De to ringe gled ud af lynlåsposen og ned i skødet på hans blåternede morgenkåbe. Den ene med en mærkeseddel med navnet ‘Cook’, den anden med ‘Hexham’. Hannah rakte ham et forstørrelsesglas, da hun tilsyneladende ikke havde tillid til, at han kunne se det uden hjælpemidler.
»Har du lagt mærke til, at indgraveringen på Cook-ringen er en lille smule mere slidt end på Hexham-ringen?«
Det havde hun ikke. »Hvordan tror du, det kan være, chef?«
Dora havde dagen før sagt, at han var barnlig, og det var utvivlsomt det rigtige ord for hans urealistiske håb om, at ingen af hans medpatienter på Frobisher Ward hørte den titel, hun gav ham. Men vi er alle forfængelige og sårbare på nogle områder, sagde han til sig selv, vi er jo kun mennesker. »Fordi den ene sad på nogens finger længere tid end den anden. Miller havde ringen i tre år, før han gav den til Bridget Cook, og i den tid var der ingen, der gik med den.«
Sygeplejersken kom ind og bad Hannah om at gå, da lægen snart kom på stuegang. »Og jeg regner med, han lader Dem tage hjem, mr. Wexford.«
»Jeg troede, de nu om stunder altid kaldte patienterne ved fornavn, chef,« hviskede Hannah.
»Jeg går ud fra,« sagde Wexford ganske roligt, »at de ligesom de fleste andre kalder dem ved det navn, de foretrækker.«
Derhjemme var der en modtagelseskomité bestående af døtre og børnebørn. »Jeg har ikke været lige ved at dø,« sagde han til sin datter, der var socialrådgiver.
»De vil alle sammen gerne skrive deres navn på gipsen,« sagde Sylvia. »Hvad er det ved englændere, der altid får dem til at stille sig i kø?«
»De får det ind med modermælken,« sagde Wexford og rakte gipsarmen hen mod de to drenge. »Jeg tror, du er for lille til at kunne skrive,« sagde han til Amy.
Hun råbte: »Nej, jeg er ej,« og lavede en flot krusedulle med en rød tuschpen, og han sagde, at hun var vel nok dygtig.
Det lykkedes Anoushka, der sad på sin mors arm, at kradse noget ned, men Mary var for lille til at lave andet end nogle kragetæer og grine lidt.
»Jeg har besøgt familien Imran,« sagde Sylvia, da de to var alene et øjeblik.
»Har du?«
»Jeg er jo ansat i børneforsorgen – har du glemt det?«
»Og hvad har du fundet ud af?«
»Ikke ret meget,« sagde hun. »Shamis begynder i skolen i næste måned. Hun glæder sig helt vildt. Jeg fortalte dem ikke, hvorfor jeg kom på besøg, og de spurgte ikke. Måske tror de, det er en del af servicen, noget, vi gør for alle familier, der har et barn, der skal begynde i skolen. Tænk, om man havde ressourcer til det!«
»Fortalte du dem på forhånd, at du ville komme?«
»Ikke hvornår, far. Jeg siger for eksempel, at jeg vil komme forbi mandag eller tirsdag. Jeg kan ikke bede dem om at sørge for at være hjemme. Det er jeg ikke bemyndiget til. Der er bare noget, jeg vil fortælle jer, og det er ikke noget særligt. Der er en, der bor hos dem, en kvinde på omkring de halvtreds. Mrs. Imran kalder hende ‘tante’, så jeg går ud fra, hun er noget familie.«
»Kom hun med dem tilbage fra Somalia?«
»Det tror jeg.«
»Kan du ikke spørge hende?«
»Hun kan ikke et ord engelsk,« sagde Sylvia.
»Og du tror ikke på, at Imrans vil oversætte?«
»Hvad tror du selv?«
Karen Malahyde aflagde også somme tider besøg hos familien Imran og sagde heller ikke nøjagtigt, hvad tid hun ville komme. Muligvis troede de også, at det var en del af servicen.
* * *
To dage senere, end han havde regnet med, trådte han ind i receptionen på Pomfret Hospice og spurgte efter Owen Tredown. Som han havde forudset, havde han en masse blå mærker og var øm i hele kroppen. Selvom den højre arm var støttet af en slynge, føltes den tung og uhåndterlig på grund af gipsen. Han havde det udmærket, når han sad ned, forudsat at han blev støttet af en pude, men når han gik, var han lige ved at skrige for hvert eneste skridt. Det var mærkeligt for ham at vende tilbage til hospicet, og han bad Donaldson om at køre helt op til hoveddøren og sætte ham af der. Synet af den ret smalle passage – hvor muren var plettet af mørkerød maling som blodpletter – og hvor Maeve Tredowns bil havde ramt ham og smidt ham op på motorhjelmen, viste ham, hvor let hun, kunne have kørt hen over ham i stedet for ind under ham, hvis hun havde kørt bare en lille smule langsommere. Havde hun gjort det med vilje for at forhindre ham i at være alene med Tredown? Eller var det for at få ham helt og holdent fjernet fra efterforskningen?
Fordelen for føreren af en bil, der skal bruges som et dødbringende våben, er, at offeret in spe først i sidste øjeblik fatter, at noget medmenneske har tænkt sig at køre ham over med vilje. Han, der burde vide bedre, havde ikke troet det. Han havde ganske enkelt anset hende for at være en lige så elendig bilist, som hun selv pralede med at være.
Receptionisten viste ham hen til elevatoren og sagde, at Tredown lå på stue fire på anden sal. Men først da han havde passeret første sal, faldt det ham ind, at Claudia Ricardo måske var der. Tredowns ønske om, at han skulle komme, og at han indtrængende havde bedt en sygeplejerske om at ringe til ham (‘Han insisterer på, at det er Dem, der kommer,’ havde kvinden sagt. ‘Han vil ikke acceptere et nej. Og vil De være så venlig at komme alene.’) ville ikke gøre indtryk på hende. Han håbede også, at de andre patienter ville være så langt væk, at de ikke kunne høre, hvad de talte om, eller at der ville blive trukket et gardin rundt om Tredowns seng. I det mindste var han denne gang ikke selv patient, men kunne frit komme og gå.
Tredown havde sit eget værelse lidt nede ad den gang, hvor sygestuerne lå. Døren var lukket. Han bankede på, og da han ikke fik noget svar, åbnede han døren. Der var lyst og luftigt inde i værelset, men utrolig varmt. I en blå glasvase stod hvide dahlia, i en anden grene med røde rønnebær. Der var kun én beboer i stue fire, og han sad, ligesom Wexford selv havde siddet, da han var på hospitalet, i en stol ved siden af sengen med et tæppe om benene. Men der hørte ligheden også op. Tredown sad og sov med hovedet til den ene side; og selvom manden havde været syg, sidst han så ham, gjorde sygdommens fremskredne stade ham nu næsten uigenkendelig. Det virkede, som om alt kød var skrællet af ham, og huden, der var strammet ud over skarpe, men skrøbelige knogler, havde en slangeagtig grøn farve. Tredown sov med lukket mund, ansigtet fredeligt afslappet, et ansigt, der skønt hentæret af sygdom, langvarig lidelse, misfarvet og udmagret, dog stadig var smukt. Sådan kunne en skulptur af et ansigt af en middelalderlig asket, der var udskåret i olivin, se ud.
Wexford tvang sig væk fra denne fantasifulde tankeflugt og satte sig på den anden stol. Af mangel på en sofapude tog han en ekstra hovedpude, der lå i en stabel, og stak den om bag ryggen. Det var bedre. Han mindede sig selv om, at det denne gang var Tredown, der havde bedt om at tale med ham, og ikke ham, der havde bedt om at tale med Tredown – selvom han ville have gjort det næste dag – og alligevel tøvede han med at vække ham. Måske ville der komme en sygeplejerske og gøre det for ham, men indtil videre var der ikke tegn på, at det ville ske. Der var helt stille, bortset fra at der af og til lød bløde, rolige fodtrin på gangen udenfor.
Ti minutter gik. Udenfor hørte han, at der kom en bil. Ude på gangen var der nogen, der førte en hviskende samtale. Et kronblad faldt af en af dahliaerne og flagrede ned på gulvet. Tredown sov, han trak vejret let men uregelmæssigt, og en gang imellem udstødte han en lille lyd, som Wexford fortolkede som lidende uden at vide hvorfor. Næste gang han hørte fodtrin, åbnede han døren og spurgte en mand i en hvid overall, om det var i orden at vække mr. Tredown. Manden så på sit ur, sagde, at det under alle omstændigheder var tid til at vågne, og gik ind i værelset og sagde blidt og meget lavmælt noget ind i Tredowns øre.
Tredown rørte på sig og mumlede: »Det var så vidunderligt, og jeg var misundelig – nej, jeg var fuld af misundelse.«
Sygeplejersken, der havde vækket ham, så spørgende på Wexford, og Wexford stirrede også på ham, samtidig med at han rystede let på hovedet.
»Så vil jeg lade jer være alene,« sagde han. »Han bliver hurtigt meget træt.«
»Jeg skal prøve at lade være med at udmatte ham.«
»Vil De have en kop te? Jeg kommer alligevel med en til ham.«
Wexford sagde ja tak. Han iagttog manden i stolen, da han åbnede øjnene. Tredown var gledet lidt ned, mens han sov, og kæmpede nu for at hale sig op igen.
»Jeg beklager, at jeg ikke kan gøre noget for at hjælpe Dem,« sagde Wexford og løftede gipsarmen op og prøvede at smile.
»Det kan jeg se.« Tredown halede sig med stort besvær lidt højere op i stolen. Det var pinefuldt at se på, men da han havde fået overkroppen et par centimeter op, virkede han tilfreds og sukkede. »Hvad var det, jeg lige sagde? I halvsøvne.«
»De sagde ikke ret meget,« sagde Wexford. »Bare, at noget var helt vidunderligt, og at De var misundelig.«
»Ja.«
Stilheden varede et helt minut, det kunne Wexford se på uret på væggen. Hele vores liv tikker af sted, tænkte han, men for denne mand, der vidste, han skulle dø, må tidens gang være mere hjertegribende nærværende, end den er for de fleste af os andre. Endnu et kostbart minut ville gå, derefter endnu et og et til, indtil endnu en af disse sidste dage var gået. ‘Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig ...’
Pludselig sagde Tredown, og han talte med en kraftig stemme: »Jeg skal dø. Det vil ikke vare ret længe nu.« Han så strengt på Wexford. »Vær venlig ikke at sige noget opmuntrende i retning af, at når der er liv, er der håb.«
»Det havde jeg heller ikke tænkt mig.«
»Jeg vil gerne fortælle Dem det, før jeg dør. Det har tynget mig i elleve år, og alligevel – jeg ved ikke, om jeg gjorde noget forkert. Hvis jeg gjorde, var det en undladelsessynd. ‘Alt det gode, jeg burde gøre, gjorde jeg ikke.’ Jeg lod være med at stille spørgsmål, når jeg burde have spurgt dem. Jeg accepterede.«
Der blev banket på døren, og den mandlige sygeplejerske kom ind med en kande te, mælk og sukker og to kopper på en bakke. Han skænkede teen, sagde til Tredown, at han ville have godt af en småkage, men Tredown rystede på hovedet.
Da manden var gået, sagde han: »Livet er kun en proces, der gør kåde unge hvalpe til beskidte gamle hunde, og mennesket er bare et instrument, der kan ændre rødvin fra Shiraz til urin.«
Wexford kendte ikke citatet. »Hvem har sagt det?«
»Isak Dinesen. Jeg har måske ikke citeret det korrekt, men det er kernen i det. Jeg går ud fra, De finder det meget mærkeligt, at min kone og jeg bor i hus med min ekskone?«
»Ukonventionelt,« sagde Wexford, »men slet ikke mærkeligt. Det er mere almindeligt, end De måske tror, selvom det som regel er en mand og en kone og konens eksmand. Mænd, der bliver alene, synes, det er svært at klare sig selv.«
Tredowns latter var en abrupt kaglen. »‘For tåbens latter er som kvasets knitren under gryden. Også det er tomhed,’« citerede han. »Jeg er god til at citere – måske er det det eneste, jeg er god til. Jeg brugte det her i en af mine bibelske bøger. Jeg nød at skrive dem,« sagde han, »Men de blev aldrig nogen succes. De kom hundrede år for sent. Mine forlæggere blev ved med at foreslå at prøve noget andet.«
»Og det gjorde De,« sagde Wexford.
Han drak sin te, tog en fedende sød småkage og reflekterede i den derpå følgende stilhed over, at lige meget hvor skadelig noget mad kan være for en selv, så er det om ikke ligefrem sundt for et andet menneske, så dog i det mindste i stand til at forlænge hans liv. Tredown spiste ikke noget. Han sagde: »Ja, det kan man godt sige. Da manuskriptet kom – det kom jo med posten – gjorde jeg det, jeg altid gjorde med den slags, læste den første side, havde tænkt mig at læse første kapitel. Det gjorde jeg også. Jeg læste det første og det andet og det tredje ...«
»De kunne ikke lægge det fra Dem.«
»Har De læst bogen?«
»Åh ja. Min datter har en rolle i filmen.«
»Er det Sheila Wexford?«
Han nikkede og sagde: »Fortsæt.«
»Maeve læste det, og så læste Claudia det. Maeve arbejdede jo som min sekretær. Hun skrev alle mine breve. Vi gik aldrig – åh, gik aldrig helt over til e-mail. De læste det, og så sagde de – ja, altså noget om dets potentiale, og at forfatteren var et virkeligt fund, og alt sådan noget. Claudia sagde: ‘»Hvor er det en skam, at det ikke er dig, der har skrevet det, Owen.’« Han nippede til sin te, skar ansigt og stillede koppen tilbage på bakken. »Jeg vil ikke bebrejde dem det. Det var min fejl, helt og holdent min fejl – og alligevel ... Resultatet af det, af vore diskussioner, var, at Maeve skrev til forfatteren og spurgte, om han ville komme herud og tale med mig, få en snak om sit manuskript. Jeg ved ikke helt, hvordan den nøjagtige ordlyd var, men det må jeg have gjort dengang. Man siger, at vi fortrænger ubehagelige erindringer – tror De, det er rigtigt?«
»Det ved jeg ikke,« sagde Wexford.
»Men det gør jeg. Jeg ved, at jeg gør det hele tiden. Og jeg har gjort det meget, siden det manuskript – faldt mig i hænde.« Han udstødte et dybt suk. »Det er en nøjagtig beskrivelse, der rummer en vis trussel. Faldt mig i hænde – så meget stærkere, synes De ikke, end ‘kom mig i hænde’? Nå, han skrev tilbage. Han skulle til Sussex om en uges tid, og kunne han komme på det tidspunkt? Han kom. Han havde endnu en kopi med – den eneste anden kopi, han havde, sagde han.« Tredowns stemme blev svagere, stemmen rystede. »Jeg fortalte ham, hvad vi alle tre mente om manuskriptet, og jeg sagde, at jeg mente, at noget af det burde skrives om og blive omhyggeligt redigeret. Han sagde, at han ville arbejde med det. Ingen vidste, at han havde skrevet en bog. Han troede vist, han ville blive til grin, hvis nogen vidste det, eller også ville de sige, at han hellere skulle lave noget, der gav penge. Han havde sendt det til mig, fordi han havde hørt mig tale i radioen, og han syntes – gud hjælpe mig – at jeg var en god forfatter. Han havde også læst to af mine bøger.«
»Tag det med ro, mr. Tredown, De trætter Dem selv.«
»Og hvad så, om jeg gør?« Tredown halede sig med en kraftanstrengelse op og lænede sig ivrigt frem. »Det ville være bedre, hvis jeg trættede mig selv til døde. Beklager, jeg vil ikke være melodramatisk, men alt det her er smertefuldt for mig, meget smertefuldt. Og under alle omstændigheder. Han tog af sted. Han tog et af manuskripterne med, og jeg – jeg så ham aldrig mere. Maeve sagde, at han var rejst, og to dage senere fik hun et brev fra ham, hvor der stod, at han havde besluttet ikke at gøre mere ved det. Han havde kun ønsket at skrive bogen. Det interesserede ham ikke at få den udgivet.«
Wexford skiftede stilling i stolen og prøvede at sidde mere behageligt. »Og det troede De på?«
»Jeg ønskede at tro det, mr. Wexford. Jeg ønskede inderligt at tro det. Forstår De, jeg tænkte, at hvis det var min bog, og jeg kunne gøre med den, hvad jeg ville, ville jeg skrive den om, beholde historien, personerne, essensen eller indholdet af den, men forbedre den, jeg troede, jeg kunne gøre den bedre, gøre den perfekt. Jeg ville gøre den til min.«
»Så De det brev, mrs. Tredown fik fra ham?«
»Ja, jeg så det. Det var maskinskrevet. Det var underskrevet.«
Wexford kunne næsten ikke have forestillet sig, at mere blod kunne forsvinde fra Tredowns ansigt, men det var, hvad der tilsyneladende var sket. Han drejede hovedet om på den ene side, sank sammen, gled ned i puderne i stolen.
»Det var i virkeligheden underskrevet Samuel Miller?«
Der kom ikke noget svar. Wexford rejste sig og ringede efter sygeplejersken. Han kom ind, løftede Tredowns håndled og tog hans puls. »Det er nok bedst, at De går nu,« sagde han. »Han er meget træt.«
»Vær venlig at komme igen i morgen,« hviskede Tredown.
Opringningen til politistationen blev stillet ind til Karen Malahyde, men hun var gået efter at have aflagt et rutinebesøg hos familien Imran, så det var Hannah, der tog telefonen. To timer før var hun kommet tilbage efter at have forhørt to personer, der havde besøgt patienter på hospicet, og som måske, men øjensynligt ikke, havde overværet Maeve Tredowns mordforsøg. Det havde været en lang dag, og hun havde den sædvanlige køretur foran sig ud til sit og Bals fælles hjem. Det havde været en kedelig, besværlig dag, og klokken seks om aftenen var det bælgmørkt. En forudanelse om, at det måske kunne betyde en forsinkelse, gjorde, at hun kun modvilligt tog telefonen, men Burden var allerede gået, Wexford var endnu ikke kommet tilbage fra sit besøg hos Tredown, og Barry Vine var lige taget på ferie. En lidt forsigtig stemme, der talte flydende engelsk, men med en kraftig accent, var i telefonen.
»Mit navn er Iman Dirir. Jeg er lige kommet hjem efter at have besøgt familien Imran. Jeg tror – nej, jeg ved – at noget vil ske i deres lejlighed – i aften. Ja, i aften. Vil De ikke nok tage derud?«
»Den medarbejder, der har med børnesager at gøre, er ikke til stede,« begyndte Hannah. Så tøvede hun og sagde: »Naturligvis kommer jeg, jeg kommer nu – lige et øjeblik. Vil jeg kunne komme ind?«
»Jeg vil være der,« sagde mrs. Dirir. »De har tillid til mig.« Hendes tonefald var bittert. »Det vil de aldrig mere have, men – det er der ikke noget at gøre ved.«
»Vil De gøre mig en tjeneste? Vil De ringe til det nummer, jeg nu giver Dem, og sige det til vores børnesagsbehandler? Hun hedder Sylvia Fairfax.«
Karen og Sylvia havde besøgt familien to-tre gange om ugen og ikke set andet end en tilsyneladende lykkelig familie, der havde besøg af en midaldrende slægtning fra Somalia. Shamis havde været som ethvert normalt europæisk barn, glad, legesyg, fuld af sjov. Hvis hun var blevet omskåret, ville hun have været lænket til en stol med benene bundet sammen fra hofte til fod. Da Hannah kørte ud fra politistationens parkeringsplads med tændte lygter, kom hun til at tænke på en beskrivelse af kvinders liv, som Sylvia havde fortalt, hun havde hørt en ældre somalisk kvinde komme med. ‘En kvinde får tre sorger: den dag, hun bliver skåret, på sin bryllupsnat og den dag, hun skal føde et barn.’ Hun gøs ved tanken.
Karréen var fuldt oplyst, men da Hannah var kommet op ad trappen og gik ud på svalegangen, der førte hen til familien Imrans lejlighed, kunne hun se, at lejligheden henlå i mørke. Det virkede ikke, som om der var nogen hjemme. Sylvia Fairfax trådte ud af skyggen for at tage imod hende.
»Dr. Akande er på vej,« sagde hun. »Jeg tør ikke ringe på, og det er heller ikke nødvendigt. Iman Dirir vil åbne døren præcis klokken syv.«
»Og Shamis?«
»Den kvinde, de kalder tante, er en af dem, der omskærer piger. Iman siger, hun har set de redskaber, hun bruger, et barberblad, en kniv og nogle specielle sakse.«
Hannah bed sig i læben. »Det er ikke til at holde ud at tænke på, men det bliver vi nødt til alligevel.«
»Vi er nødt til at få det forhindret,« sagde Sylvia.
De stod uden for fordøren. Der kom ikke en lyd inde fra lejligheden. Hos naboen stod et vindue åbent, og musik drønede ud, den slags musik, der består af en taktfast dunken, bonk, bonk, bonk. Hannahs ur viste ti minutter i syv.
»Det er forfærdeligt at tænke på,« sagde hun, »men vil Iman lade hende begynde? Jeg mener, for guds skyld, vil den kvinde begynde at gøre det ved barnet?«
»Det ved jeg ikke. Jeg håber det ikke, men hvis hun ikke gør ... Her kommer dr. Akande.«
Han kom løbende hen ad svalegangen. »Det her må ikke ske,« sagde han forpustet. »Selvom det betyder, at vi ikke kan få dem straffet, kan vi ikke lade dem skære det barn, når vi kan forhindre det.«
»Hun vil åbne døren,« sagde Hannah, »i samme øjeblik kvinden løfter barberbladet.«
»Det er alt for sent. I aner ikke, hvor hurtigt en rutineret omskærer kan gøre denne – denne ugerning. Men det gør jeg.«
»Men de vil vel give Shamis en eller anden form for bedøvelse?«
»Det tvivler jeg på. Det tvivler jeg virkelig på,« sagde Akande, samtidig med at han satte fingeren på ringeklokken og holdt den der, så dørklokkens kimen overdøvede den dunkende musik.
Døren sprang op. Iman Dirir råbte med høj klar stemme. »Kom indenfor, alle sammen, kom indenfor. Denne vej!«
Akande gik forrest, Sylvia lige i hælene på ham. Der var mørkt i entreen, det eneste lys kom fra køkkenet for enden af gangen og kunne ses i dørsprækken. De løb hen mod den lukkede dør, og i den tro, at den var låst, hamrede lægen på den. Men den gik op, og han nærmest faldt ind i det lille værelse. Kvinden i en lang sort klædning, der havde stået bøjet over barnet med en barberkniv i sin ubehandskede hånd, tog et skridt tilbage, og de så en lille pige, fuldstændig nøgen, ligge på et udbredt håndklæde på køkkenbordet. Reeta Imran, barnets mor, udstødte et chokeret skrig og kastede et stykke stof over hende. Som Hannah bagefter sagde til Wexford, så var det, at en mand, selvom han var læge, skulle se hendes lille datter uden tøj på en større forsmædelse, end det ritual, som omskæreren lige skulle til at udføre.
Fuldstændig tildækket, både over ansigtet og på kroppen, af det lagen, der var smidt hen over hende, begyndte Shamis at skrige og kæmpe for at komme fri, hvorefter hun kastede sig i sin mors arme. Mrs. Imran greb endnu en gang lagnet og svøbte det om hende. Hannah gik hen til bordet og så på omskærerens andre redskaber, som lå der, en kniv og en saks. Der var ingen former for sterilisation, ingen medikamenter af nogen art. Et stykke tråd fra en rulle sytråd skulle sikkert bruges til at sy de rå kanter af såret sammen, et stykke snor fra en rulle sejlgarn til at binde Shamis’ ben sammen, når handlingen var blevet udført. Omskæreren, en kvinde, der sikkert var under halvtreds år, selvom hun kunne se ud til at være halvfjerds, ansigtet var brunt og rynket, og hun manglede de fleste fortænder, stirrede på Hannah med et totalt ufølsomt blik. Hun lagde barberkniven på bordet og sagde noget til mrs. Imran på somalisk.
Jeg burde arrestere hende, tænkte Hannah. Eller Reeta eller dem begge to. Men hvad skulle de anklages for? De havde ikke gjort noget, og jeg ville ikke ønske, de var begyndt på det, de havde tænkt sig at gøre, for at kunne straffe dem. Men jeg kan heller ikke efterlade dem her sammen med barnet. Det eneste, hun kunne finde på, var, at denne kvinde havde været i besiddelse af et offensivt våben – kunne hun arrestere dem på mistanken om at ville udføre en ulovlig handling? Usikker på, hvad hun skulle gøre, eller hvilke konsekvenser det ville få, tog hun Shamis ud af sin mors arme og trak lagnet af hende. Der var blod på det. Og en lang stribe blod hen over Shamis’ venstre lår, der hvor kniven lige havde strejfet hende. De var kommet i sidste øjeblik.
»I har ikke pligt til at udtale jer,« begyndte hun, så på Sylvia og opdagede, at tårerne løb ned ad hendes kinder.