Wexford tog tilbage til hospicet om formiddagen med en følelse af, at det var lykkedes ham at undslippe en fare. Hvis han var gået videre, og Amara Ali og Reeta Imran var kommet for retten, ville sagen være blevet afvist, og han ville være blevet mødt med foragt og anklaget for racisme, sexisme og for at træffe uretmæssige beslutninger. Til at begynde med havde han været meget vred på Hannah. Karen ville ikke have gjort det, men Karen var der ikke. Var det overhovedet faldet hende ind, at kvinden ville sige, at Shamis sad på bordet efter at have fået vasket hår og skulle til at have håret i nakken barberet af? Blodsporene? Chokket over, at tre mennesker kom farende ind i lejligheden, havde fået Amara Ali til at ryste på hånden. Halvvejs hjemme aftenen før havde han i telefonen fået at vide, at de to kvinder var blevet anholdt, og han var vendt om og var taget tilbage, hvorefter han havde ladet dem begge to gå uden mange ord.
Mens han sad og ventede på at få lov til at komme ind på Tredowns værelse, tænkte han på noget, som ikke var faldet ham ind før. Han havde været så naiv at forestille sig, at han kunne forhindre, at piger blev omskåret, og det kunne han måske også, men kun, efter at nogle af dem allerede var blevet lemlæstet, for hvis han skulle få dem dømt, skulle omskæreren tages enten på fersk gerning, eller lige efter at det var sket, og det stakkels lille barn sad forkrøblet med benene bundet sammen. Senere ville han læse loven og se, om der et sted stod noget om, at man kunne anklage dem for at have til hensigt at foretage omskæringen, men han kunne også se alle de problemer og faldgruber, det ville rumme.
Tredown havde fået sit brusebad, var blevet barberet og sad denne gang stablet op med puder i sin seng. Der var lagt et drop i hans hånd. Det var sikkert ret formålsløs på nuværende tidspunkt? Men nej, måske var det smertestillende midler, der gled ned gennem røret for at gøre hans sidste dage mere udholdelige. Tredowns grønlige bleghed var endnu mere påfaldende i dag, og hans bedrøvede smil afslørede endnu tydeligere knoglerne under den tynde hud. Denne gang lagde han mærke til gipsen på Wexfords arm og sagde noget om den.
Det var der åbenbart ingen, der havde fortalt ham. Det sidste, Wexford ønskede, var at fortælle ham, at hans kone var anklaget for mordforsøg. »Jeg faldt,« sagde han. »Det er bare et mindre brud.«
Der var han tilfreds med. »Jeg var ved at fortælle Dem om brevet,« begyndte han. »Jeg fortalte Dem, at der stod, at jeg kunne beholde manuskriptet og gøre med det, hvad jeg ville. Jeg opfattede det sådan, at jeg kunne – ja altså, gøre det til mit.«
»Men han havde jo taget kopien med hjem, ikke sandt? Hvorfor skulle han gøre det, hvis det var hans mening at give det til Dem?«
»Han tog det med ud af mit – af mit arbejdsværelse. Det var der, vi talte sammen. Om aftenen kom min kone med det. Han havde givet hende det, før han tog af sted.«
»Mr. Tredown, mener De, at han havde givet hende det, eller at hun sagde, han havde givet hende det?«
Tredown rynkede panden. »Det kommer vel ud på et.«
»Ikke altid,« sagde Wexford.
»Jeg forstår, hvad De mener. Og ja. Jeg vil nu fortælle Dem, at jeg havde mine tvivl. Ja, mere end det, meget mere end det.« Det forpinte i hans stemme skyldtes psykisk, ikke fysisk smerte. »Jeg skrev også til ham – det vil sige, jeg fik Maeve til at skrive til ham og sige, at det var en alt for stor gave, og endnu en gang fortælle ham, hvor god bogen var, og at den højst sandsynligt ville blive udgivet, og at han måske kunne tjene mange penge på den.«
»Og De så ham aldrig mere?«
»Ikke i kød og blod.« Ordene og den måde, de blev udtalt på, gav Wexford en ubehagelig følelse af, at nogen eller noget iagttog dem. Tredown rystede over hele kroppen. »Det var sikkert bare indbildning,« sagde han. »Om aftenen – når jeg var alene ovenpå – og hvis det regnede stærkt – men det tjener ikke noget formål, jeg må ikke fortsætte på den måde.«
Det har De fuldstændig ret i, tænkte Wexford, for så vil jeg begynde at tro, at De ikke er rigtig klog. »De gik altså i gang med at arbejde med manuskriptet?«
Tredown nikkede. »Ja, det gjorde jeg. Jeg skar det til. Jeg gav nogle scener større vægt og andre mindre. Jeg fjernede en masse teknisk stof om forhistoriske dyr og de første mennesker. Der var episoder i den, som jeg mente ikke var i overensstemmelse med Homer og Ovid, jeg ... men hvorfor fortsætte? Jeg gjorde den til min, som De siger. Maeve var meget begejstret, og det var Claudia også. Maeve brugte en masse tid på at maskinskrive det for mig – jeg er ikke god til at skrive på maskine. Hun renskrev mine håndskrevne sider og de ændringer, jeg havde foretaget i det originale manuskript.«
Wexford gjorde sig umage med ikke at lyde fordømmende. Manden stod foran dødens port. Han var en skygge af sig selv og havde uden tvivl mange smerter til trods for det smertestillende drop. Men hvis han ikke var lige netop chokeret over det, han havde hørt, så var han forbløffet over det, han opfattede som en virkelig skurkestreg. Tredown havde, tilskyndet af sin kone og sin ekskone, været så fokuseret på penge, så desperat efter berømmelse, at han så stort på, at den berømmelse, han opnåede, ikke var hans egen fortjeneste, men var noget, han havde stjålet fra en anden. ‘Jagt på berømmelse kan nære åndens klarhed’, men det var ikke altid åndens klarhed, der blev næret, men somme tider grådighed og tyveri. For Tredown havde naturligvis vidst, at der var tale om tyveri og måske noget endnu værre end tyveri, men det havde ikke forhindret ham i at udgive Den første himmel som sit eget værk. Wexford hørte sin egen kolde, fordømmende stemme sige:
»Undrede De Dem ikke over, at De aldrig mere hørte fra ham?«
»Maeve fortalte mig, at han havde sagt, at han ønskede at lægge det hele bag sig. Måske læste han bogen, da den udkom, men nærede ikke noget ønske om at gøre krav på, at det var hans.«
»Måske kan vi forlade Samuel Miller et øjeblik og tale om den mand, De fandt frem til som researcher. Jeg går ud fra, at hans arbejde bestod i at se på de afsnit, der ikke var i overensstemmelse med Homer og Ovid og de forhistoriske detaljer.«
Tredown rynkede atter panden. »Hvad mener De? Jeg lavede selv min research, og jeg kender ikke nogen Samuel Miller. Jeg tror, vi taler forbi hinanden her.«
»Det tror jeg også.« Wexford rejste sig, stiv og øm i kroppen. Han var ved at miste balancen og greb fat i stoleryggen med venstre hånd. »Mange tak for hjælpen,« sagde han. »Jeg skal ikke tage mere af Deres tid.«
Det dødningeagtige smil kom igen. »Nej, der er jo heller ikke tale om, at jeg har så meget tid at give væk af.«
»Det var netop på det tidspunkt, tingene faldt på plads,« sagde Wexford. Han havde allerede videregivet oplysningerne til vicepolitimesteren og sad og talte med Burden på sit kontor. Der var blevet sendt bud efter Hannah og Barry. »Som i de fleste sager undrer man sig, når sandheden kommer for en dag, over, at man har haft en helt anden opfattelse.«
»Men hvis det ikke var for de to identiske ringe,« sagde Burden, »ville vi aldrig havde fundet ud af det.«
»Måske ikke.«
Wexford gik om bag sit skrivebord, da Hannah trådte ind i lokalet. Det var første gang, hun så gipsen og slyngen. »Må jeg ikke nok skrive noget på gipsen, chef?«
»Desværre ikke. Den er strengt forbudt for folk over tolv.«
Han kunne risikere at hun skrev noget i retning af: ‘God bedring, chef’. Han så hende sætte sig i stolen ved siden af Burdens og overlade den sidste stol til Barry. Han ville have været nødt til at gå rundt med det ‘chef’ på i de næste fem uger. »Jeg vil begynde med begyndelsen,« sagde han, da Barry kom farende derind. »Det er pænt af dig at komme, når jeg ved, hvor du har været.«
»Claudia Ricardo er i forhørslokale Et sammen med Lyn. Jeg spurgte hende om Alan Hexham, og hun sagde: ‘Vær ikke latterlig. Jeg rørte ham ikke med en finger.’«
»Hvis det at røre nogen med en finger var en forudsætning for at blive dømt for mord,« sagde Wexford, »ville vi have meget mere plads i fængslerne. Vi ville ikke have 80.000 spærret inde.« Han sukkede dybt. »Men for at begynde med begyndelsen. Det begynder naturligvis med Alan Hexham, der bor i det hus i Barnes sammen med sin kone og to små piger. For de var stadig små, da han begyndte at skrive den bog, vi nu kender som Den første himmel. Han skrev den i hemmelighed inde i det lille værelse, som alle andre i familien havde lært at respektere som hans absolut private sted.«
»Hvorfor gjorde han det i hemmelighed, chef?«
»Nogle mennesker er hemmelighedsfulde af natur. Det findes der mange eksempler på. At foretage sig noget i hemmelighed tilfredsstiller noget i deres natur og sætter krydderi på deres tilværelse. Og rent praktisk, hvis der ikke er nogen, der kender til det, så er der ingen, der stiller den slags spørgsmål, som måske kan skade projektet. Jeg kan forestille mig, at der altid er tale om angst for at blive afvist – måske ligefrem til grin. De spørger måske, hvad der foregår bag den lukkede dør. Men de kan blive spist af med historier om at rette opgaver, udfylde papirer, forberede undervisningen. Jeg tror ikke, Hexham sagde sådan noget. Han ville have, at man troede, at han lavede research for forfattere, rådgav dem, men på den anden side må hans kone have undret sig over, at han ikke tjente noget på det. Måske fortalte han hende, at han prøvede, men at det ikke lykkedes.«
»Hvad mener du med ‘at skade projektet’?« spurgte Burden.
»Nogle forfattere har brug for, at de mennesker, der står dem nær, ved nøjagtigt, hvad de laver, læser deres seneste kapitel for dem, diskuterer det i alle detaljer, men for andre bliver hele den kreative proces ødelagt, hvis det – ja, hvis det kommer frem i dagens lys. Der var engang en forfatter, der fortalte mig, at hun på et tidspunkt havde skrevet ti kapitler af en roman, da hendes kæreste fandt det og læste det. Han var henrykt, elskede hvert et ord, kunne citere lange passager fra det, men for hende var det hele ødelagt. Hun måtte opgive den og begynde på en frisk.«
»Jeg kan forestille mig, at hun også opgav kæresten,« sagde Hannah.
»Det tror jeg, hun gjorde. Men det ser ud til, at også Hexham havde det sådan. Det er delvis generthed, delvis angst for at blive til grin og delvis en skræk for, at den, der læser det, vil begynde at lægge store planer og blive skuffet. Det virker, som om Hexhams ægteskab var lykkeligt, men vi ved ikke – og hans døtre ved det bestemt ikke – hvordan forholdet mellem de to var, når de var alene. Kan det tænkes, at Diana Hexham ikke ville have forstået, hvad han havde gang i? De havde aldrig haft ret mange penge, og hun begyndte først at arbejde, efter at han var forsvundet. Vi ved, at han af og til påtog sig privatundervisning og lektiehjælp. Måske ville hun, hvis hun havde vidst noget om Den første himmel, have spekuleret på, hvorfor han spildte sine aftener med at more sig med at skrive en roman, som måske aldrig ville blive udgivet, i stedet for at tage flere privatelever. Men lige meget hvad grunden var, så holdt han det hemmeligt, holdt det fuldstændigt for sig selv, indtil bogen var helt færdig.«
Burden sagde: »En skam, at han valgte at sende manuskriptet til Owen Tredown. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor vælge Tredown?«
»Det vil vi aldrig få at vide. Tredown siger, at Hexham havde hørt ham tale i radioen. Det kan være sandt, men det kan også være løgn. Muligvis kunne han bare godt lide Tredowns bøger – han havde to af dem stående – eller han har måske læst en artikel i en avis, hvor Tredown udtalte, at han i modsætning til de fleste andre forfattere altid læste de manuskripter, der blev sendt til ham. Og han sendte det jo. Det ville have været klogere og langt mindre risikabelt, hvis han havde smidt det på bålet.«
»Lagt det til genbrug, chef,« sagde Hannah i et irettesættende tonefald.
»Eller lagt det til genbrug, som du siger, Hannah.« Med ganske få ord, tænkte han, fejede hun flere hundrede år af bordet, hvor den eneste måde at blive af med papir på var at brænde det. Var hun klar over, at der var et liv før de moderne forsøg på at redde planeten? Han var lige ved at le. »Tredown læste det og syntes, det var fremragende. Han fortalte mig, at han var misundelig. Han var jaloux på en, der kunne skrive sådan, men jeg tror ikke, han på det tidspunkt havde nogen tanker om at plagiere det, at stjæle en andens arbejde. Han skrev til Hexham, roste bogen og bad ham om at komme ud og tale med ham. Eller rettere sagt, han fik sin kone til at skrive. Hun udførte øjensynligt alt sekretærarbejdet. Hvad hun helt nøjagtigt skrev i det brev – eller for den sags skyld i efterfølgende breve – ved vi endnu ikke. Måske vil vi aldrig få det at vide.
Den dag, Hexham fik det brev, var sidst i maj. Han kunne have fortalt sin kone det hele på det tidspunkt, men det gjorde han ikke. Jeg forestiller mig, han ville vente og overraske hende med et fait accompli. Hans gamle ven Maurice Davidson døde, og begravelsen blev fastsat til den 15. juni. Det var tilfældigvis tre dage efter, at John Grimble fik afslag på ansøgningen om at bygge mere end et enkelt hus på sin afdøde fars grund. Renden til kloakering var gravet, og nu var der ikke andet at gøre end at fylde den op igen.
Hexham skrev og sagde, han ville være i Sussex den femtende, og kunne han komme ud og tale med Tredown ved tretiden om eftermiddagen?«
Her brød Barry Vine ind med: »Hvorfor var der ikke noget af alt det, der blev ordnet i telefonen?«
»Sandsynligvis for stadig at kunne holde det hemmeligt. Diana Hexham kunne have taget telefonen. Og desuden ville det så have været Tredown, der havde talt med Hexham, og Maeve ville ikke have styr på, hvad han sagde. I skal også huske, at man skrev mange flere breve for elleve år siden end i disse e-mail-tider. Så under alle omstændigheder skrev de til Hexham, at det ville passe fint, og Maeve bad ham i det samme brev, for det var naturligvis Maeve, der skrev det, om at tage det ekstra eksemplar af manuskriptet med, som han havde. Husk også, at det var skrevet på en gammeldags elektrisk skrivemaskine, så medmindre Hexham havde en fotokopieringsmaskine, og det ved vi, at han ikke havde, ville antallet af kopier være begrænset.«
»Ville Hexham ikke have spurgt, hvorfor han ville have den anden kopi, chef?«
»Sikkert, men det kan vi ikke vide. Måske for at Tredown kunne sende manuskriptet til to forlag eller til en agent og et forlag. Men Hexham var indforstået og tog det andet eksemplar af manuskriptet med i sin mappe, havde det med først til begravelsen og derefter hjemme hos Davidson. Derefter tog han toget 14.20 til Kingsmarkham. Det øsregnede. Der var først en bus en times tid senere, så han tog en taxi, der kørte ham til Athelstan House, hvortil han ankom et par minutter i tre.«
Burden, der havde siddet uroligt på stolen, benyttede lejligheden til at bryde ind. »Mens al denne brevskrivning gik for sig, må der have været en hel del diskussioner mellem Tredown og hans kone – og også med Claudia. Jeg mener – med hensyn til, hvordan de skulle gribe sagen an over for Hexham. Jeg forestiller mig, ja, jeg går ud fra, at Tredown på et tidspunkt indrømmede over for sig selv og måske også over for de to andre, at han ønskede at udgive det som sit eget arbejde.«
»Det er en af de ting, vi skal se at finde ud af,« sagde Wexford. »Hvis vi kan. Problemet er, at de to hovedvidner er døde, og at et tredje snart vil dø. Men under alle omstændigheder så besluttede de sig til det. Jeg tror ikke, de besluttede at slå Hexham ihjel, ikke på det tidspunkt. På det tidspunkt havde de tilsyneladende en plan om at prøve at købe manuskriptet af ham og få ham til at afstå fra alle rettigheder til det.«
»Men så ville de aldrig have kunnet vide sig sikre. Hvad kunne have forhindret ham i at fortælle en eller anden journalist, når bogen udkom, at Tredown havde stjålet manuskriptet fra ham?«
»Sandsynligvis ikke noget, Barry. De kunne ikke have gjort noget for at forhindre ham i at sige det, men når begge kopier af manuskriptet var forsvundet, og ingen i hans familie vidste noget om, at han skrev på noget, hvilket bevis ville han så have haft? Og selvom de havde haft planer om det, så blev det ikke til noget. Hexham kom og talte tilsyneladende med Tredown alene. Til at begynde med. Og heller ikke her ved vi og vil sikkert aldrig få at vide, hvad de sagde til hinanden, men det ser ud til, at Hexham, efter at have fået alt det at vide, han ønskede at høre, at hans roman var god og højst sandsynligt ville blive udgivet, tog den anden kopi af manuskriptet med sig. Resten forestillede han sig sikkert, at han selv kunne klare.
Maeve og Claudia har sikkert serveret te for ham, og da det stadig regnede, tilbudt at køre ham til Kingsmarkham station. Ikke i taxi denne gang, men i Tredowns egen bil, den samme bil, som Maeve brugte som et dødbringende våben mod mig. Bortset fra at det ikke var så dødbringende, som hun havde håbet.«
»Var det dødbringende for Hexham?« spurgte Burden.
»Det må I vente lidt med at få at vide. Fortsættes i næste nummer, som der står i ugebladene, når de bringer fortsatte romaner. Inspektør Burden og jeg har en aftale med miss Ricardo i forhørslokale Et.«