Kapitel atten

Wexford valgte sine ord med stor omhu. »Jeg skulle lige til at sige, at du må være forberedt på det værste. Men jeg er ikke sikker på, man kan forberede sig på det her. Den døde mand, jeg fortalte jer om, var jeres far.« Hans øjne mødte hendes. »Det gør mig meget ondt. Jeg kan ikke fortælle ret meget mere, kun at hans lig blev begravet på en mark i en landsby, der hedder Flagford, et rart og roligt sted, hvis det er nogen trøst.«

Selina Hexham udstødte et lille skrig, en lyd, som man ville udstøde, hvis man blev stukket. De sad i stuen i hendes hus i Barnes, det hus, der havde været hendes barndomshjem og hendes forældres hjem. Han gættede på eller havde en fornemmelse af, at alting var nøjagtigt, som det havde været, da hendes mor døde, møbleret for at skabe hygge og ro i sindet, bøger, en grammofon, små malerier, der sikkert var originale, og ikke for at det skulle være moderne.

»Hvordan døde han?«

»Det ved vi ikke. Måske vil vi aldrig få det at vide.«

»Kunne det være – er det muligt – jeg mener, er det fuldstændig sikkert, at det var en – en voldelig død? Kunne det have været et hjerteanfald? Kunne han bare være faldet død om på den mark?«

Wexford sukkede. »Du aner ikke, hvor gerne jeg ville lade dig tro det, Selina, men det kan jeg ikke. Han blev begravet. Hvorfor ville han være blevet begravet, hvis han var død en naturlig død?«

»Nej, det siger sig selv.«

»Jeg forstår godt, at du er rystet. Ellers ville du da være en meget mærkelig datter. Hvis du ønsker det, kan jeg sige, at det er nok for i dag og lade dig være alene, så du kan fortælle det til din søster, og så kan jeg komme igen i morgen eller i overmorgen. Men der er nogle spørgsmål, som jeg er nødt til at stille dig nu, hvor vi har identificeret din fars lig. Jo før jeg stiller dem, jo før vil vi finde ud af, hvem – hvordan din far døde.«

»Naturligvis kan du spørge mig. Vivien kan ikke være her før klokken fem. Vi vil have hele aftenen sammen.«

»Så vil jeg gerne først se det værelse, som var hans kontor, hvis jeg må,« sagde Wexford.

De gik op ovenpå. Han havde i løbet af sit arbejdsliv været i mange huse, der lignede det her, halve dobbelthuse, hvor de to værelser i stueetagen som regel var slået sammen til et, samt to rimelig store soveværelser og et kammer. De var skudt op overalt i England før og lige efter anden verdenskrig, praktiske, og til at betale dengang; beskedne huse beregnet til et par med to børn. Kammeret her var endnu mindre, end de plejede at være. Det var stadig, som det måtte have været, da Diana Hexham boede der. Hendes enkeltseng stod der endnu, et højt spejl på væggen, et lille klædeskab, der kun var tredive centimeter dybt. Andet var der ikke i værelset bortset fra en række bøger i vindueskarmen, holdt på plads af bogstøtter i træ, Jane Austens samlede værker i pocketudgave, Dræb ikke en sangfugl, Madame Bovary oversat til engelsk og Wilfred Owens digte.

»Din far havde et skrivebord og en elektrisk skrivemaskine herinde?«

»Og den stol, han sad på, og en masse bøger.«

»Ja. Hvor gjorde I af dem?«

»Hans bøger? Vi beholdt dem alle sammen, da mor flyttede herind. De er nedenunder.«

Han kastede endnu et blik ind i det lille værelse, men så ikke noget bemærkelsesværdigt. Da de atter var nede i stuen, viste hun ham hen til den bogreol, der var blevet lavet i et hjørne af stuen til venstre for de franske døre, og som dækkede det meste af den tilstødende væg.

»Her står de bøger, der var på hans kontor,« sagde Selina. »Altså undtagen hans leksikon og citatordbog. De står sammen med de andre håndbøger derovre.«

Han læste titlerne. Darwins Arternes oprindelse og Rejse om Jorden, Rogets Thesaurus, Ovids Metamorfoser, De Græske Myter af Robert Graves, en samling af de islandske sagaer, en seks-syv bøger af Stephen Jay Gould og Richard Dawkins. Lige nu forekom det ham at være fuldstændig umuligt at forestille sig, at man skulle finde en forbindelse her, der kunne hjælpe ham til at finde ud af, hvad Alan Hexham havde arbejdet med inde i det lillebitte værelse.

»Er de til nogen hjælp?« spurgte Selina.

»Det tror jeg ikke.«

Han så på de andre hylder, så romaner af forskellige forfattere, der havde været meget kendt for en ti-tolv år siden og stadig var kendt. Blandt andre Owen Tredowns Søn af Nun og Dronningen af Babylon.

»Det halve ark A4-papir, du omtaler i din bog,« sagde han, »hvor din far har skrevet en liste, må jeg se det?«

»Naturligvis,« sagde hun, men da hun åbnede en skuffe under bogreolen og rakte ham en konvolut, kunne han se, at hun havde tårer i øjnene.

Hexham havde været et af de sjældne mennesker, der nu var blevet endnu mere sjældne, som havde en smuk håndskrift, en fin kalligrafi, men enkel og uden kruseduller. Han havde skrevet en liste over syv forfattere af science fiction og to af historiske romaner, hvoraf mange ikke længere var særlig kendte, tænkte Wexford. Ud for navnene havde han i to tilfælde skrevet noget, der sandsynligvis var telefonnumre, og neden under dem: ‘Research? Korrekturlæsning? Redigering?’

»Mr. Wexford,« sagde Selina, da de atter havde sat sig ned, »Jeg er egentlig ret ligeglad med, om I finder den – den person, der har gjort det, han gjorde mod min far. Det betyder jo ikke noget nu, vel?«

Han rystede på hovedet. »Der tager du fejl. Det betyder noget. Vi har ikke sat ord på det endnu, men det vil jeg gøre nu. Nogen dræbte din far, og det ville være forkert, hvis vedkommende skulle slippe godt fra det, skulle få personlig vinding ud af sin forbrydelse. Det er jeg nødt til at tro på i min profession. For det første kunne han gøre det igen, og for det andet er mord den værste af alle forbrydelser, og samfundet er nødt til at straffe gerningsmanden til en sådan forbrydelse for at – for at kunne kalde sig et retssamfund.«

»Det har De sikkert ret i. Hvad var det, De ville spørge mig om?«

»For det første, kan du forestille dig, hvorfor din far tog til Flagford? Kendte han nogen der?«

»Det eneste sted, han havde været på i Sussex – bortset fra da vi alle sammen engang var i Worthing på ferie – var Lewes. Det var på grund af Maurice Davidson. De blev venner på universitetet, selvom mr. Davidson var en moden studerende, han var meget ældre end far. De så ikke særlig meget til hinanden, jeg tror kun de mødtes, når mr. Davidson kom til London. Vi var alle sammen dernede til frokost engang. Det var sommer, og jeg tror, det var en slags skovtur. Jeg husker ikke ret meget om det. Jeg var kun omkring fire år.«

»Lewes ligger temmelig langt fra Flagford,« sagde Wexford. »Nu vil jeg nævne nogle navne og vil bede dig sige til, hvis din far nogen sinde omtalte dem. Hvis du tror, du kan huske det.«

»Det ville jeg kunne huske.«

»Udmærket.« Han udtalte navnene langsomt og holdt pause mellem hvert enkelt navn og iagttog hendes ansigt. »McNeil. Hunter. Pickford. Grimble. Tredown.«

»Tredown,« sagde hun. »Det er navnet på den forfatter, der skrev Den første himmel.«

»Lige netop,« sagde Wexford. »Hans navn står ikke på listen. Talte din far nogen sinde om ham?«

»Jeg tror ikke, Den første himmel var udkommet på det tidspunkt.«

»Jeg så to af hans tidligere bøger på din bogreol. Var det din fars?«

»Det tror jeg nok. Eller min mors.«

»Og der var ingen klokker, der ringede ved at høre navnene McNeil, Grimble, Pickford eller Hunter? Louise Axall? Theodore Borodin?«

»Det tror jeg ikke. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, hvorfor min far skulle være taget ud til en landsby midt i Sussex. Er der en togstation?«

»Ikke i Flagford. Der er en et par kilometer derfra i Kingsmarkham. Hvis man skulle til Flagford, måtte man tage en taxi, medmindre man holdt meget af at gå. Gjorde han det?«

»Det øsregnede. Jeg tror ikke, han ville have prøvet at gå derhen.«

Wexford tænkte lidt. »Tog han noget med sig? Jeg er godt klar over, at et barn ikke lægger ret meget mærke til den slags.«

»Vivien og jeg gik i skole, før han tog af sted.« Hendes stemme skælvede en smule, og hun rømmede sig for at klare stemmen. »Men han havde allerede sin cottoncoat på. Han havde ikke nogen paraply, det brugte han aldrig. Jeg ved, han ville tage sin mappe med, fordi han åbnede den og kiggede ned i den et par minutter før. Jeg tænkte ikke særligt over det dengang, men det var temmelig mærkeligt at tage en mappe med til en begravelse, ikke?«

»Måske ikke så mærkeligt. Han læste meget, så han kan have haft en bog med til at læse i i toget. Et tidsskrift? En avis? Måske noget, han havde fået af mr. Davidson, og som han ville give til hans enke, noget han havde haft, siden de gik på universitetet?«

»De har ret. Det kan sagtens have været sådan noget. Jeg ville ønske, jeg kunne være til større hjælp.«

Han spekulerede på, om noget af det, han havde sagt, havde fået hende til at ombestemme sig med hensyn til at ønske at få sin fars morder dømt og straffet. Måske. Han sagde farvel, og at han ville få brug for at tale med hende igen, og gik til stationen. På vej ned ad gaden mødte han Vivien Hexham.

»Din søster vil fortælle dig det,« sagde han, »bedre end jeg kan.«

Da han spiste frokost på A Passage to India sammen med Burden, kom Matea temmelig genert hen til dem og fortalte, at hendes forældre var taget på ferie i Mogadishu og havde taget Adel og Shamis med.«

»Jeg kunne ikke få dem fra at rejse,« sagde hun.

Wexford rystede på hovedet. »Det kunne jeg desværre heller ikke.«

Burden fulgte hende med øjnene, da hun forsvandt gennem forhænget, og sagde: »Er hun ikke fantastisk? Bare helt perfekt?«

Vreden vældede op i Wexford. »Jeg kan godt sige dig, at sex med hende ikke ville være nogen fornøjelse hverken for dig eller for hende.«

Burden veg tilbage, chokeret, ikke så meget over ordene som over, hvor de kom fra. »Nu går du vist lidt tæt på.«

»Gør jeg? Nå, vrede har sit privilegium, som der står et eller andet sted hos Shakespeare.«

»Jeg går ud fra, at du antyder, at hun er omskåret?«

»Kønsmæssigt skamferet. Det er de alle sammen, alle disse skønne kvinder. Nioghalvfems procent i Somalia. Og nu synes jeg, vi skal tale om noget andet.« Wexford skænkede vand op til dem begge. »Det virker sandsynligt, at Hexham tog toget 14.20 fra Lewes, der ankom til Kingsmarkham 14.42. Vi ved, at han endte på Grimble’s Field, stakkels fyr, og det virker sandsynligt, at han tog en af taxierne, der holdt ved stationen, til Flagford, et sted, han sandsynligvis aldrig havde været før.«

»Hvorfor siger du det?«

»Selina Hexham siger, at hendes forældre kun havde været i Sussex for at besøge Davidsons i Lewes, og engang havde de alle sammen været på ferie i Worthing. Det virker, som om Alan Hexham har været ret hemmelighedsfuld, så måske har han været her somme tider uden at sige det til sin kone eller børn, men af en eller anden grund tror jeg det ikke.«

»Han var hemmelighedsfuld med hensyn til en enkelt ting – hvad han lavede inde på det kontor.«

Matea kom tilbage med deres biryanis, en kurv med naan-brød og et fad med forskellige krydderier og marinader. Hendes hænder var de længste og slankeste, Wexford nogen sinde havde set hos en kvinde, men han overlod det til Burden at kommentere det.

»Hendes håndled er lige så tynde som nogle kvinders fingre,« sagde Burden.

»Hold nu op,« sagde Wexford. »Men det, du sagde før denne sentimentale overdrivelse, er sandsynligvis sandt. Det virker, som om han har været temmelig åben på andre områder, en god far, en god lærer og uden tvivl en god ægtemand. Ud fra det, jeg nu ved om ham, ville det virkelig forbavse mig, om der nogen sinde havde været en anden kvinde i hans liv, eller om han så meget som havde set på en.« Dette blev sagt med et skarpt blik til Burden.

»Lige meget hvad han brugte det værelse til, er jeg ret sikker på, at det ikke var noget – uhæderligt, hvis det da ikke er et for gammeldags ord nu om stunder.«

»Jeg spekulerer på,« sagde Burden eftertænksomt, »om det var noget, han lavede eller prøvede at lave. Som han ikke ville have, at hans familie kendte til, før han – altså før det var lykkedes.«

»Interessant. Fortsæt.«

»Noget, han var i gang med. Måske noget, han havde opfundet, en eller anden lille ting, noget praktisk – han var jo naturvidenskabsmand.«

»Ja, men biolog, ikke en eller anden form for ingeniør. Men det skulle være noget, der ikke krævede ret meget udstyr og sikkert heller ikke var forbundet med store udgifter, lige meget hvad det var.«

»Tror du, han gjorde det for pengenes skyld?«

»Det ved jeg ikke,« sagde Wexford. »Der er ingen tvivl om, at de manglede penge. De kunne godt have brugt et større hus, men jeg tror ikke, penge var det, der betød mest for ham. Jeg tror, at det, han var i gang med, betød noget for ham, uanset om det ville give penge eller ej.«

Burden, der var optaget af tanken om Hexham som opfinder, sagde: »Du lagde vægt på, at han var biolog, ikke ingeniør. Douglas Chadwick var ingeniør, og han havde boet i Flagford. Ja, mere end det, han havde boet i Grimbles hus.«

»Men han var rejst før sommeren 1995, Mike. Jeg synes nu alligevel godt om den idé. Hexham vidste måske ikke, at han ikke boede der mere, eller at gamle Grimble var død. Vi ved, at Chadwick døde for to år siden, men vi ved ikke, hvor han tog hen, da han flyttede fra Grimble. Han og Hexham kan have korresponderet. Han kan være vendt tilbage til Flagford for at møde Hexham der. Men det er jo alt sammen fri fantasi. Og jeg har ikke den mindste anelse om, hvordan vi kan bevise det, eller hvad der ville komme ud af det, hvis vi kunne.«

»Som du siger, Hexham må have taget en taxi til Flagford. Det øsregnede, så det er højst usandsynligt, at han gik derud, det er alt for langt.«

»Betyder det, at vi kan begynde med taxivognmændene eller dem, der fandtes for elleve år siden?« Wexford stønnede næsten ved tanken om tidligere efterforskninger, hvor de havde talt med taxichauffører, tjekket tidspunkter. »Det kunne Damon eller den nye fyr sikkert gøre. Men er det sandsynligt, ja, måske ligefrem muligt, at en chauffør kan huske så langt tilbage? Ville du kunne huske, hvordan en chauffør, der tog dig op i sin taxi på Kingsmarkham station i 1995, så ud?«

»Sikkert ikke, men det her er noget helt andet. Hvor mange mennesker ser på en taxichaufførs ansigt? Men de ser på vores. Jeg synes, vi skulle prøve det.«

Flagford lå i udkanten af et område med frugtplantager midt i et område med mælkeproducenter, fordi det af en eller anden grund var særlig velegnet til æbler, pærer, blommer og bær. Af de to plantager var Morellas den største med en blomstrende gårdbutik og et mosteri såvel som marker med frugt og jordbær. I de seneste år var sidstnævnte blevet dækket med skinnende plasttunneler, der omkring midsommer lignede isflager, der var ved at smelte i solen, men som nu var brakjord, hvor ingenting groede. I frugtplantagerne var æblerne og pærerne blevet plukket for flere uger siden. Træerne i snorlige rækker var ved at blive beskåret. Damon kørte bilen med Barry som passager ad en smal vej med elletræer på begge sider op til en bygning, der rummede lederens og det administrative personales kontorer.

Det så ud til, at Morellas havde haft fremgang siden den dag, Bill Runge kom hertil med sin kone og datter. Direktøren, en mand ved navn Graham Bailey, sagde, at de nu beskæftigede folk fra Østeuropa, hovedsageligt fra Rumænien og Bulgarien, fra juni til oktober, indkvarterede dem i noget, han kaldte ‘hosteller’, og pegede ud ad vinduet. Seks elementbyggede huse lå nu på den mark, hvor frugtplukkerne tidligere camperede, flisebelagte stier forbandt husene med hinanden og med forpladsen og butikken. Bailey sagde stolt, at alle husene var forsynet med ‘badeværelsesfaciliteter’, brusebad og selvbetjeningsvaskeri.

»Ansætter I nogensinde midlertidig arbejdskraft?«

»Sigøjnere?« sagde Graham Bailey. »Ikke i min tid. Jeg har kun været her i tre år. Der var nogen, der plejede at komme her og campere derhenne. Det var før, vi byggede hostellerne.« Han tog Barry og Damon med ind i gårdbutikken og kaldte på en medarbejder, der havde arbejdet her i femten år, først i marken og senere i butikken, da den begyndte under beskedne forhold.

Butikken solgte kager og tærter og frostvarer, is og indviklede desserter, såvel som frugt og grøntsager. Alt var fuldstændig friskt og nydeligt arrangeret. Damon, der altid var sulten, spurgte, om han kunne købe en blåbærtærte, en anmodning, der indkasserede en panderynken fra Barry og en skarp bemærkning om, at de måtte se at komme videre. De blev taget med ind på kontoret, hvor Bailey med slet skjult stolthed fortalte, at alle, der havde arbejdet for dem, var opført på lister med navn og adresse, selvom de boede så langt væk som Sofia eller Krakow eller ved Sortehavskysten (hvad der efterhånden ofte var tilfældet).

En af kvinderne, der sad ved en computer, tilbød at printe listen med navne og adresser for september 1998 ud og rakte Barry et ark papir med et formidabel liste over arbejdere. Et hurtigt blik fortalte ham, at ingen af disse mennesker kom fra Østeuropa. Der var virkelig sket meget i løbet af de mellemliggende otte år.

»En hel del af dem har ingen hjemadresse,« sagde han.

»Sikkert ikke, hvis de rejste rundt.«

Barry talte toogtyve navne, hvoraf tolv var kvinder. Så vidt han kunne se, var det umuligt at sige, hvem af dem der var hans mand – også selvom han havde arbejdet for Morellas.

»Jeg er godt klar over, at det er et spørgsmål, jeg ikke kan forvente, at De kan svare på,« sagde Damon, »men er der nogen af jer, der kan huske en mand med en T-shirt med en sort skorpion på og navnet ‘Sam’ i rødt?«

»Et mærkeligt kæledyr,« sagde kvinden, der havde lavet printet, »men folk er jo så forskellige.«

Da de var holdt op med at le, forklarede Damon, at skorpionen ikke var rigtig, men trykt på stoffet, og han viste dem billedet af den. De så alle sammen på det, Bailey noget mere koncentreret end de andre. »Nej,« sagde han for dem alle. »Nej, der er ingen klokker, der ringer.«

En telefonopringning fra Wexfords datter Sheila afgjorde, hvad han skulle lave om aftenen. »Har du læst den bog, jeg gav dig, far?«

»Den første himmel? Nej, det har jeg ikke.« Og han tilføjede som den lille dreng, han engang havde været: »Behøver jeg at gøre det?«

»Ja, det synes jeg, du gør, i betragtning af, at jeg skal have en hovedrolle i filmen.«

»Jeg giver den en chance,« sagde han temmelig nedslået. Det var mærkeligt, når ens børn begyndte at tale til en på samme måde, som ens forældre havde gjort. Og man svarede dem, omtrent som man havde svaret sine forældre. Der var kun et kort interval mellem det tidspunkt, hvor man opnåede myndigheden som forældre, og så det tidspunkt, hvor man skulle rette sig efter og adlyde sine børn. Han havde håbet at kunne tilbringe denne sjældne friaften med at sidde ved siden af Dora og se Rødt chok på dvd. I stedet for skænkede han sig det nødvendige glas rødvin og åbnede Den første himmel.

En mand, han kendte godt uden egentlig at kunne kalde ham en ven, var Burdens svoger, der var forlægger. Eller mere korrekt, forlagsredaktør. Wexford havde ofte tænkt på, hvor kedeligt og irriterende det måtte være aldrig at kunne læse, hvad man havde lyst til, sådan som han gjorde, når han havde tid til det, men altid være nødt til at læse manuskripter, som de forfattere, de udgav, kom med. Amyas, Burdens svoger, havde fortalt ham, at den eneste chance, han havde for at genlæse Anthony Powell, hans yndlingsforfatter, var, når han var på ferie.

Han tænkte på Selina Hexhams Sporløst forsvundet, som han ikke selv havde ønsket at læse, og var ved at tro, at det ville gå ham på samme måde her. Han begyndte at læse. Da han havde læst den første side, kom han i tanker om noget andet, Amyas havde sagt, at en erfaren redaktør allerede på side et var klar over, om en roman var god eller ej. Nå, han var ikke en erfaren redaktør eller for den sags skyld redaktør af noget som helst, og han var ikke klar over det. Måske var det kun, fordi han ikke brød sig om genren. At det var fantasy blev klart allerede halvt nede på første side. Og da han var færdig med første kapitel, viste Tredowns forkærlighed for bibelsk sprog sig, selvom den ikke handlede om personer fra Det Gamle Testamente, men om guder og konger. Der var en hel masse ‘hos eder’ og ‘hvorfra han skal komme’, og i kapitel to henvendte selv dyrene sig til hinanden på den måde.

Han kunne nyde nogle af beskrivelserne af jorden i forhistorisk tid. De var tegnet med den brede pensel og viste, at forfatteren havde en livlig fantasi. Men de blev ved og ved, sommetider ned til mindste detalje, og han opdagede, at han sprang over hele afsnit. Da Tredown begyndte at beskrive Baal, Ashtaroth og Dagon, lukkede han bogen, skænkede endnu et glas vin og gik ind til Dora. Han var kun gået glip af et kvarter af Rødt chok, og det gjorde ikke noget, for han havde set den før.

Ved totiden om natten vågnede han. En tanke spirede i hans hoved og havde vækket ham, og nu begyndte den at vokse og blomstre. Hvad om det var Athelstan House, Hexham var på vej til den regnfulde eftermiddag? Hvad om han var på vej hen til Tredown for at lave research for ham? Tredown havde brug for en, der kunne råde ham på to områder, myter om gamle guder og forhistoriske skabninger. Måske mere end det. Måske også en grundlæggende viden om biologi og livets opståen.

Wexford havde læst noten med Hexhams håndskrift så mange gange, at han nu kunne den udenad. ‘Research? Korrektur? Redigering?’ Og oven over det en liste med navne på forlæggere og forfattere. Tredowns navn stod ikke på listen, men det gjorde ikke så meget. Da Hexham lavede listen, havde han måske ikke læst noget af Tredown. Måske havde han opdaget unøjagtigheder og anakronismer, da han gjorde det? Måske havde han ment, at netop den forfatter havde brug for råd, og havde tilbudt sin assistance. Problemet ved den teori var, at mens Hexham var den ideelle rådgiver med hensyn til forhistorisk fauna og gudeverdenen i Den første himmel, så var han, så vidt Wexford vidste, ikke ekspert i Bibelen. Det billede, hans datter havde givet af ham, gjorde det højst usandsynligt, at det var tilfældet.

Men tingene ville se meget anderledes ud, hvis Hexham havde skrevet til Tredown og gjort opmærksom på unøjagtigheder i forfatterens beskrivelse af dyrkelsen af Baal eller Dagon-ritualer, som begge optrådte i Babylons dronning, og spurgt, om han havde brug for hjælp på de områder. Og Tredown havde måske besvaret hans brev og fortalt Hexham, at han havde ambitioner om at skrive en roman, der kombinerede evolutionsteori med mellemøstlig mytologi, og meget gerne ville tage mod hans tilbud om hjælp til research. Der var huller i den rekonstruktion, men Wexford syntes alligevel, den rummede muligheder. Det ville give mening, at Hexham udførte research inde i det lille kammer, men det gav ikke mening, at det skulle være så hemmeligt. Men nogle mennesker var simpelthen hemmelighedsfulde, selvom det var vanskeligt at retfærdiggøre, at han holdt en så uskyldig beskæftigelse hemmelig for en elsket hustru.

Selina og Vivien havde måske svarene.