Jeg er nu kommet til en periode i mit liv, hvor jeg kan angive datoer. Jeg forlod Baltimore og rejste ned til Thomas Auld i St. Michaels i marts 1832. Det var nu mere end syv år siden, at jeg havde boet sammen med ham i min gamle herres familie på oberst Lloyds plantage. Vi var selvfølgelig nærmest fremmede over for hinanden nu. For mig var han en ny herre, og jeg var en ny slave for ham. Jeg vidste intet om hans sindelag og væsen, og det var det samme for hans vedkommende. Det tog dog kun ganske kort tid, inden vi var helt fortrolige med hinanden. Jeg lærte hans kone at kende mindst lige så godt som ham selv. De passede godt til hinanden, for de var lige ondskabsfulde og grusomme. Jeg oplevede nu for første gang i mere end syv år sultens smertefulde gnaven – noget jeg ikke havde prøvet, siden jeg forlod oberst Lloyds plantage. Det var svært nok for mig dengang, hvor jeg ikke havde en tid med tilstrækkelig mad at se tilbage på. Det var ti gange sværere efter at have boet i Hughs familie, hvor jeg altid havde faet nok at spise, og god mad også. Jeg nævnte, at Thomas Auld var en ondskabsfuld mand. Det var han også. Selv blandt slaveejere bliver det betragtet som fremskreden ondskab ikke at give en slave nok at spise. Reglen er, at uanset hvor grov maden er, så skal der bare være nok af den. Det er teorien, og i den del af Maryland, jeg kom fra, er det almindelig praksis – om end der er undtagelser. Thomas gav os ikke nok af hverken grov eller god mad.Vi var fire slaver i køkkenet – min søster Eliza, min tante Priscilla, Henny og jeg selv – og vi blev tildelt mindre end sytten liter majsmel om ugen og meget lidt kød eller grøntsager derudover. Det var ikke nok til, at vi kunne leve af det. Vi var derfor henvist til den triste udvej at leve på vore naboers bekostning. Det gjorde vi ved at tigge eller stjæle, afhængigt af hvad der var nemmest i situationen, og uden at anse det ene for at være mindre legitimt end det andet. Rigtig mange gange var vi arme mennesker ved at gå til af sult, mens der lå mad i rigelige mængder og blev fordærvet i madkamrene, og vores fromme frue vidste det godt – og alligevel bad hun og hendes mand hver morgen på deres knæ til Gud, at han ville velsigne dem i pose og i sæk!
Uanset hvor slemme alle slaveejere er, så oplevede vi sjældent nogen, der var helt uden træk, som fortjente respekt. Min herre hørte til den sjældne race. Jeg mindes ikke en eneste god gerning, han har udført. Det fremherskende træk i hans karakter var ondskab, og hvis der var andre sider i hans personlighed, så måtte de underkaste sig den. Han var ond, og som de fleste andre onde mennesker, ejede han ikke evnen til at skjule sin ondskab. Kaptajn Auld var ikke født slaveejer. Han havde været en fattig mand, havde førhen aldrig været herre over andet end et håndværk. Han giftede sig til alle sine slaver – og af alle mænd er nyslåede slaveejere de værste. Han var grusom, men fej. Han regerede uden fasthed. I håndhævelsen af sin lov var han sommetider streng og sommetider eftergivende. Sommetider henvendte han sig til slaverne med en Napoleons beslutsomhed og en djævels raseri – til andre tider kunne man godt tro, at han var en rejsende, der var faret vild. Han gjorde intet af egen drift. Han kunne være gået for at være en løve, hvis det ikke var for ørerne. Hver gang han prøvede at gøre noget godt, skinnede hans ondskab tydeligere end nogensinde igennem. Hans optræden, ord og handlinger var en født slaveejers optræden, ord og handlinger, men eftersom det var tillært, var det bare kejtet. Han var ikke engang en god skuespiller. Han havde viljen til at illudere, men manglede evnerne. Da han ingen ressourcer rummede selv, var han tvunget til at efterligne mange andre, og derfor endte han med at blive ustadig – og følgelig blev han genstand for foragt selv blandt sine egne slaver. Den luksus, det er at have slaver til at varte sig op, var helt ny for ham, og han var slet ikke forberedt på det. Han var slaveejer uden evnen til at eje slaver og måtte se i øjnene, at han ikke var i stand til styre sine slaver med hverken magt, angst eller bedrag. Det var sjældent, vi kaldte ham ‘herren’ – vi kaldte ham i almindelighed ‘kaptajn Auld’ og var faktisk tilbøjelige til slet ikke at omtale ham ved navn eller titel. Jeg er ikke i tvivl om, at vores adfærd var medvirkende til at gøre ham kejtet og derfor pirrelig. Vores mangel på respekt må have gjort ham forfærdelig rådvild. Han ønskede, at vi skulle kalde ham ‘herren’, men han havde ikke fastheden til at fa os til det. Hans kone plejede at insistere på, at vi gjorde det, men forgæves. I august 1832 deltog min herre i et metodistisk teltmøde i Talbot County, og der mødte han religionen. Jeg nærede et svagt håb om, at hans omvendelse ville fa ham til at frigive alle sine slaver og hvis ikke det, så i det mindste gøre ham mildere og mere human. Jeg blev skuffet i begge henseender. Det gjorde ham ikke mere human over for sine slaver og fik ham heller ikke til at frigive dem. Hvis det havde nogen indflydelse på hans karakter, så var det at gøre ham mere grusom og hadefuld i al sin færden – for jeg mener, han var et langt værre menneske efter omvendelsen end inden. Inden sin omvendelse forlod han sig på, at hans egen fordærvelse skulle holde hans bestialske råhed oppe, men efter sin omvendelse fandt han støtte og retfærdiggørelse af sin slave ejergrusomhed i religionen. Han gjorde sit yderste for at fremstå from. Hans hjem blev et menighedshus. Han bad morgen, middag og aften. Han skilte sig meget hurtigt ud blandt sine brødre i troen og blev snart mødeleder og vækkelsesprædikant. Hans indsats i vækkelsen var stor, og ved at omvende mange sjæle viste han sin nytte i kirkens hænder. Hans hjem var der, hvor prædikanterne boede. De plejede at holde meget af at være der under deres ophold, for mens han sultede os, stopfodrede han dem.Vi har haft tre-fire prædikanter boende på en gang. De af dem, der kom oftest, mens jeg var der, hed Storks, Ewery, Humphry og Hickey. Jeg har også set George Cookman i vort hus. Vi slaver elskede Cookman. Vi anså ham for at være en god mand. Vi mente, det var ham, der havde formået Samuel Harrison, en meget rig slaveejer, til at frigive sine slaver, og på en eller anden måde fik vi det indtryk, at han arbejdede for at opnå alle slavers frigivelse. Når han var i huset, kunne vi være sikre på at blive kaldt ind til andagt. Når de andre var der, blev vi sommetider kaldt ind og sommetider ikke. Cookman viede os mere opmærksomhed end nogen af de andre præster. Han kunne ikke være sammen med os uden at røbe sin sympati for os, og hvor dumme vi end var, var vi kloge nok til at mærke det.
Mens jeg boede hos min herre i St. Michaels, var der en ung, hvid mand ved navn Wilson, som satte sig for at holde søndagsskole for at undervise de slaver, der måtte have lyst til at lære at læse Det nye Testamente. Vi var kun mødtes tre gange, da to metodistiske mødeledere ved navn West og Fairbanks sammen med mange andre overfaldt os med kæppe og kasteskyts, jog os bort og forbød os at mødes igen. Således gik det med den lille søndagsskole i den fromme by St. Michaels.
Jeg nævnte, at min herre fandt retfærdiggørelse for sin grusomhed i religionen. Til eksempel vil jeg give et af mange beviser for påstanden. Jeg har set ham binde en lam, ung kvinde og piske hende med en kraftig kohudspisk på hendes nøgne skuldre, så det røde blod begyndte at dryppe, og til forsvar for sin blodige handling citerede han følgende skriftsted fra Bibelen: “Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke gør den, han skal have mange prygl.”
Herren holdt sommetider den sønderflængede unge kvinde bundet i denne frygtelige stilling fire-fem timer ad gangen. Jeg har set ham binde hende tidligt om morgenen og piske hende inden morgenmaden, derefter lade hende hænge, mens han var i forretningen, vende tilbage til middag og piske hende igen de steder, der allerede var hævede af hans brutale pisk. Hemmeligheden bag herrens brutalitet over for Henny skal findes i den kendsgerning, at hun var nærmest hjælpeløs. Som lille var hun faldet i ildstedet og blevet skrækkeligt forbrændt. Hendes hænder var så forbrændte, at hun aldrig genvandt brugen af dem. Hun kunne næsten ikke andet end bære tunge byrder. Hun var en udgift for herren, og da han var en ond mand, var hun i hans øjne et stående irritationsmoment. Det virkede, som om han havde lyst til at tage livet af den arme pige. Han forærede hende til sin søster to gange, men da hun ikke var nogen god gave, var søsteren ikke indstillet på at beholde hende. Til sidst valgte min godhjertede herre, for at bruge hans egne ord, at “lade hende gå, så hun kan klare sig selv.” Her var en nyligt omvendt mand, der bevarede grebet om moren og samtidig viste hendes hjælpeløse barn ud til sult og død! Thomas Auld var en af de mange fromme slaveejere, der holder slaver med det yderst barmhjertige formål at tage sig af dem.
Min herre og jeg havde temmelig mange uoverensstemmelser. Han syntes ikke, jeg egnede mig til hans brug. Bylivet, sagde han, havde haft en særdeles skadelig virkning på mig. Det havde nærmest gjort mig ubrugelig til noget som helst formålstjenligt og givet mig anlæg for alt ondt. En af mine alvorligste fejl var at lade hans hest stikke af ud til hans svigerfars gård, der lå omkring otte kilometer fra St. Michaels. Så måtte jeg af sted for at hente den. Grunden til denne skødesløshed – eller omtanke – var, at jeg altid fik noget at spise, når jeg kom derud. William Hamilton, min herres svigerfar, gav altid sine slaver nok at spise. Jeg er aldrig gået sulten derfra, uanset hvor meget jeg skulle skynde mig tilbage. Til sidst sagde herren, at han ikke ville finde sig i det længere. Jeg havde levet hos ham i ni måneder, og han havde i det tidsrum pisket mig alvorligt flere gange, uden at det havde hjulpet. Han bestemte sig derfor for at sende mig bort, så jeg kunne blive tæmmet, og til den ende lejede han mig ud i et år til en mand, der hed Edward Covey. Covey var en fattig mand, der havde lejet sin gård. Han lejede jorden, han boede på, og de folk, der arbejdede for ham. Covey havde vundet stort ry for sin evne til at tæmme unge slaver, og det ry var af enorm værdi for ham. Det gjorde det muligt for ham at fa sin gård passet langt billigere, end det ellers havde været tilfældet. Der var de slaveejere, der ikke betragtede det som noget synderligt tab uden yderligere betaling at lade Covey have deres slaver i et år på grund af den oplæring, slaverne fik. Takket være sit ry havde han ingen problemer med at leje unge folk. Ud over de mange gode, medfødte egenskaber, Covey havde, var han også religionslærer – en from sjæl – og medlem af og mødeleder i metodistkirken. Det befæstede alt sammen hans ry som ‘niggertæmmer’. Jeg vidste dette her, for en ung mand, der havde levet hos ham, havde fortalt mig om forholdene. Ikke desto mindre flyttede jeg gladeligt – for jeg var sikker på at fa nok at spise, og det er slet ikke uvæsentligt for en sulten mand.