"Denne vej," sagde Annamaria, og med hånden over lommelygtens stråle førte hun mig hen til en dør som jeg havde formodet var et skab.
På den anden side af døren ventede imidlertid en smal repos, og herfra førte en smal, indvendig trappe ned til garagen.
Trappedøren var tyk og solid, men kunne kun låses indefra. Hvis klepperten og hans venner fik adgang til lejligheden, kunne vi ikke forhindre dem i at følge efter os.
Annamaria var gravid, og jeg var bange for at hun skulle snuble og falde i kampens hede, så derfor tog jeg lommelygten og bad hende følge forsigtigt efter mig med en hånd på trappegelænderet.
Jeg lod lyset skinne ud mellem fingrene, holdt lommelygten omme på ryggen for at lyse vej for hende og nåede ikke ned i garagen så hurtigt som jeg kunne have ønsket mig.
Heldigvis var der ingen ruder i rulleporten. Kun to små vinduer, et nordvendt og et sydvendt, der sad helt oppe under taget.
Vores lys var næppe synligt gennem de højtsiddende og snavsede ruder. Ikke desto mindre blev jeg ved med at skygge halvt for lysstrålen med hånden.
Der holdt to biler parkeret i garagen: med fronten udad en Ford Explorer, med bagenden udad en ældre Mercedes.
"Der er en dør i sydmuren," hviskede Annamaria da hun nåede ned ad trappen.
Ovenpå bankede det på døren til hendes lille lejlighed.
Gennem lugten af smøreolie og gummi og med blikket rettet mod gulvet for ikke at glide i en oliepyt, bevægede vi os forbi firhjulstrækkeren, forbi Mercedesen og fandt sidedøren.
Ovenpå bankede det igen på døren, denne gang noget mere vedvarende. Der var helt klart tale om andet og mere end en pizzalevering.
Jeg drejede låsen om. Døren åbnede indad, og derfor havde jeg frit udsyn til alle sider da jeg stak hovedet frem for at kigge ud.
Selve huset lå skjult bag garagebygningen. Fra døren førte en smal havegang ud til den høje hæk rundt om grunden.
Hvis vi trådte udenfor og drejede til venstre hen mod forsiden af garagen, kom vi hen til vores ubudne gæsters pickup i indkørslen. Hvis vi drejede til højre om mod bagsiden af garagen, kom vi hen til trappen som førte ovenpå hvor nogen netop nu stod og bankede på døren.
End ikke i tæt tåge ville jeg sætte penge på højkant for vores chance for at slippe væk uden at løbe ind i ballade. Vi havde hørt to døre smække, og derfor var der to mænd derude - mindst to - og eftersom de ikke var kommet anstigende med en stor gavekurv, vin og blomster, var de næppe gået op begge to. Den ene var garanteret blevet nede for at slå en klo i os ifald vi undslap ham der stod og bankede på oppe på reposen.
Jeg vendte ryggen til døren uden at lukke den og lod blikket løbe hen over loftet. Der var ingen lysstofrør, kun en enkelt, nøgen glødepære. Der var utvivlsomt også en korrespondance med kædetrækket der rullede porten op, men den blev kun aktiveret når porten var oppe.
Annamaria havde ingen betænkeligheder da jeg førte hende hen til Mercedesen. Hun strittede ikke imod, og hun stillede ingen spørgsmål.
Ovenpå blev der ikke længere banket på. Nu hørte vi et diskret klir fra en smadret rude som den ubudne gæst ikke helt formåede at kvæle.
Jeg tog i dørhåndtaget på venstre bagdør og var et øjeblik skrækslagen for at bilen var låst, men vi havde heldet med os, og døren gik op.
Ovenpå var fodtrinene så tunge at det ikke ville være kommet bag på mig hvis de var blevet ledsaget af en kæmpestor trolds stemme som spurgte: "Hvem er det der tramper på min bro?" og derefter lovede at komme og æde os.
Kabinelyset i Mercedesen var ikke ret kraftigt. Vi var nødt til at løbe risikoen.
Jeg hjalp Annamaria ind på bagsædet mens jeg for mit indre blik så lejligheden ovenpå for mig. Den ubudne gæst ville få øje på de afskyllede tallerkener i køkkenvasken: to krus, to sæt bestik. Kort efter ville han mærke på en af olielamperne.
Glasset ville ikke bare være varmt, men glohedt. Med et smil ville han trække sine forbrændte fingre til sig i vished om at vi først var flygtet da han dukkede op.
Jeg kastede et hurtigt blik på sideudgangen som jeg havde ladet stå åben ud til haven. Tågen sendte tynde fangarme ind over dørtrinet og følte sig vej rundt om dørkarmen som fingre på et blindt spøgelse, men der var stadig ingen at se derude.
Annamaria flyttede sig længere ind på bagsædet, og jeg satte mig ind ved siden af hende. Jeg trak døren i uden at smække den, men ikke så lydløst som jeg gerne ville. Kabinelyset gik ud.
Mercedesen var mindst tyve år gammel, måske ligefrem femogtyve, fra dengang tyskerne stadig lavede dem store, firkantede og alt andet end aerodynamiske. Der var plads nok til at vi kunne lade os glide ned og dukke hovedet.
Det var ikke helt som Poes fortælling om det stjålne brev, men noget i samme stil. Vores forfølgere ville forvente at vi var løbet vores vej, og det var netop den tanke jeg håbede at anspore med den åbne sidedør.
De ville tro at de var lige i hælene på os, og i kampens hede ville de næppe få den tanke at vi gemte os lige for næsen af dem.
Men det kunne selvfølgelig ikke udelukkes at de ville synes at den åbne dør og tågen som sneg sig ind, var lidt for indlysende. Det kunne ikke udelukkes at de ville beslutte sig for at gennemsøge garagen, og i så fald var det ude med os.
De var trods alt ikke idioter. For dem var det dødsens alvor. Jeg vidste fra pålidelig kilde at de havde planer om mange omkomne og store ødelæggelser; det kunne ikke blive mere dødsensalvorligt.