Et par hundrede meter før vi var fremme ved Det Lykkelige Uhyres Hytte, svandt vores luskende følgesvende bort i de nedsunkne skyer, selv om jeg havde på fornemmelsen at det ikke var sidste gang vi fik dem at se.
Huset lå helt alene for enden af en smal vej med revnet og hullet asfalt. Vejen var flankeret af gigantiske cedertræer hvis hængende grene virkede som om de var tynget ned af tågen, som var den tung som sne.
Med sit kuplede stråtag, spånbelagte ydermure, trompetranker i espalier under tagskægget og en stor bougainvilleadækket indkørselsport kunne den store hytte snildt høre hjemme i et af Thomas Kinkades romantiske malerier.
Små, sammenpiskede tågeklatter trykkede imod vinduerne, som om nysgerrige spøgelser kiggede ind for at finde ud af om værelserne indenfor egnede sig til at spøge i.
Et mørkt og ganske tiltrækkende ravgult skær lyste lige igennem tågens ånder. Da vi kom nærmere, så jeg at det hyggelige lys funklede og tindrede i de facetslebne vinduesglas, som om husets beboer besad magiske evner.
På vej ned ad den smalle vej havde jeg fortalt Annamaria om Blossom Rosedale som hun skulle tilbringe et par timer sammen med. For femogfyrre år siden, da Blossom var seks år gammel, havde hendes fulde og vrede far smidt hende med hovedet nedad i en olietønde hvor han var i færd med at brænde affald peppet op med et stænk petroleum.
Heldigvis havde hun haft et par tætsiddende briller på som havde reddet hende fra at blive blind og også skånet hendes øjenlåg. Selv om hun kun havde været seks år gammel, havde hun været kvik nok til at holde vejret, hvilket havde reddet hendes lunger. Det var lykkedes hende at vælte tønden og kravle ud, men da var der allerede gået ild i hende.
Lægerne reddede et øre, genopbyggede hendes næse - om end den aldrig kom til at ligne en almindelig næse - og rekonstruerede hendes læber. Blossom fik aldrig hår igen. Hendes ansigt var for altid fuldt af arvæv som sad for dybt til at kunne fjernes kirurgisk.
Under en gåtur ugen forinden havde jeg mødt hende da hun trak ind til siden efter at være punkteret. Selv om Blossom insisterede på at hun selv kunne skifte hjul, havde jeg gjort det for hende fordi hun var under halvanden meter høj, ikke havde andre fingre end tommel- og pegefinger på sin forbrændte venstrehånd og ikke havde været klædt på til det regnvejr der var på vej.
Da reservehjulet var kommet på, insisterede hun på at invitere mig hjem på kaffe og et uforligneligt stykke kage med kanel og pekannødder. Hun kaldte sit hjem Det Lykkelige Uhyres Hytte, og selv om huset var en hytte, og hun var et ualmindelig lykkeligt menneske, var hun ikke mere et uhyre end Spielbergs E.T. som hun til en vis grad lignede.
Jeg havde besøgt hende yderligere en gang i den forgangne uge til en aften med snak og rommy. Selv om hun havde vundet tre spil ud af tre, og vi havde spillet om en cent for hver ti point, var hun og jeg på vej til at blive gode venner. Men hun vidste ikke noget om de overnaturlige sider af min tilværelse.
Nu bankede jeg på, og Blossom lukkede op. "Åh! Værsgo at komme indenfor. Gud har sendt mig et godtroende fjols som jeg kan flå i kortspil. Endnu en bøn er blevet besvaret. Jeg skal nok nå at få den Mercedes."
"Sidst vandt du halvtreds cents. I det tempo skal du slå mig hver eneste dag i tusind år."
"Og hvor bliver det bare sjovt!" Blossom lukkede døren og smilede til Annamaria. "Du minder mig om min kusine Melvina - den gifte Melvina, ikke den anden kusine Melvina som er gammeljomfru. Men på den anden side har kusine Melvina knald i låget, og det går jeg ikke ud fra at du har."
Jeg præsenterede dem for hinanden mens Blossom hjalp Annamaria af med frakken og hængte den på knage.
"Kusine Melvina har et problem med en rejsende i tiden," forklarede Blossom. "Tror du det kan lade sig gøre at rejse i tiden, søde ven?"
"For fireogtyve timer siden befandt jeg mig i fortiden," svarede Annamaria.
"Og nu er du her i nutiden. Dig må jeg fortælle min kusine om."
Blossom tog Annamarias arm og førte hende længere ind i huset.
"Kusine Melvina hævder at en tidsrejsende fra år 10000 i al hemmelighed besøger hendes køkken når hun sover."
Jeg fulgte efter, og Annamaria spurgte: "Hvorfor hendes køkken."
"Hun tror at det er fordi der ikke findes kage i den fjerne fremtid."
Huset var fortryllende oplyst af Tiffany-inspirerede lamper og skærme i kulørt glas som Blossom selv havde lavet.
"Har Melvina meget kage i sit køkken?"
"Hun er usandsynlig glad for kage."
På en væg i stuen hang et ualmindelig smukt og farvestrålende quiltet vægtæppe med en imponerende detaljerigdom. Blossoms quiltede tæpper blev solgt i kunstgallerier; en håndfuld museer havde erhvervet hver et.
"Måske er det hendes mand der får sig en bid natmad," foreslog Annamaria.
"Nej. Melvina bor i Florida, og hendes mand, Norman, bor i en nedlagt raketsilo i Nebraska."
Blossom fandt kaffedåse og filter i et køkkenskab og rakte dem til Annamaria.
"Hvorfor vil nogen dog bo i en gammel raketsilo?" spurgte Annamaria mens hun gjorde kaffemaskinen klar.
Blossom åbnede en dåse småkager. "For at undgå at bo sammen med Melvina," svarede hun. "Hun ville tage hvor som helst hen sammen med ham, men ikke ind i en raketsilo."
"Hvorfor skulle der ikke være kage i fremtiden?" spurgte Annamaria.
Med en kagetang lagde Blossom småkagerne fra dåsen over på et fad. "Melvina siger at de muligvis har mistet alle de gode opskrifter i en verdenskrig."
"Har de været i krig over kageopskrifter?"
"Krigen har sikkert haft de sædvanlige grunde. Det med kagerne har nok bare været en følgeskade."
"Hun lyder godt nok som om hun har en smule knald i låget."
"Ih ja," sagde Blossom, "men ikke på nogen dårlig måde."
Jeg stod i døråbningen og afbrød dem: "Annamaria er i vanskeligheder..."
"Man er ikke i vanskeligheder fordi man er gravid," sagde Blossom. "Det er en gave."
"Ikke det? Der er nogle slemme fyre efter hende."
"Slemme fyre?" spurgte Blossom Annamaria.
"Ingen er født slem," sagde Annamaria. "Det handler alt sammen om de valg vi træffer."
"Og Bedrageren står altid klar til at hviske den forkerte beslutning i dit øre," sagde Blossom. "Men jeg er sikker på at anger kan føre til frelse."
"Visse mennesker er man nødt til at slå i hovedet med et baseballbat for at få dem til at angre," sagde jeg.
"Da min far blev ædru, beklagede han det han havde gjort mod mig," sagde Blossom.
"Visse mennesker kan finde på at låse dig inde i bagagerummet sammen med to døde rhesusaber, parkere bilen i en af de dersens store hydrauliske knusemaskiner, trykke på KVAS DEN-knappen og bare stå og grine imens," erklærede jeg. "De aner ikke hvad det vil sige at beklage noget."
"Tilgav du din far?" spurgte Annamaria.
"Han er toogfirs," sagde Blossom. "Jeg betaler for hans plejehjemsplads. Men jeg besøger ham ikke."
"Visse mennesker har det med at miste besindelsen," sagde jeg, "og så er man nødt til at tage deres pistol fra dem, og når man giver dem en chance for at tænke over det de lige har gjort, så siger de at det var forkert gjort af dem, og at de er kede af det, men det næste øjeblik lader de dig alligevel vade ind i et bur hvor de ved der bor en krokodille som ikke er blevet fodret i en hel uge."
De to kvinder sendte mig begge et blik af den slags man plejer at reservere til en mand med to hoveder som går tur med en blå hund.
"Jeg siger ikke at alle er sådan," præciserede jeg. "Bare visse mennesker."
Annamaria vendte sig om mod Blossom. "Men du tilgav din far," sagde hun.
"Ja. For længe, længe siden. Det var ikke nemt. Grunden til at jeg ikke besøger ham, er at han ikke kan holde det ud. Det skærer ham i hjertet at se mig. Skyldfølelsen. Det er mere end han kan klare."
Annamaria rakte en hånd frem, og Blossom tog den, og så omfavnede de hinanden.
"Men altså," sagde jeg, "de slemme fyre som er efter Annamaria og mig... Jeg har brug for at snuse lidt rundt for at få noget mere at vide om dem. Jeg tænkte at hun ville være i sikkerhed her hos dig i et par timer, hvis det er okay med dig."
Blossom så på Annamaria. "Vi kunne spille kort eller kriblekryds eller backgammon eller noget andet."
"Jeg kan godt li' backgammon," sagde Annamaria. "Kommer du nogensinde lidt vanilje i når du brygger kaffe?"
"Nogle gange vanilje, andre gange kanel."
"Kanel. Det lyder godt."
"Min kusine Melvina - ikke hende der er gift med Norman i raketsiloen, den anden - hun kommer altid en halv teskefuld kanel og en hel teskefuld kakao i en tolvkopperskande."
"Det lyder perfekt. Lad os gøre det. Hvorfor har forældrene døbt begge døtre Melvina?"
"Åh," sagde Blossom og tog kakaodåsen frem, "de er ikke søstre. De er kusiner. De er begge opkaldt efter vores mormor, Melvina Belmont Singleton, som var berømt i sin tid."
"Berømt? For hvad?"
"For at bo sammen med gorillaer."
"Hvad for nogle gorillaer boede hun sammen med?"
"Åh, uanset hvor der fandtes gorillaer, så kom hun før eller siden for at bo sammen med dem."
"Hvad lavede hun? Var hun zoolog eller antropolog?"
"Nej, hun var slet ikke sådan noget. Hun var bare meget begejstret for gorillaer og blev aldrig træt af at se på dem, og gorillaerne havde tilsyneladende ikke noget imod det."
"Det skulle man ellers tro at de ville," sagde Annamaria.
"Tja, når forskerne rykker ind for at studere dem, gør gorillaerne ofte livet surt for dem, men mormor Melvina havde de ikke noget imod."
"Hun må have været et formidabelt menneske."
"Kvinderne er stærke i vores familie," sagde Blossom.
"Ja, det kan jeg se," sagde Annamaria, og så smilede de til hinanden.
"Mormor Melvina lærte en gorilla ved navn Percy at skrive poesi," fortalte Blossom.
"Frie vers, gætter jeg på," sagde Annamaria.
"Man skulle have været vanvittig for at betale for det," sagde Blossom, og så lo de begge.
Jeg ville gerne høre mere om mormor Melvina og gorillaerne, men jeg var nødt til at få mig en alvorssnak med Stavlygtemanden. Blossom og Annamaria morede sig så storartet at jeg ikke afbrød dem for at fortælle dem at deres Odysseus nu stævnede ud på sin krigsgalej.
På vej gennem stuen bemærkede jeg at uret på kaminhylden viste ét minut i tolv.
Ifølge mit eget ur var klokken 19.52.
Henne ved kaminhylden lagde jeg øret til uret, men det havde åbenbart opbrugt den tid det havde fået tildelt her på Jorden, for det gav ikke et eneste tik fra sig.
Livet igennem havde jeg været vant til at når det overnaturlige viste sig for mig - og kun for mig - i den naturlige verden, var det udelukkende gennem mine metafysiske sanser: evnen til at se de dødes hvileløse ånder, den frustrerende evne til at drømme gådefulde, profetiske drømme og min synske magnetisme.
Uret som var gået i stå i Annamarias etværelses lejlighed, havde ikke været et syn, men håndgribelig virkelighed som ikke kun kunne ses af mig, men også af hende. Jeg var ikke i tvivl om at hun og Blossom ville se det samme som mig hvis jeg kaldte dem ind fra køkkenet.
Ét ur som er gået i stå ét minut i tolv, er ikke andet end et ur som ikke længere går. På denne tågede aften med troldbundne prærieulve og gyngesofaer som gyngede af sig selv, kunne man imidlertid ikke fornægte meningen i endnu et urværk som var gået i stå på nøjagtig det samme klokkeslæt.
Det overnaturlige havde blandet sig med den naturlige verden på en måde som jeg ikke før havde oplevet, og det slog mig som en ildevarslende udvikling.
Jeg kunne kun fortolke de stillestående, men synkrone ure på én måde. Jeg havde kun lidt over fire timer til at forhindre de mange omkomne og de store ødelæggelser som den guløjede kæmpe og hans kumpaner havde planlagt.