Selv om jeg ikke havde lyst til at røre mere ved Melanie Morans pistol, kunne jeg høre Skæbnen råbe til mig om jeg dog i himlens navn ikke snart kunne begynde at tage ved lære af mine erfaringer. Den konkrete lektie jeg havde lært i dag, var aldrig at tage på besøg hos en gejstlig person uden at være bevæbnet.
Fra pastor Morans telefon i stuen, som i øjeblikket var fri for lig, ringede jeg til det nummer til Homeland Security i Santa Cruz som damen i nummeroplysningen havde forsynet mig med tidligere da jeg ringede fra telefonboksen uden for supermarkedet.
Mit opkald blev stillet videre til en halvsøvnig junioragent som holdt op med at gabe da jeg fortalte at det var mig der havde grundstødt slæbebåden med de fire kernevåben om bord i vigen ved Hecate's Canyon. De havde hørt om det for ikke så længe siden og havde sendt agenter af sted fra Los Angeles - og han håbede at jeg ville afholde mig fra at gå til pressen.
Det forsikrede jeg ham om at jeg ville, faktisk havde jeg ikke engang lyst til at tale med ham, det eneste jeg havde foretaget mig på det sidste, var at tale, tale, tale, og nu var jeg træt af at tale. Jeg fortalte ham at de kunne finde detonatorerne til de fire bomber i Frelsens Hærs container til brugt tøj på hjørnet af Memorial Park Avenue og Highcliff Drive.
For at skåne Homeland Security for unødig forvirring gjorde jeg opmærksom på at der ikke fandtes en Memorial Park nogetsteds langs Memorial Drive, og heller ikke i hverken den ene eller den anden ende af vejen, ligesom jeg formanede ham om at han ikke skulle forvente at finde Highcliff Drive langs byens stejle skrænter.
"Grunden til at jeg fortalte FBI om bomberne og jer om detonatorerne," sagde jeg, "er at jeg ikke tør betro det hele til én instans. Og I må endelig ikke stole på alle i politiet her i Magic Beach."
Jeg lagde på og gik ud i entreen og kiggede ud på verandaen gennem en af ruderne i vinduet ved siden af hoveddøren. Der var ingen prærieulve at se, så jeg forlod huset.
Bag mig gav telefonen sig til at ringe. Jeg vidste at det enten var den unge agent fra Homeland Security eller en telefonsælger. Jeg havde ikke noget at sige til nogen af dem.
Da jeg nåede hen til trappestenen op til verandaen, dukkede kobbelet op ud af det blå, som om tågen ikke var et vejrfænomen, men derimod en portal hvorigennem de på et øjeblik kunne gå fra det golde bakkelandskab hundrede kilometer inde i landet til den disede nat langs kysten. Utallige lysende, gule øjne fyldte mørket.
Jeg forsøgte at genkalde mig den effektive formulering som Annamaria havde brugt på grønningen langs Hecate's Canyon, og sagde: "I hører ikke til her."
Jeg gik ned ad trinene, men prærieulvene blev stående.
"Resten af verden er jeres... men ikke dette sted, ikke nu."
Jeg tog det sidste trin ned til havestien, og prærieulvene sværmede om mig, nogle af dem med en knurren dybt nede i halsen, andre med ivrige og sultne klynk.
De lugtede af moskus og våde enge, og deres ånde af blod.
Jeg fortsatte med at gå og sagde: "Jeg er ikke jeres. I skal gå nu."
De mente åbenbart at jeg tog fejl, at jeg tværtimod var deres, at de havde set mit navn på menukortet, og de trykkede sig op ad mine ben.
Annamaria havde citeret Shakespeare: Dyden er modig, og godhed aldrig frygtsom.
"Jeg ved godt," fortalte jeg prærieulvene, "at I ikke kun er hvad I ser ud til, og jeg er ikke bange for jer, ligegyldigt hvad I er."
Det var løgn, men det var for intet at regne imod de mangfoldige løgne jeg havde fortalt Hoss Shackett og hans kumpaner.
Et af dyrene bed fat i mit venstre bukseben og trak til.
"I skal gå nu," sagde jeg fast og bestemt, men roligt og uden den mindste dirren i stemmen, ligesom Annamaria havde sagt det.
En anden prærieulv bed i mit højre bukseben. En tredje nippede til min venstre sko.
De blev mere aggressive.
Ud af tågen gennem deres pelsklædte og pjuskethalede geledder kom én der var større end de øvrige, med en stolt krave på brystet og et større hoved end noget andet dyr i kobbelet.
Især under jagten kommunikerer prærieulve med hinanden ved at spidse deres bevægelige og udtryksfulde ører, ved den måde de holder halen på, og ved hjælp af andet kropssprog.
Da denne fører nærmede sig gennem sværmen der skiltes for at gøre plads for ham, blev alt det den udtrykte med ører og hale, øjeblikkeligt efterlignet af de andre, som om den blæste tropperne til angreb.
Jeg tøvede og stod stille.
Selv om jeg havde de ord Annamaria havde brugt, havde jeg ikke Annamaria, og det begyndte så småt at se ud til at det var hende der var forskellen på om prærieulvene luskede bort med halen mellem benene, eller om de flåede struben ud på mig.
Langt tidligere på aftenen i Brick District havde en lille, forsagt stemme hvisket Gem dig, da en bil fra Havnevæsenet var drejet om hjørnet. Nu var der kun et enkelt ord der gav genlyd i mit hoved: klokken.
Jeg havde ikke Annamaria hos mig, men jeg havde noget som havde tilhørt Annamaria, og jeg fiskede den frem under min sweatshirt.
En lille sølvklokke der ikke var større end et fingerbøl, kunne kun være for lille, for fremmedartet i forhold til en prærieulvs referenceramme, for mat i skæret på denne tågede aften til at blive bemærket.
Men da jeg lod den hvile mod sweatshirtens blå bomuldsstof, drejede førerhannen øjnene op mod den, og det samme gjorde alle de andre.
"Resten af verden er jeres," gentog jeg, "men ikke dette sted, ikke nu."
Førerhannen gav sig ikke, men nogle af de mindre individer begyndte at trække sig væk fra mig.
Således opmuntret henvendte jeg mig direkte til floklederen og så den og kun den i øjnene: "Du skal gå nu."
Dens blik begyndte ikke at flakke, men den kom heller ikke nærmere.
"Du skal gå nu," gentog jeg og gik på ny fremad, modig og ikke frygtsom, sådan som Shakespeare anbefaler, selv om jeg ikke kunne hævde at være så god og dydig som jeg gerne ville.
"Nu," fremturede jeg og førte en hånd op til klokken på mit bryst. "Gå nu."
Et øjeblik var det som om førerhannens øjne glødede af had, skønt intet dyr formår at føle had. Ligesom misundelse er det en følelse som menneskeheden har eneret på.
Det næste øjeblik forsvandt vildskaben i dens øjne bag et forvirret slør. Den drejede hovedet og så på den drastisk formindskede skare som den havde trommet sammen. Den lod til at være forundret over at befinde sig her på dette fremmede sted en sen aftentime.
Da den atter så på mig, vidste jeg at den nu kun var hvad den så ud til at være, et af naturens smukke kunstværker og ikke andet, ikke noget mørkere end det.
"Gå tilbage til det sted hvor du hører hjemme," sagde jeg blidt.
Som var den mere i familie med hunden end med ulven, bakkede den, vendte om og gik på jagt efter den sti der ville føre den hjem.
I løbet af femten sekunder lukkede tågedisen alle sine gule øjne, og moskuslugten blev så svag at jeg ikke længere kunne spore den.
Jeg gik uhindret ud til Mercedesen og kørte bort.
Frelsens Hærs tøjcontainer på hjørnet af Memorial Park Avenue og Highcliff Drive var udstyret med en roterende deponeringsskuffe ligesom dem man ser i bankernes døgnbokse.
Da jeg ville løfte lædertasken op af bagagerummet, føltes den tungere end hele bilen. Med ét vidste jeg at den belastende vægt var det samme som de konfrontationslystne prærieulve, og at begge dele var det samme som de underlige lys og den slæbende lyd under kloakdækslet med lynet, og at alle tre dele var i samme kategori som fantomet der havde siddet i gyngesofaen.
"Ti kilo," sagde jeg. "Kun ti kilo. Ikke mere af den slags. Aftenen er forbi."
Jeg løftede lædertasken uden besvær. Den passede i containerens drejeskuffe, og jeg lod den rulle ind i det donerede tøjs blødhed.
Jeg lukkede bagklappen, satte mig ind i Mercedesen og kørte af sted i retning af Blossom Rosedales hus.
Der var ingen tegn på at tågen havde tænkt sig at lette, selv om klokken havde passeret midnat. Det var ikke sikkert at hverken daggry eller sågar middagstimen kunne fortrænge den.
Der var én rødhåret pistolmand tilbage, men jeg havde en formodning om at han havde været den klogeste af det ikke særligt velbegavede slæng og havde stukket halen mellem benene, trukket hovedet ned mellem skuldrene og havde skyndt sig hjem, så jeg hverken behøvede klokke eller kugle for at fordrive ham.
Jeg fik Birdie Hopkins nummer hos nummeroplysningen og ringede for at fortælle hende at jeg var i live. "Ditto," sagde hun, og det var dejligt at tænke på at hun gik rundt her i Magic Beach og bare ventede på at et stik i maven skulle sende hende på jagt efter den næste person som havde brug for hende.