Efterskrift ved
Hans-førgen Birkmose
Frederick Douglass’ klassiske, lille skrift En amerikansk slaves beretning (1845) slutter på mange måder der, hvor hans liv begyndte, og når det derfor skulle udgives med et par ord om, hvad der ‘så skete’, var fristelsen for stor – og lejligheden for oplagt – til ikke at medtage den tale, han holdt godt tredive år senere (1876) ved indvielsen af Emancipation Memorial i Washington, D.C. – et monument købt og betalt med midler, der var samlet ind blandt de frigivne slaver.
De to tekster viser Douglass’ livsforløb henholdsvis i sin vorden og på sit højdepunkt og udgør således en nærliggende, kronologisk ramme om hans biografi. Men fordi Douglass’ liv, som vi vil fa at se, nøje fulgte, og indimellem nærmest flød sammen med den historiske udvikling, vidner teksterne også om ‘begyndelsen’ og ‘slutningen’ på en afgørende periode i det sorte USA’s historie – og da historien strengt taget ikke kender til begyndelser og slutninger, men kun modificerede betingelser, er det ikke for meget sagt, at teksterne samtidig konstituerer et løseligt katalog over kimene til forholdet mellem sorte og hvide i USA og den kamp for borgerrettigheder, der videreførtes i det tyvende århundrede.
Douglass skildrer i En amerikansk slaves beretning slaveriet ud fra sine personlige oplevelser, mens han ved Emancipation Memorial fremstår som fortaler for de sorte, der i mellemtiden har faet deres frihed. Den bevægelse i Douglass’ liv – hvor han går fra at tale sin sag til at tale alles sag – fortæller om store personlige sejre for ham og politiske landvindinger for de sorte, men søger man en forklaring på, at han i talen stadig finder grund til at lufte sin kritik med uformindsket styrke, må man også se på slavespørgsmålets parallelle, samfundsmæssige udvikling i samme periode.
Fra i trediverne og et par årtier frem at have været en institution, man af etiske eller følelsesmæssige årsager bekæmpede på (med et moderne udtryk) græsrodsniveau, overgik spørgsmålet om slaveriet som bekendt i tresserne til politisk afgørelse ved skrivebordene i Washington – og på slagmarkerne i sydstaterne, men i hvert fald med brug af samfundets etablerede magtinstrumenter. Et eller andet sted undervejs krydsede de to udviklinger – den enstrengede kamp for en enkeltsag (slaveriets afskaffelse) og skreddet i USA s noget mere sammensatte, politiske virkelighed – hinanden i symbolsk skikkelse af Frederick Douglass og Abraham Lincoln, og det er en af pointerne i Douglass’ kritik ved Emancipation Memorial, at udviklingerne derefter igen skiltes for at tage hvert sit løb.
Men det er måske at foregribe begivenhedernes gang. Det centrale her og nu er, at Douglass ikke var kommet til at stå ved Emancipation Memorial, hvis ikke slavespørgsmålet var kommet på den realpolitiske (og militære) dagsorden. Omvendt var han heller ikke kommet til det, hvis han ikke havde brugt mere end tyve år i enkeltsagens tjeneste, og når jeg med udgangspunkt i de to tekster på de følgende sider skal forsøge at fylde hullet mellem dem, vil det forhold konkret udmønte sig i, at jeg deler teksten op i to hovedafsnit – et der tematiserer antislaveribevægelsen og primært refererer til En amerikansk slaves beretning, og et der omhandler den politiske baggrund i USA og fortrinsvis tager udgangspunkt i talen ved Emancipation Memorial.
Jeg håber dermed dels at kunne tilfredsstille den biografisk interesseredes nysgerrighed, dels i al korthed at være i stand til at belyse et par enkeltheder ved teksterne, som Douglass naturligt forudsætter, er hans samtid bekendt, men som kan være helt eller delvist forvitret siden – og sidst, men ikke mindst, forhåbentlig at have held til at give et bud på baggrunden for, at Douglass overhovedet kunne stå ved Emancipation Memorial og holde en tale, som jeg vist ikke røber for meget ved at sige, først og fremmest henvendte sig til fremtiden.
Oplysningerne om Douglass’ liv efter slaveårene er i overvejende grad hentet fra hans sene selvbiografi Life and Times of Frederick Douglass (1891).
Frederick Douglass flygtede i 1838 op til nordstaterne. Han afviser i En amerikansk slaves beretning at røbe flugtvejen, og man forstår ham. Det var næsten for nemt.
Han satte sig ind i et tog og kørte derop på et pas, han havde lånt af en sort sømand.Turen gik gennem slavestaterne Maryland og Delaware op til friheden i Pennsylvania og dernæst New York. Man skal ikke underspille risikoen for både ham selv og sømanden, der hjalp ham, men ser vi bort fra, at det må have været en intenst nervepirrende rejse, var den eneste konkrete prøvelse undervejs mødet med konduktøren, som skulle se passet – der kun indeholdt en kursorisk beskrivelse af ejermanden, som på den anden side ikke lignede Frederick Douglass nævneværdigt. Konduktøren, der ifølge Douglass var mere snakkesalig end omhyggelig, kastede kun et overfladisk blik på passets officielle hoved. Og det var det.
Antislaveribevægelsen, som Douglass sidst i beretningen fortæller, han fa år efter kom ind i, blev hans platform i nordstaterne helt frem til borgerkrigens slutning og slaveriets afskaffelse.
Den var et kludetæppe af fraktioner og individuelle aktører, der havde samme mål, men som i øvrigt nemmest lader sig definere ud fra deres divergerende opfattelser af, hvad der var og ikke var legitime kampmidler. Skalaen gik fra følelses- og situationsbetingede enkeltaktioner inden for lovens (eller den personlige morals) rammer over mere konventionelt organiseret oplysnings- og kampagneaktivitet til væbnet kamp.
David Ruggles, der hjalp Frederick Douglass (s. 83), da han kom til New York, hørte til den første kategori. Han huserede sidst i trediverne i det elendigt oplyste minefelt mellem lovens ord og civilcouragens ret, og siger det ikke alt, så siger det i hvert fald meget om den betændte atmosfære, at han i tidens løb blev overfaldet og mishandlet, fik sit trykkeri brændt ned og kun med nød og næppe undgik selv at blive kidnappet og sendt til sydstaterne som slave.
Dargsagen, som Douglass identificerer ham med (s. 83), drejede sig om en slaveejer, John P. Darg, der var kommet til New York ledsaget af en slave,Thomas Hughes. Det var ikke velset i de frie stater – nogle slaveejere gjorde en politisk markering ud af at demonstrere, at de boede i et frit land og kunne rejse rundt med deres ejendom, som det passede dem – så da Thomas Hughes stak af fra Darg og tog et større pengebeløb med sig, var terrænet som skabt til et højt profileret, fremskudt frontafsnit i slaveridebatten.
Allestedsnærværende Ruggies og et par andre engagerede sig i sagen, og i den meget korte version nåede man frem til en aftale med Darg, der lød, at Darg skulle have de stjålne penge tilbage, men ikke slaven. Darg fik tilsyneladende (ikke) pengene, og efter yderligere et par forviklinger endte man under stor mediebevågenhed i en sump af krav, modkrav og mange måneders juridisk tovtrækkeri på amerikansk.
Det er mere, end teksten her kan bære, så udelukkende for at runde historien af: Sagen endte med at blive henlagt af mangel på beviser.
Der blev efterfølgende ved med at hvile et skær af upålidelighed over Ruggies (formentlig næret i lige høj grad af modstanderne og hans gråzoneaktiviteter), og da iveren året efter løb af med ham i et blad, hvor han – bag redaktørens ryg og uden at kunne bevise det – anklagede en navngiven hotelejer for at huse menneskejægere på vej tilbage til sydstaterne med tilfangetagne sorte, havde han opbrugt kreditten blandt sine egne.
Helt åbenlyst på jagt efter en undskyldning for at slippe af med ham bad man ham om at redegøre for sin omgang med betroede midler, og der dukkede en manko på firehundrede dollar op, som han ikke kunne forklare. Han blev ved med at skrive i sagens tjeneste nogle år fremover, men hans rolle var udspillet, og Douglass’ ord om hans ukuelighed (s. 84) er skrevet mod bedre vidende og må betragtes mere som et opmuntrende skulderklap til en gammel ven og stridsmand end som et realistisk skøn af situationen.
John Brown repræsenterede antislaveribevægelsens anden fløj. Douglass mødte ham første gang ganske kort i 1847 til en slags sonderende drøftelser om et muligt samarbejde og fortalte senere, at det havde krævet et godt tag i sig selv ikke at lade sig betvinge af den viljestærke mands personlighed.
Brown skitserede allerede da sine planer om at gribe til våben. Hans ræsonnement var, at en produktionsform, in casu slavehold, der ikke var driftsikker, fordi man ikke kunne beskytte den effektivt, automatisk ville falde i værdi, hvorfor selv en lille gruppe mænd, der drog op i bjergene og derfra foretog raids ned blandt slaveejerne, før eller siden ville være i stand til at ødelægge sydstaternes økonomi – eller medføre omlægninger af den, hvilket gav samme resultat: Slaveriets afskaffelse.
Strategien kaldes vist nu om dage for destabilisering af samfundet, og var den urealisabel i det store, så rådede John Brown på kort sigt i sin blinde tro på sagen over et våben, som historien skulle vise, var mere end farligt nok.
Det blev ikke til noget nært samarbejde mellem Brown og Douglass, men Brown blev et kapitel for sig i Douglass’ liv, og vi kommer tilbage til ham om et øjeblik.
Douglass lagde ikke afstand til nogen, der bekæmpede slaveriet. Han udøvede elementær, civil ulydighed (han hjalp konsekvent slaver, der var på flugt) og støttede i flere omgange John Brown, men personligt opererede han et sted mellem de to yderpunkter med oplysning, agitation og debat. Alligevel fik han følgerne af at begive sig ud i det ophedede miljø at mærke og måtte to gange forlade landet for at søge tilflugt i England. Første gang som en direkte konsekvens af udgivelsen af En amerikansk slaves beretning.
Douglass gjorde med sine naturlige, retoriske gaver straks fra begyndelsen stort indtryk ved de møder, han deltog i. Det lykkedes imidlertid hans modstandere at vække folks skepsis ved at spørge, om det virkelig kunne have sin rigtighed, at dette begavede og veltalende menneske, der var begyndt at rejse landet tyndt i agitationens tjeneste, havde været slave indtil for ganske fa år siden.
Douglass svarede igen med En amerikansk slaves beretning, hvor han med steder og navns nævnelse dokumenterede sin historie. Der var en enkelt, ikke helt uvæsentlig detalje, han senere blev opmærksom på, var forkert – vi kommer til den senere – men derudover blev hans påstande aldrig bestridt, og langt mindre da imødegået.
Ikke desto mindre blev han advaret mod at udgive bogen.Juridisk set havde han stadig status af bortløben slave og skulle som sådan ifølge loven sendes tilbage til sin ejer, når og hvor han blev fundet. Støjen omkring en kontroversiel bogudgivelse kunne påkalde sig uhensigtsmæssigt megen opmærksomhed.
Han blev følgelig sendt i sikkerhed i England, og var det ikke for den nationale stoltheds skyld, ville det ikke være umagen værd at fortælle, at han under sit ophold mødte den “svenske” digter H. C. Andersen, som han senere fandt det nødvendigt to gange i samme sætning at beskrive som “underlig” – for Douglass ville i virkeligheden meget hellere hjem, og det endte med, at hans venner købte ham og forærede ham beviset på hans frihed.
Købet havde sine moralske knaster. Det indebar en implicit anerkendelse af slavesystemets mekanik, og Douglass havde af samme grund sine forbehold over for arrangementet, men da han sidenhen blev kritiseret for frivilligt at have accepteret en handel om sin krop, anlagde han det synspunkt, at det var løsepenge, der var blevet udbetalt til en kidnapper. Det ville være hjerteløst at gå ind i en diskussion her, om det var meget bedre at give efter for afpresning – logisk set var det det ikke, men logik omsat i praksis har det med at bære sin egen undergang i sig, så vi lader den sunde dømmekrafts nåde gå for ret.
Anden gang han måtte flygte ud af landet, var efter John Browns katastrofale angreb på våbenlageret ved Harpers Ferry i 1859.
Douglass havde skjult John Brown i 1856, da han var på flugt efter med held at have deltaget i ‘prøveborgerkrigen’ i Kansas, hvor private, militante grupperinger på begge sider havde grebet til våben for at afgøre, om staten skulle være en slave- eller fristat. Douglass fortæller, at Brown allerede da arbejdede med en idé om at etablere en flugtkorridor for slaver fraVirginia til Canada, og da Brown kort tid inden angrebet på Harpers Ferry sendte bud efter Douglass,fordi han stod over for en stor aktion, troede Douglass, at det var de planer, der skulle iværksættes.
Douglass beretter videre, at han prøvede at snakke Brown fra forehavendet, da det gik op for ham, hvad han havde i sinde. Han argumenterede, at et angreb på våbenlageret ved Harpers Ferry var et angreb på unionen, ikke sydstaterne, men det var en pointe i sig selv for Brown – det var faldet ham ind, at han kunne vække national opmærksomhed omkring sagen med en enkeltstående, spektakulær handling.
Lige så lidt hjalp den rent matematiske indvending, at et angreb på den amerikanske hær med en lille snes mænd måtte ende galt – Brown svarede fortrøstningsfuldt, at han jo ville have gidsler og kunne købslå sig ud af våbenlageret igen.
Douglass’ tillid til den amerikanske hærs forhandlingsvilje – i særdeleshed i Virginia – var betydeligt mindre end Browns, og han tog afsked med manden.
Chokbølgerne, som Browns angreb sendte gennem det amerikanske samfund, medførte en finmasket klapjagt på alle, der havde været i nærheden af ham, og Douglass måtte på ny flygte til England. Da han af personlige årsager rejste hjem et halvt års tid efter – fordi hans datter var død – var stemningen ændret. Man havde faet andet at tænke på. Borgerkrigen var blevet uundgåelig.
Douglass siger det ikke, men da han stod på talerstolen ved Emancipation Memorial og hyldede Abraham Lincoln som indbegrebet af den amerikanske drøm, må tanken have strejfet ham, at hans egen livsbane fra slaveriet og til dette højdepunkt havde været lige så lang som præsidentens – at den også var foregået på markant andre vilkår, turde være lige så indlysende for ham.
Douglass kalder i talen ved Emancipation Memorial Abraham Lincoln for det hvide USA’s præsident og retter i den anledning en række bebrejdelser imod ham, der alle har rod i beslutninger, Lincoln tog i forbindelse med begivenheder under borgerkrigen.
Følger vi Douglass, må vi medgive ham, at bebrejdelserne havde bund i virkeligheden. I de første krigsår var der en lang række tilfælde – formentlig flere end Douglass nævner – hvor Lincoln ikke bare undlod at sætte de sortes stilling på dagsordenen, men også handlede mod dem og forsvarede slaveriet.
For Lincoln drejede borgerkrigen sig i første række om at bevare og beskytte unionen. Det var i hans øjne den opgave, han ved sin indsættelse som præsident havde svoret at ville løse. Slaveriet var et sekundært problem – Lincoln havde intet til overs for systemet, men politisk var det kun problematisk, fordi det var et symptom på den uforenelige blanding af slave- og fristater, der havde plaget unionen som en grundlæggende konstruktionsfejl lige siden forfatningsdannelsen og nu truede med definitivt at splitte den.
Lincolns halmstrå var, at unionen også var det vigtigste for mange sydstater. De sluttede op om slaveriet uden undtagelse, men langt fra alle var villige til at udtræde af unionen for at slutte sig til konføderationen, så da borgerkrigen kom, var det godt, gammeldags politisk håndværk for Lincoln at sikre de loyale sydstaters fortsatte støtte – eller med andre ord at undlade at gøre noget, der ville tvinge dem til at skifte side.
Derfor skred han ind og omgjorde general Fremonts beslutning, da generalen erklærede slaveriet afskaffet i erobrede områder. Derfor bakkede han ved en anden lejlighed op om general McClellans modsatte dekret, at al ejendom (herunder slaver) ville blive respekteret i erobrede områder (om end han ikke støttede samme generals militære passivitet, der angiveligt på et tidspunkt fik ham til med pointeret høflighed at bemærke, at “hvis general McClellan ikke skal bruge sine tropper, vil jeg gerne låne dem”). Derfor blev proklamationen om slaveriets afskaffelse i første omgang (sidst i september 1862) udsendt som et ultimatum, der gav de oprørske stater tre måneder til at bøje sig og ikke var trådt i kraft, hvis de havde gjort det. Derfor var proklamationen “afgrænset” i sit ordvalg – den er spækket med detaljerede undtagelser, der tilgodeså de loyale sydstater (eller loyale områder i de enkelte sydstater). Og så videre. Lincoln sprang som en lækat for at undgå fælderne.
Det var dog ikke strategiske overvejelser, der lå bag hans tanker om, at de sorte skulle “forlade det land, vi var født i” (s. 101).
Lincoln var en mangeårig tilhænger af American Colonization Society, der i snesevis af år havde arbejdet for at tilbageflytte de sorte i USA til Afrika, og det Douglass hentyder til, er, at Lincoln ganske fa måneder, inden han proklamerede slaveriets afskaffelse, foreslog en kreds af sorte borgere, at de sorte skulle forlade USA og flytte enten til Afrika eller, alternativt, til et landområde i Mellemamerika, som USA ville købe til dem, og som havde et (for dem) mere “kongenialt” klima end det amerikanske. I sine indledende bemærkninger til forslaget angav han som grund, at af alle racer fungerede den hvide og den sorte dårligst med hinanden. Man må tro, det er det, Douglass tænker på, når han i forblommede vendinger refererer til “mindre heldige glimt” af præsidenten “i et ulyksaligt øjeblik” (s. 102), og at det også er baggrunden for Douglass’ senere bemærkning om, at Lincoln “delte sine hvide landsmænds fordomme” (s. 104).
Douglass’ tale ved Emancipation Memorial er et partsindlæg, og man kan ikke uden videre hænge Lincoln til tørre, fordi han var barn af sin tid og sympatiserede med socialdarwinismens (eller dens forløberes) idéer. Talen siger for så vidt forsvindende lidt om Lincoln (og gennem ham de hvide).Til gengæld taler den sit tydelige sprog om Douglass’ opfattelse af ham (og dem) – om den opfattelse så også svarede til de sortes generelle opfattelse, må bero på et skøn, men den historiske udvikling tyder på, at Douglass næppe ramte helt ved siden af.
Man kan dele hans holdning til Lincoln op i tre, mennesket, symbolet og politikeren.
Der er ingen tvivl om, at hans beundring og sympati for manden -mennesket – Lincoln er oprigtigt ment. Douglass mødte præsidenten tre gange, to gange i en bestræbelse på at lade sorte soldater kæmpe for unionen og tredje gang under festlighederne, da Lincoln tiltrådte sin anden valgperiode, og han havde kun godt at sige om den varme, lydhørhed og ærlighed, Lincoln mødte ham med.
Lincoln kunne af politiske grunde ikke ved det første møde imødekomme Douglass’ ønske om at lade sorte soldater deltage i krigen, men anden gang havde han gjort det, og Douglass var menneskelig nok til senere at røbe sin benovelse over, at præsidenten ved den lejlighed lod mødet løbe langt ud over den afmålte tid, så væsentlig mere betydningsfulde mennesker måtte vente.
Tredje gang var i forbindelse med tiltrædelsesfestlighederne i anledning af Lincolns anden præsidentperiode. Douglass ville gratulere, men man havde stående ordre ved indgangen til ikke at lukke sorte ind – hvilket fik Douglass, der konsekvent tog kampen op i den slags situationer, til at skabe så meget postyr, at præsidenten hørte om det og personligt greb ind, så Douglass kunne hilse på ham.
Douglass hylder også i talen Abraham Lincoln som symbol, som det levendegjorte ideal, der opfyldte den amerikanske drøm ved at arbejde sig op fra ydmyge kår til landets højeste post. Det var en klokkeklar bekræftelse af, at forfatningens stipulerede “liv, frihed og stræben efter lykke” også var de sorte amerikaneres værdi – en bekræftelse mange (især hvide) havde brug for i de fortumlede år under genopretningen efter borgerkrigen.
Det er politikeren Abraham Lincoln, han går i rette med. Han siger, at ‘vi’ (de sorte) aldrig mistede tilliden til Lincoln, men at det også hørte med og ikke skulle glemmes, at politikeren Lincoln satte de hvides interesser over de sortes velfærd.
Dilemmaet mellem unionens bevarelse eller slaveriets afskaffelse er et skoleeksempel på en situation, hvor moralske absolutter tørner sammen med hinanden og den politiske virkelighed. Det var muligvis de erfaringer, der betød, at Douglass sagde nej tak, da han efter borgerkrigen blev foreslået at gå ind i politik – og forklarede sig med, at de sorte havde mere brug for en fortaler end et kongresmedlem.
De hvide fik deres land, de sorte fik deres frihed. Så skarpt stiller Douglass det op (s. 101). Det er givetvis her, vi skal finde forklaringen på talens to nøgleord/vores’ og jeres’. Igen og igen vender og drejer Douglass ‘vi og I’-motivet, først og sidst i den løbende betoning af, at Lincoln var ‘jeres’ præsident. ‘Vi’ kunne lide ham som menneske og er taknemmelige for det, han gjorde for ‘os’. ‘Vi’ deler også ‘jeres’ værdier og hylder ligesom ‘jer’ præsidenten som symbol på den amerikanske drøm.
Men de sortes særlige erfaringer sidder i den sorte selverkendelse, som Douglass udtrykker den – som en blanding af forbitrelse, selvbevidst stolthed og betinget velvilje – at sorte amerikanere har deres egne forudsætninger, deres egen kultur og historie, som adskiller sig ubodeligt fra de hvides; forudsætninger i lyset af hvilke de må læse deres liv og virkelighed, og som de i sagens natur må handle ud fra. Dermed formulerer han den brudflade mellem sorte og hvide, man møder igen og igen i forholdet mellem de to racer hele vejen op gennem det tyvende århundrede, og som måske stadig er der.
Frederick Douglass’ liv var så nær ved at være legemliggørelsen af de sorte amerikaneres historie i attenhundredtallet, som vi kan komme det.
Det ville være en poetisk tilsnigelse at sige, at der går en lige linje fra Douglass’ nærmest bibelske opgør med Covey til nationens endegyldige kamp mod slaveriet. Dertil var Douglass’ livtag med slavetæmmeren nøgternt betragtet for personligt og situationsbestemt og borgerkrigen betinget af for mange andre faktorer også.
Alligevel er der noget tankevækkende ved, at manden, der selv valgte sit navn og aldrig lærte sin alder at kende, kom til at bevæge sig nærmest som et generisk begreb ad alle de snørklede veje, der hver på deres måde førte til den første, afgørende ændring af de sortes stilling i USA.
Som i en spillefilm var han alle de relevante steder på alle de centrale tidspunkter. Han var slave i sydstaterne, arbejdede som fri mand i nordstaterne mod slaveriet og var efter borgerkrigens slutning med til at sætte de første ord på fremtidens forhold mellem sorte og hvide i USA. Undervejs oplevede han det længst tænkelige tværsnit af amerikanske miljøer – fra rigt som fattigt hverdagsliv i både syd og nord via de aktivistiske miljøer på græsrodsniveau til magtens korridorer i Washington.
Og da historien ikke vil være ringere end Hollywoods drejebogsforfattere, lader den ikke bare hans liv kulminere med en tale til fremtiden ved Emancipation Memorial, den føjer også en afsluttende solnedgangsscene til beretningen – for Frederick Douglass mødte sin gamle herre Thomas Auld igen, da de begge to var blevet gamle mænd.
Auld lå på dødslejet, og da han hørte, at Douglass var på egnen i anden anledning, sendte han en invitation. På grund af Aulds alvorlige svækkelse – han døde kort tid efter – varede besøget kun tyve minutter.
Auld tiltalte Douglass i vendinger, der svarede til hans nye værdighed. Douglass bad ham sige Frederick ligesom i gamle dage.
Auld sagde, at han også ville være flygtet, hvis han havde været i Douglass’ sted. Douglass sagde, at det ikke var Auld, han var flygtet fra, men slaveriet.
Douglass spurgte, om Auld kendte hans præcise alder. Det gjorde han ikke.
Douglass erkendte, at han havde begået en fejl i En amerikansk slaves beretning: Hans bedstemor var ikke endt med at blive sat ud i skoven for at dø.Thomas Auld havde sørget for den gamle dame. Douglass havde rettet fejlen, så snart han blev opmærksom på den.
Auld talte om sin nært forestående død. Douglass fortæller ikke, hvad han svarede.
Det var ikke Douglass’ sidste møde med fortiden. Han vendte også som gammel mand tilbage til Lloyds plantage i Talbot County, hvor han blev modtaget af gamle oberst Lloyds oldebarn. Han så Barneys lade igen og køkkenet, hvor han havde set sin mor for sidste gang – og han hæftede sig ved mekaniseringen af driften, der havde erstattet de talrige slaver.
Han sluttede denne rejse tilbage til en fortid, der havde taget hul på fremtiden, med at holde en tale om John Brown ved Harpers Ferry – det var omkring tyve år efter angrebet, historien havde gjort manden, Lincoln dengang kaldte en fanatiker på afveje, til en helt, men Douglass var sig pinligt bevidst, at hvis han blot fa år tidligere havde stillet sig op på det sted for at hylde John Brown, ville han med sikkerhed være blevet hængt i det nærmeste træ (hans ord, ikke mine).
Der skete ikke noget – han tog det som et tegn på, at ikke kun de sorte, men også de hvide var blevet frie med slaveriets afskaffelse.
I den aldrende Douglass’ udlægning havde de hvide været slaveejere, ligesom de sorte var slaver, fordi de ikke kendte andet – sorte og hvide var i samme grad ofre for et system, og det var de, fordi de var uvidende og manglede oplysning, eller måske rettere, fordi de savnede adgang til andre synspunkter end dem, der blev formidlet fra prædikestolene og i den toneangivende presse, og hvis funktion og virkning helt fundamentalt var socialiserende og konserverende – og dermed systembekræftende.
Douglass, der fra en tidlig alder satte lighedstegn mellem frihed og evnen til at læse – og rigtignok hurtigt fik at mærke, at det gjorde hans herre også – måtte tænke sådan: Adgang til viden var vejen til frihed. Derfor blev hans flugt til friheden i en vis forstand en livslang færd, der endte med at personificere de sortes rejse fra social stumhed til stemme.