Søndag

30

Da Jeffrey kørte tilbage fra hospitalet i Augusta, følte han sig som en soldat, der vender hjem fra krigen. Lena ville komme sig efter de fysiske skader, men han vidste ikke, om hun nogen sinde ville komme sig over den psykiske overlast, Jeb McGuire havde forårsaget. Ligesom Julia Matthews talte Lena ikke med nogen, end ikke sin onkel Hank. Jeffrey anede ikke, hvad han skulle gøre for hende, andet end at give hende tid.

Mary Ann Moon havde ringet til ham nøjagtigt en time og tyve minutter efter, at de havde talt sammen. Navnet på Saras patient havde været Sally Lee McGuire. Moon havde givet sig tid til at taste efternavnet ind i en generel søgning af hele hospitalets personale, og det havde kun taget et øjeblik, så var Jeremy »Jeb« McGuires navn kommet op. Han havde gennemgået sin kandidattid i den farmaceutiske afdeling på tredje sal på Grady, mens Sara arbejdede der. Sara havde ingen anledning til at træffe ham, men Jeb kunne absolut have haft grund til at opsøge hende.

Jeffrey ville aldrig glemme Lenas ansigtsudtryk, da han smækkede døren op ind til loftsrummet. Hver gang han tænkte på Lena, der lå fastnaglet til Jebs loftsgulv, så han billederne af Sara for sig. Loftsrummet var indrettet som en mørk »kasse«. Alting var malet i en matsort farve, selv masonitpladerne, der var sat for vinduerne, var malet sorte. Der var skruet øksner ned i gulvet, hvortil der var fastgjort lænker, og to sæt sømhuller viste, hvor ofrene var blevet korsfæstet.

Jeffrey gned sig over øjnene og forsøgte at skubbe enhver tanke væk om alt det, han havde set, efter at Sibyl Adams var blevet myrdet. Da han passerede grænsen til Grant County, vidste han, at intet ville blive som før. Han ville aldrig kunne omfatte indbyggerne i Heartsdale, folk, som havde været hans venner og naboer, med samme tillid, som han havde gjort det sidste søndag. Han følte det, som havde han fået et granatchok.

Da han kørte ind i Saras indkørsel, blev han klar over, at selv huset virkede anderledes. Det var her, Sara havde kæmpet mod Jeb. Det var her, Jeb var druknet. De havde trukket hans lig op af søen, men mindet om ham ville altid bestå.

Jeffrey standsede bilen og stirrede op på huset. Sara havde bedt om at få lidt tid, men det havde han ikke sinde at give hende. Han havde behov for at forklare hende, hvad han havde tænkt på. Han havde brug for at forsikre både hende og sig selv om, at intet i verden nu kunne holde ham ude fra hendes liv.

Hoveddøren stod åben, men Jeffrey bankede på, inden han gik ind. Han kunne høre Having a Good Time med Paul Simon strømme ud fra højttalerne. Huset var et kaos. Der stod kasser i entreen, og reolerne var tømt for bøger. Han fandt Sara i køkkenet med en skruenøgle i hånden. Som hun stod der iført en hvid ærmeløs T-shirt og et par forvaskede, grå joggingbukser, forekom hun ham smukkere end nogen sinde. Hun stod bøjet over afløbet, da han bankede på dørkarmen.

Hun vendte sig om, men virkede ikke overrasket over at se ham. »Er det det, du mener med at give mig lidt tid?« spurgte hun.

Han trak på skuldrene og stak hænderne i lommen. Hun havde et lysegrønt kompres over såret i panden og en hvid forbinding om armen, hvor glasset havde skåret så dyb en flænge, at såret måtte syes. Det var et mirakel, tænkte Jeffrey, at hun overhovedet havde overlevet efter det, hun havde været igennem. Hendes styrke var imponerende.

Så kom sangen Fifty Ways to Leave Your Lover, og Jeffrey forsøgte at spøge med det. »Det er vores melodi,« sagde han.

Sara sendte ham et undersøgende blik, før hun famlede efter fjernbetjeningen. Musikken standsede, og stilheden fyldte huset. Det tog dem begge et øjeblik at omstille sig til tavsheden.

»Hvad vil du?« spurgte hun så.

Jeffrey åbnede munden for at sige noget romantisk, noget, der kunne slå benene væk under hende. Han ville så gerne fortælle hende, at hun var den mest pragtfulde kvinde, han nogen sinde havde kendt, og at han ikke havde vist, hvad det var at elske, før han mødte hende. Men intet af det kom ud af hans mund, så han gav hende i stedet for nogle oplysninger.

»Jeg fandt udskriftet fra din retssag., Wrights retssag, i Jebs hus.«

Hun lagde armene over kors. »Jaså.«

»Han havde samlet avisudklip, fotografier og den slags.« Han holdt inde, men fortsatte så. »Jeg tror, Jeb flyttede hertil for at være i nærheden af dig.«

»Tror du virkelig,« svarede hun nedladende.

Han ignorere hendes tonefald. »Der har været et par lignende overfald ovre i Pike County,« fortsatte Jeffrey. Han kunne ikke standse, skønt han kunne se af hendes ansigtsudtryk, at han bare skulle holde sin mund. Hun ville ikke høre om det. Men problemet var, at det var meget nemmere for Jeffrey at tale med hende om arbejdet end at tale om noget personligt.

»Sheriffen derovre har fire sager, han forsøger at forbinde med Jeb,« fortsatte han. »Vi er nødt til at sende et par prøver til laboratoriet, så han kan krydstjekke dem med de dna-prøver, de fandt på gerningsstedet. Samt det, vi har på Julia Matthews.« Han rømmede sig. »Hans lig er i lighuset.«

»Det bliver ikke mig,« svarede Sara.

»Vi kan bare sende bud efter en fra Augusta.«

»Nej,« sagde Sara. »Du forstår ikke rigtigt. Jeg indsender min opsigelse i morgen.«

»Hvorfor?« var det eneste, han kunne finde på at sige.

»Fordi jeg ikke kan klare det mere,« svarede hun og markerede med en håndbevægelse afstanden mellem dem. »Jeg kan ikke holde det ud, Jeffrey. Det var derfor, vi blev skilt.«

»Vi blev skilt, fordi jeg lavede et tåbeligt fejltrin.«

»Nej,« afbrød hun ham, »og vi skal ikke til at træde rundt i den samme gamle diskussion igen. Det er derfor, jeg siger op. Jeg kan ikke holde til det mere. Jeg vil ikke have dig hængende i periferien af mit liv mere. Jeg vil videre med mit liv.«

»Jeg elsker dig,« sagde han, som om det gjorde nogen forskel. »Jeg ved, at jeg ikke er god nok til dig. Jeg ved, at jeg ikke pludselig kan komme til at forstå dig, og at jeg vil gøre de forkerte ting og sige de forkerte ting, og jeg burde være blevet hos dig i stedet for at være taget til Atlanta, efter at du fortalte mig – efter at jeg læste om – det, der skete.« Han tav et øjeblik. »Jeg ved det hele, men jeg elsker dig.« Hun svarede ikke, så han fortsatte. »Jeg kan ikke undvære dig, Sara. Jeg trænger til dig.«

»Hvilken mig trænger du til?« spurgte hun. »Den jeg var før, eller den jeg er, efter at jeg blev voldtaget?«

»De er begge det samme menneske,« sagde han. »Jeg trænger til dem begge. Jeg elsker dem begge.« Han stirrede på hende og forsøgte at finde de rigtige ord. »Jeg kan ikke leve uden dig.«

»Du har ikke noget valg.«

»Jo, jeg har,« svarede han. »Det er lige meget, hvad du siger, Sara, og det er lige meget, om du siger op eller flytter væk fra byen eller skifter navn. Jeg finder dig.«

»Ligesom Jeb?«

Hendes ord ramte dybt. Af alt hvad hun kunne have sagt, var dette det ondeste. Det gik også op for hende, for hun skyndte sig at undskylde. »Det var uretfærdigt,« sagde hun. »Det må du undskylde.«

»Men er det det, du tænker? At jeg er som ham?«

»Nej.« Hun rystede på hovedet. »Jeg ved, at du ikke er som ham.«

Han så ned i gulvet. Han følte sig stadig såret over hendes ord. Det ville ikke have været nær så sårende, hvis hun havde skreget, at hun hadede ham.

»Jeff,« sagde hun og gik hen til ham. Hun lagde en hånd på hans kind. Han tog den og kyssede håndfladen.

»Jeg vil ikke miste dig, Sara,« sagde han.

»Men det har du allerede gjort.«

»Nej.« Han ville ikke acceptere det. »Nej, det har jeg ikke. Hvis jeg havde, ville du ikke stå lige her nu. Så ville du stå derovre og bede mig om at gå.«

Sara sagde ham ikke imod, men hun gik tilbage til køkkenvasken. »Jeg har en hel del, jeg skal have lavet,« mumlede hun og tog skruenøglen op.

»Vil du flytte?«

»Jeg gør rent,« svarede hun. »Jeg begyndte i aftes. Jeg aner ikke, hvor jeg har mine ting. Der er så meget møg på min seng, at jeg sov på sofaen i nat.«

Han prøvede at lette stemningen. »Det vil i det mindste gøre din mor glad.«

Hun lo en glædesløs latter og knælede ned foran underskabet til køkkenvasken. Hun dækkede afløbsrøret med et håndklæde og satte rørtangen på. Hun lagde al sin vægt bag og prøvede at skrue den løs, men Jeffrey kunne se, at den ikke rørte sig af stedet.

»Lad mig hjælpe dig,« tilbød han og tog frakken af. Og før hun kunne nå at stoppe ham, knælede han ved siden af hende og masede med rørtangen. Det var et gammelt rør, og muffen sad fast. Han gav op. »Du er nok nødt til at skære den af,« sagde han.

»Nej, det er jeg ikke,« sagde hun og skubbede ham blidt væk. Hun stemte fødderne mod skabet bag sig og skubbede af alle kræfter. Langsomt drejede skruenøglen og Sara med.

Hun smilede stolt. »Der kan du se!«

»Du er fantastisk,« sagde Jeffrey og mente det. Han satte sig på hug og betragtede hende, mens hun skilte rørene ad. »Er der overhovedet noget, du ikke kan?«

»Vil du have edb-udskrift?,« mumlede hun.

Han ignorerede hendes bemærkning. »Var det tilstoppet,« spurgte han.

»Jeg tabte noget ned i det,« svarede hun og gravede med en finger i vandlåsen. Så tog hun noget op og skjulte det i hånden, inden han kunne nå at se, hvad det var.

»Hvad er det?« spurgte han og rakte ud efter hendes hånd.

Hun rystede på hovedet og holdt hånden lukket.

»Hvad er det?« gentog han mere nysgerrig end nogen sinde.

Hun satte sig op på knæene og tog sine hænder om bag ryggen. Hun rynkede panden i koncentration og rakte så begge sine knyttede hænder frem foran sig.

»Vælg,« sagde hun.

Han prikkede på den ene hånd.

»Vælg en anden,« sagde hun.

Han lo og prikkede på den anden.

Sara drejede hånden og åbnede den. Der lå en smal guldring på hendes håndflade. Sidste gang, han havde set den ring, var, da Sara havde flået den af sin finger og kylet den i ansigtet på ham.

Jeffrey var så overrasket over at se den, at han blev helt mundlam. »Jamen, du sagde jo til mig, at du havde smidt den væk.«

»Jeg lyver bedre, end du tror.«

Han sendte hende et sigende blik og tog vielsesringen. »Hvorfor har du den stadig?«

»Den er som en nullermand,« sagde hun. »Den bliver ved med at dukke op.«

Det opfattede han som en åbning. »Hvad skal du lave i morgen aften?« spurgte han.

Hun satte sig på hug og sukkede. »Jeg ved det ikke, men jeg har en del arbejde, der skal indhentes.«

»Og ellers?«

»Være hjemme, går jeg ud fra. Hvorfor?«

Han lod ringen glide ned i sin lomme. »Jeg kunne komme med lidt middagsmad.«

Hun rystede på hovedet. »Jeffrey …«

»Fra The Tasty Pig,« fristede han. Han vidste, det var Saras yndlingsrestaurant. Han tog hendes hænder i sine. »Frikassé, kylling, flæskestegssandwich, ølstegte stegeben.«

Hun så på ham uden at svare. »Du ved, at det ikke vil gå,« sagde hun til sidst.

»Har vi noget at miste?«

Hun tænkte over det. Han ventede med tilkæmpet tålmodighed. Sara trak sine hænder til sig og støttede sig til hans skulder for at rejse sig.

Jeffrey rejste sig også og så hende lede i adskillige rodede skuffer. Han åbnede munden for at sige noget, men der var intet, han kunne sige. Han kendte Sara Linton godt nok til at vide, at når hun først havde taget en beslutning, kunne intet få hende til at ændre den.

Han stillede sig bag hende og kyssede hendes bare skulder. Der burde være en bedre måde at sige farvel på, men han vidste ikke hvordan. Jeffrey havde aldrig været så god med ord. Handling var mere ham. For det meste, i hvert fald.

Han var på vej ned ad gangen, da Sara kaldte på ham.

»Tag bestik med,« sagde hun.

Han vendte sig om. Han var ikke sikker på, at han havde hørt rigtigt.

Hun stod stadig med hovedet bøjet over en skuffe og rodede rundt i den. »Vi ses i morgen aften,« sagde hun. »Jeg kan ikke huske, hvor jeg har lagt gaflerne.«