Kapitel 17

Hamborg, torsdag d. 1. september 2010
Kl. 22.55

Han hørte en ny stemme.

“Lig stille, eller dø”.

Først undrede Alex sig over, at ordene var danske. Ingen accent overhovedet, og derefter undrede han sig over stemmen, der havde sagt dem. En tynd og forsigtig stemme. Ikke en af den slags hårdkogte stemmer, som han ville have forventet efter den behandling, han lige havde fået. Bag de sammenklemte øjne var alt stadig et virvar af lysglimt, og trykket fra pistolmundingen var ulideligt. Hvem var de? Og hvad ville de? Smerten i øjnene havde udmattet ham. Han lå helt stille på sin seng ude af stand til at bevæge sig. I baggrunden kunne han høre lyden fra sandsækkens metalkæde gnide sig mod krogen i loftet. Nogen var kommet til at skubbe til den i kampens hede. Hvorfor havde de hældt det fucking stads i hans øjne, hvis de alligevel bare ville nakke ham? Han gentog for sig selv, hvad den tynde stemme havde sagt. Selvom hans hjerne ikke var helt oppe i gear, ræsonnerede han sig frem til, at hvis han bare lå stille, så ville de lade ham leve. Men hvad ville de ham? Han forstod det ikke. Al tidsfornemmelse var væk. Han kunne høre sin lejlighed blive gennemsøgt.

Han syntes at have ligget dér en evighed, da den tynde stemme sagde:

“Jonas Laursen. Eller måske jeg bare skulle sige Alex? Jeg sidder med et par billeder af dig, men der er noget, jeg ikke rigtigt forstår. På et af billederne, der er taget i Dublin, er du iklædt noget tøj, der minder helt utroligt om det tøj, som en aktivist på den yderste venstrefløj ville iføre sig til en demonstration, og på det andet billede er du til demonstration i Rom, og mærkeligt nok har du nu tøj på, som en højrefløjsaktivist typisk ville bære. Det kan jeg simpelthen ikke forstå … Jeg ved godt, at det i Danmark er fuldt ud accepteret, at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt, men skifter du ikke standpunkt lidt for ofte til at være troværdig? Gad vide hvad dine tidligere, højreradikale bekendte ville sige, hvis de så dig i læderjakke med et stort, flot anarkistsymbol på ryggen, hva´? Eller omvendt! Der er nogen, der ikke ville blive så glade. Måske de ville føle sig snydt, eller forrådt, hvis du bedre kan lide det ord … Nu kan du så ikke se billederne, men vi lader dem ligge, når vi går, så kan du selv kigge. Og nå jo, apropos kigge, så har vi også en lille film, du kan hygge dig med. Du spiller selv hovedrollen, så det, må du da synes, er interessant.”

Alex var i vildrede. Han havde ingen anelse om, hvad det drejede sig om.

Stemmen holdt en lille pause, inden den sagde:

“Die Pistole weg,” og Alex mærkede pistolen blive fjernet fra panden. Han kunne stadig mærke, hvor mundingen havde trykket huden på hans pande ind, men den kolde fornemmelse var væk.

Stemmen talte videre.

“Vi har et par ting, som vi gerne vil have dig til at hjælpe os med, så selvfølgelig har vi tjekket dig … samlet lidt informationer, om du vil.

Alex hørte godt, hvad der blev sagt, men det var svært at tage sådan en piv-stemme alvorligt. Mest af alt glædede han sig over, at han tilsyneladende ikke skulle nakkes. I hvert fald ikke lige nu.

“Vi synes, at det er synd for dig, at din bankboksbeholdning er ved at slippe op. Det er slet ikke rart, så du kunne nok godt bruge lidt penge, ikk´? Jobbet på tankstationen giver vel ikke så meget, at man kan leve af det. Så skal der vist mere til end weekendvagter.”

Alex følte sig ramt. Hans skjold ydede ham ikke sikkerhed mere, og han tænkte som en gal, hvor de vidste alt det fra.

“Allerhelst vil vi undgå, at dine aktivist-venner får billederne af dig at se, og vi synes da heller ikke, at politiet skal have lov til at se filmen med dig i hovedrollen som supertyr, der knipler plørefulde piger, binder dem til sengen og voldtager dem, vel? Det er ret utroligt, at sådan en stærk, ung mand som dig, der godt kan lide at slås, er nødt til at binde pigerne for at kunne ordne dem, hva´? Din mor ville vende sig i sin grav, hvis hun vidste det.”

Alt stod stille i Alex´ hoved. Han var så rystet, at han næsten ikke ænsede sine smertende øjne. Hvis de vidste så meget om ham, så …

“Egentligt burde du hælde vand og sukker i alle tankene som straf, når du har vagten på lørdag, men vi har andre planer med dig”.

Alex følte sig nøgen. De vidste alt. Og ham der havde gået og troet, at han levede en anonym tilværelse.

“Vi skal bruge din hjælp til en opgave lidt senere på året. Men inden vi går videre, skal du naturligvis have muligheden for at vælge, om du vil hjælpe os, eller om vi skal begynde at distribuere billeder og film til de relevante modtagere. Hvis du indvilliger i at hjælpe os med at løse opgaven, så nik en enkelt gang med hovedet.”

Aldrig før havde Alex følt sig så overrumplet. End ikke fundet af de mange penge i sin mors bankboks kom i nærheden. Og nu skulle han så træffe et valg, hvor der reelt kun var én valgmulighed. Hvor latterligt. Den tynde stemme havde overtaget, og han elskede at vise det. Alex kunne lige så godt nikke først som sidst. Et behersket nik.

“Fint Alex, så er vi enige. Og for at du ikke skal være i tvivl, så betaler vi dig selvfølgelig for din hjælp. 250.000 Euro. Så skulle der være til et par år mere, ikk´?”

250.000 Euro! Det passede selvfølgelig ikke. Det kunne Alex godt regne ud. De tre skikkelser havde rejst sig for at gå. Alex prøvede at åbne øjnene, men opgav det lige så hurtigt igen. Det var ikke smerten værd. Han mærkede sit hjerte slå lidt hurtigere igen. De kunne vel ikke finde på at lade ham ligge?

“Nå, men så går vi igen, Alex. Det var rigtig hyggeligt at møde dig. Du skal nok lige vaske øjnene med vand. Cirka en halv time tager det, før de er klar til at kigge lidt billeder og film … Det hele ligger på dit bord. Der ligger også en paryk, et par øjenbryn, et sødt lille mustache og et par briller, som du i morgen tager med i en fotoautomat, får lavet to pasfoto med det hele på og yderligere to uden, hvor du tager dig så godt ud som muligt. Alle fire fotos lægger du under den dybe tallerken i dit køkkenskab … og så kontakter vi dig om nogle uger til en alvorlig snak om forberedelse, ok?”

Alex hørte døren blive åbnet. Trin op ad trappen. Fuck! Lod de ham virkelig bare … Alex nåede ikke at tænke tanken til ende, før den tynde stemme sagde:

“Åh jo, jeg havde jo nær glemt det, Alex. Vi har da så sandelig også en lille ekstra bonus til dig, hvis du løser opgaven til vores tilfredshed. Og den ekstra bonus tror jeg, at du bliver rigtig glad for.”

Lang pause. Personen bag stemmen nød virkelig et af sit livs store momenter, men sagde så endelig:

“Hvad bonussen er? Ja, jeg kan da godt forstå, hvis du er spændt. Så selvfølgelig fortæller jeg det.” Stemmen holdt igen en pause for at trække spændingen endnu mere ud, men Alex var ligeglad med, hvad den bonus var. Han ville hellere vide, hvad det var for en opgave, som han skulle hjælpe med at løse. Alex kunne høre åndedrag tæt ved sit højre øre og en stille hviskende trængte sig ind.

“Hvis du løser opgaven perfekt, så fortæller jeg dig, hvem din far er … Og han lever.”

Alex mærkede knap snorene omkring sine håndled blive løsnet. I hans hoved var en eksplosion af smerte, afsavn og ukontrollerbare følelser ved at udslette ham for altid. Han kunne ikke tænke en eneste tanke. Tiden stod stille. Smerten i øjnene var væk. Fortrængt.