I Det Lykkelige Uhyres Hytte ventede Frank Sinatras hvileløse ånd på mig sammen med min spøgelseshund, Boo, en golden retriever som engang havde heddet Murphy, Annamaria - og Blossom i fortryllet og henrevet tilstand.
Den brændende olietønde havde hverken ødelagt Blossoms liv eller essensen af hendes skønhed den dag for længe siden. Når hendes hjerte var begejstret, overstrålede hendes ansigt al hendes lidelse og forvandlede arrene og de vansirede træk og den spættede hud til såvel et slående helteansigt som en god vens elskede ansigt.
"Kom og se, det her bli'r du bare nødt til at se," sagde hun og tog mig i hånden og trak mig hele vejen fra hoveddøren ud i køkkenet som var badet i et skær fra levende lys.
Annamaria sad ved bordet, og rundt om hende stimlede de synlige og usynlige sammen.
På bordet lå en af de hvide blomster med tykke, voksagtige kronblade der voksede så store som middagstallerkener på det træ hvis navn jeg ikke kendte.
"Har du et træ med sådan nogle blomster på?" spurgte jeg Blossom.
"Nej. Det ville ellers være fantastisk med sådan et træ. Den her har Annamaria haft med."
Rafael kom hen til mig og logrede begejstret, og jeg satte mig på hug for at klø ham.
"Jeg så dig ikke tage en blomst med," sagde jeg til Annamaria.
"Hun havde den i tasken," sagde Blossom. "Annamaria, vis ham det. Vis ham det med blomsten."
På bordet stod en krystalskål med vand i. Annamaria lod blomsten flyde på vandet.
"Nej, Blossom," sagde hun. "Den er til dig. Behold den som et minde om mig. Jeg viser det til Odd når han er parat."
"Nu i aften?" spurgte Blossom.
"Alting til sin tid."
I Blossoms øjne havde Annamaria et af den slags milde smil som man havde lyst til at se på i al evighed, men for mig var der noget mere alvorstungt over det.
"Hvordan går det, unge mand?"
"Jeg føler mig ikke længere helt så ung."
"Det er det stygge vejr."
"Det har været ualmindelig stygt i aften."
"Vil du helst tage herfra på egen hånd?"
"Nej. Vi følges ad."
Det var som om de levende lys kun skinnede for hende.
"Du kan til enhver tid ombestemme dig," mindede hun mig om.
"Du er sikrest sammen med mig. Og vi må hellere se at komme af sted."
"Det havde jeg nær glemt!" udbrød Blossom. "Jeg var i gang med at pakke en madkurv til jer." Hun ilede hen i den anden ende af køkkenet.
"Solen står op om nogle få timer," sagde Annamaria.
"Ja, et eller andet sted," sagde jeg.
Hun rejste sig fra bordet og sagde: "Jeg gi'r Blossom en hånd."
Sinatra kom hen til mig, og jeg rejste mig op fra Rafael for at sige: "Mange tak, sir. Og jeg beklager at jeg var nødt til at hidse Dem sådan op."
Han signalerede alt forladt. Han førte en knytnæve op under min hage og simulerede i al venskabelighed en kajeryster.
"Jeg troede at De måske allerede ville være taget af sted. De skulle ikke have ventet på mig. Det er alt for vigtigt - at komme videre, mener jeg."
Han lavede den klassiske tryllekunstnergestus med at vende hænderne om for at vise at de var tomme. En indledning til et forsvindingsnummer.
Nu iført det tøj han havde haft på da han i sin tid var faldet i trit ved siden af mig på den øde landevej - hat på sned i den kække vinkel som han godt kunne li', og jakken med en finger gennem stroppen over skulderen - gik han tværs gennem køkkenet, op ad en væg med køkkenskabe og forsvandt gennem loftet. Entertainer lige til det sidste.
"Hvor kommer retrieveren fra?" spurgte jeg.
"Pludselig stod den uden for døren," sagde Blossom, "og vuffede noget så pænt. Den er sød. Den ser ikke ud som om den har fået den bedste pleje hos dem den har boet hos. Den skal have mere at spise, og den trænger også til at få børstet pelsen."
Straks ved ankomsten havde jeg lagt mærke til at Rafael var opmærksom på Boo. Og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at spøgelseshunden havde vist den levende hund vej hjem til Blossom.
"Skal vi ikke tage den med?" spurgte Annamaria.
"Enstemmigt vedtaget."
"En hund er altid en god ven at ha' i en svær tid."
"Det lyder som om du kommer til at stikke hovedet i løvens gab," advarede jeg Rafael.
Den satte et stort, fjoget grin op, som om intet ville passe den bedre end at stikke hovedet i løvens gab og gerne så ofte som muligt.
"Byen er ikke et sted for os nu," sagde jeg til Annamaria. "Vi må hellere se at komme af sted."
Blossom havde pakket en madkurv der var stor nok til en hel bataljon - inklusive oksekød og kylling til vores firbenede ven.
Hun fulgte os ud til bilen, og da jeg havde sat madkurven i bagagerummet, gik jeg hen og omfavnede hende. "Pas godt på dig selv, Blossom Rosedale. Jeg kommer til at savne at tæve dig i kortspil."
"Ja, go'daw. Du får prygl som sædvanlig lige så snart jeg har indhentet jer."
Jeg trådte et skridt tilbage, og i det dunkle lys kunne jeg i hendes ansigt aflæse den begejstring som havde været der da hun åbnede døren, men også en dybere glæde som jeg ikke havde været opmærksom på før nu.
"Jeg lukker butikken her i løbet af et par uger," sagde hun. "Så kommer jeg og vinder din Mercedes fra dig."
"Det er en jeg har lånt."
"Så må du bare købe mig en ny."
Jeg kyssede hende på panden og på kinden. Med en gestus i retning af den charmerende hytte med de facetslebne ruder hvor en varm glød skinnede, sagde jeg: "Vil du virkelig sige farvel til alt det her?"
"Alt det her er bare et sted," svarede hun. "Og sommetider et meget ensomt et."
Annamaria sluttede sig til os. Hun lagde den ene arm om skulderen på Blossom, den anden om min.
"Hvad er det vi er i gang med?" spurgte jeg Blossom. "Ved du det?"
Blossom rystede på hovedet. "Jeg forstår det overhovedet ikke. Men jeg har aldrig nogensinde villet noget så meget i hele mit liv som at tage af sted sammen med jer."
Som altid indbød Annamarias øjne til at gå på opdagelse, men de var lige så uransagelige som altid.
"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg hende. "Hvor kan hun finde os?"
"Vi holder os i kontakt via telefonen," svarede Annamaria. "Og med hensyn til hvor vi skal hen... som du selv siger, så lever du fra dag til dag."
Vi efterlod Blossom alene, men ikke for evigt, og med hundene på bagsædet kørte jeg ned ad vejen mellem de enorme, hængende cedertræer der mest af alt mindede om kutteklædte kæmper i majestætisk procession.
Jeg var bange for at FBI eller Homeland Security eller en eller anden anonym afdeling af ordensmagten skulle oprette vejspærringer, kontrolposter, et eller andet, men der var fri bane. Jeg gættede på at de for alt i verden ville undgå medieopmærksomhed.
Ikke desto mindre blev jeg ved med at kigge i bakspejlet i forventning om at der ville komme nogen efter os, selv da vi var kommet adskillige kilometer syd for bygrænsen hvor tågen så småt begyndte at lette fordi landskabet gjorde det sværere for den at få fodfæste.
Da jeg pludselig ikke så mig i stand til at køre længere og var nødt til at holde ind til siden, blev jeg overrasket over den måde hvorpå verden med ét forsvandt under mig, så jeg havde det som om jeg var faldet ud over en afgrund hvor man ikke kunne se bunden.
Annamaria blev åbenbart ikke overrasket. "Jeg kører," sagde hun og hjalp mig rundt om bilen til passagersædet.
Jeg havde en desperat trang til at være lille, foroverbøjet, sammenkrummet, til at skjule ansigtet i hænderne, til at være så lille at ingen lagde mærke til mig, til at skjule ansigtet så ingen kunne se det.
For nogle få timer siden havde jeg indsnuset alt for meget af havet, og nu skulle jeg af med det igen.
Fra tid til anden tog hun hånden fra rattet for at klappe mig på skulderen, og af og til sagde hun noget for at trøste mig.
Hun sagde: "Dit hjerte skinner, sælsomme dreng."
"Nej. Du ved ikke hvad det rummer."
Og senere: "Du har reddet hele byer."
"Al den død. Hendes øjne. Jeg ser dem."
"Byer, sælsomme dreng. Byer."
Hun kunne ikke trøste mig, og fjernt, som om jeg talte langvejsfra, hørte jeg mig selv sige: "Kun død, død, død," som om jeg kunne sone ved at gentage mig selv.
En tid med tavshed mere rugende end tordenvejr. Tågen bag os. Mod øst et foruroligende landskab af sorte bakker. Mod vest et mørkt hav og en nedgående måne.
"Livet er hårdt," sagde hun, og hendes udsagn havde rigelig styrke til at stå alene.
Adskillige kilometer senere gik det op for mig at hun havde ladet disse tre ord følge af yderligere syv som jeg ikke havde været parat til at høre: "Men sådan har det ikke altid været."
Et godt stykke før daggry holdt hun ind på en tom parkeringsplads ved en offentlig badestrand. Hun gik rundt om bilen og åbnede døren i min side.
"Stjernerne, sælsomme dreng. De er smukke. Vil du udpege stjernebilledet Cassiopeia for mig?"
Hun kunne umuligt have vidst det. Og alligevel gjorde hun. Jeg spurgte ikke hvordan. Bare det hun gjorde, var velsignet nok.
Vi stod sammen på den sprukne asfalt mens jeg afsøgte himmelhvælvet.
Stormy Llewellyn havde været datter af Cassiopeia som var død mens min elskede pige stadig var barn. Sammen havde vi ofte udpeget stjernerne i billedet fordi det fik Stormy til at føle sig tættere på sin afdøde mor.
"Dér," sagde jeg, "og dér, og dér," og fra stjerne til stjerne tegnede jeg den græske mytologis Cassiopeia og fandt i det velkendte mønster min savnede piges afdøde mor, og i moren så jeg også datteren, deroppe over mig, smuk og lysende i al evighed, og hendes evige lys ville skinne på mig indtil jeg en dag endelig trådte ud af tiden for at gøre hende selskab.