I tilfælde af at de rødhårede skyttebrødre havde besøgt Hutch uden at lade sig overbevise af hans optræden og havde slået sig ned for at vente på mig, undersøgte jeg Valonias kompakte pistol. Der var ni ud af oprindeligt ti skud tilbage i magasinet. Jeg afsikrede den.
Sandsynligvis fordi jeg kort forinden havde tilbragt al for lang tid til søs, mumlede jeg: "Okay, fisk eller levende agn."
Den lille lynlåspose i krukken med alpevioler. Nøglen i posen.
Lydløst op med døren. Stilhed. Stadig en svag duft af hjemmebagte småkager. Det gyldne skær fra den nedfræsede lysguirlande i overskabenes øverste kant.
Alt i skønneste orden. Aldrig noget godt tegn.
Nu også iført bukser gik jeg tværs gennem det hyggelige køkken og fortsatte vagtsomt ud i gangen.
Da jeg kastede et forsigtigt blik ind gennem den åbne dør ind til herreværelset, så jeg at Hutch sad samme sted som da jeg forlod ham. Slumretæppet lå pænt hen over hans lår og knæ, men bogen havde han lagt til side. Han snorkede sagte.
Jeg slog sikringen til og stak den lille pistol i lommen.
Hutch måtte have spist sin middagsmad mens jeg var ude, og være gået tilbage til herreværelset for at se tv. På fjernsynet kørte en gammel film med ham selv i en af hovedrollerne. Han havde slået lyden fra.
Jeg stod og betragtede den tavse skærm.
I denne film havde hans kvindelige medspiller været den vidunderlige Deborah Kerr, lige så smuk som hun havde været i Duellen, så uforglemmelig som i Romantik om bord, så elegant som i Farlig sommerleg, så rødkindet og uskyldig som i Den sorte lilje.
Dengang havde Hutch ikke lignet en stork. Med sin højde og viltre manke havde han været en løve på lærredet. Tiden havde endnu ikke forvandlet hans ædle profil til en karikatur, pande, høgenæse og afstumpet hage.
Hvad det end var han var i færd med at sige til Deborah Kerr, og hun til ham, var samtalen indtrængende. Han holdt hende ømt om skuldrene, og hun så op på ham, og øjeblikket skred frem mod et kys lige så sikkert som lyn giver torden.
"Hun var fabelagtig," sagde Hutch som åbenbart var vågnet mens jeg var fortryllet af billederne på skærmen.
"Var De forelsket i hende, sir?"
"Ja da. Dødeligt endda. På afstand. Men hun var urørlig. En sand dame. Hendes slags finder man ikke i dag."
Og så kom kysset. Lidt flere ord. Og endnu et kys. Fade ud og klip til en slagmark et sted i Europa.
Hutch sukkede. "Et halvt århundrede forsvinder, og det føles som et år. Du må aldrig nogensinde spilde tiden med at kede dig, min dreng, eller på at se frem til i morgen."
"Jeg gør hvad jeg kan, for hele tiden at have noget at tage mig til," beroligede jeg ham med.
Han rettede sig op i stolen og sagde: "Jeg beklager at måtte meddele at der ikke har været nogen for at spørge efter dig."
"Det glæder mig at høre."
"Jeg ville have givet dem en mageløs forestilling, én der ville gå over i historien. Skuespilfaget er en vidunderlig profession, min dreng. Hvis man kan bruge tilstrækkelig meget tid på at spille rollen som andre mennesker, er man fri for at spekulere for meget over sin egen personlighed og væremåde."
"For at holde skindet på næsen i aften har jeg været nødt til at være en anden. Jeg kaldte mig Harry Lime."
"Det kræver sin mand. Du er ingen Orson Welles, unge mand."
"Det kan jeg ikke være uenig med Dem i, sir."
"Jeg var lige ved at få hovedrollen i Den tredje mand. Men jeg kan ikke tillade mig at beklage mig over at den gik til Joseph Cotten. Han var eminent."
Jeg satte mig på fodskamlen. "Mr. Hutchison..."
"Kald mig Hutch. Det gør alle."
"Javel, sir. Altså, som De ved, havde jeg ikke den store garderobe med mig da jeg kom hertil..."
Han lænede sig frem i stolen med tindrende øjne og afbrød mig: "Vi går i en genbrugsbutik i morgen! Jeg har været fuldkommen optændt af tanken siden vi talte om det tidligere."
"Nå ja, men altså, det jeg gerne ville sige er... nu går jeg op og skifter til en ren sweatshirt. Og jeg har så travlt at jeg sådan set håbede lidt på at det ikke ville være for meget besvær hvis jeg bad Dem om at skille Dem af med mit tøj."
Han forstod, men ønskede ikke at forstå. "Det var dog en besynderlig anmodning."
"Jeg er nødt til at tage herfra i aften, sir."
"Jamen, hvorfor?" Han løftede en af de hænder der i sin tid havde holdt om Deborah Kerr. "Jo, jeg er med. Stor fyr med fipskæg, og så en rødhåret fyr som enten har dårlige tænder, eller også har han ikke. Jeg antager at dine uoverensstemmelser med dem ikke kunne forliges?"
"Nej, ikke helt, sir."
"Og nu er du på flugt?"
"Netop."
"Engang var jeg selv på flugt."
"Med Henry Fonda i nådesløs forfølgelse," sagde jeg.
"Nådesløs på hans egen afslappede facon. Jeg tror det ville have været bedre om Henry havde skudt mig."
"Men De var uskyldig."
"Ja, men nogle gange dør de uskyldige, og fra tid til anden vil publikum gerne have en tragedie." Han rynkede panden. "Min dreng, du kom hertil med en enkelt kuffert, og du tager herfra uden andet end det tøj du går og står i."
"Jeg foretrækker at rejse let."
"Husk nu at tage bukser på."
"Det skal jeg nok, sir."
"Kald mig Hutch. Det gør alle. Med hensyn til dit genbrugstøj... følger der en hæftelse med?"
"Jeg er vist ikke helt med."
"Når man køber tøj i en genbrugsbutik og ikke vil gå i det mere, er man så kontraktligt forpligtet til at give tøjet videre til en som er fattigere end én selv?"
"Ih nej, sir. De kan bare smide det i skraldespanden."
"Jamen det er jo nemt. Jeg troede måske der var et kodeks som du gerne ville overholde hvis du havde forpligtet dig til det." Han trak slumretæppet til side og skulle til at rejse sig fra stolen.
"En ting til, og jeg beklager at jeg er nødt til at spørge," sagde jeg.
Han så sønderknust ud. "Du vil have resten af de småkager du bagte i dag."
"Nej, nej. Det er Deres."
"Åh, godt. Glimrende. Dejligt."
"Sir, jeg spekulerede på om jeg kunne få lov til at låne en af Deres biler."
"Naturligvis. Du kører glimrende bil."
"Det er for risikabelt at rejse herfra med bus eller tog."
"De holder øje med de offentlige transportmidler."
"Netop. Hvis jeg kan køre i Deres bil til Santa Barbara, kan jeg stille den hos Deres nevø, og så kunne han måske sørge for at få den fragtet tilbage til Dem."
Han lagde ansigtet i bekymrede folder. "Men hvad vil du så stille op bagefter?"
"Jeg improviserer. Det plejer at virke fint."
"Det lyder grumt."
"Nej, sir. Det er eventyrlystent, men ikke grumt." Jeg rejste mig fra fodskamlen. "Jeg må hellere få skiftet sweatshirt og se at komme af sted."
Det så ud som om han havde to knæled på hvert af sine lange ben da han foldede dem ud og kom op at stå. "Så venter jeg på dig i køkkenet med bilnøglerne."
"Åh," sagde jeg, "og en lommelygte? Jeg får brug for en lommelygte. Det er det hele. Jeg skal ikke spørge om alt muligt andet."
"Det er vigtigt med en god lommelygte når man er på flugt. Ikke noget problem."
Ovenpå i mit værelse gik det op for mig at jeg også ville komme til at efterlade en samling Sinatra-biografier. Jeg havde på fornemmelsen at jeg ikke ville få brug for dem mere.
Ude på badeværelset smed jeg blusen, vaskede overkrop, ansigt og hænder idet jeg var omhyggelig med ikke at komme til at røre ved tapen på såret i min side. Jeg iførte mig en ren T-shirt og en sweatshirt som hverken havde tryk på bryst eller ryg.
Da jeg kom ned i køkkenet, lå der en lommelygte på bordpladen på kogeøen sammen med nøglerne til Mercedesen.
"Sir, jeg kan ikke tage Mercedesen."
"Den er et meget bedre skalkeskjul end Exploreren. Det ville ikke komme bag på dem at en ung mand som dig, på flugt i sneakers og sweatshirt, stak af i en Explorer, men de ville aldrig drømme om at du kørte i Mercedes."
"Jeg vil hellere ha' Exploreren."
"Jeg nægter at give dig nøglerne til Exploreren. Mercedesen er et bedre skalkeskjul. Og for en gangs skyld er det mig der er instruktør."
"Jamen..."
Hutch pegede på en pakke omviklet med plasticfilm som ligeledes lå på kogeøen. På etiketten stod der FLÆSKESVÆR, og plasticfilmen var stadig rimet af frost fra dybfryseren.
"Den er også til dig," sagde han.
"Ih, altså, sir, jeg er vild med flæskesvær, men det kommer nok til at vare lidt før jeg kommer til at stå i et køkken igen."
"Flæskesvær er kun min kode så jeg ved hvad der er i. Hvis der havde stået oksetunge, ville der udelukkende være tyvere i pakken. Hvis der havde stået brisler, ville der have været halvt tyvere og halvt hundreder."
"Penge? Åh nej. Nej, nej, nej. Det kan jeg ikke tage imod."
"Jeg har selvfølgelig en bankkonto, men jeg stoler ikke helt på bankerne, forstår du. Da jeg var ni år gammel, var der en masse banker der krakkede."
"Jeg har skam penge," forsikrede jeg ham om. "Jeg har sparet sammen af min løn."
"Det er ikke nok når man er på flugt. Man skal være ved muffen når man er på flugt. Det lærte jeg på den hårde måde."
"Men det er for meget, det er alt for meget."
"Hvad ved du om det? Måske er flæskesvær min kode for en stak endollarsedler."
"Hvad er det kode for, sir?"
"Det kommer sandelig ikke dig ved."
Han hentede en lyserød gavepose dekoreret med gule fugle med blå bånd i munden. Han lagde de såkaldte flæskesvær i posen og holdt den frem mod mig i hanken som bestod af to flettede guldsnore.
Jeg viftede den til side. "Det kan jeg virkelig ikke."
Misbilligelse formørkede hans ansigt, autoritet fik hans træk til at stramme til, og han stak hovedet frem i forventning om at blive adlydt. Han talte i et tonefald som en heltemodig løjtnant der krævede mere af sine mænd end de selv troede de var i stand til at give. For at understrege sine ord løftede han sin tomme hånd i en benet knytnæve.
"Soldat, nu tager du imod dem her, og du bruger dem ordentligt, og jeg vil ikke høre på mere brok, vil ikke godtage nogen undskyldning. Er det forstået?"
Annamaria fortalte at folk gav hende penge. Jeg tvivlede på at nogen af dem havde tvunget hende til at tage imod dem under slet skjulte voldstrusler.
"Det er meget generøst, sir."
Han trådte ud af rollen og grinede. "Kom, tag dem nu. Vær nu ikke så dum. Det er alligevel bare Nibbles' penge."
"Nibbles, den storskrydende kanin?"
"Han bliver ved med at indtjene royalties som jeg ikke aner hvad jeg skal bruge til."
Jeg tog imod gaveposen og sagde: "Hvis jeg nogensinde får børn, sir, så skal de alle sammen have et komplet sæt af Nibbles' samlede værker."
Jeg lagde lommelygten ned i posen til de frosne penge og tog nøglerne til Mercedesen. Imens sagde Hutch: "Gæt engang hvor mange gange jeg har vasket hænder i Purell i løbet af middagen og resten af aftenen?"
"Tja, De fik enchiladas med kylling, og selv om De er glad for kylling, er De bange for at spise det på grund af alle de mange avishistorier om salmonella og colibakterier. Så jeg vil gætte på... tyve gange?"
"Prøv igen."
"Tredive?"
Med umiskendelig stolthed i stemmen sagde han: "Fem."
"Kun fem?"
"Fem," gentog han.
"Det må jeg nok sige, sir."
"Ja, ikke sandt? Efter at jeg har rørt ved penge, også selv om de er dybfrosne og pakket ind i plasticfilm, kribler det i mig efter at give mine hænder en omgang Purell lige nu, men jeg gør det ikke."
"De har da ikke tænkt Dem at tage en kold tyrker?"
"Nej, nej. Jeg vænner mig fra så godt jeg nu kan. Jeg havde engang en bror som var stiknarkoman og tog en kold tyrker. Det var forfærdeligt."
"Javel, sir. Den unge Anthony Perkins."
"Oplevelsen var så traumatisk for ham at han senere begyndte at klæde sig ud i sin mors tøj og stikke folk ihjel med kniv. Jeg vil minimere min brug af Purell, men hans skæbne vil jeg ikke risikere."
Han smilede, og det samme gjorde jeg.
"Pas godt på dig selv, min dreng."
"Det skal jeg nok, sir. Og i lige måde."
Jeg gik hen mod døren.
"Odd?"
Jeg vendte mig om.
"Vi har haft det sjovt den sidste måned, har vi ikke?" sagde han.
"Jo, sir. Det har vi i hvert fald."
"Godt. Glimrende. Det er sådan jeg har det. Jeg håbede du havde det på samme måde."
"I disse tider er verden ofte dyster, sir. Men ikke her i dette hus. Det har været en fornøjelse at arbejde for Dem. At lære Dem at kende."
Idet jeg åbnede døren, sagde han: "Min dreng?"
På ny vendte jeg mig om.
Han sagde: "Måske... et knus?"
Jeg stillede gaveposen fra mig og gik tilbage til ham. Hans højde og den overvældende tilstedeværelse han udstrålede i levende live såvel som på det store lærred, dækkede over hans skrøbelighed.
Da han atter kunne, sagde han: "Du ved nok, den søn jeg mistede i krigen?"
"De mener Jamie, den søn De aldrig fik."
"Netop. Nå, men hvis jeg havde giftet mig med en pige ved navn Corrina, og hvis vi havde fået en søn og kaldt ham Jamie, og hvis jeg havde mistet ham i krigen, så ved jeg nu sådan nogenlunde hvordan det ville have været."
Han havde overrasket mig på så mange måder. Nu overraskede jeg mig selv ved ikke at kunne finde på noget at sige.
Henne ved døren igen, og efter at jeg havde samlet gaveposen op igen, lykkedes det mig at sige: "Sir, jeg skal gøre hvad jeg kan for at vende tilbage en dag."
"Folk kalder mig bare Hutch."
"Javel, sir. Jeg skal gøre hvad jeg kan, for at vende tilbage, og når jeg gør det, går vi en tur i en genbrugsbutik."
Han bed sig i læben og nikkede. "Nuvel. Jamen, godt så. Nu tror jeg at jeg vil have mig en småkage."
"Spis en for mig."
"Glimrende. Ja. Det vil jeg gøre. Jeg tager to."
Jeg gik udenfor og lukkede døren.
Jeg kunne ikke uden videre fortsætte efter det, så jeg stod lidt og følte en uforklarlig glæde over at mit liv trods alle dets rædsler var så rigt på den slags livsalige øjeblikke.