Det, der var kommet op af hullet, lå foran dem, en bunke ben, der mest lignede dele af et kosteskaft, et kranium, hvor der endnu sad stumper af et stykke halvråddent stof, alt sammen pakket ind i lilla bomuld. De havde gravet i to timer, og Jim Belbury og hans hund havde været der hele tiden.
»Mand eller kvinde?« spurgte kriminalkommissær Wexford.
»Svært at sige.« Patologen var en ung kvinde, der lignede en femtenårig model, høj og tynd, bleg og æterisk. »Det kan jeg først sige, når jeg har set nærmere på det.«
»Hvor længe har det ligget der?«
Carina Laxton så hvast på Wexford og kriminalassistent Hannah Goldsmith, der havde stillet spørgsmålet. »Og hvor længe har du været i politiet? Er det ikke snart på tide, du forstår, at jeg ikke kan give jer et svar med det samme, når liget helt tydeligt har været begravet i flere år.«
»Okay. Men er det flere måneder eller flere tiår?«
»Måske omkring ti år. Det eneste, jeg kan sige, er, at I spilder jeres tid med at tage alle de mål og billeder, som om nogen havde anbragt det her i sidste uge.«
»Måske kan mr. Belbury hjælpe os,« sagde Wexford. Han havde besluttet sig til ikke at påtale, at Jim Belbury var trængt ind på andres ejendom, ja, sikkert havde gjort det i flere år. »Har Deres hund gravet her før?«
»Nej, ikke lige her,« sagde Jim. »Derhenne, hvor der er flere store træer. Må jeg spørge, om der eventuelt er tale om en forbrydelse?«
Wexford var fristet til at sige, at det var der ikke, men lod være. »Nogen har begravet ham eller hende, så du bliver nødt til –« begyndte han, men Hannah afbrød ham.
»Lovlydige borgere begraver jo ikke lig, som de finder liggende rundt omkring,« sagde hun skarpt. »Og nu skal De sikkert videre, mr. Belbury. Og mange tak for hjælpen.«
Men Jim lod sig ikke så let affærdige. I modsætning til alle de andre – Hannah, betjenten på mordstedet, fotograferne, patologen – fandt han Wexford sympatisk og begyndte at fortælle kriminalkommissæren detaljeret om beboerne i husene i nærheden. »Nabohuset tilhører mr. Tredown, og dernede ligger Hunters og Pickfords huse. Til den anden side bor mr. Borodin. Jeg har boet i Flagford hele mit liv. Der er ikke noget, jeg ikke ved.«
»Så kan De sikkert fortælle mig, hvem der ejer det her stykke land.« Wexford rakte armen ud og viste med en håndbevægelse. »Der må være omkring en hel tønde land.« Derefter mumlede den altid politisk korrekte Hannah noget om, at hektar ville være en mere passende målestok ‘i nutiden’, men det var der ingen, der lagde mærke til.
»Halvanden tønde land,« sagde Jim og så stift på Hannah. »Vi har ingen hektarer her. Det er noget, de har i Fællesmarkedet.« Ligesom mange andre på Jims alder omtalte han stadig EU sådan. »Hvem der ejer det? Jo, det gør da mr. Grimble. Det her hedder Old Grimble’s Field.«
Selvom Wexford risikerede at blive anklaget for meddelagtighed i en lovovertrædelse, da han godt var klar over, at svampene i posen retteligt måtte tilhøre denne Grimble, takkede han Jim for hjælpen og tilbød at køre ham hjem i en politibil.
»Og min hund?«
»Også Deres hund.«
Jim tog taknemmeligt mod tilbuddet, og Wexford og Hannah kørte derfra og passerede på vejen en række politibiler, der var parkeret langs fortovet. Snart gik vejen over i Flagford High Street, en lidt for pittoresk landsbymidte, hvor der lå en kirke fra det trettende århundrede, et postkontor, en købmandsforretning, en butik, der solgte mosaikbordplader, en anden, der var leverandør af lindeblomsthonning og morbærsyltetøj, nogle småhuse omgivet af stengærder, et af dem med stråtag, et andet med sit eget klokketårn.
Inde i bilen sagde Wexford til Hannah, at selvom han havde været i Flagford adskillige gange, kunne han ikke mindes at have set det stykke land før.
»Jeg tror aldrig, jeg har været her før, chef,« sagde Hannah.
Han havde vænnet sig til, at hun kaldte ham chef, og gik ud fra, at det var noget, hun havde fra fjernsynet. Sandsynligvis fra Lov og uorden. Det var ikke, fordi han brød sig om det, selvom han godt vidste, at det var almindelig sprogbrug, men problemet var, at hans betjente havde lært det af hende, og nu var der ingen, der længere brugte det gamle ‘sir’. Burden måtte vide, hvem der ejede området. Han havde noget familie, der boede i Flagford, hans første kones fætter, så vidt Wexford huskede.
»Der er ikke meget, vi kan gøre,« sagde Hannah, »før vi har fået at vide, hvor længe liget har ligget der.«
»Lad os håbe, Carina kan sige noget om det senere i dag.«
»I mellemtiden kunne jeg undersøge lidt mere om denne Grimble og om, hvorvidt han ejer det gamle hus, der lå derude.«
»Godt, men lad mig lige først tale med mr. Burden.«
Hannah sendte ham et af sine blikke. Hun var en smuk ung kvinde med sort hår, lys hud og store brune øjne, der samtidig med sørgmodig medfølelse også udtrykte noget helt andet, nemlig trangen til at komme med en forsigtig bebrejdelse, når han begik den bommert at bruge ord og vendinger, som hun fandt forældede. »Åh ja, Mister Burden,« sagde hendes blik, men de perfekte læber var lukkede. På grund af forskellen i deres rang var det umuligt at sige noget, men øjnene havde lov til at tale. Som Wexford selv kunne have sagt, så må en kat godt se på en konge.
Det var en smuk solfyldt dag, det, man i vejrudsigten var begyndt at kalde ‘stille’ vejr, temperaturen var høj i betragtning af, at det var september, alle bladene var endnu på træerne, og de fleste var stadig grønne. Sommerblomster i krukker og altankasser blomstrede stadig, ja, mere rigt end i august. Der havde endnu ikke været nattefrost, selvom det plejede at være tilfældet, men det var det ikke i år. Hvis det her var den globale opvarmning, og det gik Wexford ud fra, det var, skjulte den sit grimme ansigt under en maske af mild uskyldighed. Himlen havde samme mælkede blå farve som ved midsommertid og var fyldt af ganske små hvide lammeskyer.
Han ringede til Burden, straks han var kommet hen på politistationen, men kriminalassistentens telefonsvarer meddelte, at han var optaget af et forhør. Det måtte være forhøret af Darrel Fincher, den teenager, der var blevet pågrebet med en kniv på sig. Uden at have hørt et eneste ord af samtalen kunne man regne ud, hvad drengen ville sige: at han gik med kniv for at kunne forsvare sig, at han ikke ville føle sig tryg uden en kniv, når han gik hjem fra skole eller ud om aftenen. Det var ‘alle de somaliere’, ville han sige. De var overalt, og de gik alle sammen med kniv. Det var det, man kaldte mennesker med mørk hud nu om stunder, ‘de somaliere’, ligesom de engang kritikløst havde omtalt alle asiater som ‘skævøjede fejlfarvede’. Wexford begyndte at tænke på liget i Flagford. I heldigste fald havde det ikke ligget der i mere end et par år og ville vise sig at være den fyr, der var meldt savnet kort tid efter et rambukrøveri hos en guldsmed, eller den gamle kone, der boede alene i et lille hus i Forby. Efter ikke at have besøgt hende i tre måneder var hendes datter kommet i tanker om hendes eksistens, men da hun kom derud, opdagede hun, at hun øjensynligt havde været længe væk. Det ville sandsynligvis vise sig at være en af dem. Mærkeligt, tænkte han, at død og forrådnelse fjerner alder og køn og alle særlige kendetegn, så der ikke er andet tilbage end knogler og et par lasede stumper stof. Og en hånd, gravet op af et entusiastisk gadekryds. Hvor må det have været dejligt, dengang mænd og kvinder (eller kvinder og mænd, som Hannah ville sige) troede, at kroppen kun er et hylster for ånden, der, når døden indtræder, flyver op til paradis eller en anden form for liv efter døden. Hvis ens tro var tilstrækkelig stærk, ville det sikkert ikke betyde noget, om man mødte døden i form af et knivsblad, en knippel, eller fordi hjertet slog sit sidste slag, når tiden var inde.
Efter disse tanker om livet efter døden kom han ned på jorden igen, ved at døren til hans kontor gik op, og Burden trådte ind. »Det område i Flagford, hvor manden med hunden fandt et lig? Naturligvis ved jeg, hvem der ejer det. Det ved alle.«
»Jeg gør ikke,« sagde Wexford. »Og hvad mener du med, at det er noget, alle ved? Det er ikke Tower i London, det er ikke Harrods.«
»Jeg mener, at fyren, der ejer det, fortæller alle og enhver, hvor hårdt ramt han er af byplanlæggerne. Hans navn er Grimble. John Grimble. Han har endda fået nogen til at skrive en artikel om sig i Courier. Han er fuldstændig besat af den sag. Hans far døde – ja, det var faktisk hans stedfar – og efterlod ham bungalowen og den tilhørende grund, og lige siden har han prøvet at få tilladelse til at bygge huse der. Han mener, han er blevet dårligt behandlet – for at sige det mildt – fordi de kun vil lade ham bygge et enkelt hus og ikke mere.«
»Hvor bor han?«
»En gade fra mig, beklageligvis. Det må hundelufteren have vidst.«
»Han er ikke hundelufter. Han er trøffeljæger.«
Burdens ansigt, der normalt var uudgrundeligt, lyste op. »Trøffeljæger? Hvor forbløffende. Tuber aestivum, Tuber gibbosum, Tuber magnatum eller Tuber melanosporum?«
Wexford stirrede på ham. »Hvad ved du om trøfler, for jeg går ud fra, at det er det, du taler om?«
»Jeg gik ofte på jagt efter dem sammen med min far og vores hund, da jeg var dreng. Fandt også en hel del. Min bedstefar brugte en gris, naturligvis en so. Trøfler lugter ligesom en orne og tiltrækker derfor søer, men problemet er, at svin er altædende, så de kommer ofte til at æde trøflerne, før man kan nå at standse dem, og det er lidt dyrt, når man tager i betragtning ...«
»Mike, sæt dig lige ned et øjeblik.«
Burden, der var et af den slags rastløse mennesker, der hellere står og hænger end sætter sig ned og styrter rundt i stedet for at slappe af, balancerede på kanten af Wexfords skrivebord. Han havde endelig, om end modvilligt, opgivet at gå med designer-jeans og var klædt i koksgrå bukser med knivskarpe pressefolder og en lysegrå polo T-shirt med en hørjakke over. Wexford tænkte lidt vemodigt, at når han selv prøvede at klæde sig mere afslappet, lignede han bare en eller andens far, der skulle til kostumebal.
»Glem alt om trøflerne. Hvor længe har denne stædige mandsperson ejet stedet?«
»Må være mindst ti år. Snarere tolv. Jeg tror ikke, naboerne til nogen af siderne er særlig glade for det, jeg mener, at have sådan et vildnis lige uden for deres dør. Da gamle Grimble boede der, holdt han, så vidt jeg ved, stedet pænt og ordentligt. Hans have var ret berømt i lokalområdet. Denne Grimble – John Grimble – har ladet stedet forfalde, så det ligner en skov. Han slår ikke engang græsplænen. Og han siger, at han vil lade det hele gro til, indtil han får sin byggetilladelse. Altså til flere huse. Han vil aldrig gå med til at rive den gamle ruin af en bungalow ned – den hedder for resten ‘Solskrænten’ – og kun bygge et enkelt hus. Det er i hvert fald, hvad han siger.«
»Hvad lever han af?«
»Noget i byggebranchen. Han har stået for et par byggerier i området og tjent en masse penge. Hvis du ser et hæsligt byggespekulationsprojekt, så er det Grimbles. Han er pensioneret nu, selvom han kun er i halvtredserne.«
»Vi tager ud og taler med ham.«
»Ja, hvorfor ikke? Hvis det viser sig, at han har myrdet en af byplanlæggerne, vil vi få en let sag.«
John og Kathleen Grimble tilhørte den type mennesker, der, når de var fyldt fyrre, bevidst eller ubevidst besluttede sig for at blive gamle. Mens man ellers overalt dyrkede ungdommen, og hvor det at være ung var ensbetydende med at være smuk, klog og attraktiv, opførte de sig som midaldrende og foretrak tilsyneladende at dyrke alderens problemer. Wexfords teori var, at de gjorde det af dovenskab og på grund af de fordele, der følger med alderen. Man forventer ikke, at gamle mennesker dyrker motion, løfter tunge ting eller gør noget ud af sig selv. Man har ondt af dem, men man ignorerer dem også. Ingen beder dem om at gøre noget eller for den sags skyld at holde op med at gøre det, de vælger at gøre. Burden havde fortalt ham, at John Grimble kun var omkring halvtreds år gammel og hans kone en to-tre år yngre. De så begge to ud til at være mindst ti år ældre, som de sad der i deres ortopædiske armstole, den slags, der har særlig støtte i ryggen og indstillelige fodskamler og står placeret i den mest gunstige position til at se fjernsyn.
Han nikkede til Burden, sin nabo. Som svar på Wexfords »goddag, mr. Grimble« stirrede han bare. Hans kone sagde, at det glædede hende at møde dem, i samme tonefald som en ældre dame bruger, når hun er ved at vågne af sin middagssøvn. På vej derud havde Burden fortalt om den tvangstanke, man sagde, Grimble var besat af, så Wexford blev ikke forbavset over de første ord, han sagde.
»Jeg vil gerne spørge,« begyndte Grimble, »om De vil gøre Deres indflydelse gældende til at skaffe mig min byggetilladelse, hvis jeg fortæller Dem noget, der kan hjælpe Dem til at fange en forbryder?«
»Åh, John,« sagde Kathleen Grimble.
»Åh, John, åh, John, du er virkelig en papegøje. Nå, mr. Burden – er det ikke Burden, De hedder? De hører, hvad jeg siger – vil De?«
»Hvad er det for en byggetilladelse?« spurgte Wexford.
»Har han ikke fortalt Dem det?« sagde Grimble modstræbende og tvært. Han pegede hen på Burden. »Det er ellers noget, alle ved. Det er almindelig kendt. Det eneste, jeg ønsker, er at få lov til at bygge huse på det, jeg selv ejer, på min egen grund, som min kære gamle far efterlod mig i sit testamente – ja, altså min stedfar, men så godt som en far for mig. Så det, jeg siger, er, at hvis jeg gør noget for jer, vil I så gøre noget for mig?«
»Vi har overhovedet ingen indflydelse på den kommunale byplanlægning, mr. Grimble. Slet ikke. Men jeg kan fortælle Dem, at der er tale om en mordsag, og at De har pligt til at fortælle os, hvad De ved. Det er en kriminel handling at tilbageholde oplysninger for politiet.«
Grimble var en høj, slank mand, der tilhørte den race, der klassificeredes som hvid og i øvrigt ville blive skrækslagen, hvis nogen påstod andet. Han havde en hud, der var misfarvet til en slags mørkebrunligt gråt, og som rundt om næsen og hagen var blandet med mørkerødt. En altid rynket pande trak hans ansigt sammen og gravede dybe furer ned over kinderne. Han stak underlæben frem som et trodsigt barn og sagde: »Det er sjovt, at de alle sammen er imod, at jeg får tilladelse til at bygge på min egen grund. Alle. Alle min gamle fars naboer. De protesterede alle sammen. Spørg ikke, hvor jeg ved det fra, det er nok, at jeg ved det. Nu er det politiet. Man skulle ellers tro, politiet ville være ligeglade, ikke? Hvis de går ind for lov og orden, som de burde gøre, skulle de ønske, at der blev bygget fire pæne huse på den grund, fire huse med pæne haver og beboere, der har råd til at bo der. Altså ikke asylansøgere, ikke de såkaldt hjemløse, ikke somaliere, men ordentlige folk med lidt penge.«
»Åh, John,« sagde Kathleen.
Wexford rejste sig op. Han sagde alvorligt: »Mr. Grimble, fortæl os, hvad De kan fortælle os, nu, ellers må jeg bede Dem følge med hen på politistationen og fortælle os det der. I et forhørslokale. Har De forstået mig?«
Han fremkom ikke med nogen undskyldning. Wexford tænkte, at Grimble kunne få præmie med hensyn til surhed, men det viste sig, at manden knap nok var begyndt. Hans ansigt trak sig sammen til en knude, hvor han præsterede den dybeste panderynken, noget menneske kunne lave, rynkede sin kartoffellignende næse og trak læberne tilbage, så tænderne blev blottede. Hans kone rystede på hovedet.
»Tænk på dit blodtryk, John. Du ved, hvad lægen har sagt.«
Hvad lægen så end kunne have sagt, så fik påmindelsen Grimble til at reducere rynkerne i panden og blotte tænderne en anelse mindre. Han sagde pludselig og hurtigt. »Mig og min kammerat, vi regnede med, at vi kunne klare kloakeringen. Gik i gang med det. Få den gamle septiktank fjernet. Forbinde de nye huse med hovedledningen på vejen. Er De med? Vi kom så langt, at vi fik gravet en rende.«
»Lige et øjeblik,« sagde Wexford, der nødig ville minde ham om hans klagesag, men som ikke så nogen mulighed for at undgå det. »Hvilke nye huse? De havde jo ikke fået byggetilladelse til nogen nye huse.«
»Tror De ikke, at jeg ved det? Jeg taler om for elleve år siden. Dengang vidste jeg det jo ikke, vel? Min kammerat kendte en fyr på byplankontoret, og han sagde, at jeg helt sikkert ville få tilladelsen, bombesikkert. Han sagde, gå du bare i gang, gør, hvad du vil. Din kammerat – og han mente mig – får måske ikke lov til fire huse, men de kan umuligt sige nej til to, vel?«
»Hvornår var det helt nøjagtigt? De sagde for elleve år siden. Hvornår døde Deres stedfar?«
Nu blandede Kathleen sig ganske uventet i samtalen. »Nu må du lade mig fortælle dem det, John.« Grimble nikkede tvært, så på fjernsynet, hvor de havde skruet helt ned for lyden, men hvor der stadig var et billede. »Johns far – hans navn var Arthur – han døde i januar. Januar 95. Han havde skrevet testamente, det var fuldstændig klart, ingen problemer. Jeg kender ikke alle detaljer, men udfaldet var, at det blev Johns i maj.«
»Det stykke land, mrs. Grimble, og huset, der ligger der?«
»Det stemmer. Han ville rive det gamle hus ned og gå i gang, men ham Bill Runge – det er den kammerat, han taler om – han sagde, at det kan du ikke gøre, John, du er nødt til at have en byggetilladelse, så John fik mig til at skrive til kommunen og bede om tilladelse til at bygge fire huse. Forstår De?«
»Ja tak, det tror jeg.« Wexford vendte sig atter mod John Grimble, der lænede sig frem med hovedet på siden i et forsøg på at høre det lydløse fjernsynsprogram. »Så uden at få byggetilladelse,« sagde han, »begyndte De og mr. Runge at grave en rende til kloakering af grunden? Hvornår kan det have været? Jeg taler til Dem, mr. Grimble.«
»Udmærket, jeg kan godt høre Dem. De geskæftige naboer, det var dem, der stak en kæp i hjulet, ham Tredown og de der Pickfords. Og så McNeils, der tidligere boede på Flagford Hall. Jeg ved, hvad jeg ved. Det er derfor, jeg ikke rev min fars gamle hus ned. Lad det blive liggende, sagde jeg til mig selv, lad det ligge her som en torn i øjet på dem alle sammen. Det vil de ikke bryde sig om, og det gør de heller ikke. Lad det hele vokse vildt, også de forbandede brændenælder. Lad de elendige træer overtage stedet.«
Wexford sukkede stille. »Jeg mener at have forstået, at De og Deres ven begyndte at grave en rende fra det sted, hvor De forventede at husene skulle ligge, og op til vejen?« Et syrligt nik fra Grimble. »Men Deres ansøgning om byggetilladelse blev ikke imødekommet. De fik tilladelse til at bygge et enkelt hus, men ikke mere. Så De dækkede renden til igen. Og alt det skete for elleve år siden.«
»Hvis De ved det,« sagde Grimble, »så forstår jeg ikke, hvorfor De spørger og spilder min tid.«
»Åh, John, hold op,« sagde Kathleen Grimble, med en lille ændring af sine bebrejdende udbrud.
»Vi gravede en rende, som jeg har sagt, og lod den stå åben et par dage, så nægtede de idioter fra kommunen at være med, og så fyldte vi den op igen.«
»Jeg vil bede Dem om at tænke nøje efter, mr. Grimble.« Wexford tvivlede på, at det var muligt, men han prøvede. »Var der mellem det tidspunkt, hvor De gravede renden, og det tidspunkt, hvor De fyldte den op igen, var der« – han gjorde en pause – »da nogen indblanding af nogen art?«
»Hvad mener De med indblanding?« spurgte Grimble.
»Var der blevet rørt ved den? Var noget blevet lagt derned? Havde den ændret udseende?«
»Hvor skulle jeg vide det fra? Bill Runge fyldte den op. Jeg betalte ham for at gøre det, og han gjorde det. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg var alt for rasende til at kunne komme i nærheden af stedet. Jeg mener, jeg havde regnet med at få den tilladelse, jeg var for fanden så godt som blevet lovet at få den. Så er det vel ikke så mærkeligt, at jeg var smaddersur? Jeg var i virkeligheden syg. Spørg bare min kone. Jeg gik i seng, måtte have læge, og han sagde, at det ikke var så mærkeligt, at jeg havde det dårligt, sagde han, Deres nerver er helt smadrede og alt sammen på grund af den forbandede byplan, og jeg sagde –«
Wexford måtte næsten råbe for at få et ord indført. »Hvornår fik De afslag på ansøgningen om byggetilladelse?«
Igen var det Kathleen, der svarede. »Jeg vil aldrig glemme den dag; han var ude af sig selv. Han begyndte at grave i slutningen af maj, og i anden uge af juni skrev de og sagde, at han kun måtte bygge et enkelt hus og ikke mere.«
Da de var kommet ud i den lille entré, rystede hun på hovedet, rullede med øjnene, og med et blik i retning af den åbne dør bag dem hviskede hun: »Han ringer stadig til sin kammerat næsten hver dag. Efter elleve år! De taler ikke om andet, de to, end om den forbistrede byggetilladelse. Det er ikke til at holde ud.«
Wexford smilede fraværende.
Hun så en smule genert op på ham. Hun var en lille kvinde med rødligt hår, der var ved at blive tyndt, runde stålindfattede briller, der gled ned ad næsen. »Jeg ved godt, at jeg ikke burde spørge, men hvordan vidste De, at der var et lig derude? Det var vel ikke ham trøffelmanden? Jeg troede, han var død.«
Wexford smilede bare.
»Hvis John troede det, ville han blive ude af sig selv. Han hader den trøffelmand. Han hader, at nogen færdes der. Men hvis han er død, er det okay.«
»Jeg har på fornemmelsen,« sagde Wexford, da de var kommet tilbage til politistationen, »at vi har at gøre med en mystisk person – mand eller kvinde, det ved vi ikke endnu. Identifikationen vil blive et problem. Det skulle ikke undre mig, om vi endnu om cirka tre måneder stadig spørger os selv, hvem det er. Det er bare en fornemmelse, men jeg får jo den slags fornemmelser, og ofte er de rigtige.«
Burden trak på skuldrene. »Og lige så ofte er de forkerte. Tænderne, hans eller hendes tænder, ville kunne identificere ham eller hende. Hans eller hendes tandsæt, mener jeg. Det slår sjældent fejl.«
»Jeg siger ikke noget til pressen, før Carina melder tilbage til mig. Det er ikke nogen god idé at fortælle dem om et lig, når vi ikke engang kan sige, om det er en mand eller en kvinde. Vi ved ikke, hvordan han eller hun døde, eller om der er tale om en forbrydelse.«
»Hvad er det, du altid siger?« sagde Burden. »Et lig, der er ulovligt begravet, er et lig, der er resultatet af en forbrydelse.«
»Så sandt, som det er sagt,« sagde Wexford, »men ikke altid.«
»For resten, drengen med kniven sagde, at han havde fået den af sin mor. Hun hedder Leeanne Fincher. Hun sagde, at det var rart for hende at vide, at han havde et våben, når han ikke var hjemme. Jeg tror, jeg vil gå hen og tale med hende på vejen hjem.«
Wexford tog også hjem. Han gik hele vejen. Dr. Akande havde sagt, at det var på tide, han gjorde noget ved det maskineri, han så længe havde negligeret, den engang så effektive pumpe, hans hjerte. Ikke på den halvhjertede (halv-hjertede!) måde som hidtil ved at holde en let diæt, men overtræde kostplanen, når han fik lyst til kød og ost og whisky, motionere i stadig lavere tempo, lade Donaldson køre sig, når det regnede, eller temperaturen kom under femten grader, løbe tør for kolesterolsænkende medicin og glemme at forny recepten. Nu handlede det om at gå på arbejde og hjem igen hver dag i stedet for at køre, dobbelt dosis Lipitor, kun et enkelt glas rødvin hver aften og om at øve sig i at holde af salat. Hvorfor elskede kvinder salat, mens mænd hadede det? Man kunne næsten sige, at rigtige mænd ikke spiser den slags grønt stads. Han havde stædigt nægtet at melde sig ind i et motionscenter. Burden gik til fitness, naturligvis gjorde han det, hoppede op og ned på cross-trainere og løbebånd – eller var det cross-bånd og løbe-trainere? – og løftede de der håndvægte, der vejede mere end ham selv.
Om morgenen gik det nedad på turen, om aftenen var det op ad bakke. Han ønskede ofte, at det var omvendt. Han havde ligefrem prøvet at finde frem til en anden rute, så det, om ikke var ned ad bakke, så gik ligeud hele vejen, hvilket utvivlsomt var muligt, hvis man gik hele vejen rundt om bakken. Det var en mulighed, men det kunne ikke lade sig gøre her i Kingsmarkham. Han drejede ind på sin egen gade og nærmede sig det hus, hvor mr. og mrs. Dirir og deres søn boede. Det hed Mogadishu, og Wexford vidste, at han burde have fundet det rørende, at udvandrere på den måde dagligt mindedes deres fædreland. Men det gjorde han ikke. Han syntes, det var irriterende, og sagde til sig selv, at det ikke var, fordi det var sådan et uengelsk navn til et hus, men fordi huset overhovedet havde et navn. De fleste andre huse på vejen, hvis ikke alle, havde kun et husnummer. Men han var ikke helt sikker på, at det var den virkelige grund. Den virkelige grund var racistisk, og det bekymrede ham, for han prøvede virkelig at gøre sit bedste, granskede hele tiden sine tanker og motiver for at undgå selv den mindste antydning af racefordomme. Hvis der lå sådan noget bag hans mening om familien Dirir, skyldtes det måske, at man her i byen og ikke mindst i politiet var tilbøjelig til at have modvilje mod immigranter fra Somalia. Der var en lille koloni af dem i Kingsmarkham, de fleste tilsyneladende lovlydige borgere, selvom de som race virkede hemmelighedsfulde, beskedne, rolige, religiøse – nogle kristne, de fleste muslimer – flittige og reserverede. Problemet lå i, at man havde en mistanke eller en ubegrundet fordom, der gik ud på, at deres sønner gik rundt og var bevæbnede med knive.
Når familien Dirirs kom ind til en drink – i deres tilfælde Doras seneste sundhedsgrille, granatæblejuice eller, hvad de foretrak, sodavand – var det ganske hyggeligt, selvom samtalen var en anelse opstyltet. De talte godt engelsk, var betydeligt bedre uddannet, end han var, tænkte han angerfuldt, og de gjorde begge noget for at forbedre deres landsmænds vilkår. Mrs. Dirir udførte en form for frivilligt socialt arbejde for sine medimmigranter, holdt øje med deres helbred, deres muligheder for at få arbejde, deres økonomi og opdragelsen af deres børn. Hendes mand var ansat på det lokale socialkontor, deres søn læste på universitetet syd for Myringham.
Wexford havde lagt mærke til, at mens han og Dora kaldte alle de andre naboer, de kendte, ved fornavn, så var parret fra Somalia mr. og mrs. Dirir, ligesom de var mr. og mrs. Wexford. Hvis Hannah Goldsmith havde vidst det, ville hun have kaldt det racisme af værste slags, den form, der viser sig ved, at man viser mennesker af en anden hudfarve en særlig respekt; en respekt, ville hun sige, der hos halvhjertet frisindede personer blot er skjult foragt. Wexford var ret sikker på, at han ikke foragtede familien Dirir, snarere var han usikker og havde svært ved at finde noget at være fælles med dem om. Han overvejede at kalde mr. Dirir Omar næste gang, han mødte ham, og mrs. Dirir Iman, og mens han gik og tænkte på, hvordan han skulle klare det, kom mrs. Dirir af en eller anden grund i samme øjeblik ud ad sin hoveddør og sagde: »Godaften, mr. Wexford.«
Så var det her og nu, det gjaldt. Det krævede alligevel stor viljestyrke at sige, som han gjorde: »Godaften, Iman. Hvordan går det?«
Hun virkede en anelse forbløffet og sagde åndsfraværende: »Godt. Tak, jeg har det fint,« og gik atter ind i huset. Hele resten af vejen hjem spekulerede han på, om han havde været for fremfusende og havde krænket hende.
Dagen efter fortalte Carina Laxton ham, at det lig, der var fundet på Grimbles grund, engang for en ti-tolv år siden, da vedkommende endnu var i live, havde været en mand. En eller anden havde slået ham ihjel og svøbt liget ind i noget lilla stof, før det blev begravet. Hun kunne ikke sige, hvad han døde af, og sagde med en let panderynken, at hun var nødt til at forberede ham på, at det var muligt, hun aldrig ville kunne sige noget om det. Det var deres politik, at to patologer skulle udføre obduktionen, og dr. Mavrikian havde også været til stede. Da Wexford løb rapporten igennem, kunne han se, at også han tvivlede på, at de ville kunne finde frem til dødsårsagen. Det eneste spor var en revne i et af den døde mands ribben.