På Malo Suerte-søen uden for Pico Mundo havde jeg fra tid til anden mod betaling styret lystfiskerbåde store nok til at have et helt selskab om bord, men jeg havde aldrig stået ved roret på noget så stort som en slæbebåd. Og jeg havde heller aldrig prøvet at styre et fartøj på åbent hav.
Instrumentkonsollen mindede om den jeg kendte fra lystfiskerbåde. Koblinger til styrbords og bagbords motor til venstre, rattet i midten og gashåndtag til styrbords og bagbords motor til højre. Ved siden af gashåndtagene sad en knap mærket SLUK MOTORER. De forskellige instrumentvisere: gearolietryk, motorolietryk, vandtemperatur, voltmeter, fartmåler, dybgangsmåler og brændstofmåler.
Slæbebåden var udstyret med det seneste nye gps-navigationssystem med en stor søkortsskærm, så jeg ville næppe få brug for kompasset. På skærmen kunne jeg lige nu se bådens position midt på kortet og det relevante udsnit af den californiske kyst i højre side fordi båden i øjeblikket vendte stævnen mod nord.
Jeg brugte lidt tid på at studere radaren mens blinkene kom frem på skærmen. Den viste det samme antal som før, ingen af dem havde nærmet sig, og et af dem - Junie's Moonbeam - var betydeligt længere borte.
Enten havde Utgard slukket for ekkoloddet, eller også var han så hjemmevant i farvandet at han ikke havde brugt det. På den korte sejltur jeg skulle ud på, ville jeg ikke få brug for dybdemåleren før til allersidst, men jeg tændte for den alligevel.
Jeg forsøgte at undlade at tænke på den døde kvinde og de tre andre lig om bord på skibet. Jeg koncentrerede mig om at få transporteret atombomberne et sted hen hvorfra man ikke uden videre kunne fjerne dem før en troværdig myndighed kunne tage dem i besiddelse.
Slæbebåden vendte stævnen mod nord. Det nedlagte skibsværft syd for Rooster Point hvor lastbiler ventede på at transportere bomberne til fjerne byer, lå ligeledes mod nord.
Idet jeg begyndte at vende slæbebåden hundrede og firs grader, ringede en telefon med de mest kendte strofer fra Beethovens niende. Nogen havde ladet telefonen ligge på panelet med instrumentviserne lige for næsen af mig.
Det var efter al sandsynlighed Utgards telefon. På dette tidspunkt burde han have bekræftet over for nogen på land at atombomberne var blevet overført fra Junie's Moonbeam, og at han var på vej til mødestedet på skibsværftet.
Jeg tvivlede på at Frank Sinatra med sit overnaturlige raserianfald havde gjort større skade på Hoss Shackett end han havde på Utgard. Det kunne kun være politimesteren der ringede.
Da jeg endelig havde fået vendt slæbebådens stævn mod syd, var telefonsvareren slået til, og lidt efter ringede telefonen igen. Også denne gang lod jeg telefonsvareren klare opkaldet.
Nu vidste de medskyldige på land at der var noget galt.
Jeg havde vendt båden en halv omgang, og derfor viste gps-søkortet nu kystlinjen i venstre side af skærmen. Et tekstfelt markerede havnen som MAGIC BEACH, og nedenunder stod nogle tal som ikke sagde mig noget som helst.
Fordi jeg havde oplevet de ansatte i Havnevæsenet som arrogante, uforskammede og livsfarlige, nægtede jeg at gøre flere forretninger med dem. Jeg havde ikke tænkt mig at sejle tilbage i havn.
Akkompagneret af radarens sagte pling og ekkoloddets højere poing gassede jeg op og styrede slæbebåden sydpå som om jeg havde begreb om hvad jeg foretog mig, skærmet af elektronik, så syngende sirener på skrogflænsende klippeskær ikke kunne lokke mig på afveje.
Jeg ville uden tvivl stadig være et let bytte for kraken eller andre søuhyrer af en så drabelig størrelse at de kunne knuse skibe til vrag og æde mennesker så let som vi tager sardiner i en dåse. Jeg havde imidlertid kun tænkt mig at blive om bord i allerhøjst femten minutter, og derfor var det næppe sandsynligt at slæbebåden ville blive taget af en kæmpeblæksprutte og trukket ned på en dybde hvor kaptajn Nemo sejlede rundt.
Selv om båden havde et radiorum, var broen også udstyret med en VHF/FM-radiotelefon med scanner. Jeg var knap begyndt at sejle sydpå før jeg blev kontaktet på Kanal 22 af den patruljebåd fra Kystvagten som Joey havde talt med tidligere.
Den korrekte procedure var sandsynligvis at gentage det kaldesignal som radiooperatøren på patruljebåden havde givet mig, og dernæst identificere mig med slæbebådens kaldesignal. Jeg valgte at lade som ingenting.
På nationens vegne glædede det mig at erfare at de ansatte i Kystvagten både var pligtopfyldende og vedholdende. Via satellit havde de åbenbart overvåget mødet mellem slæbebåden og Junie's Moonbeam.
De ville gerne vide hvorfor vi var blevet liggende på mødestedskoordinaterne efter at yachten havde forladt stedet. Og de ville vide hvorfor vi fragtede den syge passager sydpå i stedet for stik øst til havnen og hospitalet.
Selv om de tilbragte al deres tid til søs, vidste de når der var ugler i mosen.
Tidligere, da jeg truede Joey med pistolen og havde håbet på at hjælpen måske var nærmere end halvtreds sømil borte, ville jeg gerne have talt med Kystvagten, men nu havde omstændighederne ændret sig. Jeg havde ikke tænkt mig at bralre op om stjålne kernevåben i VHF/FM-radioen på en frekvens hvor hvem som helst kunne lytte med, deriblandt politimester Hoss Shackett og hans klonede dværg, mini-Hoss, hvis en sådan eksisterede.
Efter en række stadig mere insisterende anmodninger om at få et svar opgav de ævred. Jeg gik da ud fra at patruljebåden havde lagt en ny kurs og sejlede for fuld skrue for at afskære slæbebåden, hvilket var helt fint med mig fordi jeg alligevel ville være gået fra borde længe før den dukkede op.
Beethovens niende spillede igen da en ny opringning tikkede ind på mobilen.
Jeg var en populær fyr. Jeg havde selvfølgelig nogle år på bagen som dygtig grillkok, og jeg var vant til at gå rundt med en hale af hengivne fans efter mig, de fleste af dem med sennepspletter på skjorten.
Det havde været en foruroligende oplevelse at køre sammen med Birdie Hopkins da hun styrede sin Cadillac gennem gaderne uden skygge af sigtbarhed. Men til trods for radaren og gps-navigationen der så godt som garanterede at slæbebåden ikke ville pløje ind i noget, var hvert eneste sekund hvor jeg sejlede over havet i blinde i tågen, langt mere foruroligende end al min tid i bilen sammen med Freds enke.
Måske skyldtes min nervøsitet den våde afgrund under mig. Den kunne selvfølgelig også have noget at gøre med de tidligere nævnte kernevåben.
Jeg sejlede på tværs af bølgerne der rullede mod land, og båden vippede ikke ret meget. Men selv på dette rolige hav rullede den alligevel mere end jeg brød mig om.
På gps-søkortet var såvel naturlige som menneskeskabte landmærker på kysten markeret, blandt andet molen i Magic Beach hvor det hele var begyndt da jeg gik en tur for at veksle et par ord med en gådefuld ung kvinde som havde vist sig for mig i en drøm.
En halv sømil syd for molen mundede den snævre slugt Hecate's Canyon ud i havet.
Fordi slugten var blevet skåret af et vandløb gennem millioner af år, herskede der efter al sandsynlighed ét af to mulige forhold hvor slugt og hav mødtes, hvoraf det ene handlede om aflejrede sedimenter. Hvis vandløbet mundede ud over havets overflade, ville vandet løbe ud af slugten i et lille delta og aflejre sediment på samme måde som Mississippi havde dannet et delta ved sit udløb i Den Mexicanske Golf.
Hvis slugten derimod var blevet skåret så dyb at udmundingen lå under havoverfladen, ville vandløbets aflejrede sedimenter for længst være blevet skyllet ud i Stillehavet og ført langt, langt bort. I så fald havde havet måske presset sig ind i slugtens udmunding - fordi tidevandet også eroderer kysten - og dannet en vig der var dyb nok til at sejle ind i.
I betragtning af den californiske kysts geologiske alder og den stejlhed hvormed dette stykke af den forsvinder i havet, satsede jeg på at sidstnævnte forhold gjorde sig gældende. Jeg lænede mig ind over skærmen med søkortet for at aflæse dybdelinjerne og opdagede at det var blevet gjort lettere af en farvet tegnforklaring på en databjælke nederst på skærmen.
Land var guldfarvet. Hvid, som jeg befandt mig over på min nuværende position, betød dybt vand. Blå betød lavt vand, mens grøn markerede land der kun var oversvømmet ved højvande.
I østlig retning blev stranden gennemskåret af en smallere og smallere, men dog tilstrækkelig bred sejlrende som helt sikkert måtte være dyb nok til at slæbebåden kunne sejle ind i den med sin beskedne dybgang. Renden fortsatte ind i vigen som var dannet i slugtens munding.
Bingo.
Stik vest for Hecate's Canyon ændrede jeg kurs mod kysten.
Radaren var ikke længere tilfreds med kun at melde om hvad der lå forude, og den virkede voldsomt utilfreds ved udsigten til en længerevarende tur på denne kurs. Jeg slukkede for den.
Jeg var end ikke nået en halv sømil ind mod land før radiotelegrafisten om bord på Kystvagtens fjerne patruljebåd vendte tilbage på VHF/FM- senderen. Han var fuld af spørgsmål igen.
Jeg følte at handling ville være et mere fyldestgørende svar end tomme ord - og at det garanterede at patruljebåden ville blive ved med at nærme sig i marchhastighed.
Gennem brovinduerne kunne jeg ikke se et eneste lys på kysten, kun en mur af tåge der kun åbnede sig for at vise mere af samme slags, selv om jeg snart ville støde på noget med mere substans end denne dis.
Jeg satte begge motorer på halv kraft frem og holdt roret støt. Søkortet viste slæbebåden på ret kurs ind gennem sejlrenden til Hecate's Canyon, skønt jeg stadig befandt mig en sømil fra land.
For mindre end seks uger siden i St. Bartholomew-klostret i Sierrabjergene havde jeg for første gang i mit liv set sne, og få dage efter havde jeg fået så meget af det at jeg var mæt resten af livet.
Magic Beach var den første kystby jeg havde set. I begyndelsen havde den virket livsalig og som en kærkommen afveksling til den snestorm der havde begravet klostret.
Det var muligt at jeg med tiden ville komme til at se anderledes på det, men i det øjeblik da jeg nærmede mig kysten om bord på slæbebåden gennem tåge i forræderisk farvand, længtes jeg efter den tørre Mojaveørken og Pico Mundo, og jeg var træt til døden af vand i alle dets former, bortset fra de mængder man skulle bruge til at vaske sig i og skylle ud i lokummet med.
På Kanal 22 var radiotelegrafisten på patruljebåden som fulgte mig via satellit, holdt op med at gentage de samme spørgsmål og var i stedet begyndt at udstede advarsler i et indtrængende tonefald.
Jeg var anspændt nok i forvejen uden også at skulle høre på hans skingre katastrofeforudsigelser. Jeg slukkede for radiotelefonen.
Ekkoloddet begyndte at sige poing mere hyppigt.
Beethovens niende lød igen. Ud fra mit kendskab til Utgard Rolf ville jeg mene at musik af Wagner eller hvad som helst af en gangsterrapgruppe måtte være mere i tråd med hans personlighed.
Hvad havde den gode Ludwig nogensinde gjort Utgard siden så skøn musik skulle bruges som ringetone på en forbrydertelefon?
På skærmen: Den hvide farve i sejlrenden blev smallere og førte som en tragt ind til en tynd halvmåne af blåt længere fremme og bag den en grøn halvmåne og bag det grønne en majestætisk klump gyldent land så fast og solidt som nogen kunne ønske sig, det smukke Amerikas mageløse vestlige bolværk.
Lige ind midt i kanalen.
Ingen grund til at tjekke brændstofmåleren. Selv nogle få deciliter ville være nok til at fuldføre rejsen.
Voltmeteret. Til helvede med voltmeteret. Jeg havde ingen anelse om hvad et voltmeter gjorde. Det var sikkert kun én ud af en million mennesker på Jorden der vidste hvad et voltmeter var for noget. Og alligevel sad det dér på en fornem plads i instrumentpultens nederste venstre hjørne og var så selvfornøjet og hånede alle som ikke var gammel sømand med livslang høj voltmeteropmærksomhed.
Gearolietrykmåler, motorolietrykmåler, vandtemperaturmåler, fartmålere: Ingen af dem interesserede mig længere, nu leverede de ligegyldige oplysninger, fjollede instrumenter uden betydning.
Den respekt jeg havde tilbage for skibsteknologi, gik til ekkoloddet og sonarens poing som blev hurtigere og højere, hurtigere.
Min plan, hvor ufærdig den end havde været, var baseret på at atombomber var nogenlunde lige så svære at få til at springe i luften som en stang dynamit.
Man kan kyle en ordentlig fed dynamitstang ind i en mur, tæske løs på den med en hammer, dolke den med en kniv uden at den - i det mindste sådan som jeg er bekendt med tingene - eksploderer. En tændt lunte kan gøre det, og måske også strøm fra en elektrisk udløser, men hvis man har lyst til at køre hen over tyve tusind stænger dynamit i en tyve tons lastbil, kan man, hvis jeg har forstået det rigtigt, roligt gøre det uden at de springer i luften.
Nitroglycerin er derimod en anden sag.
Jeg havde adskilt atomladningerne fra detonatorerne, eller fra de dimser som jeg var overbevist om var detonatorerne. På det tidspunkt hvor disse begivenheder udspillede sig, var jeg ikke atomfysiker - hvilket jeg heller ikke er i skrivende stund - men jeg følte mig så sikker som en ikke-fysiker kunne være, på at alle fire kernevåben kunne klare en rystetur uden at blæse mig til atomer.
Tågen ville ikke lette, men var det eneste der var at se: tåge, tåge, tåge.
Jeg stillede mig med spredte ben, lænede mig ind mod pulten, stemte fødderne hårdt i dørken og holdt godt fast i rattet med venstre hånd.
Ekkoloddets poing spillede en kadence som var helt ude af takt med rytmen i Beethovens niende, og udelukkende med intuitionen som vejviser valgte jeg det forhåbentligt bedste sidste øjeblik at trykke på knappen med SLUK MOTORER.
Så greb jeg fat i rattet med begge hænder, dels for at holde kursen, men mest bare for at have noget at holde fast i.
En båd har ingen bremser. Den eneste måde at standse en fremadrettet bevægelse på er ved at slå bak med motorerne. Når man slukker for motorerne, sådan som jeg lige havde gjort, afbryder man yderligere acceleration, men det har ikke nogen indvirkning på den fremdrift man allerede har.
Vi havde betydelig fremdrift gennem de sidste meter af sejlrenden ind til Hecate's Canyon. Vand har selvfølgelig en vis bremsende effekt, men mindre end man skulle tro, når skibet ikke stikker særlig dybt, har en V- formet stævn og rund køl.
Først efterfølgende blev jeg bekendt med disse sider af den havgående slæbebåds udformning og fik for alvor øjnene op for hvor meget den stadig yder, selv efter at man har slukket for motorerne.
Som man nok kan forestille sig, giver sand større gnidningsmodstand end vand, og i den henseende overgår mudder sand. Jeg kan ikke påstå at jeg kunne afgøre hvornår slæbebåden var færdig med at pløje sig gennem sand og begyndte at grundstøde mere uhjælpeligt i mudder. Det eneste jeg husker, er at det ene øjeblik var sejlrenden dyb nok til bådens køl, og det næste øjeblik var den det ikke.
Den skudhulsprydede rude i brovinduet gik i tusind stykker, og alt som ikke var surret fast, fløj omkring som løse genstande i en bygning der rammes af et jordskælv. Jeg blev ikke ramt af noget, hvilket var en cadeau til Utgards maritime sikkerhedsforanstaltninger.
Mine ben forsvandt under mig, men jeg holdt fast i rattet.
Med hvin og skrig og skurren og knald og hvæsen klatrede slæbebåden op af vigens vand - stævnen bare steg og steg - som en forhistorisk padde der havde indset at tiden var inde til at vise at evolutionen var kommet så vidt at den kunne begynde at gå på land.
Da fartøjet endelig standsede, kom jeg på benene, men det varede længe før mine forkrampede hænder ville slippe rattet.