Efter at have læst foranstående beretning, kan jeg se, at jeg flere steder har talt om religion på sådan en måde og i sådanne vendinger, at det kunne forlede folk, der ikke kender min religiøse overbevisning, til at tro, at jeg er modstander af al religion. For ikke at løbe den risiko skønner jeg det mest rigtigt at tilføje følgende korte forklaring. Hvad jeg har sagt om og imod religion, gælder udelukkende den slaveejende tro her i landet og hentyder på ingen måde til egentlig kristendom; for i mine øjne er forskellen på kristendommen hertillands og Jesu kristendom så stor, som tænkes kan – den er så stor, at man for at modtage den ene som god, ren og hellig er nødt til at afvise den anden som dårlig, fordærvet og ond. At være ven af den ene er med nødvendighed at være den andens fjende. Jeg elsker Jesu rene, fredelige og upartiske kristendom — derfor hader jeg kristendommen hertillands, der er fordærvet, holder slaver, pisker kvinder, røver børn af vuggen og er partisk og hyklerisk. Jeg kan virkelig ikke se nogen grunde ud over de mest svigefulde til at kalde religionen hertillands for kristendom. Jeg betragter det som kronstykket blandt misvisende navne, det frækkeste af alle bedrag og den groveste af alle krænkelser. Aldrig har man set tydeligere eksempel på “at stjæle Himlens embedstegn for at tjene djævelen”. Jeg fyldes med afsky ud over alle grænser, når jeg ser den religiøse pragt og vælde gå hånd i hånd med de himmelråbende inkonsekvenser overalt omkring mig.Vi har præster, der stjæler mennesker, missionærer der pisker kvinder, og medlemmer af menigheder der røver børn af vuggen. Manden, der svinger den blodlevrede pisk i ugens løb, indtager prædikestolen om søndagen og hævder at være ydmyge og beskedne Jesus’ præst. Manden, der stjæler min løn i slutningen af hver uge, møder jeg igen som menighedens mødeleder søndag morgen, hvor han står for at vise mig livets og frelsens vej. Ham, der sælger min søster til prostitution, træder frem som renhedens fromme fortaler. Ham, der forkynder, at det er en religiøs pligt at læse Bibelen, nægter mig retten til at lære at læse navnet på Gud, der skabte mig. Ham, der er en ivrig fortaler for ægteskabet, fratager millioner dets hellige indflydelse og overlader dem over en bank til besmittelsens hærværk. Den varme forsvarer for familiens ukrænkelighed er den samme, som splitter hele familier – river mænd og koner, forældre og børn og søstre og brødre fra hinanden – så hjemmet står tomt og arnen kold.Vi ser tyven prædike mod tyveri og ægteskabsbryderen mod utroskab.Vi har mænd der bliver solgt for at bygge kirker, kvinder der bliver solgt for at fremme Guds Ord, og babyer der bliver solgt, så man kan købe bibler til den stakkels hedning! Gud til ære og sjælen til gavn! Slaveauktionens klokke og klokken, der kalder til kirke, stemmer i med hinanden, og den sønderknuste slaves bitre skrig overdøves af hans fromme herres religiøse råb. Religiøse træf og slavehandlertræf følges med hinanden. Slavens fængsel og kirken står nær ved hinanden. Lænkers raslen og kæders klirren i fængslet og fromme salmer og højtidelige bønner i kirken kan høres på en og samme tid. Handlende i menneskers sjæle og kroppe stiller deres bod op i prædikestolens nærhed, og de hjælper hinanden gensidigt. Købmanden støtter prædikestolen med sit blodplettede guld, og prædikestolen ifører til gengæld hans djævelske forretning kristendommens dragt. Her har vi religion og røveri i alliance med hinanden – dj ævle iført engles klæder, og Helvede der fremstår som Paradis. Med John GreenleafWhittiers ord:
“O retvise Gud, se deres skrud,
Dit alters tjenere, gode Gud!
er med hånd, med bøn og korsets tegn
ager Lysets Pagt som deres egen.
De prædiker ord og handler had
De priser din frihed og din stad
Og ta’r dine børn, store som små
Og lænker dem under lås og slå!
Tjenere for Din nådige søn,
Der loved’ os frelse, håb og løn,
ægger koldt i levendes grave
en pinte og kuede slave!
Konge og statholder hånd i hånd!
Magt og tro nu som da knytter bånd!
etvise Gud, er det Din kirke
er støtter forbryderens virke?”
Kristendommen i Amerika er en kristendom, om hvis dyrkere man sandt kan sige, som man gjorde om Bibelens skriftkloge og farisæere: “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker — de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen ...... og at folk kalder dem rabbi. — Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke. — I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere. — I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv. — Vejer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen. Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed. — Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.”
Hvor mørkt og forfærdeligt dette billede end er, anser jeg det for at være fuldstændig sandt om det overvældende flertal af erklærede kristne i Amerika. De sier myggen fra, men sluger kamelen. Kunne noget være mere sandt om vore kirker? De ville være rystede ved tanken om at omgås en fåretyv – og samtidig favner de mennesketyve i deres menigheder og stempler mig som vantro, når jeg bebrejder dem for det. De overholder med farisæisk omhu religionens ydre former og forsømmer samtidig de vigtigere aspekter som lov, retfærdighed, barmhjertighed og troskab. De er altid villige til at ofre, men sjældent til at vise barmhjertighed. Det er dem, der siges at erklære deres kærlighed til Gud, som de aldrig har set, samtidig med at de hader deres næste, som de har set. De elsker hedningen på den anden side afjorden. De kan bede for ham, skænke penge så han kan få en Bibel – samtidig med at de foragter og fuldstændig ignorerer hedningen på deres egen dørtærskel.
Det er i al korthed min opfattelse af religionen her i landet – og for at undgå misforståelser, der kunne opstå ved brugen af generelle vendinger, mener jeg med religionen her i landet den, der praktiseres i ord, dåd og handling af de institutioner i nord og syd, som kalder sig selv for kristne og dog står i forbindelse med slaveejere. Det er religionen, som den bliver repræsenteret af de institutioner, jeg har følt det som min pligt at vidne imod.
Jeg vil runde disse bemærkninger af med at gengive følgende skildring af religionen i sydstaterne (der gennem samhørighed og fællesskab er den samme som religionen i nordstaterne), som jeg helt sagligt vil bekræfte som “en tro kopi” og hverken karikeret eller det mindste overdrevet. Det fortælles, at skildringen blev lavet adskillige år, inden den nuværende antislaveribevægelse begyndte sin agitation, af en metodistprædikant fra nordstaterne, som, da han boede i sydstaterne, havde lejlighed til at opleve slaveejernes moral, opførsel og fromhed med egne øje. “Skulle jeg ikke straffe dem for det, siger Herren, skulle jeg ikke tage hævn over sådan et folk?”
“Hør, synder og salig, hvad jeg vil sige
Om fromme præster for Gud Herrens rige
Der køber og sælger dreng og pige.
Andre de kalder ukristelige
Og synger om en himmelsk pagt.
Som bæster de brøler, som dyr de larme
De skyr hver fejl med retfærdigheds harme.
Nøje med tøjet de blotter arme,
Når brændejernet de lader varme
Og syde for en himmelsk pagt.
De kalder dig synder for en lille tår
Og straffer dig strengt, hvis du stjæler et far
Og røver dog selv og myrder og slår
Den sorte mands liv og alt, han attrår,
Kidnapperens himmelske pagt.
De taler højt om Kristi nåde og ord
Og binder hans billede med rem og snor,
Bander og trækker på rygge blodspor
Og mennesker sælger til hor og mord
I en lænkelagt himmelsk pagt.
De studerer Skriften og synger sange,
Gør helst deres bønner høje og lange,
Præ’ker godt, men går ondskabens gange,
Hærger broder, holder søster fange
Med løfter om en himmelsk pagt.
Vi spø’r, hvordan deres utro kirkespil,
Som brænder og pisker uden rast og hvil
Og slaver og penge sig klynger til,
Får lov at fortsætte med løgnens smil
I ond tros blodskyldige pagt?
De dyrker bomuld, tobak og anden gavn,
Røver, løgner og morder er deres navn.
De ophober skatte til egen favn
Med kohudspisks snært og andres afsavn
I håb om den himmelske pagt.
De trækker den ene ved hans uldne hår,
Prædiker tit til murene revner slår
Eller bræger så højt som en hel flok far.
De ta’r den anden om livet og slår
Et slag for den himmelske pagt.
En mennesketyv rask og rørig og rund,
Som lever af kødkost kernegod og sund,
Men som aldrig har ofret næringsgrund
På sorgens sultne sorte sønners mund
Står godt til den himmelske pagt.
Elsk ikke jordisk gods, præstens ord det lød,
Mens han slog i pulten, og tårerne flød.
Men slaverne ikke hans velstand nød,
Dem berøved’ han kød og tøj og brød
Og elsked’ sin himmelske pagt.
Og en talte ord påsmurt et olielag
Om En, hvis hjerte brast for synderens sag.
Han Bedste bandt til et træ næste dag,
Hendes gamle blod han fandt frem med hvert slag,
Mens han bad for en himmelsk pagt.
To tyvagtige andre med djævlehov
Spiler ud deres fingre til barnerov:
Der sidder børnene ved deres sjov.
Ved at spare på den sortes behov
De bevarer en himmelsk pagt.
Alt nyttigt fra slaven tyvene tager
For at gi’ det til hvide tøjter og mager,
Der pyntesygt til fristelser drager
Og propper munden med søde kager,
Og den slags skal kaldes en pagt.”
I ærligt og oprigtigt håb om, at denne lille bog kan bidrage til at kaste lys over det amerikanske slavesystem og være med til at fremskynde den lykkelige frihedens dag for mine millionvis af brødre i lænker – i fast tro på, at sandheden, kærligheden og retfærdighedens magt vil give mig medgang i mine ydmyge bestræbelser – og med et højtideligt, fornyet løfte om at arbejde for den hellige sag – forbliver jeg Deres
FREDERICK DOUGLASS
Lynn, Massachusetts, 28. april 1845