at det var vigtigt?«

Hjertet sank i livet på Jeffrey. Han svarede ikke.

Det lød, som om Sara lo.

»Jeg ville ikke tale med dig, før jeg vidste mere.«

»Mere om hvad?«

»Jeg er i Atlanta.«

Hun tav et øjeblik. »Det skulle vel ikke være Ashton Street 633?«

»Nej, dér har jeg været,« svarede han, »nu er jeg på politigården. Han sidder i forhørslokalet.«

»Jack?« spurgte hun.

Der var noget ved hendes familiære brug af hans fornavn, der ophidsede ham.

»Moon ringede til mig, da hans chip blev aktiveret,« sagde Sara i et stilfærdigt tonefald, »så jeg regnede med, at du var der.«

»Jeg ville tale med ham om, hvad der foregår, før jeg alarmerede stormtropperne.«

Hun sukkede tungt. »Jamen, det var da en god idé.«

Der blev igen stille på linjen, og Jeffrey måtte atter lede efter ordene. Så brød Sara tavsheden.

»Er det grunden til, at du ringer til mig?« spurgte hun. »Jeg mener for at fortælle mig, at du har anholdt ham?«

»Nej, for at høre om alt står vel til hos dig.«

Hun lo kort. »Åh tak, jeg er svimmel af lykke, Jeffrey. Tak, fordi du ringede.«

»Sara?« skyndte han sig at sige af angst for, at hun skulle lægge på. »Jeg har forsøgt at ringe til dig.«

»Åbenbart ikke ivrigt nok,« sagde hun.

Jeffrey kunne fornemme hendes vrede. »Men jeg ville gerne have nyheder til dig, når jeg ringede. Noget konkret.«

Hun afbrød ham med fyndig, lav stemme. »Du anede ikke, hvad du skulle sige, så i stedet for at gå det korte stykke vej over til klinikken eller insistere på at komme igennem til mig på telefonen, stak du af til Atlanta for at stå ansigt til ansigt med Jack.« Hun holdt inde. »Fortæl mig, hvordan det føltes at se ham, Jeffrey.«

Han var ikke i stand til at svare hende.

»Hvad gjorde du? Slog ham?« sagde hun anklagende. »Det ville jeg have været glad for for tolv år siden. Men nu ønskede jeg bare, at du var der for mig, at du støttede mig.«

»Jeg forsøger at støtte dig, Sara,« svarede Jeffrey. Han følte sig kørt ud på et sidespor. »Hvad tror du, jeg foretager mig heroppe? Jeg forsøger at finde ud af, om den fyr stadig går rundt derude og voldtager kvinder.«

»Moon siger, at han ikke har været uden for byen i de sidste to år.«

»Wright er måske indblandet i det, der foregår i Heartsdale. Har du tænkt på det?«

»Nej, det har jeg faktisk ikke,« svarede hun sukkersødt. »Det eneste, jeg har tænkt på, er, at jeg blottede min sjæl for dig, og din reaktion var at styrte ud af byen.«

»Jeg ville …«

»Du ville væk fra mig. Du anede ikke, hvordan du skulle tackle det, så du forsvandt bare. Men jeg går ud fra, at det ikke er så kildent, som da jeg kom hjem og fandt dig sammen med en anden kvinde i vores seng, men budskabet er vel det samme, ikke?«

Han rystede på hovedet. Hvordan var de endt her? »Hvordan kan det være det samme? Jeg forsøger at hjælpe dig.«

Hun lød ikke længere vred, snarere dybt såret. Hun havde kun talt sådan til ham én gang før, og det var lige efter, at hun havde opdaget, at han bedrog hende. Og nu følte han sig ligesom dengang som et egoistisk røvhul.

»Hvordan kan du hjælpe mig i Atlanta?« spurgte hun. »Hvordan kan det hjælpe mig, at du er fire timers køretur væk? Kan du forestille dig, hvordan jeg har haft det hele dagen? Jeg er sprunget en halv meter i vejret, hver gang telefonen ringede, fordi jeg håbede, det var dig.« Hun gav selv svaret. »Jeg følte mig som en idiot. Ved du, hvor svært det var for mig at vise dig retsudskriftet? At lade dig vide, hvad der var sket med mig?«

»Jeg ville ikke …«

»Jeg er snart fyrre år, Jeffrey. Jeg forsøgte at være en god datter for mine forældre og at være en støtte for Tessa. Jeg arbejdede hårdt på at blive den bedste på et af de fineste universiteter i Amerika. Jeg valgte at blive børnelæge, så jeg kunne hjælpe børn. Jeg valgte at flytte tilbage til Heartsdale, så jeg kunne være tæt på min familie. Jeg valgte at være din kone i seks år, fordi jeg elskede dig, Jeffrey. Jeg elskede dig meget højt.« Hun holdt inde, og han kunne høre hende græde. »Jeg valgte ikke at blive voldtaget.«

Han forsøgte at sige noget, men hun fortsatte.

»Det, der skete for mig, tog femten minutter. Femten minutter, der alle er visket ud af min hukommelse. Men intet af alt dette betyder noget, når du medregner de femten minutter.«

»Det passer ikke.«

»Gør det ikke?« spurgte hun. »Hvorfor ringede du så ikke til mig i formiddags?«

»Jeg forsøgte …«

»Du ringede ikke, fordi du nu opfatter mig som et offer. Du opfatter mig på samme måde, som du opfatter Julia Matthews og Sibyl Adams.«

»Nej, jeg gør ikke, Sara.« Han var chokeret over, at hun kunne anklage ham for det. »Jeg opfatter ikke …«

»Jeg lå på knæ i hospitalets badeværelse i to timer, før de fandt mig. Jeg var ved at forbløde,« sagde hun. »Da han var færdig med mig, var der intet tilbage. Overhovedet intet. Jeg var nødt til at genopbygge mit liv. Jeg var nødt til at acceptere, at det svin var årsag til, at jeg aldrig kan få børn. Bare tanken om sex gav mig kvalme, og jeg var overbevist om, at der ikke var nogen mand, der ville røre mig efter det, han gjorde ved mig.« Da hun tav, ønskede han inderligt at sige noget til hende, men ordene ville ikke komme.

Hendes stemme var dæmpet, da hun fortsatte. »Du sagde, at jeg aldrig åbnede mig for dig. Nu ved du hvorfor. Jeg fortæller dig min dybeste, mørkeste hemmelighed, og hvad gør du? Du stikker halen mellem benene og tager til Atlanta for at møde den mand, der gjorde det, i stedet for at tale med mig. I stedet for at trøste mig.«

»Jeg troede, du ville have mig til at gøre noget.«

»Ja, jeg ville have, du gjorde noget,« svarede hun bedrøvet. »Det ville jeg.«

Der lød et klik i røret, da hun lagde på. Han tastede hendes nummer igen, men der var optaget. Han blev ved med at trykke på genopkaldsknappen, men Sara havde taget røret af.

Jeffrey stod bag konfrontationsruden til observationslokalet, mens han tænkte tilbage på sin samtale med Sara. Han følte sig bedrøvet og trist til mode. Han vidste, at hun havde ret med hensyn til hans telefonopringning. Han burde have insisteret på, at Nelly stillede ham om til hende. Han burde være gået over til klinikken og have sagt til hende, at han stadig elskede hende, og at hun stadig var det mest betydningsfulde menneske i hans liv. Han burde have knælet foran hende og tigget hende om at komme tilbage. Han skulle aldrig have forladt hende. Igen.

Jeffrey kom til at tænke på, at Lena for et par dage siden havde brugt udtrykket offer, da hun beskrev dem, der blev udsat for seksualforbrydelser. Hun betonede det på samme måde, som hvis hun havde sagt »svag« eller »stupid«. Jeffrey havde ikke brudt sig om den klassificering, da slet ikke fra Saras mund. Jeffrey var nok den mand i Saras liv, der kendte hende bedst, og han vidste, at hun ikke var offer for noget som helst andet end sin egen nedbrydende nedvurdering. Han opfattede hende ikke som et offer i den forbindelse. Han så hende tværtimod som en overlever. Det sårede Jeffrey langt ind i sjælen, at hun tillagde ham så lave tanker.

»Er du klar?« Moon afbrød hans tanker.

»Ja,« svarede Jeffrey og skubbede tankerne om Sara om i baghovedet. Men uanset hvad hun havde sagt, så var Wright et vigtigt led i efterforskningen af, hvad der gik for sig i Grant County. Jeffrey var allerede i Atlanta, og der var ingen grund til at tage tilbage, før han havde fået alt det ud af manden, han havde brug for. Jeffrey bed tænderne sammen og tvang sig til at koncentrere sig om den foreliggende opgave, mens han stirrede gennem ruden.

Moon kom buldrende ind i forhørslokalet, smækkede døren i efter sig og flåede en stol ud fra bordet, så stolebenene skurrede mod flisegulvet. Atlantas forhørslokaler var ikke nær så rene og pæne som dem i Heartsdale på trods af de langt større midler, Atlantas Politi havde til rådighed. Jack Allen Wright sad i et lurvet og snavset lokale. De rå betonvægge var umalede. Der lå en så dyster stemning over rummet, at det kunne få alle og enhver til at tilstå bare for at komme ud derfra. Jeffrey betragtede alt det, mens han overværede Mary Ann Moons forhør af Wright. Hun var ikke nær så god til det som Lena Adams, men det var tydeligt, at Moon havde en form for kontakt med voldtægtsforbryderen. Hun talte til ham som en storesøster.

»Den bonderøv lavede vel ingen numre med dig, vel?«

Jeffrey vidste, at hun forsøgte at bygge en tillid op mellem hende og Wright, men han brød sig ikke om karakteristikken af sig selv, nok mest, fordi han gik ud fra, at Mary Ann Moon mente det alvorligt.

»Han ødelagde mit ankelbånd,« sagde Wright. »Det var ikke mig.«

»Jack.« Moon sukkede. Hun sad over for ham ved bordet. »Det ved jeg godt. Men vi er nødt til at finde ud af, hvordan den skyder er endt under din madras. Det er en klar overtrædelse af betingelserne, og du er på din tredjegangs. Ikke sandt?«

Wright stirrede ind i spejlet. Han var sikkert ganske klar over, at Jeffrey stod på den anden side. »Jeg ved ikke, hvordan den er kommet der.«

»Og han sørgede også for at få dine fingeraftryk på den, ikke?« spurgte Moon og lagde armene over kors.

Wright tyggede lidt på det. Jeffrey vidste, at pistolen tilhørte Wright, men han var også klar over, at Moon umuligt kunne have nået at få den undersøgt for fingeraftryk og fået dem identificeret på den korte tid.

»Jeg var bange,« kom det endelig fra Wright. »Nu ved mine naboer det hele. De ved, hvad jeg er.«

»Hvad er du?«

»De kender til mine piger.«

Moon rejste sig og stillede sig med ryggen til Wright. Hun kiggede ud ad vinduet, hvor der var et trådnet for – fuldstændig magen til det hjemme hos Wright. Det gik til Jeffreys forbløffelse op for ham, at Wright havde fået sit eget hus til at ligne et fængsel.

»Fortæl mig om dine piger,« bad Moon. »Jeg tænker på Sara.«

Jeffrey knyttede hænderne, da han hørte Saras navn.

Wright lænede sig tilbage og slikkede sig om læberne. »Det var en stram kusse.« Han grinede smørret. »Hun var god ved mig.«

Moon lød, som om hun kedede sig. Hun havde hørt den slags så mange gange, at det ikke længere chokerede hende. »Var hun det?« spurgte hun.

»Hun var så sød.«

Moon vendte sig om og lænede sig op ad trådnettet. »Jeg går ud fra, at du ved, hvad der går for sig, dér hvor hun bor. Du ved jo, hvad der er sket med de piger.«

»Jeg ved kun, hvad aviserne skriver,« sagde Wright og trak på skuldrene. »Du vil da ikke få mig sat fast på grund af den pistol, vel, boss? Jeg er nødt til at beskytte mig selv. Jeg frygtede for mit liv.«

»Lad os tale lidt om Grant County,« sagde Moon. »Bagefter taler vi om pistolen.«

Wright pillede sig i ansigtet og sendte hende et forskende blik. »Er du ærlig over for mig?«

»Selvfølgelig er jeg det. Har jeg ikke altid været ærlig og reel over for dig?«

Wright så tankefuld ud, mens han overvejede sine muligheder. I Jeffreys øjne kunne der kun være tale om et enten-eller: fængsel eller samarbejde. Men Wright ville nok stadig forsøge at bevare et skin af kontrol over sit liv.

»Det der, der var gjort ved den bil,« sagde Wright.

»Hvad var det?« spurgte Moon.

»Det ord på bilen,« forklarede Wright. »Det var ikke mig.«

»Var det ikke dig, der gjorde det?«

»Jeg sagde det til min advokat, men han sagde, at det ikke betød noget.«

»Men det gør det nu, Jack,« sagde Moon i et nøje tilpasset myndigt og bestemt tonefald.

»Jeg ville aldrig skrive sådan noget på nogens bil.«

»Kusse?« spurgte hun. »Det var det, du kaldte hende inde på badeværelset.«

»Det var noget andet,« sagde han. »Det var, fordi jeg var liderlig.«

Det svarede Moon ikke på. »Hvem skrev det?«

»Det ved jeg ikke,« svarede Wright. »Jeg var på arbejde på hospitalet den dag. Jeg vidste ikke, hvad for en bil hun kørte i. Jeg kunne måske have gættet det. Hun var altid sådan, du ved, højrøvet, som om hun var bedre end alle andre.«

»Det skal vi ikke ind på, Jack.«

»Nej, jeg ved det godt,« sagde han og så ned. »Undskyld.«

»Hvem tror du skrev det ord på hendes bil?« spurgte Moon. »En eller anden fra hospitalet?«

»En eller anden, der kendte hende og vidste, hvad for en bil hun kørte i.«

»Måske en af lægerne?«

»Jeg ved det ikke,« svarede han med et skuldertræk. »Måske.«

»Er du ærlig over for mig?«

Han virkede overrasket over spørgsmålet. »Ja, det er jeg sgu da.«

»Det vil altså sige, at du tror, en eller anden fra hospitalet har skrevet det på hendes bil. Hvorfor?«

»Hun har måske pisset på dem.«

»Gør hun tit det?«

»Nej.« Han rystede ivrigt på hovedet. »Sara var fin nok. Hun talte altid pænt til alle mennesker.« Han havde tydeligvis glemt sin tidligere bemærkning om Saras overlegne attitude. »Hun sagde altid ‘hej’ til mig nede i forhallen,« fortsatte han. »Du ved ikke bare sådan noget med ‘goddag’, mere noget som ‘Hej, jeg ved, du er der’. De fleste mennesker ser ud, som om de ser en, men det gør de ikke. Ved du, hvad jeg mener?«

»Sara er en sød pige,« sagde Moon. »Hvem ville gøre det ved hendes bil?« fortsatte hun for at holde ham på sporet.

»Det var måske en, der var sur på hende over et eller andet.«

Jeffrey lagde hænderne mod ruden og fornemmede de små hår i nakken rejse sig. Moon bed også mærke i hans bemærkning.

»Over hvad?« spurgte hun.

»Det ved jeg ikke,« svarede Wright. »Jeg siger bare, at jeg ikke har skrevet det på hendes bil.«

»Og det er du sikker på?«

Wright sank. »Du sagde, vi kunne slå en handel af med pistolen for det her, ikke?«

Moon så hårdt på ham. »Du skal ikke drage mine ord i tvivl, Jack. Jeg har jo fra begyndelsen sagt, at det var en aftale. Men hvad kan du så fortælle os?«

Wright stirrede igen over mod spejlet. »Ikke andet end at jeg ikke har skrevet det der på hendes bil.«

»Hvem gjorde det så?«

Wright trak på skuldrene. »Jeg har jo sagt, at jeg ikke ved det.«

»Tror du, det er den samme fyr, der har ridset i hendes bil, som også gør det andet i Grant County?«

Han trak igen på skuldrene. »Jeg er ikke kriminalbetjent. Jeg fortæller dig bare, hvad jeg ved.«

Moon lagde armene over kors. »Du bliver sat fast weekenden over. Når vi tales ved på mandag, må vi jo se, om du er kommet i tanker om, hvem den person kan være.«

Tårerne glimtede i Wrights øjne. »Jamen, jeg har fortalt dig sandheden.«

»Aha, så må vi jo se, om det er den samme sandhed på mandag.«

»Du må ikke sende mig tilbage til fængslet.«

»Du kommer kun i varetægt, Jack,« sagde Moon. »Jeg skal nok sørge for, at du får enecelle.«

»Åh, lad mig tage hjem.«

»Nej, den går ikke,« svarede Moon. »Du får lov at stege et par dage. Så får du også tid til at overveje dine forklaringer lidt nøjere.«

»Jamen, det har jeg gjort, på ære.«

Moon lukkede af for mere snak og forlod lokalet. Wright lagde hovedet ned på armene og græd.