Venner og medborgere! Jeg vil ønskejer varmt tillykke med det meget gribende formål, der har faet jer til at møde så talstærkt og feststemte frem. Denne lejlighed er i visse henseender bemærkelsesværdig. Dybe og tænksomme mænd af vores race, som i fremtiden vil lære af vores historie i De Forenede Stater – som vil kortlægge den lange og golde vej vi er gået – som vil tælle leddene i den lange kæde af begivenheder, der har ført os hertil i dag – de vil mærke sig denne lejlighed – de vil tænke på den og tale om den med mandig stolthed og tilfredshed.
Jeg vil også ønskejer tillykke med de yderst gunstige betingelser, vi mødes under. De er ophøjede, inspirerende og uhørte. De forlener det formål, der har samlet os, med skønhed, hæder og vægt. Intet andet sted i dette store land, med dets utallige store og små byer, med dets ubegrænsede rigdom og umådelige territorium, der strækker sig fra hav til hav, kan der fmdes mere gunstige betingelser for denne lejligheds lykkelige afvikling end netop her.
Vi står i dag i nationens hjerte for at gennemføre noget nær en national handling – en handling, der vil gå over i historien – vi står, hvor hvert eneste af nationens pulsslag kan høres, føles og besvares. Tusind telegraftråde, næret af tanker og båret på lynets vinger, sætter os i øjeblikkelig forbindelse med loyale og sande mænd over hele landet.
Der fmdes fa kendsgerninger, der er bedre egnet til at illustrere den vældige og vidunderlige forandring, vores vilkår som folk er undergået, end netop den kendsgerning, at vi mødes her med det formål, vi har i dag. Fredelig, smuk, rigtig og prisværdig som denne demonstration er, så kan jeg ikke glemme, at den ikke ville være blevet tolereret for tyve år siden. Slaveriet og barbariets ånd, der i visse mørke og fjerne egne af vores land stadig lurede på at hugge hærgende til, ville have gjort vores møde her et signal til og en undskyldning for at åbne alle vredens og voldens sluseporte imod os. At vi står her fredeligt i dag, er en kompliment, en cadeau, til amerikansk civilisation, og det forjætter endnu mere national oplysning og fremskridt i tiden fremover.
Jeg nævner ikke fortiden af ond vilje, for dagen i dag er ikke til ond vilje – jeg gør det simpelthen for så meget desto klarere at sætte den glædelige og glorværdige forandring i relief, der er blevet både vores hvide medborgere og os til del, og for at ønske alle tillykke med forskellen på dengang og nu – den nye frihedsorden med dens tusind velsignelser for begge racer mod den gamle slaveorden med dens titusind onder for begge racer – for hvide og for sorte. Derfor ønsker jeg jer, i lyset af fortiden, nutiden og fremtiden – med den lange og mørke historie om vores trældom lagt bag os, og med frihed, fremskridt og oplysning foran os – endnu en gang tillykke på denne lykkelige dag, i denne lykkelige time.
Venner og medborgere, historien om vores tilstedeværelse her er hurtigt og nemt fortalt. Vi står her i District of Columbia, i Washington, på amerikansk jords mest strålende sted – i en by, der nyligt er omskabt og forskønnet på krop og på sjæl.Vi står her på det sted, hvortil landets første og fremmeste mænd bliver sendt for at forme politikken, vedtage love og lægge republikkens rammer. Vi står her for foden af Capitols ranke søjler og majestætiske kuppel.Vi står her, hvor jorden vidt og bredt er frisk pyntet med forårsflor, et forår for vores kirke og for alle mænd af alle racer, holdninger og vilkår i forsamlingen. Kort sagt, vi står her for, så godt vi kan, under passende former og med behørig anstand at vise vores taknemmelighed for de vældige, ophøjede og fremragende tjenester, Abraham Lincoln gjorde os, gjorde vores race, gjorde vores land og gjorde hele verden.
Den følelse, der således samler os her i dag – taknemmelighed – er en af de ædleste, der kan røre og bevæge menneskenes hjerter. Den har kronet og hædret alle civiliserede folks geografiske hjertekamre med de største og mest holdbare kunstværker, der er skabt for at illustrere store statsmænds karakter og bevare deres minde. Det er den følelse, der år efter år blomstersmykker gravene for vores loyale, tapre og fædrelandskærlige soldater, der faldt i forsvaret af vores union og friheden.
Det er ligeledes følelsen af taknemmelighed og påskønnelse, der – ofte i overværelse af mange der er til stede her nu – har faet Arlington derovre til at genlyde af mindetalers lovord og sang og digtnings sublime ånd – det er en følelse, der ikke kan dø, mens republikken lever.
For første gang i vores folks historie, og i hele det amerikanske folks historie, deltager vi i denne ophøjede hyldest – træder vi med eftertryk i denne hævdvundne skiks fodspor. Første gange er altid interessante, og dette er en af vores første gange. Det er første gang, at vi på denne måde prøver at ære en stor amerikaner, han være nok så fremtrædende, han have nok så meget fortjent det. Jeg beder om, at det bliver bemærket – lad det forkynde i alle dele af republikken – lad mænd fra alle partier og af alle holdninger høre det – lad dem der foragter os, ikke mindre end dem der respekterer os, vide – lad det forkynde overalt, og af alle der interesserer sig for menneskeligt fremskridt og forbedring af menneskehedens vilkår – at i overværelse af medlemmer af det amerikanske Repræsentanternes Hus og med deres billigelse, som afspejler landets generelle holdning – at i overværelse af den ophøjede institution det amerikanske senat, der repræsenterer landets højeste intelligens og køligste dømmekraft, at i overværelse af USA s Højesteret og højesteretspræsident, hvis afgørelser vi alle patriotisk bøjer os for, at i overværelse af og under den ærede og betroede regerings faste blik – at her og nu, i friheden, loyaliteten og teknemmelighedens ånd, har vi, de farvede, som er nyligt frigivne og lykkelige for vores blodsbetalte frihed, på tærsklen til denne republiks første hundredårsdag, rejst og afsløret en statue, i hvilken mænd af vores generation og af kommende generationer kan læse om Abraham Lincoln, De forenede Staters første martyrpræsidents højmodighed og store værk.
Medborgere, med det vi har sagt og gjort i dag, med det vi måtte sige og gøre fremover, frasiger vi os samtidig al arrogance og indbildskhed. Vi påstår ikke at nære ekstraordinær hengivenhed for den fremragende mands karakter, historie eller minde, som vi i dag har rejst et monument for. Vi forstår fuldt ud Abraham Lincolns forhold både til os og til De forenede Staters hvide befolkning. Sandheden er smuk og på sin plads alle steder og til alle tider, og aldrig er sandheden smukkere eller mere på sin plads, end når vi taler om en stor statsmand, hvis eksempel sandsynligvis vil blive fremhævet som værdigt til ære og efterlevelse længe efter hans bortgang til skæbnens skygger – til evighedens tavse kontinenter. Det må indrømmes, sandheden tvinger mig til at indrømme, selv her ved det monument, vi har rejst til hans ære, at Abraham Lincoln ikke i ordets fulde betydning var hverken vores mand eller vores model. Han var, i sine interesser, i sine forbindelser, i sin måde at tænke på, en hvid mand.
Han var først og fremmest den hvide mands præsident og med liv og sjæl hengiven til den hvide mands velfærd. I de første år af hans regeringstid var han parat, var han villig til når som helst at benægte, udsætte og ofre de farvedes menneskerettigheder for at fremme den hvide befolknings velfærd her i landet. I al sin dannelse og følelse var han en amerikanernes amerikaner. Han nåede præsidentposten på en eneste parole, nemlig modstand mod slaveriets udbredelse. Hans argumenter til fremme af den politik var motiverede af og hvilede på hans patriotiske blik for sin egen races interesser. Abraham Lincoln var ikke mindre villig end andre præsidenter til at drage nationens sværd for at beskytte, forsvare og bevare slaveriet i de stater, hvor det fandtes. Han var parat til at bakke op om alle den amerikanske forfatnings påståede garantier for slaverisystemet inden for slavestaterne. Han var villig til at forfølge, indfange og sende den flygtede slave tilbage til hans herre og til at undertrykke slaven, der rejste sig for friheden, selvom slavens skyldige herre allerede havde rettet sine våben mod regeringen. Den race, vi tilhører, var ikke genstand for hans særlige bevågenhed. Med det in mente indrømmer jeg jer, mine hvide medborgere, den ubetingede førsteret til at hylde ham. Først, sidst og undervejs var I genstand for hans dybeste interesse og mest oprigtige tjenstvillighed. I er Abraham Lincolns børn. Vi er i bedste fald hans stedbørn – adopterede børn, tilkomne børn afnød og omstændighedernes spil. Det er jeres særlige privilegium at prise ham i høje toner, at forvare og bevare hans minde, at rejse ham mange statuer, at hænge hans portræt op på jeres vægge og at fremhæve hans eksempel, for han var jer en stor og strålende ven og velgører. I stedet for at tagejeres plads ved hans alter vil vi tilskynde jer til at bygge ham høje monumenter – lad dem være af de mest kostbare materialer, lad dem repræsentere det ypperste håndværk – lad deres form være symmetrisk, smuk og perfekt, lad deres fundamenter være klippegrund, lad deres tinder hvile mod den uforanderligt blå himmel over dem – og lad dem stå i al evighed! Men samtidig med at I gør det af jeres rigdoms overflod og i ægte, retfærdig og patriotisk hengivenhed, beder vi jer om ikke at foragte den ydmyge gave, vi afslører i dag – for mens Abraham Lincoln reddede et land for jer, udfriede han os af en trældom, om hvilken Jefferson sagde, at en time af den var værre end menneskealdre af den undertrykkelsejeres fædre rejste sig til oprør imod.
Medborgere, vores hyldest, vores hengivenhed er ikke noget nyt – der er ikke bare tale om øjeblikkets begejstring. Abrahams Lincolns navn var os nært og kært i republikkens mørkeste og mest kritiske stund.Vi skammede os lige så lidt over ham, da han var hyllet i mørket, tvivlen og nederlagets skyer, som da vi så ham kronet med sejr, hæder og ære .Vores tillid til ham blev ofte prøvet og spændt til det yderste, men den bristede aldrig. Da han blev længe på bjerget – da han uforståeligt fortalte os, at vi var årsagen til krigen – da han endnu mere uforståeligt fortalte os, at vi skulle forlade det land, vi var født i – da han nægtede at bruge vores hænder til unionens forsvar – da han, efter at han havde accepteret, at vi gjorde tjeneste som farvede soldater, nægtede at gengælde, at vi som farvede krigsfanger blev tortureret og myrdet – da han fortalte os, at han ville redde unionen med slaveri, hvis han kunne – da han tilbagekaldte general Fremonts proklamation om slavernes frigivelse – da han nægtede at fjerne George McClellan, den populære leder af hæren ved Potomac, da den var passiv og slået, selvom han var mere optaget af at beskytte slaveriet end af at undertrykke oprøret – da vi oplevede alt det og mere til, da blev vi sommetider bedrøvede, lamslåede og dybt forvirrede. Men vores hjerter bevarede troen, mens de led og blødte. Og det var da heller ikke, selv dengang, blind og meningsløs overtro fra vores side. På trods af tågerne og disen, der omgav ham – på trods af øjeblikkets kaos, hastværk og hovedløshed var vi i stand til at sætte Abraham Lincoln i perspektiv og tage hans situation fornuftigt i betragtning.Vi så ham, tog mål af ham og vurderede ham – ikke ud fra tilfældige bemærkninger til uskønsomme og besværlige delegationer, der ofte var en prøvelse for hans tålmodighed – ikke ud fra isolerede kendsgerninger taget ud af deres sammenhæng – ikke ud fra delvise eller mindre heldige glimt i et ulyksaligt øjeblik – men ud fra en bred helhedsbetragtning, i lyset af store begivenheders strenge logik og med den Gud for øje, der skaber rammerne for os – hvor hårde vi end er ved dem – nåede vi til den konklusion, at tiden og manden for vores udfrielse på en eller anden måde flød sammen i Abraham Lincolns person. Det betød intet for os, hvilke ord han brugte ved givne lejligheder – det betød intet for os, da vi lærte ham at kende, om han handlede hurtigt eller henholdende – det var nok for os, at Abraham Lincoln stod i spidsen for en stor bevægelse og nærede en levende og oprigtig sympati for den bevægelse, som i sagens natur måtte fortsætte, indtil slaveriet var fuldstændig og for altid afskaffet i De forenede Stater.
Når spørgsmålet stilles, hvad vi har med Abraham Lincolns minde at gøre, eller hvad Abraham Lincoln havde med os at gøre, er svaret derfor klart og fyldestgørende. Skønt han elskede Rom højere, end han elskede Cæsar – skønt unionen betød mere for ham end vores frihed eller vores fremtid – så så vi under hans kloge og gode regeringstid os selv blive løftet gradvist op fra slaveriets dyb til friheden og manddommens tinder – i løbet af hans kloge og gode regeringstid så vi – takket være initiativer han godkendte og ihærdigt tilskyndede – hvordan menneskealdres håndskrift i form af fordomme og forbud i raske strøg blev slettet fra vores lands overflade – i løbet af hans regeringstid, og da tiden var inde – eller i hvert fald så snart landet kunne acceptere det besynderlige syn – så vi vores tapre sønner og brødre lægge trældommens laser og pjalter og iføre sig den amerikanske hærs blå uniform – i løbet af hans regeringstid så vi tohundrede tusind af vores farvede folk besvare Abraham Lincolns opråb og gå i takt med frihedens og unionens ædle march, under nationens flag med gevær over skulderen og ørnen på deres knapper – i løbet af hans regeringstid så vi den sorte republik Haiti, slaveejernes ganske særlige fjendebillede og skræk, opnå anerkendelse, og vi så republikkens ambassadør, en farvet herre, blive modtaget her i Washington med al behørig anstand – i løbet af hans regeringstid så vi den hjemlige slavehandel afskaffet, der så længe havde været en skamplet på nationen, og vi så slaveriet afskaffet i District of Columbia – i løbet af hans regeringstid så vi for første gang loven om fremmed slavehandel håndhævet, og vi så den første slavehandler blive hængt som enhver anden pirat eller morder – i løbet af hans regeringstid, med støtte fra vores tids største feltherre og hans inspiration, så vi konføderationen, hvis grundtanke var, at vores race skulle være slaver, blive sønderknust og spredt for vindene – i løbet af hans regeringstid, og i tidens fylde, så vi Abraham Lincoln – efter at have givet slaveejerne tre måneders frist til at redde deres hadefulde slavesystem – underskrive det udødelige dokument, der, om end det var afgrænset i sit sprog, var almengyldigt i sine principper og sin virkning, idet det for altid udelukkede slaveri i De forenede Stater. Selvom vi ventede længe, så så vi alt dette og mere.
Kan nogen farvet, eller kan nogen hvid mand, der vil alle menneskers frihed, nogensinde glemme den nat, der fulgte den første dag i januar 1863, hvor verden skulle se, om Abraham Lincoln ville vise sig som en mand af sit ord? Jeg vil aldrig glemme den minderige aften, hvor jeg sad ved et offentligt møde i en ijern by sammen med tretusind andre, der ikke var mindre spændte end jeg, for at høre det udfrielsens budskab, der er blevet læst højt her i dag. Ejheller vil jeg nogensinde glemme glædesudbruddet og taksigelserne, der fyldte luften, da lynet bragte os proklamationen om slaveriets afskaffelse. I den lykkelige stund glemte vi alt langdrag og al sendrægtighed, vi glemte, at præsidenten havde forsøgt at bestikke rebellerne til at nedlægge våbnene mod, at han til gengæld holdt den tordenkile tilbage, der ville knuse slavesystemet – og fra det øjeblik var vi villige til at give præsidenten al den tid, alle de diplomatiske vendinger og alle de ærlige midler, statsmandsskab måtte kræve for at opnå et stort og velgørende mål af frihed og fremskridt.
Medborgere, der er næppe grund til ved denne lejlighed at tale længe og kritisk om denne store og gode mand og hans ophøjede mission i verden. Det emne er blevet udtømmende diskuteret og fyldestgørende berørt både her og andetsteds. Hver en sandhed, hver en myte er høstet, sanket og tærsket. Alle kan sige noget sandt om Abraham Lincoln, men ingen kan sige noget nyt om Abraham Lincoln. Det amerikanske folk kender hans personlige karaktertræk og offentlige gerning bedre end nogen anden samtidig mands. Han var en åben bog for alle, der så og hørte ham. På trods af hans høje embede kunne selv det mest beskedne menneske opsøge ham og føle sig hjemme i hans selskab. På trods af sin dybsindighed var han gennemskuelig, på trods af sin magt var han mild – skønt han var resolut og udtalt i sine overbevisninger, var han tolerant over for dem, der ikke delte hans synspunkter, og tålmodig over for bebrejdelser. Selv de, der kun kendte ham gennem hans offentlige udsagn, kunne danne sig en klar forestilling om hans karakter og personlighed. Mandens ord var et billede af manden, og de, der læste dem, kendte ham.
Jeg har sagt, at præsident Lincoln var en hvid mand og delte sine landsmænds almindelige fordomme over for farvede. Når vi ser tilbage på hans tid og landets situation, må vi erkende, at denne uvenlige indstilling fra hans side trygt kan angives som en af årsagerne til den store succes, han havde med at samle det loyale, amerikanske folk om den vældige konflikt, de stod over for, og med at føre dem trygt gennem den konflikt. Hans store mål var at opnå to ting: For det første at redde sit land fra lemlæstelse og ødelæggelse, og for det andet at befri sit land for slaveriets grusomme forbrydelse. For at gøre det ene, det andet eller begge dele, skulle han have sine loyale landsmænds sympati og magtfulde samarbejde. Uden denne første og afgørende betingelse for medgang ville hans anstrengelser have været forgæves og aldeles frugtesløse. Havde han sat slaveriets afskaffelse over unionens frelse, ville han uafvendeligt have drevet magtfulde grupper i det amerikanske folk fra sig og gjort modstand mod oprøret umulig. Set fra et rendyrket abolitionistisk synspunkt virkede Abraham Lincoln sendrægtig, kold, passiv og ligeglad – men bedømmer man ham ud fra stemningen i landet, en stemning han var forpligtet til at lytte til, så var han rådsnar, ihærdig, radikal og resolut.
Selvom Abraham Lincoln delte sine hvide landsmænds fordomme mod den sorte mand, er det næppe nødvendigt at sige, at han inderst inde hadede og afskyede slaveriet. En mand, der kunne sige: “Vi håber brændende, og vi beder indtrængende til, at denne krigs vældige svøbe snart løftes, men er det Guds vilje, at den skal ligge på os, indtil al den velstand, der er samlet efter tohundrede års trældom, er lagt øde, og til hver dråbe blod pisken har udgydt, er betalt med en dråbe udgydt af sværdet, så er Guds veje sande og retvise,” har givet al fornødent bevis for sin holdning til slaveriet. Mens sydstaterne var loyale, var han villig til at give dem deres skålpund kød, fordi han mente, at således stod det skrevet i forfatningen – men længere end det kunne ingen magt på jorden fa ham til at gå.
Medborgere, hvor meget der i øvrigt måtte være forudindtaget, uretfærdigt og usikkert her i verden, så er tiden, tiden! upartisk, retfærdig og sikker i sin fremfærd. I åndens som i håndens rige er tiden en stor skaber og udvirker ofte mirakler. Den ærlige og vidtfavnende statsmand, der tydeligt ser sit lands behov og oprigtigt forsøger at gøre sin fulde pligt, kan, selvom han er hudflettet og smurt til i bebrejdelser, trygt overgive sin handlemåde til tidens tavse dom. Det er de færreste store mænd, der har været ofre for hårdere forkastelse end Abraham Lincoln i hans regeringstid. Han blev hyppigt såret i sine venners hjem. Kritikken regnede tungt ned over ham indefra og udefra og fra alle sider. Han blev angrebet af abolitionisterne – han blev angrebet af slaveejerne – han blev angrebet af mænd, der ville fred for enhver pris – han blev angrebet af dem, der ville en mere aggressiv krig – han blev angrebet for ikke at gøre krigen til en krig om slaveriets afskaffelse, og han blev forbitret angrebet for at gøre krigen til en krig om slaveriets afskaffelse.
Men se nu forandringen: Dommen i dag lyder, at alt i alt, når man ser på omfanget af den enorme opgave, han stod overfor, når man tager de nødvendige midler for at nå målet i betragtning, og når man ser det endelige resultat fra begyndelsens perspektiv, så har den uendelige visdom aldrig sendt et menneske ind i verden, der var bedre rustet til at løse sin mission end Abraham Lincoln. Hans fødsel, hans uddannelse og hans naturlige evner, de fysiske så vel som de mentale, vejede alle stærkt til hans fordel. Født og opvokset i beskedne kår, fremmed for rigdom og overflod, tvunget til at kæmpe egenhændigt med livets mest flinthårde vilkår fra sin pure ungdom til hans stoute manddom, blev han stærk i de mandige og heroiske egenskaber, den store opgave krævede, som hans landsmænds stemmer kaldte ham til at løse. Hans tidlige livs hårde betingelser, der ville have kuet og knækket svagere mænd, forlenede kun Abraham Lincolns heroiske ånd med større kraft, liv og ukuelighed. Han var parat til alle former for arbejde. Hvad andre unge mænd frygtede i retning af slid og møje, tog han fat på med muntert sind.
“En spade, en plov, et jern, en plejl,
lige hvad det skal være,
en hakke, et bor, en sav, en segl,
bare altid på færde.”
Han kunne kløve træ hele den udslagne dag i skoven, og det halve af natten studerede han så sin engelske grammatik ved en brændeknudes ujævnt blafrende og flakkende skær. Han var hjemme på land med sin økse, mukkert og kiler, og han var lige så meget hjemme på vandet med årer, stager, planker og bådshage. Og hvad enten han var på sin pram på Mississippifloden eller sad ved arnestedet i sin pionerhytte, så arbejdede han. Han, der selv var søn af slid og møje, var knyttet i broderlig sympati til sliddets sønner i alle loyale dele af republikken. Selve den kendsgerning gav ham enorm vægt i det amerikanske folk og bidrog væsentligt til ikke bare hans valg som præsident, men også til at bære hans regering oppe.
Ved sin tiltræden som De forenede Staters præsident, et embede der selv under de gunstigste betingelser er egnet til at spænde de mest fremragende evner til det yderste, blev Abraham Lincoln mødt af en vældig krise. Det blev hans lod ikke blot at lede regeringen, men stillet over for frygtelige valg at skulle afgøre republikkens skæbne. Et frygtindgydende oprør rejste sig på vejen foran ham – unionen var praktisk talt opløst – landets kerne var rykket over og revet fra hinanden. Fjendtlige hære havde allerede, bevæbnet med udrustning republikken havde leveret til sit eget forsvar, samlet sig mod republikken. Abraham Lincolns frygtelige valg var, om hans land skulle overleve denne krise og blomstre, eller om det skulle lemlæstes og forgå. Hans forgænger i embedet James Buchanan havde allerede afgjort sagen til fordel for national lemlæstelse ved at nægte landet retten til selvforsvar og selvopretholdelse – en ret selv det gemeneste insekt nyder.
Lykkeligvis for landet, lykkeligvis for jer og for mig, var patricieren James Buchanans skøn ikke plebejeren Abraham Lincolns skøn. Abraham Lincoln lod sin veludviklede sunde fornuft, der var skærpet i modgangens skole, råde. Han tøvede ikke, han tvivlede ikke, han rystede ikke på hånden, men besluttede på stedet, at unionen for enhver pris skulle bevares. Han var patriot og havde derfor en stærk og urokkelig tro på sine landsmænds patriotisme. Frygtsomme mænd sagde inden Abraham Lincolns tiltræden, at vi havde set De forenede Staters sidste præsident. En røst i indflydelselsesrige kredse sagde: “Lad os opgive unionen.” Der var dem, der sagde, at en union, der blev opretholdt ved sværdet, var værdiløs. Andre sagde, at otte millioner menneskers oprør ikke kan undertrykkes. Men midt i al denne forvirring og frygt, og stillet over for alt dette, havde Abraham Lincoln en klar opfattelse af sin pligt, og han havde en pagt med himlen. Han lyttede roligt og modigt til tvivlens og frygtens stemmer overalt omkring sig, men han havde en pagt med himlen, og der var ikke kræfter nok på jorden til at fa denne hæderlige bådsmand, skovmand og hærdede tømmerhugger til at undvige eller svigte den hellige pagt. Han var ikke skolet i slaveriets etik – hans jævne liv havde fremmet hans kærlighed til sandheden. Han var ikke blevet lært, at forræderi og løgn var ærens og ærlighedens beviser. Hans moralske dannelse tillod ham ikke at sige en ting, når han mente noget andet. Den tillid, Abraham Lincoln havde til sig selv og folket var forbløffende og stor, men den var også oplyst og velbegrundet. Han kendte det amerikanske folk bedre, end det kendte sig selv, og hans tillid hvilede på dette kendskab.
Medborgere, fjortende april 1865 – selve denne dag for elleve år siden – er nu og vil altid være en mindeværdig dag i republikkens annaler. Det var om aftenen den dag, mens et voldsomt og blodigt oprør var i sin nedbrudte styrkes sidste stadium – mens dets hære stod knækkede og spredte over for generalerne Grant og Shermans uovervindelige armeer – mens en stor nation, forslået og forrevet af krig, allerede var begyndt at hæve sin stemme til himlen i glædeshymner til den gryende fred – at landet blev lammet, rystet og overvældet af slaveriets kronforbrydelse – attentatet mod Abraham Lincoln. Det var en forbrydelse uden en oprindelse, det var ren og skær ondskab. Oprøret havde intet at vinde derved. Det var ganske enkelt et spørgsmål om at tilfredsstille en hævngerrighed så sort som helvede. Men noget godt har det trods alt medført. Det har mættet landet med en dybere afsky for slaveriet og en dybere kærlighed til den store befrier.
Var Abraham Lincoln død af en af de utallige svagheder, der er kødets lod – havde han nået den smukke alderdom, hans stærke helbred og mådeholdne vaner forjættede – havde han faet lov at se resultatet af sit store værk – var dødens dystre tæppe gået gradvist ned – da ville vi stadig være blevet ramt af voldsom og tung sorg og have skattet hans navn med kærlighed. Men fordi han døde, som han gjorde, for voldens blodige hånd, dræbt, myrdet, udslettet uden advarsel, ikke på grund af personligt had – for ingen der kendte Abraham Lincoln, kunne hade ham – men på grund af hans troskab mod unionen og friheden – er han os dobbelt dyrebar, og hans minde vil for altid være os en kostelig skat.
Medborgere, jeg vil slutte, som jeg begyndte, med lykønskninger. Vi har gjort et godt stykke arbejde for vores race i dag.Ved at ære vores ven og befrier, har vi vist os selv og dem, der kommer efter os, den højeste ære – vi har knyttet os til et navn og et ry, der er uudsletteligt og udødeligt – og vi har sikret os mod en skændig skandale. Når det herefter siges, at den farvede ikke har nogen sjæl, at han ikke har nogen sans for velgørenhed eller velgørere – når den stinkende anklage om utaknemmelighed kastes på os, og man forsøger at drive os uden for det menneskelige broderskabs grænser, kan vi med sindsro pege på det monument, vi denne dag har rejst til minde om Abraham Lincoln.