Der var sket så meget siden jeg var rendt ind i Utgard og de rødhårede pistolbrødre på molen at jeg knap havde haft tid til at tænke. Jeg havde næsten ikke kunnet kapere alt det der var kommet tumlende, og havde i høj grad fulgt mit instinkt og ladet mig styre af de overnaturlige evner der gør min færd gennem livet så interessant, kompliceret og til tider så hjerteskærende.
Jeg trængte til femten minutters rolig overvejelse, et sølle kvarter hvor hverken jeg selv eller andre som var afhængige af mig, var i nogen umiddelbar fare. Der var sket ting denne aften som jeg aldrig før havde oplevet, overnaturlige øjeblikke som jeg ikke forstod. De krævede eftertanke af en dybde som jeg ikke kunne opnå mens jeg løb for livet fra en dødsensfarlig trussel eller krydsede verbale klinger med en sadistisk politimester i et lokale uden vinduer der mest af alt mindede om et slagteri.
Jeg sænkede farten yderligere, og mens jeg genvandt pusten, så jeg mig om efter et sted hvor jeg med rimelig sikkerhed kunne forvente ikke at blive forstyrret. Under normale omstændigheder ville jeg have opsøgt en kirke, men ikke efter min oplevelse med pastor Moran.
Min underlæbe føltes hævet i højre side. Jeg mærkede forsigtigt efter med tungen, fandt en flænge som sved, og besluttede mig fornuftigt nok for ikke at sutte på den for ikke at få den til at bløde igen.
I betragtning af kraften i Utgards baghåndsslag skulle jeg prise mig lykkelig for ikke også at have spyttet et par tænder ud.
Den blindende tåge forvandlede selv velkendte nabolag til fremmede kvarterer. Genstandene i disen lignede ikke det de viste sig at være, men fremstod som overjordisk flora og ukendte formationer på en verden i kredsløb om en anden sol end vores.
Jeg befandt mig i et butiksområde som jeg ikke kendte, ikke det nede ved molen, ikke det ved havnen og heller ikke det i nærheden af torvet.
Smedejernsgadelamper med forsiringer og krummelurer så gamle at de muligvis stammede helt tilbage fra gaslygternes tid, var blevet omdannet til ellamper. Fra deres lygteglas sivede et svovlgult lys uden antydning af romantisk charme, men derimod med en em af kold industri som bryggede tågen om til røg og fik hver en skygge til at fremstå som en sodsky.
Fortovets cementfliser var krakelerede, skæve, beskidte og flød med affald i en mængde som vores lille turistby sædvanligvis ikke tolererede. I den blikstille aften kunne de større stykker sammenkrøllet papir af og til ligne døde fugle, mens de mindre stumper mindede om døde insekter.
På dette tidspunkt af døgnet var butikkerne lukkede. De fleste butiksvinduer havde ikke andet end mørke at byde en oser, skønt nogle få var oplyst af farvede neonskilte med navne eller tjenesteydelser i snoet glaspusterskrift.
Blå, grøn, rød - af en eller anden årsag pustede neonlyset ikke liv i noget som helst. Farverne var forkerte og gav næsten sure opstød, og mine tanker blev ledt i retning af et omrejsende cirkus der appellerede til laveste fællesnævner med en vanskabning der ikke tålte at blive vist frem, men var gemt bort i det inderste telt.
Bag en håndfuld af de nussede butiksfacader gemte sig forretninger som jeg ikke havde forventet at finde i Magic Beach som for størstedelens vedkommende var en pæn og velstående kystby. Her lå en pantelåner, og her endnu én. Her havde en tatovør drejet nøglen om, og her tilbød en forretning med snavsede ruder hurtige lån med sikkerhed i næste måneds lønseddel.
Bag ruden i en genbrugsbutik som reklamerede med frit valg i kassen til kun en dollar stykket, stod otte påklædte mannequindukker - lige så aflagte som det tøj de havde på - og betragtede gaden med døde øjne og glædesløse ansigter.
Andre steder i byen havde der været let trafik. Her i kvarteret var der ikke en eneste bil på gaden. Jeg så heller ingen fodgængere, ingen butiksindehavere på aftenarbejde.
I lejlighederne over butikkerne var der kun lys i ganske få vinduer. Der var ingen ansigter at se, hverken i de mørke eller de oplyste vinduer.
Da jeg kom til et busstop uden skur, satte jeg mig på bænken for at tænke. Hvis jeg hørte en bilmotor eller så et par forlygter, kunne jeg trække mig ind i en smal gyde mellem to bygninger og vente dér indtil bilen var kørt forbi.
Jeg elsker dannelsesromaner om folk på farten, om romanfigurer som vader ud af deres liv og stiger på bussen eller sætter sig ud i bilen og kører derudad. Bare kører. De lægger verden bag sig og finder noget nyt.
I mit tilfælde ville sådan en løsning aldrig kunne lade sig gøre. Uanset hvor langt væk jeg rejste, eller hvor længe jeg holdt mig på farten, ville verden altid finde mig.
På den værste dag i mit liv sårede jeg én mand og dræbte en anden som var i gang med en nøje planlagt massenedskydning i min hjemby, Pico Mundo. Da jeg endelig fik uskadeliggjort den anden skytte, havde de såret enogfyrre personer og dræbt nitten.
For at afslutte deres amokløb med et effektfuldt udråbstegn havde de kørt en bilbombe ind under indkøbscentret. Jeg fandt den og forhindrede at den sprang.
Pressen kaldte mig en helt, men jeg var ikke enig. En helt ville have reddet alle. Alle. En helt ville have reddet det ene menneske som betød allermest for ham i hele verden, og som havde blind tillid til ham.
På den blodbesudlede dag var jeg kun en grillkok på dybt vand. Her, næsten halvandet år senere, i Magic Beach var jeg stadig kun en grillkok på dybt vand.
Nu mere end nogensinde.
Wyatt Porter, politimesteren i Pico Mundo, var ikke kun min ven, han var også en af mine faderfigurer. Han havde lært mig at være en mand da min rigtige far viste sig ikke at være det og heller ikke formåede at vise vejen for sin søn. Jeg havde uofficielt hjulpet politimester Porter med adskillige sager, og han kendte til mine overnaturlige evner.
Hvis jeg ringede til ham og fortalte hvad der var sket, ville han tro hvert et ord. Hans erfaring med mig havde lært ham at uanset hvor usandsynlige mine historier lød, så viste de sig altid at være sande ned til mindste detalje.
Jeg tvivlede på at samtlige betjente i Magic Beach var korrupte. Flertallet af dem var utvivlsomt gode mænd som gjorde et godt stykke arbejde, mennesker med fejl og mangler ligesom alle os andre, naturligvis, men ikke de rene uhyrer. For at minimere risikoen for at blive opdaget havde Hoss Shackett utvivlsomt rekrutteret så få forrædere som overhovedet muligt.
Wyatt Porter boede imidlertid langt sydøst herfra. Han kendte ingen af de medvirkende her i Magic Beach. Det ville være umuligt for ham at udpege de rådne æbler i kurven i det lokale politi.
Han kunne måske kontakte FBI og rapportere at en sending atomvåben ville blive bragt i land via havnen i Magic Beach, men der skulle meget til før statslige agenter gad høre på en strømer fra en lille flække. Og når Wyatt blev nødt til at udpege kilden til historien som værende hans unge ven med de overnaturlige evner, ville al troværdighed gå fløjten.
Desuden var der kun lidt over to timer til at bomberne blev læsset om og sendt ud i landet. Jeg var på vej ind i tredje akt af dramaet, og det føltes som om Gud havde trykket på en knap og spolet handlingen hurtigt fremad.
Lidt efter lidt blev jeg opmærksom på en sagte summen, som den blide stemme af en tynd vandstrøm der rislede hen over en nubret overflade.
Jeg lod blikket glide hen langs de trøstesløse butikker bag mig. Jeg kunne ikke få øje på noget som frembragte lyden.
Mannequinerne i genbrugsbutikkens vindue havde ikke flyttet på sig. Samtidig med at jeg registrerede det, undrede jeg mig over hvad der havde fået mig til at tro at de måske skulle have bevæget sig.
Butiksbaldakinerne var lasede og ikke helt så udspændte som de burde være. De hang tunge som ligklæder, men det dryppede ikke fra dem.
Den mystiske lyd svulmede og begyndte snarere at minde om talrige hviskende stemmer i en højloftet grotte.
Butikkerne på den anden side af gaden var svære at se i tågen, men jeg var alligevel temmelig sikker på at lyden kom fra et sted tættere på.
I rendestenen foran mig bølgede et lys frem og tilbage som krusninger på vandet: Halloween-lys midt i januar, som det orange skær fra en blafrende flamme inde i et udskåret græskarhoved.
Det kan være farligt at stikke snuden for langt frem, men ikke desto mindre rejste jeg mig fra bænken og gik et skridt nærmere kantstenen.
I asfalten dækkede en stor, aflang rist for et kloakafløb. Den stammede fra en tidsalder hvor selv offentlige arbejder blev udført med stil. De parallelle jerntremmer samledes i en ti centimeter bred jernring midt på risten. Inde i selve ringen skød et stiliseret lyn fra højre mod venstre.
Summelyden kom fra risten, men selv om lydkilden befandt sig nede i kloakken, mindede lyden ikke længere om rindende vand. Nu syntes jeg heller ikke det lød helt så meget som hviskende stemmer som før, snarere som en masse sjoskende fødder.
Jeg kunne godt lide ringen med jernlynet i, men spekulerede på om det symboliserede noget andet end dårligt vejr, om det var fabrikantens logo, eller hvorfor det overhovedet var på kloakdækslet.
Grinende græskarlys flimrede under det tremmemønstrede dæksel i stenkisten under asfalten. I et kort øjeblik mindede risten om en perforeret luge i en stenovn.
Derfra hvor jeg stod, var jeg for langt væk fra risten til at bestemme hvad de hurtige lysglimt skyldtes. Jeg trådte ned i rendestenen og lagde mig på knæ ved siden af dækslet.
Sålelæder som slæbte hen over beton, kunne lyde sådan, en deling udmattede soldater som slæber deres trætte fødder efter sig på vej fra ét slag til det næste - hvis altså jeg havde befundet mig i en krigszone, og soldater havde haft for vane at benytte underjordiske transportveje.
Jeg bøjede mig længere ned over risten.
En svag og kølig brise steg op nedefra og sammen med den en lugt, ikke en jeg mindedes at have mødt før, ikke væmmelig, men anderledes. Fremmed. En underlig tør lugt i betragtning af hvor den kom fra. I et forsøg på at bestemme lugten tog jeg tre dybe indåndinger - og opdagede så at dunsten havde fået mine nakkehår til at rejse sig.
Da det orange lys kom til syne tredje gang, regnede jeg med at få at se hvad der eventuelt bevægede sig nede i stenkisten, men hver enkelt pulserende lysudladning sendte forvredne skygger på flugt over buede vægge, og de springende fantomer gjorde øjet forvirret og skjulte det der kastede dem.
Måske kom jeg ubevidst til at løbe tungen hen over flængen i min læbe, eller også kom jeg til at bide mig i den. For selv om det ikke havde blødt lige før, dryppede en frisk bloddråbe ned på min håndryg som hvilede på risten ved siden af ringen som omkransede lynet.
En anden dråbe dryppede ned mellem to jerntremmer og forsvandt ned i den mørke kloak.
Det var som om min hånd havde fundet risten af sig selv.
På ny pulserede lyset i hurtige svingninger, og det var som om de groteske skygger svulmede og blev større end før og piskede mere oprørte frem og tilbage dernede, selv om det stadig ikke var muligt at se hvad der kastede dem.
Da det blafrende lys atter veg for mørket, så jeg at fingrene på min højre hånd rakte ned mellem ristens jerntremmer.
Jeg noterede mig dette faktum med bekymring, men jeg følte mig viljeløs og ude af stand til at trække hånden til mig. Det var andet og mere end nysgerrighed der trak i mig, og jeg kunne forestille mig at jeg havde det ligesom en lysomtumlet natsværmer der ufortrødent bliver ved med at baske imod en flamme der i sidste ende vil koste den livet.
Netop som jeg overvejede at lægge panden mod risten for bedre at se hvad der var dernede, næste gang lyset kom, hørte jeg lyden af bremser. En bil som jeg ikke havde ænset, standsede på gaden to meter bag mig.