Min nye frue viste sig at være alt, hvad hun havde forjættet, da jeg første gang mødte hende i døren – en kvinde med et varmt hjerte og smukke følelser. Hun havde aldrig haft magten over en slave før mig, og inden hun blev gift, havde hun måttet forsørge sig selv. Hun var væver af profession, og ved at være konstant beskæftiget med sit arbejde var hun i vidt omfang blevet skånet for slaveriets afstumpende og umenneskeliggørende virkninger. Jeg var simpelthen forbløffet over hendes godhed. Jeg vidste dårligt nok, hvordan jeg skulle gebærde mig over for hende. Hun var så ulig alle andre hvide kvinder, jeg nogensinde havde mødt. Jeg kunne ikke henvende mig til hende på samme måde, som jeg var vant til at henvende mig til andre hvide kvinder. Min tidligere opdragelse var helt ubrugelig. Den krybende underdanighed, der normalt er en acceptabel egenskab hos en slave, duede ikke i forhold til hende. Den vandt ikke hendes sympati – det virkede, som om den gjorde hende utilpas. Hun betragtede det ikke som frækt eller uopdragent, hvis en slave så hende i øjnene. Den ringeste slave slappede helt af i hendes selskab, og ingen gik fra hende, uden at mødet havde sat dem i bedre humør. Hendes ansigt var skabt af himmelske smil og hendes stemme af dvælende musik.
Men ak! dette gode hjerte havde kun kort tid at være sådan i. Den ansvarsløse magts gift havde hun allerede mellem hænderne, og den drev inden længe sit djævelske værk. De øjne, der stillet over for slaveriet havde været så opmuntrende, blev snart røde af raseri – den stemme, der var skabt af smukke harmonier, blev skarp og forfærdelig skinger, og engleansigtet blev erstattet af en djævels.
Kort tid efter at jeg kom i huset hos ægteparret Auld, begyndte hun meget venligt at lære mig alfabetet. Da jeg havde lært det, fortsatte hun med at lære mig at stave til ord på tre og fire bogstaver. Da vi var kommet så vidt, opdagede hendes mand, hvad der foregik, og han forbød hende på stedet at undervise mig yderligere, idet han blandt andet forklarede hende, at det ikke bare var ulovligt, men også farligt at lære en slave at læse. For at bruge hans egne ord tilføjede han: “Giv en nigger en lillefinger, og han tager hele armen. En nigger skal ikke forstå andet end at være lydig over for sin herre – at gøre som der bliver sagt. Lærdom ødelægger selv den bedste nigger i verden. Og,” sagde han, “hvis du lærer den der nigger [han talte om mig] at læse, bliver det umuligt at beholde ham. Han ville aldrig finde sig til rette som slave. Han ville blive ustyrlig på stedet, og hans herre ville ikke fa nogen glæde af ham. For hans eget vedkommende ville han ikke fa nogen gavn af det, men det kunne gøre ham en hel del skade. Det ville gøre ham utilfreds og ulykkelig.” De ord fæstede sig dybt i mit hjerte, vækkede følelser, der slumrede i mig, og bragte helt nye tankebaner til live. Det var en ny og helt speciel åbenbaring, der kastede lys over mørke og gådefulde spørgsmål, som mit barnlige sind havde tumlet forgæves med. Nu forstod jeg, hvad der hidtil havde været et ubegribeligt mysterium – nemlig de hvides magt til at gøre sorte til slaver. Det var et stort gennembrud, og det betød utrolig meget for mig. Fra det øjeblik forstod jeg vejen fra slaveri til frihed. Det var lige, hvad jeg havde brug for, og jeg fik det, da jeg mindst forventede det. Samtidig med at jeg var ked af at miste min gode frues bistand, var jeg glad for den uvurderlige lektion, min herre ved et rent tilfælde havde givet mig. Selvom jeg var klar over vanskelighederne ved at lære uden at have en lærer, så gik jeg optimistisk og målrettet i gang med, koste hvad det ville af møje og besvær, at lære at læse. Den meget kategoriske måde, han talte på og forsøgte at gøre sin kone begribeligt, hvor alvorlige følger det ville have at undervise mig, overbeviste mig om, at han var sig inderligt bevidst, hvor sandt det var. Det var min bedste garanti for, at jeg trygt kunne regne med de fremtidsudsigter, han sagde, ville være konsekvensen af at lære mig at læse. Det han frygtede allermest, var det jeg ønskede allermest. Det som for ham var et stort onde, der for enhver pris skulle undgås, var for mig et stort gode, man skulle gøre alt for at opnå – og argumentet mod, at jeg lærte at læse, som han talte så varmt for, indgød mig bare lyst til og en fast beslutning om, at jeg ville lære det. At jeg lærte at læse, skyldtes næsten lige så meget min herres bitre modstand som min frues venlige bistand. Jeg anerkender begges positive indflydelse.
Jeg havde ikke boet ret længe i Baltimore, inden jeg iagttog en markant forskel i måden, slaver blev behandlet på her i forhold til det, jeg havde været vidne til på landet. En byslave er næsten en fri borger sammenlignet med en plantageslave. Han får meget bedre mad og tøj og har rettigheder, som er helt ukendte for plantageslaven. Der er en antydning af anstændighed, en skamfølelse, der gør sit til at dæmme op for de anfald af bestialsk grusomhed, der er så almindelige på plantagen. Det er en desperat slaveejer, der ryster sine slaveløse naboers menneskelighed med sine sønderflængede slavers skrig. Det er de færreste, der har lyst til at vække den afsky, der er knyttet til et ry som grusom over for sine slaver, og først og fremmest vil de ikke, at nogen skal sige, at deres slaver ikke får nok at spise. Det er meget vigtigt for alle byslaveejere, at man siger om dem, at deres slaver får en god kost, og det skal retfærdigvis siges, at det også for det meste er tilfældet. Der er dog visse pinagtige undtagelser fra denne regel. Lige over for os på Philpot Street boede Thomas Hamilton. Han ejede to slaver. De hed Henrietta og Mary. Henrietta var omkring to og tyve år, og Mary var cirka fjorten, og af alle de mishandlede og udtærede staklerjeg nogensinde har set, var disse to de værste eksempler. Hans hjerte måtte været hårdere end sten, der kunne se på de to uden at lade sig anfægte. Marys hoved, hals og skuldre var bogstaveligt talt skåret i strimler. Jeg har mange gange mærket på hendes hoved og fundet det næsten helt dækket af betændte sår, hun havde fået af sin grusomme frues pisk. Jeg ved ikke af, at hendes herre nogensinde piskede hende, men jeg har været øjenvidne til fruens grusomhed. Jeg plejede at komme i Hamiltons hus næsten hver dag. Fruen plejede at sidde i en stor lænestol midt i stuen med en tung kohudspisk konstant inden for rækkevidde, og der gik næppe en time på dagen, der ikke blev markeret med en af de to slavers blod. Pigerne kom sjældent forbi hende, uden at hun sagde: “Rub dig, din sorte køterl” mens hun samtidig gav dem et slag af kohudspisken i hovedet eller over skuldrene, oftest så blodet sprang. Så sagde hun: “Tag den, din sorte køter!” og fortsatte: “Hvis du ikke rubber dig, skal jeg få dig til det!” Ud over de grusomme piskeslag, som de var udsat for, blev de også sultet. De oplevede sjældent, hvad det ville sige at få et helt måltid. Jeg har set Mary kæmpe med svinene om det affald, der blev smidt ud på gaden. Mary blev sparket og pisket så tit, at hun blev kaldt ‘hullet’ oftere end Mary.