ANDEN DEL

 

7

„Hvor er min søn?“ spurgte jeg.

Jeg sad i den airconditionerede reception i Five Mountains’ kontorbygning. Den lå lige inden for hovedindgangen og var kamufleret som en gammel gade fra kolonitiden. En række mennesker befandt sig derinde. Forlystelsesparkens direktør, en kvinde i trediverne med kort, lyst hår ved navn Gloria Fenwick, en mand i tyverne, der blev præsenteret som hendes assistent, og hvis navn jeg ikke havde fanget, og en kvinde, der ikke var en dag over tyve, og som blev præsenteret som parkens PR-direktør. De var alle klædt i smart, men afslappet tøj, til forskel fra de øvrige tilstedeværende medarbejdere, der var klædt i ens lysebrune skjorter og bukser og havde deres navn broderet på brystet.

Men det var ikke dem, jeg spurgte om Ethan. Det var en overvægtig mand ved navn Barry Duckworth, en politiassistent fra det lokale politi i Promise Falls. Maven hang ud over bæltet, og han kæmpede med at holde den svedige skjorte nede i bukserne.

„Han er sammen med en af mine betjente,“ sagde Duckworth. „Hun hedder Didi. Hun er rigtig rar. De er lige nede for enden af gangen for at hente en is til ham. Det håber jeg er i orden?“

„Selvfølgelig,“ sagde jeg. „Hvordan har han det?“

„Han har det fint,“ sagde Duckworth. „Jeg tror, han har det helt fint. Men jeg syntes, det var bedre, at vi fik lejlighed til at tale sammen, uden at han var her.“

Jeg nikkede. Jeg var følelsesløs, omtåget. Det var et par timer siden, at jeg havde set Jan.

„Fortæl mig en gang til, hvad der skete, da du gik ud til bilen,“ sagde Duckworth. Fenwick, hendes assistent og PR-direktøren holdt sig i nærheden. „Kunne jeg få lov at tale med mr. Harwood alene?“ sagde han henvendt til dem.

„Jamen, selvfølgelig,“ sagde Fenwick. „Og hvis du mangler noget …“

„Har I sat folk til at gennemse optagelserne fra overvågningskameraerne?“ spurgte han.

„Selvfølgelig, selvom vi jo ikke rigtig ved, hvem vi leder efter,“ sagde hun. „Det ville være en stor hjælp, hvis vi havde et billede af kvinden.“

„I har fået en beskrivelse,“ sagde han. „Midt i trediverne, 1,73, sort hår, hestehale, baseballkasket … med Red Sox-logo?“ Han så hen på mig for at få det bekræftet, og jeg nikkede. „Rød top, hvide shorts. Led efter en, der svarer til den beskrivelse, og derudover alt, der forekommer usædvanligt.

„Selvfølgelig, det skal vi nok, men som du ved, har vi endnu ikke fået udstyret alle de offentlige områder med kameraer. Vi har kameraer på alle forlystelserne for hurtigt at kunne spotte tekniske problemer.“

„Det er jeg klar over,“ sagde Duckworth. „Det har du allerede forklaret.“ Han smilede til dem og ventede på, at de skulle trække sig tilbage. Så trak han en af stolene i receptionen hen og satte sig, så han var i øjenhøjde med mig.

„Okay,“ sagde han. „Du gik ud til bilen. Hvilken bil er det?“

Jeg sank. Jeg var meget tør i munden. „En Accord. Vi lod Jans Jetta blive derhjemme.“

„Okay. Fortæl så.“

„Ethan og jeg ventede ved hovedindgangen i en halv times tid. Jeg forsøgte at få fat i hende på mobilen, men hun tog den ikke. Til sidst overvejede jeg, om hun mon var gået tilbage til bilen. Måske ventede hun på os dér. Jeg tog Ethan med ud gennem indgangen og gik tilbage til bilen, men der var hun heller ikke.“

„Var der nogen tegn på, at hun havde været der? Havde hun efterladt noget?“

Jeg rystede på hovedet. „Hun havde en rygsæk med lidt mad og drikke og sikkert også et sæt skiftetøj til Ethan. Den kunne jeg heller ikke få øje på i bilen.“

„Okay. Hvad gjorde du så?“

„Så gik vi ind i parken igen. Det kunne jo være, at hun var dukket op, mens vi var ude på parkeringspladsen. Vi viste billetterne igen og gik ind og ventede lige inden for indgangen, men hun dukkede stadig ikke op.“

„Og så henvendte du dig til en af de ansatte.“

„Jeg havde talt med en af dem tidligere. Han havde kontaktet vagterne for mig og spurgt, om Jan havde henvendt sig, men det havde hun ikke. Da vi så kom tilbage fra parkeringspladsen, fandt jeg en anden vagt og spurgte, om de havde modtaget nogen andre meldinger, måske havde Jan fået et ildebefindende eller var faldet. Det mente han ikke, men kaldte alligevel op over radioen. Da han heller ikke havde noget at melde, sagde jeg, at vi var nødt til at kontakte politiet.“

Barry Duckworth nikkede, som om han bifaldt den tanke.

„Jeg har brug for noget at drikke,“ sagde jeg. „Er du sikker på, at Ethan er okay?“

„Han har det helt fint.“ Der stod en drikkevandsfontæne i receptionen. Politiassistenten rejste sig, fyldte et papbæger med vand, som han rakte mig, hvorefter han satte sig igen.

„Tak.“ Jeg drak vandet i ét drag. „Leder I efter manden?“

„Hvilken mand?“

„Ham jeg fortalte jer om.“

„Ham du så løbe sin vej?“

„Præcis. Jeg tror, han havde skæg.“

„Kan du fortælle mig lidt mere om ham?“

„Jeg fik kun et glimt af ham. Jeg så ham ikke ordentligt.“

„Men du mener, at han løb væk fra dit barns klapvogn?“

„Ja.“

„Så du ham tage klapvognen?“

„Nej.“

„Så du ham køre med den?“

„Nej.“

„Havde han fat i klapvognen, da du fandt den? Stod han i nærheden af den?“

„Nej, det har jeg jo allerede fortalt. Jeg så ham kun ganske kort løbe væk gennem mængden, da jeg fandt Ethan,“ sagde jeg.

„Så måske var han bare en mand, der kom løbende gennem mængden,“ sagde politiassistenten.

Jeg tøvede et øjeblik, men nikkede så. „Det var bare en fornemmelse, jeg fik, at det var ham, der havde taget klapvognen.“

„Mr. Harwood,“ sagde Duckworth, så standsede han. „Dit navn. David Harwood. Det virker bekendt.“

„Det kan være, at du er stødt på mig i avisen. Jeg er journalist på The Standard. Men jeg dækker ikke kriminalstoffet, så jeg tror aldrig, vi har mødt hinanden.“

„Nå ja,“ sagde Duckworth. „Jeg vidste, at jeg havde set det før. Vi abonnerer på The Standard.“

Pludselig fik jeg et indfald: „Måske er hun taget hjem. Tror du, hun kan være taget hjem? Kan hun have taget en taxa?“

Jeg havde regnet med, at Duckworth ville springe op og bede nogen om at undersøge det. „Jeg har allerede bedt en vogn om at køre forbi jeres hus, og det ser ikke ud, som om der er nogen hjemme,“ sagde han. „Vi bankede på, ringede, kiggede ind ad vinduerne. Der var ingen.“

Jeg så ned i gulvet og rystede på hovedet. „Jeg ringer til mine forældre og hører, om hun er taget hen til dem.“

Duckworth ventede, mens jeg fandt mobilen frem og ringede op.

„Hallo?“ sagde min mor.

„Hej mor, det er mig. Er Jan hos jer?“

„Hvad? Nej. Hvorfor skulle hun være det?“

„Det er bare … jeg kan ikke finde hende. Er du ikke sød at ringe med det samme, hvis hun dukker op?“

„Selvfølgelig. Men hvad mener du med, at du ikke kan finde …“

„Jeg er nødt til at løbe. Vi snakkes ved senere.“

Jeg klappede telefonen sammen og stoppede den i lommen igen. Duckworth betragtede mig med et trist, erfarent blik.

„Hvad med hendes egen familie?“ spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. „Hun har ikke nogen. Hun er enebarn og har ikke nogen kontakt med familien. Har ikke set dem i årevis. Så vidt jeg ved, er hendes forældre døde.“

„Venner?“

Igen rystede jeg på hovedet. „Ikke rigtig. Der er ikke rigtig nogen, hun ses med privat.“

„Kolleger?“

„Der er en kvinde på kontoret, Leanne Kowalski hedder hun. Hos Bertrams VVS. Men de er ikke venner. Leanne og Jan kommer ikke så godt ud af det med hinanden.“

„Hvorfor ikke?“

„Leanne er lidt kantet. Jeg mener, de fungerer sammen i det daglige, men de holder ikke pigeaftener sammen og den slags.“

Politiassistenten skrev ikke desto mindre Leannes navn ned.

„Nogle af de spørgsmål, jeg nu stiller, kan godt virke ufølsomme,“ sagde Duckworth, „Men jeg er nødt til at stille dem.“

„Værsgo.“

„Har der nogensinde været episoder, hvor din kone bare forsvandt, opførte sig underligt eller noget i den stil?“

Jeg var nok lidt for længe om at svare på spørgsmålet. „Nej.“

Duckworth bemærkede det. „Er du sikker?“

„Ja,“ sagde jeg.

„Hvad med – og undskyld, at jeg spørger – en affære? Tror du, hun kunne have en anden?“

Jeg rystede på hovedet. „Nej.“

„Har I været oppe at skændes for nylig?“

„Nej,“ sagde jeg. „Burde vi ikke tage at lede efter hende i stedet for at sidde her.“

„Vi er i fuld gang med at lede, mr. Harwood. Er du sikker på, at du ikke har et billede af hende på dig? I tegnebogen måske? På mobilen?“

Jeg brugte sjældent min telefon til at tage billeder. „Jeg har nogle derhjemme.“

„Det kan være, vi allerede har fundet hende, inden du når hjem,“ sagde han beroligende. „Men ellers kunne du måske maile mig nogen?“

„Ja.“

„Okay. I mellemtiden må vi se, om vi kan målrette efterforskningen lidt.“

Jeg nikkede.

„Lad os gå tilbage til det spørgsmål, jeg stillede tidligere,“ sagde Duckworth. „Det med om din kone på nogen måde havde opført sig mærkeligt på det seneste.“

„Ja?“

„Hvad var det, du undlod at fortælle? Jeg kunne se i dit blik, du holdt noget tilbage.“

„Jeg fortalte sandheden, hun er aldrig gået sin vej eller sådan noget. Men der er noget … det er meget svært for mig bare at tænke på det, og det er endnu sværere at tale om det.“

Duckworth ventede.

„Er der nogen broer i nærheden?“ spurgte jeg.

„Hva’?“

„Ikke store broer som dem over motorvejen, men små broer over åer eller sådan noget?“

„Det er der utvivlsomt, mr. Harwood. Hvorfor spørger du om det?“

„De seneste par uger har min kone … hun har ikke rigtig været sig selv.“

„Okay,“ sagde han tålmodigt.

„Hun har været … deprimeret. Hun har sagt nogle ting …“

Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste grebet om mig selv.

„Jeg … jeg skal lige samle mig.“ Jeg lagde hånden for munden. Jeg var nødt til at holde sammen på mig selv. Det tog mig et øjeblik at fokusere. „De seneste par uger har hun været plaget af tanker.“

„Tanker?“

„Om … om at gøre skade på sig selv. Selvmordstanker. Jeg tror ikke, at hun har forsøgt at føre dem ud i livet. Men hun har haft en forbinding om håndleddet, som hun sværger, at hun fik ved et uheld, mens hun ordnede grøntsager, og hun er også kravlet op på en bro, men …“

„Har hun forsøgt at springe ud fra en bro?“ spurgte Duckworth ligeud.

„Hun kørte ud til en, men hun sprang ikke. Der kom en truck forbi.“ Nu rablede jeg. „Jan føler … at alting er for meget. Forleden aften fortalte hun mig, at hun mente, Ethan og jeg ville være bedre tjent uden hende.“

„Hvorfor tror du, hun sagde det?“

„Det ved jeg ikke. Det er som om hendes hjerne er kortsluttet de seneste dage. Det var i går, hun fortalte mig om sin tur til broen, om hvordan hun stod på rækværket, indtil trucken kom forbi.“

„Det må have været meget svært at få at vide.“

Jeg nikkede. „Det var det også.“ Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. „Meget svært.“

„Foreslog du hende at tale med en læge?“

„Det havde jeg allerede gjort. Jeg havde været oppe for at tale med vores praktiserende læge, dr. Samuels.“ Duckworth genkendte tilsyneladende navnet og nikkede. „Jeg fortalte ham om Jans adfærd, og han sagde, at hun skulle komme og op og tale med ham. Det overtalte jeg hende til, og dagen efter opsøgte hun ham, men det var før det med broen. Det gjorde hun efter, at hun havde talt med lægen, sagde hun.“

„Tager hun nogen former for medicin?“

„Nej. Det spurgte jeg hende faktisk om. Jeg håbede, at han havde givet hende en recept på et eller andet, men hun sagde, at hun ikke ville tage medicin, der lavede om på, hvem hun var. Hun sagde, at hun kunne klare sig uden.“

„Vil du have mig undskyldt et øjeblik?“ sagde Duckworth og tog sin mobil frem. Han gik udenfor, inden han ringede op. Jeg kunne ikke høre alt, hvad han sagde, men jeg opfangede ordene ‘å’ og ‘selvmord’.

Jeg sad bare og gned hænderne mod hinanden og havde lyst til at rejse mig og gå, at gøre noget i stedet for bare at spilde tiden, mens …

Duckworth kom ind igen og satte sig ned.

„Tror du, det kan være det, hun har gjort?“ spurgte han. „At hun har taget livet af sig?“

„Det ved jeg ikke,“ sagde jeg. „Det håber jeg ved gud ikke.“

„Vi er i gang med en grundig eftersøgning i hele området, i selve forlystelsesparken,“ sagde han. „Og vi leder også uden for parken, tjekker de andre biler herude og afhører folk.“

„Tak,“ sagde jeg. „Men det er noget, der undrer mig.“ Jeg rystede på hovedet. „Der er meget, der undrer mig.“

„Hvad er det?“

„Min søn. Hvorfor var der en, der stak af med min søn?“

„Det er ikke til at sige,“ sagde Duckworth. „Det er godt, at der ikke er sket ham noget.“

Jeg mærkede en svag bølge af lettelse. Det var sandt. Ethan var i det mindste i sikkerhed. Der var ingen tegn på, at nogen havde gjort ham noget.

„Virker det ikke temmelig påfaldende, at nogen stikker af med Ethan, og at min kone samtidig forsvinder?“

Politiassistenten nikkede eftertænksomt. „Jo,“ sagde han.

Parkdirektøren, Fenwick, var dukket op igen. „Assistent Duckworth?“ sagde hun.

„Ja?“

„Der er noget, vi synes, du skal se.“

„Hvad?“ sagde jeg. Jeg havde allerede rejst mig. „Har I fundet hende?“ Men hun så ikke på mig, kun på Duckworth.

„Hvad?“ spurgte jeg igen.

Hun førte Duckworth hen til en bås med hessianbeklædte skærme omkring, og jeg fulgte efter. Den unge PR-direktør sad foran en skærm med nogle grynede sort-hvid-billeder på.

„Vores sikkerhedsvagter var i færd med at tjekke nogle billeder fra hovedindgangen cirka på det tidspunkt, familien Harwood ankom.“

Jeg kiggede på skærmen. Kameraet måtte sidde lige inden for hovedindgangen og være rettet mod selve indgangen. Jeg kunne huske, at der var en halv snes billetluger på en lang række, hvor folk købte billetter eller fremviste dem, de havde købt online. Billedet på skærmen viste en enkelt luge, og dér, midt i mylderet på vej til en dejlig dag, stod Ethan og jeg.

„Det var faktisk ikke så svært,“ sagde den unge kvinde ved tastaturet. „De tastede navnet ‘Harwood’ ind i systemet, og så poppede oplysningerne om billetkøbet på nettet op, og hvornår billetterne blev brugt i indgangen til Five Mountains.“

„Ja, det er os,“ sagde jeg og pegede.

„Hvor er din kone?“ spurgte Duckworth.

Jeg skulle til at pege. „Hun var ikke sammen med os på det tidspunkt,“ kom jeg så i tanke om. „Ethan og jeg gik ind i parken alene.“

Duckworth kneb umærkeligt øjnene sammen. „Hvordan kan det være, mr. Harwood?“

„Hun glemte rygsækken. Vi var nået næsten helt hen til indgangen, da hun kom i tanke om det. Hun sagde, at vi bare skulle gå ind, så ville hun møde os inde ved isboden.“

„Og det gjorde I så? Gik du og din søn først ind?“

„Ja.“

„Men det var ikke sidste gang, du så din kone.“

„Nej, hun kom lidt efter.“

Duckworth nikkede. „Kan vi få billeder af området omkring isboden?“ spurgte han PR-direktøren.

Hun vendte sig halvvejs om i stolen. „Nej,“ sagde hun. „Vi har ikke nogen kameraer i det område p.t. Kun ved indgangen og på forlystelserne. Vi planlægger at installere flere kameraer, men det er ikke så længe siden, at vi åbnede, og vi har været nødt til at prioritere med hensyn til, hvor vi har kameraovervågning.“

Duckworth sagde ingenting. Han betragtede mig et øjeblik og sagde så, at han ville tjekke, hvordan det gik med hans folk. Han begav sig hen mod døren.

„Jeg vil gerne have Ethan nu,“ sagde jeg.

„Naturligvis,“ sagde han og nikkede. Så gik han ud på gangen og lukkede døren bag sig.

 

8

Barry Duckworth gik ned ad gangen og drejede ind i et lokale fuldt af små båse. Han gættede på, at båsene til hverdag var fulde af administrativt personale, men til forskel fra de medarbejdere, der betjente forlystelserne, solgte billetter og tømte skraldespande, havde de fri lørdag og søndag.

Direktøren havde det ikke været nødvendigt at tilkalde. Five Mountains var stadig en forholdsvis ny forlystelsespark i den nordlige del af staten New York, og der var altid travlt om søndagen. Fenwick havde tilkaldt sin PR-direktør, så snart det gik op for hende, at dette kunne ende som et sandt mareridt PR-mæssigt. Hvis Jan Harwood havde forvildet sig ind i en af rutsjebanernes maskineri eller var druknet i en af parkens mange lavvandede kanaler eller var blevet kvalt i en Five Mountains-hotdog, var de nødt til hurtigst muligt at få situationen under kontrol.

Og som om det ikke var nok, var et barn i en klapvogn også blevet snuppet fra sine forældre. Når først den nyhed begyndte at sprede sig, ville det for alvor gå løs. Før man vidste af det, ville det hedde sig, at et lille barn var blevet slagtet foran boden med ansigtsmaling og lemmerne solgt på det sorte marked.

Der befandt sig kun to mennesker i det her kontor nu. Didi Campion, en uniformeret betjent midt i trediverne, og Ethan Harwood. De sad på hver sin kontorstol og sludrede sammen. Campion sad foroverbøjet med armene på knæene, Ethan sad på kanten af stolen og dinglede med benene.

„Hej,“ sagde Duckworth.

Der var kun lidt tilbage af den vaffelis, Ethan havde fået. Hans trætte blik mødte Duckworths. Barnet så forvirret og meget lille ud. Han sagde ingenting.

„Ethan og jeg sad lige og snakkede om tog,“ sagde Didi Campion.

„Kan du godt lide tog, Ethan?“ spurgte Duckworth.

Ethan nikkede. Han bed sig i læben, som om han gjorde alt, hvad han kunne, for ikke at sige noget.

„Lige om lidt går vi hen til din far igen,“ sagde Duckworth. „Er du med på den?“

Endnu et nik.

„Er det okay, at jeg lige taler med betjent Campion et øjeblik? Vi går ingen vegne.“

Ethan flyttede bekymret blikket fra Duckworth til Campion. Drengen havde allerede knyttet sig til politikvinden, kunne Duckworth se.

„Jeg er tilbage om et øjeblik,“ forsikrede Campion ham og klappede ham på knæet.

Hun og Duckworth gik lidt væk.

„Nå?“ spurgte han hende.

„Han vil vide, hvor hans forældre er. Begge to. Han spørger efter dem.“

„Hvad har han ellers sagt? Hvad med ham, der snuppede klapvognen?“

„Det aner han intet om. Jeg tror, han sov. Og han siger, at han og hans far ventede og ventede og ventede på, at hans mor skulle komme, men hun kom ikke.“

Duckworth lænede sig lidt frem. „Har han sagt noget om, hvornår han så hende sidst?“

Campion sukkede. „Jeg ved ikke, om han helt forstod, hvad jeg spurgte om. Han bliver bare ved med at sige, at han vil hjem, og at han ikke vil op i rutsjebanerne, ikke engang de små. Og at han vil have sin mor og far.“

Duckworth nikkede. „Okay. Jeg tager ham med tilbage til hans far lige om lidt.“ Campion opfattede dette som et tegn på, at de var færdige, og gik tilbage og satte sig sammen med Ethan.

Døren blev forsigtigt åbnet. Det var Fenwick. „Politiassistent Duckworth?“

„Ja.“

„Jeg ved godt, at du har sat dine egne folk til at finkæmme området, men parkens personale har nu gennemgået anlægget minutiøst, og siger, at de ikke har fundet spor af kvinden. De er ikke stødt på nogen oprevne eller tilskadekomne kvinder. De har været overalt, og alt er, som det plejer at være. På nuværende tidspunkt vil det være bedst at neddrosle politiets tilstedeværelse i parken. Den gør folk nervøse.“

„Hvilke folk?“ spurgte Duckworth.

„Vores gæster,“ sagde Fenwick defensivt. „De tror jo, at der er noget galt. Med alt det politi. De tror jo, at terrorister har plantet bomber under rutsjebanerne eller noget i den stil.“

„Hvad med parkeringspladsen?“ spurgte Duckworth.

„Den er også blevet gennemsøgt,“ sagde Fenwick med overbevisning i stemmen.

Duckworth løftede en finger, fandt sin mobil frem og tastede et nummer. „Hej Smitty, hvad så. Jeg vil gerne have nogen til at tjekke alle biler, der forlader området. Se, om der skulle være en, som passer på beskrivelsen af den savnede kvinde. Hvis I ser en, der ligner eller opfører sig underligt, tilbageholder I hende, indtil jeg kommer.“

Fenwick så ud, som om hun havde spist en citron. „Du har vel ikke tænkt dig at gennemsøge hver eneste bil, der forlader parken.“

„Nej,“ sagde han, selvom han ville ønske, at han kunne. Han ville ønske, at han havde bemyndigelse til at tvinge alle til at åbne bagsmækken, inden de kørte hjem. Duckworth havde på fornemmelsen, at lige meget, hvad han gjorde i denne situation, ville det være for lidt og for sent. Hvis Jan Harwood var i vanskeligheder, hvis nogen havde proppet hende ned i et bagagerum, havde de garanteret forladt parkeringspladsen for flere timer siden. Men hvad skulle han ellers stille op?

„Det er forfærdeligt, direkte forfærdeligt,“ sagde Fenwick. „Vi har ikke brug for den form for presse. Hvis kvindemennesket er stukket af, fordi hun har psykiske problemer, er det jo ikke vores skyld. Har manden tænkt sig at sagsøge os? Er det et nummer beregnet på at få penge ud af os?“

„Skal jeg viderebringe dine bekymringer til mr. Harwood?“ spurgte Duckworth. „Jeg er sikker på, at han som skribent for The Standard med glæde vil skrive en artikel om din overstrømmende sympati for hans situation.“

Hun blev bleg. „Skriver han for avisen?“

Duckworth nikkede.

Fenwick gik forbi politiassistenten og lagde sig på knæ foran Ethan. „Hvordan går det med dig? Jeg vil vædde med, at du godt kan spise en is mere.“

Duckworths mobil ringede. „Hallo?“

„Gunner her. Jeg er nede hos sikkerhedsvagterne. Vi sendte en video af manden og hans dreng på vej ind ad hovedindgangen op til hovedkontoret for et øjeblik siden.“

„Ja, jeg har lige set den.“

„De kunne ikke finde konen, vel?“

„Nej. Mr. Harwood siger, at hans kone gik tilbage til bilen for at hente noget og sagde, at han bare skulle gå ind og vente på hende i parken.“

„Ja, okay. Så må hun jo være kommet ind i parken nogle minutter senere, ikke?“

„Præcis,“ sagde Duckworth.

„Familien Harwood havde bestilt deres billetter online og printet dem ud, og derfor kunne vi finde det nøjagtige tidspunkt billetterne blev skannet ved indgangen.“

„Ja, og?“

„Derfor tænkte vi, at vi bare kunne slå op, hvornår den tredje billet var blevet skannet, og på den måde finde de rigtige billeder fra kameraerne.“

„Hvad er så problemet?“ spurgte Duckworth.

„Der kom ikke noget frem.“

„Hvad mener du? Kom hun aldrig ind i parken?“

„Det ved jeg ikke. Sagen er, at jeg har sat dem til at tjekke oversigten over deres online-salg. Og ifølge den oversigt blev der kun købt to billetter på familien Harwoods visakort. En voksen og et barn.“

 

9

Døren gik op, og Ethan kom løbende ind. Jeg løftede ham op og krammede ham og klappede ham på hovedet.

„Er du okay?“ spurgte jeg. Han nikkede. „Var de søde ved dig?“

„Jeg fik en is. Der var en dame, der ville give mig en til, men mor bliver vred, hvis jeg spiser to.“

„Vi har slet ikke fået frokost,“ sagde jeg.

„Hvor er mor?“ spurgte Ethan, men uden bekymring i stemmen.

„Vi skal hjem nu,“ sagde jeg.

„Er hun derhjemme?“

Jeg kastede et blik på Duckworth, der havde fulgt Ethan ind i lokalet. Hans ansigtsudtryk afslørede intet.

„Lad os nu bare tage hjem,“ sagde jeg. „Måske kan vi besøge farfar og farmor.“

„Hvad så nu?“ spurgte jeg lavmælt Duckworth med Ethan på armen.

Han tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, så maven bevægede sig ind og ud. „Tag hjem. Husk at sende mig et billede. Hvis du hører noget, kontakter du mig.“ Han havde allerede givet mig sit kort. „Og vi skal nok ringe til dig, hvis der sker noget i sagen.“

„Okay.“

„Måske kan du lave en liste over folk, din kone kan have ringet til, folk, hun kan have kontaktet.“

„Selvfølgelig,“ sagde jeg.

„Fortæl mig lige igen, hvor I købte billetterne?“

„Det har jeg fortalt dig. På nettet.“

„Var det dig, der bestilte dem?“

„Det gjorde Jan,“ sagde jeg.

„Så det var altså ikke dig, der bestilte dem, det var din kone.“

Jeg forstod ikke, hvor han ville hen. „Det har jeg jo lige sagt.“

Det tyggede Duckworth lidt på.

„Er der noget i vejen?“ spurgte jeg.

„Der blev kun købt to billetter online,“ sagde han så. „En voksen- og en børnebillet.“

„Det giver ikke mening. Det må være en misforståelse. Hun var inde i parken. De ville ikke have lukket hende ind uden billet. Det må være en misforståelse.“

„Det har jeg også bedt dem om at tjekke. Men hvis det viser sig, at der kun blev købt en voksenbillet, kan det så passe?“

Nej, det kunne det ikke. Men hvis det alligevel var det, der var sket, var der flere mulige forklaringer.

„Måske har Jan lavet en fejl,“ foreslog jeg. „Det kan man godt komme til, når man bestiller online. Jeg skulle engang booke et hotel online, og så frøs websitet et øjeblik, og da jeg så fik bekræftelsen, havde jeg booket to værelser i stedet for et.“

Duckworth nikkede langsomt. „Det er en mulighed.“

Problemet med min teori var bare, at Jan tog billetterne op af tasken på vej ind i parken. Hun stak mig min og Ethans og beholdt selv sin egen. Det var jo derfor, hun kunne komme ind i parken, da hun havde hentet rygsækken.

Hun havde ikke sagt noget om, at der havde manglet en billet, da hun kom ind til os.

Jeg skulle lige til at nævne det for Duckworth, men lod være, fordi jeg pludselig kom på en ny teori, der var alt for forfærdelig til at sige højt, især mens jeg stod med Ethan på armen.

Måske havde Jan ikke købt en billet til sig selv, fordi hun ikke regnede med at være i live på det tidspunkt. Måske var det stykke papir, hun havde siddet med, slet ikke nogen billet.

Der er ingen grund til at købe en billet, hvis man har tænkt sig at begå selvmord.

Men Jan kunne da ikke i ramme alvor have troet, at vi ville tage til Five Mountains, hvis hun lige havde taget livet af sig?

„Er der noget, du vil sige?“ spurgte Duckworth.

„Nej,“ sagde jeg. „Jeg … jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg må se at få Ethan hjem og sende dig det billede.“

„Okay,“ sagde han og flyttede sig, så jeg kunne komme forbi.

Det var en surrealistisk oplevelse at komme fra Five Mountains.

Så snart jeg havde fået placeret Ethan i klapvognen, forlod vi kontorerne og kom ud i parken igen, ikke langt fra hovedindgangen. Vi var omgivet af grinende børn og voksne. Balloner dansede, og når børnene slap deres greb i dem, fór de til vejrs. Glad musik gjaldede fra madboder og gavebutikker. Over os skreg folk frydefuldt af skræk i rutsjebanerne.

Glæde og kaos overalt.

Jeg holdt godt fast i klapvognen og skyndte mig af sted. Vi passerede et par uniformerede betjente fra Promise Falls, men de ledte ikke rigtig, de slentrede bare rundt på må og få. Måske var der ikke flere steder tilbage at lede.

I hvert fald ikke her.

Ethan vendte sig om og prøvede at fange mit blik nede fra klapvognen. „Er mor derhjemme?“ Det var femte gang, han spurgte.

Jeg svarede ikke. For det første havde jeg ikke noget svar. For det andet ville jeg ikke give ham falske forhåbninger. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse af, at der var sket noget forfærdeligt med Jan. At hun havde gjort noget forfærdeligt.

Lad det ikke være sandt.

Da vi nåede hen til bilen, spændte jeg Ethan fast og gav ham hans legetøj. „Jeg er sulten,“ sagde han. „Må jeg få en sandwich?“

„En sandwich?“

„Mor lagde sandwichene i sin rygsæk.“

Der var ikke nogen rygsæk. Ikke længere.

„Vi får noget at spise, når vi kommer hjem,“ sagde jeg. „Det tager ikke så lang tid.“

„Hvor er Batman?“

„Hvad?“

Ethan sad og rodede med sine plastikfigurer. Spider-Man, Robin, Jokeren, Wolverine. En blanding af Marvel og DC. „Batman!“

„Jeg er sikker på, at han er der et sted.“

„Han er væk!“

Jeg ledte rundt om hans barnesæde og nede i revnen mellem sæderne.

„Måske er han faldet ud,“ sagde Ethan.

„Faldet ud hvor?“ spurgte jeg.

Han så bebrejdende på mig.

Jeg ledte under forsæderne, måske var Batman faldet på gulvet og trillet derind.

Ethan græd.

„For helvede, Ethan!“ råbte jeg. „Synes du ikke, at vi har nok at bekymre os om?“

Jeg stak armen en anelse længere ind under sædet og fik fat i noget. Et lille ben. Jeg trak Batman ud og rakte ham til Ethan, der lykkelig tog den maskerede hævner og smed ham på sædet ved siden af sig og gav sig til at lege med noget andet.

Der var lang kø for at komme ud af Five Mountains. Alle blev standset af politiet, en betjent kiggede ind og gik rundt om bilen, som om det var en grænsekontrol. Det tog os tyve minutter at komme hen til udgangen. Da betjenten bøjede sig frem for at tale til mig, rullede jeg vinduet ned.

„Undskyld mr., men vi tjekker alle biler på vejen ud. Det tager kun et øjeblik.“ Ingen forklaring.

„Det er mig,“ sagde jeg.

„Hvabehar?“

„Det er min kone, I leder efter. Jan Harwood. Jeg er på vej hjem for at maile et billede af hende til politiassistent Duckworth.“

Han nikkede og vinkede os videre.

„Politidamen fortalte mig en vittighed,“ sagde Ethan omme fra bagsædet.

„Hvad for en?“

„Hun sagde, at du ville kunne lide den, fordi du er journalist.“

„Okay, lad mig høre?“

„Hvad er det, der er sort og hvidt og rødt over det hele?“

„Jeg giver op,“ sagde jeg.

„En avis,“ sagde Ethan og grinede. Han ventede et øjeblik. „Jeg forstår den ikke,“ sagde han så. „Laver mor aftensmad?“ sagde han efter endnu en pause.

„Mor!“ råbte Ethan, da vi trådte ind ad døren.

Jeg skulle lige til også at råbe, men besluttede mig for at vente og se, om Ethan fik noget svar.

„Mor?“ råbte han igen.

„Jeg tror ikke, hun er hjemme,“ sagde jeg. „Gå ind og se tv, så kigger jeg efter.“

Han tøffede lydigt af sted ind i dagligstuen, mens jeg hurtigt tjekkede huset. Jeg løb op til vores soveværelse, kiggede i badeværelset, på Ethans værelse. Så gik jeg nedenunder igen og videre ned i kælderen, som ikke var færdigrenoveret. Det tog ikke mere end et øjeblik at konstatere, at hun ikke var der. Det eneste sted, jeg manglede at tjekke, var garagen.

Der var en dør mellem køkkenet og garagen, og jeg tøvede, da jeg lagde hånden på dørhåndtaget.

Jans Jetta holdt ude i indkørslen, da vi kom hjem. Så hendes bil var ikke i garagen.

Hun kan altså i det mindste ikke have …

Åbn nu den skide dør, sagde jeg til mig selv. Jeg drejede håndtaget og trådte ind i garagen, der kun kunne rumme én bil. Den var lige så rodet og uorganiseret som altid.

Og der var ingen derinde.

Der stod to store plastikskraldespande i et hjørne. Det var aldrig før faldet mig ind, at de var store nok til at rumme et menneske, men jeg så på verden med helt andre øjne nu. Jeg nærmede mig spandene, lagde hånden på låget af den første, lod den hvile et øjeblik, og så løftede jeg det.

Den indeholdt en pose skrald.

Den anden var tom.

Da jeg var kommet ind i køkkenet igen, fandt jeg vores bærbare, der stod klappet sammen ved siden af telefonen, halvt begravet af de seneste dages post og en håndfuld reklamer.

Jeg tog den med hen til køkkenbordet, slog den op og stod og trommede utålmodigt, mens jeg ventede på, at den startede op. Så snart den var klar, åbnede jeg billedprogrammet. Vi havde været en tur til Chicago i efteråret, og det var sidste gang, jeg havde overført billeder fra vores digitalkamera.

Jeg klikkede igennem billederne. Jan og Ethan under den første passagerjet på Museum of Science and Industry. Og foran det strømlinede passagertog Burlington Zephyr. De to på vej gennem Millennium Park i færd med at spise ostepopcorn fra Garrett’s. Deres fingre og munde var gule af ostepulver.

De fleste af billederne var af Jan og Ethan, for jeg var den eneste i familien, der tog billeder. Men der var et billede af mig og Ethan sammen, han sad på mit skød nede ved vandet med sejlbådene i baggrunden.

Jeg valgte to vellignende billeder af Jan. Det sorte hår var længere sidste efterår og dækkede en del af ansigtet, men man kunne stadig se hendes ansigtstræk. De brune øjne, de let markerede kindben, den smalle næse, det næste usynlige L-formede ar på venstre side af hagen, som hun havde fået, da hun var faldet på cyklen som teenager. Om halsen havde hun en tynd kæde med et vedhæng, der forestillede en cupcake med similisten som glasur og kagedej af guld, et smykke, Jan havde haft, siden hun var barn.

Jeg fandt politiassistent Duckworths kort frem og sendte billederne. Jeg vedhæftede yderligere to billeder – der ikke var lige så gode, men taget fra andre vinkler – så jeg var sikker på, at han havde nok.

Jeg skrev også en kort besked. „Det første billede ligner hende bedst, men jeg har også vedhæftet nogle andre. Jeg prøver at finde nogle flere, jeg kan sende dig. Ring, hvis du hører noget.“ Jeg printede også en halv snes eksemplarer af det første foto.

Jeg rakte ud efter telefonen og stillede den på køkkenbordet. Jeg kunne ikke vide, hvornår Duckworth tjekkede sin mail, men han skulle vide, at jeg havde sendt fotografierne, så jeg ringede til hans mobil.

„Duckworth,“ sagde han.

„Det er David Harwood,“ sagde jeg. „Jeg har sendt dig billederne.“

„Er du kommet hjem?“

„Ja.“

„Har hun givet lyd fra sig? Nogen telefonbeskeder eller andet?“

Den røde lampe på telefonsvareren blinkede ikke, og der var ingen nye mails. „Intet,“ sagde jeg.

„Okay, så må vi se at få de billeder rundsendt med det samme.“

„Jeg kan snakke med The Standard,“ sagde jeg. Jeg planlagde at ringe til lokalredaktionen som det næste. Vi kunne stadig nå at få Jans billede med i søndagsudgaven.

„Lad du bare os om at ordne det,“ sagde Duckworth. „Det er bedst, at oplysningerne kommer fra det samme sted, ikke?“

„Men …“

„Mr. Harwood, der er kun gået ganske få timer. I de fleste tilfælde gør vi slet ikke noget i sager om savnede personer så hurtigt, men omstændighederne taget i betragtning – det at det skete i Five Mountains forlystelsespark – betyder, at sagen bliver opprioriteret, hvis du forstår, hvad jeg mener.“

Jeg lyttede.

„Alt taler for, at din kone sikkert kommer ind ad døren en gang i aften, og så er det hele overstået. Den slags sker med jævne mellemrum.“

„Tror du også, at det vil ske denne gang?“

„Det er der ingen, der ved, mr. Harwood. Det eneste, jeg siger, er, at vi nok skal give det nogle timer endnu, før vi offentliggør noget. Jeg siger ikke, at vi ikke skal gøre det. Jeg siger bare, at vi skal give det en times tid.“

„En times tid,“ sagde jeg.

„Jeg vender tilbage,“ sagde han. „Og tak for billederne. Det er en stor hjælp.“

Ethan sad på gulvet og så Family Guy.

„Det dér må du ikke se, Ethan.“ Jeg tog fjernkontrollen og slukkede tv’et. „Det har jeg jo sagt, at du ikke må!“

„Undskyld,“ hviskede han. Han stak underlæben frem.

Det var anden gang i dag, jeg råbte ad ham. Jeg tog ham op og krammede ham. „Det var ikke min mening at råbe ad dig. Det må du undskylde.“

Jeg så ham i øjnene og forsøgte at smile. „Er du okay?“

Han nikkede snøftende. „Hvornår kommer mor hjem?“ spurgte han, sikkert fordi han regnede med, at hun ville være mindre streng over for ham.

„Jeg har lige sendt nogle billeder til politiet, så de kan sige til hende, at vi venter på hende, hvis de ser hende.“

„Hvorfor leder politiet efter hende? Har hun stjålet noget?“ Han så bekymret ud.

„Nej, slet ikke. Politiet leder ikke efter hende, fordi hun har gjort noget forkert. De leder efter hende for at hjælpe hende.“

„Hjælpe hende med hvad?“

„Med at finde hjem,“ sagde jeg.

„Hun skulle have taget bilen,“ sagde Ethan.

„Hvad?“

„Der har hun det der tv-kort.“

GPS’en.

„Jeg tror ikke, at hun er faret vild på den måde,“ sagde jeg. „Ved du, hvad jeg synes, vi skal gøre? Jeg synes, vi skal tage over til farfar og farmor og se, hvad de laver.“

„Jeg vil hellere blive her, hvis mor nu kommer hjem.“

„Vi skriver en seddel til hende,“ sagde jeg. „Så hun ved, hvor vi er. Vil du hjælpe mig med det?“

Ethan løb op på sit værelse og vendte tilbage med papir og en æske fedtfarver.

„Må jeg skrive den?“ spurgte han.

„Selvfølgelig,“ sagde jeg.

Jeg satte ham på køkkenbordet. Han satte ansigtet helt ned til papiret og fulgte fedtfarvens vej over det. Selvom han ikke gik i skole endnu, havde han øvet sig på at skrive bogstaver.

Han skrev en række tilfældige bogstaver, flere af dem spejlvendte.

„Super,“ sagde jeg. „Lad os komme af sted.“ Jan, skrev jeg nederst på papiret, da han kiggede væk, er ovre hos mor og far sammen med Ethan. RING!

Jeg ventede, mens han løb rundt og samlede diverse plastikfigurer og biler. Jeg ville gerne af sted, men jeg kunne ikke få mig selv til at tale hårdt til ham igen.

Endnu en gang spændte jeg ham fast i bilen og kørte hjem til mine forældre. Det var sjældent, jeg kom uanmeldt. Jeg plejede at ringe i forvejen. Men jeg kunne ikke snakke med dem om det i telefonen.

„Når vi kommer derover, går du bare ind og ser tv. Jeg skal lige snakke med farmor og farfar.“

„Men ikke Family Guy,“ sagde Ethan.

„Nej, ikke Family Guy.“

Min mor stod tilfældigvis og kiggede ud ad vinduet, da vi drejede ind i indkørslen. Far havde allerede åbnet døren, da Ethan løb op på verandaen. Han smuttede forbi ham og forsvandt ind i huset.

Far trådte udenfor med mor lige i hælene. Han så hen på bilen.

„Hvor er Jan?“ spurgte han.

Jeg kastede mig i armene på min far og begyndte at græde.

 

10

Dr. Andrew Samuels brød sig ikke om at tænke på sig selv som en kliche, men han havde på fornemmelsen, at det var præcis, hvad han var.

Han var læge, og han spillede golf. Politifolk spiste citronmåner, postarbejdere skød hinanden, og læger spillede golf.

Han hadede golf.

Han hadede alt ved det. Han hadede at gå, han havde at være nødt til at tage solcreme på, når solen bagte. Han hadede at vente på, at spaderne på den næste green nossede rundt og tog sig rigtig god tid til at slå, når han nu selv var klar til at komme videre. Han hadede det latterlige tøj, man skulle have på. Men mest af alt hadede han den blotte tanke om spillet, at det optog adskillige tønder land, bare for at folk kunne drøne rundt efter små bolde for at få dem ned i små huller i jorden. Et fuldkommen latterligt koncept.

På trods af sin modvilje mod spillet havde han et dyrt sæt golfkøller og et par pigsko, og han opretholdt endda sit medlemskab af Promise Falls Golf and Country Club, fordi det mere eller mindre blev forventet af en, hvis man var borgmester, læge, advokat eller fremtrædende forretningsmand. Hvis man ikke var medlem, ville folk i Promise Falls gå ud fra, at man lige så stille var på vej ned mod samfundets bund.

Så dér stod han en vidunderlig søndag eftermiddag ved femtende hul med sin svoger, Stan Reeves, en førsteklasses levebrødspolitiker og et røvhul af rang. Reeves havde i flere måneder foreslået, at de skulle tage ud og spille atten huller, hvilket Samuels hidtil havde været i stand til at afværge. Nu var han imidlertid løbet tør for undskyldninger. Der var ikke flere rejser, bryllupper eller weekendbegravelser. Desværre.

„Du slicer lidt mod højre,“ sagde Reeves, da Samuels havde taget sit første slag. „Prøv at se her.“

Samuels stak driveren tilbage i golftasken og lod, som om han iagttog sin svoger.

„Kan du se, hvordan min overkrop altid er helt i ro, når jeg slår? Jeg prøver lige at gøre det langsomt.“

Der er kun tre huller tilbage, tænkte Samuels. Derfra, hvor de stod, kunne man se klubhuset. Han kunne sætte sig ind i sin golfbil, skrå over syttende og attende fairway og i løbet af fire minutter være tilbage i den airconditionerede restaurant og sidde med en iskold Sam Adams foran sig. Det var sådan set det eneste ved denne sport, han brød sig om.

„Kan du se det?“ sagde Reeves. „Et perfekt drive. Jeg aner ikke engang, hvor din endte henne.“

„Et eller andet sted,“ sagde Samuels.

„Det er sgu hyggeligt, det her,“ sagde Reeves. „Det gør vi alt for sjældent.“

„Det er længe siden,“ sagde Samuels.

„Det får en til at tænke på noget andet. Som læge må du være vant til en del stress, men jeg kan godt sige dig, at der er stress døgnet rundt, når man har ansvaret for en hel by.“

Reeves var så stor en idiot, at man ikke kunne lade være med at spekulere over, hvad der var blevet af den tidligere borgmester, Randall Finley.

„Jeg fatter ikke, at du kan klare det,“ sagde Samuels.

Så ringede hans mobil.

„Helt ærligt, har du ikke slukket den?“ beklagede Reeves sig.

„Øjeblik,“ sagde Samuels og fandt ivrigt telefonen frem. Lad det være en nødsituation, tænkte han. Han kunne være på hospitalet i løbet af et kvarter.

„Hallo?“ sagde han.

„Dr. Samuels?“

„Ja.“

„Mit navn er Barry Duckworth. Jeg er politiassistent ved politiet i Promise Falls.“

„Goddag, hr. politiassistent.“

Reeves spidsede ører.

„Goddag. Jeg antager, at du befinder dig ude på golfbanen et sted. Der fik jeg at vide, at du var, og da jeg pressede lidt på, fik jeg dit mobilnummer.“

„Helt fint. Hvad kan jeg gøre for dig?“

„Jeg vil gerne tale med dig ansigt til ansigt. Med det samme.“

„Jeg befinder mig på Promise Falls Golf and Country Club. Femtende hul.“

„Jeg står allerede oppe ved klubhuset.“

„Jeg er der om et øjeblik.“ Han stak mobilen tilbage i lommen. „Du er nødt til at spille færdig uden mig, Stan.“

„Hvad sker der?“

Samuels slog ud med armene. „En lille smagsprøve på, hvordan det er at være dig. Det der med at være på døgnet rundt.“

„Hey, hvis du tager golfvognen, bliver jeg jo nødt til at …“

Men Samuels var allerede på vej.

Barry Duckworth stod og ventede uden for golfbutikken, hvor golfbilerne holdt. Han gav dr. Samuels hånden. „Kan jeg byde på noget at drikke?“ spurgte dr. Samuels.

„Har ikke tid,“ sagde Duckworth. „Jeg skal spørge dig om en af dine patienter.“

Samuels hævede de buskede, grå øjenbryn. „Hvem?“

„Jan Harwood.“

„Hvad er der sket?“

„Hun er forsvundet. Hun og hendes mand, David Harwood, og deres søn var på udflugt til Five Mountains, hvor hun forsvandt.“

„Åh gud,“ sagde dr. Samuels.

„Vi har finkæmmet parken, selvom jeg nu gerne ville tjekke den en gang mere.“ Duckworth førte Samuels ind i skyggen af bygningen, ikke kun for at komme i ly for varmen, men også for at andre ikke skulle overhøre samtalen.

„Mr. Harwood frygter, at hans kone har taget livet af sig.“

Samuels nikkede, men rystede så på hovedet. „Det er jo forfærdeligt. Hun er et dejligt menneske.“

„Det tvivler jeg ikke på,“ sagde Duckworth. „Mr. Harwood siger, at hun har været deprimeret det seneste par uger. Humørsvingninger, snak om, at resten af familien var bedre tjent uden hende.“

„Hvornår har hun sagt det?“ spurgte Samuels.

„For en dag eller to siden, hvis jeg forstod mr. Harwood korrekt.“

„Men kan det ikke tænkes, at hun bare er forsvundet,“ sagde lægen. „I har jo ikke fundet hende.“

„Jo, bestemt. Det er derfor, vi har så travlt.“

„Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?“

„Jeg er ikke ude efter, at du skal bryde din tavshedspligt, men hvis du har nogen forslag til, hvor hun kan være, hvad hun kan tænkes at have gjort, eller hvis du har nogen fornemmelse af, hvor alvorligt man skal tage hendes trussel om at tage livet af sig, ville jeg sætte stor pris på at få det at vide.“

„Jeg er bange for, at jeg ikke kan hjælpe dig.“

„Jeg beder ikke om personlige oplysninger, dr. Samuels, bare noget, der kan hjælpe os med at finde denne kvinde, inden hun gør skade på sig selv.“

„Hvis jeg vidste noget, ville jeg fortælle politiet det. Jeg kunne ikke drømme om at gemme mig bag min tavshedspligt. Jeg ønsker skam også, at I skal finde hende i god behold.“

„Har hun fortalt dig noget, hvad som helst, der kunne være nogen indikation af, hvorvidt hun kunne finde på at tage sit eget liv, eller om hun bare – hvordan skal jeg sige det – er ude på at få opmærksomhed?“

„Hun har ikke fortalt mig noget som helst.“

„Intet? Måske har hun nævnt, hvor hun tager hen for at tænke over tingene?“

„Hun har ikke fortalt mig noget som helst, for jeg har ikke talt med hende.“

Barry Duckworth glippede forbløffet med øjnene. „Hvabehar?“

„Sidst jeg så hende … det var for cirka otte måneder siden. Til et rutinetjek. Men hun har aldrig henvendt sig for at tale om, at hun var deprimeret eller suicidal. Bare hun havde.“

„Men mr. Harwood siger, at han talte med dig om hende. At du bad ham overtale hans kone til at få en tid hos dig.“

„Det er fuldkommen rigtigt. David opsøgte mig i sidste uge og var meget bekymret. Jeg sagde, at jeg var nødt til at tale med hende selv for at komme med en vurdering. Og måske henvise hende til en psykolog.“

„Kom hun ikke?“

Lægen rystede på hovedet.

„Men mr. Harwood har fortalt, at hun var hos dig,“ sagde Duckworth.

Samuels rystede på hovedet. „Jeg gik og ventede på, at hun skulle bestille en tid, men det gjorde hun ikke. Det er jo forfærdeligt. Jeg burde have ringet til hende, men så havde hun jo regnet ud, at hendes mand havde talt med mig. Fandens. Hvis jeg havde ringet til hende, var alt dette måske slet ikke sket.“

 

11

Da jeg havde fået samlet mig, satte vi os ved køkkenbordet for at snakke tingene igennem. Ethan sad inde i dagligstuen og førte en ophidset samtale med bilerne fra animationsfilmen Biler.

„Måske har hun bare brug for lidt fred til at tænke over tingene,“ sagde far. „Du ved, hvordan kvinder kan være. De får en eller anden fiks idé, og så bliver de nødt til at være alene, indtil de har fået hold på sagerne. Jeg er sikker på, at hun snart giver lyd fra sig.“

Mor lagde sin hånd på min. „Måske kan vi regne ud, hvor hun er taget hen, hvis vi tænker os grundigt om.“

„Jeg har allerede prøvet og prøvet,“ sagde jeg. „Hun var ikke derhjemme, hun er ikke her. Jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde at lede.“

„Hvad med hendes venner?“ spurgte mor, selvom hun allerede kendte svaret på dét spørgsmål.

„Hun har ikke rigtig nogen nære venner,“ sagde jeg. „Hun har altid været lidt af en enspænder. Hun taler sikkert mere med Leanne på kontoret end nogen anden, og hende bryder hun sig ikke engang om.“

Ethan kom ud i køkkenet og kørte en legetøjsbil hen over bordet. „Vruuuummm!“

„Ud med dig, Ethan,“ sagde jeg. Han tog to omgange rundt i køkkenet og sagde „vruuuuuum“ hele vejen rundt. Så forsvandt han ind i dagligstuen igen.

„Lad os ringe til hende alligevel,“ sagde mor, hvilket jeg syntes var en god idé. Jeg havde ikke hendes nummer, så mor tog telefonbogen og slog op under K.

Hun fandt et nummer på en L. Kowalski.

Den ringede to gange. „Jep?“

„Lyall?“

„Jep.“

„Det er Dave Harwood. Jans mand.“

„Hej, Dave. Hvordan går det?“

Jeg ignorerede spørgsmålet. „Er Leanne hjemme?“

„Hun er vist ude at handle,“ sagde han. Han lød, som om han havde tømmermænd. „Og hun tager sig god tid. Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?“

Skulle jeg indvie ham i, at Jan var forsvundet? Intet i Lyalls stemme antydede, at han havde den fjerneste anelse om, at der var noget galt. Han syntes vist bare, det var underligt, at jeg ringede til hans kone.

„Det er okay,“ sagde jeg. „Jeg ringer senere.“

„Hvad drejer det sig om?“

„Jeg ville vende en idé til en gave med hende. Til Jan.“

„Okay,“ sagde han, da han havde fået sin nysgerrighed tilfredsstillet. „Jeg skal nok sige, at du har ringet.“

Da jeg havde lagt på, sad vi alle sammen lidt uden at sige noget. „Jeg tror simpelt hen ikke på, at hun har slået sig selv ihjel,“ sagde far ligeud og lidt for højt.

Det kunne ikke udelukkes, at Ethan havde hørt det trods alle de billyde, han kom med.

„Undskyld,“ sagde far. Han havde for vane at tale højere end nødvendigt, og det skyldtes ikke svigtende hørelse. Han hørte glimrende, men antog, at folk ikke hørte efter. Hvilket også ofte var tilfældet med mor. „Men hun virker bare ikke som typen, der kunne finde på sådan noget.“

„Men hun har forandret sig det sidste par uger,“ sagde jeg.

Mor tørrede en tåre væk, som var på vej ned ad hendes kind. „Men jeg forstår godt, hvad din far mener. Jeg har heller ikke set tegnene.“

„Det gjorde jeg heller ikke indtil for et par uger siden. Men jeg gætter på, at de må have været der før, og at jeg bare ikke var opmærksom nok.“

„Fortæl mig lige igen, hvad det var, hun sagde til dig på restauranten,“ sagde mor.

Jeg tog en dyb indånding. Det var svært at sige disse ting højt uden at få grødet stemme. „Hun sagde noget i retning af, at jeg ville være glad, hvis hun forsvandt. At Ethan og jeg ville være bedre tjent uden hende. Hvad sagde hun det for?“

„Hun var ikke sig selv,“ sagde far. „Det kan enhver jo høre. Men jeg fatter ikke, hvad hun har gået og været ked af. Hun har en god mand, en vidunderlig knægt, et rart hus, I har begge to gode job. Hvad er problemet? Jeg fatter det simpelt hen ikke.“

Mor sukkede og så på mig. Tag dig ikke af ham, sagde hendes ansigtsudtryk. „Bare fordi man har en mand og tag over hovedet, betyder det ikke, at ens liv er perfekt,“ sagde hun til ham.

Han skar ansigt. „Hvad hentyder du til?“

Mor rystede på hovedet og så på mig. „Jeg havde heller ikke regnet med, at han ville fange den.“ Det var et forsøg på at lette stemningen.

„Ja ja, jeg påpegede det jo bare,“ sagde far. Han rynkede panden og stirrede ned i bordet. Pludselig gik det op for mig, at hans øjne var fulde af tårer.

„Far,“ sagde jeg og gav hans hånd et klem.

Han trak hånden til sig og forlod køkkenet.

„Han vil ikke have, at vi skal se, hvor oprevet han er,“ sagde mor. „Han bliver altid helt knust, når du har problemer.“

Jeg skulle til at gå efter ham, men mor holdt fast i min hånd. „Han kommer igen om lidt. Giv ham lige et øjeblik.“

„Halløj, knægt,“ hørte jeg ham sige inde ved siden af. „Har du set de togkataloger, jeg har bestilt hjem?“

„Jeg ser tv,“ sagde Ethan.

„Hvad har du fortalt Ethan?“ spurgte mor.

„Ikke så meget. Han ved, at hans mor ikke er kommet hjem, og han ved, at politiet leder efter hende. Han troede, at det var, fordi hun havde røvet en bank, men det har jeg forklaret ham, at hun ikke har.“

Mor smilede, men kun ganske kort.

Der var noget, der nagede mig. „Der er et sted, jeg lige er nødt til at tage hen,“ sagde jeg.

„Hvad? Hvor?“

„Den der bro.“

„Bro?“

„Den, Jan ville springe ud fra. Jeg sagde til politiet, at de skulle tjekke alle broer i nærheden af parken, og det tror jeg også, at de har gjort, men den, hun snakkede om, ligger ude på den vej, der fører ud til havecenteret vest for byen.“

„Ja, den kender jeg godt.“

„Politiet har helt sikkert ikke tjekket den, for jeg nævnte ikke den specifikt.“

„Ring til politiet, David,“ sagde min mor, „og lad dem køre ud og se efter.“

„Jeg ved ikke, hvor hurtigt de kan komme derud. Jeg er nødt til at foretage mig et eller andet nu. Kan du passe Ethan så længe?“

„Selvfølgelig. Tag din far med.“

„Nej, det er i orden.“

„Tag ham med,“ sagde hun. „Så føler han også, at han gør noget.“ Jeg nikkede. „Du, far,“ råbte jeg ind i dagligstuen. Han kom ud i køkkenet og var igen fattet. „Kan du ikke køre en tur med mig?“

„Hvor skal vi hen?“

„Det forklarer jeg på vejen.“

Vi tog min bil, hvilket gjorde far nervøs. Han havde aldrig været nogen god passager. Han anså det for overvejende sandsynligt, at vi ville dø, hvis han ikke selv sad bag rattet.

„Der er rødt,“ sagde han.

„Det kan jeg godt se, far,“ sagde jeg og bremsede, da vi nærmede os stoplyset. Det blev grønt, inden vi kom derhen, så jeg gassede op igen.

„Du kommer ikke ret langt på literen på den måde,“ sagde far. „Når du hele tiden gasser op og bremser i stedet for at sætte farten gradvist ned. Det sluger benzinen.“

„Ja, det er det, du siger.“

Han skottede til mig. „Undskyld.“

Jeg smilede til ham. „Det gør ikke noget.“

„Klarer du den?“

„Det ved jeg sgu ikke,“ sagde jeg.

„Det nytter ikke noget at opgive håbet,“ sagde han. „Det er alt for tidligt.“

„Det ved jeg godt.“

„Ved du præcis, hvor broen ligger?“

„Det tror jeg,“ sagde jeg. Vi var kommet ud af Promise Falls og var på vej vestpå. Nogle få kilometer uden for byen fandt jeg den landevej, jeg ledte efter. Den løb gennem et afvekslende landskab med åbne marker, tæt skov og så flere marker. Broen gik over en å, der løb gennem et tætbevokset område.

„Der er den,“ sagde jeg.

Det var ikke nogen ret stor bro. En halvtreds-tres meter lang, asfalteret og med et ét meter højt rækværk langs siderne. Jeg kørte bilen så langt ind i rabatten, jeg kunne, og slukkede motoren.

Udenfor var der stille, bortset fra lyden af vandet under broen. Vi steg ud af bilen og gik ud midt på den. Far holdt sig tæt til mig.

Jeg gik over i den vestlige side af broen først og kiggede ned. Det var højst syv meter ned, ikke noget ret langt fald. Åen var lavvandet her, og stenene stak op af vandet. Den var sikkert ikke mere end tredive centimeter dyb under broen. For en sommer eller to siden, hvor det ikke havde regnet i ugevis, var åen helt udtørret i en periode.

Jeg så ned og blev nærmest hypnotiseret af vandet, der strømmede omkring stenene. Alting var så roligt.

„Vi må hellere tjekke den anden side også, ikke?“ sagde far og rørte ved min arm. Vi gik over vejen og lænede os ud over rækværket i den anden side.

Der lå ikke noget lig i åen. Og hvis nogen sprang ud herfra, var der ikke dybt nok og ikke fart nok på vandet til, at man ville blive ført længere ned ad åen. Hvis man sprang ud fra broen, ville man blive fundet.

„Jeg vil gerne kigge ordentligt efter inde under broen,“ sagde jeg. Det var umuligt at se, hvad der var inde under broen, mens vi stod oppe på den.

„Skal jeg gå med?“ spurgte far.

„Bliv bare her.“

Jeg løb hen for enden af broen og bevægede mig forsigtigt ned til bredden. Det tog kun et øjeblik, og da jeg kom derned, fandt jeg ikke andet end tomme øldåser og noget papir fra McDonald’s.

„Er der noget?“ råbte far.

„Nej,“ sagde jeg og kravlede op til vejen igen.

Problemet var, at man formodentlig ville overleve et spring fra broen, medmindre man sprang på hovedet.

„Det er da en god nyhed, ikke?“ sagde far. „Er det ikke?“

Jeg sagde ikke noget.

„Ved du, hvad jeg også kom til at tænke på?“ sagde far. „Hun har ikke skrevet noget afskedsbrev. Hvis hun havde tænkt sig at begå selvmord, ville hun have skrevet et brev, tror du ikke?“

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro.

„Hvis jeg ville tage livet af mig, ville jeg skrive et brev,“ sagde han. „Det gør man. Man vil gerne sige farvel.“

„Jeg tror ikke altid, folk gør det,“ sagde jeg. „Det er kun på film.“

Far trak på skuldrene. „Måske var der nogen, hun ville tale med, inden hun gjorde noget overilet.“

„Hvem?“ spurgte jeg.

„Det ved jeg ikke. Sin familie måske.“

„Hun har ikke nogen familie. Hun taler i hvert fald ikke med dem.“

Far vidste, at Jan havde slået hånden af sine forældre, men han måtte have glemt det. Hvis han havde tænkt sig om, var han kommet i tanke om, at det aldrig var noget problem, hvor vi skulle holde jul.

„Måske er det der, hun er,“ sagde far. „Måske havde hun behov for at se dem efter alle de år for at prøve at komme overens med dem. Fortælle dem, hvad hun mener om dem eller sådan noget.“

Jeg stod på broen og kiggede ind i skoven.

„En gang til?“ sagde jeg.

„Måske prøver hun at finde sin familie. Måske vil hun gerne rense luften efter alle de år, der er gået. Fortælle dem, hvad hun mener om dem.“

Jeg gik hen til ham og overraskede ham ved at give ham et dask på skulderen. „Ikke nogen dårlig idé,“ sagde jeg.

„Og så ser jeg oven i købet også godt ud,“ sagde han.

 

12

Ernie Bertram sad på verandaen foran sit hus på Stonywood Drive og kælede for en øl i en langhalset flaske, da den sorte bil kørte ind til siden og parkerede. Ejeren af Bertram’s VVS kunne godt genkende en civil politibil. De små hjulkapsler, fraværet af krom. En overvægtig mand i en hvid skjorte og et slips, der sad skævt, steg ud af bilen. Han strakte sig og bøjede sig så ind efter sin jakke, som han tog på på vej op ad indkørslen. Manden kastede et blik på Bertrams bil og så op på verandaen.

„Mr. Bertram?“ sagde han.

Bertram rejste sig og satte øllen på det brede rækværk. „Hvad kan jeg gøre for dig?“ Han skulle lige til at sige: ‘betjent’, men manden havde ikke uniform på, så han var ikke sikker på, at det var det rigtige at sige.

„Politiassistent Duckworth fra politiet i Promise Falls,“ sagde han og gik op på verandaen. „Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer.“

Bertram pegede på en kurvestol. „Vi har lige spist. Sid ned.“

Duckworth satte sig. „Skal du have en øl?“ spurgte Bertram og tog sin egen på rækværket og satte sig igen. Duckworth bemærkede, at manden åbnede bukseknappen og lynede lidt ned. For at lette trykket efter aftensmaden.

„Ellers tak,“ sagde han. „Jeg vil gerne stille dig et par spørgsmål.“

Bertram hævede øjenbrynene. „Værsgo.“

„Jan Harwood arbejder for dig, ikke sandt?“

„Jo, det er rigtigt,“ sagde han.

„Jeg går ikke ud fra, at du har hørt fra hende i dag, vel?“

„Næ. Det er jo søndag. Jeg snakker ikke med hende før mandag morgen.“

Hoveddøren blev forsigtigt skubbet op. „Har du fået gæster, Ern?“ sagde en lavstammet, korpulent kvinde i blå stretchbukser.

„Det er politiassistent …“

„Duckworth.“

„Politiassistent Duckworth er på arbejde, Irene. Han vil ikke have øl, men måske et glas lemonade?“

„Jeg har lidt æbletærte tilovers,“ sagde Irene Bertram.

Politiassistenten overvejede tilbuddet. „Jeg kunne nok godt lade mig overtale til et enkelt stykke,“ sagde han.

„Med is til? Det er bare vanilje,“ sagde hun.

„Ja tak,“ sagde han. „Det lyder dejligt.“

Irene trak sig indenfor igen og lukkede døren. „Det er bare sådan en frossen købetærte, man varmer i ovnen, men den smager, som om den var hjemmelavet,“ sagde Ernie Bertram.

„Det lyder dejligt,“ sagde Duckworth.

„Hvad var det med Jan?“

„Hun er savnet,“ sagde Duckworth.

„Savnet? Hvad mener du med det?“

„Hun er ikke blevet set siden frokost, hvor hun var med sin mand og søn i Five Mountains.“

„Hold da kæft,“ sagde Ernie. „Hvad er der sket?“

„Tja,“ sagde Duckworth, „hvis vi vidste det, ville vi nok have nemmere ved at finde hende.“

„Savnet,“ sagde han, mest til sig selv. „Hold da kæft.“

„Hvornår talte du sidst med hende?“ spurgte Duckworth.

„Det må have været i torsdags,“ sagde han.

„Ikke fredag?“

„Nej, hun tog fri i fredags. De seneste uger har hun taget nogle fridage.“

„Hvorfor det?“

Ernie trak på skuldrene. „Fordi hun kunne. Hun havde optjent noget afspadsering, så hun spurgte, om hun måtte tage en dag fri hist og her i stedet for at tage det hele på en gang.“

„Så det var ikke sygedage?“ sagde Duckworth.

„Nej. Og det var helt fint med mig, for det har været en ret stille sommer. Hvilket sådan set ikke er så fint. Har ikke solgt et airconditionanlæg i over to uger, selvom det er ved at være sidst på sæsonen. Man sælger flest om foråret og først på sommeren, når det begynder at blive varmt. Men folk vil ikke smide det par tusind, et nyt anlæg koster, på grund af krisen. De har svært nok ved at betale deres lån, så de prøver at klare sig med det, de nu har. De sidste dage har det heller ikke været så varmt, så der er heller ikke så mange reparationer.“

„Mmm,“ sagde Duckworth.

Døren gik op. Irene Bertram rakte Barry Duckworth et stykke tærte med en kugle is på størrelse med en softball.

„Hold da op,“ sagde han.

„Jan er savnet,“ sagde Ernie til sin kone.

„Savnet?“ sagde hun og lod sig dumpe ned i den tredje stol.

„Jep,“ sagde Ernie. „Væk.“

„Hvordan det?“

„Hun var oppe ved den nye forlystelsespark, og så forsvandt hun.“ Han kiggede på Duckworth. „Er hun blevet slynget ud af en af rutsjebanerne?“

„Nej, slet ikke,“ sagde Duckworth.

„For de der tingester er altså slet ikke sikre,“ bemærkede Bertram.

Duckworth tog en mundfuld æbletærte og skyndte sig at fylde efter med is, så han kunne nyde smagen af begge dele samtidig. „Pragtfuldt,“ sagde han.

„Jeg har selv bagt den,“ sagde Irene.

„Jeg har allerede fortalt ham det,“ sagde Ernie.

„Hvor er du tarvelig,“ sagde hun.

„Hvordan ville du beskrive mrs. Harwoods humør de seneste uger?“ spurgte Duckworth nu Ernie Bertram.

„Hendes humør?“

Duckworth nikkede med munden fuld af den næste bid æbletærte.

„Fint, tror jeg. Hvad mener du med, hvordan hendes humør var?“

„Virkede hun forandret? Nedtrykt eller bekymret, måske?“

Bertram tog en slurk af sin øl. „Det synes jeg ikke. Men jeg er meget ude at køre. Jeg er ikke så meget på kontoret. Pigerne kunne køre et escortbureau derindefra, uden at jeg ville ane det.“

„Ernie!“ sagde Irene og slog ham på skulderen.

„Det var bare for sjov,“ sagde han til Duckworth. „De er begge to helt i orden.“

„Du skal ikke sige den slags,“ sagde Irene.

„Det er med andre ord ikke sikkert, at du ville lægge mærke til det, hvis Jan Harwood var deprimeret,“ sagde Duckworth mellem to mundfulde.

„Den eneste, der er deprimeret på det kontor, er Leanne,“ sagde han. „Det har hun været, lige siden hun dukkede op for fem år siden.“

„Men ikke mrs. Harwood?“

„Det virkede faktisk mere, som om hun var spændt,“ sagde han.

„Spændt?“

„Det er måske det forkerte ord. Ophidset? Det er heller ikke det rigtige ord. Hun opførte sig, som om der skulle ske noget lige om hjørnet.“

Duckworth lagde gaflen og stillede tallerkenen på kurvestolens brede armlæn. Isen var ved at smelte, og hvis han ikke gjorde kål på den i en fart, ville den begynde at dryppe ud over kanten af tallerkenen.

„Hvad var det, der ventede lige om hjørnet?“

„Ingen anelse. Men når hun af og til kom og bad om en fridag eller måske bare en halv dag, var der noget – jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det – det var, som om hun glædede sig til noget, noget særligt.“

„Ernie er rigtig god til at læse folk,“ sagde Irene. „Når man kommer i så mange menneskers hjem for at ordne deres fyr og airconditionanlæg, får man en god fornemmelse af, hvem folk virkelig er.“

Duckworth smilede til hende, som om han satte pris på hendes bidrag.

„Hvor tit har hun taget fri på det seneste?“ spurgte Duckworth.

„Lad mig se … Leanne … den anden pige på …“

„Man kalder dem ikke piger mere, Ernie,“ sagde Irene. „De er kvinder. Og jeg tror snart, din is stikker af.“

Duckworth skubbede den smeltende is ind fra kanten af tallerkenen med sin gaffel, hvorefter han mosede den sammen med endnu et stykke tærte og proppede det i munden.

„Whatever,“ sagde Ernie. „Måske ved Leanne, hvor mange dage det drejer sig om. I går og en dag tidligere på ugen og et par dage i den foregående uge.“

Duckworth havde taget sin notesblok frem og var begyndt at skrive ned. „Jeg vil gerne vende tilbage til det, du sagde før,“ sagde han, da han var færdig.

„Okay?“

„Det med at Jan var spændt. Fortæl noget mere om det.“

Ernie tænkte sig om. „Måske lidt som, når kvinder sætter sig op til noget. Til en rejse eller til at få familien på besøg.“

„Men du ville ikke beskrive hende som selvmordstruet?“

Irene tog en hånd op til brystet. „Åh nej. Tror du, at det er det, der er sket?“

„Jeg spørger bare,“ sagde Duckworth.

„Det tror jeg ikke,“ sagde Ernie. „Men hvem ved, hvad folk går og tumler med … hvad de holder skjult.“

Duckworth nikkede. Han spiste det sidste af tærten og isen i tre mundfulde.

„Hvor var det, de tog hen i går?“ spurgte Ernie.

„Hvor tog hvem hen i går?“ spurgte Duckworth.

„Jan og David. De kørte en tur i går. Jan nævnte det, inden hun tog hjem fra arbejde torsdag.“

„Er du sikker på, at du ikke mener deres tur til Five Mountains i dag?“

Han rystede på hovedet. „Hun sagde, at David ville tage hende med et sted hen om fredagen. Det var alt sammen meget hemmelighedsfuldt. Hun sagde, at hun ikke kunne sige noget om det. Jeg fik på fornemmelsen, at det var en overraskelse eller sådan noget.“

Duckworth skrev noget mere på sin notesblok og stak den i lommen. Han skulle til at takke Ernie for ulejligheden og Irene for tærten, da telefonen ringede indenfor.

Irene sprang op og forsvandt.

Duckworth rejste sig, og det samme gjorde Ernie. „David må være helt ude af den,“ sagde Ernie. „Over det, der er hændt hans kone.“

Duckworth nikkede. „Ja, det er han naturligvis.“

„Jeg håber, I snart finder hende,“ sagde han.

Irene dukkede op i døren. „Det er Lyall,“ sagde hun.

Ernie rystede på hovedet. „Hvad vil han?“

„Han har ikke set Leanne hele dagen. Faktisk har han ikke set hende siden i går.“

Det gav et sæt i Duckworth. „Leanne Kowalski?“

Ernie gik indenfor og tog røret, der lå ved siden af telefonen på bordet i hall’en. Duckworth fulgte efter.

„Lyall?“ Ernie lyttede et øjeblik. „Nej,“ sagde han så. „Det har jeg ikke … Hvornår? … Det er længe at shoppe, selv for en kvinde. Har du hørt det med Jan? Politiet …“

„Må jeg?“ sagde Duckworth og tog telefonen fra Ernie. „Mr. Kowalski. Dette er politiassistent Barry Duckworth fra politiet i Promise Falls.“

„Okay?“

„Hvad er der sket med din kone?“

„Hun er ikke hjemme.“

„Hvornår ventede du hende?“

„For flere timer siden. Hun gik ud for at shoppe lidt. Det troede jeg i hvert fald. Det plejer hun at gøre om søndagen. Hun skulle ned i centeret, og bagefter ville hun købe ind.“

„Var din kone og Jan Harwood kolleger?“

„Ja, hos Ernie. Kan jeg snakke med ham igen? Jeg vil lige høre, om han har sat hende på nødvagt eller sådan noget.“

„Det har han ikke,“ sagde Duckworth.

„Hvad er der sket med Jan? Hendes mand ringede for lidt siden og spurgte efter hende. Hvad laver du hjemme hos Ernie? Er der noget galt?“

Duckworth havde taget notesblokken frem igen. „Hvad er din adresse, mr. Kowalski?“

 

13

Der var noget, jeg aldrig havde fortalt Jan.

Ikke at jeg løj over for hende. Men jeg havde gjort noget, jeg aldrig havde fortalt hende. Hvis hun havde spurgt direkte, ville jeg nok have løjet, det var jeg blevet nødt til. Hun var blevet alt for vred på mig.

Det var ikke en affære. Det ville jeg aldrig have gjort mod hende, aldrig i livet. Det havde intet med en anden kvinde at gøre.

For cirka et år siden kørte jeg forbi hendes hus.

Hendes barndomshjem, mener jeg, hendes forældres hus, næsten tre timers kørsel fra Promise Falls. Det lå i Pittsford-delen af Rochester, på Lincoln Avenue. En lang, smal toetages bygning. Den hvide maling skallede af, og et par af de sorte skodder – en på første og en på anden sal – hang skævt. Netdøren var ødelagt, og der manglede enkelte mursten i skorstenen. Men selvom huset var misligholdt, var det ikke direkte saneringsmodent, og der boede stadig nogen i det.

Jeg var på vej tilbage fra Buffalo, hvor jeg havde interviewet en byplanlægger, som mente, at de traditionelle måder at sætte bilisternes hastighed ned på – vejbump, lyskryds – bare gjorde bilisterne ophidsede, og at rundkørsler og beplantede midterrabatter var meget bedre. På vejen hjem besluttede jeg at tage 490 nordpå og køre til Rochester, hvor jeg vidste, at Jan var vokset op.

Måske vidste jeg allerede, at jeg ville gøre det, inden jeg tog til Buffalo.

Det ville slet ikke have været muligt, hvis det ikke havde været for utætheden bag vasken på badeværelset.

Jan var på arbejde, og jeg afspadserede adskillige sene møder, jeg havde dækket i byrådet på det seneste – det var før, vi overlod alt det til Rajiv og Amal og alle de andre gutter i Mumbai. Jeg var nede i den ufærdige del af kælderen, hvor fyret og vandvarmeren står, og lagde mærke til, at der var noget, der dryppede ned mellem stolperne. Der hvor kobberrørene gik op til badeværelset på første.

Jeg gjorde det, jeg altid gør, når der er noget galt med huset. Jeg ringede til far.

„Lyder, som om der er et lille hul i et af rørene,“ sagde han. „Jeg er på vej.“ Han kunne knap skjule begejstringen i sin stemme.

Han dukkede op en halv time senere med sit værktøj, inklusive et lille svejseapparat.

„Det er inde i væggen et eller andet sted,“ sagde han. „Problemet er hvor.“

Vi syntes, vi kunne høre en hvæsen bag vasken på badeværelset, cirka tredive centimeter over gulvet. Vasken stod på en sokkel, så man kunne nemt lægge øret mod væggen.

Han trak en stiksav frem, som han kunne save tværs gennem væggen med.

„Far,“ sagde jeg og kastede et blik på det blomstrede tapet, som jeg ikke havde spor lyst til at ødelægge. „Er det ikke bedre at gøre det fra den anden side?“

„Hvad er der på den anden side?“

„Øjeblik,“ sagde jeg. Det viste sig, at linnedskabet befandt sig på den anden side af vasken i badeværelset. Jeg åbnede det og begyndte at tømme gulvet under den nederste hylde for en vasketøjskurv, et lager af toiletpapir og æsker med papirlommetørklæder – indtil det var tomt. Jeg gik ud fra, at man kunne komme ind til røret fra denne side, det gav langt mere mening at skære hul et sted, man ikke kunne se.

Da jeg havde ryddet skabet, lagde jeg mig på alle fire og kravlede ind i skabet for at lytte efter lækken.

Der var et fodpanel inde i skabet, som så løst ud. Jeg kunne se, at det var skubbet på plads, men ikke sømmet fast. Jeg fik fingrene om bag ved det og kunne mærke, at der var noget deromme.

Det var toppen af en kuvert, som lå perfekt gemt bag panelet. Jeg hev den ud. Der stod ikke noget på den, og den var heller ikke lukket, men flappen var stoppet ned i den. I den fandt jeg en nøgle og et enkelt stykke papir, der var foldet på midten.

Jeg lod nøglen ligge og tog papiret ud. Det var et officielt dokument af en eller anden slags.

En fødselsattest.

Jans fødselsattest. Alle de oplysninger, hun aldrig havde villet fortælle mig stod på dette stykke papir. Jeg vidste selvfølgelig allerede, at hendes navn var Richler – men hun havde omhyggeligt sørget for ikke at nævne sine forældres navne eller omtale, hvor de boede.

Nu kunne jeg uden videre se, at hendes mors navn var Gretchen, at hendes fars navn var Horace. At hun var født på Monroe Community Hospital i Rochester. Og der var en adresse på Lincoln Avenue.

Jeg memorerede oplysningerne, foldede papiret sammen og kom det tilbage i kuverten. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med nøglen. Jeg havde aldrig set en magen til. Jeg lod den ligge i kuverten og lagde den tilbage, hvor jeg havde fundet den, og satte panelet på plads igen.

Da jeg kom om på den anden side af væggen, havde far allerede lavet et hul. „Jeg er igennem!“ sagde han. „Og der har du din læk! Gider du lukke for hovedhanen?“

Inden turen til Buffalo tjekkede jeg de gule sider på nettet og fandt kun fem mennesker ved navn Richler i Rochester-området, og kun en af dem hed H. Richler.

Han boede stadig på Lincoln Avenue.

Hvilket betød, at mindst en af Jans forældre stadig var i live, måske dem begge. Hvis Horace Richler var død, var det ikke utænkeligt, at hans kone, Gretchen, havde ladet nummeret stå i hans navn.

Jeg ringede fra The Standard for at tjekke det. Jeg ringede til H. Richlers nummer, og en kvinde, der lød, som om hun var i tresserne eller halvfjerdserne, tog telefonen. Gretchen, gik jeg ud fra.

„Træffer jeg mr. Richler?“ spurgte jeg.

„Øjeblik,“ sagde hun.

„Hallo,“ sagde en mand lidt efter med træt stemme.

„Taler jeg med Hank Richler?“

„Hvad? Nej. Dette er Horace Richler.“

„Undskyld. Så har jeg fået forkert nummer.“

Jeg undskyldte endnu en gang og lagde på.

Jeg kunne ikke undgå at være nysgerrig efter at få mere at vide om de mennesker, Jan så stædigt havde nægtet at tale om.

„Jeg vil ikke have noget med dem at gøre,“ havde hun sagt mange gange i årenes løb. „Jeg vil aldrig se dem igen, og jeg tror heller ikke, at de ligefrem er knust over ikke at høre fra mig.“

Selv da Ethan blev født, ville Jan ikke høre tale om at fortælle det til sine forældre.

„De er skideligeglade,“ sagde hun.

„Måske ændrer det sig, når de hører, at de har fået et barnebarn,“ sagde jeg. „Så kan det være, at de gerne vil forsones med dig.“

Hun rystede på hovedet. „Glem det. Jeg gider ikke snakke mere om det.“

Alt, hvad Jan havde fortalt, siden jeg mødte hende på et jobcenter seks år tidligere, hvor jeg skulle interviewe nogle arbejdsløse, var, at hendes unavngivne far var et kæmpe røvhul, og at hendes mor gik fuld og deprimeret gennem tilværelsen.

Jan brød sig ikke om at tale om det. Fortællingen om hendes forældre og hendes liv sammen med dem fik jeg i små brudstykker i årenes løb.

„De gav mig skylden for alt,“ fortalte Jan en lørdag aften for to år siden, da mine forældre skulle have en meget lille Ethan sovende. Vi havde kvalt tre flasker vin – en usædvanlig begivenhed, for Jan drak meget lidt – og stemningen antydede, at vi snart skulle ovenpå og lave lidt tiltrængt lagengymnastik. Men ud af det blå begyndte Jan at fortælle om en del af sit liv, hun aldrig havde fortalt mig om før.

„Hvad mener du med, at de gav dig skylden for alt?“ spurgte jeg.

„Det var mest ham,“ sagde Jan. „Han sagde, at jeg havde ødelagt deres liv.“

„Hvordan? Ved at være et barn? Ved din blotte eksistens?“

Hun så på mig med et udtryksløst blik. „Ja, stort set. Far plejede at kalde mig Hindy.“

„Hindu?“

„Nej. Hindy.“

„Mener du hindu. Som i sproget?“

Hun rystede på hovedet og tog endnu en slurk vin. „Nej, med y. Det var en forkortelse for ‘Hindenburg’. Ikke kun fordi jeg var lidt tyk i en periode, men også fordi han betragtede mig som sin egen personlige katastrofe.“

„Hvor tarveligt.“

„Ja, men det var ægte kærlighed sammenlignet med min tiårs fødselsdag.“

Jeg skulle lige til at spørge, men besluttede mig for at vente.

„Han havde lovet at tage mig med til New York for at se en rigtig musical på Broadway. Det havde jeg altid drømt om. Hvert eneste år så jeg The Tony Awards i fjernsynet, gemte teatersektionen af The New York Times, når jeg var så heldig at få fingre i den, fulgte med i teaterannoncerne og lærte navnene på alle stjernerne og kritikerne udenad. Han sagde, at han havde købt billetter til Grease. At vi skulle tage bussen til New York. At vi skulle bo på hotel. Jeg troede ikke mine egne ører. Min far havde ikke interesseret sig det mindste for mig i så mange år, men måske, tænkte jeg, måske var det, fordi jeg var blevet ti …“

Hun tog endnu en tår vin.

„Endelig kom dagen, hvor vi skulle af sted. Jeg pakkede mine ting.

Med stor omhu udvalgte jeg det tøj, jeg skulle have på i teateret. En rød kjole og sorte sko. Men min far gjorde sig slet ikke klar. Jeg sagde til ham, at han skulle se at komme i gang, men han smilede bare til mig. „Der bliver ikke nogen tur. Ingen bustur. Ikke noget hotel. Ingen billetter til Grease. Har aldrig haft dem. Skuffelse gør nas, ikke? Nu ved du, hvordan det føles.“

Jeg var målløs. Jan smilede til mig. „Du synes sikkert, at jeg var heldig. Du ville garanteret hellere dø end at skulle ind at se Grease.“

Jeg rømmede mig. „Hvad gjorde du?“

„Jeg forsvandt et andet sted hen.“

„Hvor? Hen til noget familie?“

„Nej, nej, du misforstår,“ sagde hun og lagde hånden over munden. „Jeg tror, jeg bliver dårlig.“

Næste morgen nægtede hun at tale om det.

Men i tidens løb fik hun fortalt mig, at hun flyttede hjemmefra som syttenårig, og at hun ikke havde haft kontakt med sine forældre i næsten tyve år. Hun havde ingen søskende, der med eller mod hendes vilje kunne fortælle hende, hvad der var blevet af dem.

Hun anede ikke, om de var levende eller døde.

Men jeg vidste, at de stadig levede, for jeg havde ringet til dem.

Jeg fortalte aldrig Jan, hvad jeg havde fundet bag fodpanelet. Jeg ville ikke have, at hun skulle vide, jeg havde snaget i hendes ting. Det bekymrede mig, at hun havde gjort så meget ud af at holde sin baggrund skjult for mig, men måske gjorde hun klogt i ikke at stole på mig. Fundet af fødselsattesten førte mig direkte derhen, hvor hun ikke ville have, at jeg skulle komme.

På vejen tilbage fra Buffalo kørte jeg en omvej nordpå og fandt huset på Lincoln Avenue. Jeg stirrede på den afskallede maling og de skæve skodder, som om jeg kunne finde en mening med det hele der. Jeg spekulerede på, hvilket af de to vinduer på første sal der havde været Jans. Eller om hendes værelse havde ligget på den anden side af huset.

Jeg forestillede mig, hvordan hun løb ind og ud ad fordøren som barn. Sjippede på fortovet, hinkede i indkørslen. Måske var det alt for idylliske billeder. Måske gjorde man ikke den slags, når man voksede op i et hus, hvor kærlighed var erstattet af vrede og bitterhed. Måske havde Jan det, som om hun blev løsladt fra fængsel, hver gang hun gik ud ad den dør. Jeg forestillede mig, hvordan hun løb hen til en af sine venner og først kom tilbage, når hun var tvunget til det.

Jeg blev ikke rigtig klogere af at stirre på huset. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.

Så dukkede hendes forældre op.

Jeg holdt parkeret på den anden side af vejen to huse længere henne, så Horace og Gretchen Richler lagde ikke mærke til mig, da de steg ud af deres tyve år gamle Oldsmobile.

Horace åbnede langsomt døren og satte en fod ned på asfalten. Han vendte sig med besvær i sædet og steg ud. Han var plaget af gigt eller noget lignende. Han var i slutningen af tresserne eller begyndelsen af halvfjerdserne og havde enkelte totter hår tilbage og nogle leverpletter hist og her. Han var lavstammet og kraftig, men ikke fed. Selv i hans fremskredne alder skulle man gå til den for at vælte ham omkuld.

Han lignede ikke et uhyre. Men det gør uhyrer på den anden side sjældent.

Mens Gretchen steg ud, gik Horace om til bagagerummet. Hun bevægede sig også langsomt, selvom hun ikke var helt så tung i det som sin mand. Selvom han var ude af bilen før hende, nåede hun først om til bagagerummet og stod og ventede på, at han skulle åbne.

Hun var ikke ret stor. Hun var meget lille, omkring 1,50, og vejede nok ikke mere end 40-45 kilo. Senet. Hun tog en halv snes indkøbsposer fra bagagerummet og begav sig hen mod huset. Hendes mand lukkede bagagerummet og fulgte efter. Tomhændet.

De gik ind i huset og forsvandt.

De havde tilsyneladende ikke udvekslet så meget som ét ord. De havde været ude at købe ind og var kommet hjem igen.

Kunne jeg læse noget ud af det, jeg havde set? Nej. Men jeg fik alligevel indtryk af, at disse to mennesker gennemgik de daglige rutiner og formålsløst lod livet passere dag efter dag. Der var ikke noget aggressivt over Horace og Gretchens fremtoning, men jeg fornemmede et generelt vemod hos dem.

Jeg håber, at I er kede af det, tænkte jeg. Jeg håber, at I har det elendigt over det, I har gjort.

Da Oldsmobilen svingede ind i indkørslen, var min første indskydelse at stige ud og kaste mig over Horace Richler. Jeg havde lyst til at fortælle ham, hvilket forfærdeligt menneske han var. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at en der kunne finde på at misbruge sin datter – også selvom misbruget kun var af psykisk karakter – ikke burde have lov til at kalde sig far. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at hans datter var blevet en succes på trods af hans forsøg på at knuse hende. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at han havde et vidunderligt barnebarn, som han aldrig ville få at se, fordi han havde været sådan et gigantisk røvhul.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg så Horace Richler forsvinde ind i sit hus sammen med sin kone, Gretchen. Jeg så døren falde i bag dem.

Så kørte jeg hjem og fortalte aldrig Jan om den omvej, jeg havde taget på vejen.

 

14

Da vi kørte tilbage fra broen, tænkte jeg på mit besøg hos familien Richler.

Hvad nu hvis Jan i årevis havde haft lyst til at sige de samme ting til sine forældre, som jeg havde, dengang jeg holdt foran deres hjem? Hvad nu hvis det, hendes far havde udsat hende for, i årenes løb havde ædt hende op indefra i en grad, hun aldrig havde ladet skinne igennem. Måske var hun bange for at blotte sig ved at fortælle, hvor meget hendes fars opførsel havde gjort ondt på hende. Men på den anden side havde Jan i det sidste par uger netop fortalt mig, hvor skrøbelig og ligefrem selvdestruktiv hun følte sig.

Jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget længere.

Jeg forsøgte at sætte mig i Jans sted. Jeg er ude at skide og overvejer at begå selvmord. Skal jeg opsøge min far og fortælle ham, hvad jeg mener om ham først? Fortælle min mor, at hun skulle have støttet mig? Fortælle dem begge, at de har ødelagt mit liv, inden jeg gør en ende på det?

Det løb mig koldt ned ad ryggen.

„Er du okay?“ spurgte far.

„Ja ja,“ sagde jeg.

„Det er godt,“ sagde han. „At vi ikke fandt hende derude. Under broen. Det er godt. For hvis det var der, hun talte om at tage livet af sig, må vi gå ud fra, at hun ikke har gjort det.“

Far gjorde, hvad han kunne. Det var under alle omstændigheder et skud i tågen at køre ud til den bro. At Jan ikke var der, betød bare, at hun ikke var der, ikke andet. Vi vidste ikke, hvor hun var, mere var der ikke at sige. Men min far skulle ikke høre for, at han ikke forsøgte at se optimistisk på tingene.

„Det kan der være noget om,“ sagde jeg. „Det kan der være noget om.“ Jan havde også nævnt den langt højere bro inde i centrum af Promise Falls, men hvis hun havde forsøgt sig der, ville der havde været vidner, sagde jeg til mig selv. Politiet ville have fået det at vide med det samme.

Far pegede ud ad forruden. „Så du det? Han viste ikke af. Hvorfor er det så svært at tænde for blinklyset. Gudfader.“

Ikke så længe efter endte vi bag en bilist, der trak langt ud i den modkørende bane, da han skulle svinge til venstre, så vi kunne komme forbi.

„Hvad fanden havde han gang i?“ bemærkede far så. „Det nummer laver folk altid ude på landet. Hvad hvis nogen overhalede os, eller der pludselig dukkede en modkørende op? Trækker de mennesker deres kørekort i en automat eller hvad?“

Da jeg ikke reagerede på hans iagttagelser, besluttede han at slappe lidt af. „Har du overvejet min idé?“ sagde han lidt senere. „At Jan kan have opsøgt sine forældre.“

„Ja, det har jeg.“

„Ved du, hvordan du kommer i kontakt med dem? Din mor fortalte, at Jan aldrig taler om dem, at hun aldrig har fortalt dig, hvem de er, eller hvor de bor.“

„Jeg tror godt, at jeg kunne finde dem, hvis det var.“

„Kunne du? Hvordan?“

„De bor i Rochester,“ sagde jeg. „Jeg har deres adresse.“

„Har hun givet dig den?“

„Det kan man ikke sige,“ svarede jeg.

„Hvis jeg var dig, ville jeg ringe og spørge, om hun har kontaktet dem. Hvis de bor i Rochester, kunne Jan sagtens være nået dertil nu.“

I hvad? Jeg kørte selv rundt i min egen bil, og Jans stod hjemme i indkørslen.

„Hvor lang er turen? Tre-fire timers kørsel?“

„Under tre,“ sagde jeg.

„Så ring til dem, når vi kommer hjem. Det er udenbys, men det er okay i denne situation.“

Den slags gik far meget op i. Han brød sig ikke om, at telefonen blev brugt til udenbys samtaler.

Jeg skævede til ham og smilede. „Tak, far. Men jeg er bange for, at de smider røret på, så snart jeg siger Jans navn.“

Han rystede på hovedet. „Hvordan kan forældre være sådan?“

„Det ved jeg ikke.“

„Du har jo heller ikke gjort, som vi synes, men vi har da ikke slået hånden af dig af den grund,“ sagde far med et tvungent smil. „Du var faktisk røvirriterende indimellem.“

„Det tror jeg gerne.“

„Man er nødt til at lade sine børn træffe deres egne valg her i livet, lige meget om de er gode eller dårlige.“

„Er det derfor, du holder dig sådan tilbage med at give gode råd?“

Far skulede til mig. „Nu skal du ikke spille smart.“

Vi var på vej ind i Promise Falls igen og befandt os nogle få gader fra mine forældres hus. Det var næsten mørkt, og gadelygterne var blevet tændt. En fornemmelse af, at katastrofen var nært forestående, skyllede ind over mig. Jeg forventede næsten at se et par politibiler holde ude foran. Men der holdt ingen fremmede biler ved huset.

Mor stod i døren. Hun kom udenfor, da vi svingede ind i indkørslen. Hun havde et håbefuldt, forventningsfuldt udtryk i ansigtet, men jeg rystede på hovedet.

„Vi har ikke fundet Jan,“ sagde jeg.

„Så var hun ikke … hun havde ikke …“

„Nej,“ sagde jeg. „Noget nyt her? Har politiet ringet?“

Hun rystede på hovedet. Vi gik ind i huset, hvor jeg så Ethan stå på det tredje trappetrin og gøre sig klar til at spring.

„Ethan, du skal ikke …“

Han landede på gulvet med et bump. „Se!“ sagde han og spurtede op til tredje trin og gjorde det igen.

„Han har været en sæk lopper,“ sagde mor. „Jeg lod ham få et halvt glas cola til spaghettien.“

Mor skød altid skylden for Ethans vildskab på noget, han havde spist eller drukket. Min erfaring var, at det ikke gjorde den store forskel.

Jeg gav hende et kys og gik ud i køkkenet for at ringe. Jeg havde politiassistent Duckworths kort i hånden og drejede nummeret til hans mobil.

„Duckworth.“

„Det er David Harwood,“ sagde jeg. „Jeg ved godt, at du sikkert ville have ringet, hvis der var noget nyt, men jeg ville lige give lyd fra mig.“

„Der er ikke noget nyt.“ Han lød forbeholden.

„Har I stadig folk ude at lede?“

„Ja, det har vi, mr. Harwood.“ Han tøvede. „Hvis der ikke sker noget i nattens løb, hvis mrs. Harwood ikke dukker op, bliver vi nok nødt til at offentliggøre det i morgen.“

Jeg forestillede mig Jan komme ind ad døren i mine forældres hus. Der lød et højt brag inde ved siden af, da Ethan ramte gulvet endnu en gang.

„Okay, fint,“ sagde jeg. „Hvad med en pressekonference?“

„Det er der ikke behov for på nuværende tidspunkt,“ sagde han. „Jeg tror, at et billede og en beskrivelse af din kone og omstændighederne omkring hendes forsvinden vil være tilstrækkeligt.“

„Jeg tror, det ville være godt med en pressekonference,“ sagde jeg. „Lad os se, hvordan tingene ser ud i morgen tidlig,“ sagde han. Der var noget ved hans stemme. Den lød kontrolleret, på vagt.

„Det er ikke sikkert, at jeg er her i morgen,“ sagde jeg.

„Hvor er du så?“

„Jans forældre bor i Rochester.“

Mor spærrede øjnene op, da jeg sagde det. Jeg havde aldrig fortalt hende om min udflugt til Jans barndomshjem.

„Hun har ikke haft kontakt med dem i tyve år. De kom ikke til vores bryllup, de har aldrig set deres barnebarn. Men kan det ikke tænkes, at Jan har besluttet sig for at opsøge dem? Hvad nu hvis hun efter alle disse år har fået en grund til at opsøge dem, som hun ikke har indviet mig i? Måske har hun bare langt om længe besluttet at fortælle dem, hvad hun mener om dem.“

„Det kan være,“ sagde Duckworth.

„Jeg kunne ringe til dem, men jeg tror, det er bedst at gøre det ansigt til ansigt. De har jo aldrig mødt mig. Hvad skal de sige, hvis de bliver ringet op af en fyr, der siger, at han er deres svigersøn, og at deres datter forresten er forsvundet, og spørger, om hun tilfældigvis har været forbi? Og hvis Jan er der og ikke vil have, at jeg skal vide det, er jeg bange for, at hun skal smutte, hvis jeg ringer.“

„Måske,“ sagde Duckworth uden den store overbevisning.

„Nu er det nok!“ råbte mor til Ethan inde ved siden af.

„Jeg tager af sted om lidt. Jeg indlogerer mig på et hotel i Rochester og tager hen til Jans forældre i morgen tidlig.“

„Fortæl mig lige om din kone og Leanne Kowalski igen,“ sagde han uden at kommentere mine planer.

Spørgsmålet kom bag på mig. „Det har jeg allerede fortalt dig om. De er kolleger. Det er stort set det.“

„Hvad tid ankom du og din søn til Five Mountains, mr. Harwood?“

Hvorfor stillede han spørgsmålet på den måde? Hvorfor spurgte han ikke, hvornår Ethan og jeg og Jan ankom til Five Mountains?

„Den var vel hen ad elleve, måske lidt over. Kan de ikke se præcis, hvornår vores billetter blev skannet i indgangen?“

„Jo, uden tvivl,“ sagde Duckworth.

„Hvad foregår der?“ spurgte jeg. „Vil du ikke være sød at fortælle mig, hvad der foregår?“

„Jeg skal nok kontakte dig, når der er noget nyt, mr. Harwood. Jeg har dit nummer.“

Jeg lagde på. Mor og far stod begge og betragtede mig.

„Har Jan fortalt dig om sine forældre?“ spurgte mor.

„Jeg har selv fundet ud af det.“

„Hvem er de?“

„Horace og Gretchen Richler,“ sagde jeg.

„Ved Jan, at du ved det?“

Jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke lyst til at snakke om det. Jeg lænede mig udmattet op ad køkkenbordet.

„Du trænger til at hvile dig,“ sagde mor.

„Jeg skal til Rochester.“

„I morgen tidlig?“

„Nej, nu.“ Pludselig gik det op for mig, at der var helt stille i huset. „Hvor er Ethan?“

„Han er faldet i søvn på sofaen,“ sagde mor. „Gudskelov.“

„Kan han blive her i nat?“

„Du skal ikke køre nogen steder nu,“ protesterede mor. „Du kører bare galt.“

„Gider du ikke lave en termokande med kaffe til mig, mens jeg siger godnat til Ethan,“ sagde jeg.

Uden at vente på flere indvendinger gik jeg ind i dagligstuen, hvor Ethan lå og hvilede sig på sofaen. Han havde trukket et tæppe op om sig.

„Jeg er nødt til at smutte, kammerat,“ sagde jeg. „Så du skal blive her og sove.“

Ingen reaktion. Hans øjne blev pludselig tunge. „Mor er garanteret nede i centeret.“

„Ja, måske,“ sagde jeg.

„Okay,“ sagde han, hvorefter øjenlågene faldt i som blomster, der lukker sig for natten.

 

15

Barry Duckworth klappede mobilen sammen. „Det må du undskylde,“ sagde han til Lyall Kowalski.

„Var det Jans mand, du talte med?“ spurgte han. De sad sammen i Lyalls dagligstue. Lyall var klædt i en sort T-shirt og et par beskidte, knælange shorts med lommer over det hele. Duckworth kunne ikke lade være med at spekulere på, om Lyall var blevet tidligt skaldet i en alder af femogtredive, eller om han kronragede sig. Nogle fyre besluttede at rage det hele af, så snart de begyndte at blive den mindste smule tyndhårede – og gøre det til et statement.

Duckworth vidste, at der var en hund i huset, længe inden pitbullen kom ind fra køkkenet. Huset stank af køter.

„Ja, det var ham,“ sagde Duckworth.

„Havde han set min kone?“

„Nej,“ sagde Duckworth. Det siger han i hvert fald, at han ikke har, tænkte han samtidig. Der var noget ved denne sag, som var begyndt at genere ham, også før han fik at vide, at Jan Harwoods kollega også var savnet.

„Hvornår var det, din kone forlod huset?“ spurgte Duckworth,

Lyall Kowalski lænede sig frem i sofaen med albuerne på knæene. „Hun var gået, før jeg stod op. Jeg kom sent hjem i går aftes. Sov længe.“

„Hvor havde du været?“

„På Trenton.“ En lokal bar. „Sammen med nogle venner. Vi fik, så hatten passede. Mick gav mig et lift hjem.“

„Mick?“

„Mick Angus. Vi arbejder sammen på Thackeray.“

„Hvad arbejder du med på universitetet, mr. Kowalski?“

„Vi arbejder begge med vedligeholdelse af bygningerne.“

„Hvornår kom du hjem?“

Lyall skar en grimasse og forsøgte at huske det. „Klokken tre? Måske fem.“

„Var din kone her, da du kom hjem?“

„Så vidt jeg ved,“ sagde han med et nik.

„Hvad mener du med ‘Så vidt jeg ved’?“

„Hvorfor skulle hun ikke have været det.“

„Jeg forstår ikke, hvad du mener?“

„Jeg talte ikke med hende. Jeg nåede aldrig op i soveværelset. Jeg lagde mig på sofaen.“

„Hvorfor det?“

„Leanne bliver sur, når jeg kommer fuld hjem. Faktisk er hun også ret sur, når jeg er ædru. Og derudover havde jeg glemt, at jeg havde lovet at tage hende ud at spise i går aftes. Den orkede jeg ikke at tage i går aftes, og derfor lod jeg være med at lægge mig op i sengen.“

„Var du på Trenton hele natten?“

„Det tror jeg. Indtil de lukkede. Mick og jeg drak lidt videre ude på parkeringspladsen bagefter.“

„Hvem kørte jer hjem?“ spurgte Duckworth misbilligende.

Lyall viftede afværgende med hænderne. „Mick kan drikke en hel del og stadig køre bedre, end de fleste kan i ædru tilstand.“

„Hvor skulle I have været henne at spise?“

„På Kelly’s?“ sagde han, som om han ville have Duckworth til at bekræfte det. „Jeg kan huske, at jeg sagde noget om at invitere hende ud at spise i torsdags, men så glemte jeg det.“

„Havde du kontakt med din kone i går aftes, da du var på Trenton?“

„Min mobil var løbet tør.“

„Og bagefter faldt du i søvn på sofaen. Så du din kone næste morgen?“

„Jeg er ikke sikker. Måske hørte jeg hende sige noget til mig, mens jeg lå og sov den ud, men jeg tør ikke sværge på det.“

„Hvad får din kone normalt lørdagen til at gå med?“

„Hun har en fast rutine. Hun forlader huset ved halvnitiden. De fleste weekender tager hun af sted alene, også selvom jeg ikke har været i byen med vennerne aftenen før. Nogle gange tilbyder jeg at tage med, men kun fordi jeg ved, at hun siger nej. Hun kan godt lide at gøre det alene. Ikke at det gør mig noget.“

„Hvor tager hun hen?“ spurgte Duckworth.

„Til forskellige shoppingcentre. Hun elsker dem. Hun tager dem alle sammen, både her og i Albany. Hun kan godt lide Crossgates og Colonie Center. Hvor meget tøj og hvor mange sko og smykker har en kvinde brug for?“

„Bruger hun mange penge om lørdagen?“

„Jeg fatter ikke, hvordan hun får råd til det. Så mange penge har vi heller ikke,“ sagde Lyall. „Og alle shoppingcentrene har jo præcis de samme butikker, så hvorfor skal hun partout rundt til dem alle sammen?“

„Det ved jeg ikke,“ sagde Duckworth og tænkte, at det var det første tilnærmelsesvis indsigtsfulde, Kowalski havde sagt.

„Når hun er færdig med shoppingcentrene, køber hun altid mad ind som det sidste, så de frosne færdigretter ikke tør op, mens hun stormer rundt i tøjbutikkerne.“

„Men du ved ikke præcis, hvor hun kan være taget hen.“

„Nej.“

„Hvor køber hun ind?“

Lyall trak på skuldrene. „I et supermarked?“

Hunden, der mindede om en én meter lang boksesæk med ben, gik gennem stuen. Neglene klikkede mod det nøgne gulv. Den drattede om på et firkantet tæppe, der lå foran en tom stol.

„Hvornår ville du normalt forvente at se hende hjemme om lørdagen?“

„Klokken tre eller fire? Senest fem.“

„Hvad tid stod du op?“

„Ved ettiden,“ sagde Lyall.

„Har du prøvet at ringe til din kone?“

„Jeg har ringet til hendes mobil, men den går direkte på svarer. Og hun har ikke ringet for at sige, at hun kom senere hjem eller noget.“

Duckworth nikkede langsomt. „Hvornår talte du sidst med din kone, mr. Kowalski?“

Han tænkte sig om et øjeblik. „I går ved frokosttid, tror jeg. Hun ringede fra arbejde for at tjekke, hvad tid vi skulle ud at spise.“ Han skar ansigt, som om han blev stukket med en nål.

„Du talte slet ikke med hende senere på dagen i går eller i går aftes?“

Lyall rystede på hovedet.

„Og du talte rent faktisk heller ikke med hende i morges, vel?“ Lyall rystede igen på hovedet.

„Lagde du mærke til, om Leannes bil var her, da Mick satte dig af i nat?“

„Jeg var ikke specielt vågen på det tidspunkt.“

„Så du ved altså ikke, om hun overhovedet var hjemme i går aftes?“ sagde Duckworth.

„Hvor skulle hun ellers have været?“

„Det ved jeg ikke. Jeg spørger blot, om du med nogen form for sikkerhed kan sige, at din kone var hjemme, da du kom hjem i nat, eller om hun var her i morges.“

Han så lettere lamslået ud. „Jeg gik bare ud fra, at hun var her. Hvorfor skulle hun ikke være her?“

„Har du en liste over de hæve- og kreditkort, din kone bruger?“

„Hvorfor?“ spurgte han.

„Så kan vi tjekke, hvor hun har brugt dem. Det kan måske fortælle os, hvor hun er.“

Lyall kradsede sig i hovedbunden. „Hun plejer at betale med kontanter, når hun køber noget.“

„Hvorfor det?“

„Alle kortene er blevet spærret.“

Duckworth sukkede. „Har Leanne nogensinde gjort sådan noget før? Er hun før taget af sted og først kommet hjem sent eller har overnattet hos en veninde? Er det muligt – undskyld, at jeg er nødt til at stille det spørgsmål – at hun har en affære?“

Lyall rystede på hovedet, knyttede næverne og pressede de kødfulde læber hårdt sammen. „Fuck nej, jeg mener, nej, det kunne hun ikke finde på.“

Duckworth fornemmede, at der var noget mere. „Mr. Kowalski?“

„Hun er min. Hun har ikke en ved siden af. Det kunne hun ikke finde på.“

„Har hun nogensinde gjort noget lignende før?“

Der gik et øjeblik for længe, inden han svarede. „Nej.“

„Du er nødt til at fortælle mig sandheden,“ sagde Duckworth. „Den slags sker for selv de bedste.“

Lyall bed sig i læben. „Det er nogle år siden,“ sagde han til sidst. „Vi var inde i en dårlig periode. Det var ikke ligesom nu. Det går ret godt lige nu. Der var noget med en fyr, hun mødte på en bar. Det var bare et one-night-stand, ikke andet. Bare en tilfældig fyr.“

„Hvem var han?“

„Det fandt jeg aldrig ud af. Men hun har fortalt mig det. Ikke for at gå til bekendelse, men for at være led over for mig. Hun sagde, at hvis jeg ikke gad, var der masser af andre fyre, som var parat til at stå på pinde for hende. Efter det tog jeg mig sammen.“

Duckworth lod blikket glide rundt i lokalet og lod så igen øjnene hvile på Lyall.

Manden var på grådens rand. „Jeg er skidebange for, at der er sket hende noget. Et biluheld. Har du tjekket det? Hun har en Ford Explorer. Den er blå fra omkring 1990, så den er ret rusten.“

„Jeg har ikke modtaget nogen meldinger om uheld, hvor en bil af den type er involveret,“ sagde Duckworth. „Hvor tæt er din kone på Jan Harwood, mr. Kowalski?“

„De arbejder sammen.“

„Er de venner? Mødes de uden for arbejdstiden? Har de nogensinde, du ved, været af sted på pigeweekend sammen eller sådan noget?“

„Nej, for helvede,“ sagde han. „Mellem os sagt synes Leanne, at Jan er temmelig højrøvet. Hun tror, at hun er bedre end alle andre.“

Duckworth afsluttede med at stille Lyall Kowalski de obligatoriske spørgsmål og skrev svarene ned på sin blok.

„Hvornår er din kone født?“

„Øh. 9. februar. Hun er født i 1973.“

„Hendes fulde navn?“

Lyall snøftede. „Leanne Katherine Kowalski. Men før hun mødte mig, hed hun Bothwick.“

Duckworth skrev ned. „Vægt?“

„Øhh. 70 kg? Nej, snarere 60? Hun er ret tynd. Hun er ca. 1,65 høj.“

„Hårfarve?“

„Sort. Forholdsvis kort og med striber.“

Duckworth bad om et billede. Det bedste, Lyall kunne finde, var et bryllupsbillede af dem begge. Et ti år gammelt billede, hvor de mader hinanden med bryllupskage.

Inden Duckworth kørte, fandt han mobilen frem og ringede. „Gunner,“ sagde han, da den blev taget.

„Hej, Barry.“

„Er du stadig i Five Mountains?“

„Jeg har været her hele dagen,“ sagde han. „Jeg er lige ved at runde af.“

„Hvordan gik det?“

„Fint. Vi begyndte med at tjekke et par gange mere, om vi kunne finde den tredje billet, som blev købt online.“

„Okay.“

„Der kunne jo være en fejl i systemet, men det fik vi stort set udelukket. Hvis hun kom ind i parken, gjorde hun det ikke ved hjælp af en billet, hun havde købt i forvejen på nettet.“

„Okay,“ sagde Duckworth.

„Derefter tilbragte vi resten af dagen med at sidde med det billede, hendes mand sendte dig, og prøve at spotte konen blandt alle de mennesker, der gik igennem indgangen. Vi koncentrerede os om tidsrummet, fra manden og drengen ankom, og indtil han ringede til politiet.“

„Okay.“

„Det er ikke let. Der er så mange mennesker, nogle gange kan man ikke se dem ordentligt, nogle gange har de hatte på, der skygger for halvdelen af ansigtet, så det kan godt være, at hun var der, og at vi bare ikke fik øje på hende. Men vi kiggede efter en kvinde, der passede på hendes beskrivelse og var klædt i det tøj, hendes mand havde sagt, hun havde på.“

„Og I fandt ikke noget.“

„Ingenting. Hvis hun er der, kan vi ikke finde hende.“

„Okay. Tak skal du have. Tak for hjælpen. Tag bare hjem.“

„Det behøver du ikke sige to gange,“ svarede han.

„Er Campion der stadig?“

„Ja, hun har været her hele dagen. Hun står lige på den anden side af døren.“

„Må jeg lige få hende?“

Duckworth kunne høre Gunner lægge røret og kalde på Didi Campion. Lidt efter blev røret løftet igen.

„Campion.“

„Det er Barry. Lang dag, hva’?“

„Jep, sir.“

„Jeg skal lige spørge om noget. Om da du passede på drengen i morges.“

„Okay.“

„Sagde han virkelig, at hans mor var med dem inde i parken?“

„Hvad mener du?“

„Så drengen mrs. Harwood i formiddags?“

„Han spurgte efter hende. Han spurgte, hvor hun var blevet af. Jeg fik helt klart indtryk af, at han havde set hende i parken.“

„Tror du – hvordan skal jeg sige det – at han kan være blevet overbevist om, at hans mor var der, også selvom hun ikke var det?“

„Hvis faren for eksempel sagde, at de skulle mødes med mor nu, at mor lige er på toilettet og så videre?“

„Noget i den stil, ja,“ sagde Duckworth.

„Hmmm,“ sagde Campion.

„Knægten er jo kun fire år gammel, ikke? Hvis man fortæller en fireårig tilstrækkeligt mange gange, at han er usynlig, ender han med at tro på det. Måske fik faren ham til at tro, at hans mor var der, selvom hun slet ikke var det.“

„Drengen var ret sløv,“ sagde Campion. „Altså træt, ikke dum.“

„Harwood siger, at de alle tre skal på udflugt til Five Mountains, men han køber kun to billetter. Han siger, at konen har snakket om at begå selvmord, og at han har overtalt hende til at gå til lægen, men det gjorde hun aldrig, viser det sig.“

„Gjorde hun ikke?“

„Nej. Jeg talte med dr. Samuels i dag. Og med hendes chef, der har et VVS-firma. Han siger, at han ikke har set nogen tegn på depression de seneste par uger. Hun var snarere opstemt. Som om hun så frem til et eller andet.“

„Underligt.“

„Indtil videre er manden den eneste, der påstår, at hun var suicidal. Lægen gik hun aldrig til, og chefen siger, at hun havde det fint.“

„Manden er med andre ord godt i gang med at lægge røgslør ud.“

„Denne Bertram, konens chef, sagde, at Harwood tog sin kone med et sted hen om fredagen. Da Bertram spurgte hende, hvor de skulle hen, sagde hun, at det var hemmeligt, en overraskelse.“

„Hvor vil du hen?“

„Har du stadig vagt?“

Campion sukkede. „Jeg har allerede taget en dobbeltvagt. Snakker vi tredobbelt nu?“

„Du har prøvet at sende pressemeddelelser ud før, ikke?“

„Jo, det har jeg.“

„Jeg sagde til Harwood, at vi ville sende en pressemeddelelse ud i morgen, men jeg tror hellere, at vi må sende en ud her til aften. For at ryste træet lidt, ikke? Vi kan stadig nå at komme i nyhederne klokken elleve. Det skal være helt enkelt. Et billede af Jan Harwood, den savnede formodes at befinde sig i nærheden af Five Mountains. Politiet søger oplysninger om, hvor hun befinder sig. Kontakt os på dette nummer og så videre. Det sædvanlige.“

„Det ordner jeg,“ sagde Campion.

Duckworth takkede hende og klappede telefonen i. Han var efterhånden i tvivl om, hvorvidt Jan Harwood overhovedet havde været i Five Mountains. Guderne måtte vide, hvad hendes mand havde gjort.

Hvordan fanden Leanne Kowalski passede ind i billedet, havde han ingen anelse om. Men at to kvinder, der arbejdede sammen, skulle forsvinde på samme tid – det var noget af et sammentræf. Indtil videre ville han dog koncentrere sig om Jan Harwood. Måske ville Leanne Kowalski dukke op som led i den anden efterforskning.

 

16

Jeg var en halv time fra Rochester, da min mobil ringede.

„Det var i nyhederne,“ sagde mor. „De sagde det i tv.“

„Hvad?“ spurgte jeg. „Hvad sagde de?“

„De havde et billede af Jan, og de sagde, at politiet bad om hjælp til at finde hende. Det er godt, er det ikke? At de gjorde det?“

„Jo,“ sagde jeg langsomt. „Men ham politiassistent Duckworth sagde ellers, at vi først skulle vente til i morgen. Gad vide, hvad der har fået ham til at skifte mening? Hvor meget fortalte de?“

„Ikke så meget,“ sagde min mor. „De oplyste navn, alder og højde, samt hvordan hun var klædt, sidst hun blev set.“

„Og øjenfarven!“ hørte jeg min far råbe i baggrunden.

„Nå ja. De fortalte også, hvilken farve øjne hun har, og hårfarven og den slags.“

„Og hvor det skete?“

„De nævnte det lige,“ sagde mor. „Sagde, at hun sidst var blevet set i Five Mountains. Men de sagde ikke noget om den mand, der forsøgte at stikke af med Ethan. Burde de ikke have sagt noget om det?“

„Gad vide, hvorfor Duckworth ikke har ringet til mig. Man skulle tro, han ville lade mig vide, at de ville sende pressemeddelelsen ud, inden de gjorde det.“

Gad vide, hvor længe der gik, før de ringede fra avisen og spurgte, hvad fanden der foregik, og hvordan The Standard kunne undgå at være informeret om, at en kone til en af de ansatte var forsvundet. Vi kom ikke på gaden med en papiravis før dagen efter, men der kunne jo stå noget i netudgaven.

Det havde jeg ikke tid til at bekymre mig om nu.

„Er du ved at være fremme?“ spurgte mor. „Sig, at han skal huske at drikke noget kaffe!“ råbte far i baggrunden.

„Jeg er der næsten,“ sagde jeg. „Jeg havde tænkt mig at indlogere mig på et hotel og så opsøge Jans forældre i morgen tidlig, men nu overvejer jeg at tage derhen allerede i aften. Jeg kan ikke ligge på et hotelværelse og tænke på hende hele natten. Jeg er nødt til at gøre noget med det samme.“

Der var stille i den anden ende.

„Mor?“

„Undskyld. Jeg stod og nikkede. Jeg havde glemt, at du ikke kunne se mig.“ Hun lo træt.

„Hvordan har Ethan det?“

„Jeg har ladet ham ligge på sofaen. Jeg er bange for at vække ham, hvis jeg flytter ham, og at jeg så ikke kan få ham til at sove igen. Din far og jeg går i seng nu. Men hvis der sker noget, hvis der er noget nyt, så ringer du, ikke?“

„Det skal jeg nok. Og i lige måde.“

Jeg overvejede at ringe til Duckworth og spørge, hvorfor han havde besluttet at offentliggøre Jans billede allerede. Men jeg var næsten i Rochester og var nødt til at koncentrere mig om mit møde med Jans forældre. Jeg stak mobilen i lommen.

Jeg glædede mig ikke ligefrem til at møde dem, ikke efter det, Jan havde fortalt mig om dem. Men jeg kom ikke for at bebrejde dem den måde, de havde opfostret Jan på. Jeg kom ikke for at give nogen skylden eller finde ud af, hvem der havde ret, og hvem der tog fejl.

Jeg ville bare gerne vide, om de havde set Jan. Ikke andet. Havde hun været der? Havde hun ringet til dem? Vidste de, hvor hun kunne være?“

Umiddelbart efter midnat forlod jeg hovedvej 90 og kørte nordpå ad 490. Ikke så længe efter nåede jeg til Palmyra Road-afkørslen og fandt hurtigt vej til Lincoln Avenue.

Klokken var ti minutter over tolv om natten, og kun gadelygterne lyste op. Man skulle tro, at der ville være et enkelt hus eller to med fest og farver sådan en lørdag aften. Men måske boede der kun ældre mennesker på Lincoln Avenue, så alt lys var slukket efter klokken ti, selv om lørdagen.

Jeg trillede langsomt hen ad gaden og standsede foran det hus, jeg kun havde set én gang før. Oldsmobilen holdt i indkørslen. Huset var mørkt bortset fra lyset over hoveddøren.

Gad vide, om Jan var derinde.

Hvis Jan var vendt tilbage hertil, var det svært at forestille sig, at gensynet var endt med en invitation til at blive natten over.

„Lad os få det overstået,“ mumlede jeg.

Jeg steg ud af bilen og lukkede døren, så stille jeg kunne. Der var ingen grund til at vække folk på Lincoln Avenue. Jeg gik over den øde vej, op ad indkørslen og videre op på Horace og Gretchen Richlers veranda.

Jeg stod i lyset fra den nøgen pære og ledte efter en dørklokke. Den sad til højre for døren, og jeg trykkede hårdt på den med tommelfingeren.

Jeg kunne ikke høre noget ringe inde i huset. Jeg så hen på den metalpostkasse, som hang på muren. ‘Ingen reklamer, tak!’ stod der. Måske brød mr. og mrs. Richler sig ikke om at få ligegyldig post eller i det hele taget om at blive forstyrret. Én måde at forhindre det på var at klippe ledningen over til dørklokken.

Eller måske var den bare i stykker. Jeg trykkede igen hårdt på knappen for at være sikker, men der lød stadig ingen klokke derinde.

Jeg åbnede netdøren og fandt en blakket kobberdørhammer på hoveddøren. Jeg bankede fem gange. Jeg vidste ikke, om det var nok til at vække mr. og mrs. Richler, men ude på verandaen lød det som fem pistolskud.

Da jeg efter femten sekunder ikke så noget lys blive tændt, bankede jeg igen. Jeg skulle lige til at banke en gang til, da lyset blev tændt på trappen.

De var vågne.

Jeg bankede to gange til, men denne gang stille, så de ikke troede, at den der stod udenfor, var gået igen, før de nåede ned ad trappen. Et øjeblik efter dukkede Horace Richler op i badekåbe og pyjamas og med håret strittende i alle retninger.

„Hvem er det?“ råbte han, allerede før han nåede hen til døren.

„Mr. Richler?“ sagde jeg højt. Jeg råbte ikke, men talte højt nok til, at han kunne høre mig gennem døren. „Jeg vil gerne tale med dig.“

„Hvem fanden er det? Er du klar over, hvad klokken er? Jeg er bevæbnet!“

Hvis han var, havde han ikke våbnet i hænderne.

„Mit navn er David Harwood! Jeg er nødt til at tale med dig! Det er meget vigtigt!“

Endnu en person var på vej ned ad trappen. Det var Gretchen Richler i natkjole og slåbrok og også med uglet hår. Jeg kunne svagt høre hende spørge sin mand, hvem det var, og hvad der foregik.

„Det drejer sig om Jan!“ sagde jeg.

Jeg syntes, jeg så Horace Richler tøve et øjeblik, inden han gav sig til at åbne døren. Som om han var usikker på, om han havde hørt rigtigt. Jeg hørte en slå blive slået fra og en kæde blive taget af, hvorefter døren blev åbnet på klem.

„Hvad fanden drejer det her sig om?“ spurgte Horace Richler. Hans kone stod lige bag ham. Jeg var ikke sikker på, om hun gemte sig bag sin mand, eller om hun ville forhindre, at jeg så hende i nattøj. Sikkert begge dele.

„I må meget undskylde, at jeg vækker jer, mr. og mrs. Richler. Virkelig. Men det drejer sig om en nødsituation.“

„Hvem er du?“ spurgte Gretchen Richler. Hendes stemme var lys og skrattende, som en gammel grammofonplade, der blev spillet for hurtigt.

„Mit navn er David Harwood. Jeg er Jans mand.“

De stirrede på mig.

„Det er ikke den bedste måde at mødes på, det er jeg godt klar over. Jeg er kørt hertil fra Promise Falls her til aften. Jan er savnet, og jeg prøver at finde hende. Jeg tænkte, at der måske var en chance for, at hun var på besøg her.“

De blev ved med at stirre. Horace Richlers ansigtsudtryk, der til at begynde med var stivnet, var ved at forvandle sig til en rasende skulen.

„Du tager fejl, kammerat,“ sagde han. „Og tag så og forsvind fra min veranda.“

„Jeg beder jer,“ sagde jeg. „Jeg ved, at der er en forhistorie med jer og jeres datter, at I ikke har talt med hende længe, men jeg er bange for, at der er sket hende noget. Jeg tænkte, at hun måske havde ringet til jer, også selvom hun ikke har været her, eller at I måske ved, hvor hun kan være taget hen. For at opsøge nogle gamle venner måske.“

Horace Richler blev rød i hovedet af raseri. Han knyttede næverne.

„Jeg ved ikke, hvem du er, eller hvad fanden du er ude på, men jeg kan sparke dig hele vejen ned ad Lincoln Avenue, hvis det skal være. Gammel eller ej.“

Jeg havde ikke tænkt mig at give op.

„Har jeg fået den forkerte adresse?“ sagde jeg. „Er I ikke Horace og Gretchen Richler, og hedder jeres datter ikke Jan?“

Gretchen dukkede frem bag sin mand og sagde for første gang noget til mig.

„Det er korrekt,“ hviskede hun.

„Min datter er død,“ sagde Horace sammenbidt.

Hans ord ramte mig som en kølle i hovedet. Der var sket noget forfærdeligt. Jeg var kommet for sent.

„Åh gud,“ sagde jeg. „Hvornår? Hvad skete der?“

„Hun døde for længe siden,“ sagde han.

Jeg åndede lettet op. Jeg troede først, at han mente, der var sket Jan noget. Men nu forstod jeg, at Jan var død for ham, fordi de var blevet uvenner. „Jeg forstår godt, hvad du føler, mr. Richler. Men hvis du nogensinde har elsket din datter, bliver du nødt til at hjælpe mig.“

„Du misforstår,“ sagde Gretchen. „Hun er virkelig død.“

Et nyt slag. Jeg var virkelig kommet for sent. Havde Jan allerede været der? Havde hun taget livet af sig her? Var det hendes hævn over dem? At tage til Rochester og begå selvmord for øjnene af dem?

„Hvad taler du om?“ fik jeg fremstammet.

„Hun døde, da hun var lille,“ sagde Gretchen. „Da hun var fem. Det var forfærdeligt.“