Jeg blev født i Tuckahoe nær Hillsborough, cirka tyve kilometer fra Easton iTalbot County, Maryland.Jeg kender ikke min alder præcist, da jeg aldrig har set et gyldigt dokument, hvor det stod skrevet. Langt de fleste slaver kender deres alder lige så lidt, som heste kender deres, og de fleste herrer, som jeg har kendskab til, ønsker at holde dem i uvidenhed desangående. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har mødt en slave, der kunne sige, hvornår han havde fødselsdag. De kommer det sjældent nærmere end såtid, høsttid, kirsebærsæsonen, foråret eller efteråret. Den manglende viden om min egen var mig en kilde til sorg, selv da jeg var barn. De hvide børn vidste, hvor gamle de var. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var berøvet den samme ret. Det blev mig forbudt at spørge min herre om det. Han anså alle spørgsmål i den retning fra en slave for at være upassende, næsvise og tegn på en urolig sjæl. Det tætteste, jeg kommer et svar, er, at jeg nu er mellem syvogtyve og otteogtyve år. Det anslår jeg, fordi jeg engang i 1835 hørte min herre sige, at jeg var omtrent sytten år gammel.
Min mor hed Harriet Bailey. Hun var datter af Isaac og Betsey Bailey, begge farvede og temmelig mørke. Min mors hud var mørkere end begge mine bedsteforældres.
Min far var hvid. Det sagde alle, jeg nogensinde hørte snakke om mit ophav. Der blev også hviskende snakket om, at min herre var min far, men om det var sandt, ved jeg ikke – muligheden for at finde ud af det blev mig nægtet. Min mor og jeg blev skilt fra hinanden, da jeg stadig var helt spæd – inden jeg kendte hende som min mor. I den del af Maryland, som jeg flygtede fra, er det helt almindelig praksis at skille børnene fra deres mødre i en meget tidlig alder. Ofte er moren taget fra barnet, endnu inden det er blevet tolv måneder, hvorefter moren lejes ud til en gård meget langt borte, og barnet overdrages til en ældre kvinde, der er for gammel til markarbejde. Hvorfor man gennemfører denne adskillelse, ved jeg ikke, medmindre det er for at forhindre barnet i at udvikle følelser for moren og for at sløve og udslette morens naturlige følelser for barnet. Det er det uundgåelige resultat.
Jeg har kun mødt min mor fire eller fem gange i hele mit liv, hvor jeg vidste, hvem hun var, og alle disse møder foregik om natten og var meget kortvarige. Hun var lejet af Stewart, som boede omkring tyve kilometer fra mit hjem. Hun tog hele turen for at se mig om natten til fods efter at have gjort sit dagsværk. Hun var markarbejder, og man bliver straffet med pisk for ikke at være i marken ved solopgang – hvis ikke man har særlig tilladelse fra herren til det modsatte, en tilladelse man sjældent far, og som sikrer ham, der giver den, det stolte ry at være en god herre. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set min mor ved dagens lys. Hun besøgte mig om natten. Hun lagde sig hos mig og fik mig til at sove, men hun var væk, længe inden jeg vågnede. Det var kun meget lidt, vi nogensinde snakkede sammen. Døden satte snart en stopper for den smule, vi havde med hinanden, mens hun levede, og for hendes møje og lidelser. Hun døde, da jeg var cirka syv år gammel, på en af min herres gårde nær Lees Mill. Jeg fik ikke lov at være til stede under hendes sygdom, da hun døde eller til begravelsen. Hun var væk, længe inden jeg hørte noget om det. Da jeg aldrig i nævneværdig grad havde nydt godt af hverken hendes beroligende tilstedeværelse eller hendes ømme og årvågne omsorg, modtog jeg nyheden om hendes død med nogenlunde de samme følelser, som hvis hun havde været en fremmed.
Således pludselig kaldt bort efterlod hun mig uden den mindste anelse om, hvem min far var. Rygterne om, at herren var min far, var, eller var måske ikke, sande, og sandt eller usandt så gør det ikke den store forskel for mit vedkommende, så længe det er en kendsgerning i al sin himmelråbende afskyelighed, at slaveejerne har dekreteret – og ved lov fastslået – at børn af slavekvinder i alle tilfælde skal have deres mors vilkår, hvilket kun alt for åbenlyst er bestemt for at tjene deres egne lyster og for at gøre tilfredsstillelsen af deres eget onde begær indbringende såvel som behageligt, for med denne snedige ordning står slaveejeren i slet ikke så fa tilfælde i et dobbelt forhold til sine slaver som både herre og far.
Jeg kender til den slags tilfælde, og det er værd at nævne, at de slaver ufravigeligt døj er mere og har mere at slås med end andre. For det første er de i deres fruers øjne en stående krænkelse. Hun vil altid være parat til at finde fejl hos dem – de vil sjældent være i stand til at gøre hende tilpas – og aldrig er hun mere tilfreds, end når hun ser dem under pisken, især hvis hun har sin mand mistænkt for at tilstå sine mulatbørn privilegier, som han nægter de sorte slaver. Herren er ofte tvunget til at sælge denne type slaver af hensyn til sin hvide hustru, og hvor ondt det end kan virke, at en mand sælger sine egne børn på menneskekød-markedet, så er det ofte menneskelighed, der byder ham at gøre det; for hvis han ikke gør det, må han ikke bare piske dem selv, han må også stå og se på, at en hvid søn binder sin bror, der kun er ganske fa nuancer mørkere end ham selv, og lader den blodtilsølede pisk arbejde på hans nøgne ryg – og hvis faren ytrer et eneste misbilligende ord, bliver det udlagt som faderlig forfordeling og gør kun sagen værre, både for ham selv og for den slave, han prøver at beskytte og forsvare.
Hvert år fører et utal af den type slaver med sig. Det var givetvis med baggrund i kendskab til det forhold, at en stor statsmand fra Syden forudså, at slaveriet ville bukke under som følge af befolkningssammensætningens uafvendelige love. Hvad enten den profeti nogensinde bliver opfyldt eller ej, er det i hvert fald indlysende, at der i Syden er ved at dukke en type mennesker op, som holdes i slaveri i dag, og som ser meget anderledes ud end dem, man oprindeligt hentede til landet fra Afrika – og hvis deres stigende antal ikke far anden betydning, så vil det under alle omstændigheder svække argumentet om, at Gud forbandede Kam, og at slaveriet i USA derfor er berettiget. Hvis det alene er Kams efterkommere i lige linje, der ifølge Bibelen skal slavebindes, så er det sikkert og vist, at Syden snart mister sit bibelske fundament – for der bringes årligt tusindvis af børn til verden, der ligesom jeg selv skylder hvide mænd deres eksistens, hvide mænd der som oftest samtidig er deres herrer.
Jeg har haft to herrer. Min første herre hed Anthony. Jeg kan ikke huske hans fornavn. Han blev som regel kaldt kaptajn Anthony – en titel,jeg formoder, han opnåede ved at føre et skib i Chesapeake Bay. Han blev ikke anset for at være en rig slaveejer. Han ejede to-tre gårde og cirka tredive slaver. Hans gårde og slaver blev bestyret af en forvalter. Forvalterens navn var Plummer. Plummer var en elendig drukkenbolt, der bandede gudsbespotteligt, og et sandt udyr. Han var altid bevæbnet med en kohudspisk og en tung knippel. Jeg har oplevet ham kvæste og lædere kvindernes hoveder så forfærdeligt, at selv herren blev rasende over hans grusomhed og truede med at piske ham, hvis han ikke beherskede sig. Herren selv var dog ikke nogen human slaveejer. En forvalter skulle udfolde ekstrem vildskab, inden han lod sig røre af det. Han var en grusom mand, hærdet af et langt livs slavehold. Han syntes sommetider at finde stor fornøjelse i at piske en slave. Jeg er ofte blevet vækket ved daggry af de mest hjerteskærende skrig fra en af mine tanter, som han plejede at binde til en loftsbjælke og piske på den nøgne ryg, indtil hun bogstaveligt talt var dækket af blod. Der var tilsyneladende ikke de ord, tårer eller bønner fra hans blodtilsølede offer, der kunne bevæge hans jernhjerte fra dets blodige mål. Jo højere hun skreg, desto hårdere slog han – og hvor blodet strømmede kraftigst, der piskede han længst. Han ville piske hende for at fa hende til at skrige og piske hende for at fa hende til at tie – og først når udmattelsen overmandede ham, holdt han op med at svinge den blodtrukne kohudspisk. Jeg husker den første gang, jeg nogensinde var vidne til dette frygtelige skuespil.Jeg var ganske lille, men husker det udmærket. Jeg kommer ikke til at glemme det, så længe jeg kan huske noget i det hele taget. Det var den første i en lang række udskejelser af den art, som jeg var fordømt til at overvære og deltage i. Det ramte mig med en voldsom kraft. Det var slaveriets blodplettede port, indgangen til slaveriets helvede, som jeg var ved at træde ind ad. Det var et aldeles rædselsfuldt optrin. Jeg ville ønske, jeg kunne fa de følelser, hvormed jeg bevidnede det, ned på papir.
Episoden fandt sted ganske kort efter, at jeg kom til at bo hos min gamle herre, og omstændighederne var følgende.Tante Hester var gået ud en aften – hvorhen eller hvorfor ved jeg ikke – og hun var fraværende, da herren tilfældigvis ønskede hendes tilstedeværelse. Han havde beordret hende til ikke at gå ud om aftenen og advaret hende om, at hun aldrig skulle lade ham fange hende i selskab med en ung mand, der tilhørte kaptajn Lloyd og gjorde hende sin opvartning. Den unge mand hed Ned Roberts og blev i almindelighed kaldt Lloyds Ned. Hvorfor herren var så påpasselig med hende, kan man roligt overlade til fantasien. Hun var en kvinde med en ædel holdning og en yndefuld skikkelse, og af udseende var der ikke mange hverken farvede eller hvide kvinder i vort nabolag, der var lige så smukke som hende, og færre, der var smukkere.
Tante Hester havde ikke blot forbrudt sig mod hans ordre om ikke at gå ud, men var blevet fundet i selskab med Lloyds Ned – jeg forstod på det, han sagde, at sidstnævnte var det værste. Havde han selv været et menneske med en uplettet moral, kunne man måske have troet, at han ønskede at beskytte min tantes uskyld – men dem, der kendte ham, ville ikke tillægge ham sådanne dyder. Inden han begyndte at piske tante Hester, tog han hende ind i køkkenet og klædte hende nøgen fra halsen til livet, så hendes hals, skuldre og ryg var fuldstændig blottet. Han sagde så til hende, at hun skulle lægge hænderne over kors, og kaldte hende imens en s-s 1-r. Da hun havde gjort det, bandt han dem med et kraftigt reb og førte hende hen til en stol, der stod under loftsbjælken, der var sat en krog op i til samme formål. Han tvang hende til at stille sig op på stolen og bandt hendes hænder til krogen. Hun stod nu gjort klar til hans djævelske hensigt. Hendes arme var strakt ud i fuld længde, så hun stod på tåspidserne. Så sagde han til hende: “Jeg skal lære dig at lystre mine ordrer, din s–s 1–r!” og efter at have smøget ærmerne op, gik han i gang med at lægge på hende med den kraftige kohudspisk, og så varede det ikke længe, inden det varme, røde blod (under hjerteskærende skrig fra hendes side og frygtelige forbandelser fra hans) begyndte at dryppe ned på gulvet. Jeg var så rystet og skrækslagen over synet, at jeg gemte mig i et skab og ikke turde komme ud igen, inden længe efter den blodige gerning var overstået. Jeg troede, at det ville være min tur bagefter. Det var helt nyt for mig. Jeg havde altid boet hos min bedstemor i udkanten af plantagen, hvor hun var sat til at opfostre de yngre kvinders børn. Jeg havde derfor indtil nu befundet mig langt væk fra de blodige scener, der ofte udspillede sig på plantagen.