Kapitel 22

Århus d. 29. oktober 2010
Kl. 16.27

Thygesens tysk var noget rustent. I folkeskolen havde han haft den opfattelse, at tysk var et sprog, han ikke kunne lære. Hans tysklærer, fru Mortensen - en i øvrigt sød og munter, midaldrende kvinde - havde ikke været af samme mening, selvom Thygesen adskillige gange havde prøvet at overbevise hende om, at det faktisk forholdte sig, som han sagde, blandt andet ved ikke at lave sine tysklektier.

“Min hjerne kan bare ikke lære tysk”, havde han en dag undskyldt sig med, da han endnu en gang ikke havde lavet sine lektier. Hun var ikke blevet sur, men havde bare svaret:

“Jamen, Rasmus! Hvad så hvis du var født og opvokset i Tyskland, ville du så aldrig have lært at snakke?”

Fra den dag havde han fulgt med i tysktimerne og lavet sine lektier. Og faktisk blevet ret god til tysk. Men god nok til at kunne føre en samtale med politiet i Hamborg var han ikke. Det måtte blive på engelsk. I yderste konsekvens måtte han have fat i en tolk. Snakke med dem skulle han i hvert fald. Den mulige sammenhæng, som han havde set, blev han nødt til at få be- eller afkræftet. Det kunne virkelig være noget. Et spor, der kunne bringe dem videre. Iversen kom med nummeret, og 20 minutter senere efter at have snakket med chefen for kriminalpolitiet i Hamborg, Ludwig Birnbaum, - havde Thygesen fået bekræftet, at politiet i Hamborg i løbet af de seneste to dage havde fået tre anmeldelser om savnede personer, der passede perfekt til beskrivelsen af de tre dræbte i Århus.

Nu forstod Thygesen det bedre. Det var selvfølgelig derfor, at ingen havde meldt de dræbte savnet i Århus. Birnbaum ville straks sende nogle af sine folk til Århus. Og Thygesen sendte straks Paulsens tre foreløbige rapporter til oversættelse til tysk, så Birnbaum kunne sætte sig ind i sagen. Nu skete der endelig noget. Noget der kunne arbejdes med. Men hvor var de tre, der var meldt savnet i Århus? Thygesen frygtede det værste. Hvis ligene af de tre dræbte fra Hamborg var blevet bragt til Århus, ville det ikke være usandsynligt, at de tre savnede fra Århus var på vej den modsatte vej, især taget i betragtning af, at opkaldet fra den norske kvindes mobil var blevet sporet til Sønderjylland. Eller var det en afledningsmanøvre?

Thygesen havde siddet og grublet over kvinden med det tysk-arabiske navn, og at hendes mobil var købt i Hamborg, og pludselig var lynet slået ned i ham. Der var en vis sandsynlighed for, at hun var muslimsk og bar tørklæde, og kædet sammen med det faktum, at de tre dræbte ifølge Paulsen havde været døde mindst 48 timer og ikke var meldt savnet i Århus, havde det fået ham til at se en mulig sammenhæng. Og forhåbentlig havde han set rigtigt. Men hvorfor havde nogen dræbt en mandlig tysk bartender, en kvindelig polsk studerende og en kvindelig irakisk flygtning, for så at skamfere dem, sætte dem på kors og stille dem op uden for tre forskellige kirker i Århus? Lige præcis i Århus af alle steder! Det var den rene galimatias. Helt og aldeles ulogisk. Thygesen manglede i den grad et motiv.

Birnbaum skulle straks tage kontakt til Europol, sætte dem ind i sagen og bede dem være opmærksom på indberetninger fra andre landes politi om drab eller lignende, der kunne have en relation til de tre dræbte. Det havde Thygesen aftalt med ham. Birnbaum havde været meget imødekommende, og selvom hverken han eller Thygesen talte perfekt engelsk, havde de kunnet kommunikere, og nu var den vigtige, personlige kontakt skabt.

Mens Thygesen havde snakket med Birnbaum, havde Iversen snakket med Mikkel Them Mortensens far, der havde ringet for at høre, om der var noget nyt om Mikkel. Det var der desværre ikke, havde Iversen måttet fortælle ham, men havde lovet at ringe, så snart der dukkede noget op. Iversen hadede den slags samtaler. Det gjorde alle politimænd. Mange af de politiuddannede på Gården havde på et eller andet tidspunkt været ude ved en familie og fortælle, at et familiemedlem var afgået ved døden på den ene eller anden måde - ofte i trafikken. Alle hadede det. Det var det værste stykke arbejde, en politimand kunne forestille sig. Der var ikke noget værre end at overbringe en familie en nyhed, der ville ødelægge livet for dem - hvis ikke for evigt så i hvert fald lang tid frem. Iversen havde ladet Mikkels forældre bevare håbet, selvom han med sagens udvikling in mente godt var klar over, at chancerne for, at de ville komme til at se deres søn i live igen, var meget, meget små. Men han kunne ikke gøre andet. Så længe Mikkel ikke var fundet dræbt, var han i live. Sådan var det.

Knap havde Thygesen afsluttet samtalen med Birnbaum, før tvmusen ringede. Hun ville gerne have et live-interview med i nyhedsudsendelsen kl. 19.30. Ikke et eneste ord om episoden tidligere på eftermiddagen. Hun havde erkendt, at der ikke havde været noget at gøre. Thygesen forventede ikke, at teknikerne ville finde noget ud over den mail, de allerede havde fundet, men han var da før blevet overrasket, så der var ikke andet for end at lade teknikerne gøre deres arbejde færdigt. Selvom det ikke var lang tid siden, at pressemødet var slut, var hun på jagt efter at kunne præsentere det seneste i sagen for sine seere. Fair nok. Det var hendes arbejde. Og Thygesen kunne godt bruge hende nu. For hendes indslag ville helt sikkert blive vist på landsdækkende TV2, og med den seneste udvikling havde han brug for, at befolkningen i hele landet blev opfordret til at ringe til politiet, hvis de havde oplysninger, der kunne være til gavn.

Thygesen var godt klar over, at hvis han sagde “ja” til hende, så ville han også være tvunget til at sige “ja” til andre tv-stationer. Det måtte Iversen tage sig af. Tv-musen ville han selv ringe til. Han nåede ikke at ringe hende op, før Iversen kom ind på kontoret for at fortælle Thygesen, at en kriminalassistent fra Sønderjyllands Politi havde ringet. De havde som forventet ikke fundet noget mistænkeligt på rastepladsen, men et ældre ægtepar, der var holdt ind for at nyde deres eftermiddagskaffe, mente at have set en grå van, der havde holdt der et par minutter for så at køre videre. Ikke noget bilmærke, og de havde heller ikke lagt mærke til hverken nummerplade eller nationalitet, men det skulle have været den eneste bil på rastepladsen ud over deres egen i de cirka fem kvarter, de havde været der. Thygesen satte sig frem i stolen og skulle lige til at spørge, men Iversen kom ham i forkøbet.

“Bare rolig. De har allerede sat fem vogne til at kigge efter den grå van på vejene til grænsen. Skal de over grænsen i civil, vil ham Knudsen dernede have ok fra Justitsministeren.”

Thygesen overvejede situationen. Han kunne også ringe til Birnbaum og få hans folk til at kigge efter den van, men idéen var ikke så god, for området fra grænsen til Hamborg var ikke hans råderum. Det var politiet i Schleswig-Holstein, der var ansvarlig myndighed dér. Sådan var tingene nogle gange så besværlige. Thygesen bestemte sig for at ringe til Birnbaum, så kunne han kontakte sine kolleger i Schleswig-Holstein og få dem til at kigge efter den grå van, og skulle den have sat retning mod Hamborg, så var Birnbaum allerede informeret. Thygesen skulle lige til at ringe Birnbaum op, da han hørte en hysterisk råben og skrigen på gangen. Såvel Thygesen som Iversen gik ud for at se, hvad der var galt. Det var Meinerts sekretær. Hun var helt fra den.

“Han er død … Han er død … Meinert er død. Han sidder bare der,” råbte hun og pegede ind på Meinerts kontor. Thygesen løb derned. Og ganske rigtigt. Dér sad Meinert hensunken over sit skrivebord hvilende med venstre kind på bordpladen. Thygesen fik ham ned af stolen og ned på gulvet. Ingen puls, ingen hjertelyd.

“Få fat i en ambulance,” råbte han til Iversen, mens han selv gik i gang med genoplivning.