Da motorerne blev startet, og mit hyggelige skjul fyldtes med firetaktsdieselmotorernes banken, pumpernes dunken, kardanakslernes roterende trommen og en million andre lyde, og da vi begyndte at bevæge os, og båden begyndte at knirke på en måde som den ikke havde gjort mens den stadig lå fortøjet, vidste jeg at jeg var alene, fordi Joey havde lovet at passe radioen så snart vi lagde fra kaj.
Jeg trak vejret mere roligt, men jeg slappede ikke af. Jeg vidste at det var forfærdeligt, det jeg havde i vente, og jeg vidste at selv om jeg hverken blev skudt eller stukket ihjel, så kunne det ikke undgås at jeg stod tilbage med sår som aldrig kunne læges.
Jeg har lignende sår fra andre af den slags oplevelser. For at beskytte de uskyldsrene, for at undgå at blive en af Burkes gode mænd som intet foretager sig, må man leve med varige ar som omsnører hjertet, og traumer i sind og sjæl som fra tid til anden springer op og begynder at bløde igen.
For at gøre noget, for at gøre det som man er sikker på er det rigtige, og for at gøre noget i retfærdighedens navn, må man sommetider gøre ting som, når man senere hen tænker tilbage en ensom og søvnløs nat, godt kan få én til at tvivle på om man nu også er den gode mand som man gerne vil tro man er.
Den slags tvivl sidder som spillekort med høj honnør på djævlens hånd, og han ved hvordan de skal spilles for at få dig til at fortvivle og føle dig magtesløs eller endda få dig til at gå din egen undergang i møde.
Ozzie Boone, min forfatterven og mentor i Pico Mundo, har i forbindelse med at jeg nedskrev den første af disse redegørelser, bedt mig om at holde en let tone. Ifølge ham er det kun følelsesmæssigt umodne mennesker og dem med begrænset intellekt der holder af gennemført grumme og nihilistiske fortællinger.
Som jeg har fortalt, og som jeg håber du har observeret, elsker jeg livet og er dybest set i godt humør, også når himlen er grå, og uvejrsskyerne trækker op. Jeg kan finde helt op til flere ting at grine af ved en flækket læbe, og en sadistisk politimester som puster sig op og fremturer, er endnu mere grinagtig.
Men samtidig er man nødt til at erkende at der er visse ting som selv humoristen ikke kan forsøde, og at bestemte handlinger kun kan afføde vittigheder der i bedste fald kaster en halvhjertet latter af sig. Vi kommer nu til mørke banker i oprørte farvande, til stræder så smalle at dyd og ondskab sejler side om side og til tider kan være vanskeligere at skelne fra hinanden end ellers.
Over bugten og ud på åbent hav ventede jeg uden lys i bådens indre. Til trods for larmen der hamrede effektfuldt løs på koncentrationsevnen, brugte jeg tiden på at ruge over det jeg havde fundet ud af siden jeg sneg mig om bord.
Junie's Moonbeam kan ikke have ligget mange sømil fra kysten, for der blev skruet ned for motorkraften før jeg havde forventet, og efter at den store, havgående slæbebåd hidtil havde holdt en ret kurs, begyndte den nu at manøvrere. Slæbebåden lagde sig parallelt med det andet fartøj for at påbegynde overførslen af atomvåbnene.
Herude på dybt vand var Stillehavet næsten lige så roligt som det hele dagen havde været tættere på land. I havblik ville overførslen gå hurtigere.
Jeg rettede mig op og listede igennem det bælgmørke maskinrum mens jeg var opmærksom på at jeg risikerede at brænde mig på nogle af de rør som det før havde været okay at røre ved. Jeg så maskinrummets dør for mit indre blik og lod min synske magnetisme føre mig gennem den sorte labyrint.
Mit instinkt sagde mig at håndtaget ville være en vandret stang som skulle trykkes nedad, og jeg skulle kun famle en enkelt gang i mørket før jeg fandt den.
Jeg åbnede døren på klem og så at kahytsgangen lå øde hen. Nu hvor de var begyndt at omlaste bomberne, passede Joey radioen mens Utgard og de tre andre var på dæk for at tage imod forsendelsen.
Jeg gik hen til den første kahyt i styrbordsside, tog i døren, så at den var ulåst, skubbede den op med skulderen og gik hurtigt indenfor med pistolen foran mig i et tohåndsgreb.
Rummet lå hen i mørke, men lys spillede i koøjet. Da jeg havde sikret mig at der ikke lå nogen og sov i kahytten, gik jeg hen til den lysende glasskive.
Side om side med slæbebåden lå Junie's Moonbeam med bagbordsside imod vores styrbord med omkring tre meter imellem de to fartøjer. En hvid lystyacht i en tågebanke - havde det ikke været for en myriade af koøjer og vinduer der lyste op som et helt hotel og gjorde den så feststemt som et luksuskrydstogtskib, ville den have været usynlig for det blotte øje.
Oppe fra hoveddækket havde mandskabet på yachten nedsænket sorte gummifendere som stødværn når de to fartøjer kom så tæt på hinanden at de risikere at dunke sammen hvis en krap bølge rullede forbi.
Jeg gik ud i kahytsgangen igen, trak lydløst døren i efter mig og stillede mig hen foran den første bagbords kahyt. Jeg gjorde mig klar til at trænge ind hurtigt og effektivt som før. Døren åbnede i mørke.
Blødt lys fra en lampe fyldte agterhjørnet i bagbordsside. Da jeg gik ind, så Joey vantro op fra en billedserie i Maxim Magazine.
Jeg lod døren svinge i automatisk, tog to skridt frem og stak pistolen i fjæset på ham allerede før bladet faldt ud af hænderne på ham og lukkede sig med bagsiden opad på dørken.