Jeg boede i Hugh Aulds familie i cirka syv år. I løbet af den periode lykkedes det mig at lære at læse og skrive. For at komme så vidt var jeg nødt til at gribe til forskellige udveje. Jeg havde ikke nogen egentlig lærer. Min frue, der så venligt var begyndt at undervise mig, havde efterkommet sin mands råd og ordrer og var ikke blot holdt op med at undervise mig, men havde også sat sig for at forhindre, at nogen andre gjorde det. Det hører dog med til historien, at min frue ikke straks slog ind på den vej. I begyndelsen havde hun ikke den fornødne afstum-pethed til at spærre mig inde i det mentale mørke. Flun havde i hvert fald brug for først at fa noget erfaring med at udøve magt uden ansvar, inden hun var klar til at behandle mig, som om jeg var et dyr.
Min frue var som nævnt en venlig og godhjertet kvinde, og i sit hjertes enfold lagde hun, da jeg kom i huset, ud med at behandle mig, som hun mente, det ene menneske burde behandle det andet. Da hun påtog sig embedet som slaveejer, havde hun tilsyneladende ikke forstået, at jeg i forhold til hende bare var at betragte som et stykke kvæg, og at det ikke blot var forkert at behandle mig som et menneske, men også farligt. Slaveriet viste sig at være lige så skadeligt for hende som for mig. Da jeg kom, var hun en from, varm og godhjertet kvinde. Der var ikke den sorg eller nød, hun ikke skænkede en tåre. Hun havde brød til de sultne, tøj til de nøgne og trøst til alle sørgende, der kom i nærheden af hende. Slaveriet demonstrerede snart sin evne til at berøve hende disse himmelske egenskaber. Under slaveriets indflydelse blev det gode hjerte til sten, og hendes lammeblide karakter måtte vige for tigeragtig vildskab. Det første skridt mod hendes fald var, at hun holdt op med at undervise mig. Hun begyndte nu at leve efter sin mands regler. Og hun endte med at blive mere voldsom i sin modvilje end hendes mand selv. Hun nøjedes ikke med at gøre det så godt, som han havde forlangt – hun virkede opsat på at gøre det bedre. Intet kunne gøre hende mere vred end at se mig med en avis. Hun mente tilsyneladende, at det var her, faren lå. Jeg har oplevet hende styrte sig over mig med ansigtet helt fortrukket af raseri og rive en avis fra mig på en måde, der ikke levnede nogen tvivl om hendes uvilje. Hun var en lærenem kvinde – og en smule erfaring overbeviste hende snart om, at uddannelse og slaveri var uforenelige størrelser.
Fra det øjeblik blev jeg nøje overvåget. Hvis jeg var alene i et rum i et længere tidsrum, kunne jeg være sikker på at blive mistænkt for at have en bog og blev straks afkrævet en forklaring. Det var imidlertid alt sammen for sent. Det første skridt var taget. Fruen havde ved at lære mig alfabetet givet mig en lillefinger, og nu var der ikke den forholdsregel, der kunne forhindre mig i at tage hele armen.
Udvejen, jeg fandt, og den der skulle vise sig at være den mest succesfulde, var at blive venner med alle de små, hvide drenge,jeg mødte på gaden. Jeg konverterede så mange af dem som muligt til mine lærere. Med deres venlige bistand på forskellige tidspunkter og forskellige steder lykkedes det mig til sidst at lære at læse. Når jeg blev sendt ud at løbe ærinder, tog jeg altid en bog med mig, og ved at gøre den ene del af mine ærinder hurtigt, fandt jeg tid til at fa en lektion, inden jeg vendte tilbage. Jeg plejede også at tage brød med, som der var rigeligt af i huset, og som jeg måtte tage alt det af,jeg lystede – for i den henseende var jeg langt bedre stillet end mange af de fattige, hvide børn i nabolaget. Det brød plejede jeg at forære til de sultne små knægte, som til gengæld gav mig det nok så værdifulde oplysningens brød. Jeg er ustyrlig fristet til at nævne navnene på to eller tre af dem som tegn på min taknemmelighed og de varme følelser Jeg nærer for dem; men eftertanken forbyder det – ikke at det ville skade mig, men det kunne være penibelt for dem, for det er en noget nær utilgivelig synd i det kristne land at lære slaver at læse. Nok er det at sige om de kære små fyre, at de boede i Philpot Street ganske tæt ved Durgin og Baileys skibsværft.Jeg plejede at snakke med dem om slaveriet. Jeg sagde undertiden til dem, at jeg ville ønske, jeg kunne være lige så fri, som de ville være, når de blev voksne. “I er myndige, når I bliver enogtyve, men jeg vil være slave hele livet! Har jeg ikke lige så meget ret som jer til at være fri?” De ord plejede at volde dem hovedbrud – de udtrykte så deres mest levende sympati og trøstede mig med håbet om, at der nok ville ske noget, så jeg blev fri.
Jeg var nu omkring tolv år gammel, og tanken om at være slave hele livet begyndte at nage mig. Lige omkring den tid fik jeg fingre i en bog, der hed Den columbiske læsebog. Den plejede jeg at læse i, lige så snart jeg havde en ledig stund. Blandt meget andet interessant stof fandt jeg en dialog deri mellem en herre og hans slave. Om slaven blev det beskrevet, at han havde forsøgt at flygte tre gange, og samtalen skulle forestille at finde sted, efter at slaven blev fanget tredje gang. I den dialog fremlagde herren alle argumenterne for slaveri, og slaven afviste dem alle sammen. Slaven fik lov at svare herren med nogle både kloge og også tankevækkende ord – ord som gjorde deres ønskede, men også overraskende virkning, for samtalen endte med, at herren frivilligt frigav slaven.
I den samme bog stødte jeg på en af Richard Brinsley Sheridans store taler om – og til forsvar for – uindskrænkede borgerrettigheder til katolikker i England. Det var udsøgte tekster i mine øjne.Jeg læste dem igen og igen med umættelig interesse. De gav stemme til fascinerende tanker, der vandt genklang i min egen sjæl, tanker, som ofte strejfede mig, og som sygnede bort, fordi de ikke blev ytret. Moralen, som jeg uddrog af dialogen, var sandhedens magt over selv en slaveejers samvittighed. Hvad jeg fik ud af Sheridan, var en frygtløs fordømmelse af slaveriet og et magtfuldt forsvar for menneskerettighederne.Ved at læse de dokumenter blev jeg i stand til at formulere mine tanker og imødegå argumenterne for slaveri – men samtidig med at de hjalp mig over en vanskelighed, bragte de også en anden og langt værre vanskelighed med sig. Jo mere jeg læste, desto mere vrede og afsky nærede jeg over for dem, der gjorde mig til slave. Jeg kunne ikke betragte dem som andet end en bande heldige røvere, der var draget hjemmefra, var kommet til Afrika, havde bortført os fra vore hjem for at gøre os til slaver i et fremmed land. Jeg hadede dem som de tarveligste og ondeste mennesker i verden. Efterhånden som jeg læste om og tænkte over emnet, se bare! så indfandt netop den utilfredshed, som herren havde forudsagt, ville blive resultatet af, at jeg lærte at læse, sig allerede for at plage og gnave min sjæl med uudsigelig kval. Mens jeg vred mig under smerten, tænkte jeg sommetider, at det havde været en forbandelse snarere end en velsignelse at lære at læse. Det havde givet mig et indtryk af min elendighed, men ingen midler til at afhælpe den. Det åbnede mine øjne for den forfærdelige afgrund, men ingen stige til at komme op. I smertelige stunder misundte jeg mine medslaver deres uvidenhed. Jeg har ofte selv ønsket, at jeg var et dyr. Jeg foretrak det usleste krybdyrs situation frem for min egen. Alt, uanset hvad, bare jeg kunne blive fri for at tænke! Det var disse uophørlige tanker om min situation, som plagede mig. De var umulige at slippe af med. De blev mig påtvunget af hver eneste genstand, levende eller død, jeg så og hørte. Frihedens sølvtrompet havde kaldt min sjæl til evig bevidsthed. Friheden dukkede nu op for aldrig at forsvinde igen. Jeg hørte den i alle lyde og så den i alle genstande. Den var altid nær, klar til at plage mig med en erkendelse af min elendige situation. Jeg så intet uden at se friheden, jeg hørte intet uden at høre friheden, og jeg følte intet uden at føle friheden. Den kiggede ned fra samtlige stjerner, den smilede i hvert vindstille, puslede i hvert vindpust og var del af hver en storm.
Jeg oplevede tit, at jeg beklagede min eksistens og ønskede, jeg var død – og var det ikke for håbet om en dag at blive fri, er jeg ikke i tvivl om, at jeg havde taget livet af mig eller foretaget mig noget, så andre havde taget livet af mig. Mens jeg var i den sindstilstand, var jeg altid ivrig efter at høre folk snakke om slaveri. Jeg var en trofast lytter. Fra tid til anden hørte jeg om folk, der blev kaldt abolitionister. Der gik et stykke tid, inden jeg fandt ud af, hvad ordet betød. Det blev altid brugt i sammenhænge og på en måde, der gjorde det tiltrækkende for mig. Hvis en slave flygtede og slap godt fra det, eller hvis en slave myrdede sin herre, satte ild til en lade, eller i det hele taget gjorde noget, der var forkert set fra en slaveejers synspunkt, så blev det anset for at være et resultat af abolitionismen. Da jeg hørte ordet brugt i den sammenhæng mange gange, prøvede jeg at finde ud af, hvad det betød. Ordbogen var ikke til megen hjælp. Jeg kunne læse, at “abolition” var “handlingen at afskaffe noget”, men så vidste jeg ikke, hvad det var, der skulle afskaffes. Her kom jeg til kort.Jeg turde ikke spørge nogen om ordets betydning, for jeg var klar over, at det var noget, de ønskede,jeg skulle vide mindst muligt om. Efter tålmodig venten fik jeg fat i en af de lokale aviser, som indeholdt en artikel om antallet af abolitionistiske underskriftindsamlinger i nordstaterne, der opfordrede til, at slaveriet blev afskaffet i District of Columbia, og at slavehandlen mellem staterne hørte op. Så forstod jeg ordene abolition og abolitionist, og jeg rykkede altid tættere på, når de ord kom på tale, i forventning om at høre noget, der var vigtigt for mig og mine medslaver. Lyset brød gradvist frem over mig. En dag gik jeg ned til Waters’Wharf, og da jeg så to irere være i færd med at losse en pram fuld af sten, gik jeg uopfordret hen og hjalp dem. Da vi var færdige, kom en af dem hen til mig og spurgte, om jeg var slave. Jeg sagde, at det var jeg. Han spurgte: “Er du slave for livstid?” Jeg sagde, at det var jeg. Den gode irer lod til at blive dybt berørt af oplysningen. Han sagde til den anden, at det var synd, at sådan en fin, lille fyr som mig skulle være slave hele livet. Han sagde, det var en skændsel at holde mig fangen. De rådede mig begge to til at flygte til nordstaterne og sagde, at der ville jeg finde venner og være fri. Jeg lod, som om jeg ikke var interesseret i det, de sagde, og opførte mig, som om jeg ikke forstod dem – for jeg var bange for, at de skulle forråde mig. Det er kendt, at hvide mænd har opmuntret slaver til at flygte og så har fanget dem og leveret dem tilbage til herren for at fa dusøren. Jeg var bange for, at disse tilsyneladende gode mænd måske ville narre mig på den måde – men jeg huskede ikke desto mindre deres råd, og fra da af var jeg fast besluttet på at stikke af. Jeg så frem til den dag, hvor det ville være sikkert for mig at flygte. Jeg var for ung til at gøre det straks, og i øvrigt ville jeg gerne lære at skrive, da jeg måske ville fa brug for at skrive mit eget pas. Jeg fandt nyt mod i håbet om, at der en dag ville byde sig en god lejlighed til. I mellemtiden ville jeg lære at skrive.
Jeg fik ideen til, hvordan jeg skulle gribe det an, ved at komme i Durgin og Baileys skibsværft, hvor jeg tit, når skibstømrerne havde høvlet et stykke træ til og var færdige med det, så dem skrive på tømmeret, hvor på skibet det skulle bruges. Et stykke tømmer, der var beregnet til bagbord side, blev markeret med et “B”. Et stykke til styrbord side blev markeret “S”. Et stykke til bagbord side forskibs blev markeret med “B. E” Et stykke til styrbord side forskibs blev markeret med “S. F.” For bagbord side agter ville det blive markeret “B.A.” For styrbord side agter ville det blive markeret “S. A.” Jeg lærte snart navnene på disse bogstaver, og hvad de stod for, når de var skrevet på et stykke tømmer i skibsværftet. Jeg begyndte straks at kopiere dem og blev på ganske kort tid i stand til at skrive de fire nævnte bogstaver. Når jeg derefter mødte en dreng, som jeg vidste, kunne skrive, sagde jeg til ham, at jeg kunne skrive lige så godt som ham. Svaret faldt prompte: “Det tror jeg ikke på. Men du kan jo prøve.” Jeg lavede så de fire bogstaver, som jeg havde været så heldig at lære og bad ham om at slå det. På den måde fik jeg en hel del lektioner i skrivning, som jeg højst sandsynligt aldrig havde faet på anden vis. Mit stilehæfte i den periode var plankeværk, murstensvægge og fortov – min pen og mit blæk var et stykke kridt. Det var i alt væsentlig med de midler,jeg lærte at skrive. Jeg begyndte så at lære skråskrift efter Websters stavebog og blev ved, indtil jeg kunne uden at kigge i bogen. Dengang var min unge herre Thomas kommet i skole, havde lært at skrive og havde fyldt et antal stilehæfter. Dem havde man taget med hjem og vist for nogle af vore nære naboer, hvorefter de var blevet gemt væk. Min frue plejede hver mandag eftermiddag at gå til møde i metodistkirken på Wilk Street og lod det være op til mig at passe på huset. Således overladt til mig selv plejede jeg at bruge tiden på at skrive i de blanke områder i Thomas Aulds stilehæfter, hvor jeg kopierede det, han havde skrevet. Det gjorde jeg, indtil jeg kunne skrive med en håndskrift, der var meget lig hans. På den måde lærte jeg efter årelang, møjsommelig indsats at skrive.