Oberst Lloyd havde en stor og smukt dyrket have, som holdt fire mand ud over gartneren (M’Durmond) næsten fast beskæftiget. Den have var formentlig stedets største attraktion. Om sommeren kom folk fra nær og fjern – fra Baltimore, Easton og Annapolis – for at se den. Den var rig på frugter af næsten alle slags, fra nordstaternes hårde æbler til sydstaternes følsomme appelsiner. Den have var kilde til en del problemer på plantagen. Dens herlige frugter var en stor fristelse for både de sultne flokke af drenge og de ældre slaver, som obersten ejede, og det var de færreste, der havde dyden eller dårskaben til at modstå dem. Der gik næppe en dag hele sommeren, uden at en slave måtte under pisken for at stjæle frugt. Obersten måtte gribe til alle mulige forholdsregler for at holde sine slaver ude af haven. Den sidste og mest virkningsfulde var, at han tjærede hegnet hele vejen rundt om den – hvorefter det blev anset for bevist hinsides al tvivl, at en slave havde været inde i haven, eller havde prøvet på at komme ind, hvis han blev taget med tjære på sig. I begge tilfælde blev han strengt pisket af gartneren. Det var en effektiv forholdsregel – slaverne blev lige så bange for tjære som for pisken. De lod til at være klar over, at det er umuligt at røre ved tjære uden at blive snavset.
Obersten havde også et fornemt stutteri. Hans stald og vognhus lignede nogle af hestepensionerne i de store byer. Hans heste hørte til de smukkeste og var af ædelt blod. Hans vognhus rummede tre fornemme kareter og tre-fire giger og dertil de nyeste og mest moderne kalechevogne.
Stutteriet sorterede under to slaver – gamle Barney og unge Barney, som var far og søn. De havde ikke andre opgaver. Men det var på ingen måde let arbejde, for på ingen områder var oberst Lloyd mere krævende end i plejen af sine heste. Den mindste efterladenhed over for dem var utilgivelig og ramte dem, der havde ansvaret for deres pleje med streng straf – der gjaldt ingen undskyldninger, om så obersten bare formodede, at de var blevet forsømt – en formodning, han meget ofte havde, og som selvfølgelig gjorde gamle og unge Barneys pligter til en svær prøvelse. De kunne aldrig føle sig sikre mod straf. De blev tit pisket, når de mindst fortjente det, og undgik pryglene, når de mest havde fortjent dem. Alt afhang af, hvordan hestene så ud, og af oberst Lloyds eget humør, når han skulle bruge dem. Hvis en hest ikke bevægede sig hurtigt nok eller holdt hovedet højt nok, lå fejlen hos oppasserne. Det var pinefuldt at stå i nærheden af stalddøren og høre bebrejdelserne mod oppasserne, når hesten skulle bruges. Den var ikke blevet ordentlig passet. Den var ikke blevet gnedet eller striglet tilstrækkeligt, eller den var ikke blevet ordentligt fodret – foderet var for vådt eller for tørt – den havde faet det for tidligt eller for sent – den havde det for varmt eller for koldt – den havde faet for meget hø og ikke nok korn – eller den havde faet for meget korn og ikke nok hø – i stedet for at gamle Barney selv havde tilset hesten, havde han højst upassende ladet sin søn om det. Alle disse bebrejdelser, uanset hvor urimelige de var, måtte slaven finde sig i uden at mæle et ord. Oberst Lloyd tålte ikke modsigelse fra en slave. Når han talte, skulle slaven stå, lytte og bæve – og det gjorde han også helt bogstaveligt. Jeg har set oberst Lloyd fa gamle Barney, en mand på mellem halvtreds og tres år, til at blotte sit skaldede hoved, sætte sig på knæ på den kolde, fugtige jord og modtage mere end tredive piskeslag på sine nøgne og arbejdsslidte skuldre. Oberst Lloyd havde tre sønner – Edward, Murray og Daniel – og tre svigersønner ved navn Winder, Nicholson og Lowndes. De boede alle sammen på Great House Farm og nød den luksus at piske tjenestefolkene, når det passede dem, lige fra gamle Barney og ned til kusken William Wikes. Jeg har set Winder fa en af tjenestefolkene i huset til at stille sig op på passende afstand, så han kunne ramme ham med det yderste af pisken og ved hvert slag hæve huden på slavens ryg til et sår.
At beskrive oberst Lloyds rigdom ville være næsten det samme som at beskrive Jobs. Han havde mellem ti og femten slaver som tjenestefolk i huset. Man sagde, at han havde over tusind slaver, og jeg tror, det passer meget godt. Oberst Lloyd ejede så mange, at han ikke kendte dem, når han mødte dem – ligesom det ikke var alle slaver på udliggergårdene, der kendte ham. Det fortælles om ham, at han en dag, han kom ridende hen ad vejen, mødte en farvet mand og henvendte sig til ham på den måde, man normalt gør i sydstaterne, når man møder en farvet på offentlig vej: “Nå, boy, hvis er du så?” “Jeg er oberst Lloyds,” svarede slaven. “Nå, og behandler obersten dig så godt?” “Nej, sir” lød det prompte svar. “Hvordan, lader han dig arbejde for hårdt?” “Ja, sir.” “Nå, sørger han ikke for, at du far nok at spise?” “Jo, sir, det gør han, som det nu er.”
Da obersten havde faet at vide, hvor slaven hørte til, red han videre; manden fortsatte også med sit arbejde og drømte ikke om, at han havde snakket med sin herre. Han tænkte ikke mere på sagen, og hverken snakkede eller hørte om den igen inden to-tre uger efter. Da fik den arme mand at vide af forvalteren, at eftersom han ikke var tilfreds med sin herre, skulle han nu sælges til en slavehandler fra Georgia. Han blev lagt i lænker og håndjern på stedet og således som et lyn fra en klar himmel berøvet og for altid skilt fra sin familie og venner afkræfter, der var mere nådesløse end døden. Det er straffen for at sige sandheden, for at svare ganske enkelt på en stribe ganske simple spørgsmål.
Det er til dels en følge af den kendsgerning, at slaver, når de bliver spurgt om, hvordan de har det, og hvordan deres herrer er, nærmest alle som én svarer, at de er tilfredse, og at deres herre er flink. Det er sket, at slaveejere har placeret spioner blandt deres slaver for at finde ud af, hvad de tænker og mener om deres vilkår. Hyppigheden, hvormed det er sket, har haft til virkning, at slaver er af den mening, at en tavs tunge er lig med et klogt hoved. De undertrykker sandheden frem for at tage følgerne af at sige den, og dermed beviser de, at de hører til menneskenes slægt. Hvis de har noget at sige om herren, er det i reglen i herrens favør, især når de snakker med folk, de ikke kender. Da jeg var slave, blev jeg mange gange spurgt, om jeg havde en god herre, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde svarede negativt – og jeg syntes heller ikke, at jeg talte decideret løgn, når jeg fulgte den taktik, for jeg sammenlignede altid min herre med de andre slaveejere, der boede i nærheden. Desuden er slaver ligesom andre mennesker og far fordomme, der er mage til andres. De mener, at deres eget er bedre end andres. Under indtryk af den fordom er der mange, der anser deres egne herrer for at være bedre end andre slavers herrer – og det endda, selvom det i virkeligheden i nogle tilfælde forholder sig stik modsat. Faktisk er det slet ikke usædvanligt, at slaver endda bliver uvenner, begynder at skændes indbyrdes om deres herrers relative godhed, og hver især holder på, at deres herres godhed er større end de andres. Samtidig afskyr de i lige grad deres herrer, når de vurderes individuelt. Sådan var det på vores plantage. Når oberst Lloyds slaver mødte Jacob Jepsons slaver, skiltes de sjældent uden at skændes om deres herrer; oberst Lloyds slaver slog på, at han var den rigeste, og Jepsons slaver påstod, at Jepson var klogest og mest mand af de to. Oberst Lloyds slaver pralede med, at Lloyd kunne både købe og sælge Jepson. Jepsons slaver pralede med, at Jepson kunne prygle oberst Lloyd. Skænderierne endte næsten altid med, at parterne kom i slagsmål, og dem der vandt, blev anset for at have faet ret. De lod til at mene, at deres herres storhed kunne overføres på dem selv. Det var slemt nok at være slave – men at være en fattig mands slave var virkelig en skændsel!