Kapitel 13

Hamborg, torsdag d. 1. september 2010
Kl. 22.50

Det var blevet tid igen. Lysten, trangen og behovet var i hans krop og sind. De mere end bare var der. De styrede ham. Der var ingen gemmesteder. Lige meget hvor han gemte sig, så fandt de ham. De var en del af ham. Han vidste, hvad han måtte gøre for at få dem til at gå væk igen. I hvert fald for en tid. Men først måtte han skaffe nogle flere lædersnore. Han havde ikke flere. Heldigvis vidste han, hvor han kunne få fat i dem. Tyve minutter til fods så ville han være der. Alex vendte sig i sengen flere gange. I baggrunden kørte tv´et. Han kunne ikke finde hvile. Det var ikke en gang midnat, men han var gået tidligt i seng i håbet om at falde i søvn til tv´et og sove sig væk fra det hele. Først lørdag skulle han på arbejde igen. Klokken 16, så han kunne sagtens nå at gøre det, der ville give ham fred et stykke tid, i morgen aften. Lædersnorene kunne han hente i morgen formiddag. Alex vendte sig i sengen endnu en gang. Det var ikke varmen, der generede ham.

Han overvejede at sætte endnu en af de hårde film på, en rigtig hardcore, men gik fra det, for han vidste, at der skulle mere til for at give ham fred. Han hørte skridt uden for sin dør, men det var han så vant til. Da han lige var flyttet ind, var han faret op hver andet øjeblik, han hørte noget udenfor, og havde kigget i dørspionen for at se, om det var nogen, der ville gøre ham ondt eller i bedste fald bare stjæle hans ting. Han hørte skridt igen. Han lagde mærke til dem, fordi det lød som om, det var de samme skridt, han lige havde hørt. Hans sanser var vakt. Alex var sikker på, at skridtene var stoppet uden for hans dør, men lige nu var der intet at høre. Ganske stille svingede han benene ud af sengen. Hvis der var nogen, ville han kunne se vedkommende i dørspionen. Langsomt rejste han sig fra sengen og bevægede sig lydløst hen imod døren, satte det højre øje hen til dørspionen og kiggede ud. Der lød et brag, og han blev kastet bagud i sengen. Ramt af døren. Han havde ikke nået at se andet end en mørk skikkelse igennem dørspionen, før døren var blevet sparket ind. Skydelåsene havde ikke kunnet modstå det voldsomme tryk, der havde fået døren til at give efter, og Alex lå nu på ryggen i sengen. Han prøvede at trille bagover for at vinde plads og tid til at komme på benene. Hans instinkter var fuldt aktiveret. Men skikkelsen var alt for hurtig. Inden Alex fik sig rullet bagover, havde den kastet sig over ham og lagt sin ene hånd henover Alex´ mund. Hånden havde handske på. Lugten af læder nåede hans næsebor. I lyset fra tv´et fik han et glimt af skikkelsen. Joggingtøj og grå elefanthue. Hvem fanden kunne det være?, tænkte Alex desperat. Var der nogen, der havde et gammelt regnskab at gøre op med ham? Måske alfonsen til hende luderen han havde sparket halvt ihjel, eller …. Alex hørte en person mere komme ned ad trappen og ind i lejligheden, og han mærkede sine ben blive holdt sammen. Det måtte være den anden person. Alex vred sig og prøvede krampagtigt at slå skikkelsen oven på sig i hovedet med sine næver. Han kunne høre sit eget hurtige åndedrag, men følte ingen frygt. Overlevelsesinstinktet havde taget over. Han prøvede at vride sig så meget, at han kunne få sine ben fri. Det var lige ved at lykkes, men de blev hurtigt låst igen i et fast greb. Han kæmpede videre, men der var ikke noget at gøre. I baggrunden hørte han døren blive lukket i. Der måtte være endnu en person i lejligheden.

“Ruhig jetzt,” sagde skikkelsen oven på ham. En ung, myndig og afdæmpet stemme. Men Alex havde ikke tænkt sig at forholde sig roligt. Han kæmpede videre. Lyden af døren, der blev smækket i, ramte hans ører. Hvis bare han kunne få det ene ben fri, så ville et enkelt af hans spark være nok til at passivere den ene person, hvis han altså kunne ramme. Alex nåede knap nok at tænke tanken færdig, før han så endnu en skikkelse med grå elefanthue. Skikkelsen bøjede sig ned mod Alex med et eller andet i hånden. Hvad var det? Alex kunne ikke se det. Hvad ville de gøre ved ham? Alex mærkede sine øjne eksplodere i smerte, og han udstødte et skrig, der ville have været øresønderrivende, hvis det ikke havde været for handsken over hans mund. Hans første tanke var, at han ville blive blind. Smerten var ulidelig. Med øjnene lukket så han et utal af lysglimt i sit indre. Alt var en blanding af lys og mørke. Han kastede hovedet fra side til side. Endnu en gang hørte hans ører de ord, de allerede havde hørt en gang før:

“Ruhig jetzt. Ruhig!”

Ordene blev sagt på en langsom og beroligende måde. Ligesom når forældre siger “Så, så, så, du skal sove nu” til deres små børn ved sengetid: Det måtte være peberspray. Alex havde aldrig prøvet det før, men han havde tit hørt det omtalt. Koncentreret chili i øjnene. Smerten var lige så slem, som han havde fået fortalt. Den arbejdede sig ind i ham. Fik ham til at glemme alt andet. Han faldt helt automatisk til ro og havde ikke overskud til at koncentrere sig om andet end smerten. Havde han kunnet, havde han straks taget hænderne op til sine øjne for at gnide dem rene. Men der var intet at gøre. Skikkelsen oven på ham trak nu vejret mere roligt. Der var en ny lyd. Lyden af en rulle Gaffa-tape, der trækkes et stykke af. En hvinende, klistrende lyd. Han vidste godt, hvad det skulle bruges til. Han var slet ikke i tvivl og ganske rigtigt. Han mærkede handsken blive taget væk fra munden, og et stykke tape sat henover. Det strammede i hans kinder, men det var intet at regne i forhold til smerten i øjnene. Lyden af endnu et stykke tape, der blev revet af. Hans høresans var bedre end nogensinde. Han prøvede at fortrænge smerten i øjnene - uden held. Mange, små lysglimt fyldte hans hoved. Ville han komme til at se igen? Tapen blev brugt til at binde hans ben sammen. Han mærkede snore blive viklet rundt om håndleddene for så at blive fastgjort til sengen. Skikkelsen slap sit greb om Alex og rejste sig op. Et kort sekund frygtede han, at de ville gøre det samme ved ham, som han havde gjort ved så mange piger. Men hans frygt var ubegrundet. De havde helt andre planer. En stilhed bredte sig i rummet. Tv´et var blevet slukket. Han kunne høre sin egen vejrtrækning meget tydeligt, indtil en anden lyd overdøvede den. Lyden af en patron der skubbes ind i kammeret på en pistol. Hvad fanden havde de gang i? Var det det? Skulle han nakkes uden at få at vide hvorfor? En blanding af panik og frygt sendte kuldegysninger igennem hans krop. Han mærkede pistolmundingen blive sat imod sin pande. Varm sved gjorde forgæves et forsøg på at udligne kulden fra pistolmundingens kolde metal. Han kastede sin krop fra side til side i håbet om at sprænge enten snore eller tape, så han kunne komme fri, men der var intet at gøre. Absolut intet.