I skjul på Mercedesens bagsæde havde vi nået et af de øjeblikke hvor stressniveauet kan blive så højt at min fantasi som tidligere omtalt kan være lige så snørklet som en karrusel med groteske skabninger der er blevet stillet på højkant som et pariserhjul og snurrer rundt som en mønt og kaster om sig med kalejdoskopiske billeder af tåbelige skæbner og grinagtige måder at dø på.
Hvis mændene fandt os, kunne de skyde os gennem sideruden. De kunne åbne døren og skyde os på kloshold. De kunne spærre dørene udefra, sætte ild til bilen og lade os indebrænde.
Uanset hvad de valgte at gøre ved os, ville vi ikke dø med det samme i de nævnte scenarier. Først var de nødt til at finde ud af hvem vi var, og hvad vi vidste om deres planer.
Tortur. De ville udsætte os for tortur. Knibtænger, barberblade, nåle, rødglødende ildragere, sømpistoler, hvidløgspressere mod tungen. Blegemiddel i øjnene, ætsende syre, ja, selv passiv rygning. De ville være opfindsomme i torturkammeret. De ville være skånselsløse. De ville nyde det så meget at de ville optage vores lidelser på video for på et senere tidspunkt at afspille filmen for deres hengivne mødre.
Jeg havde sagt til Annamaria at jeg var parat til at gå i døden for hende, og det var også sandheden, men mellem linjerne i mit løfte kunne man også læse at jeg ikke ville føre hende i døden før jeg selv gik i døden for hende. I det mindste ikke mindre end en time efter at jeg havde svoret at passe på hende.
Nogen tændte den enlige glødepære i garageloftet. Bilen holdt parkeret med næsen indad, hvilket betød at vi befandt os forrest i garagen, så langt fra trappen som man kunne komme. Glødepæren var for svag til at oplyse vores lille fristed.
Mercedes-ingeniørerne kunne være stolte af deres gode lydisolering. Hvis nogen luskede omkring i garagen og åbnede døren ind til fyrrummet eller kiggede bag vandvarmeren, kunne jeg ikke høre dem.
Inde i mig selv talte jeg til tres sekunder, så tres til, og så en tredje gang.
Det var alt for hårdt for nerverne at forsøge at tage tid på hvor længe vi lå og gemte os, så jeg holdt op med at tælle minutterne og nøjedes med at vente mens jeg forsøgte at lade være med at udtænke spændende torturmetoder.
Den gamle Mercedes-kabine lugtede af slidt læderindtræk, mentolsalve, gardeniabaseret parfume, kattehår og støv.
Jeg blev overvældet af trangen til at nyse. I et forsøg på at finde min indre zen-stoiske ro arbejdede jeg mentalt på at omdanne min nysetrang til en kløe mellem skulderbladene, hvilket ville have været mere udholdeligt. Da det ikke virkede, begyndte jeg mentalt at arbejde på at forvandle nysetrangen til en godartet tarmpolyp.
Efter at jeg en tid havde holdt mig hårdt for næsen og trukket vejret gennem munden, begyndte jeg at tro at personalet fra det forbryderiske havnevæsen efterhånden måtte være overbevist om at det var lykkedes Annamaria og mig at stikke af. De måtte være gået.
Netop som jeg forsigtigt løftede hovedet for at danne mig et overblik over garagen, hævede to mandsstemmer sig lige i nærheden, den ene dyb, den anden slesk. Jeg faldt ned i min hule igen som en trold i en æske.
Annamaria rakte frem i mørket og tog min hånd. Eller også var det mig der rakte ud og fandt hendes.
Jeg kunne ikke høre hvad mændene sagde, ud over at en af dem var vred, og den anden havde travlt med at undskylde sig.
Et højt brag efterfulgt af en klirren som hurtigt aftog, antydede at ham med den dybe stemme enten havde væltet noget eller kastet et eller andet tungt efter ham med undskyldningerne.
Mens skænderiet fortsatte, gik det pludselig op for mig at jeg følte mig mere rolig med Annamarias hånd i min. Mit galoperende hjerte begyndte at falde til ro, og mine sammenbidte tænder blev mindre sammenbidte.
De to mænd var nærmere end først antaget. For at understrege et eller andet slog den vrede af dem tre hårde slag i kølerhjelmen eller forskærmen på den Mercedes vi gemte os i.