Hopkins var kun forvalter i ganske kort tid. Jeg ved ikke, hvorfor hans karriere var så kort, men går ud fra, at han manglede den fornødne strenghed til at gøre oberst Lloyd tilpas. Hopkins blev afløst af Austin Gore, en mand der i overvældende grad besad de egenskaber, der er uundværlige for det, der kaldes en førsteklasses forvalter. Gore havde arbejdet som forvalter for oberst Lloyd på en af udliggergårdene og havde vist sig at være værdig til udmærkelsen som forvalter på centralplantagen eller Great House Farm.
Gore var stolt, ambitiøs og udholdende. Han var snedig, grusom og hårdfør. Han var lige manden sådan et sted, og det var lige stedet for sådan en mand. Det gav ham lejlighed til at udfolde sine evners fulde formåen, og han lod til helt at føle sig hjemme her. Han hørte til den slags, der kunne forvrænge enhver gestus, ethvert blik eller ord fra en slave, så den fremstod som en frækhed, og han behandlede den som sådan. Ingen måtte sige ham imod, og en slave, der viste sig at være blevet uretmæssigt anklaget, fik ingen forklaring. Gore levede helt efter slaveejernes dogme: “Det er bedre, at en halv snes slaver bliver pisket, end at en forvalter i slavers nærvær bliver kritiseret for at have taget fejl.” Uanset hvor uskyldig en slave var, så hjalp det intet, når Gore beskyldte ham for en overtrædelse. At blive anklaget var det samme som at blive dømt, og at blive dømt var ensbetydende med at blive straffet – det ene fulgte altid med urokkelig sikkerhed af det andet. At undgå straf var det samme som at undgå anklager, og det var de færreste slaver, der med Gore som forvalter var så heldige at undgå nogen af delene. Han var akkurat stolt nok til at forlange den mest nedværdigende hyldest af slaven, og netop underdanig nok til selv at krybe for herrens fødder. Han var ambitiøs nok til ikke at stille sig tilfreds med mindre end forvalternes højeste position og udholdende nok til at opfylde sin ambition. Han var grusom nok til at eksekvere de strengeste straffe, snedig nok til at nedlade sig til de tarveligste numre og hårdfør nok til at vende det døve øre til en bebrejdende samvittigheds stemme. Han var af alle forvaltere den, slaverne var mest bange for. Hans nærvær var uudholdelig – hans blik vakte forvirring, og sjældent hørte man hans skarpe og skingre stemme, uden at rystende rædsel bredte sig blandt slaverne.
Gore var en alvorlig mand, og selvom han var ung, gav han sig ikke af med vittigheder, sagde aldrig noget morsomt og smilede sjældent. Hans ord var fuldstændig i overensstemmelse med hans fremtræden, og hans fremtræden var i fuldstændig overensstemmelse med hans ord. Forvaltere tillader sig sommetider at veksle et muntert ord selv med slaverne – men ikke Gore. Han åbnede kun munden for at komme med en kommando og kommanderede med det ene formål at blive adlydt – han var nærig med sine ord og rundhåndet med sin pisk, brugte aldrig førstnævnte, hvis sidstnævnte tjente formålet lige så godt. Når han piskede, lod han til at gøre det af pligtfølelse, og han var ikke bange for følgerne. Han gjorde ingenting modstræbende, uanset hvor ubehageligt det var – var altid på sin post og aldrig inkonsekvent. Han lovede aldrig noget uden at indfri sit løfte. Han var kort sagt en ubøjeligt fast mand og kold som en sten.
Hans vilde brutalitet fandt kun sin lige i den urokkelige ro, hvormed han begik de mest bestialske og vilde overgreb på de slaver, han havde under sig. Gore begyndte engang at piske en af oberst Lloyds slaver, som hed Demby. Han havde kun givet Demby nogle fa striber, da han for at slippe væk fra afstraffelsen stak af og kastede sig ud i en bæk, hvor han blev stående i vand til halsen og nægtede at komme op. Gore sagde, at han ville tælle til tre, og hvis han ikke kom op efter den tredje advarsel, ville han skyde ham. Der blev råbt et. Demby reagerede ikke, men blev, hvor han var. Der blev sagt to, og der blev sagt tre med samme resultat. Gore satte så, uden at rådføre sig eller drøfte det med nogen og endda uden at give Demby en ekstra chance, bøssen til skulderen, tog dødeligt sigte på sit stående offer, og øjeblikket efter levede Demby ikke længere. Hans læderede lig gik under, og blod og hjernemasse markerede stedet, hvor han havde stået.
Der gik et gys gennem hver eneste sjæl på plantagen undtagen Gore. Han virkede som den eneste rolig og fattet. Oberst Lloyd og min gamle herre spurgte ham, hvorfor han havde grebet til så ekstreme midler. Hans svar var (så godt, som jeg husker det), at Demby var blevet ustyrlig. Han var et dårligt eksempel for de andre slaver – som, hvis det fik lov at passere, uden at forvalteren reagerede på denne måde, ville være begyndelsen til enden på al ro og orden på plantagen. Han påpegede, at hvis en slave nægtede at lade sig revse og slap fra det med livet, så ville de andre slaver snart følge hans eksempel – hvilket ville føre til slavernes frihed og de hvides trældom. Gores forsvar var fyldestgørende. Han fik lov at fortsætte som forvalter på centralplantagen. Hans ry som forvalter spredtes vidt omkring. Hans forfærdelige forbrydelse blev end ikke overgivet til retlig prøvelse. Han begik den i overværelse af slaver, og de kunne selvfølgelig ikke hverken anlægge sag eller vidne imod ham – og således går gerningsmanden til et blodigt og modbydeligt mord frit omkring, ustraffet af domstolene og uden at blive lagt noget til last af sine omgivelser. Gore boede i St. Michaels, Talbot County, Maryland, da jeg tog derfra, og hvis han stadig lever, bor han der sandsynligvis endnu – og hvis det er tilfældet, så er han nu, som han var det dengang, så velanskrevet og respekteret, som hvis hans hænder aldrig var blevet plettet med hans brors blod.
Jeg taler med velberåd hu, når jeg siger dette – at mord på en slave eller en farvet ikke behandles som en forbrydelse i Talbot County, Maryland, hverken af domstolene eller samfundet. Thomas Lanman fra St. Michaels dræbte to slaver – den ene ved at slå hjernen ud på ham med en håndøkse. Han havde for vane at prale af sin frygtelige og blodige ugerning. Jeg har hørt ham gøre det med en latter, mens han blandt andet sagde, at han var den eneste i selskabet, der havde gjort sit land en tjeneste, og hvis bare andre ville gøre som ham, skulle vi snart blive fri for “de forb– niggere.”
Giles Hicks’ kone, der boede ikke ret langt fra, hvor jeg boede dengang, dræbte min kones kusine, en ung pige på femten-seksten år, ved at mishandle hende på den mest hårrejsende måde – hun brækkede næsen og brystbenet på hende, så den stakkels pige døde fa timer efter. Hun blev øjeblikkeligt begravet, men havde ikke ligget i sin alt for tidlige grav mere end et par timer, før hun blev gravet op igen og undersøgt af en læge, der konkluderede, at hun var død som følge af en voldsom afstraffelse. Grunden til, at pigen blev myrdet, var følgende: – Hun var den nat blevet sat til at passe Hicks’ barn; i løbet af natten faldt hun i søvn, og barnet græd. Da pigen ikke havde faet sin nattesøvn i flere nætter forud, hørte hun ikke barnets gråd. Både pigen og barnet befandt sig i samme værelse som Giles Hicks’ kone. Da konen opdagede, at pigen ikke reagerede hurtigt nok, sprang hun ud af sengen, greb en egeknude fra kaminen, brækkede pigens næse og brystben med den og tog således livet af hende. Jeg vil ikke påstå, at dette rædselsfulde mord ikke vakte røre i samfundet. Det vakte røre, men ikke nok til at morderen blev straffet. Der var en arrestordre på hende, men den blev aldrig brugt. På den måde undgik hun ikke bare straf, men også belastningen ved at blive stillet for retten for sin rædselsfulde forbrydelse.
Mens jeg er i gang med at fortælle om blodige ugerninger, der skete, mens jeg var på oberst Lloyds plantage, vil jeg ganske kort nævne en anden, der skete omkring den tid, hvor Gore myrdede Demby.
Oberst Lloyds slaver plejede at fordrive en del af aftenen og søndagen med at fiske østers, og på den måde udlignede de manglerne ved deres magre udlevering. En af oberst Lloyds gamle slaver kom tilfældigvis, mens han fiskede, uden for Lloyds grund og over på Beal Bondlys ejendom. Det blev Bondly krænket over, og han tog sin bøsse, gik ned til bredden og tømte bøssens dræbende ladning i den gamle mand.
Bondly besøgte oberst Lloyd næste dag, enten for at betale erstatning for hans ejendom eller for at retfærdiggøre sig.Jeg ved det ikke. Hele det djævelske forløb blev i hvert fald snart dysset ned. Der blev sagt meget lidt om det og ingenting gjort. Det var meget brugt at sige, selv blandt små hvide drenge, at det kostede en halvcent at dræbe en ‘nigger’ og en halvcent at begrave en.