Tom Belbury døde i maj, og nu da sommeren var forbi, savnede hans bror ham mere end nogen sinde. Ingen af dem havde giftet sig, så der var ingen enke og ingen børn, kun hunden Honey. Jim tog Honey til sig – han havde altid været glad for den hund – og det var også Toms ønske. Da han blev klar over, at han ikke havde langt igen, bekymrede han sig meget for Honey, hvad der ville ske med hende, når han var død, og selvom Jim forsikrede ham, at han ville tage sig af hende, blev Tom ved med at gentage det.
»Har jeg ikke lovet det igen og igen? Vil du have, at jeg skal skrive det ned og få det bekræftet af vidner? Det kan jeg godt gøre, hvis du vil have det.«
»Nej, jeg stoler på dig. Hun er en god hund.«
Og han havde ikke gjort hans tillid til skamme. Jim boede i et lille hus, der havde været brødrenes barndomshjem, og Honey flyttede hen til ham i det hus. Hun var et ægte gadekryds og ikke nogen skønhed – en blanding af spaniel, bassethund og Jack Russell. Tom påstod, at hun lignede en corgi, og da alle vidste, at dronningen altid havde corgier, fik hunden på den måde så at sige en kongelig blåstempling. Jim kunne nu ikke se den lighed. Alligevel var han blevet knyttet til Honey. Bortset fra at hun var trofast og kærlig, havde hun endnu en særlig evne. Hun var en god trøffelhund.
Hvert år i begyndelsen af september var Tom og Honey gået ud til et par steder i skoven i omegnen af Flagford på jagt efter trøfler. Det var der mange, der drillede dem med. De sagde, at der ikke fandtes trøfler i Storbritannien, de voksede kun i Frankrig og Italien, men Honey fandt dem altid og blev belønnet med en luns kød, og Tom solgte trøflerne til en berømt restaurant i London for 200 pund per halvkilo.
Jim brød sig ikke om smagen, men han kunne godt lide tanken om 200 pund, muligvis mere. Han havde aldrig været på trøffeljagt sammen med Tom, men han vidste, hvordan man skulle bære sig ad. Derfor så man en mild og solfyldt morgen sidst i september Jim og Honey i det, naboerne kaldte den fine del af Flagford, der hvor Pump Lane ligger mellem Flagford Hall og Athelstan House, begge på kæmpestore grunde. De var ikke spor interesseret i de huse eller deres beboere. De gik i retning af Old Grimble’s Field, der lå i et hjørne mellem den have, der omgav Athelstan House, og to ens villaer, der hed Oak Lodge og Marshmead.
Ligesom det Hellige Romerske Rige, som Gibbon sagde, hverken var helligt, romersk eller et rige, var dette åbne stykke land ikke en mark, og Grimble var heller ikke særlig gammel og hed i virkeligheden slet ikke Grimble. Det var et vildtvoksende område, cirka en halv hektar og noget, en ejendomsmægler sikkert ville kaldte en hjørnegrund. På grund af flere års manglende pasning var småtræer blevet store, krat blevet til kratskov, roser og liguster og kornel blevet til hegn, og træer var vokset til dobbelt størrelse. Et sted midt i denne bevoksning, der efterhånden var et sammenfiltret virvar af grene og blade, lå der en så godt som forladt bungalow, der havde tilhørt Grimbles far. Der var sat brædder for vinduerne, og taget var langsomt i gang med at smide tagstenene fra sig. Tom Belbury havde været der sammen med Honey på trøffeljagt året før og havde sagt, at stedet var rigt på trøffelarten Tuber.
Fordi Tom gerne gik rundt med Honeys belønning uindpakket i brystlommen på sin skindjakke, havde han som regel lugtet af kød, der var en anelse ‘for gammelt’. Det havde Jim ikke tidligere brudt sig om, men nu tænkte han kærligt på det. Hvor ville det have glædet Tom at se ham og Honey sammen på vej ud til Old Grimble’s Field på jagt efter trøfler, ligesom han selv og Honey plejede at gøre. Måske kunne han se det, tænkte Jim sentimentalt og forestillede sig, hvordan han så ned på dem fra den trøffelskov i himlen, han befandt sig i.
Det var Honey, der førte an. Tom påstod altid, at hun fandt hen til et særlig godt sted ved at lægge mærke til, hvordan trøffelfluer svirrede rundt under et bestemt træ, og nu ledte hun Jim hen til et gammelt træ (han mente, det var et morbærfigentræ), hvor han selv kunne se fluerne.
»Begynd så at grave, min tøs,« sagde han.
Honey slap beredvilligt den uregelmæssige vortedækkede klump, omtrent på størrelse med en tennisbold, som hun gravede op, til gengæld for et stykke okseinderlår, som Jim tog op af en hygiejnisk genlukkelig plasticpose, han havde taget med.
»Den her gamle svamp må veje over et halvt pund,« sagde han højt. »Bliv ved med at grave, Honey. God hund.«
Honey fortsatte. Trøffelfluerne irriterede hende, og hun snappede efter sværmen, fik dem spredt og snusede omkring på det sted, hvor de havde været tættest. Der begyndte hun at grave igen, fik først en meget mindre trøffel op af den gode, bladdækkede muld, derefter en på størrelse med en stor kartoffel og blev endnu en gang belønnet med et stykke inderlår.
»Der er mange flere fluer derhenne,« sagde Jim og pegede på et stort bøgetræ, der så ud til at være hundrede år gammelt. »Hvad med at gå derhen?«
Det havde Honey på ingen måde tænkt sig. Sådan ville en person, der gravede efter diamanter, sikkert nægte at forlade det sted, hvor ædle stene, der var en formue værd, allerede var kommet for dagens lys, før han var sikker på, at der ikke var mere tilbage. Honey sniffede, gravede, slog ud efter fluerne med poterne, gravede igen. Ikke flere trøfler blev halet op, og den genstand, hun havde gravet op af jorden, interesserede hende overhovedet ikke. Den lå på den kastanjebrune jord, hvid, vifteformet og umiskendeligt det, den var, en menneskehånd.
Eller rettere sagt knoglerne af en menneskehånd. Kød, hud, årer, sener var alt sammen forsvundet.
»Du godeste, gamle tøs,« sagde Jim Belbury, »hvad i alverden er det, du her har fundet?«
Som om Honey forstod det, holdt hun op med at grave, satte sig ned og lagde hovedet på skrå. Jim klappede hende. Han lagde de tre trøfler ned i den plasticpose, han havde taget med til det samme, puttede posen i sin rygsæk og tog sin mobiltelefon op af rygsækken. Jim var måske nok fra landet, han havde været landarbejder, boede i et lille hus uden badeværelse og uden ordentlig kloakering, men han ville lige så lidt være gået ud uden sin mobiltelefon, som hans femtenårige nevø ville. Da han ikke havde nummeret til politistationen i Kingsmarkham, tastede han 112.