Meget kort tid efter, at jeg kom til Baltimore, døde min gamle herres yngste søn Richard – og cirka treethalvt år efter hans død, døde min gamle herre kaptajn Anthony og efterlod sig kun sin søn Andrew og sin datter Lucretia til at dele hans ejendom. Han døde, mens han var på besøg hos sin datter ved Hillsborough. På grund af hans pludselige død efterlod han sig ikke noget testamente, og det var derfor nødvendigt at fa hans ejendom gjort op, så den kunne blive ligeligt fordelt mellem de to børn. Jeg blev straks tilkaldt, så jeg kunne blive synet ligesom resten af hans ejendele. Her vældede min afsky for slaveriet på ny op. Jeg havde faet en ny opfattelse af mine nedværdigende vilkår. Førhen havde jeg været, om ikke ligefrem uanfægtet af min lod, så i hvert fald i nogen grad. Jeg forlod Baltimore med et ungt hjerte bristefærdigt af bedrøvelse og med sjælen fuld af bange anelser. Jeg fik skibslejlighed med kaptajn Rowe på skonnerten Wild Cat, og efter omtrent fireogtyve timers sejlads nærmede jeg mig mit fødested. Jeg havde på dette tidspunkt været væk derfra i næsten fem år. Jeg huskede dog stedet udmærket. Jeg var kun cirka fem år gammel, da jeg forlod det for at leve hos min gamle herre på oberst Lloyds plantage, så nu var jeg et sted mellem ti og elleve år.
Vi blev alle sammen rangeret på samme måde ved værdiopgørelsen. Mænd og kvinde, unge og gamle, gifte og ugifte blev rangeret sammen med heste, far og svin. Der var heste og mænd, kvæg og kvinder, svin og børn, alle vejet på samme måde på tilværelsens vægtskål og alle underkastet samme grundige inspektion. Gråhåret alder og blomstrende ungdom, unge piger og matroner undergik samme nærgående undersøgelse. I det øjeblik så jeg mere tydeligt end nogensinde slaveriets forrående indflydelse på både slave og slaveejer.
Efter værdiopgørelsen fulgte delingen.Jeg har ikke ord til at udtrykke den voldsomme ophidselse og dybe ængstelse, som vi arme slaver følte imellem os i den periode.Vores lod for resten aflivet skulle nu afgøres. Vi havde ikke mere at sige i sagen end de dyr, vi blev rangeret sammen med. Et enkelt ord fra de hvide mænd var nok til – på trods af alle vore ønsker, appeller og indtrængende bønner – at skille nære venner, nære slægtninge og så stærke bånd, som mennesker kan knytte, fra hinanden. Oven i smerten ved at skulle skilles var der så vores usigelige frygt for at falde i hænderne på Andrew.Vi kendte ham alle sammen som uhyre grusom – en gemen drukkenbolt, der med sin letsindige forsømmelighed og sine tøjlesløse udsvævelser allerede havde formøblet en stor del af sin fars ejendom.Vi følte alle sammen, at vi lige så godt kunne blive solgt til slavehandlerne fra Georgia med det samme, for vi var klar over, at faldt vi i hænderne på ham, var det det uundgåelige resultat – et resultat, vi alle betragtede med den yderste skræk og rædsel.
Jeg var mere bange end de fleste af mine medslaver. Jeg havde prøvet, hvad det ville sige at blive godt behandlet – de havde aldrig oplevet noget i den retning. De kendte intet eller kun lidt til verden uden for plantagen. De mænd og kvinder var i sandhed fulde af smerte, og de kendte sorgen. Deres rygge havde stiftet bekendtskab med den blodige pisk, og de var blevet tykhudede; min var stadig ømskindet, for jeg fik ikke meget pisk i Baltimore, der var ikke mange slaver, der kunne prale af at have en bedre herre og frue end jeg selv, og tanken om at blive overdraget fra deres til Andrews varetægt – en mand der blot fa dage forinden som for at give mig et indtryk af sine blodtørstige tilbøjeligheder tog min lillebror om halsen, smed ham ned på jorden og trampede ham i hovedet med sin støvlehæl, indtil blodet strømmede fra hans ører og næse – kunne nok gøre mig urolig for min skæbne. Efter at have begået den bestialske ugerning mod min bror, vendte han sig om mod mig og sagde, at det var det, han havde tænkt sig at gøre ved mig en af de nærmeste dage – han mente vel, hvis jeg kom i hans besiddelse.
Takket være et godt forsyn endte jeg som en del af Lucretias arvelod og blev straks sendt tilbage til Baltimore for at leve hos Hughs familie. Deres glæde ved at fa mig tilbage var lige så stor, som deres sorg over min afsked havde været. Det var en lykkelig dag for mig. Jeg havde undgået en skæbne værre end løvens gab. Jeg var borte fra Baltimore i forbindelse med værdiansættelsen og arvens fordeling i omkring en måned, og det føltes som seks.
Ganske kort tid efter, at jeg vendte tilbage til Baltimore, døde min ejer Lucretia og efterlod sig mand og et barn, Amanda – og ikke længe efter hendes død døde Andrew. Nu var al min gamle herres ejendom, inklusive slaverne, på fremmede hænder – fremmede som intet havde haft at gøre med at samle den. Ikke en slave fik sin frihed. De forblev alle sammen slaver, fra den yngste til den ældste. Hvis en ting, jeg har oplevet, har gjort mere end noget andet til at forstærke min overbevisning om slaveriets djævelske væsen, og mere end noget andet har fyldt mig med ubeskriveligt had til slaveejerne, så var det deres gemene utaknemmelighed over for min stakkels, gamle bedstemor. Hun havde tjent min gamle herre trofast fra barndommen til hendes høje alderdom. Hun var kilden til al hans rigdom; hun havde befolket hans plantage med slaver – hun var blevet oldemor i hans tjeneste. Hun havde vugget ham, da han var barn, passet ham i barndommen, tjent ham livet igennem og efter hans død tørret den kolde dødssved af hans pande og lukket hans øjne for evigt. Ikke desto mindre var hun slave – slave på livstid – og en slave i hænderne på fremmede; og i deres hænder så hun sine børn, børnebørn og oldebørn skilt fra hinanden, som var de far, uden at blive bevilget den lille glæde at høre blot et enkelt ord om hverken deres eller sin egen skæbne. Og da de nuværende ejere så, at min bedstemor, der havde overlevet min gamle herre og hans børn og havde set dem både komme og gå, var af begrænset værdi – meget gammel, med en krop der var radbrækket af alderdommens plager og med lemmer, engang så aktive, der nu i rask tempo tabte terræn til den fuldstændige hjælpeløshed – satte de kronen på deres barbariske og utaknemmelige værk ved at flytte hende ud i skoven, hvor de byggede en lille hytte til hende med en lille lerskorsten og gav hende så med åbne arme lov til at skøtte sig selv der helt alene – hvilket reelt var det samme som at sætte hende ud for at dø! Hvis min stakkels, gamle bedstemor stadig lever, så er det for at lide i dyb ensomhed, for at mindes og sørge over tabet af sine børn, sine børnebørn og sine oldebørn. De er med slavedigteren Whittiers ord
“Borte, borte, solgt og borte
Til Sydens rissumpe sorte,
Hvor slavepisken aldrig ligger,
Hvor nagende insekter stikker,
Hvor feberdjævlen sygdom spreder
Med den kolde fugt sin edder,
Hvor solens hvide flammer brænder
Bølger i den hede luft: –
Borte, borte, solgt og borte
Til Sydens rissumpe sorte
Fra Virginias grønne bjerges land –
Ak, de har ført mine børn, min mand!”
Hjemmets arne er forladt. Børnene, de uskyldige børn, der engang sang og dansede omkring hende, er borte. Hun famler sig af sted i alderdommens mørke for at fa sig en tår vand. I stedet for sine børns stemmer hører hun om dagen duens klager og om natten den uhyggelige ugles tuden. Og nu, tynget ned af alderdommens smerter og værken, hvor hovedet bøjer sig mod fødderne, hvor den menneskelige tilværelses begyndelse og slutning mødes, og hjælpeløs barndom og smertefuld ælde forbinder sig med hinanden – netop i det øjeblik, i det øjeblik hvor behovene er større end nogensinde, i det øjeblik hvor tiden er kommet til at vise den ømhed og kærlighed, som kun børn af aldrende forældre kan vise – er min stakkels, gamle bedstemor, hengiven mor til tolv børn, overladt fuldstændig til sig selv med et par svage gløder i den lille hytte. Hun står – hun sætter sig – hun vakler – hun falder – hun stønner – hun dør – og ikke et af hendes børn eller børnebørn er der til at tørre dødens kolde sved af hendes rynkede pande eller lægge hendes jordiske rester i graven.Vil en retfærdig Gud ikke hævne disse ting?
Omkring to år efter Lucretias død giftede Thomas sig igen. Hans nye kone hed Rowena Hamilton. Hun var ældste datter af William Hamilton. Min herre boede nu i St. Michaels. Ikke længe efter hans ægteskab opstod der en misforståelse mellem ham og Hugh, og for at straffe sin bror hentede Thomas mig til St. Michaels for at leve der. Nu oplevede jeg så endnu et smertefuldt opbrud. Det var dog ikke så slemt som det, jeg havde frygtet i forbindelse med bodelingen, for i den mellemliggende periode havde Hugh og hans engang så søde og kærlige kone undergået en stor forandring. Cognacens indflydelse på ham og slaveriets på hende havde medført katastrofale karakterskift hos dem begge, således at jeg, hvad dem angik, ikke følte, at jeg havde meget at tabe ved at blive flyttet. Men det var ikke dem, jeg var knyttet til. Det var til de små drenge i Baltimore, at jeg følte den stærkeste tilknytning. Jeg havde faet mange lærerige undervisningstimer af dem, og jeg fik dem stadig, og tanken om at tage afsked med dem var i sandhed tung. Jeg tog ydermere afsked uden håb om nogensinde at fa lov til at vende tilbage. Thomas havde sagt, at han aldrig ville lade mig komme tilbage. Han anså muren, der var kommet mellem ham selv og hans bror, for uoverstigelig.
Jeg måtte så beklage, at jeg ikke i det mindste havde forsøgt at føre min beslutning om at flygte ud i livet – for chancerne for med held at flygte fra byen er ti gange større end ude fra landet.
Jeg sejlede fra Baltimore mod St. Michaels med sluppen Amanda under kaptajn Edward Dodson. Undervejs bed jeg især mærke i kursen, dampskibene tog for at komme til Philadelphia. Jeg fandt ud af, at de i stedet for at sejle nedad, når de nåede North Point, fortsatte opad i bugten i nordøstlig retning. Jeg anså den oplysning for at være af uvurderlig betydning. Beslutningen om at flygte fik fornyet kraft. Jeg bestemte mig for kun at vente på den første gunstige lejlighed. Jeg var fast besluttet på at stikke af, når den viste sig.