Jeg havde prøvet at køre i patruljevogn før, hjemme i Pico Mundo. Selv om det ikke var første gang, var det alligevel en cool fornemmelse.
Politistationen - som inkluderede en lille arrest - var en neoklassicistisk bygning ved siden af domhuset over for parken i den mest pittoreske del af byen. Nu ludede den i tågen som en middelalderborg.
Vagthavendes skranke, vagtstuen og al den slags var utvivlsomt placeret i stueetagen forrest i bygningen. De to unge betjente parkerede i en gyde bag bygningen og førte mig ind ad en bagdør.
I kirken var jeg blevet kropsvisiteret for våben. Nu regnede jeg med at de ville tage mit ur og halskæden med sølvklokken og bede mig om at underskrive en kvittering for at de ikke havde konfiskeret andre værdisager.
Jeg regnede også med at blive fotograferet og få taget fingeraftryk. Og så vidt jeg havde forstået, havde jeg også ret til en telefonsamtale så jeg kunne ringe efter en advokat eller bestille plads i et reality-tv-program direkte fra retslokalet.
I stedet eskorterede de mig ad en lang gang med et deprimerende blånistret linoleumsgulv og vægge i samme nuance som tuberkuløst slim, gennem en dør, ned ad to sæt trapper, gennem endnu en gang med et interessant plettet betongulv, ud ad endnu en dør og ind i et trøstesløst lokale uden vinduer hvor lugten af fyrrenålsduftende skuremiddel var stærk nok til at tage livet af en astmatiker, men ikke helt kunne kvæle den underliggende brækstank.
Lokalet målte cirka fire gange fem meter. Betongulvet, betonvæggene og det lave betonloft ville give svære arbejdsbetingelser for selv den dygtigste indretningsarkitekt.
Midt i lokalet stod et kvadratisk metalbord og to stole.
I hjørnet havde man stillet en tredje stol. Måske var det dér jeg ville blive placeret hvis jeg kom i skammekrogen.
Den ene betjent trak en stol ud for mig, og det gav mig håb om at de havde den fornødne respekt for alle arrestanters ukrænkelige menneskerettigheder.
Til gengæld lænkede ham den anden min højre ankel til en ringbolt på bordbenet. Han var ikke hårdhændet, men det var tydeligt at mærke at han ikke havde høje tanker om mig.
Uden at oplyse mig om hvilken forbrydelse jeg var under mistanke for at have begået, og uden at forklare mig hvordan man bar sig ad med at bestille et lille mellemmåltid hvis man fik lyst til det, gik de ud og lukkede døren efter sig.
På vej ind havde jeg lagt mærke til at døren var så tyk at den der havde tegnet den, måtte have været paranoid. Den lukkede med det solide dunk af fem hundrede kilo stål.
De havde efterladt mig uden andet at lave end at fundere over min smertetærskel og min dødelighed, og det var sikkert helt bevidst.
Bordet som jeg var blevet lænket til, virkede tungt, men ikke urokkeligt. Jeg var sikker på at jeg godt kunne slæbe det rundt i mit vinduesløse fængsel, men i og med at der hverken var noget at se på eller tage sig til herinde, blev jeg siddende.
Under bordet fik jeg øje på en tyve centimeter bred rist over et gulvafløb. Eftersom Magic Beach ikke var kendt for sine oversvømmelser, gættede jeg på at afløbet gjorde det nemmere at spule lokalet efter uheldige episoder.
Det var et af den slags tankevækkende tilfælde hvor min overophedede fantasi, medmindre jeg passede på, godt kunne få en del af lillehjernen til at smelte sammen og sætte ild til mit hår. Jeg beroligede mig selv med at jeg stadigvæk befandt mig i USA, og at det hverken var Cuba eller Venezuela eller for den sags skyld Mordor.
Jeg så på uret - 20.56. Jeg havde stadig tre timer og et par minutter tilbage til at redde verden eller en god del af den. Fint nok.
På grund af min veludviklede selvbeherskelse var jeg ligeglad med at der ikke skete noget klokken 20.57 eller endda klokken 20.58, om end jeg var på nippet til at himle op om overtrædelser af mine rettigheder da døren endelig gik op klokken 20.59.
Kun en enkelt mand gjorde sin entré, men han var også nok. I kirken havde jeg tænkt på ham som Svinehårsbørsten, men siden hen havde jeg fundet ud af at han hed Hoss Shackett og var politimester.
Hoss måtte være den forkortede udgave af et længere navn, men jeg kunne ikke regne ud hvad det skulle være. På vej hertil i bilen havde jeg to gange spurgt de yngre betjente, men de havde ikke villet svare, og da jeg spurgte tredje gang, bad de mig om at kopulere med mig selv.
Politimesteren lukkede den bombesikre panserdør - som Norman måtte have adskillige af i sin nedlagte raketsilo i Nebraska - kom hen til bordet og stod og stirrede ned på mig. Han sagde ikke noget. Han stirrede kun.
Jeg smilede og nikkede. Det gjorde han ikke.
Da jeg en rum tid havde holdt mig selv beskæftiget med at betragte mine hænder og spekulere over hvordan de ville se ud efter at være blevet knust med et koben, trak politimesteren den anden stol ud fra bordet og satte sig over for mig.
Jeg løftede hovedet og gjorde mig klar til at parere hans spørgsmål, men han sagde stadig ikke noget. Han blev bare ved med at stirre på mig.
Hans grimme, grønne øjne var koldere end selv den giftigste slanges, skønt det var en betragtning som jeg aldrig kunne drømme om at fortælle ham op i hans åbne ansigt, eller for den sags skyld sige højt inden for en afstand af hundrede kilometer fra hans politikreds.
Jeg er ikke den der absolut skal holde på formerne, men jeg følte ikke at det tilkom mig at indlede vores samtale.
Efter en tid kunne jeg ikke længere holde ud at se ind i hans giftgrønne øjne. Enten måtte jeg slå blikket ned, hvilket han ville opfatte som et svaghedstegn, eller også måtte jeg finde på noget at sige som tvang ham til at få munden på gled.
"Jeg gætter på," sagde jeg i et afslappet og elskværdigt tonefald som kom bag på mig selv, "at I forveksler mig med en anden."
Han hverken svarede eller brød øjenkontakten.
"Jeg har en ren straffeattest," sagde jeg.
Han stirrede indgående på mig og var så ubevægelig at jeg ikke kunne være sikker på om han trak vejret - eller om han overhovedet havde behov for det.
Hvis der var en mrs. Hoss, måtte hun enten være et nervevrag eller en overordentlig sej madamme.
"Nå," sagde jeg og kunne ikke komme på andet at tilføje.
Endelig blinkede han. Et langsomt blink, som om han var en dvask og solvarm ørkenleguan.
Han rakte højre hånd frem og sagde: "Tag min hånd."
Jeg vidste hvad det drejede sig om, og ønskede ikke at lege med.
Hans hånd blev liggende på bordet med håndfladen opad. Hans hænder var så store at han kunne spille professionel basketball, selv om det mest idrætslige han nogensinde havde foretaget sig, sikkert var at banke hovederne sammen på to mistænkte.
I årenes løb havde jeg læst spændingsromaner hvor forfatterne skrev sådan noget som: 'Luften var tyk af vold' og 'volden hang som en truende sort tordensky over lokalet'. Jeg havde altid opfattet den slags som klodsede formuleringer, men måske skulle de snarere belønnes med både nobelpriser og pulitzere.
"Tag min hånd," gentog Hoss Shackett.
"Jeg har allerede en kæreste," sagde jeg.
"Hvad nytter det at have en kæreste hvis man har fået revet pikken af?"
"Det er alligevel bare et platonisk forhold."
Jeg havde mine foldede hænder oppe på bordet. Hurtigt som en hugorm slog han til, greb min venstre hånd og klemte så hårdt om den at jeg ville ønske jeg havde fået fjernet knoerne hos en ortopædkirurg.
Den trøstesløse betoncelle forsvandt, og jeg var tilbage på dommedagsstranden under blodrøde uvejrsskyer.
Politimester Hoss Shackett var ikke en mand som frivilligt viste sine følelser eller afslørede hvad han tænkte, men da han slap min hånd og sendte mig tilbage til virkeligheden og selv lænede sig tilbage i stolen, kunne jeg i hans let udvidede pupiller se at han havde delt mit mareridtssyn.
"Nå," sagde jeg. "Hvad handlede det så om?"
Han svarede ikke.
"For jeg har kun oplevet det én gang før, og det gi'r mig myrekryb," sagde jeg.
Han havde et hårdt, stærkt ansigt som Stalin ville have været grøn af misundelse over. Under ørerne bugnede hans kæbemuskler så meget at han så ud som om han kunne knække valnødder mellem tænderne.
"Jeg har aldrig oplevet noget lignende - at være fælles om en drøm," forklarede jeg ham. "Det er nøjagtig lige så uvant for mig som det er for Dem."
"At være fælles om en drøm?"
"Jeg drømte noget, og nu bliver jeg kastet tilbage i drømmen når folk rører ved mig. Hvad er det her for noget - Fortællinger fra det ukendte?"
Han lænede sig frem, og selv om det kun var en lille bevægelse, forestillede jeg mig at det var som at være på savannen i juratiden og se den T. rex som står med ryggen til, pludselig dreje hovedet og sende dig et tilfældigt blik over skulderen.
"Hvem er du?" spurgte han.
"Det aner jeg ikke."
"Jeg bli'r ikke ved med at spørge pænt."
"Jeg sætter stor pris på så flink De har været. Det gør jeg virkelig. Men jeg mener det. Jeg har hukommelsestab."
"Hukommelsestab?"
"Ja."
"Det er for jammerligt."
"Det har De fuldstændig ret i. Jeg kender hverken min fortid eller mit navn, jeg ved ikke hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg er på vej hen. Det er virkelig jammerligt."
"Du fortalte pastor Moran at dit navn var Todd."
"Sir, jeg sværger på at det bare var et navn jeg fandt på. Jeg kunne lige så godt have sagt Larry eller Vernon eller Rupert eller Ringo. Jeg kan være hvem som helst. Jeg ved det helt ærligt ikke."
Han gav sig til at stirre ligesom før. Det var lige så effektivt som tidligere. For hvert sekund der gik, blev jeg mere og mere overbevist om at han - bare til at begynde med - ville bide næsen af mig hvis jeg ikke fortalte alt hvad der var at fortælle om mig selv.
Selv om han ville tolke det som svaghed hvis jeg så den anden vej, var jeg nødt til at slå blikket ned før han sugede sjælen ud af kroppen på mig med øjnene. Jeg betragtede min venstre hånd for at kontrollere at jeg havde fået den igen med alle fem fingre i behold.
Med samme gravalvorlige tonefald som Darth Vader sagde politimesteren: "Du har ikke nogen legitimation på dig."
"Det er korrekt, sir. Hvis jeg havde nogen legitimation, ville jeg vide hvem jeg var."
"Jeg bryder mig ikke om at folk går rundt i min by uden legitimation."
"Nej, sir, det gør De selvfølgelig ikke eftersom De er politimand. Jeg ville heller ikke bryde mig om det hvis jeg var i Deres sko, heller ikke selv om der ikke står noget i forfatningen om at det er lovpligtigt at gå med legitimation."
"Du er måske ekspert i forfatningsret?"
"Nej. Eller rettere, det kunne jeg måske godt være. Det får jeg ikke svar på før jeg genvinder hukommelsen. Jeg tror at jeg har været udsat for et røveri."
Jeg tog mig til tindingen og mærkede forsigtigt på bulen som Whittle havde givet mig med sin stavlygte tidligere på aftenen.
"Hvornår blev du overfaldet? I aftes nede på stranden?"
"På stranden? Nu i aftes?" Jeg satte et skeptisk udtryk op. "Nej, sir. Jeg tror det må være sket væsentlig tidligere på dagen."
"I min by bliver man ikke overfaldet ved højlys dag."
Jeg trak på skuldrene.
Skuldertrækningen var tydeligvis ikke noget han brød sig om. Jeg kunne ikke trække den tilbage.
"Du påstår altså at du blev overfaldet før du sprang i vandet fra molen i eftermiddags?"
"Javel, sir. Faktisk er det første jeg kan huske, at jeg gik på strandpromenaden på vej ud mod molen og spekulerede over hvem jeg var, og om jeg havde spist frokost eller ej."
"Hvorfor sprang du i vandet?"
"Siden jeg blev slået ned og mistede bevidstheden, har min opførsel ikke været et hundrede procent rationel."
"Hvorfor fortalte du Utgard at der var en ti meter høj tsunami på vej?"
"Utgard?"
"Utgard Rolf."
"Er det et navn, sir?"
"Du husker ham sikkert. Et omvandrende bjerg med fipskæg."
"Åh ja. Han virkede flink. Excellent smag i hawaiiskjorter. Men jeg kan nu ikke huske at have fortalt ham noget om en tsunami. Jeg har nok talt i vildelse på grund af overfaldet."
"Utgard lagde en hånd på din skulder - og så nøjagtig det samme som jeg så da jeg rørte din hånd. Han fortalte mig om det."
"Ja. Ham og Dem. Det er anden gang det sker. Det er den drøm jeg drømte da jeg var blevet slået ned, før jeg pludselig befandt mig på strandpromenaden på vej ud til molen."
"Fortæl mig om din drøm."
"Der er ikke rigtig noget at sige, sir. De så den selv. Den røde himmel, det lysende hav, sandet som skinner, alt sammen meget uhyggeligt."
Hans pupiller udvidede sig, som om han havde tænkt sig at slukke lyset og gå på jagt efter mig som en slange efter en mus.
"Meget uhyggeligt," gentog jeg.
"Hvad tror du det betyder?"
"Betyder? Drømmen? Jeg har aldrig drømt en drøm som betød noget. Den slags hører hjemme i filmens verden."
Langt om længe tog han blikket til sig. Han sad så længe og stirrede på den tredje stol i hjørnet at jeg drejede hovedet for at se derhen.
I stolen sad Frank Sinatra. Jeg ved ikke hvor længe han havde opholdt sig i lokalet. Han pegede på mig som om han ville sige: Du ser godt ud, knægt.
Hoss Shackett kunne ikke se Ol' Blue Eyes. Han stirrede tomt frem for sig, muligvis fordi han forestillede sig hvordan jeg ville se ud med opsprættet mave.
Politimesteren bøjede fingrene og studerede sine velplejede negle, som om han ville sikre sig at der ikke sad størknet blod under dem efter hans seneste afhøringsseance.
En stund stirrede han på den tykke dør, og jeg formoder at han mindedes hvor effektivt den havde dæmpet skrigene fra dem der havde været i rummet før mig.
Da han lod blikket vandre videre til det trykkende lave loft, fik han et smil på læben. Hans smil var den slags som ville få fuglene til at falde døde ned fra himlen hvis han vendte ansigtet opad.
Han så ned på bordets ståloverflade. Han lænede sig forover for at studere sit slørede kontrafej i bordpladen som var glatpoleret af mange års brug og utallige svedige hænder.
Hans spejlbillede var ikke genkendeligt som hans ansigt, eller som et ansigt i det hele taget. Det var forvrænget og plettet og sammenklumpet.
Men åbenbart var han glad for det han så, for han fandt endnu et smil frem.
Politimester Hoss gjorde mig så vanvittig at jeg ville ønske han ville se på mig igen.
Jeg fik mit ønske opfyldt. Han så mig i øjnene.
"Knægt," sagde han, "hvad siger du til at vi bli'r venner, du og jeg?"
"Det lyder saftsuseme fint," sagde jeg.