En telefonopringning til Theodore Borodin i hans hjem i London afslørede, at Ronald og Irene Mc Neil havde solgt Flagford Hall til ham for syv år siden. Det var et stort hus, nærmest et herskabshjem, alt for stort til et ældre par.
»Det begyndte at knibe for dem,« sagde Borodin. »Og det tidspunkt nærmede sig, hvor de ikke længere kunne køre bil. De havde brug for at bo et sted, hvor der ikke var langt til forretningerne. Den eneste i Flagford er håbløs. Gamle McNeil var firs år, hun var et par år yngre, og jeg kommer pludselig i tanker om, at jeg har hørt, at han er død.«
»Men de må have boet der,« sagde Damon Coleman, »da mordet og den efterfølgende begravelse fandt sted.«
»Ja, det må de bestemt.« Borodin gik videre med alt for detaljeret at beskrive, hvilken tilstand Flagford Hall havde været i, hvilke enorme summer de var blevet nødt til at bruge på det, hvor dyrt det var at vedligeholde det i betragtning af, at de kun brugte det i weekenden, indtil Damon høfligt afbrød ham og takkede for hjælpen.
Huset, der var en stor fritliggende villa, sikkert ikke over otte år gammelt, lå ikke ret langt fra Wexfords hjem. Damon kom lige forbi det på vej derhen. Døren blev åbnet af Irene McNeil selv, en kraftig, langsom kvinde, der ikke så et minut yngre ud end sine fireogfirs år. Tiden havde trukket hendes træk nedad på en måde, så hagen gik direkte over i halsen, og halsen hang slapt ud over kraven på en uklædelig grå bluse.
Mens Damon prøvede at lade være med at se på hendes opsvulmede ben, der lignede to træstammer, stirrede hun undersøgende på ham og sagde med en hæs stemme: »Jeg troede, de ville sende en, der var ældre.«
Damon var bestemt ikke paranoid, ikke engang særlig følsom, fordi han som sort boede på landet i en del af England, der stadig fortrinsvis var beboet af hvide. Alligevel ville det have været umuligt at misforstå mrs. McNeils blik, der målte ham fra isse til fod og dvælede skeptisk ved det ansigt, som så mange kvinder havde fundet særdeles smukt, helt uanset racepræg.
Efter at have sagt, at ‘han hellere måtte komme indenfor’, viste hun ham gennem hallen med tunge humpende skridt. Indvendig var huset helt anderledes, end Damon havde forestillet sig, hi-tech og minimalistisk, indbyggede skabe, snehvide vægge, sorte kakler og lyse trægulve. Inde i stuen stak mrs. McNeils gammeldags lænestole fra halvtredserne voldsomt af mod den enkle nymodens baggrund. Efter at have sat sig i en blomstret chintzsofa opregnede hun de grunde, hun og hendes mand havde haft til at flytte fra Flagford Hall, men kom overhovedet ikke ind på de ting, Borodin havde fortalt dem. Hendes stemme var den mest affekterede og overklasseagtige, Damon nogen sinde havde hørt.
Naboerne var forfærdelige, sagde hun, især Hunters og Pickfords. Hun vidste med sikkerhed, at mr. Pickford senior havde forgivet hendes kat, og hans udtalelse (i temmelig grove vendinger) om, at han ikke havde rørt den med en finger, og at man ikke kunne forvente, at den tyve år gamle fugledræbende djævel, der tilhørte hende, kunne leve evigt, var løgn fra ende til anden. Hun havde set mr. Hunter holde øje med deres hus gennem en kikkert og tage billeder af hende og hendes afdøde mand, når de drak te i haven. Men de værste var dog Tredowns. Hun var sikker på, at der måtte være en lov, der forbød en mand at bo sammen med to koner, og hvis den ikke fandtes, burde den laves. Det var begyndelsen til enden, da den første mrs. Tredown vendte tilbage for at bo sammen med ham og den anden mrs. Tredown. Det var på det tidspunkt, hun og hendes mand begyndte at tænke alvorligt på at flytte, selvom det gjorde ondt at forlade det hus, de havde boet i, siden de kom tilbage fra deres bryllupsrejse. Hun snarere beordrede end bad Damon om at række sig det indrammede fotografi på et af småbordene.
»Det er Ronald.«
»Deres mand?«
»Ja, naturligvis,« sagde mrs. McNeil. »Hvem skulle det ellers være?«
Damon betragtede billedet af en ældre, men stadig smuk mand med overskæg, ‘klædt ud’, som han sagde til sig selv, så han var klar til at gå på jagt, en slags kasket på hovedet og en rød jakke, en farve, der var lige ved at gå over i pink.
»Vældig flot,« sagde han.
Det var øjensynligt en upassende reaktion. Mrs. Mc Neil snappede fotografiet ud af hans hænder og sagde: »Ronald var en vidunderlig mand.«
Damon sagde, at det var han sikker på, selvom der var en antydning af brutalitet i ansigtet på billedet og de hårdt knugede hænder. »Kendte De mr. Grimble?«
»Den gamle?« sagde mrs. McNeil. »Han tilhørte ikke den klasse, som man kunne forvente ville bo i Pump Lane, men guderne skal vide, at han var langt bedre end sin søn. Det vil sige stedsøn. Hans rigtige navn, jeg mener hans rigtige fars navn, var Darracott, og alle ved, hvad Darracotts er for nogle.« Damon, der ikke vidste det, lyttede tålmodigt til den stadige strøm af skældsord om John Grimble (»Jeg kalder ham Darracott«), der kulminerede i den uhyrlige opførsel, han havde udvist ved at grave i sin stedfars have, før denne far knap nok var blevet kold i sin grav.
»Fortæl mig om det,« sagde Damon.
»Der er ikke noget at fortælle,« sagde mrs. McNeil, en sætning, der så godt som altid fyldte en politimand med irritation, om ikke ligefrem fortvivlelse. Heldigvis opdager de fleste mennesker hurtigt, og mrs. McNeil var en af dem, at de alligevel havde en masse at fortælle. »Han og hans ven begyndte at grave en stor – ja, en slags grøft eller rende. Det var højsommer, og de gravede på en fuldkommen formålsløs måde, tværs igennem gamle Grimbles have, ødelagde en smuk Rosa hugonis og et bed med kalablomster – det ved De sikkert ikke, hvad er, men det er lige meget – og vennen gjorde arbejdet færdigt, hvis det da var det, han gjorde. Han arbejdede kun om aftenen, hvis man kan kalde det arbejde. Og så, som den unge Pickford fortalte min mand, fik han naturligvis ikke sin byggetilladelse, og de var nødt til at fylde al jorden i igen.«
»Jeg går ud fra, at det glædede Dem.«
»Ja, det gjorde det. Det sidste, jeg ønskede, var fire huse lige over for mig. Og de ville have været ens alle sammen i røde mursten med de såkaldte panoramavinduer. Det var naturligvis, før vi var klar over, at vi ville flytte på grund af alt det forfærdelige, der foregik inde hos Tredowns.«
»Og De så, at den rende, de havde gravet, blev fyldt op igen?«
»Åh ja. Jeg så manden fylde den op. Han havde transistorradioen kørende hele tiden for fuld styrke. Jeg kunne høre det oppe fra Flagford Hall, selvom alle mine vinduer var lukket. Den slags mennesker kan ikke lave noget uden at høre popmusik. Ronald sagde altid, at de blev nervøse, hvis de ikke havde nogen baggrundsmusik.«
»Lagde De mærke til noget usædvaneligt på det tidspunkt? Noget, lige meget hvor ubetydeligt det forekom Dem på det tidspunkt – noget, der var mærkeligt?«
»Ikke andet end mandens transistorradio. Men det er ikke mærkeligt i vore dage, det er normalt.« Hun tøvede. »Men der var noget, selvom jeg ikke ved, om man kan kalde det mærkeligt.«
»Prøv,« sagde Damon.
»Det var netop dagen efter, at manden var blevet færdig med at fylde den rende igen. Den første mrs. Tredown – hun kalder sig Claudia Ricardo, men den slags kan kalde sig hvad som helst – hun gik hen over Grimble’s Field sammen med sin hund. Hun havde en lille hund dengang, som hun havde haft med sig. Den er død nu, og det var der ingen, der sørgede over. Nå, altså, hun gik hen over grunden, og da hun kom hen til det sted, hvor renden var – der var en slags bælte med bar jord, hvis De forstår, hvad jeg mener – gik hun ikke hen over den, hun gik rundt om den, hele vejen ned til bungalowen og op langs den anden side, som om hun ville undgå det stykke jord. Jeg gik derover, da hun var gået, og jeg kunne ikke se nogen grund til, at man skulle gå rundt om den.«
»Da De boede på Flagford Hall, hørte De da om nogen, der var savnet? Som forsvandt?«
»Kun den retarderede mand. Hvad var det nu, han hed? Cummings? Han var jo sinke. Nærmest en landsbyidiot.«
Det udtryk gav Damon et større chok, end en strøm af obskøne ord fra mrs. Mc. Neils mund ville have gjort. Han udstødte uvilkårligt en lyd, en form for smertelig protest. Hun sagde mere venligt end tidligere i samtalen: »Har De det ikke godt?«
»Jo, jo, jeg har det udmærket.« Han prøvede at smile. »Mange tak, mrs. McNeil, De har været til stor hjælp.«
Da hun fulgte ham ud til døren, hvor han lagde mærke til, at hendes ben kun med nød og næppe var i stand til at udføre deres primære opgave, vendte hun sig om, så på ham og sagde: »De taler vældig godt engelsk. Hvilken del af verden kommer De fra?«
Det var et spørgsmål, Damon var vant til at få. Det skete stadig med jævne mellemrum. »Bermondsey,« sagde han.
Nummer 5 på Oswald Road, John og Kathleen Grimbles hjem, var et af den slags huse – eller stuen var – som er møbleret med de ting, der er nødvendige, ting til at sidde på og sidde ved, ting til at se på og lytte til, til at give varme eller holde kulden ude, isolere væggene og dække gulvene, men uden noget, der kunne fylde sindet eller glæde hjertet, tvinge øjet til at vende sjælens øje mod lyset. Den fremherskende farve var beige. Der var en kalender (Industrien i det enogtyvende århundredes Storbritannien), men ingen billeder på væggen, ingen bøger, ikke engang et ugeblad, en lille, bleg, blå kaktus i en beige skjuler, men ingen blomster eller andre planter, ingen puder i de farveløse stole og sofaer med træarmlæn, et beige væg til væg-tæppe, men ingen løse tæpper. Det eneste ur var et digitalt ur med store, skriggrønne, sitrende tal.
John Grimble sad og så fjernsyn, da Wexford og Hannah blev vist ind i stuen af hans kone. Den film, han så, var kommet til en glødende kærlighedsscene, som blev udført i stilhed, da der var skruet ned for lyden. Kathleen Grimble tog plads i den anden ortopædiske stol, som om disse stole af en højere magt var blevet anbragt i den bedste position lige foran fjernsynet. Men nu tog hun det strikketøj op, som hun havde lagt på stolesædet, og begyndte mekanisk og hurtigt at arbejde med sine strikkepinde og noget højrødt uldgarn, mens hun i total passivitet betragtede parret, der vred sig på skærmen. Han kunne forestille sig hende siddende ved foden af guillotinen og mumle: ‘Åh nej, John,’ hver gang et hoved rullede.
»Jeg må bede om Deres opmærksomhed, mr. Grimble,« sagde han. »Vi har noget meget alvorligt at tale med Dem om.«
Grimble vendte et surt ansigt om mod ham. »Giv mig lige fem minutter, så kan jeg være klar.«
»Vær venlig at slukke for det der,« sagde Wexford. »Ellers gør jeg det selv.«
Netop i det øjeblik greb skuespilleren på skærmen en kniv på natbordet og stak den i sin partners strakte hals, hvilket fik mrs. Grimble til at gribe ind. »Ja, nu er det nok,« sagde hun roligt. »Jeg vil ikke se på den slags,« og hun greb fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet.
Grimble mumlede en vag protest, som Hannah afbrød. »Mr. Grimble, De har ikke fortalt os, at en af Deres slægtninge forsvandt i maj 1995. Kort tid før De søgte om tilladelse til at bygge på Deres grund. Jeg taler om mr. Peter Darracott, Pestle Lane, Kingsmarkham.«
»Har hun ret til at stille mig spørgsmål?« sagde Grimble til Wexford. »Jeg mener, har hun de relevante kvalifikationer?«
Wexford så blodet stige op i Hannahs kinder, et sikkert tegn på, at hun var ved at eksplodere. Han sendte hende en let hovedrysten. »Særdeles relevante, mr. Grimble. Faktisk bedre end mine,« sagde han og tænkte på Hannahs eksamen i psykologi.
»Så må jeg vel tage Deres ord for gode varer. Hvad er det, De vil vide?« Han henvendte sig stadig til Wexford, men det var Hannah, der svarede, mens rødmen var ved at forsvinde fra hendes kinder.
»Vi ved det allerede, mr. Grimble. Da vi sidst talte med Dem, omtalte De ikke mr. Darracott.«
»Fordi jeg ikke kendte ham, derfor.«
»Men De vidste da, at han var Deres fætter.«
»Min halvfætter, hvis De ikke har noget imod det. Åh, nu forstår jeg, hvad De tænker på. På min grund blev der fundet liget af en mand, der har været død i elleve år. Min halvfætter forsvandt for elleve år siden, så derfor er det en og samme person. Nu skal jeg sige Dem noget. Alle ved, at Peter Darracott havde haft noget kørende med en kvinde, der arbejdede på apoteket på hjørnet af Pestle Lane, og det var hende, han rejste væk med. Og det skal jeg være den sidste til at bebrejde ham, der var gift med hende Christine, der havde en tunge som en ragekniv, og som skældte ham ud fra morgen til aften, indtil han fik nok.«
»Åh nej, John,« sagde Kathleen.
»Hvor godt kendte De ham?« spurgte Wexford i et bedragerisk mildt tonefald.
»Omtrent lige så godt som de fleste kender deres halvfætre. Vi så måske hinanden til familiebegravelser, det var det hele. Faktisk var sidste gang, jeg så ham, ved min mors begravelse, to år før han forsvandt.«
»Det var nu sødt af ham at komme, John,« sagde Kathleen.
»Nå ja, min far var hans gudfar, og han troede måske, han ville være nævnt i testamentet. Men der blev han snydt.«
»Nogle omrejsende landarbejdere camperede på den grund for elleve år siden. Var det med Deres tilladelse?«
Grimble flammede atter op. Alene ordet ‘tilladelse’ var nok til at ophidse ham. »Det må være Deres spøg. De regnede med, at jeg boede herovre fem kilometer derfra. Det var der sikkert nogen, der havde fortalt dem. Men jeg var deres overmand. Mig og Bill Runge tog derhen for at se, hvor vi ville grave den rende, og der var de, med deres campingvogne på hele min grund og med alt deres skidt og ragelse. Jeg fik dem væk i en helvedes fart, kan jeg godt sige Dem. Mig og Bill gik derind og jog dem væk. Hvis nogen siger, at vi havde geværer, er det løgn. Vi havde kæppe, og de satte sig ikke til modværge. De blev bange for os, og det var ikke så mærkeligt.«
Det med at sætte sig til modværge havde han sikkert fra fjernsynet, tænkte Wexford. »Kan De huske nøjagtigt, hvornår det var?«
»Lige på dato, kan jeg. Det var den 31. maj, og dagen efter begyndte mig og Bill at grave. De fandens planlæggere nægtede tilladelsen den 12. juni, og den 16. juni begyndte Bill at fylde renden op. Det slog mig helt ud. Hvis De tror, at en af dem kan være de knogler, må De tænke om igen. De var taget tilbage til det sted, de kom fra, flere dage før mig og Bill nogen sinde stak en spade i jorden.«