Hvad angår mig selv, så blev jeg, mens jeg levede på oberst Lloyds plantage, behandlet meget lig de andre slavebørn. Jeg var ikke gammel nok til at arbejde i marken, og da der ikke var meget andet end markarbejde at lave, havde jeg meget fritid. Jeg skulle højst drive køerne hjem om aftenen, holde fuglene ude af haven og gårdspladsen foran huset ren eller løbe ærinder for min gamle herres datter Lucretia Auld. Det meste af min fritid gik med at hjælpe sønnen Daniel Lloyd med at finde hans fugle, når han havde skudt dem. Min forbindelse med Daniel Lloyd havde sine fordele for mig. Han blev ret knyttet til mig og var en slags beskytter for mig. Han tillod ikke de ældre drenge at narre eller udnytte mig og delte sine kager med mig.
Jeg blev sjældent pisket af min gamle herre og døjede ikke med meget andet end sult og kulde. Jeg led meget af sult, men endnu mere under kulden. Om sommeren var varmest eller vinteren koldest, så blev jeg holdt næsten nøgen – jeg havde ingen sko, ingen strømper, ingen jakke, ingen bukser, ikke andet end en grov hørlærredsskjorte, der kun gik mig til knæene. Jeg havde ingen seng. Jeg ville være død af kulde, hvis jeg ikke i de koldeste vinternætter havde stjålet en af de sække, der blev brugt til at bære korn til møllen. Jeg kravlede ned i sækken med hovedet først og fødderne udenfor, og der sov jeg så på det kolde og fugtige lergulv. Mine fødder er blevet så sprukne af frost, at pennen, jeg skriver med, kan ligge i revnerne.
Vi fik ikke regelmæssige rationer.Vi spiste groft, kogt majsmel. Det blev kaldt majsgrød. Det blev hældt i en stor træskål eller et trug og stillet på jorden. Så blev der kaldt på børnene, som om de var svin, og som om de var svin, kom de til og fortærede majsgrøden – nogle spiste med østersskaller, nogle med små stykker træ, andre brugte hænderne, og ingen brugte ske. Den der spiste hurtigst, fik mest – ham der var stærkest, fik den bedste plads – og det var de færreste, der gik mætte fra truget.
Jeg var formentlig mellem syv og otte år, da jeg forlod oberst Lloyds plantage. Jeg rejste med glæde. Jeg vil aldrig glemme min jubel, da jeg fik nyheden om, at min gamle herre (Anthony) havde besluttet, at jeg skulle til Baltimore for at bo hos Hugh Auld, der var bror til min gamle herres svigersøn kaptajn Thomas Auld. Det var tre af de lykkeligste dage, jeg nogensinde har oplevet. Jeg tilbragte hovedparten af de tre dage i bækken, hvor jeg vaskede plantagens skidt af mig og gjorde mig klar til at drage af sted.
Den forfængelighed med udseendet, som det kunne tyde på, var ikke min egen. Jeg brugte ikke al den tid på at vaske mig af egen drift, men fordi Lucretia Auld havde sagt, at jeg måtte fa al den hårde hud af min fødder og knæ, inden jeg kunne komme til Baltimore – for folk i Baltimore var meget renlige og ville grine ad mig, hvis jeg var beskidt. Desuden ville hun give mig et par bukser, som jeg ikke ville fa på, hvis ikke jeg fik alt snavset af. Tanken om at eje et par bukser var virkelig imponerende! Det var næsten grund nok i sig selv til ikke bare at skrubbe det, svinedrengene ville kalde gravrusten, af, men også huden selv. Jeg gik til opgaven med liv og sjæl og arbejdede for første gang med udsigt til at blive belønnet for det.
De bånd, der normalt knytter et barn til hjemmet, havde jeg ikke nogen af. Afskeden faldt mig ikke svær. Mit hjem var uden fortryllelse; det var ikke mit hjem – og da jeg forlod stedet, havde jeg ikke fornemmelsen af, at jeg lagde noget bag mig, som jeg kunne have haft glæde af ved at blive. Min mor var død, og min bedstemor boede så langt borte, at jeg sjældent så hende.Jeg havde to søstre og en bror, der boede i samme hus som mig, men fordi vi var blevet skilt fra mor så tidligt, var mindet om, at vi var i familie, så godt som slettet fra vores erindring. Jeg ledte efter mit hjem andetsteds og var trygt forvisset om, at jeg ikke kunne finde noget, jeg ville synes mindre om end det, jeg lagde bag mig. Og selv hvis jeg i mit nye hjem skulle opleve nød, sult, pisk og nøgenhed, så havde jeg den trøst, at jeg ikke ville have undgået nogen af de ting ved at blive, hvor jeg var. Da jeg allerede havde faet mere end en forsmag på den slags i min gamle herres hus – og havde holdt det ud der – så gik jeg ganske naturligt ud fra, at jeg også kunne udholde det andre steder, og da især i Baltimore – for min fornemmelse af Baltimore var noget i retning af det gamle ordsprog, der siger, at “det er bedre at blive hængt i England end at dø en naturlig død i Irland.” Jeg havde et stærkt ønske om at se Baltimore. Det var fætter Tom, der, selvom han ikke talte helt flydende, havde vækket det ønske i mig med sine malende beskrivelser af byen. Jeg havde aldrig haft held til at pege på noget på Great House Farm, uanset hvor smukt eller stort det var, uden at han havde set noget i Baltimore, der langt overgik det både i skønhed og størrelse. Ja, Great House Farm selv med alle sine malerier var mange bygninger i Baltimore langt underlegen. Så stærkt var mit ønske, at jeg mente, at hvis jeg fik det opfyldt, ville det fuldt ud kompensere for ethvert andet tab, jeg måtte lide i den forbindelse. Jeg rejste uden fortrydelse og med de bedste forventninger til min fremtidige lykke.
Vi sejlede ned ad Milesfloden med kurs mod Baltimore en lørdag morgen. Jeg kan kun huske ugedagen, for dengang vidste jeg ingenting om dagene i en måned eller månederne i et kalenderår. Da vi satte sejl, gik jeg bagud og kastede, hvad jeg håbede ville være et sidste blik på oberst Lloyds plantage. Jeg placerede mig så i sluppens forstavn og tilbragte resten af dagen der med at se fremad, optaget af det der lå fjernt forude, snarere end det der lå lige for eller bagude.
Vi nåede Annapolis, statens hovedstad, samme dag om eftermiddagen. Vi gjorde kun et kort ophold, så jeg havde ikke tid til at gå i land. Det var den første store by, jeg nogensinde havde set, og selvom den ville se lille ud sammenlignet med nogle af vore fabriksbyer i New England, så gjorde dens størrelse den til et vidunderligt sted i mine øjne – den var mere imponerende end selv Great House Farm!
Vi nåede til Baltimore tidligt søndag morgen, hvor vi lagde til ved Smiths Wharf ikke langt fra Bowleys Wharf. Vi havde en stor flok far ombord på sluppen, og da jeg havde hjulpet med at drive dem til Curtis’ slagteri på Louden Slaters Hiil, fulgte Rich, en af folkene ombord på sluppen, mig til mit nye hjem i Alliciana Street nær Gardners skiftsværft ved Felis Point.
Ægteparret Auld var begge to hjemme og tog imod mig i døren sammen med deres lille søn Thomas, som jeg var blevet sendt hertil for at tage mig af. Og her så jeg, hvad jeg aldrig før havde set – et hvidt ansigt, der lyste af venlige følelser; det var min nye frue Sophia Aulds ansigt.Jeg ville ønske,jeg kunne beskrive den levende glæde, der strømmede gennem min sjæl, da jeg så det. Det var et nyt og fremmed syn for mig, der oplyste min sti med lykkens skær. Lille Thomas fik at vide, at det var så hans Freddy – og jeg fik besked på at passe på lille Thomas, og således gik jeg ind til pligterne i mit nye hjem med de mest opmuntrende udsigter.
Jeg betragter min afrejse fra oberst Lloyds plantage som en af de mest skelsættende begivenheder i mit liv. Det er muligt, det er endda højst sandsynligt, at havde det ikke været for den simple omstændighed, at jeg blev flyttet fra den plantage til Baltimore, så ville jeg i dag, i stedet for at sidde her med foden under eget bord og nyde frihedens goder og hjemmets glæder, mens jeg skriver denne beretning, have ligget i slaveriets gnavende lænker. Min flytning til Baltimore banede vejen for og åbnede porten til al den fremgang, der fulgte. Jeg har set det som det første åbenlyse tegn på den gode skæbne, der lige siden har holdt hånden over mig og begunstiget mig med så mange gaver. Jeg anså valget af mig for at være temmelig overraskende. Der var en del slavebørn på plantagen, som man kunne have sendt fra plantagen til Baltimore. Der var dem, der var yngre, dem der var ældre, og dem der var på samme alder. Jeg blev udvalgt blandt hele flokken og var første, sidste og eneste valg.
Man vil måske kalde mig overtroisk og sågar selvoptaget, når jeg ser på denne begivenhed som et guddommeligt forsyns særlige indgriben til min fordel. Men jeg ville være uærlig angående min sjæls tidligste følelser, hvis jeg lagde skjul på den opfattelse. Jeg foretrækker at være ærlig over for mig selv, selvom jeg løber risikoen for at blive til spot for andre, frem for at lyve og derved vække min egen afsky. Jeg har, så langt jeg overhovedet kan huske tilbage, været dybt overbevist om, at slaveriet ikke ville være i stand til at holde mig i sit modbydelige jerngreb for tid og evighed, og i mine sværeste stunder som slave forlod dette troens levende ord og denne håbets ånd mig aldrig, men blev hos mig som tjenende engle til opmuntring i mørket. Denne gode ånd kom fra Gud, og Flam takker og priser jeg.