Sheila var ved at gå, da Wexford kom hjem. Han lagde armene om hende og kyssede hende, en omfavnelse, der også omfattede babyen Anoushka, der sad i en slynge på sin mors bryst. »Bedstefarkys,« sagde Amy, da Wexford tog hende op.
»I behøver da ikke at gå i samme øjeblik, jeg kommer hjem, vel?«
»Jo, jeg gør. Jeg bliver hentet her om to minutter. Og du kommer temmelig sent, Pop.«
»Det gør jeg altid. At komme for sent er politimænds form for uhøflighed. Det er ikke særlig elegant sagt, men jeg er for træt til gode formuleringer. Hvornår kigger du forbi igen?«
»I næste uge. Jeg er i gang med et projekt. Det kan mor fortælle dig om.«
Bilen kom, blank og glat. Den hvidhårede chauffør lignede en gammel italiensk skuespiller, Rossano Brazzi. Wexford vinkede til børnene, og de vinkede til ham ud ad vinduet bag i bilen, og han stod og så efter dem, indtil de var ude af syne. Han vendte sig om. Hans forhave var stadig fuld af blomster, fordi der endnu ikke havde været nattefrost. Fuchsiaer i krukker, de sidste dahliaer og strandasters i kanterne. Det sorterede ikke under ham, han hev sjældent, måske aldrig, noget ukrudt op eller såede og plantede, det var alt sammen Doras arbejde. Hvis han ikke altid påskønnede alt det, hans kone gjorde, og det var han bange for var tilfældet, så roste han hende altid for blomsterne. Der var en yndig gul blomst i en krukke, der hed Thunbergia, som han havde tvunget sig til at lære navnet på, men det ville han sikkert alligevel have glemt til foråret, og en anden gul plante, en busk fyldt af blomster, der duftede som appelsiner, men det var den forlængst holdt op med for i år.
Da han havde givet Dora et ægteskabeligt kys, sagde hun: »Mødte du Sheila?«
»Jeg nåede lige at se dem gå. Hvad var det for et projekt, hun talte om?«
»Åh det,« sagde Dora affærdigende. »Den store nyhed var, at hun har fået hovedrollen i den film, der skal laves over din ven Tredowns hovedværk.«
»Det er ikke min ven,« sagde Wexford og skænkede et glas rødvin til sig selv og et glas hvidvin til hende. »Jeg har endnu ikke truffet ham. Mener du Den første himmel?«
»Det tror jeg nok. Det er vidunderligt for hende. Hun skal være gudinden for kærlighed og skønhed. Åh, Reg, du skulle have hørt hende. Du skulle have hørt, hvad hun sagde. ‘Og jeg var det pigebarn i den Runway-serie i årevis,’ sagde hun. ‘Nu begynder der endelig at ske noget.«
»Jeg ville ønske, hun kunne være blevet her lidt længere. Skal vi skåle på hendes succes?« De stødte glassene mod hinanden og Wexford, der så, at hun havde tårer i øjnene, sagde hurtigt: »Men hvad er det for et projekt? Det plejer at være vores anden datter, der har projekter, ikke Shelia.«
»Det er noget med omskæring af kvinder, men hun kalder det lemlæstelse af kvinders kønsorganer. Det lyder forfærdeligt. Hun siger, at det også sker her.«
Wexford tav lidt. Så sagde han. »Det er forbudt. Der blev vedtaget en lov for et par år siden, der skulle forhindre, at man tog sine døtre med tilbage til Afrika for at få det gjort. Jeg håber ikke der er noget af den slags her. Troede Sheila, at det var tilfældet?«
»Hun ved det ikke. Folk vil nødig tale om det. Som bekendt er der en temmelig stor somalisk gruppe i Kingsmarkham, og de praktiserer det. Det er en kendt sag, at når man her på egnen vil give nogen skylden for sociale problemer, så tager man altid somalierne. Jeg ved ikke rigtigt, hvad kvindelig omskæring går ud på. Gør du?«
»Åh ja,« sagde Wexford, og efter at have skænket sig endnu et glas vin, som han syntes, han havde brug for, lige meget hvad dr. Akande sagde, fortalte han hende det.
Ud fra navnene på Peachs liste havde de endnu ikke kunnet finde nogen forklaring på, hvor Charlie Cummings og Peter Darracott befandt sig, og medmindre der blev fundet flere lig, var det sandsynligt, at de fortsat kunne betragtes som savnet og dermed mulige kandidater til det, der var blevet fundet på Grimble’s Field.
»Vi bliver nødt til at overveje den mulighed,« sagde Wexford, »at han måske slet ikke boede her, men kun har været på besøg og opholdt sig midlertidigt her på egnen.«
Burden og han spiste frokost på den nye indiske restaurant. Den hed ‘A Passage to India’, og de havde hovedsageligt valgt den, fordi den lå tæt ved politistationen, der, hvor der tidligere havde været en håndarbejdsforretning. Men der var efterhånden ingen, der lavede vægtæpper mere eller købte broderirammer, og forretningen var, som Barry Vine sagde – kaput. Burden så op fra menukortet, en kunstfærdig sag i højrødt og guld og med noget papir, der skulle ligne pergament.
»Første gang de omrejsende landarbejdere kom til Flagford, var netop i juni for elleve år siden, præcis som Grimble siger. Det var til bærplukningen, og da der ikke var brug for dem mere, fik de lov til at campere på et stykke jord, der lå ved Morellas frugtplantage. Det var også der, de holdt til, da de kom tilbage tre år senere i september. Jeg ved ikke, om det var de samme. Sandsynligvis var nogle af dem de samme, andre var nye. Tilsyneladende gav ejeren – altså af Morellas frugtplantage – dem lov til at campere på hans jord på det tidspunkt. Det er svært at spore disse mennesker. Det eneste, vi ved, er, at vi ikke har modtaget nogen anmeldelse om forsvundne personer.«
De afgav deres bestilling til servitricen, der smilede høfligt. Hun talte ikke særlig godt engelsk, men det lykkedes hende at sige: »Mange tak.«
»Vi tjekker alle hotellerne,« fortsatte Burden, da hun var gået. »Problemet er, at de naturligvis ikke har lister, der går så langt tilbage. Men på den anden side, hvorfor skulle en person, der kom hertil for eksempel på ferie, gå hen og blive myrdet og begravet i Flagford? Det kunne tænkes, at vedkommende var kommet for at presse penge af nogen, der boede her.«
»Lyder som den Sherlock Holmes-historie, Conan Doyle glemte at skrive. Lad os forestille os, at han var i besiddelse af nogle kompromitterende fotografier af gamle mrs. McNeil og hendes elsker, gamle mr. Pickford, og ville have 10.000 pund for at undlade at offentliggøre dem. Derfor inviterede de ham hjem, drak ham fuld i Tio Pepe, samtidig med at Grimble meget bekvemt var ved at grave en rende, som de kunne begrave liget i. Det tror jeg ikke på.«
»Det var bare et eksempel,« sagde Burden fornærmet og fortsatte til Wexfords forbløffelse: »Den pige, der serverer for os, hun hedder Matea, er nok den smukkeste kvinde, jeg nogen sinde har set.«
Wexford så på ham med løftede øjenbryn. »Jeg tror ikke mine egne ører. Sådan noget plejer du ikke at sige.«
»Jeg er ikke – altså liderlig, eller hvad man kalder det. Jeg har ikke lyst til hende, som du ville udtrykke det. Jeg synes bare, hun er smuk. Det ville jeg også sige, selvom det var min kone, jeg spiste frokost sammen med.«
»Virkelig? Kvinder bryder sig som regel ikke om, at man siger den slags om andre kvinder, lige meget hvor uskyldigt og renfærdigt det som i dit tilfælde måtte være.«
I samme øjeblik trådte Matea ud gennem et forhæng i rødt og guld med deres biryanilam og kormakylling. Hun var omkring atten år, meget høj, meget slank, og på en eller anden måde kunne man se, at hun var slank af naturen og ikke, fordi hun sultede sig. Hendes hud havde samme gyldne farve som en terose, hendes træk var blødt rundede og fuldstændig symmetriske, hendes hår var skulderlangt, blankt og sort, og hendes øjne ...
»Jeg tror ikke, jeg kunne beskrive dem,« sagde Burden og sad og betragtede en ret med gul chutney.
»Åh, det kunne jeg. Hvad med søer sorte som ibenholt eller sjælens kulsorte spejl? Men Mike, spis nu bare din frokost. Hvor mon hun kommer fra? Mellemøsten? Den slags laver man ikke i omegnen af Stowerton.«
Det vidste Burden ikke. Hans kones politiske korrekthed, skønt den var mindre intens end Hannah Goldsmiths, havde bevirket, at han blev ubehagelig berørt, når nogen inddelte andre efter race.
Butikken på hjørnet af Pestle Lane og Queen Street havde stadig navnet Robinsons Apotek indgraveret i vinduet, til trods for at der var kommet ny indehaver. Den nuværende ejer var en høj, slank, asiatisk mand, der hed Sharma, og hans butik var et mønster af renlighed, orden og effektivitet. Borte var de store propfulde beholdere med tvivlsomme koboltblå og malakitgrønne væsker, der tidligere stod i vinduet, ligesom diverse bundter af ‘gummivarer’ med mystiske etiketter, som havde forvirret Burden sådan som barn, også var forsvundet. Som han sagde til kriminalbetjent Lyn Fancourt, så havde han ikke været derinde i femogtredive år. En lyshåret pige med en kort pink trøje over et par jeans satte ting på plads på hylderne, mens en anden stod klar bag disken.
Palab Sharma havde overtaget butikken for elleve år siden og havde samtidig overtaget Nancy Jackson. »Hun blev gift og rejste væk,« sagde han til Burden. »Det må have været to år efter, at jeg kom hertil.«
»Ved De, hvem hun giftede sig med, og hvor hun er nu?«
»Det ved min kone sikkert.«
Han ringede op til lejligheden ovenover, og Parvati Sharma kom til syne. Hun var hverken klædt i sari eller i salwar kameez og slør, men smart og elegant i hvid skjorte, kort nederdel og høje hæle. Selvom hun så vældig godt ud, kunne hun ikke leve op til Burdens nye standard med hensyn til kvindelig skønhed.
»Jeg var med til brylluppet,« sagde hun. »Jeg var selv ret nygift. Det var det første engelske bryllup, jeg var med til, og det var meget fint og festligt.«
Burden spurgte, om parret boede i Kingsmarkham.
»Sewingbury,« sagde hun. »Jeg ved desværre ikke hvor. Hun hedder mrs. Jackson nu. Jeg mødte hende engang i Marks & Spencer. Hun var der sammen med sine to små drenge, og jeg havde mine med. Det var dejligt at se dem. Vi aftalte, at vi skulle ses og drikke en kop kaffe eller sådan noget, men – ja altså – det har vi ikke fået gjort alvor af endnu.«
Burden sagde tak for snakken og fik Lyn gelejdet væk fra nogle udstillede slankemidler, som hun studerede intenst. »Tror De virkelig, at de her tabletter tager appetitten?« spurgte hun.
»Jeg tvivler,« sagde Burden og han, der sjældent havde sprunget over et måltid i hele sit liv, tilføjede: »Man skal bare spise mindre. Så enkelt er det.«
Nancy Jackson havde, som Burden senere udtrykte det over for Wexford, gjort det godt. Selvom hun efter hans mening ikke kunne sammenlignes med Matea, var hun en køn ung kvinde, blond, med regelmæssige træk, klædt i unge kvinders uniform – superstramme jeans og en kort top, der viste et stykke nøgen solbrændt hud på seks-syv centimeter. Om ikke ligefrem i den bedste del af Sewingbury, så lå det hus, hvor hun boede sammen med sin mand og to små sønner, på en rolig vej med træer langs fortovskanten, og der hørte en dobbeltgarage til hvert hus. Hun var imødekommende, åben og venlig. Her var til en afveksling en kvinde, der tilsyneladende ikke havde noget at skjule og ikke havde noget imod at blive afhørt.
Hun lavede en kande te til Burden og Lyn, satte sig sammen med dem ved teaktræsspisebordet i sit flotte køkken og lod et fad med gulerodskage og chokoladekiks gå rundt. Burden tog et stykke kage, Lyn lod sig friste af en chokoladekiks og fortrød det straks, men sagde nej til mælk i teen.
»Mine tvillinger er i skole,« sagde hun. »De er kun fem år, og jeg skal hente dem klokken halv tre, men jeg kan give jer en halv time.«
»Jeg har fået det indtryk, at De havde et forhold til Peter Darracott, mrs. Jackson,« sagde Burden.
Han må have talt på en bevidst diskret måde, som om han ved at sænke stemmen ville sikre sig, at fluerne på væggen ikke kunne høre det. Nancy Jackson brast i latter. »De behøver ikke at være forsigtig med, hvad De siger til mig. Alle ved, at jeg har været lidt omkringfarende. Altså før jeg blev gift. Dave – det er min mand – ved det godt, og han siger: ‘Nå, jeg var jo heller ikke selv så ren som nyfalden sne, min skat,’ så den ene har ikke noget at lade den anden høre. Men Peter Darracott. Han var jo gift med hende Christine, og som regel holdt jeg mig fra gifte mænd, men der var noget ved Pete. Han var postbud, ejede ikke kongens mønt.
Mig og min mor boede sammen, men hun lod, som om hun ikke så, hvad der foregik. Pete og jeg plejede at tage hjem til os om eftermiddagen. Han ville jo have, at jeg rejste væk sammen med ham, men jeg havde ikke rigtig lyst. Vi kunne tage op til hans søster i Wales, sagde han, det var i Cardiff. Og lave hvad? Sagde jeg. Og han sagde –«
»Hvornår var det?«
»Åh ja, det ville nok være en god idé at fortælle jer det. En chokoladekiks til,« sagde hun til Lyn. »Ja, altså, det må have været i maj 95, slutningen af maj. Han sagde, han ville bo lidt hos sin søster og finde et arbejde og en lejlighed og skrive til mig. Det var meningen, at jeg skulle komme op til ham senere. Nå, og så rejste han. Vi havde først en sidste eftermiddag sammen. Mor havde besøg af en veninde, så vi kunne ikke være hjemme hos os. Og hvad tror I, vi gjorde? Vi tog ud til gamle Grimbles hus, den der bungalow. Grimble var en slags fætter til Pete. Jeg har aldrig truffet ham, men han havde været henne hos Pete og spurgt, om han ville gøre ham en tjeneste, så derfor vidste vi, at huset var tomt. Det var ikke ret længe efter, at gamle Grimble var død, så der så ikke værst ud. Sengen var pænt redt. Det var okay til en hurtig tur.« Hun afbrød fnisende sin beretning. »Og så rejste han lige efter, sagde, han ville skrive og fortælle mig det, når han havde fundet et sted, men det gjorde han ikke. Jeg hørte ikke et ord, ikke det mindste, men i virkeligheden var jeg også ret ligeglad. På det tidspunkt havde jeg mødt Dave, og jeg havde på fornemmelsen, at han var den rigtige. Man ved jo, når den slags sker, ikke?«
Burden tænkte på, hvor meget mindre krænkende denne kvindes tale om sex var end Claudia Ricardos. »Og De hverken så eller hørte fra ham igen?«
»Aldrig. Der er lige en ting mere. Grimble bad Pete om at hjælpe sig med at grave en rende. Det skal jeg fortælle jer om. Jeg kan lige nå det, før jeg henter mine tvillinger.«
En mand lå på knæ på gulvet i Oswald Road nummer fem og undersøgte Grimbles fjernsyn. Ved siden af ham stod en stor firkantet papkasse, der fyldte lige så meget som den lænestol, John Grimble altid sad i. Da Wexford og Hannah trådte ind i stuen, vist derind af Kathleen Grimble, bemærkede teknikeren med samme udtryk, som når man overbringer virkelig dårlige nyheder, at han ikke kunne reparere fjernsynet her, men var nødt til at tage det med på værkstedet.
»Det kan De da ikke gøre. Hvad skal jeg gøre uden fjernsyn?«
»Varer kun et par dage.«
»Et par dage!« Grimble rystede vantro på hovedet. »De bliver nødt til at låne mig et imens.«
»Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,« sagde manden ikke særlig overbevisende. »Giver De mig lige en hånd med at få det ned i papkassen? Min ryg er ikke, hvad den har været.«
Under den ordveksling, der fulgte, tilbød Kathleen Grimble roligt at hjælpe, og da hun og teknikeren havde fået fjernsynet ned i kassen, hjalp hun ham med at hale det ud til hoveddøren. Grimble råbte efter dem: »Jeg vil have et lånefjernsyn, glem ikke det, og jeg vil have det i dag. Hvis det ikke er her inden klokken fem, kommer jeg selv ned i butikken. Og jeg vil have et af dem, der kan hænge på væggen.«
Wexford havde nydt forestillingen så meget, at han ikke nænnede at afbryde, men nu gjorde han det. »De fortalte os ikke, at De bad Deres fætter Peter Darracott – undskyld, Deres halvfætter – om at hjælpe Dem med at grave den rende tværs gennem Deres afdøde fars have.«
»Det gjorde jeg ikke,« sagde Grimble, »og hvorfor skulle jeg det? Det ville han aldrig have gjort. Det eneste, han gjorde, var at spilde min tid.«
»Det må De vide alt om. De har en masse øvelse i at spilde vores. Fortæl os, hvad der skete. De tog hen til Darracotts hus i maj 1995, og hvad så?«
»Fortæl, John,« sagde Kathleen, »gør, som kriminalinspektøren siger. Du har jo ikke noget at skjule.«
»Det er derfor, jeg ikke vil gøre, som han siger,« sagde Grimble dystert.
»Hvis du ikke gør det, så gør jeg det.«
Det så ud, som om Grimble overvejede sin kones tilbud, men så tænkte han formentlig, at hvis han overlod det til hende, ville hun måske sige mere, end godt var.
»Kom så, mr. Grimble,« sagde Wexford. »Hvis De ikke vil gøre der her, kan vi altid tale sammen på politistationen.«
Dette løfte eller denne trussel havde den sædvanlige virkning. Efter med en form for fortvivlelse at have stirret på det sted, hvor hans fjernsyn havde stået, vendte Grimble pludselig hovedet den anden vej og sagde meget hurtigt: »Jeg gik hen til ham, og hans kone var der, hun hed Christine, og jeg sagde til Pete: ‘Har du lyst til at komme hen og give mig en hånd med at grave en rende på den grund i Flagford, som jeg arvede efter min far?’ Og Pete sagde: ‘Grave til hvad?’ og jeg sagde: ‘Kloakering til de nye huse, jeg vil bygge.’ Jeg sagde ikke, at jeg ikke havde fået nogen byggetilladelse. Det kom ikke ham ved.«
»Vil De ikke nok tage det lidt langsommere?« sagde Hannah.
I et tempo, der var en anelse langsommere, fortsatte Grimble. »Hun sagde, altså hende Christine: ‘Han vil have penge for det’, og han sagde, at hun skulle lade være med at blande sig, og det var heller ikke for tidligt, hvis De spørger mig. Der var overhovedet ingen grund til, at hun skulle være der. Pete sagde: ‘Jeg må lige hen og se, hvad det drejer sig om. Jeg siger ikke ja til et job uden at vide, hvad det er for noget,’ så jeg sagde: ‘Okay,’ sagde jeg, ‘jeg kører dig derover i morgen aften, hvis det passer dig.’«
Som Wexford senere sagde til Hannah, så var det det eneste tidspunkt, hvor de havde hørt Grimble vise den mindste smule altruisme, og de ville sandsynligvis aldrig opleve det igen. Men selv det var mere af hensyn til ham selv end til Peter Darracott. »Og gjorde De så det?«
»Det var faneme spild af tid. Han sagde, at han ville komme, men da vi skulle i gang, dukkede han ikke op alligevel, så jeg var nødt til at spørge Bill Runge.«
Hannah spurgte, om han havde set Peter Darracott igen. »Ikke efter at han holdt mig for nar, det gjorde jeg ikke.«
»Jo, du gjorde, John,« sagde Kathleen Grimble. »Du så ham, da han kom hen til din fars hus og sagde, at han havde ombestemt sig, han ville godt hjælpe, fordi han manglede penge, og du sagde: ‘Ikke på vilkår’. Det var, da I var blevet færdige med at grave, og du fik besked om, at du ikke fik byggetilladelsen. Må have været den 16. eller 17. juni.«
Wexford sagde senere til Burden: »Jeg tog ham med på stationen, så vi kunne optage rapport, og vi gik det alt sammen igennem igen. Jeg spurgte naturligvis, om han ville have en sagfører, men det ville han ikke. Problemet er, at vi ikke engang ved, om vores lig er liget af Peter Darracott, og det ved vi først, når vi har fået resultatet af dna-undersøgelsen.«
»Vil det sige, at Grimble indvilligede i at afgive en prøve?«
»Det bad jeg ham ikke om. Jeg kan godt mærke, når jeg taler til en mur. Darracott har en nevø, hans søsters søn, og han ville gerne gøre det. Nogle mennesker synes jo, den slags er spændende. Jeg ville ønske, vi kunne finde frem til et motiv, Mike. Hvorfor ville Grimble slå Peter Darracott ihjel og begrave ham i sin fars have? Hvis Darracott havde været leder af kontoret med byggetilladelserne, ville jeg have kunnet forstå det.«
»Jeg talte med Nancy Jackson i dag, hun hed Nancy Saddler, før hun giftede sig -«
»Ikke flere familieforbindelser,« sagde Wexford. »Er de da alle sammen i familie med hinanden?«
»De tilhører alle sammen gamle Kingsmarkham-familier, Grimble og Darracott og Page og Pargeter – Christine Darracott hed Pargeter, før hun giftede sig. De har boet her i flere generationer, arbejdede alle sammen engang ved landbruget. Det vil sige, i Grimbles familie var der smede. Min bedstefar havde en hest, og jeg kan huske, han tog den hen til en Grimble for at få den skoet.«
»Var det ham med den trøffelgravende hund? Nej, gem det til senere, når vi har spist en rædsom frokost i kantinen. Fortæl mig, hvad Nancy Jackson sagde. Forestil dig, at jeg ikke kan læse en rapport.«
De fik en kop te på Wexfords kontor. Burden sad sin vane tro og hang på kanten af det store rosentræsskrivebord. Det havde været en ret varm formiddag, og da solen kom frem, blev det virkelig varmt, men nu var det begyndt at blæse, en kraftig vind, der kølede luften. De første dråber af en regnbyge ramte vinduet. Burden drak sin te færdig og stillede koppen tilbage på underkoppen.
»Hun siger, at Darracott bad hende om at rejse væk sammen med ham. Det var i maj 95. Han havde tilsyneladende en idé om at tage til Cardiff, hvor han havde noget familie – hans mor var fra Wales – og få et job på busstationen der. Nancy var ikke særlig interesseret. Hun er lidt af en snob, er Nancy. Det var okay at have en affære med Darracott, men han var ikke den type, man gifter sig med, sagde hun. De plejede at mødes hjemme hos hende, hvor hun boede sammen med sin mor –«
»Nu ikke flere familierelationer, Mike.«
Wexford hældte mere vand på tekanden og skænkede op til dem begge. »Hun lyder som en pige, der går sine egne veje.«
»Ja, det tør siges. Mr. Jackson ejer for resten et meget velrenommeret værksted og noget, han kalder en straksreparation i Sewingbury. Deres hus er langt mere værd end mit.«
»Godt for Nancy. Hvad skete der så?«
»Skænderier, går jeg ud fra. Darracott prøvede at overtale Nancy, og Nancy bad ham om at opgive tanken, og det kulminerede, da Darracott sagde, at han ville rejse, så snart Christine var taget på ferie til Tenerife.«
»Vidste hun noget om, at Grimble havde bedt ham om hjælp til at grave sin rende?«
»Åh, ja. Han kunne ikke beslutte sig til, om han skulle gøre det eller ej, og da han endelig gjorde det, var det for sent. Der var kommet afslag på byggetilladelsen, og Nancy sagde, at Darracott var blevet himmelhenrykt. Alle var tilsyneladende glade, bortset fra stakkels gamle Grimble. På et eller andet tidspunkt i slutningen af maj mødtes Nancy med Darracott en sidste gang. De kunne ikke være hjemme hos hende, fordi hendes mor havde besøg af en veninde. Så hvor tror du, de tog hen? Til Flagford til afdøde mr. Grimbles bungalow. Den hedder ‘Solskrænten’.«
»Hvad, den forfaldne ruin på Grimble’s Field? Det kan man ikke ligefrem kalde en elskovsrede.«
»Lidenskaben finder vist altid på råd. Jeg ved ikke, om huset var låst af dengang, det sagde hun ikke noget om – vidste det vist ikke. Vi må ikke glemme, at Grimble ville rive det ned, så snart han fik sin byggetilladelse. Nå, men de tog derhen, hun kan ikke huske, hvilken dato det var, men det var, før Grimble begyndte at grave, og Darracott fortalte hende, at han havde besluttet at tage til Cardiff og bo en tid hos sin søster – beklager, Reg – indtil han fandt et arbejde og et sted at bo. Han ville skrive til hende. Han håbede stadig, hun ville følge efter. Nancy siger, at han gav hende sin søsters adresse og telefonnummer. Hun hørte aldrig et ord.«
»Søsteren ville være endnu en dna-donor, men vi har ikke brug for hende,« sagde Wexford. »Og det var det?«
»Nej, ikke helt. Jeg vil ikke ligefrem sige, at sådan er kvinder, for så ville du falde over mig og skælde mig ud for at være sexistisk, men sagen er, at hun ikke ville have ham, hun havde brudt med ham og havde tilfældigvis mødt Jackson på det tidspunkt. Og alligevel var hun sur over, at Darracott ikke havde skrevet. Hun kunne ikke have betydet særlig meget for ham, hvis han kunne glemme hende, så snart hun var ude af syne. Så hun ringede til søsteren og prøvede at få fat på ham, men det var forkert nummer. Hun skrev til ham på den adresse, hun havde fået, men fik ikke noget svar. Og det var det.«
»Har vi søsterens navn?«
»Dilys Hughes. Coleman har sporet hende til en anden adresse i Cardiff. Problemet er, at hun ikke husker ret meget om sommeren 1995. Hun var på hospitalet og fik fjernet livmoderen på det tidspunkt. Hun kan godt huske, at hun fik et brev fra sin bror nogle uger tidligere, hvor han spurgte, hvordan hans muligheder var for at få et job og et sted at bo i Cardiff. Det var første gang, hun havde hørt fra ham i flere år, fortalte hun Coleman. Hun svarede på hans brev, sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, og hørte aldrig mere fra ham, før en eller anden i familien fortalte hende, at han var forsvundet.«
»Så tog Darracott nogen sinde til Wales? Eller tog han rent faktisk af sted, men opdagede, at hans søster var på hospitalet, og boede et andet sted, eventuelt på en bed and breakfast?«
»Han var måske død.«
»Det begynder at se sådan ud,« sagde Wexford tøvende. »Vi må håbe, at vi snart får den dna-test. Men hvilket motiv havde Grimble, Mike? Darracott var postbud. Han havde ingen penge, og hvis han havde, ville Grimble ikke få nogen af dem. Du skal ikke fortælle mig, at Grimble havde kastet sine øjne på Nancy Jackson, for det vil jeg alligevel ikke tro på. En af de mærkelige ting ved Grimble er, at det ser ud til, at han er lykkeligt gift med sin Kathleen. Men han er en hidsig skiderik. Jeg kan forestille mig, at han kunne have slået Darracott i raseri derude på den mark, knaldet en spade i hovedet på ham, fordi han ikke ville hjælpe ham og Runge med at fylde renden op igen.«
»Men det tror vi jo ikke på, vel?« sagde Burden.
»Det tror jeg ikke, vi gør. Men jeg skal sige dig noget, måske er det klogt at se nærmere på den bungalow, som Grimble har.«
»Hvorfor det? Det vil han aldrig lade os gøre, så må vi have en retskendelse.«
»Det kan godt være,« sagde Wexford. »Men så får vi det. Jeg har lige fået en fornemmelse af, at vi vil fortryde det, hvis vi ikke kaster et blik derind.«