Kapitel 27

Fredag d. 29. oktober 2010
Kl. 22.20

Regndråberne piskede imod forruden på den røde kassevogn. Den kraftige vestenvind gav dem ekstra fart og slørede Alex´ udsyn. Larmen fra det voldsomme uvejr var med til at holde ham vågen. Uden larmen var han faldet i søvn. Hans øjenlåg havde allerede været ved at lukke i flere gange. Hele tiden måtte han kæmpe for at bevare bevidstheden. Motorvej, motorvej, motorvej. Lyden fra motorens ensartede omdrejningsfrekvens virkede som sovemedicin. Lidt over 100 kilometer mere, så ville han være fremme. I tide. Køreplanen ville blive holdt, selvom han havde måttet holde i kø godt en halv time på grund af et færdselsuheld. Og hans lille stunt i Flensborg ville aldrig blive opdaget. Alex smilede. Han havde gjort det. Han havde fucking gjort det. Og alle spor var slettet. Den grå van ville aldrig blive fundet. Som beskrevet i køreplanen havde han kørt den hen til en nærliggende mose, sat den i frigear og skubbet den i. Van´en var lige så stille forsvundet ned i det stillestående og ildelugtende vand. Han var kørt hen til mosen i van´en, og havde taget cyklen med i varerummet for at køre på den tilbage til garagen, hvor den røde kassevogn ventede på ham, men var punkteret cirka 200 meter, før han var nået tilbage, så han havde måttet trække resten af vejen. Nå, lidt gavn havde den cykel da gjort, selvom den ikke var en del af køreplanen, tænkte Alex og koncentrerede sig om at holde sig vågen.

Holland. Endelig. Heller ingen paskontrol. Lige så let som at køre over den dansk-tyske grænse. På intet tidspunkt havde han overskredet fartgrænsen. Det ville være for risikabelt. Nu var det bare af sted mod Amsterdam.