Da jeg skråede over stranden i nordøstlig retning, sugede det bløde sand mine sko ned og gjorde hvert eneste skridt til en kamp.
En januaraften på den centrale kyst iført drivvåde jeans og T-shirt kan være noget af en prøvelse. Fem uger tidligere havde jeg imidlertid oplevet en snestorm i Sierra Nevada. Det her var lunt og godt i sammenligning.
Jeg trængte til et helt glas panodil og en ispose. Når jeg rørte ved venstre side af mit dunkende hoved, var jeg bange for at jeg måske skulle syes. Håret føltes klistret af blod. Jeg fandt en bule på størrelse med en halv blomme.
Da jeg lagde stranden bag mig, befandt jeg mig i den nordlige ende af butiksstriben langs kysten hvor Jacaranda Avenue endte blindt. Herfra lå villaerne side om side ud til betonpromenaden hele vejen hen til havnen halvanden kilometer borte.
I hele sin længde var Jacaranda Avenue, som løb vinkelret ind i landet, kantet af ældgamle takstræer. Træerne dannede et kronetag som gjorde gaden kølig om dagen og skyggede for gadelygterne om natten. Trods navnet voksede der ikke et eneste jacarandatræ langs den.
Wisteria Lane havde ingen blåregn. Palm Drive kunne kun byde på eg og figen. Sterling Heights var det fattigste kvarter i byen, og af alle byens gader var Ocean Avenue fjernest fra havet.
Som de fleste andre politikere levede dem i Magic Beach tilsyneladende i en anden verden end den almindelige mennesker befolkede.
Våd og krøllet som jeg var, og med store kager af sand på sko og bukser, blødende og utvivlsomt også med et vildt udtryk i ansigtet, var jeg glad for at gadebelysningen blev filtreret gennem takstræerne. I ledtog med tågen bevægede jeg mig ned ad Jacaranda Avenue i skyggen og drejede til højre på Pepper Tree Way.
Du skal ikke spørge.
Der var tre fyre efter mig. Med femten tusind indbyggere var Magic Beach større end en udbuling på landevejen, men den var heller ikke et menneskehav som jeg kunne svømme ubemærket i.
Desuden måtte jeg nok regne med at en vaks politibetjent ville være tilbøjelig til at standse op og slå en sludder af hvis han fik øje på mig, sådan som jeg så ud. Han ville få mistanke om at jeg havde været et offer eller havde udøvet vold - eller begge dele.
Jeg havde ikke stor tiltro til at jeg ville kunne overbevise ham om at jeg havde slået mig selv oven i hovedet som straf for en forkert beslutning.
Jeg havde ikke lyst til at anmelde pistolmændene på molen eller overfaldet på stranden. Det ville tage mange timer.
De tre slamberter ville prøve at finde ud af hvem jeg var, og var utvivlsomt allerede i færd med at udbrede mit signalement blandt dem der arbejdede i erhvervsområdet nede ved havnen.
Det var ikke sikkert at det ville give dem noget at gå efter. Jeg havde ikke været i byen meget mere end en måned, og i den tid havde jeg holdt mig for mig selv fordi jeg havde ventet på at finde ud af hvorfor jeg var blevet ført hertil, så derfor var der stort set ingen der kendte mig.
Selv et nøjagtigt signalement af mig ville ikke hjælpe dem alverden. Jeg er middelhøj og almindelig af bygning. Jeg har ingen særlige ar, modermærker, tatoveringer, skønhedspletter eller ansigtsdeformiteter. Jeg har hverken fipskæg eller gule øjne. Mine tænder er ikke ved at rådne fordi jeg ryger for meget crack, men det er på den anden side heller ikke sådan at folk vender sig om efter mig på gaden sådan som de ville gøre hvis for eksempel Tom Cruise gik forbi.
Hvis man ser bort fra de overnaturlige evner som jeg er blevet bebyrdet med, er jeg født til et liv som grillkok. Dæksælger. Skosælger. Ham som sætter reklamer under vinduesviskerne på indkøbscentrets parkeringsplads.
Giv mig et nøjagtigt og detaljeret signalement af bare én af de mange grillkokke som i årenes løb har bikset morgenmad sammen til dig i et cafeteria eller en kaffesalon, en eneste dæk- eller skosælger som du er blevet betjent af. Jeg ved godt hvad der melder sig i tankerne hos dig: nul og niks.
Det skal du ikke få dårlig samvittighed over. De færreste grillkokke og dæk- og skosælgere har lyst til at være berømte og blive genkendt på gaden. Vi vil bare gerne have det til at glide. Vi vil helst føre et stille og roligt liv, undgå at såre andre, undgå selv at blive såret, forsørge os selv og vores nærmeste og gerne have det lidt sjov undervejs. Vi holder samfundsøkonomien i gang, vi går i krig når vi er nødt til det, og vi stifter familie hvis vi kan, men vi drømmer ikke om at komme på forsiden af avisen eller få en medalje, og vi har ingen ønsker om at høre vores navn som svar på et spørgsmål i Jeopardy!
Vi er vandet i civilisationens flod, og de af vores medborgere som gerne vil have opmærksomhed, dem der sejler i båd på floden og vinker til de begejstrede masser på flodbredden... ja, de morer os snarere end de egentlig interesserer os. Vi er ikke misundelige over at de er i vælten. Vi er glade for vores anonymitet og den fred og ro den giver os.
Kunstneren Andy Warhol fastslog at i fremtiden ville alle opleve femten minutters berømmelse, og han sagde mellem linjerne at folk ville hungre efter denne berømmelse. Han havde ret, men kun om den type mennesker han kendte.
Og med hensyn til dem der sætter reklamer under vinduesviskerne på indkøbscentrets parkeringsplads: De har forstået at være totalt anonyme, mand! - de er så usynlige som vinden, så navnløse som tiden.
Undervejs gennem skygger og tåge, ad flere bagveje end hovedveje, spekulerede jeg på om manden med de gule øjne mon rådede over flere gorillaer eller kun de to rødhårede og så Stavlygtemanden. Hvis han havde ressourcerne til det, havde han måske ikke kun folk ude for at lede efter mig, men også efter Annamaria.
Hun havde kendt mit navn. Det var næppe det eneste hun vidste om mig. Jeg troede ikke at hun frivilligt ville fortælle klepperten om mig - men han kunne knuse hende så let som var hun en sparegris af keramik for at få fat i hendes opsparede viden.
Jeg ville ikke have at hun skulle komme noget til, især ikke på grund af mig. Jeg måtte finde hende før han gjorde det.